Ukrainske Kateryna studerer til lyden af luftalarmer

Ukrainske Kateryna studerer til lyden af luftalarmer

Efter invasionen i Ukraine har frygten hængt over hovedet på den ukrainske befolkning. Men i Lviv har journaliststuderende Kateryna Bortniak vænnet sig til frygten. Selvom bomberne hænger over landet, vil hun gerne uddanne sig, så hun kan være med til at præge nyhedsstrømmen.

TEKST: EMIL WEIS
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

Lyden af invasion vækker den 22-årige ukrainer Kateryna Bortniak den 24. februar 2022. Da luftalarmen brat bringer hende ud af søvnen, får hendes bofælles paniske pakning Kateryna tilbage til virkeligheden. Rusland har invaderet Ukraine. 

Bofællen vil hjem til sine forældre. Selv er Kateryna mere rolig, for hun har ventet på den her dag i et stykke tid. Hun ved, hvad hun skal. Hun skal på jagt efter de ting, hun skal bruge til at overleve. Men først må hun have fat på sine forældre, som bor i Kharkiv – 30 kilometer fra den russiske grænse. Da hun får fat i dem, strømmer lyden af krig gennem røret. De er okay, fortæller de. Kateryna kan høre bomber, skud og råb i baggrunden.  

Kateryna går på jagt efter forsyninger i supermarkederne i Lviv. Ligesom mange andre skal hun have fat i dåsemad, stearinlys og flaskevand. Hun ringer flere gange til sine forældre i løbet af dagen, men hun vil heller ikke forstyrre dem for meget, for det er vigtigt, at de har tid til at forberede sig på overlevelse. Midt på dagen mødes hun med andre studerende på universitet. 

”På det her tidspunkt ved vi ikke, hvad der kommer til at ske. Kommer russiske tropper til Lviv i dag, eller kommer der til at gå længere tid? Nogle studerende er i gang med at danne vagtgrupper, så vi kan passe på universitetet og de studerende, hvis russerne kommer,” siger Kateryna.

I universitetets kantine kan studerende ikke få deres frokost ned. Kateryna løfter pegefingeren og fortæller dem, at de skal spise, fordi man skal spise, når muligheden er der under krig. Halvt i spøg – halvt i alvor. 

Frygten for at sidde med det alene

I dagene efter invasionen sørger Kateryna for at holde sig beskæftiget. Først hjælper hun med at lave camouflagenet til soldaterne ved fronten. Senere er hun fikser for en italiensk journalist, der skal vises rundt i den vestukrainske by Lviv.

”Særligt på togstationen kan vi mærke frygten i luften. En panisk og usikker frygt for, hvad der kommer til at ske,” siger Kateryna.

Hun er glad for at få muligheden for at hjælpe fikseren. Her kan hun se, at byen stadig fungerer og opererer som normalt. Byens parlament arbejder stadig. Togene kører. 

Hun er bange for at sidde derhjemme og kigge ind i væggen. Her kan frygten nemlig få lov at vokse, fordi der ikke er noget, der kan aflede hendes tanker.

En morgen er hendes forældre på vej på arbejde i Kharkiv, da der falder en bombe foran dem. 

”Hvis de bare var kørt på arbejde et minut før, var de døde. Det sidder stadig i mig, at der ikke skal mere til,” siger Kateryna. 

‘Vi er ligesom jer’ 

Fredag den 3. marts er en normal dag for Kateryna. Selvom morgenmaden, syrniki, og de indtryk, krigen efterlader, ikke minder om en dansk hverdag, er der mange ting i hendes liv, der er ligesom vores. Syrniki er ukrainsk morgenmad, hvor man pisker friskost direkte ind i pandekagedejen. 

”Jeg orker som regel ikke at lave noget om morgenen, så det var kun, fordi dejen allerede stod i køleskabet fra dagen før,” siger hun. 

Denne fredag skal Kateryna have undervisning i sociale transformationer. Journalistuddannelsen i Lviv er en blanding af akademiske fag og praktiske journalistfag. På første semester har de skrift. På de følgende semestre; radio og TV. Hun fortæller om et fag, de havde på første semester – ‘History of ideas’ – som i hendes beskrivelse minder om DMJX-faget ‘Journalistikken i Samfundet’. Ved siden af studiet laver Kateryna radio for studenterkanalen.

Luftalarmens insisterende toner ringer i et minut, da Kateryna er midt i pandekagerne. Det er hende, der står for kontakten til underviseren denne fredag. 

”Jeg skal ringe til underviseren og finde ud af, om undervisningen skal være online, i kælderen på universitet, eller om den kan foregå som normalt,” siger hun.

Underviseren er kommet fra Kyiv og vil gerne have, at undervisningen er fysisk. De bliver enige om at udskyde timerne lidt og gennemføre undervisningen på universitetet. Nogle dage kan der være lang kø til strømstikkene, fordi der ikke er strøm andre steder i byen. 

Efter en lang forelæsningsdag på syv timer bliver Kateryna og hendes venner enige om at tage ud og spise pizza. Derefter tager hun hjem og læser pensum om Stalin og Hitler. I de akademiske fag er der nemlig meget læsestof.

”Det er hårdt at skulle læse om det samme emne, som jeg lige har haft syv timers undervisning om. Men det er også spændende at forstå nogle af de diktatorer, som Ukraine igennem tiden har været udsat for,” siger Kateryna. 

I Ukraine er der udgangsforbud. Kateryna skal derfor være hjemme inden midnat, og hun mener, at det gælder indtil klokken fem om morgenen. Men hun er ikke helt sikker, for hun er aldrig oppe så tidligt, fortæller hun grinende. 

Ukraine kan virke langt væk for en dansker, men Kateryna vil gerne understrege, at der ikke er så stor forskel på os. 

”Vi er ligesom jer. Vi drømmer også om en god karriere og et godt liv. Vi nyder også at drikke øl med vores venner, at lave ingenting på en søndag eller skrive en god artikel. Men lige nu kommer overlevelse før alt andet,” siger Kateryna. 

En ny normal tilstand

Luftalarmerne er gået 327 gange i Lviv-regionen siden invasionen. Kateryna skammer sig lidt over, hvor let hun er begyndt at tage på dem. Men der er ting, hun skal nå i løbet af dagen, så hun kan ikke blive ved med at reagere på dem. 

”Hvis luftalarmerne går, når jeg er hjemme, så kan jeg da godt finde på at blive derhjemme. Men hvis jeg er på vej ud for at handle, så færdiggør jeg det, selvom de er gået,” siger Kateryna. 

Når man lever i et land, hvor luftalarmerne ofte går, begynder man at opdage mønstre. Kateryna er derfor mere opmærksom sidst på måneden, fordi hun mener, at der er større risiko for, at der er en reel trussel der. Hun ved ikke helt hvorfor, men det virker på hende som om, at der er et mønster i, hvornår russerne bomber. På etårsdagen for krigen var der mange af hendes venner, der tog hjem, da de troede, at Putin ville markere dagen med et fyrværkeri af bomber. Men Kateryna blev i Lviv, hvor hun i stedet reflekterede over krigen. 

”Jeg føler mig heldig. Min familie og jeg har klaret det så godt,” siger hun.

Kateryna havde i en periode svært ved at snakke højt om, at hun var heldig. Hun var bange for, at heldet så ville vende. Hendes liv har ikke været uden ulykke. Hendes bedstemor døde i sommers af stress på grund af krigen. Hendes hjemby Kharkiv er smadret af bomber. Hun har også været til en venindes fars begravelse, der satte gang i tankerne om, hvor mange der er døde i krigen. 

”Jeg forstod omfanget af alle dem, der er døde i den her krig. Det er unge ukrainske mænd, der dør i hobetal. Min veninde har mistet sin far, og hendes kæreste er i øjeblikket ved fronten,” siger Kateryna. 

På etårsdagen så Kateryna en Instagram-video, hvor en lille dreng og hans mor havde bagt en kage. Moren siger til sønnen, at de skal give kagen til faren. De tager på kirkegården og lægger den ved farens gravsted. 

”Man kan se i videoen, at han døde som 31-årig. Det ramte mig helt vildt, at han var så ung, og hvor mange af de her unge soldater, der dør,” siger Kateryna. 

Kateryna er stolt af sit land, og hvor længe de har holdt stand mod Rusland. Hun håber, at krigen snart er slut, så hun kan vende hjem til Kharkiv. Hun vil gerne ansættes på et medie i Kharkiv og hjælpe med at genopbygge byen ved at dække vigtige emner. Derfor håber hun, at Europa og USA bliver ved med at støtte Ukraine – det er nemlig også i Europas egen interesse. 

”Rusland har jo ikke tænkt sig at stoppe, når de først har overtaget Ukraine. Europa udskyder derfor også bare problemerne, hvis de ikke får stoppet Rusland i Ukraine,” siger Kateryna.

 

Er der en voksen til stede? Når de ansatte fester med i Kurt Strandbar

Er der en voksen til stede? Når de ansatte fester med i Kurt Strandbar

Er der en voksen til stede? Når de ansatte fester med i Kurt Strandbar

Kan ansatte og studerende feste på lige vilkår, sove branderten ud og mødes igen om mandagen uden blikke og hvisken i krogene? Illustreret Bunker forsøger at finde svar. 

TEKST: Iben Marie Ryberg
Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Rykker den acceptable promillegrænse i Kurt Strandbar sig afhængigt af, om man er studerende eller ansat? Når man til et punkt, hvor det bliver for pinligt eller ligefrem grænseoverskridende, hvis de ansatte går fra en enkelt øl ved langbordene til at tylle englefisser i baren?

Det lød muligvis som outtroen til hvert afsnit af 90’er julekalenderen ”The Julekalender”. 

Her får spørgsmål også lov at hænge i luften og afsluttes af opfordringen: 

Følg med i morgen. 

Det kan passende blive det samme for denne artikel. Svarene kan kun findes ved at læse til ende og derefter bruge en kendt folkeskoleklassiker: Spørg dig selv. 

 

I Kurt Strandbar er vi alle lige og frie 

Undervisere og ansatte i fredagsbaren har været mere eller mindre forventeligt inventar, siden DMJX hed Journalisthøjskolen og lå på Oluf Palmes Allé.  

”Det har været en del af kulturen på DMJX. Nogle af vores ansatte vil jo senere hen møde nogle af de studerende på et kollegialt plan. Man har før i tiden set hinanden som kommende kollegaer,” siger Trine Lundgaard, HR-konsulent på DMJX. 

Det udsagn forårsager imidlertid løftede øjenbryn hos Anton Dahl Andersen, medlem af De Studerendes Råd: 

”Vi skal være kollegaer på et tidspunkt med tryk på ’på et tidspunkt’. Det er i hvert fald ikke imens, vi går her,” siger han. 

Så hvad er det for et miljø og alkoholkultur, de studerende og ansatte møder, når de som måske kommende kollegaer gæster Kurt Strandbar? 

Ifølge Katrine Rahbek, formand i Kurt Strandbar, adskiller den sig ikke fra andre steder. Hun mener generelt heller ikke, at der er problemer med fulde ansatte i fredagsbaren. 

