Politiken dækkede sagen om de danske børn i Syrien ved blandt andet at vise, hvordan de selv mener, at der skal handles. Men hvordan hænger den aktivistiske journalistik sammen med en avis, der også skildrer sig selv som sandhedssøgende. Ifølge medieforsker Peter Bro er det vigtigt, at man står frem og forklarer sine valg og handlinger.

Den 21. marts indtager Politikens lederspalter forsiden af avisen. Den er spækket med argumenter for, at de 19 danske børn, der sidder i en fangelejr i Syrien, skal hentes hjem. Argumenter direkte rettet mod regeringen. Bring børnene hjem. Sådan lyder overskriften formet af store, grå bogstaver.

Åbner man samme aften Politiken.dk, er det en video, der ligger øverst. Lydbilledet består af klavermusik i triste toner, der blander sig med rolige men beslutsomme stemmer. Stemmerne tilhører forskellige danske personligheder, der med faste blikke foran en sort baggrund fortæller, hvorfor netop de synes, at børnene i Syrien skal hjem. Den sidste figur, der træder frem i videoen, er Politikens egen ansvarshavende chefredaktør:

”Jeg hedder Christian Jensen. Og jeg synes også, at børnene skal hjem. Nu.”

Politiken har en mening – og de har vist den.

Men er det overhovedet meningen, at Politiken, som et af Danmarks største dagblade, skal gøre det? Er det meningen, at medier, der hævder at bestræbe sig på at søge sandheden, skal udfylde forsider på både papir- og netaviser med deres egen stillingtagen?

Spørgsmålet bunder i, hvornår journalistisk ikke længere er journalistik, men bliver til aktivisme, og om de to ting kan og skal skilles ad.

En flydende grænse

I hjørnekontoret med udsigt over Københavns Rådhusplads sidder Politikens chefredaktør Christian Jensen. Han forklarer, hvordan de, ligesom andre medier, har både et journalistisk temperament, hvor der bruges journalistiske metoder, og et holdningstemperament, hvor meninger udtrykkes i ledere.

”Politiken har så noget ekstra. Vi har også et aktivistisk temperament,” siger Christian Jensen.

Men spørger man medieforsker ved SDU Peter Bro er skellet mellem journalistik og aktivisme ikke noget, der entydigt kan defineres. Det er en mere flydende grænse.

”Jeg skelner i stedet mellem passiv og aktiv journalistik,” siger han.

Den passive journalistik er ifølge Peter Bro den, der kun ønsker at informere og oplyse, mens den aktive journalistik på den ene eller anden måde er optaget af, hvad der sker med en sag, efter at den er fremlagt. Den aktive journalistik kan dermed have mange forskellige formål. Den kan opfordre til debat eller endnu kraftigere advokere for nogle positioner. Men så kan den også forsøge at implementere nogle ting.

”Det er det sidste, der for alvor er rendyrket aktivisme,” siger Peter Bro.

Men hver dag er der mange journalister, der er aktive, uden at de tænker over det. At man spørger en politiker, hvad hun eller han vil gøre ved et problem, er også et eksempel på, at målet er mere end blot at fremlægge information. Den type journalister er dem, Bro definerer som proaktivt neutrale. De er interesserede i at ændre noget, men de er neutrale overfor, hvordan det skal gøres.

En kontroversiel sag

Men hvis så mange journalister udøver aktiv journalistik, hvordan kan det så være, at flere medier har kritiseret Politiken for at lave netop den video og den forside? Ifølge Peter Bro skyldes det, at sagen om børnene i Syrien er dybt kontroversiel.

”Når man er uenige om, hvorvidt man skal gøre noget her i Danmark, er der også flere holdninger til, om Politiken overhovedet skal gå ind i den her sag,” siger han.

Der findes mange situationer, hvor man ifølge Peter Bro laver den alleryderste form for aktiv journalistik, uden at vi næsten lægger mærke til det. Diverse indsamlingsshows er eksempler på tilfælde, hvor der på aktivistisk vis bliver arbejdet for at ændre noget i samfundet. Men fordi vi alle kan være enige om, at det er godt at bekæmpe sult i fattige lande eller forske i kræftbehandling, lægger man ikke mærke til aktivismen, fordi den er så ukontroversiel, mener Peter Bro.

Det er altså ikke det, at man tager stilling i sig selv, der har skabt opmærksomheden omkring Politikens kampagne. Det er graden af politisk spænding, som den indeholder.
Men på Politiken mener man selv, at videoen med de fem forskellige stemmer fra Johanne Schmidt Nielsen til Søren Pind var et forsøg på at hive sagen ud af en partipolitisk kontekst.

”Det er et humanistisk budskab. Den skulle ikke grupperes i en bestemt politisk position,” siger Christian Jensen.

En del af identiteten

Historien om børnene i Syrien er ifølge Christian Jensen ikke et enestående eksempel på, at Politiken vælger at benytte nogle værktøjer, man finder ude i kanten af spektret over aktiv journalistik. De har gjort det flere gange før, og det er blevet en del af deres DNA.

”For vores læsere ville det være mere overraskende, hvis vi ikke viste vores mening,” siger han.

Læserne har ikke bare vænnet sig til deres aktivistiske position. De forventer den. Sådan har det altid været. Ifølge chefredaktøren er det i hvert fald den forandringskraft, som Henrik Cavling grundlagde avisen på i 1905.

Peter Bro mener dog, at der er sket en udvikling fra Henrik Cavling til i dag i valget af de sager, som Politiken håndterer med dette ekstra ’temperament’:

”Henrik Cavling gik ind for, at det var de mere ukontroversielle sager, fordi han var bange for at støde læsere fra sig.”

Men tiderne er selvfølgelig også nogle andre, og Christian Jensen mener, at Politiken blot udvider og bygger oven på deres egen aktivistiske tradition. For ham handler det om at give den retning og udtryk.

Det vigtigste er forklaringen

Ifølge Peter Bro er det aktivistiske gear ikke eksklusivt for Politiken. Den mere holdningsbaserede journalistik er et fænomen, der svinger gennem tiden som et pendul. Efter en periode med passive medier vil journalister og redaktører blive mere aktivistiske. Og bagefter vil det svinge tilbage igen, akkurat som alle andre tendenser i samfundet.

Men når vi ikke kan undgå tider, hvor meninger fylder i aviserne, må vi finde en måde, hvorpå læserne ikke forvirres eller får mistillid til medierne. Ifølge Peter Bro er det fortællingen om, hvorfor man skriver, det man gør, der er nødvendig.

”Forklaringen er vigtig, fordi der er så mange typer medier i øjeblikket, og nogle er drevet af politiske dagsordener,” siger Peter Bro.

