Myter om praktikpanik: ”Lyt ikke til jungletrommerne”

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | INDE

Myter om praktikpanik: ”Lyt ikke til jungletrommerne”

Praktikken på journalistuddannelsen fylder meget i de studerendes bevidsthed. En fjer kan hurtigt blive til fem høns, når der snakkes på gangene. Illustreret Bunker har samlet nogle af rygterne og undersøgt dem nærmere.

TEKST: Marlene møller holm
illustration: Lotte skjødt nielsen

Udgivet den 12. oktober 2023

Allerede fra den første dag på journalistuddannelsen spøger panikdag og helvedesugen i baghovedet for nogle studerende. Det kan være, at man søger ind i skolens foreningsliv, fordi man har hørt, at det giver bedre chancer til praktiksamtalerne. Måske sender man irriterede blikke til vedkommende, hvis tante er chefredaktør, fordi man har hørt, at fordelingen af praktikpladser er ren nepotisme. Men spørger man skolens praktikvejleder Røskva Regine Würtz, skal man ikke tro på alt, der bliver hvisket i krogene:

”I skal ikke lytte til jungletrommerne. Der kan hurtigt opstå et eller andet narrativ, når følelserne går højt. Det er bedre at komme og spørge mig end at opbygge en masse bekymringer, fordi man har hørt nogle rygter,” siger Røskva Regine Würtz.

Illustreret Bunker har fulgt lyden af jungletrommerne og opstøvet nogle af de myter, der florerer om praktikken. Derefter har vi tryktestet myterne hos Røskva Regine Würtz, Ulrich Panduro, som netop er kommet tilbage fra sin praktik på Ekstra Bladet og Carl Buhr, som lige nu er i praktik på JydskeVestkysten i Kolding.

Myte: Hvis jeg ikke kan fremvise nogle gode journalistiske produkter, har jeg ikke en chance for at få en fed praktikplads.

Ulrich Panduro:

”Jeg var helt sikker på, at det var mega vigtigt, hvad jeg havde lavet på forhånd. Jeg lå søvnløs inden den uge, vi skulle ud at søge praktik. Jeg tænkte, ’jeg har ikke noget godt, jeg kan vise. Jeg har kun nogle småtterihistorier, og alle andre har noget meget bedre end mig’. Men i virkeligheden var de rimelig ligeglade med, hvad jeg havde lavet tidligere. De ved godt, at hvis du ikke har været i praktik, så kan du ikke en skid. De ville meget hellere høre, om jeg havde haft et arbejde før, om jeg kommer til tiden, og om jeg er motiveret for at lave noget,” siger han.

Røskva Regine Würtz:

”Praktikstederne har ikke ret høje forventninger til, hvad I rent faktisk kan, når I starter i praktik. Det er først, når I er derude, I får røv i bukserne. De kigger efter, hvad jeres potentiale og interesser er, og om I passer ind på deres medie,” siger hun.

Myte: Der findes et hemmeligt hack til, hvordan du får din drømmepraktikplads.

Røskva Regine Würtz:

”Det er den absolut mest sejlivede myte om praktikken. Nemlig at der er en eller anden løsning på, hvordan man kan gøre det. At det handler om, at nu skal man overmande den her Goliat af et system, eller om man har de rigtige forbindelser. Men det er bare ikke sandheden. Det er så forfærdeligt enkelt; er der kemi med de steder, du er til samtale? Er det det rigtige match? Der er ikke et hack,” siger hun.

Er man så bare nødt til at læne sig ind i magtesløsheden?

”Det er vigtigt, at man fokuserer på det, man kan styre. Du skal ikke føle dig så magtesløs, at du giver op, men fokusér på at sætte dig rigtig godt ind i det medie, du gerne vil være på. Find ud af, hvad deres målgruppe og mission er. Hvis du ved det, er du bedre rustet til samtalen og til at overbevise dem om, at du passer ind. Derudover skal du bruge energi på at finde ud af, hvad du gerne vil lære i praktikken. Er det her praktiksted overhovedet det rigtige sted for dig med de ting, du gerne vil lære?” siger Røskva Regine Würtz.

Myte: Det er bedst at få en prestigefyldt praktikplads

Røskva Regine Würtz:

”Jeg var i praktik på Weekendavisen, og i min ansøgning kaldte jeg dem for ’det journalistfaglige Olympus’. Men det var i virkeligheden hårdt at skulle leve op til alt det, jeg forestillede mig, Weekendavisen var. Jeg var så ærbødig og starstruck, og det, tror jeg ikke, genererede de bedste vækstbetingelser for mig. Jeg ville ønske, jeg havde været lidt mere fandenivoldsk,” siger hun.

Ulrich Panduro:

”Det med prestige er kun sjovt i fem dage, derefter er det bare et arbejde. Jeg ville ønske, jeg havde kigget mere på hvert medie og tænkt, hvad jeg gerne selv ville skrive, i stedet for at tænke over, hvad der er prestige i. Vi fik hele tiden at vide, at vi ikke skulle ud og vælte en minister. Samtidig var tanken om at vælte en minister helt vildt spændende, så hvad nu hvis chancen var der? Men det er ikke dit job som praktikant. Du er der for at lære noget,” siger han.

Myte: Man lærer mindre på lokalmedier

Carl Buhr:

”Jeg har jo ’bare siddet på et lokalmedie’, men jeg kommer ud med en portefølje, hvor jeg både har skrevet de helt lokale historier, men jeg har også skrevet en historie, der er blevet behandlet i Folketingssalen. Jeg har været i praktik i et halvt år, men jeg har skrevet 40 forsideartikler. Det, tror jeg, ville være svært at få lov til på et stort medie,” siger han.

Ulrich Panduro:

”Jeg har tit tænkt over, hvorfor jeg ikke gik efter et mindre medie. Når du er en del af et større mediehus, bliver du ofte til et tandhjul — en lille del af en meget stor maskine. Du udfylder selvfølgelig en vigtig brik. Jeg kan bare se, at de, der var på lokalmedier, har lært at gå ud og opsøge en megalangsom historie og få den vakt til live. Der er nogen af dem, som er latterligt gode til at opstøve historier og tænke i skæve vinkler. På Ekstra Bladet kommer historien bare ind i indbakken. Der er så mange tips hver dag, at du bare kan vælge,” siger han.

Myte: Det er kedeligt at være i praktik på et lokalmedie

Carl Buhr:

”Vi har dage på redaktionen, hvor der er mere stille end andre, men i langt de fleste byer vil der altid være noget interessant at skrive om. Det er måske mere sexet at skrive om store landspolitiske beslutninger, end det er at skrive om budgetforlig og børnehaver, der lukker. Det sidste har bare sindssygt stor betydning for de mennesker, det berører. Derudover sidder man på en lille redaktion, hvor man ikke bliver væk i mængden. Der bliver regnet med dig, og du indgår som en vigtig del af redaktionen,” siger han.

Myte: Praktikken er det første step på karrierestigen

Røskva Regine Würtz:

”Det er en kæmpe myte, at praktikken er første skridt på en karrierevej — det er det ikke.

Det er en del af jeres uddannelse. Det er her, at I skal tilegne jer de kompetencer, I skal bruge i jeres fremtidige karrierer og prøve nogle ting af. Hvis man holder fokus på, hvad det er for nogle kompetencer, man gerne vil tilegne sig, så bliver det også nemmere at sidde til de her samtaler og have en autentisk samtale om, hvad det er, du gerne vil have ud af praktikpladsen,” siger hun.

Men er det ikke meget almindeligt at få sit første job igennem praktikpladsen?

”Det er rigtigt, at mange får deres første job på den måde, men hvis man tænker sådan, bliver mållinjen bare ved med at flytte sig. Først skal man ind på Journalisthøjskolen, så når man kommer ind, skal man rigtig shine, være superaktiv i alle foreningerne og have de højeste karakterer. Så er det nye mål at få den helt rigtige praktikplads. Når man får det, skal man skrive nogle forsidehistorier og gøre sig heldigt bemærket, så man bliver tilbudt et job bagefter. Hvornår stopper det så, hvis mållinjen hele tiden flytter sig? Hvis man ikke stopper op på et tidspunkt og spørger sig selv: Hvad er det, jeg gerne vil, og hvad er det, jeg får ud af at være her?” siger Røskva Regine Würtz.

