”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

af Webredaktøren | jul 7, 2020 | UDE

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

Knud Brix er lige fyldt 40, han har en skilsmisse og en lang række arbejdspladser bag sig. Uden familien var han, med egne ord, blevet en krigsjunkie med hang til portvin, der, på Kirsten-Birgitsk-vis, fortalte de samme historier igen og igen. I stedet fortæller han nu, som vært på Danmarks mest populære nyhedspodcast, Genstart, en ny historie hver dag.

Skribent: Kresten Andersen

Foto: Valdemar Ren

Udgivet den 07. juli 2020

”Nu siger du til, hvis jeg snakker for meget, ik?” siger Knud Brix og stikker til fiskefrikadellerne på sin tallerken. Det er dagens ret i DR Byen.

Når han taler, er det som at tænde for et afsnit af Genstart. Det er den samme lethed, nysgerrighed og legen med ordene, som hver dag skyller ud af højtalerne hos et rekordhøjt antal danskere.

Knud Brix møder Illustreret Bunkers udsendte i frokostpausen fra arbejdet på Danmarks Radios nyhedspodcast, Genstart. Inden frokost interviewede Knud Brix Informations indlandsredaktør, Anton Geist, om Inger Støjberg og Instrukskommissionen. Efter frokost skal han indtale speaks til en udsendelse om anholdelsen af en formodet krigsforbryder fra Rwanda.

”Det er ikke nødvendigvis nyhedsdagsordenen, vi følger. Den er vi venligst fritaget fra at følge slavisk,” siger Knud Brix med en vis lettelse i stemmen.”Over tre uger skulle vi gerne have dækket de væsentligste historier. Men når Soleimani har fået en bombe i hovedet i Irak, så aner man ikke, hvad der er sket de første par dage. Man ved ikke, hvad det kan føre til og hvorfor og hvordan. Der skal vi have modet til ikke bare at køre uden at vide noget.”

Den afventende strategi lader til at virke. Med deres egne ord lover Genstart lytterne ”et unikt indblik i én aktuel historie”. Det har holdet bag Genstart gjort godt. Så godt, at podcasten har fået en fast plads i top-10 over de mest hørte podcast i Danmark, siden man for første gang i starten af marts kunne høre Knud Brix’ let tøvende, sprøde røst som vært.

”Man ville jo gerne sige, ”ej, det betyder ikke noget for mig.” Det ville være latterligt, hvis jeg påstod, at jeg ikke er glad for, at vi har fået mange lyttere. Det er vel for helvede det, der er formålet,” siger Knud Brix.

Ad omveje
Det er en snoet vej, der har ført til, at Knud Brix i dag sidder i DR’s kantine og lader de varme fiskefrikadeller blive kolde over sine velformulerede talestrømme.

Mange forbinder nok Knud Brix med sorte jakkesæt og politiske analyser fra Christiansborgs gange på TV2 News eller som hårdtslående morgennyhedsvært på det hedengangne Radio24syv. I dag er det glatbarberede reporterlook skiftet ud med et fuldskæg, en armygrøn skjorte, et par baggy bukser og en tophue med oprullet kant. En af de strikhuer, der – med fare for at fornærme både jøder og journalist – i pasform minder mest om en kalot.

Den mere eftertænksomme tilgang til journalistik, som Knud Brix nyder ved Genstart, har ikke ligefrem været dén journalistiske linje, der har været gennemgående i Knud Brix’ karriere.

”På ’News’ var mantraet ”Først. 24 timer i døgnet”. Jeg ved ikke, hvordan jeg blev lullet ind i det, som om det var det vigtigste kriterium at være først. Først hvorfor? Med hvad en eller anden ordfører har sagt? For hvem er man først? Er det for vores egne store egoer? Eller er det, hvad chefen eller lytterne synes? Det blev jeg en slave af… Men jeg var god til det.”

Næsen for den politiske journalistik førte til, at Knud Brix i over 10 år bed politikerne i haserne for Jyllands-Posten, Nyhedsavisen og TV2.

Knud Brix er vært på DR’s nyhedspodcast Genstart, som udkom første gang den 2. marts 2020.

Politik og poesi
Den amerikanske præsident Harry S. Truman skulle efter sigende have sagt ”If you want a friend in Washington, buy a dog.” En verden, hvor man skal stille spørgsmålstegn ved alt og ikke kan stole på nogen, sætter sine spor.

”Jeg blev enormt kynisk. Jeg havde lyst til at afsløre folk og trække bukserne af dem og se, hvor hårdt jeg kunne stille spørgsmålene. Nogle gange glemte jeg, hvad substansen var, eller hvad historien var. Jeg kan huske en finanslov, hvor det var så åbenlyst, at nogen havde vundet eller tabt. Da de kom ud af glasdøren, var det første, jeg spurgte om, ”hvem har vundet, hvem har tabt?” Bagefter var der en, der sagde, ”hvad er de egentlig blevet enige om?” Det vidste jeg sgu ikke rigtig. Jeg var optaget af spillet for spillets skyld.”

Som en slags modgift mod Christiansborgs ætsende miljø trak Knud Brix på en gammel kammerat i nøden, poesien.

”Det journalistiske sprog er et ganske specielt sprog, der har et formål. Poesien er det stik modsatte. Det har ikke nødvendigvis et formål. Det er skrift for lysten eller det formålsløses skyld,” siger Knud Brix.

I 2017, mens han stadig var politisk reporter på Christiansborg for TV2 News, udgav Knud Brix sin politiske digtsamling, Natfolden. Digtsamlingen gjorde noget, der sjældent er set hverken i dansk politik eller i dansk poesi. Den mixede de to verdener.

Natfolden fik en blandet modtagelse. Det blev til et enkelt hjerte i Politiken, fire stjerner i Jyllands-Posten og kritik fra flere sider for udokumenteret at blande fakta og fiktion. Knud Brix fastholder, at Natfolden er fiktion. Da han udgav Natfolden, vidste han, at den ville forsegle hans tid på Christiansborg.

”Jeg var færdig. Da jeg havde skrevet det der, så var jeg reelt færdig. Det var mere et spørgsmål om, ”bliver jeg fyret?”.Jeg vidste også godt, at når jeg først havde skubbet den båd i, så kunne jeg jo ikke blive der i 10 år. Ikke fordi jeg havde skidt så meget i egen rede, men hvis jeg siger, at du bliver et kynisk og dårligt menneske af at være i politik, så er det klart, at så kan du ikke være der 10 år mere. Så er du jo også idiot.”

Når man snakker med Knud Brix, er det tydeligt at høre, at han blev opslugt af Christiansborg. Substansen røg ud af ligningen, og det hele blev kogt ned til en bitter, uappetitlig bouillon af kynisme og magtspil. Det Knud Brix mistede i sin Christiansborg-tid, får han nu igen med Genstart.

”Det er det åbenlyse i, at det handler om lytteren og ikke mig og mit forkvaklede ego. Hvordan kan vi lave en fortælling og forklæde det som noget, så folk gider høre om krigen i Yemen. Vi fandt en ung kvinde, som sidder og forhandler fred dernede, og så fortæller vi historien gennem hende. Det er jo ikke fordi, at jeg tror folk er dumme, at de skal have det ind med ske. Det handler om, at når man bruger fortællinger, som er det stærkeste, vi har i faget, kan du slippe afsted med ret meget faktuel info. Det, synes jeg, er mega befriende.”

Radiofabrikken
De fleste mennesker i kantinen har så småt tømt tallerkenerne for fiskefrikadeller og sat bakkerne på plads for at vende tilbage til deres poster i det enorme DR-maskineri. Tilbage sidder den 40-årige Knud Brix. I dag er han væk fra det politiske spil og sidder i stedet bag mikrofonen.

Inden han blev styrmand på DR’s nye podcastflagskib, arbejdede han i to år som vært på Radio24syv Morgen. En tjans, der blev en redningsplanke fra Christiansborg.

”Da jeg kom på 24syv, var det en redning. Jeg var udbrændt som nyhedsjournalist. Det var noget helt andet at komme et sted, hvor der var nysgerrighed og højt til loftet. Det var en kreativ legeplads. Jeg har altid været misundelig på ”The Factory” i New York i 70’erne, hvor Andy Warhol holdt hof, natklub og atelier, sådan et sted, man vidste, var et fucking kreativt arnested.”

For Knud Brix var 24syv det tætteste, man kommer på Warhols legendariske legeplads i den danske mediebranche.

”Udover de skøre typer i toppen med Bertelsen og Brügger, så er det bare et sted, hvor du løber ind i Knud Romer, drikker kaffe med Master Fatman, og hvor der er en radikal præst på besøg. Hvis jeg lavede en liste over de mennesker, jeg helst ville arbejde sammen med eller møde, så var de alle samlet det sted.”

Rejsen
Afslutningen på Radio24syv blev på sidstedagen markeret med udsendelsen af radioserien ’General Butt Naked’, hvor Knud Brix besøger en liberisk krigsherre, kannibal og kristen evangelist. Rejsen blev en fortælling om Liberias ødelæggende og diabolske borgerkrig, men også en rejse ind i Knud Brix’ indre personlige tumult ovenpå en skilsmisse og den nye rolle som nyligt fraskilt familiefar.

”Ideen om at være en familie er ret grundlæggende. Så efter skilsmissen var jeg ramt af en form for granatchok og følelsesløshed og tænkte ”den klassiske metode er, at så må du dykke ned i noget, hvor du kan mærke dig selv, for så kan du finde dig selv.” De udenlandsting, jeg har lavet, har været en eskapisme. Der skulle noget ekstremt til for, at jeg kunne mærke mig selv. Man føler sig bare mere i live, ik? Det er jo paradoksalt.”

Knud Brix måtte dog hurtigt indse, at dansen mellem familieliv og at søge verdens dystre afkroge og destruktive hjørner ikke er en let dans.

