Bertil Fruelund fra Ritzaus Bureau har dækket et utal af pressemøder den seneste tid. For ham er det en disciplin først at finde på spørgsmålene, når han står på stedet, men målet er altid det samme: Han skal finde hullerne.

Bertil Fruelund springer op på cyklen og suser ned mod Eigtveds Pakhus. Det er endnu et COVID 19-pressemøde, han er på vej til. Han skal ned for at stille kritiske og opklarende spørgsmål til regeringens coronastrategi på vegne af befolkningen. Cykelturen går gennem København og ender ved den brostensbelagte indgang til Centraladministrationens møde-og konferencelokale, hvor en hel del af COVID 19-pressemøderne har udspillet sig.

På redaktionen fik man på kort tid koordineret sig frem til, hvem der skulle afsted, da nyheden om pressemøde tikkede ind. Den seneste tid har der været mere end almindeligt mange pressemøder, og selvom Bertil Fruelund er vant til at skulle dække en del, er han ikke vant til at dække dem en gang om ugen.

Journalisten er læserens repræsentant

Når Bertil Fruelund dækker pressemøder for Ritzaus Bureau, er han vant til at skulle gribe mikrofonen og skyde spørgsmål fra hoften. Alligevel er han journalist og ikke cowboy. For ham er det mere reglen end undtagelsen, at spørgsmålene til et pressemøde først sidder der, når man er mødt op, og mikrofonen bliver tændt:

”Det er jo lidt en disciplin som nyhedsjournalist at kunne finde på nogle spørgsmål ret hurtigt: Hvor kan man mærke, at det knirker lidt? Hvad giver mening for almindelige mennesker i det, de siger? Nogle gange bliver man indkaldt med 20 minutters varsel, og så har man ikke tid til andet end at gribe en kuglepen og en blok.”

Som ung journaliststuderende landede Bertil Fruelund i en praktikplads som finansjournalist, et emne som han efter eget udsagt ikke vidste noget om, den dag han startede. Dengang var det et spørgsmål om at få stoffet ind under neglene, og Bertil fik efterhånden ”skrevet sig ind” på området og opbygget sin erfaring. I dag har han både fået læst og skrevet sig ind på de emner, han dækker, men han savner alligevel at være grøn på nogle flere områder:

”Til tider gik det bedre i starten, fordi man nok formidlede stoffet bedre på læsernes vegne. Det, man ikke selv forstår, er tit det, læseren heller ikke forstår. Og på mange måder er man jo læserens repræsentant.”

Bertil Fruelund fremhæver især én vigtig ting som redskab til at stille de afgørende spørgsmål på et pressemøde:

”Du må ikke gå og tænke, at du lyder dum, eller at der findes mennesker, der ved mere om det end dig selv, for det er der helt sikkert. Men man må jo spørge på læsernes vegne, og forhåbentligt ved du bare lidt mere om det end dem.”

Går hårdt til magten

Når Bertil Fruelund efter sin cykeltur gennem de Københavnske gader har sat sig i stolen med blokken i hånden, er drømmescenariet at have al tiden til spørgsmål for sig selv, men som journalist på et pressemøde må man dele tiden med de øvrige journalister. Selvom nogle medier bliver prioriteret anderledes end andre, påvirker det ikke forholdet mellem journalisterne:

”Der er en god tone, og vi hjælper hinanden så godt, vi kan. Men det er jo altid DR og TV2, der får lov til at spørge først. Jeg prøver altid at tælle, hvor mange der kommer før mig, og hvis det er fire spørgsmål, skal jeg jo have fem gode spørgsmål.”

Som nyhedsreporter på Ritzaus Bureau er det Bertil Fruelunds fornemmeste opgave at formidle det, der sker, hurtigst muligt. Ritzau leverer nyheder til en stor del af de danske medier hver dag, og derfor er hurtighed og enkelthed to af de vigtigste parametre i Bertil Fruelunds dækning. På den måde sikrer han, at det, han skriver, kan bruges i alle medier.

Alligevel opfatter Bertil Fruelund det som sin journalistiske rolle at gå hårdt til den fremmødte magt på pressemøderne. Han husker sig selv på, at han er der på vegne af befolkningen og læserne – som en slags oversætter, som han selv siger – og den rolle har han især taget på sig under COVID 19-pressemøderne:

”Du skal være djævlens advokat over for dem, der udsender deres budskab. Selvom det måtte være det mest hjerteligt godgørende, skal du være kritisk over for det: Hvad er det, I vil have? Virker det? Hvad vil det betyde?”

