Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Ifølge Jyllands-Posten er debattonen på Facebook forrået, og de har derfor valgt at lukke ned for deres kommentarspor. Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen forklarer, at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform. 

TEKST: KATHRINE MØLLER NIELSEN & EMILY HOLLAND-FISCHER  
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

På Facebook kan man kommentere på mange opslag. Det kan man også på mange af nyhedsmediernes Facebooksider – men ikke på Jyllands-Postens. De har valgt at lukke for kommentarsporet på deres egen Facebookside.

Chefredaktør på Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, fortæller, at det har været en lang proces at komme frem til beslutningen om at lukke kommentarsporet ned. Hun forklarer, at de på den ene side gerne vil have, at læserne diskuterer deres artikler, men på den anden side har de ikke ressourcer nok til at moderere kommentarsporene.

”Debatten på Facebook blev forrået, og det udviklede sig til en debat, som vi ikke kunne se os selv eller vores journalistik i. Vi skulle bruge enormt mange kræfter på at moderere kommentarsporet, fordi der var så mange grove kommentarer,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Ifølge hende bør medier aldrig ses som en losseplads til diskussioner. Nyhedsmedier har altid sorteret i læserbreve, som hun kalder en gammeldags version af kommentarer på Facebook. Det er mediernes opgave at facilitere en god debat, hvor alle har lyst til at deltage. 

Jyllands-Posten vil gerne tage ansvar for, at det er en god debat, der foregår på deres platforme, og så længe de ikke kan det, vil de ikke lade kommentarsporene stå åbne. 

Marchen Neel Gjertsen understreger, at de fleste kommentarer ikke var chikanerende, men at det alligevel var de grove kommentarer og den hårde tone, der sprang i øjnene og styrede debattens gang. 

 

Mediernes ansvar vægter højest 

Marchen Neel Gjertsen er klar over, at de på Jyllands-Posten begrænser den frie debat, når de lukker deres kommentarspor på Facebook. Hun mener dog ikke, at det er et problem. Ifølge hende handler det i højere grad om at tage ansvar for den debat, de faciliterer. 

“Hver eneste gang, der ligger nogle kommentarer, som ikke bliver fjernet, så har vi ansvaret for det. Nogle af de kommentarer kan være ekstremt krænkende overfor sårbare kilder eller minoriteter,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

På Politiken sletter de sjældent et helt kommentarspor, men oftere enkelte kommentarer. Spørger man Thomas Berndt, der er digital redaktionschef på Politiken, er kommentarsporene på Politikkens Facebookside ikke så slemme i dag. 

“Når jeg hører nogen snakke om, at kommentarsporene er forfærdelige, så synes jeg, at det er lidt nogle forældede præmisser. Jeg synes ikke, at det er sådan, vores kommentarspor er. Men der kan selvfølgelig godt være et spor, hvor det stikker af. Og så må vi gøre noget,” siger han.

Marchen Neel Gjertsen oplever, at langt over halvdelen af deres kommentarer har gode inputs og en ordentlig tone. Hun vil dog ikke stå til ansvar for de kommentarer, der løber af sporet, er hadske eller diskriminerende. 

“Hvis der er en mindre andel, der ødelægger det for resten, så kommer det alligevel til at overskygge hele kommentarsporet.”

”Alle kan ikke komme til orde på Jyllands-Posten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter.”

– Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør på Jyllands-Posten

En del af den demokratiske debat

På Politikens Facebookside kan man stadig kommentere på deres opslag, og de har ikke tænkt sig at lukke ned for det. Ifølge Politiken er det generelt problematisk, hvis nyhedsmedier lukker deres kommentarspor ned.

”Samtalerne på Facebook er en del af den demokratiske debat. Når man lukker for det, udelukker man folk, som ikke har en stor stemme i debatten, og som får sværere ved at komme til orde,” siger Thomas Berndt.

Han fortæller, at de hos Politiken prioriterer deres ressourcer, så de kan holde øje med deres Facebookside og begrænse grove kommentarer. De har både en computer, der automatisk sletter kommentarer, som indeholder skældsord, og en medarbejder, som kigger kommentarerne igennem. Han understreger dog, at det ikke er muligt at overvåge alt, der foregår på deres Facebookside.

”Nogle gange har vi artikler, der er postet for tre dage siden, hvor kommentarsporet stadig er aktivt,” siger Thomas Berndt. 

Han mener ikke, at det er for meget at forlange af folk, at de skal skrive pænt for ellers bliver deres kommentarer slettet.

”Skarpe holdninger er selvfølgelig tilladt, både om emner og personer, men de må ikke være chikanerede eller hadefulde,” siger han.

 

De svage stemmer får ikke ordet

Når Jyllands-Posten vælger at lukke kommentarsporene, udelukker det mange fra at debattere gennem deres medie. Marchen Neel Gjertsen mener, at medierne altid har virket som et filter.

“Alle kan ikke komme til orde på Jyllands-Posten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter,” siger hun.

Når Jyllands-Posten vælger at fjerne hele kommentarspor, handler det om, at nogle af debatterne ikke bliver ført i en ordentlig tone. Marchen Neel Gjertsen pointerer, at de ikke prøver på at udelukke synspunkter, men at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform.

“Ordentlig tone for mig behøver ikke at betyde, at man udtrykker sig på formfuldendt dansk, eller at kommentaren ikke må have kant. Vi tillader mange synspunkter, så hvis nogen synes, at jorden er flad, så skal de have lov til at skrive det. Men grænsen går, når man begynder at krænke andre,” siger hun.

Thomas Berndt er enig i, at man skal have en ordentligt tone for at deltage i den offentlige debat. Han er dog ikke afvisende overfor, at lukningen af hele kommentarspor kan betyde, at man udelukker de mennesker, der i forvejen ikke har den største sandsynlighed for at blive hørt i debatten.

“Jeg synes, at en del af diskussionen og overvejelsen om at lukke kommentarspor, er, om man gør, at folk i samfundet, der ikke har en stor stemme i debatten, får yderligere svært ved at komme til orde,” siger han.

Prioriterer ikke debatten på Facebook

Marchen Neel Gjertsen fortæller, at de hos Jyllands-Posten hellere vil bruge deres ressourcer på andre ting end at moderere debatten på Facebook.

 ”Selv hvis vi havde alle ressourcer i verden, så er jeg stadig i tvivl om, hvor meget vi ville prioritere debatten på Facebook,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Hun fortæller, at de hellere vil bruge ressourcer på eksempelvis at have en stor gravergruppe og lave flere journalistiske produkter. 

Efter Jyllands-Posten har lukket for kommentarsporene, har de mærket en lille forskel i antal af sidevisninger på deres artikler, men ikke nok til, at de har fortrudt og åbnet for kommentarsporene igen.  

Hun forklarer, at læserne stadig har mulighed for at dele og diskutere Jyllands-Postens artikler på deres egen profil.

Marchen Neel Gjertsen kan godt ærgre sig over, at de mange kommentarer, som ikke var grove eller krænkende, ikke længere er en del af debatten hos Jyllands-Posten, men hun fortæller, at de opvejede fordele og ulemper ved at have åbne kommentarspor på Facebook. Her kom de frem til, at de hos Jyllands-Posten ikke vil stå på mål for de hadefulde kommentarer, som kan fylde i kommentarsporene. 

“En medarbejder skulle nærmest sidde i døgndrift for at holde øje med og slette kommentarer, hvor folk kalder hinanden for nazister, og vi vil hellere bruge tiden på at lave journalistik,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

 

Sprængfarlige emner kræver ressourcer 

På Jyllands-Posten vil de udarbejde en ny model, der delvist åbner op for kommentarsporet. Marchen Neel Gjertsen kan ikke komme med en konkret plan for, hvordan den nye model vil komme til at se ud.

“Vi vil prøve at finde en model, hvor vi udvælger få historier, som vi moderer – men der vil ikke bare være en fri debat på alting,” siger hun.

Hun forklarer, at historierne vil blive udvalgt efter en løbende vurdering, alt efter hvor mange kræfter de har til moderation. Om det bliver en eller ti historier vil afhænge af emnets sprængfare.  

“Vi ved, at der er nogle historier, der har det med at trigge en dårlig debat. Det kan være historier om flygtningepolitik eller feminisme. Vi bruger færre kræfter på at moderere historier om vejret, eller om at Danmark vinder VM i håndbold,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Politiken nikker også genkendende til, at nogle emner har større risiko for at starte en mindre hensigtsmæssig debat. Thomas Berndt forklarer, at Politiken har fokus på de emner, så de kan forebygge den dårlige tone. 

“Vi ved godt, at nogle emner er mere sprængfarlige end andre. For Politikken handler det også om at forebygge, at de kommentarspor udvikler sig negativt,” siger han.

Marchen Neel Gjertsen afviser, at Jyllands-Posten helt vil undgå åbne kommentarspor med sprængfarlige emner, men pointerer, at det vil kræve flere timers moderation. Det betyder, at emnernes sprængfare kan være et pejlemærke for, hvilke historier, der frit kan debatteres på Jyllands-Postens Facebookside. 

 

“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

Når man som journaliststuderende tager sig sammen og ringer sine partskilder op, bliver man ofte affejet med et “send en mail”. Er det virkelig bare sådan det er blevet nu? Og samtidig er det som om, at skolen ikke altid tager højde for, at systemet drukner os i mailbureaukrati. Grib knoglen, siger de bare.

TEKST: Thit Lund Bording
Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Noget af det første, man lærer som journaliststuderende på DMJX, er at gribe telefonen og få ringet til kilder. Jeg husker det som yderst nervepirrende, da jeg stod som grøn journaliststuderende og skulle forstyrre andre mennesker med mine spørgsmål. 