Det var en lille håndfuld af de myter og rygter, vi fandt, da vi fulgte lyden af jungletrommerne, men det er kun toppen af isbjerget. Hvert eneste svar afføder adskillige nye spørgsmål, fordi praktikpanik er gaven, der bliver ved med at give. Hvis du går og bekymrer dig om nogle af de ting, du har hørt om praktikken, så prøv at følge lyden af jungetrommerne langt nok til at få undersøgt, om der er noget om snakken.

FORSIDEN

Kom med ind i maskinrummet bag den lokale klimaredaktion på Fyens Stiftstidende

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | TEMA

Kom med ind i maskinrummet bag den lokale klimaredaktion på Fyens Stiftstidende

På Fyn er en ny klimaredaktion kommet til. Her forvandles store klimaproblematikker til lokalhistorier. Redaktionen håber på at inspirere flere mediehuse til at gøre det samme.

TEKST: IBEN MEJLHEDE
FOTO: JANNI MOSHAGE MOLDT

Udgivet den 12. oktober 2023

Døren til Fyens Stiftstidende åbner op. Efter en tur op ad trappen og et sving til venstre sidder klimaredaktionen. Klokken er ni, og redaktionsmødet er i gang.

Rundt om bordet sidder to journalister og en journalistpraktikant. En redaktion, der kun har eksisteret siden 1. juni i år, og som skal stå for at producere mindst fire artikler om ugen.

“Vi hopper let og elegant over de artikler, vi har lavet, og fokuserer på de mange gode vinkler, som vi har. Lige nu har vi vanvittigt mange gode historier i gang,” siger klimaredaktør, Jon Bøge Gehlert.

Hans udmelding bliver hurtigt bekræftet, da journalisterne skiftevis fortæller om udviklingen af deres nuværende klimahistorier til redaktionsmødet. Heriblandt er journalistpraktikanten Markus Valentin i gang med en historie om klimaskeptikere, der har fået talerøret. Han har, som en del af researchen bag historien, været til udflytning med hele klimaredaktionen, hvilket betyder, at klimajournalisterne har redaktion et andet sted. I dette tilfælde havde de fire journalister flyttet deres redaktion til Middelfart for at dække Klimafolkemødet. Det er med til at åbne døre til nye artikler, mener klimaredaktør Jon Bøge Gehlert.

Efter redaktionsmødet er afsluttet, vender journalisterne tilbage til deres computer. Her består en del af arbejdet også af at lave videoer, hvor redaktionen skal lave cirka en om ugen. Videoerne skal hjælpe med at skabe identifikation hos læserne og fange deres opmærksomhed. Sidste succesoplevelse med brug af video var en historie, hvor redaktionen havde fået fat i en dykker, der havde filmet fjordbunden ude ved Kerteminde Fjord. Her var det muligt for læserne at se fjorden fuldstændig død for liv.

Jagten på klimahistorier

Støtten til artiklerne kommer udefra, da klimaredaktionen er finansieret af Odense Klimapartnerskab, som består af Odense Kommune, Syddansk Universitet og en række store fynske virksomheder. Finansieringen gør, at alle artikler er frit tilgængelige for alle og ikke låst bag en betalingsmur. Derudover har redaktionen fire fokuspunkter, de prøver at efterleve.

“Historierne skal være kritiske, konstruktive, handlingsanvisende og inspirerende. Når vi har lavet to kritiske artikler, skal vi også gerne have lavet to af de andre,” siger Jon Bøge Gehlert.

Det ændrer ikke ved journalistikken ifølge Jon Bøge Gehlert, da redaktionen stadig er uafhængig. Det betyder, at de kan lave så kritiske artikler, som redaktionen vil.

Klimaredaktionen har en planlagt tilgang til at finde og dække klimahistorier. De følger tæt med i de politiske dagsordener i Odense.

“Vi følger trafikken tæt. ‘Hvordan bliver Odense mere klimaneutral?’ Det gør man blandt andet ved at ændre trafikken. Eller ved at finde ud af, hvad man gør på det store kraftvarmeværk i byen. Netop ved at stille sådan nogle spørgsmål ved vi også, hvad vi skal søge at besvare,” siger Jon Bøge Gehlert.

”

Klimaredaktør for Fyns Stiftstidende, Jon Bøge Gehlert

Betydningen af lokal klimajournalistik

Efter sommerens høje temperaturer er det tydeligt, at klimaet ændrer sig i hele verden, og dermed også på Fyn. Netop fordi der er så mange penge involveret i klimaindsatsen, er det afgørende at forstå hver eneste nuance af debatten. Derudover er det også et emne, der bliver diskuteret i offentligheden. Her kan lokal klimajournalistik være med til at øge fokusset hos befolkningen, fordi borgerne på Fyn kan se, hvordan klimaet vil og allerede nu påvirker deres hverdag.

“Det er enormt vigtigt at få alle nuancerne med i den her debat. ‘Hvad er det rent faktisk, klimasituationen handler om? Hvad er det, politikerne bruger pengene på? Hvilken fremtid er det, vi ser ind i?’ Både med klimaforandringerne, men også selve det system, vores samfund er bygget på,” siger journalistpraktikant Markus Valentin.

På redaktionen vælger de at tage fat på emner som sommerens ekstreme hede for at undersøge, hvordan det påvirker lokalsamfundet. Når vinteren kommer, forventer de, at nye udfordringer opstår. For eksempel kan det forestilles, at der vil opstå kraftigere vinterstorme. Her kan redaktionen i den forbindelse se på, hvordan de lokale huse er isoleret. På den måde vil der komme nye ting på dagsordenen, som redaktionen skal forholde sig til.

“Da vi gik i luften, sagde vores chefredaktør, at klimajournalistik er den vigtigste dagsorden overhovedet. Det er også sådan, jeg og redaktionen har det,“ siger Jon Bøge Gehlert.

For at kunne rykke ved klimadagsordenen er det afgørende at fange læseren. Derfor har redaktionen fokus på sproget og formidlingen.

“Noget af det, vi arbejder allermest med, er formidlingen og sproget i vores artikler. Klimastoffet er ofte et kompliceret emne, så at fortælle historierne kreativt og med et lækkert sprog kan trække nogle læsere ind i emnet,“ siger Jon Bøge Gehlert.

Håber at inspirere andre mediehuse

Journalisterne på klimaredaktionen har hver deres fokusområde, men i fremtiden skal journalisterne have et mere specifikt ekspertiseområde. Her skal journalisterne dække alt fra erhvervsspørgsmål, hvor der undersøges, hvilke erhvervssektorer der er involveret i klimaforandringer og bæredygtighed, til de fortællende formater inden for klimajournalistikken.

Derudover håber redaktionen også, at deres historier kan få flere lokale klimaredaktioner på danmarkskortet.

“Hvis andre redaktører kan se, at vores klimaredaktion lykkes med det, vi laver, og hvordan vi er tæt på læserne, så håber jeg, det kan inspirere mediehusene til at oprette deres egen klimaredaktion,” siger Jon Bøge Gehlert.

Med dagens historier på plads er de nye artikler på Fyens Stiftstidendes hjemmeside en påmindelse om, at klimaforandringer ikke kun er en global udfordring. Det er også en lokal virkelighed, der kræver opmærksomhed på alle niveauer af samfundet.

FORSIDEN

Helin Erdem: “Jeg er bange for at blive en sell-out i den her kulturelitære verden”

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | UDE

UDE

Helin Erdem: “Jeg er bange for at blive en sell-out i den her kulturelitære verden”

På trods af frygten for at blive opfattet som en hellig eller aggressiv debattørtype har Helin Erdem taget bladet fra munden om repræsentation i mediebranchen. Intentionen? At skabe dialog, et fælles sprog og allerhelst mere naturlig diversitet.

TEKST: Amalie wessel-tolvig
FOTO: sarah arge

Udgivet den 12. oktober 2023

Kreativ medietype, P3-vært og dimittend fra DR Talentholdet. Helin Erdem har flere titler, men hverken aktivist eller debattør er ifølge hende en af dem.

En lørdag formiddag i august føler Helin Erdem sig alligevel oprørsk. Gennem halvandet år har en tekst, hun har skrevet i noterne på sin telefon, ligget og ulmet. Og nu bliver den til et Instagram-opslag.