Opgaven er at finde håret i suppen

Da antallet af COVID 19-pressemøder var på sit højeste i Danmark, fløj en del seere til tasterne på Facebook, fordi de mente, at journalisterne var for kritiske i en krisesituation. Samtidig udtalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i en udgave af Journalisten, at han var ærgerlig over, at journalisterne ledte efter håret i suppen til pressemøderne. Men den sag ser Bertil Fruelund anderledes på:

”Det er jo vores opgave, for han kommer jo ikke selv til at sige, hvad der er håret i suppen. Vi skal finde hullerne, så læserne bliver opdateret på, hvad myndighederne kommer med, hvad det kan, og hvad det mangler. Så er der nogle, der mener, at spørgsmålene blev stillet for hårdt, men det har ikke noget med indholdet at gøre.”

 Og når man som journalist i et lokale fyldt med andre journalister skal forsøge at finde håret i suppen, har Bertil Fruelund ofte flere vinkler med i værktøjskassen for at kunne fange magthaverne på de mest saftige og problemfyldte emner:

”På det sidste pressemøde spurgte jeg Thorkild Fogde (Danmarks Rigspolitichef, red) om, hvordan han ville få de unge mennesker til at stoppe med at snave og drikke, når nu den katolske kirke ikke er lykkedes med det i 2000 år. Og der måtte han jo erkende, at det kunne de nok ikke.”

USA er et enormt og splittet land, og for at dække det rigtigt, må man komme ”så langt væk fra storbyerne som muligt.”

Det fortæller USA-korrespondent for TV 2, Jesper Steinmetz. Illustreret Bunker har talt med ham om det land, han har kendt i over 30 år.

Vejret er vådt, gråt og efterårsagtigt. Gaderne er næsten tomme – en spøgelsesby. Det har været sådan siden marts, hvor pandemien lagde sig som en dyne henover landet.

Sådan beskriver USA-korrespondent for TV2, Jesper Steinmetz, stemningen i Washington D.C., hvor han har haft base, siden han fik posten i 2010.

“Her er ikke specielt mange mennesker. De fleste, der bor her, er white-collar workers – advokater, lobbyister, politikere – der alle arbejder hjemmefra,“ fortæller han over en online-forbindelse med Illustreret Bunker.

“Det gør det lidt ufestligt at bevæge sig rundt i byen.”

To parallelsamfund

Jesper Steinmetz stiftede først rigtigt bekendtskab med USA tilbage i 1986. Her flyttede han ind hos sin onkel og tante i den nordlige delstat Michigan, hvor han studerede på universitetet og arbejdede i en årrække.

Allerede dengang fik han blik for, hvor enormt landet er. Da han først rejste dertil, ankom han til byen Grand Rapids, Minnesota, godt og vel 750 kilometer fra det egentlige mål: Grand Rapids, Michigan. Det svarer til at lande i Bruxelles frem for i København.

I 1986 oplevede han også for første gang, hvordan amerikanere er særligt imødekommende overfor fremmede. Det oplever han også i dag – endda blandt ellers indvandrerkritiske Trump-vælgere.

“Lige så snart man siger, at man er fra Danmark, så siger de ‘iihh, vi elsker Danmark, og vi har engang været i København’ og så videre.”

Det kan virke inkonsekvent, når Trump-støtter også er særligt kritiske overfor pressen, men det viser blot den helt grundlæggende imødekommenhed, man oplever i landet, fortæller han.

“Det er langt nemmere at være den fremmede i USA, end det er i Danmark. Amerikanerne sørger for at få en med. Man bliver inviteret hjem til dem og føler sig meget velkommen.”

I sin tid som korrespondent har Jesper Steinmetz lavet historier i samtlige af landets 50 stater og kan på stående fod ikke komme i tanke om et hjørne af landet, han ikke har været i.

Ifølge ham er det vigtigt, at man husker at komme ”så langt væk fra storbyerne som muligt”, hvis man vil forstå folkestemningen – særligt i de dele af landet, der stemte på Donald Trump i 2016.

“I Washington er de jo demokrater hele bundtet, så man skal passe på ikke at stikke en finger i jorden her og tro, at det er folkestemningen, det er det bestemt ikke,” siger Jesper Steinmetz.

De seneste år er befolkningen i USA i stigende grad blevet delt i to lejre. Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research Center fra juli-august i år, siger tre ud af fire vælgere, at de kun har få eller ingen venner, der støtter den modsatte kandidat end dem selv.

“Der er i virkeligheden tale om to parallelsamfund, hvor man ingen forståelse har for, hvordan the other half lever, hvad de tænker, og hvorfor de stemmer, som de gør,” fortæller Jesper Steinmetz.

Når han taler med sine venner i hovedstaden, er de oftest slemt overraskede over de historier, han fortæller om landdistrikterne.

“De er nærmest helt afkoblede fra deres eget land.”

Et ualmindeligt giftigt bud

At Jesper Steinmetz fik posten som korrespondent i USA var lidt en tilfældighed, fortæller han.