Nu på fjerde semester står jeg dog overfor et andet problem. Selve opkaldet forløber fint, og der er ingen svedige hænder eller bævende stemme. Men når jeg ringer til styrelser, partskilder eller sågar eksperter, bliver jeg efter en lang talestrøm, om hvem jeg er, hvad jeg undersøger, og om jeg har fat i den rigtige person, prompte bedt om at sende en mail.  

Spørgsmålet er så, om det bare er den evige dans mellem journaliststuderende og partskilder, eller om det er et tegn på, at noget har ændret sig i branchen?

 

Vi er altså ikke i 1980’erne længere

Jeg forstår godt, hvorfor underviserne beder os om at ringe til kilderne i stedet for at sende mails. Spørgsmålet er bare, om det er sådan virkeligheden fungerer nu til dags. 

Det er et vilkår, at man som journalist bare skal “gribe knoglen”, og det skal læres så hurtigt som muligt, for kildekontakten går meget nemmere via telefonen. Siden telefonen blev opfundet, har journalister ringet rundt til deres kilder, og engang, i en ikke så fjern fortid, kunne journalister ringe direkte til ministrene på Borgen. Men sådan er det jo ikke mere. Kontakten med ministerier, styrelser og de enkelte ministre er mildest talt umulig – i hvert fald som journaliststuderende. Du kan ringe i en strid strøm, men der er sjældent tid til de enkelte spørgsmål, man har. Der er endda nogle politikere, der i deres telefonsvarer frabeder sig, at journaliststuderende ringer til dem. Og selv når man får fat i en presserådgiver, bliver man mødt med klassikeren: “Kan jeg få dig til at sende en mail?” – også selvom det er deres job at tale med os. Men hvorfor er det, at mails så er bedre? For jeg kan sende lige så mange mails og være lige så stor en pestilens, som hvis jeg ringede. Netop dén journalistiske dyd er ikke gået tabt. 

Jeg forstår godt, at kilderne beder om at få en mail, for tænk at tage telefonen og blive overvældet af en sådan ordstrøm, at man knap nok ved, hvem der er i den anden ende af røret. Så er det nemmere at overskue på skrift.

Men nogle gange er det som om, at skolen ikke rigtig anerkender denne problemstilling. Måske fordi der til tider stadig hersker en idé om, at man bare kan troppe op på Borgen, banke på en ministers kontor og bede om et interview, som var vi journalister i 80’erne. Der er sågar opgaver, der kræver, eller i hvert fald lægger kraftigt op til, at et svar fra en relevant politiker “BØR” indgå. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når man bare bliver puttet ned i mail-syltekrukken af presseafdelingen? 

Jeg foretrækker at ringe, og det vil jeg også blive ved med at gøre, men når man gang på gang bliver bedt om at sende en mail, kommer man til at overveje, om det ikke bare var der, man skulle have startet.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Til fest hos Kurt

Til fest hos Kurt

For de fleste studerende slutter skoleugen med et brag, og på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er det hos Kurt Strandbar. Her tændes der hver fredag op under diskokuglen til druk og dans.

TEKST: Zakarias Forsberg De Los Reyes
FOTO: Rebecca Helene Hoffmann

Udgivet den 30. marts 2023

”Jeg kender en engangspik, når jeg ser en, og jeg ka’ spot’ to, tre stykker herind’. Når jeg rykker videre, så la’ være at bli’ sur, har aldrig været din, det var bar’ din tur.”

Jeg skal ikke udtale mig om, hvorvidt der er to-tre stykker eller flere engangspikke, da jeg træder ind ved 22-tiden, men der er godt fyldt op på floor i det gråmatte lys. Her kaster alle lemmer skæve skygger af sig under diskokuglens skær, hvis man da ikke står inde i midten og hopper til Tessas sang ”Engangspik”.

Jeg er taget til Kurt Strandbar på DMJX for at synge og danse med alle de andre studerende, der bruger baren som en kærkommen afslutning på ugen.

Nogle kommer for fadøl, andre for shots. Nogle kommer for husets nye drink, djævlepik, og andre kommer helt sikkert for en engangspik. Uanset om man knevrer ved skabene, ryger i blæsevejret eller venter på næste ledige bord til beer pong, er man omgivet af glade mennesker.

Kurt Strandbar har eksisteret i 43 år og er opkaldt efter journalist Kurt Strand, der selv startede med at servere øl sammen med vennerne, dengang skolen lå oppe i Bunkeren, og han var elev i 70’erne.

Siden har skolen skiftet lokaler, og fredagsbaren ligger i dag lige til højre, når man kommer ind på DMJX.

Forrest i lokalet danser den festglade hob på gulvet, der er glat af øl. Der sidder stadig en del op ad de sorte bænkerækker bagved, som efterhånden er godt fedtet til af drinks.

 

Bajer med smøger

Frederik Carlson står i modsætning til de fleste andre ikke med en øl i hånden, men en tændt smøg, der stritter ud i den kolde nat og kun lige holdes fast af hans fingre. Forvist til cykelparkeringen. 

Han går på første semester på journalistik og føler, at når der kommer alkohol ind, skal cigaretterne følge med. Han er ikke i tvivl om, hvad det fedeste ved fredagsbaren er: Priserne! Men det at møde en masse mennesker hver fredag vægter han også højt.

”Umiddelbart vil jeg sige, at det er et rigtig godt sted at møde nye mennesker fra samme studie. Jeg vil hellere sammenligne det med et gymnasium end et stort uddannelsessted som VIA eller universitetet. Der mødes så mange mennesker, at du ikke snakker med 75 procent af dem, men her kommer du til at snakke med nærmest hvem som helst.”

Frederik Carlson er typen, der får talt med rigtig mange i løbet af en aften, og han synes, det er fedt at være i fredagsbaren oven på en lang uge med skolearbejde og deadlines. Han anser det som et godt sted at slappe af og nogle gange som opvarmning til byen.

”Min plan er, at jeg skal i byen med de andre, hvis nogen er klar. Men det kan jo altid ændre sig.

Indtil videre har det været meget blandet, om man tog videre eller ej,” siger Frederik Carlson.

Bangere fra fortiden

Momentvis tager klassikere som Abba og Whitney Houston over, og skønt ingen i lokalet var født, da Abba gik fra hinanden, og de færreste måtte drikke, da Whitney døde, bliver der shaket hofter og hænder, når deres musik endnu en fredag lyder ud af højttalerne. ‘How Will I Know? er i aften også det, de fleste siger angående tidspunkt og sted for at tage videre.

Bevægelserne er store, og ingen hæmmes af at have øl eller drinks i hænderne, når de står på floor. Den mest populære drink er den helt lyserøde englefisse, der smager sødt og syntetisk. På et tidspunkt begynder flere at drikke den med appelsinsmag. Det kan vel bedst betegnes som en bitterfisse.

Heldigvis er ingen bitre, heller ikke i køen, hvor folk slingrer langsomt frem og mere til siden end hen mod baren. Bagved står spiritus og juice i flere farver og gennemsigtige flasker med vodka og gin. Her blander Sofie Bønnelykke drinks og langer øl ud til de opløftede studerende.

”Når du er i baren, så er du katalysator for den store fest.”

– Sofie Bønnelykke, kommunikationsstuderende på DMJX

Jeg fanger Sofie Bønnelykke på vej ud af Kurt sammen med Ida Højgaard. De er begge på fjerde semester på kommunikation, og netop de er rigtig gode til at møde op, mener Ida. Selvom de er langt henne i uddannelsen, er de glade for at komme her, og det bliver som regel til nogle timer om eftermiddagen.

”Vi er en smule mere intense end andre. Vi er rigtig mange fra kommunikation og kan bare godt lide fredagsbarerne og er sociale og gode til at møde op,” siger Ida Højgaard.

Sofie Bønnelykke supplerer: ”Vi har et rigtig godt sammenhold på vores uddannelse. Vi er mere ens og har en anderledes tilgang til tingene, så det er fedt at komme her og tale med hinanden. Jeg vil skyde på, at de fleste fra kommunikation kommer hver anden fredag.”

Sofie Bønnelykke er selv med i Kurt Strandbar og kender derfor mange, der kommer i fredagsbaren. Hun svarer smilende, at hun er meget glad for sammenholdet i foreningen, men også for at være bartender.

”Man kender alle årgange på skolen og alle uddannelser og en bred skare af mennesker. Det fedeste er at snakke med alle dem, der kommer op i baren, og sammenholdet deroppe. Når du er i baren, så er du katalysator for den store fest,” siger Sofie Bønnelykke.

Den videre færd

Tilbage på floor bevæger flokken sig mellem flagrende kroppe og forsøger at undgå at få øl ned ad nakken eller på skoene. Igen. Ned på deres sko kigger flere også, da midnat nærmer sig, som var de Askepot, der skal nå hjem, inden klokken slår. Her handler det mere om at nå ned i byen eller ud af Kurt, førend DMJX-sangen lyder for tredje gang. Andre tænker på at komme hjem, og døsige blikke fortæller det, som Tessa synger:

”Mine vipper er for tunge til mine øjenlåg. Jeg kan kun se ud af mine øjenkroge.”

De kræfter, der står bag fredagsbaren, bevæger sig nu mindre rytmisk og begynder langsomt at rydde op. Krus ligger henkastet op ad de klistrede trapper og under bordene, som inden længe får hældt mere alkohol på. Nu for at blive gjort rent.

Ved garderoben planlægger folket deres videre færd down town, hvis de ikke leder febrilsk efter deres jakker. Det viser sig, fredagsbaren slutter en lille halv time tidligere end de forrige fredage i februar. Alle skal da med videre. 

”Ej, det er bare pis. Medmindre du er klar, bitch?”

FYP, trends og content: DMJX satser på TikTok

FYP, trends og content: DMJX satser på TikTok

FYP, trends og content: DMJX satser på TikTok

Politikerne var der, de unge er der, og nu er det blevet DMJX’ tur til at komme på det omdiskuterede medie TikTok. Illustreret Bunker har sat sig for at finde ud af, hvorfor skolen vælger at bruge mediet, og hvem personen bag profilen er. Lad os se, hvad det ka’.