Selv kan hun mindes at have set to ansatte, som var ”godt berusede”. 

Om det siger Jens Grund, prorektor på DMJX: 

”Det synes jeg ikke er heldigt. Man skal ikke være blind for, at der er et asymmetrisk magtforhold.”

 

Adfærdskodeks for både studerende og ansatte

For at starte et andet sted: I kølvandet på Sofie Lindes brandtale om MeToo, blev der i 2020 lavet et adfærdskodeks for både ansatte og studerende på DMJX. 

Det ligger frit tilgængeligt på Itslearnings startside og hedder ”Kodeks for god adfærd på DMJX”. 

Det er udarbejdet af skolens ledelse, studievejledningen, KaJ og andre studenterforeninger. 

I dokumentet står der blandt andet, at ”DMJX ønsker at være en rummelig og mangfoldig uddannelsesinstitution og arbejdsplads med plads til alle typer af studerende og ansatte, som frit kan ytre sig i et miljø, hvor alle udviser gensidig respekt.” 

Kodekset gælder både til hverdag og fest, og skal der være fest, så lad der være fest.

DMJX har ikke nogen nedskreven alkoholpolitik – I hvert fald ikke i festregi. 

De ansatte må, af hensyn til skolens omdømme og forholdet til de studerende, ikke drikke alkohol i arbejdstiden. Med mindre, der er tale om receptioner eller andre festlige lejligheder.

Til gengæld er fredags-øl tilladt efter kl. 14, og de må gerne indtages i fredagsbaren.

”De ansatte har jo en autoritet overfor de studerende. Vi har en tillid til, at de opfører sig forsvarligt. Gå ned, få en øl eller to og så gå hjem,” siger Trine Lundgaard.  

“Jeg tænkte, hvis jeg var ham, ville jeg gerne stoppes. Man kan blive revet med og lige pludselig er klokken ti. Så kan det være meget rart, at der lige kommer en og siger ‘nu er det nu’.”

– Anton Dahl Andersen, journaliststuderende og medlem af de Studerendes Råd 

En øl og så hjem – eller hvad?

Anton Dahl Andersen kan i hvert fald komme med et konkret eksempel på, at der blev drukket mere end en øl. En aften i Kurt Strandbar oplevede han en ansat være så fuld, at han følte, han var nødt til at påtale det for vedkommende. 

Det var, ifølge Anton Dahl Andersen, senere, end han ville kalde okay for en ansat. Der havde ikke umiddelbart været nogen tegn på, at den ansatte var ubehagelig, men ifølge Anton Dahl Andersen virkede det som om, folk snakkede om det i krogene: 

”Jeg tænkte, hvis jeg var ham, ville jeg gerne stoppes. Man kan blive revet med og lige pludselig er klokken ti. Så kan det være meget rart, at der lige kommer en og siger ’nu er det nu,’” siger han. 

Episoden er bekræftet af to andre studerende. 

Anton Dahl Andersen fortalte ikke nogen om episoden efterfølgende. Han syntes ikke, det var alvorligt nok. Han vidste på det tidspunkt heller ikke, at andre havde haft lignende oplevelser. 

Derudover har han været nervøs for reaktionerne: 

”Jeg har haft ondt i maven over det. Hvad nu, hvis jeg bliver anklaget for at være fuld af løgn?” siger han. 

Det er, ifølge prorektor Jens Grund, i sidste ende de ansatte og ledelsens ansvar, at fredagsbarens miljø er trygt for alle: 

”Det er de voksnes ansvar. Det burde ikke være nødvendigt, at en studerende siger til en ansat, at de skal gå hjem.” 

I juni 2022 sendte Jens Grund og rektor Julie Sommerlund en mail ud til de ansatte, hvor der blandt andet stod: 

”Hos os på DMJX opfordrer vi på mange måder til socialt samvær mellem ansatte og studerende, fordi vi ved, det har en positiv effekt på studiemiljøet. Derfor må vi udvise stor omhu for at undgå situationer, som de studerende kan opleve som ubehageligt eller uønskede. Vi skal være særligt opmærksomme på fredagsbarer, julefrokoster osv., hvor der er alkohol involveret, da vi både af egne og andres erfaringer ved, at det især er i denne slags situationer, uønsket seksuel opmærksomhed finder sted.” 

Katrine Rahbek oplyser, at hverken hun eller den resterende bestyrelse i Kurt Strandbar er blevet kontaktet af studerende, der har haft dårlige oplevelser med DMJX-ansatte i fredagsbaren. 

I KaJ, Dansk Journalistforbunds studenterorganisation, opfordrer tidligere formand Markus Valentin til, at man kommer til dem, hvis man har oplevet noget ubehageligt eller mærkeligt i fredagsbaren. Han forsikrer også om, at fredagsbaren skal være et trygt miljø for alle studerende. 

Markus Valentin peger på, at der er en forskel på, om man er studerende eller ansat i fredagsbaren, men man kan ikke sætte lighedstegn mellem det og et generelt problem med upassende opførsel fra de ansatte:  

”Der er en autoritativ forskel mellem eleverne og de ansatte. Med det sagt, går vi jo ikke rundt og tror, at de alle sammen er potentielle krænkere, som på ingen måde må være i nærheden af os, når der er alkohol,” siger han. 

En enkelt episode behøver ikke betyde, at alle de ansatte skal sanktioneres i samme ombæring: 

”Hvis der er en, der har været problematisk, og vi hjælper med at føre sagen videre, betyder det ikke nødvendigvis, at alle ansatte skal nægtes adgang til Kurt,” siger han.

Skal de nægtes adgangs til fredagsbaren? Det bliver de i hvert fald ikke andre steder. 

 

Ingen regler for ansatte

I en rundspørge blandt aarhusianske fredagsbarer, foretaget af Illustreret Bunker, svarer kun 2 ud af 22, at de ansatte holder sig helt væk fra fredagsbaren, fordi ingen synes, det er en god idé, at de er der. 

De resterende 20 steder svarer, at undervisere og andre ansatte er mere end velkomne, men at det sker meget sjældent. Når det sker, drikker de et par øl og går hjem af sig selv. Det har derfor ikke været nødvendigt at indføre regler. 

Det forventer man som udgangspunkt også på DMJX, mener Trine Lundgaard:

”Hvis jeg hørte om ansatte, der drak sig en kæp i øret og på nogen måde optrådte uhensigtsmæssigt, ville vi selvfølgelig tage hånd om det,” siger Trine Lundgaard. 

Som det er nu, er det under alle omstændigheder ikke muligt for studerende at indberette anonymt gennem en whistleblowerordning. Det er af juridiske årsager kun muligt for de ansatte. 

Har man oplevet noget, skal det gå gennem studenterforeningerne, en underviser, studievejledningen eller HR.

Anton Dahl Andersen, medlem af DSR, understreger, at han ikke nødvendigvis synes, fredagsbaren kun skal være for de studerende. Det er dog, ifølge ham, en gråzone i forhold til, hvordan de ansatte deltager: 

”At de står og spiller bordtennis med en fadøl, I couldn’t care less. Men det gør en forskel, hvis de står inde i Kurt kl. 23.30, efter de har drukket rigtig mange englefisser,” siger han. 

Du er nu nået til vejs ende på denne artikel, forhåbentligt klogere end før. 

Så: Er det skægt eller skandaløst, når de ansatte deltager i fredagsbaren?

Spørg dig selv.

Illustreret Bunkers mail: illbunker@dmjx.dk er åben for inputs og meninger om emnet.

Til fest hos Kurt

Til fest hos Kurt

For de fleste studerende slutter skoleugen med et brag, og på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er det hos Kurt Strandbar. Her tændes der hver fredag op under diskokuglen til druk og dans.

TEKST: Zakarias Forsberg De Los Reyes
FOTO: Rebecca Helene Hoffmann

Udgivet den 30. marts 2023

”Jeg kender en engangspik, når jeg ser en, og jeg ka’ spot’ to, tre stykker herind’. Når jeg rykker videre, så la’ være at bli’ sur, har aldrig været din, det var bar’ din tur.”

Jeg skal ikke udtale mig om, hvorvidt der er to-tre stykker eller flere engangspikke, da jeg træder ind ved 22-tiden, men der er godt fyldt op på floor i det gråmatte lys. Her kaster alle lemmer skæve skygger af sig under diskokuglens skær, hvis man da ikke står inde i midten og hopper til Tessas sang ”Engangspik”.

Jeg er taget til Kurt Strandbar på DMJX for at synge og danse med alle de andre studerende, der bruger baren som en kærkommen afslutning på ugen.

Nogle kommer for fadøl, andre for shots. Nogle kommer for husets nye drink, djævlepik, og andre kommer helt sikkert for en engangspik. Uanset om man knevrer ved skabene, ryger i blæsevejret eller venter på næste ledige bord til beer pong, er man omgivet af glade mennesker.

Kurt Strandbar har eksisteret i 43 år og er opkaldt efter journalist Kurt Strand, der selv startede med at servere øl sammen med vennerne, dengang skolen lå oppe i Bunkeren, og han var elev i 70’erne.

Siden har skolen skiftet lokaler, og fredagsbaren ligger i dag lige til højre, når man kommer ind på DMJX.

Forrest i lokalet danser den festglade hob på gulvet, der er glat af øl. Der sidder stadig en del op ad de sorte bænkerækker bagved, som efterhånden er godt fedtet til af drinks.

 

Bajer med smøger

Frederik Carlson står i modsætning til de fleste andre ikke med en øl i hånden, men en tændt smøg, der stritter ud i den kolde nat og kun lige holdes fast af hans fingre. Forvist til cykelparkeringen. 

Han går på første semester på journalistik og føler, at når der kommer alkohol ind, skal cigaretterne følge med. Han er ikke i tvivl om, hvad det fedeste ved fredagsbaren er: Priserne! Men det at møde en masse mennesker hver fredag vægter han også højt.

”Umiddelbart vil jeg sige, at det er et rigtig godt sted at møde nye mennesker fra samme studie. Jeg vil hellere sammenligne det med et gymnasium end et stort uddannelsessted som VIA eller universitetet. Der mødes så mange mennesker, at du ikke snakker med 75 procent af dem, men her kommer du til at snakke med nærmest hvem som helst.”

Frederik Carlson er typen, der får talt med rigtig mange i løbet af en aften, og han synes, det er fedt at være i fredagsbaren oven på en lang uge med skolearbejde og deadlines. Han anser det som et godt sted at slappe af og nogle gange som opvarmning til byen.

”Min plan er, at jeg skal i byen med de andre, hvis nogen er klar. Men det kan jo altid ændre sig.

Indtil videre har det været meget blandet, om man tog videre eller ej,” siger Frederik Carlson.

Bangere fra fortiden

Momentvis tager klassikere som Abba og Whitney Houston over, og skønt ingen i lokalet var født, da Abba gik fra hinanden, og de færreste måtte drikke, da Whitney døde, bliver der shaket hofter og hænder, når deres musik endnu en fredag lyder ud af højttalerne. ‘How Will I Know? er i aften også det, de fleste siger angående tidspunkt og sted for at tage videre.