”Jeg troede, at jeg skulle være freelancer og god far i en uge og rejse til Sydafrika og lave noget med en gammel storvildtjæger den anden uge. Jeg troede, jeg kunne leve et skizofrent liv, men jeg fandt ud af, at jeg ikke havde staminaen. Jeg blev underlig og sad i underbukser derhjemme.”

Det kan ikke overlades til hvem som helst
Knud Brix rejser sig fra bordet i den mennesketomme kantine. Vi bevæger os mod Genstarts redaktion, hvor Knud Brix til dagligt sidder med de kollegaer, der udgør teamet, der hver dag udsender en ny podcast.

”Vi ligger lige ved siden af Orientering og DR Dokumentar, og det er egentlig meget fedt, fordi den ene laver længerevarende formater, og den anden laver hurtigere ting. Meget af vores arbejde er jo at gå at høre, hvad er der på vej og sådan,” siger Knud Brix.

Genstart har givet Knud Brix glæden ved at arbejde. Han har genfundet substansen i historierne. Kynismen og skepticismen, som i mange år udgjorde det yderste, usynlige fernis af jakkesætsuniformen på Christiansborg, har han skrællet af.

”Det er ikke sikkert, at bageren lyver, når han siger til dig, at der ikke er flere spandauere. Den der totale gennemvævning af hele mit liv. Det tankesæt har jeg sluppet.”

Udover at finde den journalistiske formel, som Genstart har fundet, hvor substansen og den gode fortælling fremhæves, er opskriften på, hvordan man genfinder sit journalistiske selv, ifølge Knud Brix, relativt simpel.

”Det, der hjælper, er kolde bade, god litteratur og mennesker omkring dig. Og så at glemme egoet en gang i mellem.”

Selvom det lyder som et definitivt farvel til Christiansborg, understreger Knud Brix, at han er væltet tilfældigt ind i de fleste af sine karriereveje, og derfor stadig vil forholde sig åben for tilfældighedernes magt. Politik kan have en nærmest narkotisk tiltrækning, og afvænningen er ikke slut.

”Jeg er ikke tilstrækkeligt afluset, men jeg vil ikke være afvisende på et eller andet tidspunkt. For fanden, samfundsforhold er noget af det vigtigste, politik er spændende, politik er interessant… og man kan ikke overlade det til hvem som helst.”

Fremadrettet digitalisering af optagelsesprøven

af Webredaktøren | jul 7, 2020 | INDE

INDE

Fremadrettet digitalisering af optagelsesprøven

I år blev optagelsesprøven til journalistuddannelsen på DMJX afholdt digitalt, og det er efter sigende gået så godt, at en digital optagelsesprøve kan blive normen. En overvejelse, der både vækker begejstring og betænkning blandt ansøgere.

Skribent: Emma Katrine Bjerre Christiansen
Illustration: Andreas Vinther

Udgivet den 07. juli 2020

Igen i år sad forventningsfulde journalistdrømmere bag skærmen til den årlige optagelsesprøve på DMJX, men for første gang nogensinde var omgivelserne ikke de vanlige. Klasselokalerne og automatkaffen var byttet ud med spisebordet og hjemmeskoene, og de i alt 865 aspiranter skulle i år blot klikke sig ind på et link fra deres egne stuer for at deltage i prøven.

En af dem er 21-årige Mikkel Langerhuus. I år var det anden gang, han deltog i optagelsesprøven. En noget anderledes oplevelse end sidste år:

”Sidste år var jeg væsentligt mere nervøs, da jeg skulle køre turen op på journalisthøjskolen. I år kunne jeg bare tage kaffen med fra køkkenet og sætte mig ind i stuen, helt for mig selv,” siger Mikkel Langerhuus.

Netop nervøsiteten forblev langt væk i år, hvor Mikkel Langerhuus derimod var bange for, at han ikke ville tage prøven seriøst nok:

”Jeg frygtede, at jeg ville tage for let på det hele, nu hvor formaliteten ikke var tilstede,” siger han.

Trods hans egne overvejelser, var han yderst tilfreds med selve optagelsesprøven, fordi det gav ham ro at kunne sidde med opgaverne alene derhjemme.

En ekstra delprøve
Optagelsesprøven indeholdt i år fem forskellige delprøver. Det er én mere end sidste år, så der er tænkt nyt i tilpasningen af den nye optagelsesprøve.

Ifølge uddannelseschef på DMJX, Henrik Berggren, måtte de, der står for optagelsesprøven på skolen på rekordtid overveje, hvordan de kunne gentænke prøven og tilpasse den bedst muligt til hjemmeformatet. Særligt ét emne blev vendt:

”Det er klart, at vi var bange for snyd. Et af de nye tiltag for blandt andet at mindske snyd var at give ansøgerne kortere tid til videnstesten,” siger Henrik Berggren.

Netop videnstestens tidsramme faldt da også fra de normalt 25 minutter til bare 15 minutter.

”Jeg blev stresset i starten, da jeg så, vi kun havde 15 minutter Det er jo 16 sekunder til både at læse og svare på hvert spørgsmål. En af mine venner, der også deltog i prøven, manglede at svare på 10. Og det er jo mega ærgerligt,” siger Mikkel Langerhuus.

Den kortere tid til videnstesten er ikke kun til for at mindske snyd. Henrik Berggren mener også, at det på sin vis er positivt at kunne få frasorteret en gruppe ansøgere tidligt i processen. Det vil dog betyde, at de, der ikke læser hurtigt nok, vil falde fra allerede ved videnstesten:

”Så kan vi jo spørge os selv, om der er nogen, der bare skal bruge lidt mere tid til at tænke sig om, men som i virkeligheden, hvis de får den tid, tænker meget bedre?” siger Henrik Berggren.

Det er ikke noget, Henrik Berggren frygter, men han understreger, at det er en af de ting, der skal evalueres grundigt. Han er positiv over for et digitalt optagelsesforløb, da processen også kan bidrage positivt for de kommende studerende på uddannelsen.

Det vil blandt andet sikre, at de, der hvert år ikke er i landet, når der er optagelsesprøve, også har mulighed for at deltage. Det vil samtidig spare ansøgerne for transporttid- og udgifter.

Et ønske om samtale til alle
En anden ting, der er helt ny i år, er, at alle ansøgere skal igennem en optagelsessamtale med en underviser. Det har ifølge Henrik Berggren længe været et ønske fra DMJX:

”Vi kan se, at de, der har været til en samtale forud for optagelse, faktisk har større chance for at gennemføre studiet,” siger Henrik Berggren.

Det har været og er fortsat et ressourcespørgsmål, at alle ansøgere ikke normalvis kommer til en samtale. Måske kan årets digitale afholdelse af være med til at sætte skub i den drøm. Ifølge Mikkel Langerhuus er ideen om at få alle til en samtale ikke helt ved siden af. Han mener samtidig, at DMJX burde overveje, hvorvidt den skal foregå online eller ej:

”Jeg følte ikke, at jeg kunne give et indtryk på samme måde, som da jeg var til samtalen sidste år. De lægger jo vægt på, om man kan være nærværende og holde øjenkontakt, og det er svært at vise gennem computerens kamera,” siger Mikkel Langerhuus.

Henrik Berggren forstår frustrationen, men siger også, at lærernes oplevelse med at vurdere ansøgerne generelt har været god. Han ser også en mulighed i at afholde prøven digitalt og samtalerne fysisk. Han understreger, at det er noget, der skal tages op til den endelige evaluering af forløbet, når hele dette års ansøgningsproces er ovre.

En anden udfordring, der skal vurderes er, at der hvert år kan opstå en række tekniske problemer undervejs i prøven. I de foregående år har ansøgerne haft tekniske hjælpere til stede til at guide undervejs. I år var det derimod bare ærgerligt, hvis internettet brød sammen, eller programmet ikke ville virke. Der var ingen mulighed for at tage prøven om.

Der er registreret lige omkring 25 tekniske klager fra ansøgere, hvis forbindelse røg.

”Den fysiske hjælp kan vi ikke tilbyde dem, når vi laver prøven digitalt, så det er jo også noget af det på minussiden, vi skal se på. Det hele er en afvejning,” siger Henrik Berggren.

Nu hvor samtlige 400 samtaler er afholdt, kan den store evaluering gå i gang. Årets optagelsesprøve har været en blandet fornøjelse, men overordnet mener ledelsen på DMJX, at det er gået godt. Om det er gået så godt, at prøven i år er den første i en digitaliseret fremtid, ved ingen helt endnu.

FORSIDEN

Praktikant under pandemien: ”Hvis der ikke havde været corona, havde det været nogle helt andre artikler, jeg havde skrevet”

af Webredaktøren | jul 6, 2020 | INDE

Praktikant under pandemien: ”Hvis der ikke havde været corona, havde det været nogle helt andre artikler, jeg havde skrevet”

Praktiktiden skal være en smagsprøve på livet som journalist og kulminationen på journalistuddannelsen. Men hvad gør man, når hverdagen pludselig ændrer sig? Tre journalistpraktikanter fra DMJX fortæller om redaktionsmøder på zoom, intensiv corona-dækning og hvordan det er at være i praktik under en pandemi.

Skribent: Nanna Niemann
FOTO: Johanne Teglgård Olsen

Udgivet den 06. juli 2020

For de fleste har corona betydet store ændringer i hverdagen, og tiden som journalistpraktikant er ingen undtagelse. Olivia Høj Fälling er praktikant hos Børsen. Her startede hun på økonomisektionen, halvanden måned inden corona brød løs. Olivia havde lige vænnet sig til at være på redaktionen, hvor der hele tiden var mulighed for at tage fat i sine redaktører og bede om hjælp. Men efter corona-krisen måtte hun arbejde hjemmefra.

”Det er anderledes at være derhjemme. Jeg har skullet være mere selvstændig og træffe valg om artikler, jeg måske ikke havde truffet alene, hvis jeg havde siddet på redaktionen,” siger Olivia.