TEKST: Sarah Vestergaard & Hilde Agergaard Svendsen
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 30. marts 2023

Mark Forum Dideriksen går rundt blandt sine medstuderende på DMJX i håbet om at finde et par stykker, der vil medvirke i den næste video. 

En gruppe journaliststuderende nikker og griner, da de bliver spurgt.

“Så bare stå stille som mannequiner,” siger Mark Dideriksen, imens han trækker sin mobil frem. 

Hurtigt og med rolig hånd filmer han den stillestående flok, der har svært ved at holde masken.

“Det er jo fedt, at man på TikTok kan se, at der er andre mennesker, så det ikke bare bliver mig, der er ‘Mr. DMJX’,” siger Mark Dideriksen. 

Han går på andet semester på kommunikation, og er én ud af de to DMJX-studerende, skolen har hyret til at skabe indhold i øjenhøjde med de unge. Mark står for at dele content fra DMJX Vest, mens Anna Daugaard Johansen står for at dele fra DMJX Øst. 

 

På jagt efter kommende studerende

Siden januar 2023 har DMJX været at finde på TikTok. Dan Hansen er presse- og kommunikationsansvarlig på DMJX, og han fortæller, at idéen med en TikTok profil er, at mediet skal bruges som et supplement til skolens øvrige kommunikationskanaler for at tiltrække endnu flere potentielle studerende. 

“Lige nu er vores primære formål at vise de unge, at der er nogle fede faciliteter og få dem til at se: ‘De studerende ligner mig’. Der er noget humor her, der er også en fredagsbar. Så man som 17-, 18-, 19-årig ser, at det faktisk ligner ens gymnasium ret meget,” siger Dan Hansen.

For kommunikationsafdelingen, der står bag profilen, handler det om at være der, hvor de unge er: Nemlig på deres For You Page

“Vi har oplevet, at der er en større og større del af den yngre gruppe, som ikke er på Facebook mere. De er også mindre og mindre på Instagram, men til gengæld er de på TikTok,” siger Dan Hansen. 

Så for at nå de 16-25-årige tages der nu nye midler i brug i form af en mere humoristisk og trendbaseret tilgang, der netop kendetegner TikTok som medie. 

Til at løfte opgaven har de ansatte i kommunikationsafdelingen fået input fra kyndige DMJX-studerende, heriblandt Mark Dideriksen.

“Det har virkelig været sjovt, men også nøjeren, fordi jeg selv studerer her. Når folk fra skolen ser mine videoer, kommer de jo til at få en eller anden holdning til mig, og hvordan jeg kommunikerer. Der er jo rigtig mange her på stedet, som har en holdning til, hvad god kommunikation er,” siger han. 

Tjek DMJX’s TikTok ud her.

Vil ikke have en influencer

“Jeg er i gang med at lave en TikTok, hvor der skal stå ‘Bevæg dig, eller tag til fredagsbar,’” siger Mark Dideriksen, imens han går videre i sin søgen efter flere folk på skolen, der vil være med i videoen.   

Han ved, der er mange, der følger med, så det content, han poster på TikTok, skal være veludført. Kigger man på DMJX’ TikTok er der op til 20.000 visninger på en video, samtidig med at profilen har 476 følgere. 

“Research er virkelig en kæmpe del af det. Hvis jeg skal lave videoer, som bliver modtaget godt, så bliver jeg først nødt til at sidde og scrolle rigtig meget igennem et feed for at se, hvad er det for nogle tendenser, der sker derinde,” siger Mark Dideriksen 

Som næste led i arbejdsprocessen omsætter Mark Dideriksen sin research til relaterbart indhold for især mulige DMJX-studerende.

Idet Mark Dideriksen er content creator på skolens vegne, har det været vigtigt for kommunikationsafdelingen, at DMJX’ TikTok ikke fremstår som hans personlige profil. 

“Vi har sagt, det kunne være fedt, hvis der kom lidt flere ansigter på, da vi ikke vil have en influencer. Men vi har ladet det være meget op til dem, hvordan de vil gøre det,” siger Dan Hansen.

Og netop denne frihed fra skolens side har gjort, at der er blevet postet videoer på skolens TikTok, som nok ikke var blevet offentliggjort, hvis Dan og resten af kommunikationsholdet havde haft TikTok-teten.

Det har været vigtigt for Dan, at det er de unge, der snakker til de unge, fremfor at kommunikationsafdelingen producerer indholdet: 

“Vi synes, det skulle være nogen i starten af 20’erne, da vi gerne vil tale ind i TikTok-verdenen med trends, humor og attention,” siger Dan Hansen.

”Der er jo rigtig mange her på stedet, som har en holdning til, hvad god kommunikation er.”

– Mark Forum Dideriksen, kommunikationsstuderende på DMJX

Jeg har trådt i en universitetslort

I en video træder en mand ind ad døren, mens han mimer til lyden, der bliver spillet i baggrunden. 

“Jeg har trådt i en lort … I min Birkenstock.”

Imens tager manden foden op og viser et stykke papir under sin sandal, hvor ‘Universitetet’ står skrevet med blokbogstaver. 

Dette er en af de videoer, DMJX har lavet til sin TikTok. 

“Det er jo det, der er grunden til, at jeg ikke laver dem, for så ville der komme alle mulige forbehold ind,“ siger Dan Hansen. 

I kommentarsporet til videoen har erhvervsakademiet Dania svaret tilbage med grine-emojies, hvorimod Aarhus Universitet kommenterer græde-emojies.

“TikTok er jo et medie, hvor man godt må være lidt savage,” forklarer Mark Dideriksen om meningen med videoen. “Hvis man lavede det på Facebook eller Instagram, ville det virke meget voldsomt, at man kritiserede eller gjorde grin med andre uddannelsesinstitutioner.”  

Og det er tydeligt, når man ser ned gennem DMJX’ feed, at der er en rød tråd i videoerne. Det handler om at vise en sand fortælling om det at gå på en videregående uddannelse, også selvom det nogle gange indebærer uoverskuelige lektier og overspringshandlinger. Og det er en klar strategi fra Mark Dideriksen: 

“Spørgsmålet er, om det er fedt at se en video, hvor man bare tegner et glansbillede af DMJX. Hvis det skal være noget, som når ud til folk, er man bare nødt til at være ærlig,” siger Mark Dideriksen.

Mark takker af

Som studerende er der nok at se til. Derfor giver Mark i april TikTok-stafetten videre til den næste i rækken, der er frisk på at prøve kræfter med mediet. 

Efter de seneste måneders arbejde på TikTok som DMJX’ mand i Aarhus er der masser af erfaring at dele ud af. Og inden Mark siger farvel, har han derfor et par gode råd til den af sine medstuderende, som bliver den nye Mr. eller Mrs. DMJX: 

“Stol på, at det, du bringer til bordet, faktisk er sjovt. Man kan ikke skabe noget indhold, alle synes er sjovt, fordi det er megasubjektivt fra person til person. Man kan ikke tilfredsstille alle.”

Skolens tanker om sikkerheden på TikTok

TikTok har de sidste par år været meget omdiskuteret, men de sidste uger har debatten taget fart. Center for Cybersikkerhed anbefalede i februar, at tjenstlige enheder, som anvendes af statslige myndigheder, ikke har TikTok downloadet. Udover politikerne og statsansatte, har blandt andre Danmarks Radio frarådet deres medarbejdere at have app’en installeret på arbejdstelefoner. 

Da DMJX ikke er en statslig myndighed, indbefatter anbefalinger fra Center for Cybersikkerhed ikke skolen. Men kommunikationsafdelingen er dog opmærksomme på problemstillingen: 

“Vi går ikke væk fra TikTok på baggrund af et forsigtighedsprincip, men vi holder selvfølgelig øje med de sikkerhedsrisici, der er,” siger Dan Hansen.

I Palæstina er pressefriheden klemt mellem to styrer

I Palæstina er pressefriheden klemt mellem to styrer

Mens journaliststuderende i Danmark frit kan vælge, hvad de vil med deres karriere, står det anderledes til i lande med autoritære styrer eller besættelser. Zeena Nabhan og Mohammad Nazzal er to ud af mange palæstinensiske journaliststuderende, der har friheden i klemme.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN

Udgivet den 30. marts 2023

“Forestil dig, at du ikke kan udleve din drøm, fordi du altid er under magthavernes kontrol.”

Sådan beskriver Zeena Nabhan de forhold, hun lever under som journaliststuderende på Birzeit Universitetet. Det ligger 25 kilometer nord for Jerusalem og den grænse, der siden 1948 har været knudepunkt i Israel-Palæstina-konflikten.

Zeena Nabhan er 22 år gammel og på det sidste år af sin uddannelse, som hun vil bruge til at give et mere sandfærdigt billede af konflikten mellem Palæstina og Israel. Det mener hun, der mangler. Men det er ikke nemt at rapportere om konflikten, når man bor midt i den. For både de palæstinensiske myndigheder og den israelske stat undertrykker og fængsler journalister, der tegner et kritisk billede af konflikten.

”Vi har ingen frihed”
Med en 170. plads på Reporters Without Borders’ ’World Press Freedom Index’ er Palæstina et af de værste steder at være journalist, når det kommer til pressefrihed. Ud af de 180 lande og territorier, som er inkluderet i indekset, ligger Danmark til sammenligning på en andenplads med kun Norge over sig. I skrivende stund er to journalister fængslet i Palæstina. Som journaliststuderende i området kan man risikere at ende i samme situation. 

”Jeg kender både journalister, der er blevet arresteret af de palæstinensiske myndigheder og af de israelske besættelsesstyrker,” siger Zeena Nabhan. 

Israel har siden Seksdageskrigen i 1967 besat hele Vestbredden og Gazastriben. Det betyder, at palæstinensere udover det palæstinensiske styre også er underlagt det israelske militærs magt.

