Danske journalister og medier kan lære noget om, hvor vigtig journalistikken er, og hvor den er vigtig, hvis de kigger mod lokale medier rundt omkring i verden. Det mener direktør i International Media Support, Jesper Højberg.

Pludselig bølgede coronakrisen hen over de danske medier, og kampen om at nå først til fadet var sat i gang. I al dens hast har krisen for alvor sat journalistfaget på prøve. For hvilke informationer kan vi stole på? Hvilke informationer baseres de politiske beslutningerne på? Og hvilke myndigheder skal vi lytte til? Det er ikke fremmede spørgsmål, men krisen har vist, hvor vigtigt det er at stille dem.

Og måske glemmer vi nogle gange at forholde os til disse spørgsmål. De steder i verden, hvor adgangen til informationer ikke er givet, står journalister over for spørgsmålene hver eneste dag. I de lande, hvor man som hovedregel ikke tager myndighedernes informationer for gode varer, kom det da heller ikke som nogen stor overraskelse, da corona viste sig værre, end man først havde troet.

Men kan danske journalister lære noget af lokaljournalister i Jordan, Afghanistan og Myanmar? Og interesserer journaliststanden i Danmark sig i det hele taget nok for faget rundt omkring i verden?

Ifølge Jesper Højberg, som er direktør i International Media Support (IMS), kan danske journalister og medier lære noget om journalistikkens betydning af deres kollegaer rundt omkring i verden – og ovenikøbet drage nytte af at arbejde sammen med dem.

Retten til at rapportere
Da IMS blev etableret for snart 20 år siden, var det som en modreaktion på konflikterne i Rwanda og på Balkan, hvor medierne blev brugt til at opildne til krig. Organisationen skulle arbejde for at fremme princippet om, at befolkningens beslutninger skal hvile på et faktuelt grundlag. Og her er det journalisternes rolle at formidle korrekte informationer.

Udfordringen var, at regeringer i Egypten, Zimbabwe og Filippinerne, bare for at nævne nogle eksempler, til stadighed forsøgte at kontrollere strømmen af (mis)informationer og fysisk lagde bånd på journalisterne.

Opgaven og udfordringen er den samme i dag. Journalister risikerer stadig fængsling, og nogle søger endda eksil i andre lande, men små, uafhængige og ofte lokale medier skyder fortsat op og kæmper for at formidle de informationer, som befolkningen behøver.

Ifølge Jesper Højberg bliver det især tydeligt i krisesituationer, hvor vigtig journalistik er, og at folk i stigende grad efterspørger informationer, som de kan stole på.

”Det ses endnu mere tydeligt i en krise, fordi befolkningen ønsker information og begynder derfor også i højere grad at stille spørgsmål ved det røgslør, som regeringer lægger ud over deres manglende evne til at levere den service, som befolkningen har ret til og behov for,” siger han.

I lande som Tunesien og Filippinerne har flere medier faktisk oplevet en massiv fremgang i deres læser- og lyttertal i løbet af de sidste par måneder.

I andre lande har det dog haft store konsekvenser, og under coronakrisen har der været flere eksempler på journalister, som er blevet fængslet som konsekvens af deres dækning af krisen.

I Zimbabwe blev fem lokale journalister anholdt i april, mens de forsøgte at rapportere om nedlukningen i det land i Afrika, som har slået hårdest ned på journalister under coronakrisen, ifølge Reporters Without Borders.

Men det er især de små lokale medier, der er vigtige for befolkningen, uanset om der er krise eller ej, mener Jesper Højberg.

”Nogle af de journalister, vi arbejder med, er lige så meget engagerede medborgere, som de er journalister. Det er, fordi der er mere på spil, og i og med at man er engageret medborger, ser man også konsekvenserne af de politiske handlinger,” siger han.

Journalistikkens almengyldighed
IMS forsøger på forskellige måder at styrke de lokale medier. Organisationen har ansatte i Mellemøsten, Afrika og Asien, som arbejder regionalt, og som aktivt hjælper medierne gennem journalistisk uddannelse, medieudvikling, og så har de en hotline, som gør, at advokater kan rykke ud, når det brænder på.

Danske journalister kan også udstationeres. Nogle hjælper journalister i konfliktområder, andre laver journalistik med tilknytning til et lokalt medie.

”De journalister, som har gjort det, har fået en øjenåbner på mange måder. De har dels lært noget om samfundsforholdene i landene, men de har også skærpet deres egen forståelse af, hvor vigtig journalistikken er. Det viser, hvor vigtigt det er, at man tager faget alvorligt i alle dets dimensioner,” siger Jesper Højberg.

Derfor appellerer Jesper Højberg til, at flere danske journalister og medier orienterer sig mod deres kollegaer rundt omkring i verden. Han mener ikke nødvendigvis, at man skal udstationeres, men at man ved at rette blikket mod faget i andre dele af verden kan kvalificere sin egen journalistik.

Det kan måske synes svært at sammenligne danske og zimbabwiske journalister, men Jesper Højbergs mener alligevel, at kollegaer i det sydlige Afrika eller Mellemøsten kan fortælle noget om fagets natur.