Ligesom Olivia er Benjamin Lillelund også i praktik under corona, hvor han sidder på Jyllands-Postens sportssektion. Her skriver han artikler, idéudvikler, ringer kilder hjem og arbejder på egne historier. Ligesom Olivia nåede han at være kort på sin praktikplads, inden det hele lukkede ned. Derefter måtte han arbejde hjemmefra i sin lejlighed. Ligesom for Olivia, har skiftet til at arbejde hjemmefra betydet en del ændringer for Benjamins arbejde.

Journalistpraktikant Benjamin Lillelund sidder på Jyllands-Postens sportssektion, hvor corona blandt andet har medført en del aflysninger af sportsbegivenheder.

”Hvis man lige har et spørgsmål til noget rent lavpraktisk, så kan man godt føle, at man forstyrrer, fordi man som praktikant har mange ”dumme spørgsmål”. Jeg har dog oplevet en stor velvilje fra de andre på redaktionen og min redaktør, men man har været overladt mere til sig selv end ellers,” fortæller Benjamin.

Fuld plade på nederen
For Andreas Mortensen, der er praktikant hos nyhedsbureauet Reuters, betød corona-krisen en masse aflysninger. Både en tur til Færøerne i april, planlagte OL-optakt historier med danske atleter og et kursus i London blev aflyst. Den helt store kransekagefigur var dog EM i Danmark, der blev aflyst, som Andreas skulle have dækket for Reuters TV.

”De sidste måneder er dem, hvor man skal brage igennem og vise, hvad man har lært. Jeg havde planlagt alt det her, og det er rigtigt træls. Der er fuld plade på nederen,” siger Andreas.

På nyhedsbureauet Reuters kan journalistpraktikant Andreas Mortensen mærke, hvordan corona-krisen har påvirket de historier, han har lavet.

Selvom corona har medført en masse aflysninger, har det samtidig betydet større international interesse i historier fra Danmark, da Danmark har været et af de hurtigste lande til at lukke ned og genåbne. Den store efterspørgsel for danske historier er noget, Andreas kan mærke:

”Lige pludselig siger regeringen, at der bliver åbnet op for noget, og så skal vi bare være der. Det har været anderledes og sjovt at prøve.”

Andreas laver også TV for Reuters, og særligt her har der været interesse for corona-historier med en menneskelig vinkel.

”Jeg har forsøgt at få en menneskelig vinkel på krisen. Da skolerne åbnede, var jeg ude på en skole og finde en mor, der ikke vil sende sine børn i skole,” fortæller Andreas.

I forhold til kilderne er der blevet taget nye forholdsregler, holdt afstand og sprittet af. For Andreas har det ikke været det store problem, når han skulle producere historier, men han har godt kunnet mærke, at det har været mere på kildernes præmisser:

”Hvis kilderne ikke har villet have os ind i deres hjem på grund af smittefare, har vi holdt interviewet udenfor.”

Når Andreas kigger tilbage på det sidste halvandet års praktik, understreger han, at den ikke har ændret sig vanvittig meget. For ham er det kun de sidste par måneder, der bliver noget anderledes end forventet:

”Mange af de ting, jeg havde planlagt, bliver ikke til noget, og det er træls. Men jeg sætter pris på, at jeg fik lov til at være en del af Reuters under corona.”

Andreas er nu vendt tilbage til livet på redaktionen, men også her er tingene lidt anderledes, end de plejer, hvor både hverdagen og historierne er præget af corona.

Tilbage på Jyllands-Postens sportssektion har Benjamin også oplevet, at corona har påvirket de historier, han har lavet, da de fleste sportsbegivenheder har været aflyst de sidste par måneder.

”Vi har skullet være kreative. Det er klart, at hvis der ikke havde været corona, havde det været nogle helt andre artikler, jeg havde skrevet. Det havde i hvert fald været mere sportsfokuseret,” siger Benjamin.

Det kan godt være, at historiernes format havde været det samme, men det havde været med andre vinkler og perspektiver, hvor man ville have mulighed for at dække kampe og sportsbegivenheder frem for corona-sportshistorier. De historier, Benjamin har lavet de sidste par måneder, har haft fokus på fremtiden for sport og det økonomiske perspektiv ved corona-krisen.

Redaktionsmøder rykker på zoom
Corona har betydet, at de fleste medier har måttet finde alternative arbejdsformer og rykke en stor del af det daglige arbejde online. Her har Olivia oplevet, at Børsen var hurtig til at omstille sig. Både efterkritik og redaktionsmøder har de afholdt på zoom, men det har ikke helt været det samme som at se hinanden i virkeligheden.

”Når man er sammen fysisk, lærer man jo hinanden bedre at kende. Og det er især vigtigt, når man er ny,” fortæller Olivia.

På Jyllands-Posten rykkede redaktionsmøderne også online.

”Vi har mødtes til teams-møde klokken ni om morgenen, kommet med idéer og planlagt, hvilke historier der skulle laves, og så er arbejdet gået i gang,” siger Benjamin.

Benjamin har ligesom Olivia savnet det sociale ved at være på redaktionen. Derfor har han nydt, at de for nylig er vendt tilbage:

”Man holder ikke den sociale pause derhjemme. Det er meget rart at have mulighed for bare at stå og snakke sammen om noget andet. Det gør en del for det sociale at være på arbejdspladsen.”

Praktikken efter pandemien
For de fleste er hverdagen nu stille og rolig ved at vende tilbage til normalen igen. Det gælder også for praktikanterne. Andreas ser frem til flere ting:

”Der er jo superligaen, der starter op, og det er helt vildt. Vi dækker stort set aldrig dansk fodbold, men der er nogle klubber, der laver nogle nye initiativer på grund af corona, så det skal vi dække. Selvfølgelig også på TV.”

Før Andreas igen kunne vende tilbage til redaktionen på Reuters, måtte han arbejde hjemmefra.

Der er også en række andre ting, der er ved at åbne, som Andreas skal dække for Reuters. En af tingene er zoologisk haves genåbning.

”Det virker som om, at nogle af vores modtagere er ved at være trætte af at høre om corona, så det bliver fedt at skrive om andre ting,” fortæller Andreas.

På Børsen er der også mindre fokus på corona, især for Olivias vedkommende, der i dag er på livsstilssektionen, hvor hun skriver artikler til weekend-tillægget.

”Det fede ved at arbejde på livsstil er, at man let kan snige sig uden om corona, for det er jo ikke, fordi alles liv stopper. Vi skal stadig give folk følelsen af weekend. På den måde er det fedt, at man kan få lov at lave artikler om noget andet,” siger Olivia.

For tiden er hun blandt andet i gang med at sætte et interview op med den første dansker, der har besteget Mount Everest uden kunstig ilt. Desuden skriver hun på et format, der hedder God Weekend, hvor man hører om forskellige prominente personers weekend. Her har Olivia interviewet forskellige personer fra Mathilde Gøhler om hendes weekend rutiner til Helle Thorning, for høre hvordan hun holder weekend i London.

Olivia er for nylig vendt tilbage på redaktionen i stedet for at arbejde hjemmefra. Her har corona også medført nogle ændringer.

Selvom corona har betydet ændringer og udfordringer i hverdagen, har det også åbnet op for nye muligheder.

”Jeg tror, corona har gjort, at jeg har fået lov at sidde med større historier, end jeg ellers ville have gjort. Det er enormt vigtige historier, vi har skrevet under corona. Jeg startede på økonomisektionen, og alt, vi har lavet i den tid, har været vigtigt. Der har ikke rigtig været nogle kedelige dage,” fortæller Olivia.

Efter Danmark er begyndt at åbne op igen, er Benjamin vendt tilbage til Jyllands-Postens redaktion. Tiden under pandemien har betydet ændringer for den seneste tid som praktikant:

”Jeg har været ærgerlig over, at der har været nogle måneder, hvor jeg ikke har kunnet mødes med folk. Det giver mere at mødes end at snakke i telefon, men overordnet har det været fint.”

Efter noget tid væk fra sit praktiksted på grund af corona kan Benjamin nu igen møde op i Jyllands-Postens lokaler.

Selvom corona har påvirket praktikanternes hverdag, bliver de sidste måneder nogle, Andreas vil huske langt frem i tiden:

”Når jeg kigger tilbage på denne periode om ti år, kommer jeg til at have ret optur over, at jeg var en del af Reuters, imens det her skete. Det har været vildt at være en del af, samtidig med at det er Danmarks største krise siden anden verdenskrig.”

FORSIDEN

Ritzau er først med det første – og det har de været i mere end 150 år

af Webredaktøren | jul 6, 2020 | UDE

Ritzau er først med det første – og det har de været i mere end 150 år

Ritzau er et medie, man måske ikke lige lægger så meget mærke til i dagligdagen. Men de er en hjørnesten for de danske mediers nyhedsdækning. Hver dag leverer de flere hundrede nyheder til de danske medier.

Skribent: Christoffer Panduro

Udgivet den 06. juli 2020

Der er stille på redaktionen. Det er Grundlovsdag, og derfor er der kun nogle få nyhedsjournalister på arbejde på Ritzaus hovedredaktion på Store Kongensgade i indre København. Normalt er der langt flere på arbejde på redaktionen, hvor de arbejder på at skrive de korte nyhedstelegrammer, som Ritzau har gjort til sit varemærke.

Ritzau leverer nyheder til 170 medier i Danmark. De leverer omkring 130.000 nyheder i løbet af et år og skriver om alt fra udland og politik til sundhed og forbrug.

En normal dag på redaktionen hos Ritzau starter kl. 5.30, hvor den første nyhedsredaktør møder ind. Her starter vedkommende med at snakke med Ritzaus redaktion i Sydney. Ritzau har en redaktion i Sydney, så de ikke behøver at have folk til at arbejde om natten.

Sydney-redaktionens primære opgave er at holde øje med, hvad der foregår i de lande, der ikke ligger i samme tidszone som Danmark, samtidig med at de holder øje med, om der skulle ske noget i løbet af natten i Danmark, som de så kan rapportere til morgenholdet på redaktionen i Store Kongensgade.