”Vi har ingen frihed – heller ikke på de sociale medier. Digital sikkerhed findes ikke i Palæstina. Vi føler os overvåget hele tiden,” siger Zeena Nabhan.

Fra vandmelonvideo til anholdelse
Selvom Palæstinas foreslåede forfatning for en palæstinensisk stat principielt giver pressefrihed og ytringsfrihed, er realiteten en anden i praksis. I juli 2017 blev en lov om cyberkriminalitet indført af præsident Mahmoud Abbas. Den gør det blandt andet strafbart at producere eller dele digitalt indhold, der vurderes at være ’umoralsk materiale’ eller materiale, der forstyrrer ’den offentlige orden’, med bøde eller fængselsstraf. Men på grund af bestemmelsernes vage definitioner kan det blive et instrument til at straffe journalister, der skriver kritisk om myndighederne. 

I juni 2020 delte en journalist eksempelvis en video på Facebook om salg af vandmeloner i byen Tulkarm på Vestbredden. Selvom videoen ikke var politisk, blev den delt i nogle af byens fora. Her blev der også delt opslag om korruption og skandaler. Det resulterede i, at journalisten blev arresteret af palæstinensiske myndigheder.

”Når det palæstinensiske styre ikke kan lide det, man poster, tager de det ned,” siger Zeena Nabhan.

For at undgå at blive censureret eller straffet, må Zeena Nabhan lave krumspring blandt andet på de sociale medier.

”Vi laver punktummer mellem bogstaverne i ord som ’martyr’ eller ’tilbageholdt’, så de ikke kan genkendes af de algoritmer, myndighederne bruger. Nogle gange poster vi noget, som bliver slettet, men så poster vi det bare igen og igen. Det er vores ansvar som journalister at offentliggøre det, vi ser,” siger hun.

Vi har ingen frihed – heller ikke på de sociale medier. Digital sikkerhed findes ikke i Palæstina. Vi føler os overvåget hele tiden.”

– Zeena Nabhan, Journaliststuderende på Birzeit Universitet

Risikerer fængselsstraf
Anderledes forholder journaliststuderende Mohammad Nazzal sig til lovgivningen. Han tør ikke løbe den risiko, der er forbundet med at bryde loven. 

”Der er mange ting på det her område, som jeg ikke tør tale om,” siger han til spørgsmålet om, hvilke juridiske problemer, han støder ind i som journaliststuderende. 

Han fortæller, at han ikke kan udtale sig om det, fordi han ikke har lyst til at få bøder eller at blive anholdt.

”De kan smide mig i fængsel. De gør mange ting for at censurere folk,” siger han om de israelske og palæstinensiske myndigheder. 

Ifølge Birzeit Universitet var der i november 2020 56 af deres studerende i israelske fængsler og detention. Også underviserne løber en stor risiko. Zeena Nabhan fortæller, at hendes underviser blev arresteret og fik revet sit hus ned af israelske bulldozere på grund af noget, hun postede på de sociale medier. 

Et fælles forbillede
Især journalisten Shireen Abu Akleh, har inspireret Mohammad Nazzal fra barnsben. Shireen Abu Akleh var en af Palæstinas største journalister, indtil hun sidste år under hendes arbejde blev slået ihjel af israelske soldater. 

”Siden jeg var lille, har jeg været fanget af journalistikken på grund af Shireen Abu Akleh. Jeg ville gerne gå i hendes fodspor,” siger Mohammad Nazzal.

Også Zeena Nabhan så op til Shireen Abu Akleh

”Det var de værste uger, efter hun blev dræbt. Hun var en fantastisk journalist. Hun var modig, ærlig og en god underviser her på universitetet. Hun var ligeglad med, hvad der kunne ske med hende,” siger hun.

”…Nogle gange poster vi noget, som bliver slettet, men så poster vi det bare igen og igen. Det er vores ansvar som journalister at offentliggøre det, vi ser.”

– Zeena Nabhan, Journaliststuderende på Birzeit Universitet

Flytter for pressefrihed
Zeena Nabhan vil også gerne fortælle den palæstinensiske side af konflikten, ligesom Shireen Abu Akleh gjorde det. Hun synes nemlig ikke, at vestlige medier dækker palæstinensernes historie godt nok.

På grund af hendes utilfredshed med den internationale dækning af konflikten, vil hun lave journalistik på engelsk. 

”Jeg tror, der er mange i udlandet, der er interesserede i vores historie, og som er utilfredse med den pro-israelske dækning af konflikten,” siger hun.

Selvom hun gerne vil dække konflikten, frygter hun både den palæstinensiske stat og Israel. Den største beskyttelse, hun kan få, er en skudsikker vest. Men vesten beskytter hende ikke mod de juridiske problemer, hun kan komme i ved at publicere sin journalistik. 

Af samme grund har hun besluttet sig for i fremtiden at flytte til udlandet og dække konflikten derfra. 

”Jeg vil starte min egen radiokanal i for eksempel Jordan eller Tyrkiet, og så have journalister, der sender mig stof inde fra Palæstina,” siger hun. 

Muhammad Nazzal er enig i, at mulighederne for at bedrive journalistik i hans hjemland ikke er gode. Men han tror ikke, at det er bedre blot at forlade landet.

”Når man først forlader landet og taler kritisk om magthaverne, er det svært at komme tilbage. Man kan blive forfulgt i andre lande eller risikere aldrig at kunne vende tilbage til Palæstina igen, så det er ikke noget, jeg har tænkt mig at gøre,” siger han.

I stedet vil Muhammed Nazzal række ud over landets grænser digitalt. Derfor er han sammen med nogle af sine medstuderende i gang med et projekt på tværs af journaliststuderende og tolkestuderende, hvor de vil publicere nyheder på nettet på engelsk. 

Dødsangst og drømme
Hvad fremtiden bringer, har Muhammad Nazzal svært ved at gisne om. 

”Hernede planlægger vi ikke ud i fremtiden. Vi lever en dag ad gangen. Du ved jo ikke, om du bliver ramt af en kugle i morgen,” fortæller han og fortsætter:

”Dette land er en gravplads for drømme og håb.”

 Af samme grund ser Zeena Nabhan frem til, at hun kan dække Palæstina fra et andet land.

”Du er aldrig sikker i Palæstina. Vil du være en palæstinensisk journalist, skal du være indforstået med, at det er et vilkår, og at gode kollegaer nogle gange dør, mens de dækker det, der foregår,” siger hun.

Zeena ville dog ønske, at hun ikke skulle flytte ud af sit hjemland for at dække konflikten frit. 

”Hvorfor skal jeg være forhindret i at opnå mine drømme i mit eget land? Det gør mig virkelig ked af det,” siger hun. 

Hun har dog ikke tænkt sig at stoppe af den grund. 

”Selv hvis der ikke var en konflikt mellem Israel og Palæstina, ville jeg stadig vælge at være journalist. Det er det, jeg elsker,” siger hun.

Nyt projekt skal finde journalistuddannelsernes manglende diversitet

Nyt projekt skal finde journalistuddannelsernes manglende diversitet

Nyt projekt skal finde journalistuddannelsernes manglende diversitet

Journalistuddannelserne har i årevis været præget af en manglende diversitet, de ikke har kunnet gøre op med. Langt størstedelen af de studerende er etniske danskere, men det skal et nyt fælles projekt mellem skolerne nu forsøge at lave om på.

TEKST: Ines Kajkus
FOTO: Rebecca Helene Hoffmann

Udgivet den 30. marts 2023

Sheku Jatta Rymark Sankoh havde, allerede inden han startede på DMJX, forberedt sig på, at der ikke ville være mange som ham på journalistuddannelsen. Det er svært for ham præcis at sætte ord på, hvad det er for en fornemmelse, han går med på skolen. Men han er konstant bevidst om, at han er en minoritet her. 

’’Jeg tænkte ikke, at jeg ville være den eneste. Men jeg vidste heller ikke, at der var så få. Det kan godt være lidt spøjst nogle gange, at man ikke har nogen at spejle sig i på samme måde, som jeg kunne der, hvor jeg voksede op,’’ siger Sheku Sankoh.

De studerende ligner hinanden på flere måder. Det bliver de mindet om i auditorierne, i klasselokalerne og ude i mediebilledet. I har hørt det før, og nu hører I det igen. For selvom alle har været bevidste om problematikken i nogle år, så har tallene ikke ændret sig på nogle af journalistuddannelserne.

De seneste ti år har andelen af studerende med anden etnisk baggrund på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole udgjort 0,7 procent af alle studerende. Til sammenligning udgør borgere med anden etnisk herkomst 14 procent af den danske befolkning. 

 

Ny undersøgelse skal komme problemet til livs

De tre journalistuddannelser på DMJX, SDU og RUC har derfor nu indgået et fælles projekt for at undersøge, hvad problemet for det manglende diverse optag skyldes. For den manglende diversitet har en betydning for kvaliteten af journalistikken. Både i form af de artikler der produceres, men særligt også de kilder, som man vælger at bruge. 

Hver af de tre uddannelser bidrager til projektet med 100.000 kr. Derudover er undersøgelsen støttet af Dagspressens Fond med yderligere 100.000 kr. og af Dansk Journalistforbund med 35.000 kr. 

I første omgang skal undersøgelsen forsøge at finde frem til, hvorfor så få med anden etnisk herkomst søger mod journalistikken. Dernæst er målet at finde svar på, hvordan man inden for de kommende tre år kan rekruttere flere studerende med anden etnisk baggrund.  

Mette Mørk, som til dagligt er lektor på DMJX, sidder i projektets styregruppe, og har til opgave at få kontakt til de studerende, som kan give relevant input til undersøgelsen. 

‘’Vi kan spørge dem, der går på skolen, hvad der har fået dem til at søge ind, og hvad de tænker barrieren er. Vi håber, at de studerende vil stille op, og at de, der går på studiet med anden baggrund, vil svare, for det er vi afhængige af,” siger Mette Mørk.