Da han i midten af 00’erne var studievært for TV2 Nyhederne, fortalte han sin chef, at han en dag gerne ville til udlandet og arbejde. Mere præcist hvor, var ikke sikkert, bare ikke i konfliktområderne.

“Det er vel USA, du tænker på?” svarede chefen, og det lød da ikke helt så tosset, husker Jesper Steinmetz. “Der tror jeg også, du ville være et ualmindelig giftigt bud,” fortsatte chefen.

Men trods komplimentet blev det kun ved snakken. Først efter Jesper Steinmetz blev tilbudt posten som vært for Go’ Aften Danmark, vendte chefen tilbage. Efter noget pres fra Jespers side lovede chefen, at når stillingen som korrespondent igen blev ledig, var den hans.

“Det er i virkeligheden den eneste gang i min karriere, jeg har spillet mine kort strategisk rigtigt.”

Da han endelig fik jobbet, blev Jesper Steinmetz dog usikker og fik ”totalt kolde fødder,” erkender han.

“Jeg ved jo slet ikke nok om alt det amerikanske,” tænkte han og overvejede at bakke ud af aftalen. De første par år lænede han sig da også meget op ad, hvad kilderne fortalte ham, og hvad han kunne læse i avisen, men som årene gik blev erfaring til evne.

“Jo længere tid jeg havde været der, og jo mere jeg havde oplevet, desto bedre kunne jeg også selv drage parallellerne – og det er en stor styrke,” siger Jesper Steinmetz.

Han mener, at så længe man har en god journalistisk grunduddannelse i værktøjskassen, kan man dække et hvilket som helst område, når først man er i gang.

“Det er bare et spørgsmål om at sætte sig ind i stoffet.”

Folkeafstemning og forsoning

I år er det tredje gang, at Jesper Steinmetz dækker et amerikansk præsidentvalg, og selvom det er en udfordring at dække, er det ‘fuldstændig fantastisk.’ Han beskriver valget som ”en cirkusforestilling med pomp og pragt, gigantiske partikonventer og hele verdens fokus rettet imod det.”

“Den store kunst er at forsøge at komme hele vejen rundt emnemæssigt, så man gør det klart for danskerne, hvad valget egentlig handler om.”

Ligesom i 2012, hvor han for første gang dækkede valget, har det i år karakter af en folkeafstemning for eller imod den siddende præsident.

“Til syvende og sidst er det, der får amerikanerne hen at stemme, tanken om man vil have fire år til med Trump, eller om man vil af med ham.”

Ligegyldigt hvem, der vinder valget, har han svært ved at se, hvordan man kan komme sig over splittelsen i landet.

“Det er jo ikke sådan, at hvis Biden vinder, så er alt bare skønt igen, og landet vil blive forenet og forsonet.”

På den anden side vil et genvalg til landets nuværende præsident heller ikke skabe ro og orden, siger Jesper Steinmetz. Hvis man synes, at de sidste fire år ‘har været helt vanvittige’, så bliver en anden periode kun mere bizar.

“Hvis Trump bliver genvalgt, så bliver det altså en spændende rollercoaster-ride.”

I 2016 mente Jesper Steinmetz, at Trump aldrig ville vinde valget. Som mange andre tog han grueligt fejl. Nu, fortæller han, er mange af de samme mennesker faktisk overbeviste om hans genvalg. Men Jesper Steinmetz er alligevel ikke i tvivl om, at demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, kommer til at vinde valget den 3. november.

“Der er virkelig meget, der skal gå galt for Biden, før han taber,” lyder det sikkert. ”Men altså… Lad os se. Jeg ville fandeme godt nok blive overrasket, hvis Trump blev genvalgt.”

Siden præsidentvalget i Hviderusland den 9. august har regimet i landet slået hårdt ned på journalister og demonstranter. Berlingskes fotograf Asger Ladefoged er en af dem, der oplevede urolighederne på egen krop.

På en bakketop lidt uden for Minsk lægger en lille gruppe mennesker blomster. De holder en mindehøjtidelighed for den demonstrant, der blev det første offer under protesterne mod Hvideruslands præsident, Alexander Lukashenko.

Til stede ved mindehøjtideligheden er Berlingskes fotograf Asger Ladefoged. Fra en position ikke langt derfra står han og en række andre fotografer og tager billeder af situationen. Men det, der skulle have været en fredelig mindehøjtidelighed, bliver pludselig afbrudt af det hviderussiske politi, der angriber de tilstedeværende pressefolk.

”Det var egentlig meget fredeligt, men pludselig kommer der et par varevogne med hviderussiske betjente, der holder ind til siden for at fange nogle demonstranter,” forklarer Asger Ladefoged.