Dermed bliver det muligt for den aktive og endda den aktivistiske journalistik at have en plads i mediebilledet, mener han. Hvis medierne stiller sig til rådighed og forklarer deres valg og fravalg, giver de brugerne mulighed for at læse hvert enkelt stykke journalistik på de præmisser, netop dét er skrevet på.

I nutidens mediebillede, hvor journalistikken svinger til den aktivistiske side, er det altså ikke længere forsøget på neutralitet, der er det eneste rigtige. Og den idé er Christian Jensen enig i:

”Det objektive skal vi heller ikke altid stræbe efter. Vi skal stræbe efter at gøre det klart for vores læsere, hvilke præmisser vi laver vores journalistik på.”

I år fylder Jyllands-Posten 150. Med en ny redaktion på Aarhus’ havnefront, en ny digital strategi og den første kvinde i chefredaktionen nogensinde, har avisen markeret et nyt kapitel i sin historie. Marchen Neel Gjertsen hedder kvinden med ansvaret for avisens digitale vækst, og hun har skyhøje ambitioner på egne, journalistikkens og Jyllands-Postens vegne.

Forfaldsfortællingen om medierne er at finde alle vegne, og hvis medierne skal overleve, kræver det en omstilling fra analogt til digitalt indhold. Og netop den digitale udvikling har Marchen Neel Gjertsen fået ansvaret for på Jyllands-Posten, der nu også har fået sin første kvinde i chefredaktionen. For hende er opgaven ‘journalistik, ledelse og fremtidssikring.’

Hvilke visioner har du for JP’s digitale fremtid?

“Jeg har en ambition om, at Jyllands-Posten skal være størst, og det gælder også det digitale. Den styrkeposition, vi har haft som printavis, skal vi tilsvarende formå at videreføre til en yngre målgruppe af digitale abonnenter.  Det er den store omstilling både redaktionelt og forretningsmæssigt, som både JP og andre avishuse står overfor. Det er ikke nemt, men visionen er, at det skal lykkes.”

Hvor store er de vækstambitioner i tal?

“Hvis vi skal være størst, vil vi jo i første omgang gerne et godt stykke over de 40.000 digitale abonnenter, som er det niveau, Berlingske tidligere har oplyst, at de har for tiden. Men de konkrete tal er kun en kortsigtet strategi, fordi det i sidste ende handler om, at vi skal skabe helt nye medievaner hos danskerne.

De fleste under 50 år har ikke været vant til at betale for et nyhedsmedie, og hvis du sammenlagde abonnenter for Jyllands-Posten, Berlingske, Politiken, Ekstra Bladet og Zetland, ville du stadig komme frem til en ret lille totalsum. Derfor kan målet om størrelse ikke kun ses i de nuværende abonnementstal. Danskerne forbruger rigtig meget digital journalistik, men det at få folk til at købe et abonnement er en ny ting.”

Hvilke konkrete tiltag har I planlagt for at dette skal lykkes digitalt?

“Vi er ved at udarbejde en mere detaljeret digital strategi, men meget af det forbliver forretningshemmeligheder. Helt overordnet handler det om at være top of mind hos unge mennesker. Vi kappes om deres tid og digitale opmærksomhed med andre medier, techgiganter og tøjbutikker. Hvordan sørger man for at stå stærkt der? Det er et spørgsmål om at formidle sin journalistiske vision og forklare, hvad man kan få hos os. Men indholdet er selvfølgelig det, der bærer det, og der er intet teknologisk quick-fix, der slår et brag af en god historie af banen. Derfor går de to ting hånd i hånd. Det er vigtigt, at vi laver de rigtige historier, til de rigtige mennesker, på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. Falder vi nogle gange i fælden og laver lidt for kedelig systemjournalistik, der tager udgangspunkt i samfundsinstitutioner i stedet for at gøre journalistikken mere borgernær? Ja, det gør vi, og det gør de fleste medier. Det skal vi alle øve os på. Som journalister har vi en interesse for samfund og politik, der gør, at vi orienterer os mod rapporter, politikere og byrådsmøder, men vi skal blive ved med at øve os i at vinkle det på konsekvenserne for borgerne.”

Jeg hører dig sige, at det gode indhold er vigtigt, men jeg vil alligevel gerne prøve at spørge igen, hvad der konkret skal ske på det digitale, fordi det jo er dit hovedansvar; er det en ny hjemmeside, nyhedsbreve, podcast, digitale fortællinger?

“Der er ikke et enkelt svar, men ja til det hele. Det er en årelang omstilling. Du kan ikke koge omstillingen ned til én ting. Det er 10.000 ting, vi skal skrue på. Og vi kommer aldrig i mål med det, for om fem år er det noget andet. Hele den digitale omstilling er jo bare et led i mediernes udvikling, og der er ikke noget quick-fix.”

Hvorfor er du den rette til opgaven?

“Det er svært at svare på selv, men jeg har været på Jyllands-Posten i lang tid, jeg kender huset godt og er vant til at repræsentere vores journalistik udadtil på den politiske redaktion. Den store forståelse for Jyllands-Posten hele vejen rundt er min bedste forudsætning for at lykkes. Vi kunne også have fundet en tech-nørd, men man kan ikke adskille den digitale strategi fra den journalistiske vision. Jeg har en kæmpe kærlighed til Jyllands-Posten og et ekstremt højt ambitionsniveau for vores fremtid.”

Hvad betyder det for dig personligt at have fået stillingen som chefredaktør?

“Det betyder da meget. Jobbet er et kæmpe privilegium, og jeg ser det som en ekstremt stor opgave at lykkes med. Jeg er ikke gået ind i faget for at blive chef, men opgaven er vokset på mig. For mig er indholdet og samfundspligten det vigtigste, men det fede ved ledelse er at se, om man kan lykkes med at flytte andre med den vej, man synes, er den rigtige.”

Hvad betyder det for dig, at du er den første kvindelige chefredaktør på Jyllands-Posten nogensinde?

“Jeg ved ikke, hvad det betyder for mig, men det virker som om, at det betyder meget for andre, at jeg er den første kvinde i chefredaktionen. Og det er jeg glad for at kunne være med til at forløse. Jeg synes, det er på tide, at Jyllands-Posten får en kvindelig chefredaktør, og jeg er da glad for, at det blev mig.”

Er der nogle medier, der er lykkes bedre med at skaffe unge abonnenter, end I er?

“Ja det er der da. Vi er glade for vores abonnenter, men det skal ikke være en hemmelighed, at JP ikke har været de bedste til at skaffe unge abonnenter. Men vi skal heller ikke lave et nyt ungdomsmedie a la TV 2 ECHO. Vi kigger måske på en målgruppe fra 30-60 år. Jeg kender ikke tallene for, hvor mange der abonnerer på Zetland, men jeg vil tro, de har ramt en yngre målgruppe. Hvis man skulle lave et nyt medie i morgen, så ville man nok satse på lyd, men vi er i den situation, at vi er rigtig gode til at skrive, og vi har stadig en kæmpe printavis, som vi er rigtig stolte af, og som ikke må lide overlast. Så vi står med et ben i to historiske epoker.”