Bevægelserne er store, og ingen hæmmes af at have øl eller drinks i hænderne, når de står på floor. Den mest populære drink er den helt lyserøde englefisse, der smager sødt og syntetisk. På et tidspunkt begynder flere at drikke den med appelsinsmag. Det kan vel bedst betegnes som en bitterfisse.

Heldigvis er ingen bitre, heller ikke i køen, hvor folk slingrer langsomt frem og mere til siden end hen mod baren. Bagved står spiritus og juice i flere farver og gennemsigtige flasker med vodka og gin. Her blander Sofie Bønnelykke drinks og langer øl ud til de opløftede studerende.

”Når du er i baren, så er du katalysator for den store fest.”

– Sofie Bønnelykke, kommunikationsstuderende på DMJX

Jeg fanger Sofie Bønnelykke på vej ud af Kurt sammen med Ida Højgaard. De er begge på fjerde semester på kommunikation, og netop de er rigtig gode til at møde op, mener Ida. Selvom de er langt henne i uddannelsen, er de glade for at komme her, og det bliver som regel til nogle timer om eftermiddagen.

”Vi er en smule mere intense end andre. Vi er rigtig mange fra kommunikation og kan bare godt lide fredagsbarerne og er sociale og gode til at møde op,” siger Ida Højgaard.

Sofie Bønnelykke supplerer: ”Vi har et rigtig godt sammenhold på vores uddannelse. Vi er mere ens og har en anderledes tilgang til tingene, så det er fedt at komme her og tale med hinanden. Jeg vil skyde på, at de fleste fra kommunikation kommer hver anden fredag.”

Sofie Bønnelykke er selv med i Kurt Strandbar og kender derfor mange, der kommer i fredagsbaren. Hun svarer smilende, at hun er meget glad for sammenholdet i foreningen, men også for at være bartender.

”Man kender alle årgange på skolen og alle uddannelser og en bred skare af mennesker. Det fedeste er at snakke med alle dem, der kommer op i baren, og sammenholdet deroppe. Når du er i baren, så er du katalysator for den store fest,” siger Sofie Bønnelykke.

Den videre færd

Tilbage på floor bevæger flokken sig mellem flagrende kroppe og forsøger at undgå at få øl ned ad nakken eller på skoene. Igen. Ned på deres sko kigger flere også, da midnat nærmer sig, som var de Askepot, der skal nå hjem, inden klokken slår. Her handler det mere om at nå ned i byen eller ud af Kurt, førend DMJX-sangen lyder for tredje gang. Andre tænker på at komme hjem, og døsige blikke fortæller det, som Tessa synger:

”Mine vipper er for tunge til mine øjenlåg. Jeg kan kun se ud af mine øjenkroge.”

De kræfter, der står bag fredagsbaren, bevæger sig nu mindre rytmisk og begynder langsomt at rydde op. Krus ligger henkastet op ad de klistrede trapper og under bordene, som inden længe får hældt mere alkohol på. Nu for at blive gjort rent.

Ved garderoben planlægger folket deres videre færd down town, hvis de ikke leder febrilsk efter deres jakker. Det viser sig, fredagsbaren slutter en lille halv time tidligere end de forrige fredage i februar. Alle skal da med videre. 

”Ej, det er bare pis. Medmindre du er klar, bitch?”

Nyt projekt skal finde journalistuddannelsernes manglende diversitet

Nyt projekt skal finde journalistuddannelsernes manglende diversitet

Nyt projekt skal finde journalistuddannelsernes manglende diversitet

Journalistuddannelserne har i årevis været præget af en manglende diversitet, de ikke har kunnet gøre op med. Langt størstedelen af de studerende er etniske danskere, men det skal et nyt fælles projekt mellem skolerne nu forsøge at lave om på.

TEKST: Ines Kajkus
FOTO: Rebecca Helene Hoffmann

Udgivet den 30. marts 2023

Sheku Jatta Rymark Sankoh havde, allerede inden han startede på DMJX, forberedt sig på, at der ikke ville være mange som ham på journalistuddannelsen. Det er svært for ham præcis at sætte ord på, hvad det er for en fornemmelse, han går med på skolen. Men han er konstant bevidst om, at han er en minoritet her. 

’’Jeg tænkte ikke, at jeg ville være den eneste. Men jeg vidste heller ikke, at der var så få. Det kan godt være lidt spøjst nogle gange, at man ikke har nogen at spejle sig i på samme måde, som jeg kunne der, hvor jeg voksede op,’’ siger Sheku Sankoh.

De studerende ligner hinanden på flere måder. Det bliver de mindet om i auditorierne, i klasselokalerne og ude i mediebilledet. I har hørt det før, og nu hører I det igen. For selvom alle har været bevidste om problematikken i nogle år, så har tallene ikke ændret sig på nogle af journalistuddannelserne.

De seneste ti år har andelen af studerende med anden etnisk baggrund på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole udgjort 0,7 procent af alle studerende. Til sammenligning udgør borgere med anden etnisk herkomst 14 procent af den danske befolkning. 

 

Ny undersøgelse skal komme problemet til livs

De tre journalistuddannelser på DMJX, SDU og RUC har derfor nu indgået et fælles projekt for at undersøge, hvad problemet for det manglende diverse optag skyldes. For den manglende diversitet har en betydning for kvaliteten af journalistikken. Både i form af de artikler der produceres, men særligt også de kilder, som man vælger at bruge. 

Hver af de tre uddannelser bidrager til projektet med 100.000 kr. Derudover er undersøgelsen støttet af Dagspressens Fond med yderligere 100.000 kr. og af Dansk Journalistforbund med 35.000 kr. 

I første omgang skal undersøgelsen forsøge at finde frem til, hvorfor så få med anden etnisk herkomst søger mod journalistikken. Dernæst er målet at finde svar på, hvordan man inden for de kommende tre år kan rekruttere flere studerende med anden etnisk baggrund.  

Mette Mørk, som til dagligt er lektor på DMJX, sidder i projektets styregruppe, og har til opgave at få kontakt til de studerende, som kan give relevant input til undersøgelsen. 

‘’Vi kan spørge dem, der går på skolen, hvad der har fået dem til at søge ind, og hvad de tænker barrieren er. Vi håber, at de studerende vil stille op, og at de, der går på studiet med anden baggrund, vil svare, for det er vi afhængige af,” siger Mette Mørk.

”Det kan godt være lidt spøjst nogle gange, at man ikke har nogen at spejle sig i på samme måde, som jeg kunne der, hvor jeg voksede op.”

– Sheku Jatta Rymark Sankoh, journaliststuderende på DMJX

Den manglende diversitet afspejles i journalistikken 

Det er særligt brugen af kilder, som er et problem. Meget tyder på, at journalister i højere grad søger mod kilder, der ligner dem selv. RUC-rapporten ’Dem vi (stadig) taler om’ kortlagde, at kun 3,5 procent af kilder i medierne var indvandrere eller efterkommere i 2021. 

Thomas Funding, som er chefredaktør for TV2 Nyhederne, anerkender, at det er et fundamentalt problem, og at manglen på diversitet på skolerne og i mediebranchen har en effekt på de historier, som journalisterne bringer. 

’’Jeg tror på, at journalisterne trækker den virkelighed, de kender ind i redaktionslokalet. Hvis journalistikken skal være mangfoldig, kræver det, at journalister kommer fra en divers baggrund. Vi er nødt til at lave journalistik, der er til for hele befolkningen. Det gør vi ikke, når vi har en alt for homogen gruppe medarbejdere,” siger Thomas Funding.

Kildeproblematikken var Sheku Sankoh på forhånd klar over. Men han mener dog, at skolen bør gøre mere ud af at understrege for eleverne, hvor vigtigt det er, at vi kommer hele vejen rundt om samfundet. Samtidig bør de studerende få flere redskaber til at komme i kontakt med de grupper, som de normalt ikke ville. 

’’Jeg har en teori om, at mange finder kilder, som ligner dem selv. Jeg kan godt mærke, at nogle af de kilder, jeg gerne vil have fat i, blandt andet folk med mellemøstlig baggrund, typisk ikke får meget taletid i medierne,” siger Sheku Sankoh.

 

Den foreløbige løsning

Spørger man Mette Mørk, gør skolen allerede nu, hvad den kan for at gøre de studerende opmærksomme på, at der er blinde perspektiver. ’Det usynlige gruppemedlem’, som man introduceres til på 2. semester, og diskursanalyse-forløbet på 3. semester er nogle af måderne, hvor de studerende kan reflektere over, om der er andre måder at se en historie på. 

Mette Mørk mener dog ikke, at det har virket nok. Det er fortsat sjældent, at kilder med anden etnisk baggrund optræder i artikler på skolen. 

“Forleden blev jeg så glad, da der optrådte et par med anden etnisk baggrund end dansk i en historie, som handlede om, at de var sure over huslejen. De blev ikke brugt på grund af deres baggrund. Og det er faktisk sjældent,’’ siger Mette Mørk.

 

Hvem har ansvaret? 

I mediebranchen er tendensen og tallene stort set ens. De danske mediehuse har langt færre ansatte med anden etnisk herkomst end andre brancher, konkluderede en undersøgelse fra Slots- og Kulturstyrelsen i 2020. Men problemet bør først og fremmest ændres på skolerne, før det kan ske ved mediehusene, mener Thomas Funding.

‘’Jeg er glad for, at man faktisk har fokus på det. DMJX har en særlig rolle at spille i det her. Det er den eneste af de tre skoler, som ikke kræver en gymnasial uddannelse, og det er der jo faktisk en grund til. Derfor synes jeg også, at DMJX har en særlig pligt og rolle i at søge et mere diverst optag,’’ siger Thomas Funding. 

Ansvaret, mener Mette Mørk, hviler på begges skuldre.

‘’De siger jo altid, at det er vores skyld. I vidt omfang så hyrer medieverdenen også nogle gange talenter udenom os. Jeg synes, det er et samlet ansvar. Så kan vi godt sidde og skyde på hinanden med, hvem der har det største ansvar. Det første skridt er i hvert fald, at vi begynder at tale om det,’’ siger Mette Mørk. 

Funding anerkender, at TV2 i ansættelsessituationer ikke har været gode nok til at bryde ud af den klassiske tanke om, hvad det vil sige at være en god journalist. Når det kommer til praktikanter og journalister med anden etnisk baggrund, er TV2 som udgangspunkt meget interesseret. Man er bevidst om problemet og forsøger at gøre op med det ved at tage flere chancer, når der skal ansættes.  

’’Vi prøver også at tage lidt flere chancer en gang imellem og håber, at personen måske bryder den homogene størrelse. Hvis man vælger det sikre hele tiden, så er der en risiko for at reproducere. Men det grundlæggende og største problem er, at skolerne ikke lykkes med at få uddannet et diverst nok hold af nye journalister,” siger Thomas Funding.

Forandringer tager tid og forbedringer endnu længere. Undersøgelsen vil, udover etnicitet, indregne andre identitetskategorier som alder, socioøkonomisk og handicap. 