“Racisme er ikke nødvendigvis en akt, men det er altid en følelse,” står der blandt andet i opslaget, der i skrivende stund har omtrent 4000 likes. Hvordan racisme er en følelse, har Helin Erdem sagt ja til at udfolde en eftermiddag i DR Byen.

“Racisme er en internaliseret ting lige så meget, som det er en ting, der eksisterer ude i den fysiske verden eller uden for din krop,” siger Helin Erdem.

I opslaget på Instagram skriver hun, hvordan det sætter hende på emotionelt overarbejde. Hvordan hun selvregulerer og føler, at hun skal overpræstere.

“Jeg har krøller i dag, og det er fucking svært for mig. For mig har det noget med internaliseret racisme at gøre. Det har noget at gøre med, at jeg ville se så hvid ud som muligt. Fordi jeg troede, jeg ville blive mere elsket, accepteret eller inviteret. Så jeg har glattet mit hår konsekvent, siden jeg var 10 år,” siger hun.

Frygten for at sælge ud

At opslaget efter lang tids tøven alligevel kommer ud, er der en helt klar årsag til. Det handler om mod. Der er mennesker, som skriver til Helin Erdem, at de spejler sig i hende. Om det er somaliere eller kurdere fra Brøndby Strand eller Helin Erdems fætre eller kusiner fra Albertslund og Glostrup – så har hun givet et løfte til sig selv og dem. Hun vil ikke være en medløber. Hun vil være modig og stå op for dem.

“Jeg er rigtig bange for at blive en sell-out eller forsvinde i den her kulturelitære verden, for dét er ikke meningen.”

Som kurder fra Tyrkiet er Helin Erdem bevidst om, at hendes tilstedeværelse på og bag skærmen gavner mediebilledet, hvad angår diversitet.

’’Jeg ved jo godt, at jeg pynter på diversiteten i en eller anden rapport, hvis jeg er en del af et projekt,’’ siger Helin Erdem

“Jeg ved jo godt, at jeg pynter på diversiteten i en eller anden rapport, hvis jeg er en del af et projekt.”

– Helin Erdem

Manglende repræsentation går hele vejen rundt

Hverken sendefladen eller mediebranchen er repræsentativ for befolkningssammensætningen. Den manglende repræsentation har flere gange været omtalt. Ikke kun hos Illustreret Bunker, men i hele mediebranchen, og nu nævnes den igen.

Kun 8 procent af de adspurgte medier angiver i en ny analyse lavet af DMJX og Danske Medier, at de har en skriftlig formuleret mangfoldighedspolitik eller målsætning på området.

Illustreret Bunker fremlagde i en artikel fra marts måned i år desuden, hvordan problematikken også gælder brugen af kilder i mediernes indhold og de studerende på journalistuddannelserne. Artiklen, du læser nu, kan også bidrage til et uhensigtsmæssigt mønster. Den er endnu et eksempel på, at en person med anden etnisk baggrund udtaler sig til et medie om forhold, der relaterer sig til netop det.

Helin Erdem vil helst arbejde sig hen mod en mere naturlig repræsentation frem for at blive forbundet med en aktivistisk agenda. Hun mener, at det er mere konstruktivt at bidrage til diversitet ved at fortælle andre menneskers historier. Ved at være Erkan Özden fra TV-avisen på DR eller ved at inddrage sin egen referenceramme, som når hun kækt indskyder “Hvorfor vil hun ikke slikke Fatmas fisse?” i en P3-video om Blæsts store hit ‘Juice’, når der synges om Freja, Maja og Emilie.

Der er bare nogle ting, Helin Erdem har brug for at få sagt, inden hun kan bidrage. For ifølge hende skal mediebranchen forstå, at de har et særligt ansvar i forhold til repræsentation.

“Vi skaber en medievirkelighed, som skal afspejle virkeligheden, og det gør den bare ikke altid. Der er nogle mennesker, der mangler at se sig selv,” siger Helin Erdem.

I et skriftligt svar anerkender Marie Junge Ernst, senior projektleder for Mangfoldighed og Tilgængelighed hos DR, vigtigheden af en bredere repræsentation.

“Repræsentation i DR’s indhold er et vilkår og en præmis for at skabe det bedst mulige public service-indhold til danskerne. Derfor er det også noget, vi er meget bevidste om, fordi alle skal kunne spejle sig selv i et eller flere af DR’s indholdstilbud på tværs af platforme,” skriver DR.

“Det er også vigtigt at understrege, at DR arbejder bredt med mangfoldighed, og derfor tænker vi på tværs af adskillige parametre: Køn, socialklasse, geografi, etnicitet, seksualitet, alder og mennesker med handicap er blandt de emner, vi arbejder med. Det er et arbejde, der foregår på redaktionerne, og DR har et mangfoldighedsteam, der understøtter det.”

Demokratiets prøve

Efter at have delt sin tekst på Instagram får Helin Erdem en knude i maven, som bliver siddende. I billedteksten har hun skrevet, at opslaget kun har intention om dialog, men er det alligevel for aggressivt?

“Kan I håndtere, når jeg gør det her? Omfavner I det? Lever I op til jeres demokratiske navn og omdømme? Og det gjorde DR jo, så på den måde har det bekræftet mig meget mere i, at det er et sted, jeg har lyst til at være og bidrage til,” siger Helin Erdem.

På baggrund af Instagram-opslaget er hun blevet inviteret med til en udviklingsdag hos DR i Aarhus, hvor hun har deltaget i udviklingsarbejdet med skabelsen af et potentielt nyt DR-program.

Med opslagets modtagelse er det gået op for Helin Erdem, at folk virkelig lytter til, hvad hun har at sige. På bagkant af opslaget er hun derfor også mere bevidst om at finde en god balance. Ikke udtale sig for aktivistisk og, ifølge hende selv, være lidt mere ‘girl next door’ i en periode. Meldingen fra Helin Erdem er helt klar:

“Jeg er ikke politiker. Jeg er et menneske med følelser, og det håber jeg også, er den måde, jeg skriver på.”

Klimaet klikker dårligt

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | TEMA

TEMA

Klimaet klikker dårligt

Danskerne klikker sjældnere ind på artikler, når der indgår klima i rubrikken eller emnet. Det er dog en helt anden snak, når klimaet viser tænder.

TEKST: MAGNUS LØBNER ROSENBERG
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Skovbrande, hedebølger og kæmpehagl. Fra den længste danske tørkeperiode i 28 år til den vådeste juli, DMI nogensinde har målt. Der kan ikke herske nogen tvivl: sommervejret 2023 har været helt fantastisk.

I hvert fald hvis man har til opgave at dække klimaet. Hos DR og TV2 har det vilde vejr resulteret i høje læsertal hen over sommeren.

På TV2.dk’s top-10 over mest besøgte klimaartikler i år er syv af dem fra juli måned. Det kan selvfølgelig skyldes, at den vådeste juli nogensinde kunne give danskerne lidt mere tid på deres apparater. Som Jens Brixtofte sang til Eurovision 1982: Når regnen bare siler ned, så har jeg tændt for color-TV’et.

”Klima fylder mere om sommeren end resten af året. Danskerne rejser meget ud og oplever nogle vejrfænomener, som kan skyldes forandringer i klimaet,” siger Kristoffer Pinholt, chefredaktør på TV2.dk.

Så en sommer med vejrrekorder vil trække folk til klimahistorierne. DR Analyse har observeret, at ud af de 50 mest læste artikler i år omhandler ti af dem enten tørke, regn, skybrud eller klima, hvilket DR Analyse finder bemærkelsesværdigt.

Det er nemlig ikke det billede, der normalt viser sig, når læsertallene skal gøres op understreger DR Analyse i en mail:

”Hvorvidt artikler om klima klikker bedre end andre artikler, er dog ikke tilfældet overordnet set.”

Klimaet klikker dårligere

Trods rekordhistorier, der har trukket høje besøgstal, ligger klimajournalistikken markant under gennemsnittet.

DR Analyse ser på gennemsnittet for besøgende til top-10-artiklerne per måned i 2023. Her klikker omkring 200.000 ind på en artikel i top-10. Sammenlignet med top-10-artikler, der har klima i emne eller rubrik, er det gennemsnitlige besøgstal ca. 50.000 per artikel.