”Det handler om at forstå væsentligheden af journalistikken, for nogle af de problematikker, vi har i yderområderne i Danmark, kræver journalistisk dækning, ligesom krisen i Zimbabwe kræver det,” siger han.

En del af appellen går nemlig på, at ligesom lokale journalister er afgørende i de lande, hvor IMS arbejder, er de det i Danmark.

”Hvis man har en journalist, som tager fat i problemstillinger, der er relevante for lokalbefolkningen, vil man kunne finde nogle meget interessante historier. Og jeg tror, at den perspektivering, du får, når du kommer ud i verden, kan bruges herhjemme.”

Perspektivering er, ifølge Jesper Højberg, at journalistik er vigtig for alle – alle steder. Derfor ærgrer han sig, når nichemedier og lokalaviser må lukke ned på Djursland, i Nordsjælland eller i Nordjylland. Det betyder i sidste ende, at nogle områder af Danmark slet ikke dækkes journalistisk. Men hvis ansvar er det så at holde liv i lokaljournalistikken?

Jesper Højberg mener, at det starter hos journalisterne og de journaliststuderende.

“Der, hvor vi arbejder, vil mange journalister faktisk hellere være på det lokale medie, fordi de kan se, at de kan få indflydelse der. Og så bliver man nødt til at forstå, at det er virkelig vigtigt, om der er nogen, der dækker lokalpolitikken i for eksempel Holstebro eller Nordjylland,” siger han.

Fordel at samarbejde med lokale medier
I øjeblikket arbejder IMS for at styrke forholdet mellem medier i Vesteuropa og medier i blandt andet Afrika og Mellemøsten. Ved hjælp af en digital platform kan vesteuropæiske medier få adgang til lokale historier og kildenetværk fra lande, som ellers er uden for rækkevidde.

På den måde kan lokale mediers historier blive et væsentligt bidrag til den internationale journalistik.

”Når nu man ikke kan rejse, er det endnu mere vigtigt, at de kontakter, vi har, er interessante for vesteuropæiske medier, og vi prøver at skabe en kontakt mellem vesteuropæiske og danske medier og medier ude i verden. Og så viser det sig faktisk, at man får nogle bedre historier ud af det, hvis man opbygger en tillid til et medie i for eksempel Zimbabwe,” siger Jesper Højberg.

Antallet af korrespondenter er da også styrtdykket i løbet af de seneste de seneste 20 år. I 2015 kunne Journalisten fortælle, at der blot var tre danske korrespondenter til at dække Afrika.

Vi bliver derfor, ifølge Jesper Højberg, i stigende grad afhængige af at kunne få oplysninger fra lokale medier. Men det kræver, at der skabes forhold, som sikrer, at journalisterne kan indsamle informationer uden at risikere forfølgelse og fængsling. Det kan dels sikres ved hjælp af IMS’ arbejde og dels af de vesteuropæiske medier.

”Det kan hjælpe journalisterne ude i verden, men det kan også hjælpe vesteuropæiske journalister. Det giver grundlæggende ammunition til en forståelse af os som en del af verden, og at Danmark altid har engageret sig i den internationale verden,” siger han.

Alle billeder er tilsendt af IMS. Fotograf: Reza Mohabbati Faryab

Lars Løkke Rasmussen hænger i fjernsynets venstre hjørne. Til tørre, vil nogle sige. Et billede viser den nu tidligere statsminister på talerstolen til Venstres landsmøde. En tåre triller på hans kind. Det er hans endegyldige farvel efter mere end 10 år på formandsposten og en politisk karriere, hvor han har høstet flere resultater end de fleste. Alligevel vil han nok i lige så høj grad blive husket for bilagsrod og møgsager i medierne. Denne søndag aften på DR2 er der i hvert fald én, der gerne vil drille ”manden, der har givet så meget til programmer som det her og til satire i det hele taget”. Han sidder bag skrivebordet til højre for billedet. Huxi Bach er manden i spotlight.

”Føler du virkelig, at vi trådte Lars Løkke over tæerne med de ting, som vi lavede? Det er jo et helt vanvittigt synspunkt! Han har været statsminister, og det er altså at parkere sin røv i klaskehøjde.”

Huxi Bach forsvarer sin satiriske behandling af Lars Løkke, da vi mødes til et interview tre dage efter programmets sendetid. Vi sidder over for hinanden i et mødelokale på Vesterbro, hvor redaktionen holder til. Søndagens afsnit markerede enden på 2. og sidste sæson af ’Ugen plus det løse’, hvor Huxi Bach gav magthaverne et sidste los over knæene. Holdet, der udover ham selv består af to manuskriptforfattere, en researcher og en redaktionschef, mangler lige at lave en nytårsspecial.

Men ellers er det sidste gang, at Huxi har ageret vært på programmet. I hele 2020 skal han nemlig turnere landet rundt med sit nye onemanshow, der passende har fået titlen ’Nye Tider’. Det er på mange måder en god anledning til at gøre status. Fik han løst sin egen mission? Hvad var – og er – hans mission egentlig? Og hvorfor er det i det hele taget nødvendigt at klaske til en tidligere statsminister? 