Undersøgelsen forventes at stå færdigt sommeren 2023 og vil bidrage med ny viden, anbefalinger og løsninger.

De nyhedstrætte kræver nuancer og løsninger – Lad os prøve at give dem det

De nyhedstrætte kræver nuancer og løsninger – Lad os prøve at give dem det

De nyhedstrætte kræver nuancer og løsninger – Lad os prøve at give dem det

En femtedel af danskerne er nyhedstrætte og fravælger bevidst at følge med. De savner løsninger og nuancer. Det er problemet, men hvad er løsningen?

TEKST: Anders Brøndsholm
Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Pling! Coronavirus ny nedlukning. Pling! Krig i Ukraine. PLING! Tårnhøj inflation, energikrise, klimakrise, miljøkrise, økonomisk krise, KRISE. Der har ikke ligefrem været mangel på emner til nyhedsmedierne. Hvor end man har kigget, har der været en ny krise eller et nyt problem at fortælle om.

Det har fået flere og flere til at stå af nyhedsvognen. Faktisk svarer hver femte dansker, at de ofte eller en gang imellem bevidst undgår at følge med i nyhederne. Det viser nye tal fra rapporten ’Danskernes brug af nyhedsmedier 2022’. Samme tal var 15 procent i 2019, så tendensen er stigende. De nyhedstrætte føler sig overvældet af de samme negative historier, som kører igen og igen uden løsninger.

Men er den her artikel ikke bare endnu et eksempel på det? Den bringer jo en negativ historie om, at flere og flere undgår nyhederne. Så kunne jeg passende inddrage chefredaktør fra Jyllands-Posten Marchen Neel Gjertsen, som kalder den udvikling ‘ekstremt skræmmende’ og ‘uhyggelig’. Eller Ulrik Haagerup, direktør for Constructive Institute, som kalder det ‘et faresignal’ og ‘et kæmpe problem for vores samfund’.

Så er den jo egentlig i mål. Der er et problem. En konflikt. ’Danskernes fravalg af nyheder er stigende – en fare for vores demokrati’, og så er rubrikken endda også i hus. Den skal nok få clicks. Men bidrager jeg så ikke bare til mere nyhedstræthed? Flere konflikter serveret uden løsninger. Jeg kunne jo også forsøge at skabe den forløsning og nuancering, som de nyhedsundgående efterspørger. Hvordan vil det se ud?

 

En tæppebombning af nyheder

For at se på løsningerne er jeg først nødt til at forstå problemet. Hvorfor undgår flere og flere nyheder? Måske handler det i virkeligheden ikke så meget om, at folk skubber nyhederne fra sig. Måske er det i højere grad nyhederne, som er løbet fra os. Det mener Kim Schrøder, som er professor i medieforskning ved Roskilde Universitet (RUC) og en af forskerne bag rapporten ’Danskernes brug af nyhedsmedier 2022’.

”Hele nyhedsbilledet er accelereret og blevet mere overvældende. Der har været nogle store emner, hvor der nærmest er foregået en tæppebombning af nyheder,” siger Kim Schrøder.

Kombiner det med det faktum, at man i dag er en enkelt notifikation i sin lomme væk fra alle verdens nyheder om alle verdens problemer, og så har man det, som Kim Schrøder beskriver som en ”tæppebombning af nyheder”. 

Det passer da også meget godt med nogle af begrundelserne for fravalget af nyheder. Her mener over en tredjedel af de nyhedstrætte, at de bliver udmattet af mængden af nyheder, og at de samme få emner som politik og coronavirus bliver dækket for meget. En anden årsag går dog ikke så meget på mængden af nyheder, men i stedet for på indholdet af de nyheder.

Over 40 procent af nyhedsfravælgerne svarer, at de bevidst undgår nyheder, fordi de har en negativ påvirkning på deres humør. Det er straks sværere at gøre noget ved. Fordi en ting er at skrue ned for mængden af nyheder, men som journalist kan man vel ikke begynde at skrue på indholdet af nyheden. Den fortæller vel bare virkeligheden?

”Problemet er jo, at man løber ind i, at enhver rigtig journalist slår syv kors for sig og siger: ’Skal nyhederne nu til at være positive? De er slet ikke nyhedernes opgave. De skal være kritiske,’” siger Kim Schrøder.

 

Kritisk uden at være negativ

Men måske kan nyheder godt være kritiske uden at være negative samtidigt. Det mener Constructive Institute ved Aarhus Universitet med direktør Ulrik Haagerup i spidsen. Han mener, at journalistikken i for lang tid har fokuseret for meget på det negative.

”I alt for mange år har vores selvforståelse i journalistikken været, at vi skulle sidde og pege fingre ad det, der ikke virkede,” siger Ulrik Haagerup.

Konstruktiv journalistik forsøger at gå skridtet videre end bare at konstatere og fortælle, at noget er sket. Den forsøger samtidigt at nuancere problemerne og være løsningsorienteret.

”Det er et spørgsmål om perspektiv. Om man alene synes, at journalistik skal handle om det, der er sket lige nu eller i går, eller om journalistik også skal handle om det, der skal ske i morgen,” siger Ulrik Haagerup.

Det lyder jo umiddelbart som en meget god løsning. Folk savner nuancer og forløsning i nyheder, og det forsøger konstruktiv journalistik netop at inddrage. Så langt så godt. Vi forstår lidt mere om problemet, og vi har beskrevet et bud på en løsning. Men i sidste ende er det jo medierne, som faktisk laver nyhederne. Ikke medieforskere på RUC eller Constructive Institute. Så hvis jeg vil prøve at skabe forløsning, skal de vel spørges?

”I alt for mange år har vores selvforståelse i journalistikken været, at vi skulle sidde og pege fingre af det, der ikke virkede.”

– Ulrik Haagerup, direktør for Constructive Institute ved Aarhus Universitet

Hvad med medierne?

Chefredaktør på Berlingske Mette Østergaard mener, at den stigende tendens til nyhedsundgåelse bør lægge op til refleksion hos medierne selv. Medierne konkurrerer i dag med mange andre om brugernes tid og opmærksomhed, så hvis de ikke mener, at indholdet er relevant og interessant for dem, bliver det valgt fra.

Hun påpeger, at Berlingskes læsere også gerne vil have mere end bare hardcore nyheder om det, der er sket. Man kan derfor inddrage meget mere end bare konflikten.

”Vi kan se, at løsning fungerer lige så godt som konflikt. Det giver fuldt ud mening, at konflikt er et klassisk og bærende nyhedskriterie, fordi vi som medier er sat i verden for at agere som samfundets vagthund. Men vi må også sige, at vores læsere meget gerne læser om løsninger,” siger Mette Østergaard.

Det tegner jo umiddelbart meget godt for de nyhedstrætte. Det hele er ikke bare negative historier, men faktisk også historier som forsøger at bringe løsninger på banen. Det er ikke kun problemet eller konflikten, som er i fokus.

Det er dog ikke kun de negative historier, som nogle mener, er blevet for meget. En tredjedel er også udmattet af mængden af nyhederne. De er blevet ’tæppebombet’, som Kim Schrøder beskriver det. Lige præcis det er Jyllands-Posten opmærksomme på. 

De har helt bevidst valgt at sænke tempoet på deres nyhedssite, så det ikke længere bliver opdateret så ofte. For Marchen Neel Gjertsen er det vigtigt, at Jyllands-Postens læsere præsenteres for de vigtigste nyheder – ikke bare de hurtigste nyheder – når de besøger Jyllands-Postens hjemmeside. 

”Det er jo kun journalister og chefredaktører, som sidder på jp.dk og trykker opdater 30 gange om dagen. Det gør vores abonnenter ikke. De går på arbejde, henter børn og alt muligt andet,” siger Marchen Neel Gjertsen.

 

En strøm af nyheder

Nu har vi lige pludselig to gode eksempler fra to af de største danske nyhedsmedier. De forsøger faktisk at give plads til løsningerne og trække lidt tempo ud af nyhedsstrømmen. Måske er der mere håb end som så for de nyhedstrætte. Især fordi begge chefredaktører faktisk har forslag til, hvordan man gør nyhederne endnu mere tilgængelige for folk i fremtiden. De er faktisk endda enige om det.

”Som nyhedsjournalister bevæger vi os i nyhedsarenaen hele tiden. Det gør vores læsere ikke. Med den enorme strøm, der er af nyheder, tror jeg, det bliver tiltagende vigtigt at forklare læserne, hvad der er vigtigt og hvorfor,” siger Mette Østergaard.

Måske lidt af forklaringen på problemet ligger her. Tidligere fik man et sorteret udvalg af de nyheder, som medierne havde vurderet var vigtige den dag. Hvad end man åbnede sin avis eller så TV-avisen om aftenen. Det er i kontrast til i dag, hvor alle kan få en strøm af nyheder, hvor end de er, eller hvornår det skal være. Marchen Neel Gjertsen er enig med Mette Østergaard på det punkt. Hun mener, at medierne bør finde tilbage til nogle af de styrker, som de tidligere har haft.

”En avis har den fordel, at du faktisk kan læse den til ende. Det kan du ikke med et nyhedssite,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Ja, der er håb

Berlingske og Jyllands-Posten viser os, at nyhedsmedierne faktisk tænker over problemet. Man kan ikke slukke for virkeligheden – og nogle gange er en nyhed bare negativ. Det skal der være plads til, men hos begge medier er man bevidste om, at der også skal være plads til perspektiverne og løsningerne i historierne. En nyhed bliver ikke dårligere af også at give lidt håb.

Hvor efterlader det forsøget på at give løsninger på problemet? Hvis du er en stor nyhedshund, så betyder det nok ikke så meget for dig. Du ville følge med dag og nat uanset. Men hvis du nu i stedet er blandt den femtedel af danskerne, som synes, at nyhedsstrømmen nogle gange kan blive for meget. Ja, så er der faktisk håb. Du skal måske bare kigge de rigtige steder.

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Illustreret Bunker har talt med tre nyuddannede journalister for at blive klogere på praktiktidens rolle i en medieverden, der kan være svær at navigere i. Det blev til samtaler om prestige, freelancearbejde og knuste drømme, der heler igen. 

TEKST: IBEN MEJLHEDE & CARL ELMOSE BRØCKER
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

“Det giver helt klart flere point på Lecoq at sige, man er journalistpraktikant på Politiken end på JydskeVestkysten.” 

Det fortæller Mark Michael Hede, tidligere praktikant på netop JydskeVestkysten. Han blev efterfølgende fastansat samme sted og har været der lige siden. Mark valgte i sin tid et lokalt medie, fordi han kunne få en masse ansvar som praktikant. 

“Min praktiktid betød meget for min fastansættelse, fordi jeg fik lov til at vise, hvad jeg kunne. Når jeg havde den rigtige idé, kunne jeg skrive langt og om lige præcis det emne, jeg havde lyst til. Den frihed blomstrer man af,” siger han. 

Mark mener, at der er gået for meget prestige i valget om praktikpladsen. Ifølge ham handler det mere om, hvad man har lavet og ikke, hvor man har lavet det. Jo mere erfaring, man har fra praktikstedet, jo mere kan man også skrive på cv’et. 