Line Weldingh er i gang med en ph.d. om dansk klimajournalistik ved RUC. Spørger man hende, om klimaet klikker dårligere, er svaret klart.

”I mine interviews giver folk udtryk for, at der er dårligere læser- og seertal på klimajournalistikken,” siger hun.

Hendes forskning bygger på kvalitative interviews med klimajournalister bredt fra branchen. Her er oplevelsen af færre kliks for klimajournalistikken gennemgribende. Det skyldes især, at klimaet ikke altid lever op til nyhedskriterierne.

Lige nu arbejder hun på en artikel om spændet mellem det normative og kommercielle i klimajournalistikken. Ifølge Line Weldingh, står journalisterne i et dilemma: På den ene side er der mediernes demokratiske pligt til at oplyse om det vigtigste i samfundet. På den anden side er der mediernes behov for at række ud til flest mennesker. Journalisterne er nu engang en del af en virksomhed, der skal have klik.

Klimaforandringerne er en proces. De har ikke altid en relevant case, som læseren kan spejle sig i, og de kan ikke altid bindes op på noget aktuelt og nært for læserne.

”Klimaforandringer er ikke nyhedsværdigt. Det er svært at gøre klima dagsaktuelt, når forandringerne sker hele tiden. Hvorfor er det mere aktuelt i dag end i morgen?” spørger Line Weldingh.

Det er sværest, når der ikke sker noget

Omkring Middelhavet vil det blive tørrere, og beboerne kan virke mest udsatte, da deres klima vil blive mere ekstremt. Men Centraleuropas planter ser også mod livstruende udfordringer. De har intet i deres genetiske værktøjskasse, der på nogen måde kan håndtere tørke. Det her er et eksempel på, hvad Line Weldingh kalder emnestyret journalistik. Der er ingen tydelig begyndelse eller slutning, og klimahistorien udspringer ikke fra en begivenhed.

Sådan en historie skal komme fra interne faktorer i et medie. Det kan være en serie eller et tema, og det kan, ifølge Kristoffer Pinholt fra TV2, give udfordringer:

”Det sværeste ved klimajournalistikken er de perioder, hvor der ikke sker noget. Hvor der ikke er vejrfænomener, som man kan begrunde med forandringer i klimaet,” siger han.

Modsat emnestyret klimajournalistik er der begivenhedsstyret klimajournalistik. Her kommer historien fra eksterne faktorer, hvor der er en tydelig start og en slutning. Det kan være et politisk udspil, FN’s klimarapport eller et vildt vejrfænomen.

TV2 har succes med begivenhederne

Hos TV2.dk dominerer det vilde vejr deres top-10 over klimahistorier: ”Voldsomme haglstorme har smadret alt”, ”Vildt vejr rammer Europa” og ”Voldsom hedebølge fortsætter i Sydeuropa.”

Og det er der en god forklaring på. Kristoffer Pinholt oplever ikke at læsertallene på klima stikker uheldigt ud, når de fokuserer på det, de er gode til.

”TV2 har meget fokus på breaking news. Det er en styrkeposition for os, så vi er meget stærke på begivenhederne, og læsertallene er også rigtig gode på begivenhederne. Vi har sværere ved at skabe engagement omkring det tematiske,” siger han.

Når begivenhederne ikke står på spring, og klimaet buldrer videre, en hændelse uden start og slutning, så skal der gribes i den emnestyrede nødhjælpskasse. Den er der bare ikke rigtig nogen, der har opfundet endnu, så patentet ligger og venter.

”Det, vi spørger os selv om lige nu, er: ‘Hvordan arbejder vi med klima i de perioder, hvor der ikke er nogen begivenheder?’ Vi er rent faktisk i gang med at undersøge, hvad vi skal gøre. Så der har vi ikke svaret endnu. I ledelsen diskuterer vi, hvordan vi kan bevæge os fremad på det punkt,” siger Kristoffer Pinholt.

Sundt og grønt

Men kan man ikke bare spørge læserne, hvad de vil have?

I en spørgeskemaundersøgelse fra RUC svarer danskerne, at de gerne vil have mere forbrugervejledning. Især de unge kunne godt tænke sig nogle løsninger til hverdagens klimaudfordringer. Mens hele 31 procent af de adspurgte gerne så, at dagligdagstips fyldte mere i klimajournalistikken. Bum! Journaliststuderende løser klimajournalistikkens problemer. Er det ikke bare det, der skal trykkes i begivenhedernes tørkeperiode?

Nej, det oplever Kristoffer Pinholt ikke. Læserne stimler ikke sammen i massevis, når TV2.dk kaster DIY-brødkrummer ud. Tværtimod.

”News-you-can-use er ikke en styrkeposition for TV2. Vi må prioritere, så det er ikke på blokken lige nu,” siger Kristoffer Pinholt.

DIY-historier er da heller ikke noget, der viser sig på top-10-listerne. Så måske ved danskerne ikke, hvad de egentlig vil have, eller så afspejler det sig bare ikke i, hvad de indtager af journalistik. Det er nok også de færreste, der svarer ’rugbrød med pålæg’, hvis man spørger dem, hvad de gerne så mere af på aftensmadsbordet. Men det er nu engang, hvad danskerne oftest får til aftensmad, ifølge en undersøgelse Epinion lavede for Madkulturen i 2021.

Ny nyhedskrog

Vi har lært, at klimaet klikker dårligere end den generelle dækning, men det hjælper på klikkene, når der er en aktuel begivenhed at binde den op på. Så fra et kommercielt synspunkt kan klimaet gemmes væk i en brandsmart skuffe, som man kan trække ud, når der sker noget vildt. Men hvad så med den demokratiske pligt? Der er nok ikke nogen af os, der mener, at en af vores tids vigtigste historier skal ligge i en skuffe, lige meget hvor smart den er. Det er heller ikke planen hos Kristoffer Pinholt.

”Vi vil formidle klimaet uanset hvad. Det er supervigtigt. Det er vores ansvar at dække klima, og vi er virkelig gode til at gøre det, når vi binder det op på en begivenhed, men vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi formidler klimajournalistik, når der ikke er nogen begivenheder,” siger han.

Den begivenhedsstyrede klimajournalistisk har fået ben at gå på i den danske public service, men Line Weldingh ser også et potentiale i den emnestyrede klimajournalistik.

”Den begivenhedsstyrede journalistik handler meget om politik. Når der sker noget, er det ofte politiske begivenheder. Det betyder så, at der er mange politikere som kilder i de historier. Hvis journalisterne tager klimaet op af egen drift, er der derimod plads til forskellige kilder. Der er plads til almindelige mennesker. Det giver plads til bredere emner og blødere journalistik: Hvordan påvirker det dine børn? Hvordan skal du tale til dine børn om klima? Hvordan har de her gjort for at leve bæredygtigt?” siger hun.

Line Weldingh mener, at mediet kan skabe en intern anledning for klimajournalistikken: Når der ikke er en begivenhed, må medierne lave deres egen nyhedskrog. Ifølge hende kan medierne lave en serie med fokus på klimaet og lave interviews med relevante klimakilder.

Hvis der ikke er en anledning til historien, kan det altså være, medierne skal skabe anledningen.

Du har læst en artikel fra Illustreret Bunkers temasektion: Jordens atmosfære klikker vildt og voldsomt dårligt!

KLIMATAL

Klima er ikke et emne, der er lige til at lave et datatræk på. Klima går på tværs af underområderne: Vejret, Viden, Udland. Derfor er tallene i artiklen betragtninger af top-10-lister fra DR.dk og TV2.dk, hvor nogle tendenser viser sig i forhold til klimajournalistikken i Danmark.

FORSIDEN

Vi skal tale om elefanten i rummet

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | Ikke kategoriseret

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Ikke kategoriseret

Vi skal tale om elefanten i rummet

Når der mangler praktikpladser, og branchen ikke ligefrem skriger på færdiguddannede journalister, bør vi gøre det eneste rigtige: Optage færre journaliststuderende. Samtidig kunne vi øge optaget på kommunikationsuddannelsen.