”Det er en kæmpe fordel for os, at vi har nyheder klar om morgenen, for det er en af de ting, der bliver efterspurgt hos medierne, når de møder ind om morgenen,” forklarer Søren Funch, der er nyhedschef hos Ritzau.

Efterhånden som morgenen skrider frem, møder de andre medarbejdere ind på redaktionen, hvor de holder et større redaktionsmøde kl. 11.00. På redaktionsmødet koordinerer de de ting, de skal lave i løbet af dagen.

”Vi holder i princippet redaktionsmøde hele tiden. Vi er jo bemandet hele døgnet, så det vigtige er bare, at der hele tiden bliver koordineret mellem redaktionerne,” forklarer Søren Funch.

”Vi har folk ude i marken, vi har syv mand på Christiansborg. Derudover overvåger vi mails, pressemeddelelser, Twitter og den slags, og så abonnerer vi på en lang række udenlandske nyhedsbureauer,” siger Søren Funch.

På den måde danner Ritzau sit overblik over, hvad der sker, og hvilke nyheder der skal skrives, og hvordan der skal følges op.

Nyhederne bliver sendt ud til de andre mediers redaktioner, hvor de, alt efter hvilket abonnement de har, modtager Ritzaus nyheder. Her er der en lang række nyhedsprodukter, der strækker sig fra de korte nyheder på 2000 anslag til længere analytiske artikler.

RITZAUS HISTORIE

Ritzaus Bureau blev grundlagt i 1866 af Erik Nicolai Ritzau. På dette tidspunkt havde det længe været på tale hos flere af de store dagblade i København at oprette et telegrambureau i landet. De fik nemlig alle telegrammer fra korrespondenter i Hamborg, hvilket var meget omkostningsfuldt for dem.

Ritzau får hurtigt mange abonnenter. Foruden de københavnske dagblade bliver også Københavns Børs, Kongehuset, flere ministerier samt en lang række af de danske dagblade uden for København kunder hos bureauet.

I 1883 får Ritzau sin første telefon, en direkte forbindelse til Rigsdagen (det daværende Folketinget), og få år efter, da telefonlinjen åbner til Odense, åbner Ritzau deres første filial uden for København i Odense.

I 1903 dør Erik Nicolai Ritzau af tyfus efter at have stået i spidsen for bureauet i 37 år. Ikke lang tid efter overtager hans søn, Lauritz Ritzau, bureauet, som han kommer til at stå i spidsen for i adskillige år og først forlader i 1958.

I 1906 får Ritzau Bornholms Tidende som kunde, og de er nu leverandører af nyhedstelegrammer til alle landets dagblade. Desuden er de på dette tidspunkt også leverandører af telegrammer til en lang række virksomheder og handelshuse.

I 1920 bliver Presserådet dannet, som var et organ, der skulle give de danske dagblade indsigt i Ritzaus drift. Det skulle sikre, at medierne kunne være med til at udvikle Ritzau og have kontrol over, hvad de producerede.

I 1947 overgår ejerskabet af Ritzau til de danske medier efter at have været i familien Ritzaus varetægt i 81 år. Det var allerede en tanke, som Erik Nicolai Ritzau havde, at bureauet skulle overgå til medierne, da han mente, at det ville være en stor fordel for pressen selv at være med til at bestemme over, hvordan Ritzau skulle udvikles.

I dag er en lang række af de danske medier med i ejerkredsen omkring Ritzau, så på den måde er de ikke kun kunder hos Ritzau, men også ejere af nyhedsbureauet. Ritzau har stadig den redaktionelle frihed, men arbejder tæt sammen med kunderne.

For lille et land til flere nyhedsbureauer
Allerede fra starten havde Ritzau konkurrenter, og i 1888 oprettes Nordisk Telegrambureau som konkurrent til Ritzau. Det når imidlertid kun at eksistere i fire år, inden de må dreje nøglen om.

Det seneste forsøg på at lave en konkurrent til Ritzau var, da Berlingske Media i 2011 oprettede nyhedstjenesten BNB. Tanken bag var, at man ville producere sine nyheder i eget hus.

Søren Funch forklarer lukningen af BNB med, at Danmark er for lille et land til at have konkurrerende nyhedsbureauer.

”I al sin enkelthed handler det om, at fællesskab er en fordel. I Danmark er det en fordel at have ét nyhedsbureau, som man ejer sammen. Så kan det varetage de basisfunktioner, som medierne skal have klaret, med hensyn til at overvåge, hvad der sker i samfundet,” forklarer han og fortsætter:

”Det er for vanskeligt for de enkelte medier at have nok medarbejdere til at dække hele nyhedsstrømmen, og så er det en fordel at have Ritzau til at lave den slags. Så kan man køre videre med historierne derfra.”

Han forklarer dog, at konkurrencen fra Berlingskes nyhedsbureau har været med til at gøre Ritzau bedre, så det kan være godt for Ritzau at have konkurrenter.

BNB lukkede igen i 2015, hvorefter Berlingske Media igen blev kunde hos Ritzau, og Ritzau overtog de medarbejdere, der før havde arbejdet for BNB.

Det vigtigste er troværdigheden
”Det afgørende for Ritzau er, at medierne kan stole på det, vi leverer,” forklarer Søren Funch.

Det er meget vigtigt for Ritzau, at deres kunder ved, hvad de laver. De har en plankalender, som deres kunder kan følge, så de altid ved præcis, hvornår hvilke nyheder kommer.

På kalenderen kan der for eksempel stå, at Ritzau vil tage ud og dække Statsministerens pressemøde, og så fremgår det, hvornår nyheden vil blive bragt, og i hvilket format og omfang.

På den måde ved kunderne altid, hvad Ritzau vil komme til at levere i løbet af dagen og ugen. På Ritzau har de også en løbende dialog med de andre medier, så de ved, hvad de har behov for, og hvad de efterspørger.

Søren Funch forklarer, at han kan mærke en øget brug af Ritzaus historier.

”I takt med digitaliseringen bliver vi brugt mere og mere,” siger han og uddyber:

”I gamle dage var der begrænset plads i en avis, men nu hvor de fleste nyheder ligger på nettet, er der i princippet ubegrænset plads, og det har medført, at vi bliver brugt mere, end vi har været før.”

På trods af den digitale udvikling er opgaverne hos Ritzau de samme, som de altid har været.

”Det er klart, at vores metoder har ændret sig i tidens løb i takt med den teknologiske udvikling, men den grundlæggende opgave har ikke ændret sig. Kernen af vores arbejde er stadig at lave nyheder,” forklarer Søren Funch.

FORSIDEN

DIGITAL PANIKDAG?!?: En fordel eller ulempe for de studerende?

af Webredaktøren | jul 1, 2020 | INDE

INDE

DIGITAL PANIKDAG?!?: En fordel eller ulempe for de studerende?

Vandrehallen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole huser normalt nervøse praktiksøgende til den omdiskuterede Matchdag. D. 6. maj i år var vandrehallen tom. Matchdagen er blevet digital og det betyder, at computeren lige pludselig bliver stedet, hvor praktikaftaler underskrives. Det har betydet mange ændringer på vejen mod drømmepraktikpladsen, herunder også nye taktiske overvejelser.

Skribent: Sofie Tronier
Illustration: Andreas Vinther

Udgivet den 01. juli 2020

’Store Matchdag’. Det er den officielle betegnelse for dagen, hvor de studerende på fjerde semester skriver under på den praktikaftale, der skal danne rammerne for de kommende to semestre. Blandt de studerende bliver dagen dog stadig omtalt ’Panikdag’. Det er nemlig her flere ugers selvrefleksion og drømmejagt kulminerer, og placerer de studerende i et mekka af forhåndsaftaler, satsninger og afklaring. I år gjorde corona praktiksøgningsprocessen endnu mere digital, selvom det hele tiden var planen, at Matchdagen skulle forløbe digitalt.

Forhåndsaftale eller ej?
Forud for Matchdagen kan Mikkel Nygaard, praktiksøgende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, torsdag d. 30. april ånde lettet ud. Han har i ugens løb klaret sig gennem coronaens fysiske begrænsninger og har været ved en håndfuld digitale samtaler ved diverse produktionsselskaber og DR Sporten. Ikke længe efter den sidste samtale ringer et produktionsselskab for at tilbyde ham en praktikplads.

”Jeg blev virkelig glad og sagde ja med det samme. Det var jo noget, jeg rigtig gerne ville,” siger han.

Kort efter at have takket ja, dukker en mail op fra DR Sporten. De skriver, at de ikke fortæller om, folks chancer, inden ’hornet lyder’ næste onsdag, hvor Matchdag afvikles. Selvom han egentlig har en forhåndsaftale, som han er glad for, kan han ikke få DR Sporten ud af hovedet.

Det har efterhånden spredt sig blandt de praktiksøgende, at DR, som nogle af de eneste, ikke laver forhåndsaftaler. Hvis man vil have en plads ved det store mediehus, skal man være forberedt på at satse og vente.

Det kender Matias Grønborg alt til. Han er også journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og han står i en lignende situation som Mikkel. Han har fået tilbudt en plads på TV2 Østjylland, hvilket han er rigtig glad for. Men på Matias’ liste over foretrukne praktiksteder indtog TV2 Østjylland alligevel kun andenpladsen. Førsteprioriteten var DR Ultra.

En hjemme-match-dag
Den 6. maj har Mikkel netop åbnet den første panikdagsøl. Han sidder sammen med sine to studiekammerater og al opmærksomheden falder på de tre computerskærme, som viser hver sit nedtællingsur. Alle ved bordet har en forhåndsaftale. Det er dog ikke ensbetydende med, at Mikkel ved, hvor han skal tilbringe det næste år. Da han skrev ansøgninger til praktikstederne, endte han nemlig med at sende en afsted til DR Sporten. Også selvom han egentlig havde takket ja til produktionsselskabet.