“Det varer kun halvandet år, så du bør vælge efter, hvor du bedst kan udvikle dig som journalist. Du bør vælge det sted, hvor du får flest muligheder for at dygtiggøre dig i stedet for at vælge efter, hvor alle dine venner flytter hen, eller hvad der ser sejt ud på Twitter,” siger han. 

“Det kan nogle gange virke til, at der er længere fra København til Tønder end fra Tønder til København.”

– Mark Michael Hede, Tidligere praktikant på JydskeVestkysten

Journaliststuderende søger desuden praktiksted ud fra, hvor i landet det ligger. Ifølge tal fra Illustreret Bunker er hovedstadsområdet er det mest populære, fordi der er mere at tage sig til efter en lang arbejdsdag, og fordi mange vil have et job i København efterfølgende.

“Det kan nogle gange virke til, at der er længere fra København til Tønder end fra Tønder til København,” indskyder Mark Michael Hede. 

Praktikstress

Lektor og praktikkoordinator på DMJX, Martin Vestergaard, uddyber de studerendes tilgang til praktiksøgningen. 

“Mit indtryk er, at geografi betyder meget for de studerendes valg – langt mere end praktikstedet. Desuden er der meget rygtebørs her på DMJX, fordi det er en lille skole. Praktikstresset går let i selvsving,” siger han og understreger, at hans udtalelser udelukkende beror på en masse erfaring og fornemmelser. Der er endnu ikke nogen specifikke undersøgelser, der nuancerer og forklarer journalistpraktikanternes valg.  

Martin Vestergaard fortæller, at medieverdenen har stort fokus på de små lokale medier, der giver en masse praktisk erfaring og muligheden for at følge sine historier til dørs. 

“Internt i mediebranchen har regionale medier høj prestige. Søger du et fast job i Danmarks Radio, så kigger de ikke efter, om der står Berlingske på cv’et. De kigger efter, hvad du har af erfaring. Hvis du har været praktikant på et lokalt medie, så har du måske lært meget, og det kan de godt bruge. De bliver ikke forblændet af, at der står Berlingske,” siger han.

 Freelancearbejde kan have stor betydning

Netop den praktiske erfaring med det journalistiske håndværk fremhæver Johanne Jedig Wejse, når hun skal forklare, hvordan hun som nyuddannet journalist landede et job på Jysk Fynske Mediers ultralokale SkanderborgLIV. Hendes praktiktid foregik på Jyllands-Postens lokal- og indlandsredaktion, og her blev de første lokaljournalistiske frø sået.

“Da jeg var færdig i praktik, ville jeg gerne have en hundehvalp og holde en pause. Jeg var ikke særligt opsøgende i forhold til at blive freelancer, og det skal man være for at bevare sine muligheder.”

– Johanne Jedig Wejse, Tidligere praktikant på Jyllands-Posten

“Jeg havde ikke fået min nuværende stilling, hvis jeg ikke havde lavet lokaljournalistik i min praktiktid. Og det er også mit indtryk med mange andre. Hvis der er nogen, der har beskæftiget sig med erhvervslivet i praktiktiden, så har de nemmere ved at få job inden for erhvervsjournalistik senere hen.”

Johanne fortæller desuden om freelance-arbejdets betydning efter praktiktiden. De studerende, der påtog sig flest freelanceopgaver hos deres tidligere praktiksted sideløbende med bachelorskrivningen, fik et afgørende forspring til den senere jobsøgning.

“Da jeg var færdig i praktik, ville jeg gerne have en hundehvalp og holde en pause. Jeg var ikke særligt opsøgende i forhold til at blive freelancer, og det skal man være for at bevare sine muligheder,” siger Johanne.

Hun uddyber, at freelance-arbejdets store betydning for en senere fastansættelse overraskede hende. Det blev derfor aldrig aktuelt med en fastansættelse hos hendes praktiksted, fordi hun efter praktiktiden prioriterede andet end arbejde.   

 “Jyllands-Posten slår sjældent faste stillinger op. De fleste, der bliver ansat, har været freelancere og løstansatte ved avisen. Når man er ny, grøn journalist, så handler det om ens produkter og ens arbejde. Jeg tror ikke, jeg havde indset, hvor vigtigt det var at komme med på den opsøgende freelance-bølge i det halve år, hvor jeg skrev min bacheloropgave,” siger hun. 

Afslag gav nye perspektiver

Efter afslag på samtlige af sine praktikansøgninger endte Niels Frederik Dybdal Rickers i presseafdelingen hos Lindhardt og Ringhof. Siden har han været freelancejournalist på Altinget, hvor han desuden tilbragte det sidste halve år af sin praktiktid. Nu er han ansat på 24syv og udlever den radiodrøm, som han i sine studieår på DMJX gik rundt med. 

“Jeg fandt ud af, at det vigtigste ikke var, hvor jeg havde været, men hvad jeg havde lært. Så længe du arbejder hårdt og sætter dig nogle mål.”

– Niels Frederik Dybdal Rickers, Freelancejournalist på Altinget

En drøm, der var lysår fra et københavnsk forlag med hundredvis af kommunikationsopgaver. Han husker en særlig kultur, der gennemsyrede tiden op til praktiksøgningen, og som indebar en jagt efter de store, etablerede medier. 

“Jeg ville ønske, jeg kunne rejse tilbage i tiden og sige til mig selv, at det hele nok skulle gå. Der var en eller anden tanke om, at man skulle have den helt rigtige praktikplads, ellers så var du fucked. Og det passer ikke. Det er sagt med et kæmpe smil på læben og slet ikke i nogen ond mening, men man skal passe på med at lytte for meget til sine studiekammerater,” siger han.

Tiden i Lindhardt og Ringhof åbnede nye døre, nye perspektiver, som han ikke havde for øje i praktikræset. Han greb muligheden for at dykke ned i sine interesser og udvikle sine kompetencer fremfor at lade skuffelsen over afslagene fylde for meget. 

“Jeg kunne ikke sidde og tude over, at jeg ikke fik DR eller Politiken. I stedet kunne jeg bruge det her som en mulighed for at øve mig i nogle ting og lægge en strategi. Selvom et forlag ikke var min førsteprioritet, gav det mig muligheden for at sætte mig ned og tænke over, hvad det egentlig er, jeg vil blive god til? Hvad det egentlig er, der interesserer mig? For de tanker havde praktikræset fuldstændig slettet,” fortæller han og uddyber, at tiden på forlaget desuden gav ham et enormt kildenetværk, som han stadig benytter sig af i sit nuværende job.  

“Et bredt kildenetværk er en kæmpe styrke som journalist, og det er noget, som man ikke har, når man kommer fra Journalisthøjskolen. Vi har ikke været ude i branchen, vi har ikke mødt en masse mennesker, vi har ikke lavet en masse historier og fået trykket en masse hænder.”

Niels Frederik bruger sin egen historie som en opfordring til kommende journalistpraktikanter, der er nervøse for afslag og forpurrede praktikplaner. Han fortæller, at man for alt i verden skal undgå at lade sig slå ud, hvis ens praktikdrømme ikke går i opfyldelse. Det handler om at få det bedste ud af det at være ydmyg og øve sig i de ting, man gerne vil blive god til. Mange af de evner, som han tilegnede sig undervejs i sin praktiktid på Lindhardt og Ringhof og på Altinget, endte med at få stor betydning, da han senere skulle fortsætte sin karriere efter uddannelsen.

“Jeg fandt ud af, at det vigtigste ikke var, hvor jeg havde været, men hvad jeg havde lært. Man skal simpelthen være åben over for de steder, man nu lander, for du kan altid lære et eller andet. Så længe du arbejder hårdt og sætter dig nogle mål. Og så skal du lytte til dem, der har mere erfaring end dig selv,” siger han.

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

DR-programmet ’Ellen Imellem’ fløj næppe under nogens radar. Flere har kritiseret programmet for at bevæge sig i en gråzone mellem satire og journalistik. Programmet blev anmeldt til Pressenævnet, hvor anklagerne fik medhold. Men trods en tur i mediemøllen, står Ellen Kirstine Jensen fast på, at det er vigtigt at vove pelsen og udfordre grænserne.

TEKST: ANNA ELLESGAARD
FOTO: AXEL EMIL HAMMERBO

Udgivet den 08. januar 2023

På første etage i DR-byen i København holder satireredaktion til. På redaktionen står en brun korktavle. Tavlen er tapetseret med et hav af udklip fra artikler. Nogle af artiklerne fylder meget, mens andre kun har fået tildelt et enkelt citat. Ét bestemt navn går igen og igen – og igen. Ellen.

”Metadumhed og umorsom satire”, ”Dybt problematisk” og ”Ellen i modvind” – sådan lyder et par af de rubrikker, der hænger på korktavlen. Tavlen er satireredaktionens forsøg på at skabe en ‘Wall of Shame’, som ud over at stå side om side med æresgalleriet, ‘Wall of Fame’, også dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om den shitstorm, hun var ansigtet på, da DR-programmet ’Ellen Imellem’ rullede for åben skærm.

Iført blazer og øresnegl indtog hun rollen som vært og udgav sig for at være journalist. Forskellige gæster blev inviteret ind i studiet for at svare på en række spørgsmål. De vidste godt, at interviewet ville indeholde satiriske elementer. Men hvad ingen vidste, var, at alle Ellen Kirstine Jensens ord var dikteret direkte fra hendes øresnegl. Ofte af personer, som var lodret uenige med dem, hun sad foran.

’Ellen Imellem’ er af mange blevet opfattet som et kontroversielt program, og flere af de medvirkende har følt sig ført bag lyset. Programmet fik tre af de medvirkende til tasterne, da de sidste år klagede til Pressenævnet. Sagen er nu blevet vurderet, og afgørelsen er landet: De medvirkende får medhold – DR får kritik. I kendelsen skriver Pressenævnet blandt andet, at DR ikke har haft givet de medvirkende tilstrækkelig information, og at de derfor har deltaget i udsendelserne på et misvisende grundlag. Selvom Ellen Kirstine Jensens vil tage nævnets ord til efterretning, har det ikke slået hende ud af kurs. 

”Jeg holder stadig hovedet højt. Mange vil nok mene, at jeg er gået over grænsen. Men der er nogle gange behov for at arbejde omkring grænsen og i nærheden af grænsen, når man skal lave noget nyt, som folk ikke har set før,” siger hun.

Planken ud

Hun fik ideen til programmet, hun fik et ’go’, og hun blev vært på sit eget program for første gang. Hun ville skabe noget nyt og anderledes, der kunne sætte gang i diskussionen om, hvordan videnskab formidles til unge, og hvilke sandheder unge møder på internettet. Med sin øresnegl i øret var hun bevidst om, at hun skubbede til nogle grænser.

Ellen Kirstine Jensen lægger vægt på, at det både skal være journalister, satirikere, komikere og filmskabere, der en gang imellem skal turde at gå planken ud – velvidende at det nogle gange lykkes, mens man andre gange ender på dybt vand. Hun mener ikke, at tingene udvikler sig, hvis ikke der er nogen, der tør eksperimentere med grænserne.