”Det kan godt være lidt spøjst nogle gange, at man ikke har nogen at spejle sig i på samme måde, som jeg kunne der, hvor jeg voksede op.”

– Sheku Jatta Rymark Sankoh, journaliststuderende på DMJX

Den manglende diversitet afspejles i journalistikken 

Det er særligt brugen af kilder, som er et problem. Meget tyder på, at journalister i højere grad søger mod kilder, der ligner dem selv. RUC-rapporten ’Dem vi (stadig) taler om’ kortlagde, at kun 3,5 procent af kilder i medierne var indvandrere eller efterkommere i 2021. 

Thomas Funding, som er chefredaktør for TV2 Nyhederne, anerkender, at det er et fundamentalt problem, og at manglen på diversitet på skolerne og i mediebranchen har en effekt på de historier, som journalisterne bringer. 

’’Jeg tror på, at journalisterne trækker den virkelighed, de kender ind i redaktionslokalet. Hvis journalistikken skal være mangfoldig, kræver det, at journalister kommer fra en divers baggrund. Vi er nødt til at lave journalistik, der er til for hele befolkningen. Det gør vi ikke, når vi har en alt for homogen gruppe medarbejdere,” siger Thomas Funding.

Kildeproblematikken var Sheku Sankoh på forhånd klar over. Men han mener dog, at skolen bør gøre mere ud af at understrege for eleverne, hvor vigtigt det er, at vi kommer hele vejen rundt om samfundet. Samtidig bør de studerende få flere redskaber til at komme i kontakt med de grupper, som de normalt ikke ville. 

’’Jeg har en teori om, at mange finder kilder, som ligner dem selv. Jeg kan godt mærke, at nogle af de kilder, jeg gerne vil have fat i, blandt andet folk med mellemøstlig baggrund, typisk ikke får meget taletid i medierne,” siger Sheku Sankoh.

 

Den foreløbige løsning

Spørger man Mette Mørk, gør skolen allerede nu, hvad den kan for at gøre de studerende opmærksomme på, at der er blinde perspektiver. ’Det usynlige gruppemedlem’, som man introduceres til på 2. semester, og diskursanalyse-forløbet på 3. semester er nogle af måderne, hvor de studerende kan reflektere over, om der er andre måder at se en historie på. 

Mette Mørk mener dog ikke, at det har virket nok. Det er fortsat sjældent, at kilder med anden etnisk baggrund optræder i artikler på skolen. 

“Forleden blev jeg så glad, da der optrådte et par med anden etnisk baggrund end dansk i en historie, som handlede om, at de var sure over huslejen. De blev ikke brugt på grund af deres baggrund. Og det er faktisk sjældent,’’ siger Mette Mørk.

 

Hvem har ansvaret? 

I mediebranchen er tendensen og tallene stort set ens. De danske mediehuse har langt færre ansatte med anden etnisk herkomst end andre brancher, konkluderede en undersøgelse fra Slots- og Kulturstyrelsen i 2020. Men problemet bør først og fremmest ændres på skolerne, før det kan ske ved mediehusene, mener Thomas Funding.

‘’Jeg er glad for, at man faktisk har fokus på det. DMJX har en særlig rolle at spille i det her. Det er den eneste af de tre skoler, som ikke kræver en gymnasial uddannelse, og det er der jo faktisk en grund til. Derfor synes jeg også, at DMJX har en særlig pligt og rolle i at søge et mere diverst optag,’’ siger Thomas Funding. 

Ansvaret, mener Mette Mørk, hviler på begges skuldre.

‘’De siger jo altid, at det er vores skyld. I vidt omfang så hyrer medieverdenen også nogle gange talenter udenom os. Jeg synes, det er et samlet ansvar. Så kan vi godt sidde og skyde på hinanden med, hvem der har det største ansvar. Det første skridt er i hvert fald, at vi begynder at tale om det,’’ siger Mette Mørk. 

Funding anerkender, at TV2 i ansættelsessituationer ikke har været gode nok til at bryde ud af den klassiske tanke om, hvad det vil sige at være en god journalist. Når det kommer til praktikanter og journalister med anden etnisk baggrund, er TV2 som udgangspunkt meget interesseret. Man er bevidst om problemet og forsøger at gøre op med det ved at tage flere chancer, når der skal ansættes.  

’’Vi prøver også at tage lidt flere chancer en gang imellem og håber, at personen måske bryder den homogene størrelse. Hvis man vælger det sikre hele tiden, så er der en risiko for at reproducere. Men det grundlæggende og største problem er, at skolerne ikke lykkes med at få uddannet et diverst nok hold af nye journalister,” siger Thomas Funding.

Forandringer tager tid og forbedringer endnu længere. Undersøgelsen vil, udover etnicitet, indregne andre identitetskategorier som alder, socioøkonomisk og handicap. 

Undersøgelsen forventes at stå færdigt sommeren 2023 og vil bidrage med ny viden, anbefalinger og løsninger.

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Illustreret Bunker har talt med tre nyuddannede journalister for at blive klogere på praktiktidens rolle i en medieverden, der kan være svær at navigere i. Det blev til samtaler om prestige, freelancearbejde og knuste drømme, der heler igen. 

TEKST: IBEN MEJLHEDE & CARL ELMOSE BRØCKER
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

“Det giver helt klart flere point på Lecoq at sige, man er journalistpraktikant på Politiken end på JydskeVestkysten.” 

Det fortæller Mark Michael Hede, tidligere praktikant på netop JydskeVestkysten. Han blev efterfølgende fastansat samme sted og har været der lige siden. Mark valgte i sin tid et lokalt medie, fordi han kunne få en masse ansvar som praktikant. 

“Min praktiktid betød meget for min fastansættelse, fordi jeg fik lov til at vise, hvad jeg kunne. Når jeg havde den rigtige idé, kunne jeg skrive langt og om lige præcis det emne, jeg havde lyst til. Den frihed blomstrer man af,” siger han. 

Mark mener, at der er gået for meget prestige i valget om praktikpladsen. Ifølge ham handler det mere om, hvad man har lavet og ikke, hvor man har lavet det. Jo mere erfaring, man har fra praktikstedet, jo mere kan man også skrive på cv’et. 

“Det varer kun halvandet år, så du bør vælge efter, hvor du bedst kan udvikle dig som journalist. Du bør vælge det sted, hvor du får flest muligheder for at dygtiggøre dig i stedet for at vælge efter, hvor alle dine venner flytter hen, eller hvad der ser sejt ud på Twitter,” siger han. 

“Det kan nogle gange virke til, at der er længere fra København til Tønder end fra Tønder til København.”

– Mark Michael Hede, Tidligere praktikant på JydskeVestkysten

Journaliststuderende søger desuden praktiksted ud fra, hvor i landet det ligger. Ifølge tal fra Illustreret Bunker er hovedstadsområdet er det mest populære, fordi der er mere at tage sig til efter en lang arbejdsdag, og fordi mange vil have et job i København efterfølgende.

“Det kan nogle gange virke til, at der er længere fra København til Tønder end fra Tønder til København,” indskyder Mark Michael Hede. 

Praktikstress

Lektor og praktikkoordinator på DMJX, Martin Vestergaard, uddyber de studerendes tilgang til praktiksøgningen. 

“Mit indtryk er, at geografi betyder meget for de studerendes valg – langt mere end praktikstedet. Desuden er der meget rygtebørs her på DMJX, fordi det er en lille skole. Praktikstresset går let i selvsving,” siger han og understreger, at hans udtalelser udelukkende beror på en masse erfaring og fornemmelser. Der er endnu ikke nogen specifikke undersøgelser, der nuancerer og forklarer journalistpraktikanternes valg.  

Martin Vestergaard fortæller, at medieverdenen har stort fokus på de små lokale medier, der giver en masse praktisk erfaring og muligheden for at følge sine historier til dørs. 

“Internt i mediebranchen har regionale medier høj prestige. Søger du et fast job i Danmarks Radio, så kigger de ikke efter, om der står Berlingske på cv’et. De kigger efter, hvad du har af erfaring. Hvis du har været praktikant på et lokalt medie, så har du måske lært meget, og det kan de godt bruge. De bliver ikke forblændet af, at der står Berlingske,” siger han.

 Freelancearbejde kan have stor betydning

Netop den praktiske erfaring med det journalistiske håndværk fremhæver Johanne Jedig Wejse, når hun skal forklare, hvordan hun som nyuddannet journalist landede et job på Jysk Fynske Mediers ultralokale SkanderborgLIV. Hendes praktiktid foregik på Jyllands-Postens lokal- og indlandsredaktion, og her blev de første lokaljournalistiske frø sået.

“Da jeg var færdig i praktik, ville jeg gerne have en hundehvalp og holde en pause. Jeg var ikke særligt opsøgende i forhold til at blive freelancer, og det skal man være for at bevare sine muligheder.”

– Johanne Jedig Wejse, Tidligere praktikant på Jyllands-Posten

“Jeg havde ikke fået min nuværende stilling, hvis jeg ikke havde lavet lokaljournalistik i min praktiktid. Og det er også mit indtryk med mange andre. Hvis der er nogen, der har beskæftiget sig med erhvervslivet i praktiktiden, så har de nemmere ved at få job inden for erhvervsjournalistik senere hen.”

Johanne fortæller desuden om freelance-arbejdets betydning efter praktiktiden. De studerende, der påtog sig flest freelanceopgaver hos deres tidligere praktiksted sideløbende med bachelorskrivningen, fik et afgørende forspring til den senere jobsøgning.

“Da jeg var færdig i praktik, ville jeg gerne have en hundehvalp og holde en pause. Jeg var ikke særligt opsøgende i forhold til at blive freelancer, og det skal man være for at bevare sine muligheder,” siger Johanne.