Fotograferne begynder at tage billeder af optøjerne, hvilket betjentene opdager, og herefter løber de efter pressefolkene – og Asger er en af dem, de får fat i.

På Twitter kunne man dagen efter se en video af Asger Ladefoged, der bliver skubbet og sparket af det hviderussiske politi, samtidig med at de konfiskerer SD-kortet til hans kamera.

Foto: Uladz Hrydzin / RFERL

Europas sidste diktatur

Hviderusland bliver i daglig tale kaldt Europas sidste diktatur. I forbindelse med valget til præsidentposten den 9. august i år har der været omfattende protester i landet, hvor demonstranterne har krævet både demokratiske reformer og præsident Lukashenkos afgang.

Hviderusland bliver af mange set som et af de mest korrupte lande i Europa, og flere påpeger også, at pressefriheden i landet er ikke eksisterende.

En lang række internationale menneskerettighedsorganisationer har igennem adskillige år kritiseret Hviderusland for deres undertrykkelse af borgere og journalister. I deres seneste rapport understreger Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, Hvideruslands manglende presse- og ytringsfrihed.

Situationen ændrede sig fra time til time

Episoden på bakketoppen fandt sted to dage efter valget i Hviderusland. På det tidspunkt havde tilstanden i landet allerede udviklet sig drastisk, og mange mediefolk fra hele verden havde på det tidspunkt oplevet styrets hårdhændede metoder.

”Der har været flere historier, om hvordan myndighederne er dukket op på journalisters hoteller og har sendt dem hjem. Derudover er lokale journalister blevet gennemtævet af myndighederne,” fortæller Asger Ladefoged om dagene efter præsidentvalget.

Op til valget var det et mere roligt billede, der tegnede sig i landet. Her kunne journalisterne bevæge sig mere frit rundt i landet, men i takt med at demonstrationerne tog til, blev der skruet op for brutaliteten fra styrets side.

”Situationen udviklede sig løbende. Somme tider var det helt fint, men de dage, hvor det var mest tilspidset, forventede vi det værste,” fortæller Asger Ladefoged.

 ”Som journalist er man enormt afhængig af internettet i sådan nogle situationer. Både så man kan følge med i sikkerhedssituationen, men også noget så lavpraktisk som at downloade et kort over byen bliver pludselig umuligt.”

Asger forklarer, hvordan situationen ændrede sig time for time, og at uvisheden gjorde, at han frygtede, at myndighederne kunne komme hvert øjeblik, det skulle være. Der florerede en masse historier og rygter blandt journalisterne i landet om de ting, de kunne blive udsat for fra regimets side.

 ”Som skrivende journalist kan man være lidt mere anonym og betragte tingene på afstand. Jeg står med to kameraer og skal meget tæt på, når der sker noget,” forklarer han og fortsætter.

”Jeg gik med en pose, så jeg hurtigt kunne skjule kameraet og ligne en, der bare var ude for at købe ind.”

Den skjulte og den direkte trussel

Asger Ladefoged har rejst som fotograf flere steder i verden – også steder, hvor folk fra pressen er ekstra udsat. Han har blandt andet rejst i Syrien og Tyrkiet for at dække kampene mod Islamisk Stat, hvor risikoen især var faren for at blive kidnappet.

”Man er enormt opmærksom hele tiden. Er der en, der lige kigger lidt for længe på dig, imens han taler i telefon? Hvem holder i den der bil? Sådan nogle tanker kører hele tiden rundt i hovedet,” forklarer han om de faresignaler, man som journalist i et krigsområde konstant kigger efter.

Det samme gennemlevede han i Hviderusland grundet den uvished, der var over for styret. Her skulle han foruden de skjulte trusler også forholde sig til militæret, som skød og dræbte folk på åben gade.

Han oplevede at blive tilbageholdt og hevet ind i en bil sammen med en række demonstranter for så at blive løsladt med det samme, fordi politiet ”ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre med en person i pressevest,” som han forklarer det. 

Ifølge Asger Ladefoged var der flere situationer, hvor politiet ikke vidste, hvad de skulle gøre med folk, og at det, de gjorde, i mange tilfælde var vilkårligt, eftersom landet aldrig har oplevet demonstrationer af den størrelse og den type, som de oplever nu.

Omvendt har der også været andre episoder, hvor han oplevede, at politiet gik målrettet efter journalisterne.

”Der har tidspunkter, hvor politiet er gået mere specifikt efter journalister, så jeg er sikker på, at det også har været en bevidst strategi fra styrets side,” forklarer han.

”I Hviderusland kan man ikke stole på myndighederne.”

På nuværende tidspunkt er der ingen journalister, der kan få presseakkreditering til Hviderusland. Alle informationer fra landet kommer gennem styrets officielle kanaler.