Det er, ifølge Ellen Kirstine Jensen, særligt de unges skuldre denne opgave hviler på.

”Hvis det ikke er unge, der skal have modet til at prøve at lave noget helt andet, hvem skulle så?,” spørger hun.

Antijournalistik

Der gik ikke lang tid efter programmets premiere, før en negativ omtale af programmet og Ellen Kirstine Jensens værtsrolle kom i mediernes søgelys. “Men hvad flere kritikere ikke har haft for øje, er, at programmet har været et satirisk eksperiment,” tilføjer hun selv og mener derfor, at kritikken har klinget ensidigt.

”Journalistikken skal være saglig, neutral og funderet i fakta. Alt hvad der omgiver programmet er på en eller anden måde så antijournalistisk, fordi det ikke er journalistik, og det har aldrig været tænkt som journalistik. Hvis det var journalistik, ville det være det værste lortejournalistik i verdenshistorien,” siger hun.

Det var et aktivt valg at udfordre den traditionelle journalistrolle og lade sig inspirere af satirens verden, blandt andet fordi Ellen Kirstine Jensen snarere ser sig som satiriker end journalist. Hun mener ikke, at det hun laver er alvorligt journalistisk indhold. Netop derfor mener hun ikke, at hun skal sættes i bås som journalist.

Selvom DR har givet udtryk for, at programmet er satire og derfor skal vurderes ud fra den præmis, respekterer Ellen Kirstine Jensen, at der kan ligge nogle kritikpunkter i snakken om, hvor meget man som medvirkende skal vide på forhånd, før man deltager i et program. Hun erkender, at det er vigtigt at få præsenteret tankerne bag et program, der af mange kan opfattes dybt kontroversielt, og hun kan derfor godt se det vigtige i at diskutere, hvor grænsen skal sættes i sådanne situationer.

Chefredaktør på Frihedsbrevet, Mads Brügger, har i en tidligere Fri-Mads-udgave hyldet Ellen Kirstine Jensen for ideen til programmet og mener, at det er et kosttilskud til DR’s øvrige programmer. Derudover slår han fast, at det er helt åbenlyst, at ’Ellen Imellem’ ikke er journalistik – men satire.

Ellen Kirstine Jensen forklarer, at det ikke er tilfældigt, at hun i programmet præsenterer sig selv som en ’poleret DR-journalist’. Pointen med præsentationen er at gøre det klart for seerne, at hun laver sjov med journalistrollen ved at bruge sig selv som kulisse og billede på den arketypiske journalist.

”Der er jo en grund til, at jeg er den her karikerede journalist. Det er også der, at der sker noget sjovt; at jeg fremstår meget selvhøjtidelig journalistagtig, når de ting der kommer ud af min mund, kan opfattes som nonsens,” siger hun.

Det sorte får

Selvom både Ellen Kirstine Jensen og DR står på mål for, at programmet er satire og derfor inden for skiven, er kritikken alligevel haglet ned. Ellen Kirstine Jensen havde som ny i branchen frygtet, at hendes første program, ’Ellen Imellem’, ville gå under radaren og dø en stille død. Men sådan blev det ikke og efter et par omgange i mediemøllen, tvivler hun da heller ikke på, at programmet er blevet set, omtalt og diskuteret.

”Mainstream-reaktionen har været enorm negativ. Men jeg synes virkelig, at kritikken understreger, hvor meget der er behov for nogle, der tør at bevæge sig omkring grænsen. Det er svært at lave satire, hvis man skal holde sig på den sikre side, ” siger Ellen Kirstine Jensen.

Shitstormen har fået hende til at indse, hvor meget hun kan stå imod, men hun savner en større forståelse for, at der skal være plads til at kunne eksperimentere, når man er ny og udvikler et nyt program.

Som et nyt, ungt ansigt i mediebranchen har hun allerede måtte vinke farvel til tanken om at være danskernes folkekære mediepersonlighed:

”Den mulighed har jeg mistet, fordi jeg har været det sorte får i alle de etablerede medier. Men det er på en måde nemmere, at det er det, der er udgangspunktet, fordi så kan jeg kun overraske positivt.”

”Min karriere er ikke død endnu”

Selvom DR’s ‘Wall of Shame’ dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om dét kritiske lys, flere medier satte hende i, skal der mere til at slå hende ud af kurs. Væggen er nemlig også en påmindelse om hendes mod til at bryde med grænserne.

”Det er ikke jordens undergang at gå til grænsen. Man skal sgu nok overleve. Jeg er ikke død endnu, og min karriere er heller ikke død endnu,” siger hun.

Pressenævnets kritik har ikke fået hende til at fortryde programmet. Hun mener stadig, at ’Ellen Imellem’ har sin berettigelse – men hun respekterer afgørelsen og tager kritikken til sig.

”Jeg kan ikke gøre andet end at sige: ’helt klart, det tager vi selvfølgelig til efterretning.’ Jeg vil tænke over det, hvis jeg laver noget lignende fremover,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det er ikke første gang, hun modtager kritik, og Pressenævnets afgørelse har derfor heller ikke påvirket hende på det personlige plan. Da shitstormen rasede i medierne, vred Ellen Kirstine Jensen alle tænkelige scenarier igennem. Hun ser derfor mest af alt afgørelsen som et punktum i sagen.

”Der har været kritik af programmet i forvejen, som har været langt værre end den Pressenævnet har ytret. Men jeg har respekt for Pressenævnets afgørelse. Deres ord er lov, så der er ikke så meget at rafle om,” siger hun.

Hun lægger dog vægt på, at afgørelsen også er et billede på, at det kan være svært at navigere i de usagte grænser. 

”Nu ved vi, hvad vi ikke skal gøre, og det har vi accepteret. Men afgørelsen viser også, at det er svært at vurdere, hvor grænser skal trækkes. Pressenævnet har ytret, at vi har overskredet en grænse, men hvor præcist grænsen ligger, har de ikke nævnt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Trods kritikken står hun inde for sit program, selvom det af mange kan opfattes kontroversielt, og hun er ikke et sekund i tvivl om, at det er de unge, der skal turde udfordre status quo.

”Det har ikke taget modet fra mig. Det er vigtigt, at der er nogle, der tør at vove pelsen,” siger hun.

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Radiomediet Den Uafhængige efterspurgte under valgkampen en kritisk reporter til nul kroner blandt de journaliststuderende på DMJX. Illustreret Bunker har talt med en tidligere journaliststuderende, som med glæde arbejder gratis, selvom en medieforsker frygter, at fænomenet skævvrider branchen.

TEKST: Iben Marie Ryberg
Illustration: Lea Wildenradt 

Udgivet den 08. december 2022

Det skabte opstand, da radiomediet Den Uafhængige på Facebook søgte reportere blandt de journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til dækningen af valgkampen.

I Facebook-opslaget præsenterede radiomediet en gylden mulighed for at blive udstationeret som kritisk reporter for et etableret medie.

Der var kun et enkelt aber dabei. Arbejdsbetingelser var udpenslet med store, fede blokbogstaver øverst på opslaget: ulønnet. Herefter fulgte en hæsblæsende diskussion mellem journaliststuderende og Den Uafhængige på både Twitter og senere i Journalisten. Kort refereret: På den ene side kan gratis arbejde presse journaliststuderende til at sælge deres faglighed til lavest bydende. På den anden side, hvis man ikke vil arbejde ulønnet, kan man tage sit gode tøj og sige pænt nej tak. 

Hvad er så det rigtige? Det kommer an på, hvem man spørger. 

 

Ulønnede journaliststuderende

Jonathan Lundgren Larsen var en af dem, som deltog i Twitterstormen om gratis arbejde. Det sidste halve år af sin journalistuddannelse på SDU, arbejdede han frivilligt på Den Uafhængige. 

Han var med til at skabe morgenfladen ”En Uafhængig Morgen.” I hans sidste tid på radioen sad han i gravergruppen. 

”Jeg fik nogle muligheder, jeg ellers ikke ville have fået. Jeg har for eksempel aldrig hørt om en studerende, der har fået lov til at sidde i en gravergruppe,” siger han. 

Det er ikke Jonathan Lundgrens opfattelse, at gratis arbejdende studerende er et generelt problem i mediebranchen. Han mener, diskussionen om ulønnet arbejde er ude af proportioner: 

”Hvem er ofrene her? Man kan lade være, hvis man ikke har lyst. Der er ikke nogen, der presser en til at arbejde frivilligt. Det bliver teoretiske, strukturelle diskussioner, som ikke har hold i virkeligheden,” Jonathan Lundgren Larsen, tidligere journaliststuderende.

Alt var på frivillig basis, da Den Uafhængige startede, og der var ingen, der fik en krone for deres arbejde. Det ser Jonathan Lundgren Larsen som udgangspunkt ingen problemer i. 

Den Uafhængige har givet ham afgørende erfaring, han ikke kunne have fået på studiet. 

”Jeg bruger de teknikker, jeg lærte der, i mit arbejde hver dag. Dem tror jeg ikke, jeg havde lært, hvis jeg ikke havde været på Den Uafhængige,” siger han.  

Han er i dag færdiguddannet og fastansat på Berlingske Business. 

 

Undersøgelse skaber bekymring 

Jonathan Lundgren Larsen er langt fra den eneste journaliststuderende, som har arbejdet frivilligt i sin studietid. En undersøgelse fra 2019 viser, at 43,7 procent af de adspurgte journaliststuderende har arbejdet gratis. Halvdelen af dem har lavet redaktionelt arbejde. Undersøgelsen er udarbejdet af Enalyzer for fagforeningen Dansk Journalistforbund.

På baggrund af undersøgelsen er Dansk Journalistforbund bekymrede for flere ting. Hvis man takker ja til ulønnet arbejde, kan man ifølge Dansk Journalistforbund risikere at udkonkurrere en lønnet ansat. På samme måde bør man overveje, om der sidder en kollega, som udfører de samme arbejdsopgaver som en selv – bare lønnet. 

Er det tilfældet, kan man med sit ulønnede arbejde komme til at true deres ansættelsesgrundlag. 

Følger man Dansk Journalistforbunds tolkning af undersøgelsen, er gratis arbejde altså i risiko for at økonomisk udkonkurrere vigtige arbejdsfunktioner, som burde være lønnet. 

“Får du egentlig løn for det, du laver for Illustreret Bunker? Det at arbejde for et studentermedie er også en måde at opbygge et CV på.”

– Jonas Brandt, journaliststuderende på SDU 

Mediebranchens lønningsbål

”Det her projekt er ikke drevet af penge,” siger Kasper Saugmann, konstitueret direktør hos Den Uafhængige. Den Uafhængige skrev sågar i et Facebook-opslag i 2020, at de nu ville lave en radio, og det skulle man være med til. Ikke fordi man blev rig, men fordi det var sjovt. 

Den Uafhængige har aldrig modtaget mediestøtte. Deres økonomi er udelukkende baseret på medlemsindtægter. Fra dag et har Den Uafhængige altså været afhængige af ulønnet arbejdskraft. Gør det dem medskyldige i at skade branchen?