Hun uddyber, at freelance-arbejdets store betydning for en senere fastansættelse overraskede hende. Det blev derfor aldrig aktuelt med en fastansættelse hos hendes praktiksted, fordi hun efter praktiktiden prioriterede andet end arbejde.   

 “Jyllands-Posten slår sjældent faste stillinger op. De fleste, der bliver ansat, har været freelancere og løstansatte ved avisen. Når man er ny, grøn journalist, så handler det om ens produkter og ens arbejde. Jeg tror ikke, jeg havde indset, hvor vigtigt det var at komme med på den opsøgende freelance-bølge i det halve år, hvor jeg skrev min bacheloropgave,” siger hun. 

Afslag gav nye perspektiver

Efter afslag på samtlige af sine praktikansøgninger endte Niels Frederik Dybdal Rickers i presseafdelingen hos Lindhardt og Ringhof. Siden har han været freelancejournalist på Altinget, hvor han desuden tilbragte det sidste halve år af sin praktiktid. Nu er han ansat på 24syv og udlever den radiodrøm, som han i sine studieår på DMJX gik rundt med. 

“Jeg fandt ud af, at det vigtigste ikke var, hvor jeg havde været, men hvad jeg havde lært. Så længe du arbejder hårdt og sætter dig nogle mål.”

– Niels Frederik Dybdal Rickers, Freelancejournalist på Altinget

En drøm, der var lysår fra et københavnsk forlag med hundredvis af kommunikationsopgaver. Han husker en særlig kultur, der gennemsyrede tiden op til praktiksøgningen, og som indebar en jagt efter de store, etablerede medier. 

“Jeg ville ønske, jeg kunne rejse tilbage i tiden og sige til mig selv, at det hele nok skulle gå. Der var en eller anden tanke om, at man skulle have den helt rigtige praktikplads, ellers så var du fucked. Og det passer ikke. Det er sagt med et kæmpe smil på læben og slet ikke i nogen ond mening, men man skal passe på med at lytte for meget til sine studiekammerater,” siger han.

Tiden i Lindhardt og Ringhof åbnede nye døre, nye perspektiver, som han ikke havde for øje i praktikræset. Han greb muligheden for at dykke ned i sine interesser og udvikle sine kompetencer fremfor at lade skuffelsen over afslagene fylde for meget. 

“Jeg kunne ikke sidde og tude over, at jeg ikke fik DR eller Politiken. I stedet kunne jeg bruge det her som en mulighed for at øve mig i nogle ting og lægge en strategi. Selvom et forlag ikke var min førsteprioritet, gav det mig muligheden for at sætte mig ned og tænke over, hvad det egentlig er, jeg vil blive god til? Hvad det egentlig er, der interesserer mig? For de tanker havde praktikræset fuldstændig slettet,” fortæller han og uddyber, at tiden på forlaget desuden gav ham et enormt kildenetværk, som han stadig benytter sig af i sit nuværende job.  

“Et bredt kildenetværk er en kæmpe styrke som journalist, og det er noget, som man ikke har, når man kommer fra Journalisthøjskolen. Vi har ikke været ude i branchen, vi har ikke mødt en masse mennesker, vi har ikke lavet en masse historier og fået trykket en masse hænder.”

Niels Frederik bruger sin egen historie som en opfordring til kommende journalistpraktikanter, der er nervøse for afslag og forpurrede praktikplaner. Han fortæller, at man for alt i verden skal undgå at lade sig slå ud, hvis ens praktikdrømme ikke går i opfyldelse. Det handler om at få det bedste ud af det at være ydmyg og øve sig i de ting, man gerne vil blive god til. Mange af de evner, som han tilegnede sig undervejs i sin praktiktid på Lindhardt og Ringhof og på Altinget, endte med at få stor betydning, da han senere skulle fortsætte sin karriere efter uddannelsen.

“Jeg fandt ud af, at det vigtigste ikke var, hvor jeg havde været, men hvad jeg havde lært. Man skal simpelthen være åben over for de steder, man nu lander, for du kan altid lære et eller andet. Så længe du arbejder hårdt og sætter dig nogle mål. Og så skal du lytte til dem, der har mere erfaring end dig selv,” siger han.

Ukrainske Kateryna studerer til lyden af luftalarmer

Ukrainske Kateryna studerer til lyden af luftalarmer

Efter invasionen i Ukraine har frygten hængt over hovedet på den ukrainske befolkning. Men i Lviv har journaliststuderende Kateryna Bortniak vænnet sig til frygten. Selvom bomberne hænger over landet, vil hun gerne uddanne sig, så hun kan være med til at præge nyhedsstrømmen.

TEKST: EMIL WEIS
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

Lyden af invasion vækker den 22-årige ukrainer Kateryna Bortniak den 24. februar 2022. Da luftalarmen brat bringer hende ud af søvnen, får hendes bofælles paniske pakning Kateryna tilbage til virkeligheden. Rusland har invaderet Ukraine. 

Bofællen vil hjem til sine forældre. Selv er Kateryna mere rolig, for hun har ventet på den her dag i et stykke tid. Hun ved, hvad hun skal. Hun skal på jagt efter de ting, hun skal bruge til at overleve. Men først må hun have fat på sine forældre, som bor i Kharkiv – 30 kilometer fra den russiske grænse. Da hun får fat i dem, strømmer lyden af krig gennem røret. De er okay, fortæller de. Kateryna kan høre bomber, skud og råb i baggrunden.  

Kateryna går på jagt efter forsyninger i supermarkederne i Lviv. Ligesom mange andre skal hun have fat i dåsemad, stearinlys og flaskevand. Hun ringer flere gange til sine forældre i løbet af dagen, men hun vil heller ikke forstyrre dem for meget, for det er vigtigt, at de har tid til at forberede sig på overlevelse. Midt på dagen mødes hun med andre studerende på universitet. 

”På det her tidspunkt ved vi ikke, hvad der kommer til at ske. Kommer russiske tropper til Lviv i dag, eller kommer der til at gå længere tid? Nogle studerende er i gang med at danne vagtgrupper, så vi kan passe på universitetet og de studerende, hvis russerne kommer,” siger Kateryna.

I universitetets kantine kan studerende ikke få deres frokost ned. Kateryna løfter pegefingeren og fortæller dem, at de skal spise, fordi man skal spise, når muligheden er der under krig. Halvt i spøg – halvt i alvor. 

Frygten for at sidde med det alene

I dagene efter invasionen sørger Kateryna for at holde sig beskæftiget. Først hjælper hun med at lave camouflagenet til soldaterne ved fronten. Senere er hun fikser for en italiensk journalist, der skal vises rundt i den vestukrainske by Lviv.

”Særligt på togstationen kan vi mærke frygten i luften. En panisk og usikker frygt for, hvad der kommer til at ske,” siger Kateryna.

Hun er glad for at få muligheden for at hjælpe fikseren. Her kan hun se, at byen stadig fungerer og opererer som normalt. Byens parlament arbejder stadig. Togene kører. 

Hun er bange for at sidde derhjemme og kigge ind i væggen. Her kan frygten nemlig få lov at vokse, fordi der ikke er noget, der kan aflede hendes tanker.

En morgen er hendes forældre på vej på arbejde i Kharkiv, da der falder en bombe foran dem. 

”Hvis de bare var kørt på arbejde et minut før, var de døde. Det sidder stadig i mig, at der ikke skal mere til,” siger Kateryna. 

‘Vi er ligesom jer’ 

Fredag den 3. marts er en normal dag for Kateryna. Selvom morgenmaden, syrniki, og de indtryk, krigen efterlader, ikke minder om en dansk hverdag, er der mange ting i hendes liv, der er ligesom vores. Syrniki er ukrainsk morgenmad, hvor man pisker friskost direkte ind i pandekagedejen. 

”Jeg orker som regel ikke at lave noget om morgenen, så det var kun, fordi dejen allerede stod i køleskabet fra dagen før,” siger hun. 

Denne fredag skal Kateryna have undervisning i sociale transformationer. Journalistuddannelsen i Lviv er en blanding af akademiske fag og praktiske journalistfag. På første semester har de skrift. På de følgende semestre; radio og TV. Hun fortæller om et fag, de havde på første semester – ‘History of ideas’ – som i hendes beskrivelse minder om DMJX-faget ‘Journalistikken i Samfundet’. Ved siden af studiet laver Kateryna radio for studenterkanalen.

Luftalarmens insisterende toner ringer i et minut, da Kateryna er midt i pandekagerne. Det er hende, der står for kontakten til underviseren denne fredag. 

”Jeg skal ringe til underviseren og finde ud af, om undervisningen skal være online, i kælderen på universitet, eller om den kan foregå som normalt,” siger hun.

Underviseren er kommet fra Kyiv og vil gerne have, at undervisningen er fysisk. De bliver enige om at udskyde timerne lidt og gennemføre undervisningen på universitetet. Nogle dage kan der være lang kø til strømstikkene, fordi der ikke er strøm andre steder i byen. 

Efter en lang forelæsningsdag på syv timer bliver Kateryna og hendes venner enige om at tage ud og spise pizza. Derefter tager hun hjem og læser pensum om Stalin og Hitler. I de akademiske fag er der nemlig meget læsestof.

”Det er hårdt at skulle læse om det samme emne, som jeg lige har haft syv timers undervisning om. Men det er også spændende at forstå nogle af de diktatorer, som Ukraine igennem tiden har været udsat for,” siger Kateryna. 

I Ukraine er der udgangsforbud. Kateryna skal derfor være hjemme inden midnat, og hun mener, at det gælder indtil klokken fem om morgenen. Men hun er ikke helt sikker, for hun er aldrig oppe så tidligt, fortæller hun grinende. 

Ukraine kan virke langt væk for en dansker, men Kateryna vil gerne understrege, at der ikke er så stor forskel på os. 