Når grin og gys går hånd i hånd

Huxi virker selvsikker denne formiddag, mens han sidder der bag bordet, akkurat som man oplever ham i fjernsynet. Afslappet velklædt. Højt hår. Af og til råbende stemmeføring med et strejf af nordjysk. Han veksler mellem at smile, grine og rase. Om sin oprindelige tanke med ’Ugen plus det løse’ fortæller han, at han gerne ville flytte perspektivet længere op i forhold til at belyse emner, som ikke nødvendigvis var ugeaktuelle, men i stedet mere tidsaktuelle. Han ville gerne komme udover de små ting og om nødvendigt dedikere et helt kvarters fjernsyn til ét emne.

”Hvis man skal lave noget om, hvorfor Nets er nogle grådige røvhuller…”.

Huxi overvejer, hvordan han skal formulere det.

”Man kan godt sige det på tre minutter, men man kan ikke forklare det og anskueliggøre det brede billede: Hvad det betyder for dig og mig.”

Inden sæsonstart har redaktionen på forhånd udvalgt 10 emner, som de har kunnet researche, forberede og til sidst give en kærlig behandling, når programmerne skulle optages om fredagen og sendes om søndagen.

”Men på redaktionen kan vi jo ikke helt lade det være, når der så kommer en Britta-sag, eller når Lars Løkke siger farvel. Så vi har ligesom det der hjørne i starten, hvor vi også kigger på, hvad der er sket i ugen. Fordi det alligevel kribler lidt i fingrene,” fortæller Huxi og henviser til ”det løse” i programmets titel.

Et af målene med programmet er, at publikum skal lære noget, selvom det ifølge Huxi lyder lidt skoleagtigt. Han peger på, at publikum i hvert fald helst skal indse noget, som de måske ikke havde tænkt til ende. I en travl hverdag forsvinder opmærksomheden nemlig i den store informationsstrøm, mener han, og det er satirikerens opgave at belyse, når en politiker eksempelvis siger noget absurd, dumt eller hyklerisk. 

”Du kan godt sige, at målet er at få folk til at grine af magthaverne. For mig at se er der ikke nogen modsætning mellem at gøre folk klogere og få dem til at grine på samme tid. Nogle gange går grin og gys hånd i hånd. Jeg vil faktisk vove den påstand, at folk tager det bedre ind, hvis man formidler det på en sjov måde. Det tror jeg også, at skolelæreren vil sige.”

En del af Huxis mission med DR2-programmet har været at få folk hjemme i stuerne til at dele hans harme ved nogle af de ting, som politikere og andre magthavere siger.

Det er ikke kun for sjov

Allerede på Journalisthøjskolen blev Huxi ansat på Danmarks Radio, hvilket også er årsagen til, at han aldrig færdiggjorde sin uddannelse. Journalisttitlen er som bekendt ikke beskyttet, men det er heller ikke en, som Huxi tager på.

I DR blev han nemlig en del af det, der dengang hed Underholdningsafdelingen, hvor han i et halvt år fik lov til at arbejde med Jan Gintberg på satireprogrammet ’Vindhætterne’. Det vakte Huxis sult, og efter et par omveje, blandt andet som vært på musikprogrammet ’Boogie’, har han lavet sin egen satire lige siden. Men hvorfor gør han det egentlig, og findes der ikke en grænse for, hvem og hvad man må lave sjov med?

Lars Løkke har efter Huxis mening selv valgt at parkere røven i klaskehøjde, men hvad med Lenny fra Paradise? Lenny, som på sin Instagram-profil har reklameret for kviklån uden at ane, hvad det handlede om, hvilket Huxi i den grad sørgede for at udstille i sæson 2’s første episode.

”Det er et virkelig godt eksempel, for den diskussion havde vi jo også. Og derfor lavede vi indslaget, som vi gjorde. Vi starter med at afsløre, at han ikke har nogen anelse om, hvad kviklån går ud på. Og det er der jo ingen, der har, for de er totalt uigennemskuelige. Vi får ham til at indrømme, at det er åndssvagt, hvorefter vi lokker ham i en ny fælde. Vi får ham til at reklamere for nazisme. Men vi kunne jo have stoppet der, og så havde der også været nogen, der sad tilbage og grinte. I stedet tog vi ham i hånden og sagde, at hele pointen med kviklån netop er, at folk tager røven på dig. Verden vil bedrage dig.”

Huxi griner, men det er tydeligt, at han mener det alvorligt. Det er ikke for sjov, at han laver satire. 

”Vi sidder jo hver uge og kan blive fuldstændig rødglødende og rasende over ting, som en politiker, en Nets-direktør eller en helt tredje sidder og siger, og så kan vi ligesom ventilere det ved at skrive nogle jokes om det. Og i virkeligheden er vores mål at få folk til at dele vores harme. Men vi skal også at få dem til at grine af det, så de ikke tager et reb ude i laden. For så kede af det skal de ikke blive.”