TEKST: MATHIAS OLEANDER
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Til efterårets praktiksøgning kommer der til at mangle omkring 45 pladser. Det er et faktum, der står klart nu. Derfor skal vi, selvom det er en trist situation, kigge fremad mod løsningerne – og her er der særligt én oplagt mulighed:

Dimensionering af uddannelserne, eller sagt mere direkte: Færre journaliststuderende og flere kommunikatører.

Vi optager alt for mange journaliststuderende. Alene i år blev der optaget 224 på professionsbacheloren i journalistik på DMJX. Dertil kommer tallene fra journalistuddannelserne på SDU og RUC samt dem, der læser en cand.public på enten AU eller SDU.

Og tager vi en tur ud i mediebranchens virkelighed, har den i den seneste tid været domineret af utallige fyringsrunder – hele vejen rundt. Jeg ved det, fordi jeg allerede selv har været en del af to fyringsrunder i min praktiktid på Jyllands-Posten. Og den slags er ikke en fornøjelse at være en del af, skal jeg hilse og sige.

Derfor er det i mine øjne faktisk på grænsen til at være uansvarligt, at der fortsat optages så mange journaliststuderende hvert år. Det er, som min kollega udtrykte det, “at stikke blår i øjnene på unge mennesker”. Jeg er helt enig.

Men hvad så med at forkorte uddannelsen? Hvis vi nu går fra 18 til 12 måneders praktik? Det var i hvert fald derfor, at lederne fra RUC og SDU for nylig i en artikel i Journalisten langede ud efter DMJX. De mente, at 18 måneders praktik var hovedårsagen til manglen på pladser.

Jeg skal ikke kunne afvise, at det også er en del af problemet. Men at gå fra 18 til 12 måneder, er i så fald en meget kortsigtet strategi. Branchen skriger jo ikke ligefrem på arbejdskraft, så hvad ville det overhovedet hjælpe at uddanne os hurtigere?

Man kunne med fordel skele imod kommunikationsuddannelsen og øge optaget dér i stedet. I dag bliver mange journalister ansat som kommunikatører. Hvorfor så ikke uddanne flere til kommunikation frem for journalistik?

Tilbage til elefanten i rummet. Vi er nødt til at tale om dimensionering, selvom ordet er et “fy-ord” blandt uddannelseschefer. Det betyder “færre penge” i deres ører. Men hvad er prisen, hvis vi ikke lytter til branchen og ser virkeligheden i øjnene? Tør vi at lade være? Jeg ser i hvert fald ingen anden vej end at tage diskussionen om, at vi skal være færre journaliststuderende i fremtiden.

FORSIDEN

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | INDE

INDE

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Ølautomaten er væk, men druk og store egoer er stadig in. Illustreret Bunker har kigget på den arv, som journaliststuderende har med sig fra de berygtede dage i Bunkeren.

TEKST: EMMA HOUGAARD & LÆRKE KOPPERUP

ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 12. oktober 2023

Det er nat, og Jan Dyberg slingrer ned ad Randersvej i fuld fart på cykel. Øjnene har svært ved at hænge sammen. Øllene fra fredagsbaren kan ikke kun ses på promillen, men også på cykelstien, hvor han kører slalom efter usynlige kegler.

Når man slår hårdt til øllene, kan turen hjem slå hårdt igen. Slalomløbet går for vidt, og han cykler direkte ind i en lygtepæl og ryger henover cyklen. Næste dag er mindet om hjemturen væk, men græsset på knæene sidder stadig fast. Jan Dyberg tumler ud i køkkenet, og møder sin roomie Hanne, der udbryder.

”Jan, for helvede, du var jo fuldstændig væk i går.”

Det kan godt være, at denne historie ikke er noget, du typisk ville forbinde med Jan Dyberg, der underviser i journalistisk metode på 4. semester. Måske minder den mere om dig selv sidste fredag – hvis man altså skifter Randersvej ud med Langelandsgade. Men her har du og Jan Dyberg måske mere til fælles, end du tror.

For det er ikke noget nyt, at journaliststuderende fester meget, og at Kurt holder samtaler indtil klokken 7 om morgenen på en onsdag. Uanset om kalenderåret hedder 1993 eller 2023, har journaliststuderende altid bragt en fest med sig. På trods af at meget har ændret sig siden 90’erne.

Som at studievejleder Joan Husted og Simon Andersen fra det nye 24syv har slået op, ølautomaten er blevet fjernet – og så var der også lige noget med nogle fulde undervisere.

Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund.

– Louise Dalsgaard, retsanalytiker hos DR

De berygtede fulde undervisere og en tom ølautomat

Er han mon fuld eller bagstiv? Sådan undrer en ung Mette Mørk sig, da hun over middag i 1991 er til undervisning i notatskrivning. Et fag, hvor tankerne nemt kan vandre. Specielt når eftermiddagstrætheden melder sig – men især når underviseren ikke er helt ædru.

Der var nemlig flere undervisere i 1991, som man helst skulle undervises af inden frokostpausen, ifølge Mette Mørk, der i dag er underviser på DMJX.

“Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund,” siger Jan Dyberg.

Men det er også nemt at lade sig friste, når der ikke er én, men tre slags fadøl og en ølautomat i kantinen. Når underviserne sad med frokosten i kantinen, kunne fadølsglasset godt blive fyldt et par gange, inden de fortsatte dagens undervisning.

De offentlige hemmeligheder på skolen

Ølautomaten var i høj kurs blandt elever og lærere, og den endte ofte med pinligt tomme hylder til stor frustration blandt eleverne. Men som et lys i mørket af den tomme automat blev fredagsbaren født. Med læderjakkerne over skuldrene og smøgerne hængende fra mundvigene gik man i samlet trop ned mod ’Kupéen’, skolens nye fredagsbar, når ugen gik på hæld. Tung og syrlig lugt af øl i gulvtæpperne mens skyer af cigaretrøg fyldte lokalet.

Alle vidste, at der på toiletterne gemte sig to færdiguddannede frisører, som kunne rette frisuren til for en halvtredser.

Ligesom at alle vidste, hvornår man skulle dukke op, hvis man ville købe lidt hjemmegroet hash.

Det har alle dage været populært at drikke sig fuld på tom mave. Efter en tur i Kupéen var der mulighed for at gå op til krydset ved Randersvej til Lykkes Grill, når sulten meldte sig. Så kunne man fylde maven med ‘500 gram rent slagteriaffald’, som Jan Dyberg beskriver det. Du kender det nok som en ristet med det hele.

En ‘lonely rider’ – eller bare et stort ego

Selvom rammerne har ændret sig, er det stadig det samme indtryk, omverdenen har af journaliststuderende. Med cowboystøvlerne, der klikker op ad Helsingforsgade, og denim- eller læderjakken trukket op til ørerne – ligesom Jan Dyberg husker det.

”Dengang var der en mytisk forestilling om journalisten som en Lucky Luke-type, en ’lonely rider’, der drikker masser af kaffe og ryger smøger. Et ’one man job’,” siger Jan Dyberg, når han skal definere en journaliststuderende fra før årtusindskiftet. Men udover modevalget har journaliststuderende og journalister også et andet karaktertræk til fælles. Ego. Et træk, der både kommer til udtryk på arbejdspladserne, men måske især i sociale sammenhænge. Jan Dyberg husker, hvordan han og de andre studerende stod langs væggen eller i baren til festerne i 90’erne og ventede på, at der skulle ske noget.

“Vi kommende journalister var jo selvfede ‘iagttagere af verden’, for vi skulle jo ikke skabe begivenhederne, men kommentere dem,” siger Jan Dyberg.

Selvsamme journalistfester kan Mette Mørk hurtigt punktere.

”FUCK mand, de fester, hvor der kun er journalister, kan være røvsyge. Journalister er meget glade for at høre sig selv snakke,” siger Mette Mørk.

Missionen med denne artikel var at finde ud af, hvordan studerende på journalistuddannelsen har ændret sig siden 90’erne. Beskeden er klar. Ego, mode og druk er fællesnævneren. Fulde undervisere og ølautomater bliver i fortiden.

FORSIDEN

Tomme tallerkener og dyre dobbeltdækkere – derfor koster journalisternes rustur 700 kroner

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | INDE

INDE

Tomme tallerkener og dyre dobbeltdækkere – derfor koster journalisternes rustur 700 kroner

De nye journaliststuderende kan regne med at punge ud, hvis de vil have en social start på første semester. Hytteturen koster nemlig 700 kroner, og hvis man vil have alkohol, skal der kastes flere penge i puljen.