”Det gik op for mig, at jeg allerhelst ville på DR Sporten,”siger han.

Et andet sted i Aarhus sidder Matias. I selskab med sin studiekammerat har han også sat sig til rette ved et spisebord. På de to computerskærme står der ’2 minutter’. Han er ret sikker på at få mindst én grøn knap, men det er også det eneste, han kan vide side nogenlunde sikker på.

”Jeg håbede da, at jeg også ville få en grøn knap fra Ultra,”siger han.

Det digitale praktiksystem (Rød, gul eller grøn)
Senest en time før hornet lyder skal de studerende sende ansøgninger til de medier, hvor de ønsker en praktikplads. Det er, ligesom det plejer.

Derefter har medierne en time til at gennemlæse ansøgningerne og melde tilbage. Mediernes tilbagemelding vises som enten en rød, gul eller grøn knap på computerskærmen.

Rød: Mediet har takket nej til ansøgeren. Gul: Den studerende er ikke førsteprioritet, men er stadig i betragtning. Grøn: Mediet har tilbudt den studerende en plads.

De studerende kan på samme måde svare tilbage med enten rød, gul eller grøn. Hvis de studerende svarer ’accepter’ til en grøn knap, er der et match. Mediet har fået en praktikant, og den studerende har fået en praktikplads.

Dette sker á tre runder, hvor de studerende og medierne hver især har ti minutters betænkningstid efter hver runde.

Udover at runderne blev forlænget et par gange, bestod systemet.

”Hornet lyder”
Klokken slår 13.30 og det digitale horn lyder. Siden loader blot i et par sekunder, der dog føles som 100 år for Mikkel. På hans skærm afsløres to grønne knapper. Både produktionsselskabet og DR Sporten har tilbudt ham en plads.

”Det var egentlig ikke svært at vælge,” siger han.

Mikkel trykker ja til DR Sporten og nej til produktionsselskabet. På den måde forløb hans panikdag egentlig gnidningsfrit, men det havde den nok ikke gjort på samme måde, hvis dagen var forløbet som normalt. Mikkel mener nemlig selv, at det var en ret stor fordel for ham, at panikdagen var digital.

”Jeg slap for at skulle tænke over, hvor jeg skulle stille mig. Det er da en bekymring mindre som praktiksøger, at man ikke skal vælge om man skal stå på den ene eller den anden side af vejen,” siger han.

DR ligger nemlig lige over for skolen, hvor produktionsselskabet ville have holdt til, hvis Matchdag var fysisk. Hjemme ved Matias er det hele lidt mere forvirrende. Matias har fået én grøn og én gul knap. En grøn fra TV2 Østjylland, som han har en aftale med, og en gul fra DR Ultra, hans drømmepraktikplads. Det er her, det bliver lidt mere kompliceret.

Matias får at vide, at en anden praktiksøger har fået en rød tilbagemelding fra DR Ultra. Altså ved han, at DR Ultra har sagt nej til nogle, og ikke ”bare” givet alle ansøgere, undtagen den ene, som har fået grøn, en gul knap. Han vurderer derfor, at han har en god chance. Han ringer til DR Ultra, for at høre til hvor gode odds han har, så han ikke forspilder sin chance ved TV2 Østjylland. DR Ultra vil ikke sige noget.

”Jeg overvejede om jeg skulle gå planken ud og satse,” siger han.

Men for Matias føles det som et endnu større sats i anden runde, fordi han kan se den grønne knap ved TV2 Østjylland, og han vil ikke brænde sine broer ved dem. Matias ender med at takke ja til TV2 Østjylland.

For meget viden
En anden grund til, at Matias ikke valgte at satse på DR Ultra, var det psykologiske i, at han vidste, at han ikke var deres førsteprioritet.

”Den viden ville jeg egentlig hellere have været foruden,” siger han.

Og det er ikke det eneste, som han ville ønske, at han ikke vidste. DR Ultra endte nemlig i Matchroom og var altså med i alle tre runder. Hvis Matias havde satset, ville han med meget stor sandsynlighed skulle starte på DR Ultra til august, fordi det var der han havde stillet sig fysisk. Fordi det var hans førsteprioritet til at starte med, kan man sige, at den digitale panikdag har været en ulempe for ham.

”Det var da lidt bittert, men jeg er virkelig glad for at skulle starte et sted, hvor jeg ved, at de vil have mig og hvor jeg ved, at jeg kan lære en hel masse,” siger han.

Det med prioriteterne er også noget som Mads Damm, praktikantansvarlig ved DR Nyheder, har tænkt over efter panikdag. Der er nemlig flere studerende, som har landet en praktikplads, hvor de ikke fik ”grønt lys” i første runde. Mads Damm forstår godt, hvis det for nogle af de studerende lige skal synke ind, at de ikke fik grønt lys i første omgang, men opfordrer dem til at lade være med at overtænke det.

”Den dag de starter, har jeg i hvert fald glemt, hvem der var favoritter,” siger han om de nye praktikanter på DR Nyheder.

The Aftermath
Efter panikdag tager Matias ud og spiser med sine gode venner og sin kæreste. Mikkel tager i sommerhus med seks andre kommende journalistpraktikanter. Selvom Mikkel på en måde vandt under den digitale Matchdag og Matias var mindre heldig, ser de alligevel tilbage på dagen med lettelse.

”Jeg skulle bare hygge mig og drikke Sprite og Fanta,” siger Mikkel.

Siden har de også begge reflekteret over det digitale system og mener begge, at det fungerede fint. Mikkel håber for de studerendes skyld, at næste Matchdag også bliver online. Matias er mere skeptisk, for han ved godt, at det er den enkelte studerendes situation, der afgør, om det er en fordel eller ulempe.

Mads Damm sætter ikke spørgsmålstegn ved, om det nye system virkede. Inden forløbet gik i gang, var hans bekymring da også mest rettet mod de coronavenlige praktiksamtaler og messer.

”Jeg kan godt lide, at man møder hinanden og giver hinanden et håndtryk,” siger han.

Efterfølgende syntes Mads Damm dog, at det hele fungerede rigtig godt. Han mener, at han fik snakket mere med de studerende, end hvis det havde været som plejer, hvor man møder fysisk op.

”Selv hvis der ingen restriktioner er næste gang, kunne vi godt finde på at gøre det på den måde igen,” siger han.

FORSIDEN

Forsvarsjournalistikkens enmandshær: “Ingen styrer mig, udover min integritet”

af Webredaktøren | jun 22, 2020 | UDE

Forsvarsjournalistikkens enmandshær: “Ingen styrer mig, udover min integritet”

Når Peter Ernstved Rasmussen dækker det danske forsvar, er det med en indgående viden om de væbnede styrker, en klar selvstændighed og en hensigt om at udfordre magthaverne. I den henseende kan det være nødvendigt, at man stiller sig frem og giver noget af sig selv.

Skribent: Simon B. Porse

Foto: Emil Agerskov

Udgivet den 22. juni 2020

Millionsvindel, nepotisme, magtmisbrug – de seneste år har en række historier om umoralsk eller direkte ulovlig embedsførelse i det danske forsvar set dagens lys.

De mange skandalesager har sparket gang i en hed debat og ført til en skarp kritik af det, nogle stemmer kalder en ‘rådden kultur’ i Forsvarets øverste ledelse.

En af de vigtigste spillere i den udvikling er journalist og redaktør på forsvarsmediet OLFI, Peter Ernstved Rasmussen. Som ene journalist på mediet, han selv har stiftet, breakede han historien om den tidligere hærchef og general H.C. Mathiesen, der i maj blev idømt 60 dages fængsel for embedsmisbrug, pligtforsømmelse og videregivelse af fortrolige oplysninger, og som for alvor satte gang i bølgen af afsløringer.

Peter Ernstved Rasmussen har to gange været udsendt for det danske forsvar og to gange vundet Foreningen for Undersøgende Journalistiks ‘graverpris’. Illustreret Bunker har talt med enmandshæren Peter Ernstved Rasmussen om journalistroller og om vigtigheden af at råbe vagt i gevær.

Peter Ernstved Rasmussen stiftede i februar 2016 netmediet OLFI. (Foto: Emil Agerskov)

Fra felten til forsiden

Da Peter Ernstved Rasmussen forlod gymnasiet med et karaktergennemsnit på 6,1 på den gamle skala, svarende til et nutidigt 02, virkede militærtjeneste som en oplagt måde at komme udenom det for ham noget skuffende eksamensbevis.

I 1993 blev han for første gang udsendt for det danske forsvar i forbindelse med den internationale operationer i det krigshærgede ex-Jugoslavien.

“Hvis man kan sige, at det kan være positiv oplevelse at være i krig, så var det det på alle måder for mig. Jeg blev utrolig moden af det og lærte virkelig meget om værdier og hvad det er, der er værd at kæmpe for,” siger han.

På løjtnantskolen i årene efter fangede han for alvor interessen for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, men på trods af fremgangen i branchen, skulle arbejdet i forsvaret ikke være levevejen.

“Journalistik lød spændende. Det var ligesom et sted, hvor man var med, der hvor det skete, og hvor man blev øjenvidne til historien, imens den udspillede sig,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen om hans overvejelser om fremtiden.

Han søgte om optagelse på landets tre journalistuddannelser og begyndte i 1998 studiet på Syddansk Universitet i Odense.

Han blev færdiguddannet, og arbejdede kort som freelance-journalist inden han i 2004 med kort varsel tog imod posten som presse- og informationsofficer for den danske bataljon i Irak. Her skulle han håndtere både den interne og eksterne kommunikation for soldaterne i Camp Danevang.

I 2006 blev han ansat som skribent på Jyllandsposten, og efter fire år tilbød redaktøren, at han kunne overtage forsvarsområdet i avisen, på betingelse af at han kappede den officielle forbindelse til militæret ‘så der var rene linjer.’ Han takkede ja, afleverede sin uniform og opsagde sin rådighedskontrakt.