Det kan medieforsker Lars Kabel i hvert fald være bekymret for. Han er lektor på DMJX og forsker blandt andet i arbejdsvilkår og lønforhold i mediebranchen. Ifølge ham er der en tydelig tendens i det danske medielandskab. Medierne har gennem mange år skullet skære i deres budgetter. Det letteste minus i det regnestykke er lønninger. 

”Som led i det er gratis arbejde et oplagt redskab, fordi der er rigtig mange unge, som gerne vil og også får noget ud af det,” siger han. 

Ulønnet arbejde puster til gløderne på mediebranchens lønningsbål. Der sker en normalisering af dårlige arbejdsvilkår, som rammer branchens bund. Lars Kabel kalder tendensen en ”proletarisering af branchen”. Med gratis arbejde risikerer man at give ris til både egen og andres bagdel, fordi det risikerer at presse lønningerne ned i hele branchen. 

”Man kan også vende den om og sige, at vi har startet et medie op fra bunden. Skabt flere journalistiske arbejdspladser. Det synes jeg da er godt for branchen,” siger Kasper Saugmann. 

Han startede selv som ulønnet medarbejder på Den Uafhængige. I dag får han løn.  

Han fortæller, at da Radio 24/7 lukkede, efterlod det et journalistisk hul, han ville være med til at lappe. At udfylde et journalistisk hul med en ny radio er ikke et one-man-job. Det kræver, at flere vil smøge ærmerne op. Bruge knofedt og ubetalte timer på projektet. Man kan, ifølge Kasper Saugmann, ikke tvinge folk til noget. Det handler om interesse: 

”Når det er frivilligt, kan man ikke kræve mere, end at folk bruger den tid og energi på det, de har lyst til. Man kan lade være, hvis man ikke har lyst. Eller man kan være med og lære noget af det,” siger han. 

 

Den ideologiske drivkraft 

Jonas Brandt, journaliststuderende på SDU, var en af dem, som meldte sig under fanerne, da Den Uafhængige søgte reportere på Facebook under valgkampen. Det endte med et live interview af Jonas i radioen fra den valgfest, som han dækkede hos Radikal Ungdom.

“Jeg arbejdede for Den Uafhængige, fordi jeg synes deres journalistik er spændende. Jeg ville ikke have opsøgt arbejdet, hvis det var for andre medier,” siger han.

Den Uafhængige er et af de eneste medier, Jonas Brandt følger kontinuerligt. Den kritiske journalistiks vigtige samfundsfunktion er en værdi, han kan genkende hos sig selv. 

”Jeg synes, man skal passe på med at straffe folk for at gøre noget, de oprigtigt har lyst til at gøre. Ikke for pengenes skyld, men fordi, man synes, det er fedt,” siger han. 

At arbejdet var ulønnet, havde han ikke tænkt videre over. Han så det som et indblik i en journalistisk maskine, han beundrede. Måske en fod indenfor i branchen. Selvom Jonas Brandt er enig i, at det for nogle kan virke usolidarisk at arbejde ulønnet, betragter han det som et vilkår:  

”Får du egentlig løn for det, du laver for Illustreret Bunker? Det at arbejde for et studentermedie er også en måde at opbygge et CV på. Det er jo det, man må gøre, når man er nederst i fødekæden,” siger han. 

 

Værdien af den journalistiske faglighed   

Ifølge medieforsker Lars Kabel bør unge journalister og journaliststuderende være på stikkerne i forhold til at arbejde ulønnet. 

”Jeg vil sige det på den måde, at det er noget, I unge skal være bevidste om og opmærksomme på. I bidrager til  proletariseringen, når I arbejder gratis,” siger han. 

Ifølge ham er det, ud fra et fagideologisk synspunkt, vigtigt at være opmærksom på at modsætte sig de tendenser, som kan forringe både arbejdsvilkår og værdsættelsen af vores arbejde: 

”Der skal være en modmagt til proletariseringen. Det er det journalistiske indhold, som driver det hele. Når man insisterer på, at værdien af indholdet skal være mindre og mindre, vil der også komme en dekvalificering,” siger Lars Kabel.

Kasper Saugmann erkender, at Den Uafhængige med sit opslag har skabt røre i den journalistiske andedam.  

“Vi har set, at det er noget, der provokerer folk. Så det kan godt være, vi skal lade være med at gøre det på den måde en anden gang. Omvendt var der jo faktisk nogle, der meldte sig. De vil så ikke få muligheden, hvis vi lader være.”

Orlov eller ej?

Orlov eller ej?

Orlov eller ej?

Burde jeg tage orlov? Valget kan virke stort og uoverskueligt, men overser vi en gylden mulighed for at udvikle os selv og få noget andet på CV’et end skolens foreninger og de studierelevante jobs? Illustreret Bunker har snakket med tre studerende fra DMJX, som for en tid udskifter studiet med højskolesang, arabiske drømme og en tænkepause.

TEKST: Hannah Mørkøre
Illustration: Louise Rix

Udgivet den 08. december 2022

”Det var faktisk først for nylig, jeg fandt ud af, at man kunne tage orlov,” siger Heidi Kirkeby Mogensen, som til januar skifter sin titel som journaliststuderende ud med højskoleelev. Hun er én af de i gennemsnit 72 elever, som hvert år tager orlov fra DMJX i Aarhus.

Tanken om højskole havde egentlig ligget og rumsteret i et stykke tid, men hvornår var den helt rette timing til at tage afsted? På DMJX skal man have gennemført to semestre for at søge om almindelig orlov. Heidi går lige nu på tredje semester og tager på højskole inden praktikken:

”Jeg tror bare, at det skulle ske nu. Det giver meget bedre mening for mig, end efter vi har færdiggjort uddannelsen. På det tidspunkt regner jeg med, at jeg skal ud og være en del af branchen og ikke starte som én af de ældste på en højskole,” siger Heidi Kirkeby Mogensen.

”Jeg skal bare bede om at eksistere lidt! Især uden forventningerne.”

– Heidi Kirkeby Mogensen, tager orlov på 4. semester

I det nye år starter Heidi på Ry Højskole, og hun har valgt at fokusere på bæredygtighed og skrivekundskaber i sine linjefag. Det var ikke kun tanken om at forbedre sit skrevne sprog og kendskabet til jordens ressourcer, som gav Heidi lyst til at tage orlov. Hun skal ud og møde nogle mennesker, som ikke er journaliststuderende. 

Tanken om at skulle ud i nye sociale settings virkede både lokkende og skræmmende, da Heidi sendte sin ansøgning afsted til Ry Højskole. Det var dog ikke kun det at møde nye mennesker på sin kommende højskole, som Heidi var spændt på. Når hun vender tilbage til DMJX næste år, er hendes årgang i praktik, og hun skal starte op med et andet semester.

”Jeg synes, det er sygt noieren! Jeg synes altid, det er noieren at møde nye mennesker. Men på den anden side; man kender jo skolen, når man starter igen,” siger hun.

Du skal have en plan for din orlov! 

Én af de snakke, som du kan forvente, når du tager fat i en studievejleder angående orlov, er, at du skal have en idé om, hvad du vil bruge det halve års tid på. 

”Det er vigtigt at vide med sig selv, om man flygter væk fra noget ved at tage orlov, eller om man er på vej hen imod noget andet og har lavet en plan,” siger Joan Husted, studievejleder på DMJX. 

Når du søger om orlov, vil du først blive henvist til en af skolens studievejledere. Du er ikke tvunget til at tage imod tilbuddet om samtalen, men studievejledningen anbefaler det, da de til tider oplever, at studerendes ønske om orlov er kommet ud af et pres og uden at have en plan.

Emil Rosengreens plan om orlov startede allerede, da han var i Libanon på udveksling. Semesteret føltes som knapt begyndt, før kufferten blev pakket, og han skulle vende tilbage til sin hverdag i Danmark.

”Jeg ville faktisk ikke hjem, men det var for sent for mig at blive. Allerede dér vidste jeg godt, at jeg ville tage orlov og gøre noget mere ved det her,” siger han.

Mellemøstens kultur og sprog havde fanget Emil, som nu gik og drømte om at udvikle sit arabiske vokabular, mens han dækkede grænsekonflikten med Syrien. Men hjem måtte han. Da fjerde semester startede, begyndte Emil med de andre fra årgangen på praktik forberedelserne, således at når han på et tidspunkt ville søge praktik, var alt klar og i orden. 

”Jeg har ikke frygtet, at tage orlov i slutningen af fjerde semester skulle se dårligt ud for min praktiksøgning,” siger han.

”For mig handler det her om, at det er noget, jeg virkelig gerne vil, og det er også en måde at tage ejerskab over min egen udvikling og uddannelse på.”

– Emil Rosengreen, tog orlov på 4. semester

Praktikstederne kan lide dem, der skiller sig ud

Flere af medierne havde også bidt mærke i Emils orlov, da han valgte at søge praktik med efterårsholdet i år. Samtalerne foregik over Teams fra hans værelse i Beirut. Praktikstederne fandt Emils valg om at tage orlov interessant, og selvom spændingen i samtaleugen kunne mærkes hele vejen ned til Beirut, var det også med en vis selvsikkerhed, at han tog sine samtaler over en skrattende virtuel forbindelse: 

”Jeg har taget nogle selvstændige valg, som dyrker mine personlige interesser, men også gør mig stærkere fagligt. Det, tænker jeg, kun kan have et positiv udfald i praktikansøgningsprocessen,” siger han.

Det skulle vise sig, at Emil fik helt ret. Der var nemlig et medie, som synes, Emils selvstændige valg var en fantastisk idé, og om lidt flytter han til København for at starte på sin nye praktikplads på Zetland.

Grunden til at studievejledningen fokuserer meget på de studerendes plan, for orlov kommer af, at der på uddannelserne i perioder opleves større travlhed og pres fra skolens side, og det er også her, Joan Husted oplever, at flere elever strømmer til. 

”Vi ser især en træthed på andet semester. Folk har det helt vildt svært ved, at der er så meget auditorieundervisning og problemudredende journalistisk, og det er bare ikke for alle,” siger Joan Husted.

“Orlov skal ikke være en sidste løsning som et forsøg på at beholde eleverne på deres uddannelse,” siger Joan Husted. Dog prøver de at hjælpe de studerende med at skabe overblik i deres hverdag og også snakke med dem om, hvad de kan forvente på de kommende semestre, inden de tager valget om orlov. 

”Man skal ikke gå og være ødelagt af tvivl på, om det er det rette studie, men jeg tror, at det er helt naturligt, at man med mellemrum sætter spørgsmålstegn ved studiet, og den retning man er på vej i,” siger Joan Husted.

 

Skal jeg overhovedet være journalist?

For Anna Marie Mikkelsen var tvivlen dog blevet for stor, og det var også den, som satte hendes tanker om orlov i gang.

”Jeg tænkte meget over, om jeg kunne se mig selv studere i det her miljø. Konkurrencen kan til tider føles hård, og mine forventninger til mig selv pressede mig for meget.”