TEKST: LUCIA ENOLA LOPEZ & SARAH WITTRUP

ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 12. oktober 2023

Når busserne triller ind i indkørslen til Visby Fritidscenter, er der ikke længere nogen regler, og fløjlshandskerne er smidt. Her skal der kæmpes om det gyldne ringbind.

Straks har russerne kridtet skoene og er suset hen over gruspladsen med soveposer under armene og rygsækken spændt godt fast på ryggen. En kulmination på flere arrangementer, der indeholder alt fra beerpong og brætspil til invishows, insta-løb og rusmester, ender i en stor hyttetur for de mange nye journaliststuderende på DMJX.

Prisen på grisen

Udover mange timers arbejde, en masse kaffe og lange aftener koster det omkring 116.000 kroner at arrangere en rustur. Illustreret Bunker er kommet i besiddelse af budgettet fra sidste rustur i foråret i 2023 og for den forestående tur i efteråret 2023.

Transporten i de store dobbeltdækkerbusser til og fra Visby står alene til at koste 27.000 kroner. Turen er lang, og prisen er høj.

Visby Fritidscenter, der skal huse de mange russere, tager dette semester 57.000 kroner for to overnatninger. Den tunge lugt af vådt træ og ølsjatter danner et sanseligt, jordslået sammensurium, der sætter sig i tøjet mange dage efter turen til Visby.

For dem, der ikke har set Visby Fritidscenter før, kan det være svært at gennemskue, hvad ‘centeret’ har at byde på.

Man havde måske håbet på at kunne få lov til at sove i fred og ro om natten eller være heldig at få et værelse.

I fritidscenteret er der to sovesale, hvoraf den ene er direkte oven over bassen fra dansegulvet. Her vil vi personligt anbefale, at natteravnene holder til. De få værelser, der er, bliver lynhurtigt taget, og allerede der kan man lige så godt opgive alt håb for en god nattesøvn.

Knækket spaghetti til 22.772

Tidligere rusværter står for at kokkerere. De forgangne år har lørdagsmenuen bestået af mad fra et cateringfirma, hvor duften af flødekartofler har gjort russerne bløde i knæene. Den store madbuffet har rusværterne nu valgt at skære fra, fordi de har vurderet, at det er for dyrt.

Noget, russerne kan se frem til på hytteturen, er, at man ikke længere skal prøve at sluge en blå pastaret, hvor man kan mærke spaghettien vride sig hele vejen ned gennem halsen. Før i tiden blev der puttet små fugle-shots i maden, hvorfra den blå farve kom.

På den seneste hyttetur var der rundstykker fra frost med ost eller andet pålæg til morgenmad, som kunne skylles ned med et glas kakao, juice eller en kop kaffe. Frokosten stod på rugbrødsmadder med pålæg, og til aften blev der serveret belugabolo og den populære SU-ret dhal.

Benedicte Christiansen var med på turen i foråret 2023. Hun husker hytteturen som overordnet god, men også dyr og mangelfuld på madområdet.

“I forhold til hvor dyrt det var, syntes jeg ikke, det var godt nok,” siger hun.

En anden, der deltog på hytteturen i foråret, var Andreas Rahbek. Han sad ved det bord, der fik lov til at gå op til aftensmaden som de sidste om lørdagen. Det endte med, at han kun kunne øse en lille portion spaghetti op på sin tallerken. Hans fire sidemakkere måtte gå forgæves op til den tomme buffet.

“Der var ikke nok mad. Der var mange omkring mig, der var ret sultne. Rusværterne var søde og foreslog, de kunne bestille pizzaer til os,” siger han.

Det vil være synd at sige, at de tidligere rusværter i køkkenet kan sammenlignes med professionelle kokke. Selvom det lykkedes Andreas Rahbek at få lidt spaghetti, var den så underkogt, at den knækkede.

Sammenlagt endte prisen for maden med at ligge på 22.772 koner inklusive et leveringsgebyr på 118 kroner, hvilket svarer til 194 kroner per person ud fra en beregning om, at der var omkring 120 studerende afsted.

Arrogante røvhuller?

På den seneste rustur deltog cirka 90 russere, som alle skulle betale 700 kroner for turen, og oven i det beløb kunne de vælge at smide 250 kroner for at købe 3 klippekort med klip til i alt 30 genstande.

DMJX spytter derudover 350 kroner i ruskassen for hver rusvært og russer, der tager med til Visby. Ifølge nuværende forperson, Siv Kjærulff, gør de, hvad de kan for at få priserne ned.

“Hvis vi kunne, havde vi gjort det billigere. Men det kan vi ikke. Det er bare pissedyrt at leje Visby Fritidscenter og busserne,” siger hun.

Benedicte Christiansen var en af de nye studerende, der sidste semester måtte smide penge efter lunkne øl, Harboe-sodavand og sjove shots.

“Nu er jeg selv et privilegeret menneske med en opsparing. Det har dog stadig været for dyrt, især fordi man skulle købe klippekort,” siger hun.

En anden person, der også kender til alt om rusforløbet, er Mads Molina, der var rusvært i efteråret 2022 og foråret 2023.

Han siger, at beløbet for rusturen sættes så lavt som overhovedet muligt og tilføjer.

“I princippet kunne vi godt være nogle arrogante røvhuller, sætte prisen op til 900 kroner og hive hele overskuddet med til vores egen fede weekendtur. Men vi vil jo vildt gerne have, at så mange som muligt har råd til det og kan få en fed rusweekend.”

I budgettet fremgår det også, at der skal bruges 5.000 kroner på dj’s, som spiller om aftenerne. Det er elever, der selv går på skolen.

Lige nu ser der ikke ud til at være plads i budgettet. Derfor regner rusværterne med, at lønnen skal finansieres igennem overskuddet fra turen eller med annoncepenge fra deres intromagasin Startskuddet.

Rusværternes fede tur

På trods af at arbejdet som rusvært er ulønnet, holder rusværterne en evalueringstur i et sommerhus, som finansieres af overskuddet af annoncepengene fra Startskuddet. Hvis beløbet til evalueringsturen overstiger overskuddet, hedder det altså egenbetaling fra rusværternes side.

Alt den alkohol, der er tilovers efter hytteturen, tager rusværterne med på deres evalueringstur.

Evalueringsturen er noget, rusværterne ‘brander’ sig på.

“Se, hvor sjovt, vi har det. Kom og søg som rusværter, for vi har brug for jeres kræfter og jeres frivillighed. Og I får en pissefed weekend ud af det,” siger Mads Molina.

De holder evalueringsturen for at samle op på rusforløbet og for at udvælge de næste rusværter.

Mads Molina foreslår, at skolens andre foreninger kan gøre det samme som dem, hvis de også vil have en fed tur.

“Hvis jeg sad som frivillig i Illustreret Bunker, ville jeg da også tænke, ‘fuck jeg bruger meget tid på det her. I kunne jo også selv hive en masse annoncekroner ind og så tage på en fed tur.”

FORSIDEN

B.T. skal være et ægte borgerligt tabloidmedie: ”Man kan ikke fange alle målgrupper ved at være neutral”

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | UDE

UDE

B.T. skal være et ægte borgerligt tabloidmedie: ”Man kan ikke fange alle målgrupper ved at være neutral”

B.T. skal være borgerlig, men journalistikken skal være objektiv. Kan det lade sig gøre? En medieforsker påpeger, at medier, der vælger standpunkt, klarer sig bedst.

TEKST: sarah cardel & TIKE ALI bellouki clausen
illustration: lotte skjødt nielsen

Udgivet den 12. oktober 2023

“B.T. skal være et ægte, borgerligt tabloidmedie.”

Sådan lød meldingen fra den nytiltrådte ansvarshavende chefredaktør, Simon Richard Nielsen, da det blev delt med offentligheden, at han fremover skal stå i spidsen for tabloidmediet B.T.

Hvad denne udmelding helt præcist indebærer, kan være svært at vurdere. Spørger man Simon Richard Nielsen, har B.T. altid været et borgerligt medie. Han fastslår, at der således ikke er tale om en nyhed.