De flere års militærtjeneste gav ham gode forudsætninger for at arbejde med forsvarsjournalistikken.

“Jeg havde jeg noget viden om, hvordan systemet fungerede, og jeg kunne eksempelvis aflæse meget bare ved at se på soldaternes uniform – og allerede der havde jeg et forspring sammenlignet med andre journalister,” siger han.

Men da den socialdemokratisk-ledede regering i 2012 oprettede en kommission, der skulle undersøge den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan, trak redaktøren en streg i sandet. Med en fortid som talsmand for den danske bataljon i Irak kunne Peter Ernstved Rasmussen ikke dække kommissionens arbejde.

“Min redaktør ville have, at jeg fik et andet stofområde, og der kunne jeg bare mærke, at nu havde jeg fået færten af så mange gode historier. Jeg tænkte, at det her område er spændende, og der er brug for, at der er nogen der dækker det,” siger han.

I efteråret 2015 begyndte Peter Ernstved Rasmussen så at lægge grundstenene til det, der skulle blive hans eget kritiske forsvarsmedie, hvor han kunne fortælle de historier, han fandt vigtigst. Og at gøre det på egen hånd var nærmest selvsagt.

“Tanken var oprindeligt, at det måtte være muligt at skabe én journalistlønning ved at skrive om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Jo flere man er til at lave det, desto flere penge skal der jo ind, hvis det nogensinde skal kunne løbe rundt,” siger han.

I dag er OLFI vokset til et prisbelønnet, anerkendt og for nogle berygtet medie, der flere gange ugenligt leverer historier til sine mere end 1500 betalende abonnenter.

Rygter og røgslør

At arbejde alene, som Peter Ernstved Rasmussen gør, har sine fordele og ulemper.

På den ene side går redaktionsmøderne hurtigt, og der er ikke langt fra tanke til handling. På den anden side, fortæller han, har man også visse begrænsninger.

“Når man arbejder ene mand, må man skære 95 pct af historierne bort. Der må man jo så prioritere hvilke historier, der er de vigtigste,” siger han.

En anden ulempe er, at mediet og mennesket er svært at adskille, og man nogle gange ikke kan undgå at blive en del af historien.

“Da jeg endelig havde breaket historien om H.C. Mathiesen, var forsvarschefen Bjørn Bisserup ude og sige, at det var på baggrund af min interesse for sagen, mine aktindsigter og spørgsmål, at de nu var nødt til at flytte hærchefens kæreste, så der kom ro på,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen.

“Han sagde, at jeg spredte rygter og rettede beskyldninger. Jeg blev i den grad gjort til problemet.”

Selvom Peter Ernstved Rasmussen passer meget på ikke at blande sine holdninger ind i historierne, mener han, at det nogle gange er nødvendigt at kommentere på de sager han skriver om.

“Jeg har jo den gamle Jyllandsposten-skoling, altså den traditionelle journalistskoling, hvor en journalist, der dækker et område, ikke samtidig kan skrive opinionsstof om samme emne, og det er jeg egentlig som udgangspunkt enig i. Omvendt er det nogle gange befriende, når nogen kan sige det alle tænker, men som ingen tør sige,” siger han.

Journalistrollen gennem de seneste år har set en forandring, mener han, og OLFI – ‘et moderne medie, der lever i 2020’ – må gerne udtrykke en holdning indimellem.

Det er selvfølgelig en balancegang, lyder det, men når man har sit eget medie er det på sin plads, at man giver noget af sig selv en gang i mellem.

“Som journalist handler det jo om din integritet, altså om du kan se dig selv i spejlet – og det føler jeg i den grad godt, at jeg kan,” siger han.

Han påpeger at man med en klar tone og skarp vinkling kan risikere at skade sin troværdighed overfor kilderne i en sådan grad, at de ikke vil deltage i interviews. Han mener dog ikke, at det betyder meget i hans situation.

“Jeg har jo i forvejen opnået en position, hvor cheferne har det med at sige nej tak, når jeg ringer for at bede om et interview,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen.

Han beskriver, hvordan han som regel først får svar på sine henvendelser efter ugers eller måneders ventetid.

“Jeg oplever i den grad, at der bliver kastet røgslør, og at magten prøver at lukke mig ned som det her lille irriterende væsen. Jeg er en persona non-grata, som man holder ud i strakt arm,” siger han.

I flæsket på magten

Navnet OLFI er en reference til et dansk krigsskib. Korvetten Olfert Fischer, der var den første skude af sin slags, der deltog i en international operation. Korvetten symboliserer for Peter Ernstved Rasmussen begyndelsen på Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. Og netop den udenrigspolitiske kurs, forklarer han, er det, der profilerer Danmark udadtil. Danske deltagelse i militære missioner i Afghanistan, Irak, Libyen, med videre – det er det, udlandet kender os på, lyder det.

Desuden er Forsvaret et statsligt voldsmonopol og en af Danmarks største arbejdspladser, fortæller Peter Ernstved Rasmussen, og netop derfor er ordentlig forsvarsjournalistik helt essentielt.

“Det er voldsomt vigtigt, at der er en kritisk presse, der kigger Forsvaret grundigt efter i sømmene og sikrer sig, ikke bare at pengene bliver brugt ordentligt, men også at der leves op til de forventninger, vi har for moral, etik og ordentlig embedsførelse i de væbnede styrker. Og der må jeg bare sige, at fire års dækning på området har vist mig, at det har der i den grad været mangel på,” siger han.

Du taler i andre medier om at du gør dit arbejde med henblik på at ‘rydde op’ i Forsvaret. Er det virkelig en journalistisk opgave at forandre forholdene i de myndigheder, man undersøger?

“Altså, det kommer an på hvor meget der er at afdække. Men når man, som jeg, åbner et skab, og skeletterne vælter ud, så er det i den grad journalistikkens opgave at få det frem i lyset, fastholde magthaverne og afkræve svar,” siger han.

Peter Ernstved Rasmussen savner, at medier tør gå ‘i flæsket på magten’ og kalde en spade for en spade, uden altid at tage hensyn til annoncører og aktionærer.

I stedet for at være så påpasselige, mener han, bør medierne give journalister lov til at være kritiske og ‘tæske rundt’ i de emner, de interesserer sig for. For når man først viser, at man tør lave en kritisk historie og ikke er bange for ‘at gå til bidet,’ så begynder kilderne også at henvende sig.

“Jeg er klar over at andre områder måske ikke har lige så mange skandalehistorier, som Forsvaret har haft, men tro mig: Kommunerne, regionerne, sundhedssektoren, politiet, jamen altså … Det er da bare at komme i gang!”

Fra Bunkeren til Skyen

af Webredaktøren | jun 22, 2020 | INDE

Fra Bunkeren til Skyen

Den nye skole strækker sig mod himlen og byder solskinnet ind. Store glaspartier og lysegule nuancer skaber en stærk kontrast til Bunkerens beton. Men Skyen mangler også den patina, man måtte efterlade i flytningsprocessen.

Skribent: Amanda Frisk
FOTO: Hannah Vasconcellos Andresen

Udgivet den 22. juni 2020

Solen skinner, mens første semester trodser COVID-19 og bevæger sig ind i den nybyggede skole, hvor kun få DMJX’ere før har trådt.

Bygningen har et fundament af gule mursten og derefter tre etagers tårn af glas og metal, designet til at ligne en sky. Den eneste på himlen denne dag.

Et swush lyder, da hovedindgangens automatiserede skydedøre åbner. Forenden af rummet trænger solstrålerne igennem de lettere støvede vinduer og lægger sig dovent på kantinegulvet.

Et mennesketomt rum fyldt med borde og små træer med løv, der oplyses af strålerne. Et levn fra Bunkerens mørke, og nu står de her, badet i solskin.

Bunkerens kolde, hårde betonvægge er skiftet ud med glasfacader, ovenlysvinduer og trætrapper. Lyst træ og sarte, lysegule nuancer går igen på alle etager og kaster solstrålerne ud i klasseværelser og grupperum.

På en solskinsdag som i dag er hele den nye skole lyst op.

Frøberts og TV-audi er blevet forladt til fordel for nye, lysere auditorier med så inspirerende navne som blåt auditorium og gult auditorium. Men man må sige, at de lever op til deres navne. Især sidstnævntes farvetema er i den grad et levn fra dengang, hvor trompetbukser og hjemmestrik hærgede.

Man kan tage DMJX ud af 70’er bygningen, men man kan ikke tage 70’er stilen ud af DMJX.

Det blå auditorium giver derimod lidt en følelse af togkupe. De mørkeblå, sæde-lignende stole kan drejes, således at man kan sidde i grupper og debattere under forelæsninger.

Det kan vist bedst beskrives som et samtaleauditorium og er bestemt Lars Bjerg værdigt.

Selv fra de stejle auditorier fortsætter skolen opad. I de splinternye elevatorer, som desværre er forbudte for eleverne, tælles fire etager op og to kælderetager ned.

Det bliver god træning for dem, der ikke har set skyggen af deres fitnesscentre siden marts.

Trods højden føles bygningen mindre end Bunkeren, og man kan ikke undgå at overveje, om alle skolens personligheder, store som større, kan passe i denne bygning, taget COVID-19-venlig distancering i betragtning.

Et bibliotek, der er på størrelse med et kollegiekøkken, huser nu alle skolens bøger. Omkring seks reoler står tilbage. Rummet er gult med gult på, som at blive stoppet ned i en citronmarengs.

To etager længere oppe og til højre finder man hjørne-klasseværelset 3.20, der ikke blot huser en skøn udsigt over midtbyen, men også de famøse første semester-stole med klapbord, som Mette Mørk enerådigt gjorde krav på i flytningsprocessen.

Bestiger man alle trapperne, kan man på femte og sidste etage finde en terrasse med udsigt over industrihavnen og vandet. Man kan sågar ane et Mærsk Line containerskib, der langsomt bliver lastet i horisonten.