Hvad betyder det for dig personligt at have fået stillingen som chefredaktør?

“Det betyder da meget. Jobbet er et kæmpe privilegium, og jeg ser det som en ekstremt stor opgave at lykkes med. Jeg er ikke gået ind i faget for at blive chef, men opgaven er vokset på mig. For mig er indholdet og samfundspligten det vigtigste, men det fede ved ledelse er at se, om man kan lykkes med at flytte andre med den vej, man synes, er den rigtige.”

Hvad betyder det for dig, at du er den første kvindelige chefredaktør på Jyllands-Posten nogensinde?

“Jeg ved ikke, hvad det betyder for mig, men det virker som om, at det betyder meget for andre, at jeg er den første kvinde i chefredaktionen. Og det er jeg glad for at kunne være med til at forløse. Jeg synes, det er på tide, at Jyllands-Posten får en kvindelig chefredaktør, og jeg er da glad for, at det blev mig.”

Er der nogle medier, der er lykkes bedre med at skaffe unge abonnenter, end I er?

“Ja det er der da. Vi er glade for vores abonnenter, men det skal ikke være en hemmelighed, at JP ikke har været de bedste til at skaffe unge abonnenter. Men vi skal heller ikke lave et nyt ungdomsmedie a la TV 2 ECHO. Vi kigger måske på en målgruppe fra 30-60 år. Jeg kender ikke tallene for, hvor mange der abonnerer på Zetland, men jeg vil tro, de har ramt en yngre målgruppe. Hvis man skulle lave et nyt medie i morgen, så ville man nok satse på lyd, men vi er i den situation, at vi er rigtig gode til at skrive, og vi har stadig en kæmpe printavis, som vi er rigtig stolte af, og som ikke må lide overlast. Så vi står med et ben i to historiske epoker.”

Jacob Nybroe (Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, red.) har kaldt jeres nye hovedsæde på Aarhus Havn for ‘et synligt tegn på optimisme efter en lang periode med nedgang og generel pessimisme i branchen.’ Har du haft samme pessimisme på mediernes vegne?

“Nej, det har jeg egentlig ikke, men man hører hele tiden fordommen, og mange prøver at dømme journalistikken ude. Men avisernes nyheder spreder sig jo til hele nyhedsbilledet på alle mulige platforme i større omfang end nogensinde før, og folk er faktisk villige til at bruge tid på journalistik. Under coronanedlukningen fik vi flere besøgende og flere abonnenter, end vi har gjort længe. Og vi sælger også stadig papiraviser. Vores gamle lokaler i Viby havde store, tomme trykkerihaller og tomme enkeltmandskontorer fra en tid, hvor der var flere journalister. På den måde bar de fysiske rammer præg af omstillingen, så det var godt for os at flytte ned på havnen.”

Hvordan tror du fremtiden ser ud for den danske presse, hvis vi ikke er gode til at omstille os fra analogt til digitalt indhold?

“Så ser den dyster ud. Når unge mennesker primært forholder sig til deres telefon eller deres laptops, så skal journalistikken være der. Når folk oplever, hvor nemt og intuitivt man kan navigere på Netflix eller Instagram, så skal medierne kunne matche samme sømløse digitale brugeroplevelse. Men vi er oppe imod nogle gigantiske kræfter, der har et helt andet udviklingsbudget og -tempo. Som de relativt små virksomheder vi er, bliver prøvelsen at følge med i den kvalitetsbedring, der kræves.”

Hvis medielandskabet ændrer sig, hvorfor bliver det så JP, der overlever?

“Jeg synes, Jyllands-Posten er et af de eneste medier, der håndhæver de klassiske journalistiske dyder i forhold til tilstræbt objektiv journalistik, du kan regne med. Vi adskiller news og views og forfalder ikke til at segmentere vores journalistik så meget, at det til sidst bliver en partiavis. Ovenpå diskussionen om fake news, tror jeg, der er et behov for det. Autoritetsfaldet skal modsvares af endnu grundigere journalistik. Jeg tror på, vi skal holde fast i de idealer.”

Fra denne sommer skal Christina Boutrup føre TV2’s karakteristiske korrespondent-mikrofon i verdens nye supermagt. Med base i Shanghai skal hun berette om den udvikling, der inden længe gør Kina til verdens største økonomi.

Et begejstret smil breder sig forsigtigt over læberne, inden hendes blik slår væk i et kort sekunds betænkningstid:

”Min første tanke har nok været, at det sørme var på tide. Og så skyndte jeg mig at sende en mail afsted med det samme.”

Sådan beskriver Christina Boutrup sin reaktion, da hun tilbage i februar læste, at TV2 havde i sinde at sende en fast korrespondent til Kina. Den 44-årige fynbo har de seneste år opbygget sig en anerkendt status som en af landets førende Kina-kendere.

Siden hun for 13 år siden flyttede hjem efter sit første job som Asien-korrespondent for Berlingske, har hun savnet at være tæt på udviklingen. Til sommer river hun sit liv op ved roden, når hun, sammen med sin familie, vender tilbage til Shanghai. Derfra skal hun gøre TV2’s seere klogere på landet, der har manifesteret sig som økonomisk supermagt og i stigende grad gør sig gældende på den globale magtpolitiske scene.

Korrespondent fra år ét

Christina Boutrup er uddannet erhvervsjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Knap havde hun forladt bunkeren på Olof Palmes Allé, før et særligt stofområde fandt vej til hendes skrivebord og blev en gennemgående rød tråd i hendes journalistiske arbejde.

”Der gik jo kun lige et år, fra jeg fik min eksamen, til jeg for første gang landede i Beijing og skulle arbejde som journalist i Kina,” fortæller hun.

Som nyudklækket journalist på Berlingskes nyhedsmagasin oplevede Christina Boutrup, hvordan Kina oftere og oftere løb med overskrifterne i avisens erhvervsdækning. Historier om outsourcing til det fremadstormende marked og iøjnefaldende vækstrater vakte hendes interesse og pirrede den unge journalists nysgerrighed. I en sommerferie fik hun grønt lys fra avisen til at rejse fire uger til landet for at lave en serie om danske iværksættere. Det var på den rejse, Christina Boutrup for alvor fik øjnene op for en verdensdel fyldt med historier uden mange danske journalister til at fortælle dem.

”Efter den sommer tog jeg hjem og fortalte min chef, at jeg flyttede til Kina og spurgte ham, om han kunne bruge det til noget,” fortæller hun.

Et halvt år senere var hun igen i Kina, denne gang uden returbillet, men en freelance-kontrakt, der senere blev til et fast job som Berlingskes nye Asien-korrespondent.    