”Vi er ligesom jer. Vi drømmer også om en god karriere og et godt liv. Vi nyder også at drikke øl med vores venner, at lave ingenting på en søndag eller skrive en god artikel. Men lige nu kommer overlevelse før alt andet,” siger Kateryna. 

En ny normal tilstand

Luftalarmerne er gået 327 gange i Lviv-regionen siden invasionen. Kateryna skammer sig lidt over, hvor let hun er begyndt at tage på dem. Men der er ting, hun skal nå i løbet af dagen, så hun kan ikke blive ved med at reagere på dem. 

”Hvis luftalarmerne går, når jeg er hjemme, så kan jeg da godt finde på at blive derhjemme. Men hvis jeg er på vej ud for at handle, så færdiggør jeg det, selvom de er gået,” siger Kateryna. 

Når man lever i et land, hvor luftalarmerne ofte går, begynder man at opdage mønstre. Kateryna er derfor mere opmærksom sidst på måneden, fordi hun mener, at der er større risiko for, at der er en reel trussel der. Hun ved ikke helt hvorfor, men det virker på hende som om, at der er et mønster i, hvornår russerne bomber. På etårsdagen for krigen var der mange af hendes venner, der tog hjem, da de troede, at Putin ville markere dagen med et fyrværkeri af bomber. Men Kateryna blev i Lviv, hvor hun i stedet reflekterede over krigen. 

”Jeg føler mig heldig. Min familie og jeg har klaret det så godt,” siger hun.

Kateryna havde i en periode svært ved at snakke højt om, at hun var heldig. Hun var bange for, at heldet så ville vende. Hendes liv har ikke været uden ulykke. Hendes bedstemor døde i sommers af stress på grund af krigen. Hendes hjemby Kharkiv er smadret af bomber. Hun har også været til en venindes fars begravelse, der satte gang i tankerne om, hvor mange der er døde i krigen. 

”Jeg forstod omfanget af alle dem, der er døde i den her krig. Det er unge ukrainske mænd, der dør i hobetal. Min veninde har mistet sin far, og hendes kæreste er i øjeblikket ved fronten,” siger Kateryna. 

På etårsdagen så Kateryna en Instagram-video, hvor en lille dreng og hans mor havde bagt en kage. Moren siger til sønnen, at de skal give kagen til faren. De tager på kirkegården og lægger den ved farens gravsted. 

”Man kan se i videoen, at han døde som 31-årig. Det ramte mig helt vildt, at han var så ung, og hvor mange af de her unge soldater, der dør,” siger Kateryna. 

Kateryna er stolt af sit land, og hvor længe de har holdt stand mod Rusland. Hun håber, at krigen snart er slut, så hun kan vende hjem til Kharkiv. Hun vil gerne ansættes på et medie i Kharkiv og hjælpe med at genopbygge byen ved at dække vigtige emner. Derfor håber hun, at Europa og USA bliver ved med at støtte Ukraine – det er nemlig også i Europas egen interesse. 

”Rusland har jo ikke tænkt sig at stoppe, når de først har overtaget Ukraine. Europa udskyder derfor også bare problemerne, hvis de ikke får stoppet Rusland i Ukraine,” siger Kateryna.

 

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

B.T. har nedlagt printavisen og fokuserer nu alle sine kræfter på digital journalistik. Chefredaktør Pernille Holbøll har lagt kursen, sat sejlene og søsat sin strategi for B.T. som et moderne, gratis tabloidmedie. Det skal skabe en bæredygtig forretning med mindre clickbait, som samtidig skal sikre at dataindsamling ikke kaprer skuden.

TEKST: Elisa Mortensen
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 30. marts 2023

I 106 år har danskere kunnet få fingrene i en B.T.-avis i landets kiosker, S-toge og supermarkeder. Men den æra er ovre. Fra 1. januar 2023 har B.T. lagt alle sine kræfter i digital journalistik, som kun kan læses og høres på mobilen. Kaptajnen for den digitale strategi hedder Pernille Holbøll. Hun blev ansvarshavende chefredaktør i maj 2022, er 41 år gammel, og blev uddannet fra DMJX i 2010. 

Da Berlingske Media annoncerede hende som ny chefredaktør i maj 2022, var det tydeligt, at ønsket om et digitalt B.T. spillede ind i valget af hende

Opgaven kræver ikke kun en journalistisk leder, som sætter en høj redaktionel standard, men også en ledelsesmæssig profil der kan udvikle og iværksætte en 100 procent digital fremtid for B.T,” lød det i pressemeddelelsen. 

Her tre måneder efter B.T. har givet printavisen dødsstødet, tager Illustreret Bunker temperaturen på, hvordan det går med den store opgave, som Pernille Holbøll fik. For hvordan skaber man en bæredygtig forretning, når produktet er gratis?

 

En ny slags chef

Pernille Holbøll ligner ikke den klassiske chefredaktør i slips og jakkesæt med en avis under armen. Hun går i sneakers, løse bukser, har nedslået hår og avisen er udskiftet med en telefon i hånden. 

”Det er lidt som om, der er en måde at være ansvarshavende chefredaktør på. Ofte er det mænd, forholdsvis midaldrende, som mener rigtig meget. Jeg hader at sige noget, før jeg er sikker på det. Det burde jeg måske blive bedre til,” siger hun. 

Hendes CV ligner heller ikke en typisk chefredaktørs, hvor mange typisk kommer fra stillinger som politisk reporter eller redaktør. Pernille Holbøll er nyhedsjournalist ind til benet. Det er brændpunkterne, de store begivenheder og de livsomvæltende beslutninger, der driver hende. 

 

Printavisens pris

Beslutningen om at nedlægge printavisen blev truffet på forkant med store problemer, men blev også presset af de stigende priser på papir.

”Da vi lukkede avisen, tjente den stadig penge. Vi gjorde det, så man ikke stod med en pistol for panden og blev tvunget senere,” siger hun.

Pernille Holbøll modtog breve med posten fra folk, der havde læst B.T. i 45 år og nu ikke vil gøre det længere. De vil ikke tvangsdigitaliseres, som konkurrenten Ekstra Bladet har kaldt B.T.s beslutning.

”Selvfølgelig gør det indtryk, jeg er jo ikke ligeglad,” siger hun. 

Men taget i betragtning af at det er første gang, et af de store landsdækkende medier i Danmark har nedlagt deres printavis, har overgangen til det digitale ifølge Pernille Holbøll været relativt enkel.

Selvom der i dag er flere digitale medier, står B.T. overfor nogle særlige udfordringer, da de har en lang historie. 

”Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gammelt medie med en stor arv. Hvordan får man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?” siger Pernille Holbøll.

Den anden store udfordring er, hvordan man tjener penge på læserne, når de ikke længere kan lokkes af en fængende overskrift på avisen i kiosken. Pernille Holbøll har et svar. ”Data.”

”Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gammelt medie med en stor arv. Hvordan får man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?”

– Pernille Holbøll, Ansvarshavende Chefredaktør på B.T.

Data er svaret

B.T. har i kølvandet på beslutningen om at nedlægge printavisen valgt at indføre en datamur på langt størstedelen af deres artikler. I stedet for at bede brugerne betale til et abonnement eller for en avis skal brugerne betale med deres data ved B.T.s nye datamur. Her skal brugeren oplyse e-mail og alder. Senere kan flere punkter som kommune og interesser komme til. Det gør dataene, som er antal sidevisninger og tid brugt på siden, mere værdifuld for annoncørerne. 

BT har over en halv milliard sidevisninger om måneden, men uden viden om brugeren kan det kun konverteres til småpenge i annoncekroner. Når brugerne er logget ind på siden, kan salgsafdelingen sælge annoncer cirka halvanden gange dyrere.

”En del af mit brændstof er det her med, at sidevisninger alene ikke er alt. Man bliver nødt til at veksle det til en bæredygtig forretning,” siger Pernille Holbøll.

Når sidevisninger er den vigtigste valuta, skaber det nemlig en skævvridning, hvor det handler mere om clicks end om brugeren, mener Pernille Holbøll. Den kurs skal vendes med den nye strategi.

Hun forklarer, at det også skal være mere tydeligt for brugeren, hvorfor artikler er relevante for dem. Mere viden om brugeren gør, at mediet kan skrue ned for den famøse clickbait. Den må gerne være der, det skal bare give mening, forklarer hun.

”At snyde brugeren eller at lave en forretning ud af at gøre rubrikkerne så russisk-roulette agtigt som overhovedet muligt, det tror jeg ikke, at der hverken er en forretning eller en journalistisk ide i. Det er noget af det, vi kan trække ud, når vores brugere logger ind,” forklarer Pernille Holbøll.

Målet er, at næsten alle brugere skal logge ind, og indtil videre er de mere end dobbelt så langt i mål med det, end de havde regnet med.

 

Redaktører er fårehyrder

Når data er hjørnestenen i forretningsmodellen, er det dog vigtigt, at man ikke lader sig forføre af de store tal og blinkende lys. Data kan sælge annoncer, men skal ikke stikke redaktionelle linjer, siger Pernille Holbøll.

”Jeg har en analogi, jeg lever efter. Det er os journalister, redaktører, publicister, udgivere, der er hyrder, dataene er fårene. Det er os, der styrer dataene. Ikke omvendt. Det er ikke fårene, der bestemmer, hvor hyrden skal gå hen,” siger hun.

Derfor er det vigtigt for Pernille Holbøll at have en klar strategi som chefredaktør og hyrde. Selvom forretningsmodellen er at tjene penge på, at folk læser B.T.s artikler, bestemmer brugernes adfærd på siden ikke alt.  

”En million fluer kan også godt tage fejl af en lort,” siger Pernille Holbøll tørt og uddyber, at det derfor er så vigtigt at have en klar retning som leder.

”Man kan godt lave noget journalistik, som man tror alle vil have, men hvis man ikke selv ved, hvad man gerne vil med det, har man jo ikke en chance,” siger hun.