I alt pryder to terrasser skolens tage. Man kan allerede forstille sig de kæderygende journalistspirer med kantinekaffen i hånden og kampgejst i øjnene, stå på taget og spejde efter den næste regeringsvæltende historie. Dog uden en smøg, for områderne er røgfrie.

Når så dagen er slut, skal man hele vejen ned igen. Lige før hovedindgangen kan man finde alle de studerendes nye yndlingssted.

Den nye fredagsbar er det eneste sted på skolen, der udstråler, at det bevidst er blevet gjort dunkelt. Vægge, lofter og gulve er mørkegrå. Man kan ikke undlade at tænke, at stedet mangler den sjæl, der kommer efter år med fyraftensøl og beerpong-turneringer.

Ingen journalistveteraner er malet på væggene. Måske bliver det de studerende, der hele foråret har siddet bag computeren til zoomfester og teamsforelæsninger, der en dag kommer til at pryde dem.

Måske er den æra slut. Alt, man nu kan sige med sikkerhed, er, at en ny er begyndt.

Og hvis du en dag savner Bunkeren, så frygt ej. Find blot den nærmeste brandtrappe. Her er der rig mulighed for nostalgi og følelsen af underjordisk beton-hygge.

FORSIDEN

Den største historie: Arbejdet som journalist under coronakrisen

af Webredaktøren | jun 21, 2020 | UDE

UDE

Den største historie: Arbejdet som journalist under coronakrisen

Landets journalister har under coronakrisen dækket en situation, vi aldrig har stået i før. Undtagelsestilstanden har om muligt gjort det journalistiske arbejde endnu vigtigere, men samtidig fremkaldt en række dilemmaer. Illustreret Bunker har talt med tre politiske journalister om deres tanker om arbejdet med den altoverskyggende historie.

Skribent: Rikke Snede Okkels

Udgivet den 21. juni 2020

Da coronavirussen satte det meste af Danmark på pause, var landets journalister nogle af dem, der stadig arbejdede videre på højtryk. Med regeringens mange udmeldinger og alvorlige tiltag fik særligt de politiske journalister travlt.

Hans Redder, politisk reporter hos TV 2, husker tydeligt pressemødet d. 11. marts, hvor Mette Frederiksen meddelte, at det meste af Danmark lukkede ned.

”Det er den største begivenhed, jeg har været med til at dække. At statsministeren stiller sig op og nærmest lukker landet fra den ene dag til den anden. Det er noget, jeg kommer til at huske resten af mit liv.”

Hans Redder fortæller, at coronakrisen har fyldt alt i hans arbejdsliv gennem de sidste par måneder. Alt andet er blevet sat i baggrunden.

”Det har været helt vildt spændende at være med til at se, hvordan krisen har udfoldet sig og udfordret politikerne. Jeg føler, at jeg oplever noget verdenshistorie fra tætteste hold.”

Marchen Gjertsen: ”En af de dage, hvor dybe indåndinger ikke var nok. Barnet blev passet hjemme, og jeg kommunikerede forbi kollegerne i Aarhus på videoforbindelse så mange gange, at jeg til sidst måtte smide mig på plænen i haven og høre Taylor Swift i 15 min med forstyr-ikke-funktion for at bevare humøret.” Foto: privatfoto

Skærpelse af fagligheden
Marchen Gjertsen, politisk redaktør på Jyllands-Posten, troede, at hun skulle dække et forår med klimaforhandlinger og pensionsudspil. At dagsordenen blev helt anderledes, gik hurtigt op for hende under statsministerens første pressemøder om coronakrisen.

Hun mener, at vi befinder os i en periode, hvor journalistikken er utroligt vigtig. Det har hun kunnet mærke meget tidligt i forløbet.

”Min oplevelse har været, at det har skærpet folks faglighed, at der er så store samfundsændringer- og diskussioner, som kræver kritisk journalistik,” siger hun.

Ligesom andre danske medier valgte Jyllands-Posten i den første periode af krisen at gøre alle artikler om corona gratis.

”Det er meget rammende for den stemning, der var på Jyllands-Posten. At alle smed, hvad de havde i hænderne, og lavede noget god journalistik, som alle skulle have lov til at læse,” siger Marchen Gjertsen.

DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen har været særligt opmærksom på situationens alvor i sin dækning af coronakrisen. Hun fortæller, at det har været sværere at navigere i end normalt.

”Det har været tættere på folk, end det ofte er, når man laver journalistik, og det skal man selvfølgelig være meget bevidst om. For nogle mennesker opleves det her jo som et spørgsmål om liv eller død.”

Hans Redder: ”Nu holder de ondenlynme endnu en pause i genåbnings- forhandlingerne…” Foto: privatfoto

Den journalistiske opgave
Hans Redder mener ikke, at coronakrisen har ændret på hans rolle som journalist. Men historien er meget større end normalt.

Han har især fundet det vigtigt at gøre danskerne klogere på, hvor skelsættende de beslutninger, der bliver truffet af magthaverne, er.

TV 2-reporteren har dykket ned i forskelige rapporter fra Statens Serum Institut for at kunne formidle grundlaget for de store beslutninger.

”Jeg synes, at det har været en vigtig journalistisk opgave i den her proces at få forklaret, hvad det egentlig er, sundhedsmyndighederne videregiver til politikerne, og hvor usikkert et grundlag politikerne træffer deres beslutninger på. Det, de rapporter viser, er jo, at der er enormt store usikkerheder,” siger han.

For Christine Cordsen skiller historien om coronakrisen sig ud på alle måder.

”Jeg har aldrig oplevet noget som det her, hvor dansk politik har været i en total undtagelsestilstand,” siger hun.

Hun fortæller, at der har været mange faldgruber i forbindelse med dækningen. En af disse drejer sig om formidlingen af oppositionens holdninger.

”Da så meget har handlet om at formidle statsministerens budskaber, så er det jo en faldgrube ikke også at være opmærksom på, hvad oppositionen tænker, så man på den måde ikke kommer til at give statsministeren endnu mere taletid og platform, end hun har i forvejen,” siger Christine Cordsen.

Fælles dagsorden
De klassiske dyder, som Marchen Gjertsen kalder det at tage magthaverne på ordet og sikre, at de holder, hvad de lover, har haft stor betydning for hende i dækningen af coronakrisen. Her har de overordnede strategier for nedlukningen af Danmark samt testning og opsporing af smitte været særligt vigtige at afdække.

Hun påpeger derudover, at aktualiteten af den seneste tids journalistisk har været gavnlig.

”Der er en stor værdi i nyhedsjournalistik, som udvikler sig mere i takt med virkeligheden, og som er til stede, når tingene rent faktisk sker. Så kan forskellige folks holdninger og eksperters input faktisk bruges, når man ikke først afdækker noget et år efter, det er sket,” siger hun.

Jyllands-Postens politiske redaktør roser også en fælles dagsorden blandt medierne under coronakrisen.

”Det kan være, at Berlingske har en god vinkel på noget, og så har vi den anden side af sagen dagen efter. Medierne bliver en slags brandmandskæde, som sammen flytter tingene.”

Marchen Gjertsen: ”Fordele ved at arbejde sent hjemmefra.” Foto: privatfoto

Modvilje over for kritisk journalistik
Den kritiske journalistik under coronavirussens tilstedeværelse er ikke blevet taget godt imod af alle. Hans Redder har fået henvendelser fra læsere, der mener, at det er upassende at gå politikerne på klingen i den situation, vi befinder os i.

”Jeg har helt tydeligt kunnet mærke, at flere danskere mener, at man skal holde sig fra kritiske spørgsmål i en krisetid. Det kan jeg se i min mail-indbakke og på sociale medier,” siger han.

Marchen Gjertsen har særligt i den første periode af krisen oplevet samme tone.

”Du får mig aldrig til at sige, at det ikke er nødvendigt med kritisk journalistik, og det har måske været vigtigere end nogensinde i denne tid. Det har overrasket mig, at nogle ikke har været parate til det,” siger hun.

Hun mener, at mediernes troværdighed bliver testet i denne tid. I situationer, hvor de afdækker myndighedernes fejl, bliver det en slags dyst om, hvem danskerne stoler mest på.

”Jeg synes heldigvis, at billedet er, at man godt kan stole på de danske medier,” siger Marchen Gjertsen.

Skift i dækningen
Inden corona for alvor brød ud, brugte Hans Redder meget tid på at beskæftige sig med en historie om interne magtkampe i Alternativet. Coronakrisen har været så stor en historie, at det har sat hans tidligere arbejde i perspektiv.

”Nu, når jeg kigger tilbage på de uger, kan det godt virke lidt åndssvagt, at jeg gik rundt og bildte mig selv ind, at det var en rigtig stor historie, når der var så vild en historie på vej. Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde indset, hvor alvorlig corona kunne blive.”

Christine Cordsen husker, at den første periode af krisen i høj grad handlede om at få formidlet alt det, der skete. Der var blandt andet nye retningslinjer, forskellige ting, der lukkede ned og forhandlinger om en hastelov at fortælle danskerne om.

”Det var en meget massiv informationsstrøm i starten,” siger hun.

Ifølge Hans Redder er man journalistisk gået fra en nødsituationsfase, hvor fokus var på, hvorvidt det ville lykkes Danmark at undgå en kæmpe sundhedskrise. Nu er fokus i dækningen dog begyndt at skifte.

”Jeg tror, at vi som journalister kommer til at bevæge os ind i en fase, hvor der er enormt meget fokus på at kigge tilbage og få evalueret forløbet.”

Han mener, at man vil sætte spørgsmålstegn ved de overvejelser regeringen gjorde sig, da de lukkede landet ned og kigge på størrelsen af de økonomiske og politiske konsekvenser, som krisen vil medføre.

Der har ikke været mange vågne minutter, hvor man som journalist ikke har beskæftiget sig med noget aktuelt, hvis man spørger Marchen Gjertsen. Det kan resultere i, at vigtige historier går under radaren eller kommer senere end ønsket. Hun mener dog også, at der er sket et skift i dækningen.