På trods af de høje journalistiske ambitioner og den nyfundne begejstring for det kinesiske samfund havde Christina Boutrup ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig det scenarie, hun pludselig landede i. I hendes hoved var korrespondent ikke en titel, der kunne forenes med blot et års journalistisk erfaring. Uden hverken at kunne tale sproget eller have indgående kendskab til verdensdelen, skulle hun pludselig levere analyser og reportager om et meget komplekst samfund.

Tidsforskellen på seks timer gav den unge korrespondent muligheden for at tage alle døgnets timer i brug. Research fra morgenstunden, interviews om eftermiddagen og artikelskrivning frem til den danske deadline langt ude på natten. Derudover gik hun til sproglektioner flere gange ugentligt. 

”Hvis man skal være modig for at være korrespondent i Mellemøsten, så fandt jeg hurtigt ud af, at man først og fremmest skal være hårdtarbejdende for at rapportere fra Asien helt uden erfaring,” fortæller hun.

Tilbage til udgangspunktet 

De seneste år har Christina Boutrup gjort det til en levevej at gøre beslutningstagere klogere på Kina. Selvom hun nødigt påtager sig titlen som ekspert, har hendes 17 års indsigt og omdømme givet muligheder, der rækker langt udover den spæde start som ung korrespondent på udebane. 

”Når jeg har taget Kina-kender-rollen på mig og brugt min viden til at sige: ’Min vurdering er…’ eller ’Jeg er overbevist om, at…’ har jeg oplevet, at mange flere pludselig har lyttet med. Det har skabt en helt anden opmærksomhed,” forklarer hun. 

Med det nye job vender hun tilbage til udgangspunktet, når hun igen skal være den, der stiller spørgsmålene. Også dem, hun på forhånd kender svaret på. Skiftet vækker en velkendt begejstring, der tilbage i tiden var en af grundene til, at hun faldt for journalistikken: 

”Som journalist er jeg jo drevet af at komme ud i virkeligheden og få nogle indtryk og udfordringer, som jeg kan omsætte til et output. Derfor glæder jeg mig til at komme ud og få jord under neglene igen og fortælle både fascinerende og skræmmende historier,” fortæller hun.

Fra Kullerup til Kina

Selvom Kina i dag er velkendt og nærmest hjemligt territorium for Christina Boutrup, bliver det alligevel en særlig omvæltning, når hun til sommer bytter den østfynske landsby Kullerup ud med Shanghais pulserende storbyliv. Siden hun sidst boede i byen, er hun blevet mor til to.

Nu er huset sat til salg og pigerne er skrevet ind på en international skole. Familien er så småt begyndt at overveje, hvilke ting der skal med til Kina, og hvad de skal skille sig af med. Selvom det er en stor beslutning at rykke teltpælene i pigernes barndomsby op, lader Christina Boutrup sig ikke bekymre:

”Kina er en indgroet del af vores familieliv. Vi har besøgt landet hvert år med pigerne, og vi synes, at det er en fantastisk mulighed for dem at opleve kulturen og lære sproget.”

De kinesiske myndigheder udsteder i øjeblikket ikke permanente arbejdsvisa til internationale journalister pga. corona-pandemien. Derfor ved familien endnu ikke, hvornår de kan rejse til Shanghai. Selv håber Christina Boutrup dog på at kunne rapportere live fra Kina, inden sommeren er ovre.

At rapportere fra det mørklagte

Når Christina Boutrup på et tidspunkt får lov til at tage afsted, vil hun som noget af det første kontakte sit netværk af lokale fixere. De skal hjælpe hende helt tæt på historierne og den befolkning, der i mange tilfælde står i skyggen af systemet. Ifølge hende er arbejdsvilkårene som korrespondent i Kina anderledes, i forhold til hvad mange af hendes kollegaer oplever i resten af verden: 

”Der er intet, der er let i Kina, og slet ikke, når man kommer med et tv-kamera. Det er svært at få folk til at stille op til interview, fordi de risikerer repressalier, men der er sindssygt mange spændende historier, der bare venter på at blive fortalt,” fortæller hun.

Hendes erfaring er, at man som korrespondent kan arbejde forholdsvist uforstyrret, hvis ens journalistiske arbejde er nøgternt og holder sig til at beskrive de faktiske forhold i landet. Men det afhænger selvfølgelig altid af, hvor følsom historien er. Derudover kan det for en gangs skyld også være en fordel ikke at være den største spiller i branchen:

”Et dansk medie som TV2 bliver ikke opfattet som en trussel på samme måde som de store internationale medier. Derfor kan vi måske slippe afsted med lidt mere. Vi skal dog ikke tro, at myndighederne ikke holder øje med, hvad vi laver. For det gør de.”  

Som Kina-kender og analytiker har Christina Boutrup repræsenteret et nuanceret perspektiv på det kinesiske samfund. Selvom Kina er en fjern virkelighed for de fleste danskere, er hun sikker på, at TV2’s dækning bliver både nærværende og aktuel. Landets stigende globale indflydelse påvirker danskernes hverdag på daglig basis. Den indflydelse håber Christina Boutrup på at kunne flytte frem i danskernes bevidsthed ved at øge deres kendskab til verdens nye supermagt.

”På nogle områder er Kina så langt fremme, at det er som at se ind i fremtiden både på godt og ondt. Derfor er det også nødvendigt, at vi ikke kun orienterer os mod USA, når vi ser fremad her i Europa,” siger hun.

Flere prognoser peger på, at Kina overhaler USA som verdens største økonomi, allerede inden dette årti når til ende. Udsigten til at skulle dække et skifte i verdensordenen trækker i Christina Boutrup, og begejstringen er umulig at overse. Hun vil afsted – hellere i dag end i morgen.

“Man bliver afhængig af Kina, fordi virkeligheden igen og igen overgår selv de vildeste fantasier. Som journalist er man med til at skrive verdenshistorie hver eneste dag – lige der midt i globaliseringens epicenter.”      

Henrik Qvortrup farer rundt på redaktionen.

Han har netop interviewet en kilde fra Sundhedsstyrelsen til programmet Q&Co, som er et mediemagasin på B.T., hvor han er politisk redaktør. 

“Rasmus, vi skal have ringet til Mads. NU,” råber han til sin producer.

Henrik Qvortrup skal interviewe Politikens opinionsredaktør, Mads Zacho, om en af de utallige sager i medieverdenen, som han hver uge diskuterer i sit mediemagasin. 

Han trives godt i det hektiske tempo med korte deadlines og nye opgaver hele tiden. 

“Jeg kan godt lide den hurtighed, der er i faget. Man laver en spurt, kommer ned i hastighed, for så at komme op i hastighed igen,” forklarer han. 