 

Klare linjer og store ambitioner

Pernille Holbøll ved dog godt, hvad hun vil.

”Hvis ikke vi har en mission med B.T, og en klar tilgang til, hvad vi vil med journalistikken, nemlig at gøre den bedre og være noget for flere danskere, der hvor de er, vil det gå galt.”

Pernille Holbøll ser ikke mod nogen og drømmer ikke om, at BT skal være halvt Ekstra Bladet eller TV News. B.T. skal være B.T. 

”Det står meget tydeligt for mig, hvad vi skal, men jeg kan ikke kigge mod nogen.Vi gør det bare. Hvor nogen er lidt bekymrede for fremtiden, er jeg enormt tryg ved den. Jeg er overhovedet ikke bekymret, det falder mig fuldstændig naturligt at gøre det her uden at kende alle trinene derhen. Jeg tror, vi gør det helt rigtige for B.T. og Berlingske Media,” siger hun.

Desuden tror hun, at langt de fleste medier i Danmark og udlandet før eller siden går den digitale vej som B.T. Men det kommer nok til at tage lang tid for nogen.

DMJX Yearbook: Where are they now?

DMJX Yearbook: Where are they now?

TEKST: Marcela Diana Sánchez (Erasmus Mundus Student)

Udgivet den 30. marts 2023

Every year, DMJX attracts students from different corners of Denmark and countries from all corners of the world. Some students enter the blue and yellow auditoriums with their minds made up on where they will go after DMJX – others hope that after a few classes, they’ll have an idea of the options out there for them.

The profiles showcased below are proof that the path after graduation is not linear. These six individuals have all taken different roles and have landed positions most had never imagined or heard of before.

Mathias Løvgreen 

Photojournalism, 2013-2017

 

What are the different projects and career paths you’ve pursued?

During DMJX, I did an exchange at the Royal Academy of Art in The Hague [in the Netherlands]. That’s where I found out that visual arts were quite interesting. When I graduated from DMJX, I freelanced for newspapers and companies and started my own art company. I was this mix of freelancer and doing my own art projects. Now, I work partly as the head of the visual department at PressConnect, a communications agency, and I also have my own artistic company, where I do art installations and cultural and artistic mediation. 

 

What advice would you give to a current DMJX student about landing their dream job?

“Chances are you might follow a very different path to your dream job than you would expect. Most of the people I studied with have tried many different things afterwards. All of us work in a mix of journalism and communications, and a bit of visual arts as well. I think a very good idea is to participate in photography festivals around Europe and sign up for portfolio reviews with a lot of different people. 

 

Is there anything you would like to add?

I think it’s very important to say you have to be patient in finding your own way of working. Everyone, from my friends and my colleagues, we’ve talked about that line you cross when you find peace in finding your own way of working. 

Alondra Aguilar 

International TV journalism, Fall 2018


How was your experience at DMJX?

I have two journalistic products from DMJX that I’m proud of. I worked with two classmates on a video about euthanasia in Denmark. We interviewed this doctor who assisted people with ending their lives. It was difficult to cover but very interesting to work on. For my last project, I traveled with a classmate to Lesbos in Greece and went to the refugee camps. We didn’t know what we were getting into because we were just students with little experience. Just being there was very tough. It reminded me a lot about the situation that Mexicans and Latinos from Central America and South America go through. I never thought about that situation before until I was in these camps, or even about my immigration background. It was a very special moment in my life, personally, but also, professionally.

 

And then you returned to the U.S., how did you end up in Berlin?

I think a lot of people go through this when you leave a country you lived in for some months and then you get sad. My parents live in the Central Valley. There’s a lot of agriculture and not much to do. I was thinking a lot about my career. I started looking for master’s programs. I arrived in Berlin in September 2019 and started my master’s program at Hochschule für Medien, Kommunikation und Wirtschaft

 

And now you’re at Deutsche Welle, tell me about your role here. 

I manage the YouTube channel for the documentaries in Spanish. I have created some work for Guardians of the Truth. There’s a Turkish journalist, Can Dündar, who was forced to be in exile. He’s part of these documentaries where he interviews other people that have been through the same. I’m also a news assistant for the department of news in Spanish. I’m more into the TV programs that air in Latin America. I’m checking everything that is supposed to be in the newscast. I’m checking the inserts, images, videos and grammar issues.

Jens Renner 

Erasmus Mundus, 2017-2019

 

What is your role as a consultant and project manager for Hansen & Ersbøll Agenda?

I take companies through a strategy course where they become more sustainable. We introduce them to EU legislation and other kinds of risks that might affect their business if they don’t adapt. I’m also project managing a campaign about greenwashing with Forbrugerrådet Tænk. We aim to help Danish consumers be much less misled by Danish companies who are trying to market all their products as being 100 percent green. The last couple of years, everything has suddenly become sustainable, and as a consumer you have no clue what’s right or wrong. That’s one thing I am very passionate about: helping companies communicate about climate change in a way that is truthful and not misleading. 

 

What are some strategies, you learned as a student that have helped you along the way? 

What helped me get where I am now is that I focused on an area I found interesting, and that is climate communications. I wrote my master’s thesis on climate communications. After that, I was lucky enough to host a radio show about climate, Udfordringen on Radio4, where I was able to get a lot of new knowledge about climate communications. 

 

What’s your advice to a student interested in sustainability? 

If you’re able to understand data and numbers, and you can communicate about that effectively, then you will be guaranteed a job anywhere. In terms of sustainability, it’s all about data. If you want to go into that field, it’s a good idea to find some interest in data, if you can. 

Søren Svenstrup 

Journalism, 2010-2014 

 

Tell me about your role at Danish Crown. 

I’m having the dialogue with both Danish media, but also media from England, Germany, Sweden, and the U.S., who are interested in writing about Danish Crown. The other half of my job is that I’m a communication manager at the company, Friland, which is Danish Crown’s organic company. 

 

What are the different roles you were in before Danish Crown?

I was an intern at ‘JydskeVestkysten’ and then I was hired as a journalist. Then, for one year, I was at Århus Stiftstidende. Then I had a change in my career. A position came up at this agriculture magazine called ‘Maskinbladet’. I was then headhunted for a position at ‘Watch Medier’ in Copenhagen. They wanted to start a new business media about the agricultural sector in Denmark – and that’s my connection to Danish Crown. When I was a journalist at Watch Medier, I wrote a lot about them. 

 

Tell me more about the internship you did while at DMJX.

At JydskeVestkysten, we had our own projects, we had our own small areas where we could find stories. It was like a small playground. The responsibility to take on certain subjects gave me more skills than I maybe would have gotten in a bigger newspaper. For me, it was good to have that kind of responsibility. 

Manon Buch

Journalism, 2016-2020

 

Let’s start with where you work at now and your position.

I work as a press consultant at ‘Danske Erhverv’,  the Danish Chamber of Commerce. I handle the press if they’re asking questions about Danish businesses. I have the green market, so that’s climate and energy, tourism, welfare and life science. We have analysts here who make analyses, and I take that and make it into something that the Danish media would be interested in.

 

Tell us about your experience before working at Danske Erhverv. 

I really wanted to write about businesses in Denmark. ‘Jyllands-Posten’ had ‘Finans’, which covers business life in Denmark and outside of Denmark. After I finished my internship, I got a job at Finans. When I was still a student at DMJX, I got a message on LinkedIn from the news editor at Watch Medier and he asked me to come in for an interview. They saw what I did at Finans and they liked my work. That was my way into Watch Medier. For three months, I was also a correspondent in New York for them. 

 

What advice would you give to students?

Be very serious about what you would like to write about. In my area, the more you know about a specific topic, the better the job you get. If you know early on what you like to write about, you can be more specific about what kind of job you want. It is hard looking for a good internship, but for me, it has opened all my jobs to where I am now. Now, I work on the other side, but I’m very thankful for being open enough to try that, too.

Laís Martins

Erasmus Mundus, 2019-2021

 

What were you doing before moving to Denmark?

I worked for Reuters in Brazil, where I’m from. In 2018, I covered the presidential elections. I was taken aback by how intense it was and I didn’t feel like I was ready. I wanted to study again so I applied for Erasmus Mundus. I got in, and for the second year of the program, I chose to go to Amsterdam because of the political communications specialization. 

 

You said you started freelancing by accident once in Denmark? 

In 2019, there was this ad by SAS, Scandinavian Airlines. It showed a series of things, Danes consider to be truly Danish, that aren’t actually. It showed how Danish society is very influenced by people who come to live there. The Danes had mixed feelings about it because they thought the ad went too far in kind of attacking Scandinavian identity. I pitched the story to Al Jazeera and they said yes. I had no idea how to write a feature in English – and then it worked. Then I just kept writing. 

 

You were doing all of this in Denmark?

No, I left Denmark in May 2020 because of the pandemic. I was in Brazil for a few months and went to Amsterdam to continue the Erasmus Mundus program. In Amsterdam, I applied for a part-time job with a Brazilian outlet, ‘Núcleo’, where I still work. It’s an outlet that specializes in tech. My stories have generated real-life impact by platforms like Meta, taking down child sexual exploitation groups. I’ve also worked with ‘Global Voices’. I like the side of research. Last year I was invited to present my research at the UNESCO World Press Day conference in Uruguay. 

 

Then you applied to the Pulitzer Center Persephone Miel Fellowship.

I had this proposal to investigate how Bolsonaro’s changes to gun legislations were having an impact on Brazilian women, and I was selected. Then I decided to come back to Brazil. I felt that I had the duty of giving back to my country. It was very rewarding to see that compared to 2018, I actually felt prepared. 

 

What advice would you have for an early career journalist?

Journalism is such a hard industry that the cost of it is bigger than just the financial part. You get emotionally involved with your stories; you get harassed for your stories. So, I think getting paid is the only fair solution: getting paid fairly for your work.

These interviews have been edited for length and clarity.