”Nu er der fokus på, at vi får samlet op, og at vi går efter i sømmene, fordi vi ikke nåede det i starten.”

FORSIDEN

Patient 0: Da TV2 News blev Danmarks centrum for tidens største nyhed

af Webredaktøren | jun 21, 2020 | UDE

Patient 0: Da TV2 News blev Danmarks centrum for tidens største nyhed

COVID-19 vendte op og ned på hverdagen for TV2 News-redaktør Jakob Ramlyng og resten af redaktionen. Hør, hvordan han og chefredaktør Ulla Pors tacklede forløbet.

Tekst: Peter Brøndsted

Foto: Walther Bølge

Udgivet den 21. juni 2020

Klokken var lidt over 24.00 natten til torsdag den 27. februar. Jakob Ramlyng, der til daglig er redaktør på TV2 News, sad derhjemme ved familien i Roskilde og ventede på en vigtig besked. Han havde fået lovning på, at testresultatet ville komme inden midnat. Det gjorde det ikke, og nu holdt det ham vågen.

”Ventetiden var en underlig form for limbo. Jeg havde jo fortalt min chef, at jeg var blevet testet, så det var ikke kun min familie og mig, der ventede, der var også flere på arbejdet, som sad og ventede,” siger han.

Blandt de ventende var chefredaktør på TV2 News, Ulla Pors. Hun var begyndt at blive bekymret, da beskeden ikke dukkede op inden midnat:

”Da klokken slog 24.00, og vi stadigvæk ikke havde fået noget svar, fik jeg en sms-besked om, at testresultatet var blevet udsat, men at det ikke nødvendigvis var noget tegn på, at Jakob Ramlyng var smittet. Jeg må indrømme, at jeg alligevel selv tolkede det som et dårligt signal, og derfor sov jeg heller ikke særligt godt,” siger Ulla Pors.

Derhjemme i Roskilde sad den søvnløse Jakob Ramlyng og blev mere rastløs, som timerne gik. Blot en uge før havde han sammen med familien været på vinterferie i Italien. Han havde også arbejdet og rapporteret hjem til Danmark om, hvordan region efter region i Norditalien lukkede ned grundet COVID-19. Da de kom hjem, havde hans kone følt sig lidt syg, men hun var testet negativ for COVID-19. Han havde haft det fint. Nu sad han selv og ventede på, at hans egen test ville være negativ, så han kunne komme tilbage på arbejde. Omkring kl. 02.30 var der endelig svar. Testresultat for COVID-19: Positiv.

En svær og surrealistisk situation at være patient 0
Det positive testresultat satte flere mekanismer i gang. Først og fremmest skulle Jakob Ramlyng selv tage nye forholdsregler til sin familie. De blev nødt til at aflyse hans søns fødselsdag, og Jakob skulle gå i karantæne. Senere skulle hans familie også i karantæne. Situationen var helt ny, og derfor siger han også, at det var svært at være patient i en tid, hvor mange ting blev opdaget undervejs:

”Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed og de andre institutter havde jo haft forskellige planer i skuffen, men nu skulle det lige pludselig konkretiseres, og det var ret intenst at stå midt i. Min egen opfattelse var, for at sige det mildt, at de var på meget dybt vand,” siger han.

Midt i dette kaos var der et andet aspekt af situationen: TV2 stod med en meget stor nyhed, da de jo havde den første og eneste kilde i Danmark. Spørgsmålet var, om de ville bruge ham. Jakob Ramlyng syntes ikke selv, at det gav mening at holde det hemmeligt og valgte derfor at stå frem. Den første dag udtalte han sig kun til TV2. Dagen efter var han i TV Avisen på DR og begyndte at udtale sig til andre medier, senere også på TV4 i Sverige. Normalt sidder han selv og bestemmer, hvor længe folk skal være på, eller skærer interviews fra, hvis der dukker noget andet op. Nu var det omvendt. Rent fagligt syntes han, at det var en spændende proces at stå på den anden side af kameraet, men også lidt surrealistisk:

”Nu prøvede jeg selv at være på tv både i meget kort tid og i meget lang tid. Det var mærkeligt kun at være på i halvandet minut. Andre gange var jeg på i sytten minutter, hvor man til sidst tænker, at nu kan de ikke have mere at spørge om, og så bliver de ved, ” siger han og præciserer, at det ikke var spørgsmålenes karakter, der gjorde det underligt, men tiden.

En mediestorm uden lige
For Jakob Ramlyng blev rollerne byttet rundt på et øjeblik. Med historien fulgte en enorm interesse og en mediestorm uden lige. Så stor, at en af TV2’s kommunikationsmedarbejdere blev sat til at tage sig af alle henvendelser til Jakob Ramlyng, for at undgå at han blev overvældet. Generelt synes Jakob, at folk har været dygtige, men han har også lagt mærke til fejl, der blev trykt i pressen:

”Der var nogle ting, som blev ved med at være forkert. Det var lidt irriterende, for jeg kunne jo ikke være mediemonitor på alt, der blev trykt. Det fik mig til at tænke over, hvordan andre, der ikke har samme adgang til at komme i kontakt med medierne og rette fejl, må have det,” siger han.

Ulla Pors fortæller, at det har været Jakob Ramlyngs ønske at stille op i medierne, også på trods af konsekvenserne:

”Mange gange har jeg da forsøgt at trække lidt i den modsatte retning, så han kunne få en pause fra det hele. Jeg var jo meget bevidst om, at i det sekund, man lukker døren op, gør man også sig selv og sin familie sårbar,” siger hun.

Jakob Ramlyng siger selv, at han flere gange har måttet holde tungen lige i munden under interviews for ikke at ryge ud på dybt vand:

”Mange gange blev jeg spurgt om lægefaglige ting, som jeg jo ikke kan svare på. Der var det enormt vigtigt, at man husker at deklarere sig selv. Altså at forklare, hvordan man selv har oplevet det, uden at fremstå som en corona-ekspert. ”

Skal man lukke ned for News-redaktionen på Teglholmen?
Da TV2-redaktionen fik at vide, at Jakob Ramlyng var testet positiv, blev 16 andre TV2-medarbejdere også sendt i karantæne, dog uden at vide om de var smittet. På TV2 begyndte man samtidig at tage stilling til, hvad man skulle gøre med News-redaktionen på Teglholmen. Ulla Pors fortæller, at en af hovedprioriteterne var at finde ud af, hvorvidt man skulle lukke Teglholmen ned:

”Vi havde på forhånd forberedt os på, hvis han var smittet, at vi havde en mulighed for at flytte til Odense. Vi havde et helt hold, der ikke havde været på arbejde, mens han var, som kunne køre til Odense og producere nyheder,” siger Ulla Pors.

I samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed blev TV2 enige om ikke at lukke ned for redaktionen på Teglholmen. Senere skulle det også vise sig, at ingen af de 16 hjemsendte var smittet, blandt andet fordi Jakob Ramlyng havde været meget opmærksom på forholdsregler for smitte, inden han blev erklæret smittet.

Ulla Pors fortæller, at det har været hårdt at leve med den uvidenhed, der har eksisteret, siden Jakob Ramlyng blev smittet, og hun ønsker ikke, at nogen skal opleve en lignende situation. De har ikke vidst, hvor alvorlig Jakobs helbred eller hans familie ville blive ramt og de har ikke vidst, om andre TV2-medarbejdere var smittet. Spørgsmålet om, hvorvidt Teglholmen skulle lukkes ned, har hængt som en evig regnvejrssky over produktionsholdet siden dag ét. Som et lille lys midt i kaosset stod det dog ret tidligt klart for Ulla Pors, at myndighederne ville få svært ved at holde noget hemmeligt, når patient 0 var en redaktør fra TV2 News:

”På et tidspunkt midt om natten sad vi og kiggede på hinanden og sagde: Hold da ferie, er myndighederne overhovedet klar over, hvor svært det bliver for dem. Vi kommer jo til at vide alt, hvad der foregår, og hvordan de griber det an,” siger hun.

Adspurgt, om hun har prøvet noget lignende før, svarer hun:

”Jeg har været chef i 22 år, så jeg har stået i mange vilde situationer før, men jeg tror aldrig, at jeg har prøvet noget lignende. Det er jo begyndelsen på den værste krise i Danmark siden 2. Verdenskrig,” siger Ulla Pors.

Nekrolog: Kurt er død

af Webredaktøren | jun 14, 2020 | INDE

Vores elskede ven i medgang og i modgang

Kurt Strandbar

♦ Født 2013 † Død 2020

Kurt, en kær ven gennem lange tider, har forladt os. Alle os, der kendte ham, har jo nok set det komme. Ja, nærmest planlagt, har det jo været. Men stadig alt for tidligt.

Uden muligheden for et ømt, hjertevarmt farvel som fortjent. Uden muligheden for en sidste tur i manegen med en fjer i hatten. Inden vi kunne nå at udbringe en sidste skål, må vi, med fugtige øjne og bævrende hænder, lægge kæmpen til hvile.

Med tanke på den senere tids fysiske forfatning, ja, så kommer det jo ikke som et chok. Hvorfor så også trække pinen i langdrag, kan man sige?

Alle har vi vores minder med Kurt. Vilde historier. Vovede Historier. Pinlige historier.

Enkelte af de særligt nærmeste, er blevet præget ind i selve materien. Blevet en del af DNA’en.

Med spænding, skuer vi nu mod fremtiden. Tilbage har vi kun minderne, og med dem i vores hjerter, må vi buldre og brage ind i det, der snart bliver nutiden.

Med essensen af Kurts væsen i tankerne, er der kun tilbage at dvæle ved Dylan Thomas, der så rammende skriver:

”Gå ikke stilfærdigt ind i den gode nat,
Alderdom skal gnistre og rase, når dagen svinder;
Ras, ras imod det lys, der bliver mat.”

Tak for alt, Kurt Strandbar.

Tekst og billeder af Tobias Stidsen