Henrik Qvortrup valgte blandt andet journalistfaget, fordi han her kunne møde en masse interessante mennesker, men det var også et fag, der gav mulighed for hurtigt at komme videre til den næste historie.  

Tamilsagen 

Henrik Qvortrups karriere startede, som enhver politisk journalist kun kan drømme om. Han var stadig journalistpraktikant, da han sad med en af de største sager i dansk journalistisk: Tamilsagen.  

Han var en del af Christiansborg-redaktionen hos Berlingske, da der kom et nyhedstelegram ind fra Ritzau med meldingen om, at den daværende justitsminister, Erik Ninn-Hansen, havde handlet ’overordentligt kritisabelt’ vedrørende håndteringen af tamilske flygtninge fra borgerkrigen i Sri Lanka. 

“Jeg kan huske, at vi sad fem personer på redaktionen og kæderøg. Der var ingen, der gad tage sagen, og så fik jeg, praktikant, den,” fortæller han. 

Efterhånden som skandalen rullede, blev det Henrik Qvortrup, der kom til at dække den for Berlingske.  

Efter Journalisthøjskolen blev han ansat på Jyllands-Posten, hvor han kom til at arbejde videre med Tamilsagen. Her var der ifølge Qvortrup heller ikke den store interesse for emnet, og derfor var det også en kamp for ham at overbevise redaktionen om, at det var vigtigt at dække det. 

Selvom det i starten var op ad bakke, endte historien med at blive en af de største og mest sagnomspundne sager i dansk journalistik.  

Henrik Qvortrup mener dog, at mediedækningen af hele oprulningen meget vel ikke ville have fået samme opmærksomhed i dag.  

“Hvis man forestiller sig, at noget lignende Tamilsagen kom frem i dag, ville der næppe være plads til de lange referater, som der var dengang,” siger han.  

Han mener dog ikke, at det er et udtryk for, at journalistikken er blevet ringere. Tværtimod mener han, at der i dag bliver bedrevet rigtig meget god journalistik. Det er bare et udtryk for, at mediebilledet har ændret sig. 

Mørkets fyrste 

Op gennem 1990’erne arbejdede Henrik Qvortrup for forskellige danske dagblade, inden han i 1998 landede i en af de flere kontroversielle poster, han har bestridt igennem sin karriere. 

Her blev han nemlig for alvor kendt i den politiske offentlighed, da han blev ansat som presserådgiver – eller spindoktor – for den på det tidspunkt nytiltrådte formand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen.  

Her gjorde han sig bemærket ved at sige, at han ikke var ansat, fordi han var venstremand, men fordi han kunne hjælpe Anders Fogh Rasmussen med forholdet til pressen. 

“Der var mange, der ikke forstod, hvordan man kunne tage et job i et parti, man ikke nødvendigvis var enig med, men at man i princippet lige så godt kunne have været ansat i Socialdemokratiet. Jeg så det mere som en professionel ting, og det var der mange, der blev provokeret af.”  

Det var også for alvor med Henrik Qvortrup, at spindoktor-begrebet blev kendt i Danmark, før havde det været et begreb, de fleste forbandt med amerikansk politik.  

“Der var mange, der dengang så det som en farlig udvikling, og jeg har ikke tal på, hvor mange studiegrupper fra RUC, der kontaktede mig for at høre, hvad det havde af betydning for demokratiet.” 

På trods af at mængden af spindoktorer de efterfølgende 20 år kun er vokset eksplosivt, og partierne er blevet mere professionaliserede, mener Henrik Qvortrup alligevel, at der er for meget fokus på dem, og at man derved glemmer andre – såsom departementscheferne, der også har en enorm magt.

En fuckfinger til medieverdenen

I 2001 fik Henrik Qvortrup det job, der på mange måder stadig er med til at definere hans plads i dansk journalistik.

Som chefredaktør for Se og Hør var han nemlig med til at køre bladet i en hidtil uset hård retning. Kendisser kunne ikke længere få stoppet en historie, hvis de mente, at den var for hård, ligesom der med Henrik Qvortrup kom en ordning, hvor almindelige mennesker kunne få en dusør, hvis de kom med et tip til bladet. 

Det var for alvor her, han fik udviklet et image som den kyniske chefredaktør, der ville gå langt for historierne og for at udstille de kendte.

Mens han var hos Se og Hør, spekulerede han på, om han nogensinde kunne komme tilbage til den politiske journalistik.

“Folk sagde til mig, at det kunne godt være, at det blev sjovt, men at jeg for evigt ville være dømt ude af det gode politiske selskab,” forklarer han.

Men i 2009 blev han hentet til TV 2 som politisk redaktør.

“Da jeg fik tilbudt det job, var det den ultimative fuckfinger til alle dem, der havde dømt mig ude og sagt, at jeg aldrig ville få et job som politisk journalist igen.”

Han var tilbage i den position, som havde været udgangspunktet for hans journalistiske karriere, og det var igen ham, der udlagde teksten på tv-skærmen hver aften.

Men i 2014 var det slut.

Nedturen og genkomsten

Da den tidligere Se og Hør-journalist Ken Rasmussen i 2014 udgav bogen ‘Livet, det forbandede’, hvori han blandt andet fortalte om sin tid på ugebladet, kom det frem, at de havde brugt ulovlige metoder til at følge med i de kendte og kongeliges gøren og laden.

Det hele endte med, at Henrik Qvortrup trak sig fra jobbet på TV 2 på baggrund af afsløringerne. Det endte også med en fængselsdom i 2016.

Herefter fulgte en periode, hvor han for alvor troede, at tiden som journalist var forbi.

“Derfra stod jeg på egen hånd, for der var mildest talt ikke nogen, der hjalp mig,” forklarer han om tiden efter skandalen.

Han begyndte at skrive bøger og lave podcast, og det første spæde skridt tilbage i medieverdenen kom, da han lavede en programrække for dk4, hvor han interviewede politikere.

Desuden blev han vært på et mediemagasin på Radio24syv, blandt andet med den begrundelse, at han ikke havde nogen venner i dansk journalistik.

“Jeg skyldte i hvert fald ikke nogen noget,” svarer han kortfattet.

En kollektiv selvfedme

Henrik Qvortrup mener, at journalister i Danmark er gode nok til at gå kritisk til hinanden, men han mener også, at der er et alt for stort fokus på egen navle:

“Her lider vi af en kollektiv selvfedme, og jeg er jo også selv en del af det – jeg laver selv et medieprogram, men hvis jeg skal kigge på det udefra, kan jeg godt forstå dem, der siger, at så interessante er vi jo heller ikke.”

Han mener, at den politiske journalistik er blevet bedre de seneste 30 år, hvor han har været med, men det har også været nødvendigt. Med den stadigt større magtkamp, der i hans øjne foregår mellem journalister og politikere, og med det stadigt mere professionaliserede politiske system, er det nødvendigt for journalisterne at oppe sig.