“Jeg kan godt forstå, at offentligheden ikke er vant til, det bliver sagt så tydeligt, og at det kan opfattes, som om vi smider den journalistiske værktøjskasse over bord. Vi er stadigvæk objektive, og vi hører stadigvæk alle parter i en sag,” siger han.

Så hvad er borgerlig journalistik, og hvilken betydning har det for B.T., som ifølge Simon Richard Nielsen altid har været borgerlig?

Søren Schultz Jørgensen, medieforsker og docent på DMJX, forklarer, at begrebet ‘borgerlighed’ kan betyde flere ting:

“Den ene måde at være borgerlig på er at udpege emner, der er vigtige for de borgerlige. Den anden og problematiske måde er at lave journalistik, hvor man favoriserer bestemte aktører, som har borgerlige synspunkter.”

Man må altså forstå forskellen mellem at diskutere vigtige emner fra et borgerligt perspektiv og at favorisere bestemte personer eller grupper med borgerlige synspunkter. Det sidste aspekt betragtes problematisk, da det medfører manglende objektivitet og neutralitet i mediedækningen og underminerer den journalistiske integritet.

For Simon Richard Nielsen handler det om, at B.T. skal være med til at trække det journalistiske narrativ i en borgerlig retning.

Det handler ikke om politik eller partifarve

Simon Richard Nielsen peger på, at mange medier og journalister ofte benytter sig af venstreorienterede redskaber. Ikke kun i udvælgelsen af emnerne, men også i vinklingen af historierne. Her skal B.T. stå som en borgerlig søjle.

Ifølge ham handler det ikke om at agere lobbyister for blå blok eller de borgerlige partier. I stedet handler det om at repræsentere en borgerlig stemme i en medieverden, der ofte er domineret af venstreorienterede synspunkter.

“Meget af den offentlige samtale og journalistik har et indbygget venstreorienteret narrativ. Der skal B.T. i højere grad lave journalistik med et borgerligt udgangspunkt,” siger han.

Han understreger, at det ikke handler om partifarve eller politisk tilhørsforhold, men snarere om værdier og en helt grundlæggende journalistisk proces. Allerede i den idéudviklende fase er det vigtigt at stille de rette spørgsmål og vælge den rette vinkel.

Simon Richard Nielsen mener, at man alt for ofte ser, at venstreorienterede perspektiver fylder debatten, selv når det kommer til økonomiske spørgsmål.

“Det handler ikke om rød og blå blok. Det er spørgsmålet om vinkling. Mange medier tager ubevidst en venstreorienteret vinkel, hvor løsningen typisk er flere penge til et bestemt område. Vi ønsker at udfordre denne tilgang og give borgerne en mere nuanceret dækning,” siger han.

Han mener, at diskussionen ofte handler om behovet for flere ressourcer uden et kritisk blik på, hvordan de eksisterende midler anvendes, og hvordan udgifterne udvikler sig. Det er altså afgørende at bryde med den eksisterende fortælling, hvis man ønsker en mere nuanceret offentlig debat.

“Det handler om rimelighed, fornuft og om at se på fakta. Det er som om, vi kollektivt glemmer, at den offentlige sektor har en samlet udgift på 1.200 milliarder kroner om året. Alligevel fortsætter narrativet om flere penge, flere penge, flere penge,” siger Simon Richard Nielsen.

Man skal turde stå for noget

Søren Schultz Jørgensen har skrevet bogen ‘Den Journalistiske Forbindelse’, der handler om, hvordan medier kan genopfinde deres relation til borgerne. Han mener, at der er en typisk årsag til, at B.T. har været ude og tydeliggøre sin borgerlighed:

“Det giver en mulighed for at skabe en tættere relation til læserne, fordi folk føler, at det medie taler til personer som dem selv. Det giver en fællesskabsfornemmelse,” forklarer Søren Schultz Jørgensen.

Ifølge ham er forsøget på at appellere til alle ved at være neutral noget nær umuligt. For at opbygge en loyal læserskare skal medierne turde stå for noget. Ved at kommunikere klart ud til offentligheden sender medierne også en besked til deres egne læsere og brugere om, hvad de står for.

“Inden for de seneste 10 år er det blevet tydeligt, at man ikke kan fange alle målgrupper ved at være neutral. Man er bevidst om, at man skal repræsentere noget, og det er klart de medier, der tør tage et standpunkt, som har mest vind i sejlene,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Turbulente tider på B.T.

Der er i det seneste år sket markante ændringer på B.T., og mens mediet satsede digitalt, var salget af printavisen faldende. Det var alligevel en opsigtsvækkende nyhed, da B.T. kunne fortælle, at de den 1. januar 2023 ville lukke printavisen og være 100 procent digitale. Nu som et gratismedie.

I slutningen af august, knap et år senere, oplyser koncernen igen om nye tiltag på B.T. – heriblandt et nyt samarbejde med Euroinvestor, en ægte borgerlig profil og et chefskifte.

Tiltag, der blandt andet kommer i kølvandet på, at B.T. har tabt en stor mængde læsere til Ekstra Bladet.

Simon Richard Nielsen afløser Pernille Holbøll, som nåede at sidde på posten i 15 måneder. Det er fjerde chefskifte på to år. Mens hendes opgave var at digitalisere printavisen, tyder det på, at Simon Richard Nielsen i højere grad skal beskæftige sig med mediets redaktionelle linje.

Han er uddannet økonom fra Københavns Universitet og har arbejdet som journalist på Dagbladet Børsen, TV2, FinansWatch og været chefredaktør på finansmediet Euroinvestor. Nu skal han stå ved roret på både Euroinvestor og B.T.

Et nyt samarbejde med Euroinvestor

Sammen med tydeliggørelsen af B.T.’s strategi om at stå tydelig frem som borgerligt medie, så er der også planer om et samarbejde mellem Euroinvestor og B.T.

Om disse medier kan drage nytte af hinanden, vil tiden vise, men Richard Nielsen har en klar forhåbning om, at et samarbejde kan være gavnligt.

“De to medier har hver deres særpræg og hver deres målgruppe. Men vi vil gerne teste, om mere finansielt stof på B.T. kan fungere. Man kan kalde det et uformelt trafiksamarbejde,” siger Simon Richard Nielsen.

Chefredaktøren ser gerne, at B.T. i højere grad skal dække emner om økonomi. Han understreger dog, at B.T. ikke bliver et finansmedie, men blot skal dække og give inspiration til finans og privatøkonomi. En, ifølge ham, naturlig udvikling for et stort tabloidmedie som B.T., eftersom de fleste danskere går op i penge.

“Der er over to millioner boligejere i Danmark, som går meget op i renter, boligprisernes udvikling og boliglån. Det vil vi opprioritere dækningen af på B.T,” siger Simon Richard Nielsen.

Spørgsmålet er, hvordan B.T.s skifte til et ægte borgerligt tabloidmedie vil påvirke journalistikken, deres læserskare og konkurrencen med Ekstra Bladet. Vil ændringen skabe en tættere forbindelse til læserne, eller vil det betyde, at mediets journalistik bliver mere tydeligt præget af borgerlige værdier?

Svaret vil vise sig i udfoldelsen af den nye strategi, som måske kan bringe B.T. tilbage på niveau med Ekstra Bladet.

Klæd os ordentligt på til klimadebatten

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | Ikke kategoriseret

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Ikke kategoriseret

Klæd os ordentligt på til klimadebatten

Klimadebatten kører nemt af sporet. Derfor kræver det meget af journalisterne, som skal holde styr på begreber og eksperter. Det skal vi klædes bedre på til i undervisningen.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Store virksomheder og interesseorganisationer har altid brugt eksperter til at så tvivl om videnskabelig enighed i mediebilledet. Lige fra læger, der i 1940’erne i reklamer anbefalede at ryge cigaretter, til olieindustrien, der allerede i 1970’erne kendte til klimaforandringerne. De brugte anledningen i 1987 til at afspore klimadebatten i 30 år frem .

Det er noget, som os journalister skal være enormt opmærksomme på – og som vi skal være i stand til at opdage. Alligevel sker de samme fejltagelser i de danske nyhedsmedier igen og igen. For hvis der er et sted, hvor debatten afspores, så er det på klimaområdet. Derfor skal vi være klædt bedre på til at holde debatten på sporet .