– Anna Marie Mikkelsen, på orlov fra 2. semester

I sommerferien før Annas andet semester på journalistuddannelsen blev tvivlen dog erstattet med beslutningen om at tage orlov. Det var for svært at mærke ordentligt efter, når der konstant var deadlines, som skulle overholdes, og et nyt socialt forum, som skulle have fokus og energi. 

Når man søger orlov inden for det første år på uddannelsen, skal man have en lægeerklæring for at få tildelt orloven. Anna tog til sin læge og fik lægeerklæringen, hvorefter hun søgte om orlov. 

”Jeg går stadig og prøver at finde ud af, om det er det her, jeg skal, men jeg er ikke rigtig kommet frem til et svar endnu,” siger Anna Marie Mikkelsen. 

I sin orlov har Anna fået sig et arbejde og ellers fokuseret på at finde ro i sin hverdag for at få mere klarsyn over, hvor hun skal hen i fremtiden.

Der er ikke noget maksimum, når det kommer til antal orlovsperioder. Dog skal du søge på ny for hvert semester, du beslutter dig for at have orlov i. Når du søger om orlov, er det gennem studieadministrationen. Her skal du kort skrive en begrundelse for din orlov, og det er også den, som studievejlederne læser, hvorefter de tilbyder dig en samtale. Ingen af dem, Illustreret Bunker har snakket med, har oplevet et afslag på deres orlovsansøgning.

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

For at blive en god undersøgende journalist kræver det færdigheder, gode kilder og respekt for sit arbejde. Illustreret Bunker har sammen med to af de dygtigste gravere sammensat en guide til dig.

TEKST: lærke kobberup & Sarah Wittrup 
Illustration: Katrine Å. Edvardsen

Udgivet den 08. december 2022

Det startede med et tip om noget data, der omhandlede  “underlige” pengestrømme ind i Danske Banks estiske filialer. Sådan begyndte en af Berlingskes største historier. 

I den anden ende af byen sad der en gruppe journalister på Ekstra Bladets redaktion og undrede sig over, hvordan de danske børn i Syrien egentlig blev glemt så hurtigt. En undren, der startede et forløb fyldt med anonyme kilder og en presset regering.

Den store afsløring kan starte på mange forskellige måder. Illustreret Bunker har talt med to af de journalister, som har været med til at ryste medieverdenen.

Simon Bendtsen er nyhedschef på Berlingske Business og har tidligere arbejdet i gravergruppen samme sted. Her var han med til at dække hvidvasksagen om Danske Bank, som han desuden har vundet en Cavlingpris for. 

I januar 2017 startede han, Michael Lund og Eva Jung på den længerevarende sag. De arbejdede intensivt på den i cirka tre år, og de skriver stadig den dag i dag, men dog mere sporadisk. Da de havde udgivet et par artikler om sagen, troede de, at det var det. Men så fik de indikationer af, at der faktisk var mere at hente.

Thomas Foght er redaktionschef og undersøgende journalist for Ekstra Bladets gravergruppe og vandt tidligere i år Cavlingprisen for artikelserien om de danske børn i Syrien. Denne artikelserie skrev han sammen med sine kollegaer Jeppe Findalen, Nagieb Khaja og praktikanten Magnus Mio. Her dykkede de ned i allerede offentlig kendt viden og fandt ud af, at der lå meget mere begravet under gulvtæppet. Helt konkret resulterede dette i, at 14 danske børn blev fragtet hjem.

Med hjælp fra Simon Bendtsen og Thomas Foght har Illustreret Bunker skabt en guide på fem steps til alle de spirende graverjournalister, som befinder sig på DMJX.

1. Step: Respekter dine kilder og din magt

“Det, tror jeg, egentlig er det vigtigste. At kilderne ved, hvad de går ind til, og at de føler sig trygge og ved, at vi behandler de informationer, de deler med os. Og at vi gør alt i vores verden for at beskytte dem.”

Sådan forklarer Thomas Foght fra Ekstra Bladets gravergruppes håndteringer af kilder. Da der har været mange kilder i spil i både Thomas Foghts og Simon Bendtsens artikler, fylder kildehåndteringen rigtig meget i processen.

Også for Simon Bendtsen og Berlingske har noget af det vigtigste været en gensidig respekt mellem kilderne og en selv som journalist.

“Man vinder kildernes tillid ved at opføre sig ordentligt. Selvfølgelig skal man aldrig virke truende overfor sine kilder, men ligeså vigtigt er det, at man opfører sig ordentligt i mødet med de mennesker, man skriver om. Både dem, der kan have gjort noget galt eller dem, der er vidner til det,” siger han.

Denne gensidige respekt for hinanden og for de historier, man skriver, er også vigtig at huske på, mener Simon Bendtsen. Hvidvasksagen i Danske Bank blev hurtigt en meget omfattende sag.

“Mange af direktørerne måtte stoppe i banken. Endnu hårdere var konsekvensen for en af direktørerne i Estland, som begik selvmord (Aivar Rehe, som var mangeårig direktør i Danske Bank Estland red.). Det er selvfølgelig noget, der gør, at man får meget respekt for, at det kan have nogle voldsomme konsekvenser, når vi skriver noget,” fortæller han.

Man kan ikke med sikkerhed sige, at Aivar Rehe begik selvmord som følge af hvidvasksagen. Den estiske ugeavis Eesti Ekspres har skrevet om ham og hans selvmord, og det “skinner igennem i deres artikel, at det sandsynligvis har været den skade for hans ry og rygte, som sagen uvægerligt havde givet ham,” som var skyld i hans selvmord, skriver Magasinet rØST.

2. Step: Beskyt dine kilder

En stor del af de kilder, som både Simon Bendtsen og Thomas Foght interviewede under begge sager, skulle holdes anonyme. Det var på grund af kildernes sikkerhed.

“Der er nogle gange, vi har haft mistanke om, at der er nogen, der holder øje med os. Især efter vi begyndte at bringe nogle af de historier om de her klassificerede oplysninger. Der tror jeg da, at der var nogen, der begyndte at undersøge, hvem i hulen det er, vi taler med,” siger Thomas Foght.

Han uddyber:

“Vi skal sikre os, at kilderne aldrig nogensinde kommer i problemer, fordi de snakkede med os.”

Det prøvede de blandt andet at gøre ved at undgå at kontakte kilderne via mail og almindelige opkald.

Thomas Foght valgte at opsøge kilderne i deres private hjem for at beskytte deres identitet. Her ville han dukke op, når kilderne havde fri fra deres respektive arbejde for at snakke med dem uden for arbejdstiden, så ingen kunne overhøre deres samtaler.

En anden af hans metoder var at sende et fysisk brev til sine kilder. Udover at sikre anonymitet, er et brev heller ikke lige så voldsomt, som når en journalist dukker op på en kildes dørtærskel.

Hos gravergruppen ved Berlingske blev sikkerheden også vægtet højt. De tog helt særlige forholdsregler i brug for at beskytte deres kilder.

“Vi gav kilderne kodenavne, og i særlige omstændigheder fløj vi et sted hen for så at køre i den modsatte retning. Man kunne ikke udlede noget af, hvor vi var fløjet hen, når vi kørte et andet sted hen. Så vores kilder blev ikke kompromitterede,” siger Simon Bendtsen.

Det var enormt vigtigt for begge historier, at kilderne havde tillid til de to journalister, for ellers var det svært at få dem til at dele deres informationer. Det gjorde Simon Bendtsen ved at forsøge at efterlade så få digitale fodspor som muligt ved blandt andet at skrive alt i hånden og ikke fortælle andre, hvad de arbejdede på. Det handlede især om, at der pludselig kom meget på spil for de involverede i hvidvasksagen, da både den administrerende direktør, Thomas Borgen, og bestyrelsesformanden, Ole Andersen, blev fyret.

3. Step: Kend dit stof

At sætte sig ordentligt ind i en sag kan tage lang tid, og man skal forvente, at man kan ende med at sidde med den samme sag i lang tid. Nogle gange kan man skrive videre om den samme sag i flere år. Det var tilfældet for Simon Bendtsen og hans kollegaer:

“Vi startede med den i januar 2017. Og så skrev vi intensivt på den i to til tre år – i hele 2017 og hele 2018 – efterfølgende en bog, og nu skriver vi om konsekvenserne,” siger han.

Selvom sagen om hvidvask begyndte i 2017, fylder den stadig i dag. Simon Bendtsen er blevet en af eksperterne på emnet. Thomas Foght kender til den følelse.

“Det er jo klart, at når man dækker en sag i så lang tid, så kommer man enormt godt ind i stoffet, og man får et godt netværk og forhold til sagen,” siger Thomas Foght.

Man bliver en ekspert inden for sin sag. Ingen andre har det samme netværk eller den samme viden om emnet.

4. Step: Slå hovederne sammen

Thomas Foght skrev sin artikelserie med tre andre, og han understreger, at for ham var det vigtigt at være flere på sagen. Især når den var så stor.

“Lad os sige, at der sker noget uventet, og der er en, der holder ferie eller har en fridag. Så er der en anden på arbejde, der lige kan gribe historien,” siger han.

Han uddyber desuden, at han også mener, at det er en fordel rent strukturelt:

“Det vil være hårdt at sidde bare en eller to mand med så stor en sag i så lang tid. Når man er fire, så kan man hele tiden justere på, hvem der skal kigge på hvad, og man kan gribe flere ting. På den måde gjorde det, at vi var mere fleksible i at kunne dække sagen.”

Simon Bendtsen skrev sin artikelserie med Eva Jung og Michael Lund, som han i forvejen havde et venskabeligt forhold til:

“Det var meget tilfældigt, at det blev os tre, men i bund og grund handler det om, at man arbejder godt sammen og komplimenterer hinanden.” 

5. Step: Tavshed er en dyd

Mange ser nok hjemmets rammer og ens tætte familie som et frirum, hvor man kan lette sit hjerte. Det er ikke altid givet som graverjournalist. Adspurgt svarer Thomas Foght, at han ikke havde fortalt sin kone, hvad de arbejdede på. Det var kun de journalister, der arbejdede på artiklerne, og chefredaktørerne, som kendte til arbejdet med sagen.

Han forklarer dog yderligere, at det ikke er underligt for ham:

“Det er sådan set meget naturligt. Der er mange elementer af mit arbejde, min kone ikke kender til. Nogle gange fortæller jeg om de historier, jeg arbejder på. Andre gange gør jeg ikke, da det bare er bedre ikke at fortælle det.”

For ham giver det sjældent mening at lette sit hjerte, når det er en sag, der omhandler anonyme kilder. Så kan det være, at det er bedre at holde tæt.

For Simon Bendtsen har det varieret, hvor mange der vidste, hvad de arbejdede på.

“Der har været forskellige forløb, hvor det har været mere eller mindre hemmelighedsfuldt, hvor vi har holdt os lidt for os selv og ikke fortalt så meget om, hvad vi lavede.”

Med Thomas Foght og Simon Bendtsens gode råd med i rygsækken er du nu klar til at grave med den helt store spade.