Det er dog ikke noget, der har slået ham ud.

“Jeg synes, det er forrygende. Det er helt fint, at den kamp finder sted.”

”Inden man starter, kan man have en forestilling om, at der går side 9-piger rundt mellem skrivebordene,” fortæller Magnus Mio, der siden august 2020 har været praktikant på Ekstra Bladet.

Forestillingen bygger givetvis på fordomme. Fordomme om et mandehørmende sted, hvor under-bæltestedet-jokes er hverdagskost og rubrikkernes blikfang vigtigere end indholdet.

”Men sådan er det slet ikke. Det er en mediearbejdsplads ligesom så mange andre,” fortsætter han.

En mediearbejdsplads, der har gennemgået et utal af ændringer de, og især dét, seneste år. En gennemgribende omdannelse af det gamle Ekstra Bladet, folk kendte. Det stærkt omdiskuterede Nationen-kommentarspor er ophørt, de utidssvarende massageannoncer udfaset, og chefredaktionen opdateret. Poul Madsen har abdiceret efter 14 år som Ekstra Bladets ubestridte tabloidkonge, og ind er kommet det nykronede makkerpar Kristoffer Eriksen og Pernille Holbøll. Sidstnævnte som konstitueret ansvarshavende chefredaktør.

Frygten for den røde mikrofon

”Det gav mig helt klart en umiddelbar følelse af højdeskræk,” siger Kristoffer Eriksen om sin nyslåede titel som chefredaktør.

Fælles for begge chefredaktører har været det erklærede mål om ikke at skulle være en ny Poul Madsen. De vil være deres egne.

”Jeg har oplevet en intens lyst fra nogen for at sammenligne både mig og Kristoffer med Poul. Det er vildt irriterende,” siger Pernille Holbøll.

Det skete pludseligt, at de fik nye titler. En ny hverdag for dem begge. Men hvordan har det så været at skulle være chefredaktør for en af landets mest populære aviser, spørger jeg Kristoffer Eriksen. Han studser over formuleringen ’populær,’ for det er bestemt ikke hensigten.

”Ekstra Bladets rolle er ikke at skulle være populær. Vi skal være en sten i skoen, og folk skal synes, vi er nogle idioter.”

Ekstra Bladet vil stikke og provokere, konfrontere og være kritiske – lige meget hvad. De vil være netop dén mikrofon, magthaverne frygter og flygter fra. Dem, de andre ikke gider lege med. Det fylder meget hos Ekstra Bladet, og Kristoffer Eriksen siger, at selvom ordene ’frygten for den røde mikrofon’ måske er lige lovlig tabloidt formuleret, så er det meget bevidst.

”Hvis jeg skal sætte os selv lidt op på en piedestal – og det er sjældent særlig kønt – så synes jeg, at Ekstra Bladet har en fuldstændig afgørende rolle i et demokrati. At vi hver dag hjælper magthaverne med at opføre sig ordentligt. Det har en kæmpe præventiv effekt,” siger han og fortæller om det, han kalder ’Ekstra Bladet’-testen.

Det er en test, som efter sigende bruges i firmaer og organisationer, fortæller Kristoffer Eriksen. Når en stor beslutning står for døren, opvejes konsekvenserne nøje. Beslutningen på den ene hånd over for konsekvenserne ved at have beslutningen på forsiden af Ekstra Bladet på den anden. Den test må aldrig forsvinde, understreger han.

Man ved aldrig med i morgen

Gennem tiden har mange store personligheder været med til at forme Ekstra Bladet til det, det er i dag. Når man snakker med de to nye chefredaktører, er det også åbenlyst, at Ekstra Bladet ikke blot er deres arbejdsplads, men også meget mere end det. Det er med en moden respekt for avisen, at de taler om den.

”Vi er dem, vi er. Kristoffer og jeg er kun en lille del af Ekstra Bladet. Ekstra Bladet er jo større end os, og det kan jeg rigtig godt lide. Journalistikken er større end os,” siger Pernille Holbøll.

Ekstra Bladet er et sted, hvor det altid går stærkt. Fingeren er på breaking-aftrækkeren, og det handler konsekvent om at komme først. Det er karakteristisk og meget sigende for avisen, at man sjældent har en ide om, hvad der sker i morgen, forklarer Kristoffer Eriksen. Spurgt til, hvorvidt han selv er at finde på Ekstra Bladet om nogle år, når nu der er så mange forandringer på avisen, har han svært ved at svare på.

”I Journalistens nytårsquiz om mulige begivenheder i 2021, har jeg selv svaret, at jeg bliver hos Ekstra Bladet, men det ved man aldrig. Der er ingen garanti for noget i showbiz,” svarer han.

Er det sådan, du ser det? Ekstra Bladet som showbiz?

”Det er nok lidt for forenklet. Det var nok lidt et Karl Smart svar,” griner Kristoffer Eriksen, der anerkender uvisheden i en branche, der bevæger sig med enorm fart.

Den breaking-ansvarlige, Pernille Holbøll, kender godt til følelsen af, at det skal gå stærkt. Hun nævner selv en episode fra den forløbne uge, hvor det gik lidt for stærkt, og en journalist i en rubrik skrev ”PostNord – mulig bombe” med store, gule breakingfarver. Der var ikke tale om en brevbombe, som man ellers kunne frygte, men derimod EU-kommissionens godkendelse af dansk statsstøtte til PostNord.

Det var en fejl, erkender Pernille Holbøll, der understreger, at det er en vigtig og svær balancegang at gøre ting ordentligt, og samtidig være først og konsekvent dagsordensættende 24 timer i døgnet, som de ønsker.

”Vi er jo sådan nogle utålmodige typer, men det er vigtigt for os at gøre det ordentligt,” siger hun.

Kan man det hele?

I hele fortællingen om det nye Ekstra Bladet er det værd at spørge, om avisen kan det hele og – endda måske endnu mere relevant – skal det hele?

Kan de godt være de hårdtslående journalister, der fælder ministre og sætter dagsordenen om mandagen, når de om tirsdagen bringer ’håndværker’-tillæg med letpåklædte damer? Svaret er selvfølgelig ja, lyder det fra det to chefredaktører.

”Ekstra Bladet skal være for alle, og der skal være noget for alle. Det er et forrygende hurlumhejhus, hvor man kan læse det, der interesserer én,” siger Kristoffer Eriksen, mens Pernille Holbøll forklarer balancen mellem alle Ekstra Bladets mange forskellige redaktioner.

”Den undersøgende journalistik er så meget Ekstra Bladet anno 2021. Det er virkelig de gode, magtkritiske historier.

Men det skal samtidig siges, at Ekstra Bladet er intet uden de gode historier på alle punkter. Sport, underholdning, krimi, Bandeland og så selvfølgelig den undersøgende journalistik. Kristoffer og jeg skal binde det hele sammen,” siger hun.