I sommer handlede en episode af P1 Debat om de nye kostråd fra Nordisk Ministerråd, der både tager hensyn til klima, miljø og sundhed. I debatten deltog en kostvejleder, der talte imod den videnskabelige konsensus og påstod, at man ikke kan sammensætte en sund og næringsrig kost med markant mindre kød, samt at dansk landbrug er blandt de mest klimavenlige i verden.

Problemet er, at det ikke er sandt. Og selvom folk må sige, hvad de vil i radioen, så skal journalister sikre, at det gøres klart, når usandheder og uvidenskabelige påstande fremstilles i radioen. For det store problem var, at kostvejlederen blev behandlet som en ekspertkilde, på trods af at kostvejleder er en titel, der er lige så beskyttet som “journalist”.

Eksempler som dette får det til at virke som om, at der er uenighed blandt eksperter, når det kommer til klimaforandringerne og de ændringer, vi skal lave for at stoppe dem.

Der kan være flere grunde til, at vi laver de fejl som journalister. Men en af grundene, tror jeg, er fordi, vi ikke bliver klædt ordentligt på til at dække klimakrisen. Dette er fordi, klimakrisen og de forandringer, vores samfund skal lave for at stoppe dem, er bundet af videnskab frem for politiske ideologier og værdier. Moder Jord er ligeglad med, om du er socialist eller liberalist. Så længe du stopper med at udlede drivhusgasser. Klimakrisen er en krise, uanset hvem du er, hvad du tror på og hvor du bor henne. Den er universel, og den kan ikke løses uden at vi bruger og forstår naturvidenskaben. Og naturvidenskab er noget, vi ikke udsættes særligt meget for på uddannelsen.. Vi er for uvidende og uforberedte.

Hertil kommer den måde, vi arbejder på som journalister. Jeg er for nylig blevet undervist i nyhedskriterierne, hvor konfliktkriteriet skinner klart igennem. Problemet ved konfliktkriteriet i forbindelse med dækningen af klimakrisen er, at der altid skal være en modstander – men faktum er, at der er så bred videnskabelig konsensus, at konfliktkriteriet ikke kan dækkes uden at hive en klimabenægter ind. Og så får vi et skævvredet billede af, hvad forskningen egentlig viser.

Hvis vi skal blive bedre til at dække klimakrisen, skal vi få klimadækning på skemaet på DMJX. Det behøver ikke være som fag – for en bedre dækning er så presserende, at det burde inkorporeres i alle fag, der er på skolen. Vi er simpelthen ikke klædt ordentligt på til at dække klimaforandringerne. Og hvis vi skal have lyst til at dække krisen, skal vi også have evnerne til det. Ellers får medieforbrugerne en misinformerende og afsporet debat.

FORSIDEN

Udveksling: Et system, hvor du skal tro mere på dig selv end DMJX

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | Ikke kategoriseret

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Ikke kategoriseret

Udveksling: Et system, hvor du skal tro mere på dig selv end DMJX

Dyb frustration. En “Palle alene i verden”-følelse. Jeg må indrømme, at det var en hård start. Jeg vil uden tvivl anbefale udveksling, men det kræver overskud, og beder du om hjælp, er det ikke sikkert, at du kan få det. Det fik jeg i hvert fald ikke.

TEKST: LÆRKE KOBBERUP
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Hongkong, Sydney, Beirut. Mulighederne var, og er, næsten endeløse. Jeg sad på kanten af sædet, da jeg på første semester fik introduktion til udveksling. Jeg havde aldrig været i tvivl om, at jeg gerne ville til udlandet, og nu når jeg så alle mulighederne, kunne jeg næsten ikke vente.

“Vi vil så gerne have flere af jer afsted.”

Jeg husker Røskvas indtrængende bøn om, at vi ikke skulle lade os stresse, men søge hvis vi var det mindste interesserede. Det kunne godt være hårdt samtidig med 2. semester, men skolen ville hjælpe. Hvor der er vilje, er der en vej. Jeg lod mig nemt overbevise, og fortrøstningsfuldt gik jeg i gang med processen.

Mange mails blev sendt frem og tilbage mellem mig og udvekslingskontoret. Mange ting, jeg ikke kunne finde. Mange ting, jeg ikke forstod. Min optimisme begyndte at skrumpe. Måske ville det ikke være så nemt det her alligevel.

“Ja, det, kan jeg da godt se, er svært at forstå. Det ved jeg ikke”

Sådan lød kommentaren igen og igen fra skolen. Jeg bookede ofte møder, hvor jeg kom med mine spørgsmål. Frustreret endte jeg ofte med selv at måtte fremvise, hvor jeg havde fundet mine informationer. Min tiltro forsvandt en smule, hver gang jeg måtte forklare min rådgiver om det system, jeg egentlig var kommet for at få rådgivning om.

Jeg kan godt se, at der er mange skoler og universiteter, man som koordinater skal holde styr på, og jeg forventer heller ikke, at al viden om universitet i Tel Aviv kan findes i studievejledningen på DMJX.

Kaosset meldte sig allerede, da jeg forsøgte at skabe mig et overblik over eventuelle fag i Tel Aviv. Jeg brugte lang tid på at finde frem til hvilke fag, jeg egentlig kunne søge. Det hjalp DMJX ikke med. Jeg måtte selv skabe overblik over visum og nåede at betale lægeerklæring, inden jeg fandt ud af, at dette slet ikke var en nødvendighed.

Ansøgning i flere runder. Stipendie-søgning. Visum-søgen. Det meste foregik også samtidig med mit første-års projekt. Uden den forventede rådgivning greb det hurtigt om sig med forberedelserne til denne udenlandsrejse.

Alt dette var frustrerende, men bægeret flød over, da der var et par uger til, at jeg skulle afsted. Jeg havde stadig ikke hørt om mit Erasmus stipendium. Et Erasmus Stipendium er et stipendium, man kan få til lande i EU og enkelte andre lande. Ansøgningen og udbetalingen af dette stipendium kører igennem skolen. Jeg havde sendt papirerne for et godt stykke tid siden, men havde intet hørt eller fået udbetalt.

Jeg sendte en mail til udvekslingskontoret for at høre, hvordan det skred frem, og hvornår jeg skulle forvente at få stipendiet udbetalt. Det var her, jeg fik at vide, at der var blevet skiftet koordinator, så mine papirer var ikke lige blevet sendt af sted endnu. Heldigvis fik jeg pengene udbetalt, men hvad var der sket, hvis jeg ikke havde fulgt op på det?

Det er usikkert at skulle tage ud i verden og studere. Man flytter en hel hverdag og slipper næsten al kontakt med det, man har herhjemme. Man er pludselig alene. Jeg flyttede til Tel Aviv, en meget dyr by at bo i. Mit værelse alene kostede 7000 kroner om måneden. Penge fyldte meget i mit hoved, derfor var det meget vigtigt for mig, at der var styr på mine stipendier.

Jeg forventede, at jeg skulle stå på egne ben, når jeg tog af sted. En oplevelse, jeg også længtes efter, men denne oplevelse startede bare tidligere i processen end forventet. Som tidligere nævnt fyldte det økonomiske meget for mig, men i Israel er også det sikkerhedsmæssige vigtigt.

Jeg har siddet til mange møder på skolen og italesat både min spænding, men også min nervøsitet ved at tage af sted. Jeg troede, at skolen ville guide mig mere. Jeg forventede, at de ville have større overblik, end jeg oplevede, de havde. For mig var der en klar signalværdi i, at der for eksempel ikke blev meldt ud, at der var skiftet koordinator. Var det ikke vigtigt at nævne for alle os, der skulle ud i verden lige om lidt? Vi havde jo nok fundet ud af det, det gjorde vi jo, men vi er alle skrøbelige, når vi giver slip på vores hjem. Jeg ved, at jeg ikke var den eneste, der skulle på udveksling og var frustreret over dette.

Jeg vil give skolen anerkendelse for, at de skrev til mig, da demonstrationerne begyndte at gribe om sig i Tel Aviv. Det var dejligt at mærke, at jeg eksisterede i deres system. Selvom det ikke føltes sådan, inden jeg tog afsted.

FORSIDEN

« Gamle poster

Næste poster »