Magnus Mio, der har været hos Ekstra Bladet i knapt et år, fortæller, at de mange elementer på avisen kan og bør samarbejde. De skal fungere i symbiose, som han beskriver det.

”Jeg synes ikke nødvendigvis, det ene skygger for det andet, eller omvendt. Der skal være journalistik til hele Danmark,” siger han.

Og netop journalistik målrettet hele Danmark har altid været en prioritet på Ekstra Bladet. Det var også derfor, at det nu hedengangne Nationen-kommentarspor blev oprettet i sin tid, forklarer Kristoffer Eriksen. Det var den lille mands ventil til den store verden. En adgang til et ellers hermetisk lukket landskab.

Men det landskab har nu forandret sig. Det har kaldt på forandringer, som har været nødvendige. Kristoffer Eriksen ved ikke selv, hvad fremtiden bringer for Ekstra Bladet eller mediebranchen generelt.

“Udviklingen lige nu går så stærkt, at man nemt kommer til at fremstå så dum, når man siger noget om fremtiden. Og det er nok enormt sigende for Ekstra Bladet. Det er et medie i rivende udvikling, hvor intet står stille.”

Relevansen af de klassiske nyhedskriterier har været debatteret vidt og bredt. På DMJX underviser man stadig i dem – men ikke alle steder i medielandskabet bruges de i flæng. Zetland, JydskeVestkysten og nyopstartede Kiosk er enige om, at de ikke skal skrottes, men i stedet revideres og suppleres af nye kriterier. Og det bliver de.

Da Hakon Mosbech var i praktik på Politiken, var han – med egne ord – for forhippet på konflikter. Det havde han lært på journalistuddannelsen. Konflikt er godt, og Hakon Mosbech ringede rundt til den ene efter den anden for at finde en kilde, der kunne give et modsatrettet perspektiv på en historie. På Politiken gav det forsider. Men når man taler med ham i dag, er han ikke specielt stolt af de forsider.

“Jeg tror ikke, at det var et sandfærdigt billede af virkeligheden,” siger han.

I dag er han journalist og redaktør på Zetland, som han stiftede i 2012 sammen med Lea Korsgaard, Jakob Moll og Silke Bock. Når han her skriver om økonomi, navigerer han ikke efter VISA-K-kriterierne, men efter, hvordan han bedst skaber værdi for Zetlands medlemmer.

“Der er gode ting ved de klassiske nyhedskriterier, men at bruge dem som det eneste selvstændige mål er ikke noget for os,” siger han.

Alligevel har onlinemediet ikke helt smidt de klassiske kriterier ud med badevandet.

Fra advarsel til tjekliste

Væsentlighed. Identifikation. Sensation. Aktualitet. Og det omdiskuterede K for enden af bindestregen: Konflikt.

Som journaliststuderende får man de klassiske nyhedskriterier, VISA-K, ind med modermælken. Journaliststuderende lærer at arbejde med dem, at genkende dem og til en vis grad at producere ud fra dem. Men hvis man ser ud i branchen, så er de sjældent noget, man arbejder bevidst med på redaktionerne. I stedet er de blevet til implicit viden, der ligger på rygraden, når der produceres journalistik.

Historien om nyhedskriterierne starter for over 50 år siden. Dengang var de fem nyhedskriterier tolv. De blev første gang beskrevet i 1965 af de to norske forskere Johan Galtung og Mari Holmboe Ruge, der ville undersøge, hvad der skulle til, for at en historie blev til en nyhed. Senere har Galtung udtalt, at kriterierne i virkeligheden giver et forvrænget billede af virkeligheden – hvad der bruges som en tjekliste på journalistuddannelserne, blev altså opfundet som en advarsel. Men skal de klassiske kriterier så bare smides ud? Ikke nødvendigvis, hvis man spørger en journalist, en forsker og to redaktører. I stedet skal de udfordres og nuanceres. Det bliver de i dag, hvor de får modspil af nye og reviderede kriterier. Og særligt konfliktkriteriet får en over nallerne.

Et vigtigt værktøj

Aslak Gottlieb er direktør for det nyopstartede ungdomsmedie Kiosk og tidligere fellow ved Center for Journalistik på SDU. Ifølge ham bliver nyhedskriterierne brugt som et journalistisk redskab. De fungerer dermed som et værdigrundlag for journalistikken, fordi de får store betydning for den måde, hvorpå de produceres.

Men når nyhedskriterierne blev skabt som en advarsel , kan man godt undre sig over, hvad man egentlig skal med VISA-K? At de er blevet en præmis for journalistikken er dog ikke nødvendigvis så skidt, at det ikke er godt for noget, mener Aslak Gottlieb.

“Nyhedskriterierne er et vigtigt værktøj. Det er bare vigtigt, at vi hele tiden forholder os til dem,” siger han. ”De klassiske nyhedskriterier stimulerer tilsyneladende langt de fleste mediebrugeres incitament til at følge med. Derfor må vi ikke smide barnet ud med badevandet.”

Og selvom kriterierne ikke fylder i Zetlands redaktionslokaler, særligt ikke aktualitet og konflikt, er V-et i VISA-K – væsentlighed – stadig et vigtigt værktøj, fortæller Hakon Mosbech. Et værktøj, der bliver brugt aktivt.

“Tidens vigtigste historie rummer på en eller anden måde også væsentlighedsbegrebet,” siger han.

Væsentlighed er heller ikke smidt i skraldespanden hos JydskeVestkysten. Her opererer man efter begrebet relevans – en nytænkning af væsentlighedskriteriet. Mads Sandeman, der er chefredaktør, forklarer, at væsentlighed stadig er et kriterium i nyhedsudvælgelsen, men at alt, der er væsentligt, også skal gøres relevant for læseren. Som journalist, mener han, skal man tænke på læserne frem for kilderne. I for mange år har man været for tilbøjelig til at lave journalistik på kildernes præmisser. Gør man det i stedet på læsernes, tvinges man til at overveje værdien i journalistikken, lyder argumentet bag nytænkningen.

“Væsentlighed er afsenderstyret. Det er mig, der bestemmer, hvad der er væsentligt for dig. Men når vi taler om relevans, er det dig som læser, der bestemmer, hvad der er relevant for dig. Det skal jeg som afsender indrette mig efter,” siger Mads Sandemann.

De sidder på rygraden

Morten Skovsgaard er professor MSO på Center for Journalistik på SDU og forfatter til bogen ‘Den Danske Journalist: Værdier, produktion, indhold’. Han forklarer, at kriterierne ikke er noget, som man bevidst tager stilling til på redaktionerne. I stedet er de blevet tavs viden.

“Nyhedskriterierne er noget, man får ind på rygraden som journalist. Det er ikke sådan, at man tæller op: ‘Denne historie opfylder fire kriterier, så det er en god historie’. Kriterierne er ubevidst viden for en del journalister,” siger han.

Det stemmer godt overens med billedet på JydskeVestkysten. Her taler man ikke meget om nyhedskriterierne, fortæller Mads Sandemann. I stedet er det andre kriterier, der opereres efter.

“Vores hovedlinjer er, at journalistikken skal være kritisk, konstruktiv og debatskabende, og den skal være uafhængig, relevant og troværdig. Det er nøgleordene for vores journalistik, og det dækker over alt – ikke kun nyheder,” siger han.

Konflikt skævvrider virkeligheden

Politiske konflikter, uenigheder og intriger fylder ofte i nyhedsdækningen, og netop konflikt kan være en udfordring for journalistikken. Problemet ved nyhedskriterierne kan være, at de giver et skævvredet billede af verden. Det hænger sammen med, at nyhederne ikke kan give et ‘en-til-en-billede’ af verden. Journalister bliver nødt til at vælge ud i nyhedsstof, fortæller Morten Skovsgaard, professor MSO på Center for Journalistik ved SDU.

“Det afvigende er på sin vis det interessante, så ofte vil nyhedsdækning give et forvrænget billede af virkeligheden. Det er klart, at hvis dækningen altid fokuserer på konflikt, kan borgerne få et værre billede af verden, end sådan, som det reelt forholder sig,” siger han.

Det billede kan Hakon Mosbech genkende. Han mener, at det ensidige fokus på konflikt skaber en risiko for nyhedstræthed, hvor læsere, seere og lyttere vælger nyheder fra, fordi de er trætte af konflikterne. Ifølge ham er konfliktkriteriet en stor del af, hvorfor journalistikken kan give et skævt billede af virkeligheden. Selv historier, der indeholder konflikt, er ofte mere end det, mener han.

“Der mangler flere nuancer end to parter, der er dybt uenige. Idealet om konflikt kan man bruge, hvis det virkelig er der og giver mening, men det er ikke et selvstændigt mål. Det viser verden i forkerte farver,” siger Hakon Mosbech.

Mads Sandemann, chefredaktør på JydskeVestkysten, mener, at konflikter, kan være vinklen på en nyhed, hvis substansen i konflikten er relevant for læseren. Til gengæld tror han ikke længere, at konflikt for konfliktens skyld er nok for læserne.

“Da jeg startede som journalist  i 1992, kunne man godt lave en tophistorie om to politikere fra det samme parti, der skændtes om et eller andet. De historier er der ikke mange, der gider at læse i dag,” siger Mads Sandemann. 

“Nyhedsjournalistik er godt til at skrive om vejret”

Ifølge Hakon Mosbech er det ikke kun konfliktkriteriet, der medvirker til et forvrænget verdensbillede. Scroller man gennem sit nyhedsfeed, vil man ofte blive mødt af gule og røde BREAKING NEWS-bjælker. Mediernes fokus på her og nu, også kendt som aktualitetskriteriet, fylder i nyhedsstrømmen. Det kan være problematisk, for man misser de langsomme, strukturelle forandrer, når man sigter målrettet efter aktualitet og fokuserer på her-og-nu-stof,  mener Hakon Mosbech.

“Man risikerer at ende i en lemmingeffekt, hvor alle medier taler om det samme, indtil de flytter videre til næste store historie på dagsordenen. Det gør, at vi kan glemme mange af de vigtige historier, der er rundt omkring,” siger han. ”Klimaforandringerne er svære at indfange, hvis man er fokuseret på hyperaktualitet. Nyhedsjournalistik er godt til at skrive om vejret, men det er dårligt til at skrive om klimaet.”

Alternative nyhedskriterier udfordrer

Noget tyder på, at det virker at udfordre de klassiske nyhedskriterier. Ifølge Mads Sandemann kan det konkret mærkes på antallet af abonnenter. Hos JydskeVestkysten er antallet af daglige bruger siden 2016 steget fra 60.000 til 140.000, og det er der en særlig grund til.

“Vores fokus på relevans har gjort, at vi har haft et stigende antal abonnenter siden sidste sommer, hvor det ellers har været faldende i 25 år,” siger han.

Også Aslak Gottlieb, direktør på Kiosk, nikker genkendende til efterspørgslen på nye former for journalistik. Kiosk bygger på ‘Engagements-kriterierne’: Brugerne skal beskæftige sig med det indhold, som medierne traditionelt har patent på. Kriterierne opstod, fordi Aslak Gottlieb kunne se en efterspørgsel.

“Da jeg selv undersøgte yngre mediebrugeres attitude til medierne, var der en samstemmende oplevelse af, at det ikke førte til noget. Man malede konflikter op, som bare fik lov til at blafre i vinden. At journalistikken ikke var resultatorienteret generede de unge mediebrugere,” siger Aslak Gottlieb.

Spørger man ham, vil vi se en efterspørgsel på journalistik, der bygger på andre kriterier end aktualitet og konflikt. Blandt andet tror han, at der vil blive større efterspørgsel på at pege på løsninger, og ikke bare på problemer. Det vil have konsekvenser, hvis medierne fortsætter det ensidige fokus på konflikt.

“Der er tendens til at fokusere for meget på problemerne i verdens tilstand. Det har givet udslag i, at vi risikerer at miste brugerne. Det er jo ikke sikkert, at der i fremtiden vil være efterspørgsel på journalistik. Det kan man ikke tage for givet,” siger han.

Old habits die hard

Selvom alternative nyhedskriterier skyder op og udfordrer de klassiske, er det ikke ensbetydende med, at VISA-K bliver lagt i graven. Old habits die hard, som man siger.

Noget tyder på, at man ikke er helt klar til at sige farvel til de klassiske kriterier, selvom de kræver revidering og nuancering.

”Jeg tror, at der i journalistikken vil være plads til flere og flere forskellige kriterier,” siger Aslak Gottlieb. ”Men jeg tror og håber da ikke, at vi skal sige farvel til de klassiske nyhedskriterier.”

Hvis man skruer tiden tilbage til nyhedskriteriernes oprindelse, var det især fokusset på konflikt og historier om ting, der går galt, som Johan Galtung advarede imod. Og det forstår Hakon Mosbech. For selvom journalistikken skal holde magthaverne til ansvar og sætte problemer til debat, skal den også vise, når ting fungerer og løses, mener han.

“Ellers sidder min mormor ude i Lyngby og bliver bange og ked af det, fordi hun tror, at verden kun er ildebrande og skud i gaderne og død og ødelæggelse og politiske skandaler. Når verden i virkeligheden går fremad på rigtig mange måder,” siger han.

De tre mediers kriterier – klik på Zetland og Kiosks for at læse mere.