En mørkhåret journalist med skægstubbe skynder sig over Rådhuspladsen og over til den gamle bygning på hjørnet. På bygningen hænger det karakteristiske, røde skilt. ”Ekstra Bladet” står der på skiltet. Journalisten trasker mod svingdøren ind i bygningen. Svingdøren til en ny deadline. Det slår knuder i maven på journalisten. Han får kvalme. Han er ramt af stress.

Fire år efter gør journalisten Niklas Roar status.

”Jeg kunne ikke være der. Jeg havde det rigtig, rigtig dårligt. Mine øjne var tårevæddede, hver gang jeg gik gennem døren,” siger journalisten Niklas Roar.

Kvalme og knuder i maven

Den tidligere Ekstra Bladet-journalist er ikke alene. Hver syvende nyhedsjournalist er meget stresset ifølge en undersøgelse lavet for Dansk Journalistforbund om deres medlemmer. I 2015 foretog forbundet ligeledes en analyse, der viste, at 49 procent af medlemmerne arbejder mere, end hvad de bliver betalt for, og at folk i medieverdenen har markant lavere indflydelse på deres arbejdssituation end landsgennemsnittet. Ifølge undersøgelsen har dette betydning for ens stressniveau.

Det havde i hvert fald betydning for Niklas Roar. Efter en periode med orlov blev hans stilling som rejseredaktør hos Ekstra Bladet fjernet, og journalisten blev flyttet til nyhedsredaktionen. Men han kunne ikke finde sig til rette i det.

”Jeg var helt i kulkælderen – jeg var trist og vred hele tiden, men jeg var også modløs. Det kan nok bedst beskrives som følelsen af sorg. For det var et nederlag at miste kontrol over mit eget liv. Jeg var en skygge af mig selv,” siger Niklas Roar.

De følelser og tanker, der fløj rundt i hovedet på ham for fire år siden, gjorde, at han mistede lysten til at lave ting, han plejede at lave, og han kunne ikke være det familiemenneske, han plejede at være.

Men stress giver også fysiske skavanker. Det erfarede journalisten også.

”Hver gang, jeg tog på arbejde, fik jeg kvalme. Min mave slog knuder, og jeg husker også de her stik i maven og den forhøjede puls. Jeg kunne mærke, at min krop var i alarmberedskab,” siger Niklas Roar, der også fortæller, at han blev blegere, mens stressen var inde på livet af ham.

Hans appetit var også borte med efterårsblæsten, og i de lange, mørke nattetimer stirrede han op i loftet i flere timer. Han kunne ikke sove. 

Bankkontoen var tom

Problemerne fortsatte i fire-fem måneder. Han følte sig fanget. Ekstra Bladet omrokerede på redaktionen, og Niklas Roar kunne ikke se enden på det. En septemberdag traskede han igen, igen rundt i karruseldøren. Kvalmen rammer igen. Tårerne presser på. Dagens morgenmøde går i gang og alle journalisterne står og lytter – men ikke Niklas Roar. Han hører intet. Pludselig triller tårerne ned ad kinderne på ham. Han spæner ud til en toiletbås og låser døren.

”Det hele var som at hamre panden mod en mur – jeg fik det dårligere og dårligere, uge for uge,” siger Niklas Roar.

Han så en psykolog seks gange efter episoden. Psykologen fortalte ham, at han skulle se sit liv som en bankkonto. Der var blevet hævet og hævet fra kontoen. Men nu skulle der sættes penge ind igen. Det skulle han gøre ved at gøre de ting, der gør ham glad.

”Jeg skulle kort sagt gøre ting, jeg havde lyst til at gøre. For mig var det at spille musik, at gå ture i skoven, lave mad eller at se mine børn. Det hjalp,” siger Niklas Roar.

En måned senere blev hans opsigelse med Ekstra Bladet skrevet under. Niklas Roar ville have kontrollen over sit eget liv tilbage.

”Nok sagde jeg farvel til mit gode, vellønnede job med frynsegoder, men nu tager jeg selv beslutningerne,” siger Niklas Roar, der nu delvist underviser på et gymnasium og har bloggen http://foodroar.dk.

Altid stress og støj
Hans skrivebord i det store redaktionslokale er nu ryddet for hans ting. Hans kollegaer suser atter forbi på ny med blok, pen og telefon i hånden. Men for Niklas Roar er det et overstået kapitel.

”Jeg havde ikke selv prøvet at have stress før, og jeg havde svært ved at anerkende, at det eksisterede. Jeg troede ikke, at det kunne ramme så hårdt fysisk. I lang tid efter var jeg stadig nervøs for at blive ramt af det igen. Det ulmede hele tiden. For jeg kunne jo knække igen,” siger Niklas Roar.

På Ekstra Bladet prøver de at sikre sig, at der bliver taget hånd om stressede journalister. Det siger arbejdsmiljørepræsentant og assisterende nyhedschef Nanna Cecilia Pedersen.

”Det er vores ansvar, at folk, der går på arbejde på Ekstra Bladet, ikke har en knude i maven, når de er her,” siger Nanna Cecilia Pedersen og fortæller, at mediehuset har en fast aftale med en psykolog, der kender til arbejdet med journalister.

På Ekstra Bladet er der altid stress og støj ifølge arbejdsmiljørepræsentanten. Det kan have konsekvenser.

”Her er en hektisk hverdag. Sådan er det bare. Journalister bliver bombarderet med historier fra højre og venstre, og der er storrumskultur. Men selvom der er fordele ved det, kan storrumskulturen kan generelt have en dårlig indvirkning på i forvejen stressede journalister. Desværre,” siger Nanna Cecilia Pedersen.

Niklas Roar har nu fundet en vej ud af stress. For journalisten gik vejen gennem potter og pander og over til madlavning og freelancearbejde. Men det skulle være sket før.

”Set i bakspejlet kan det være, at jeg skulle have sagt farvel til det hele før. Mit råd til andre er at reagere på tegnene, så snart du mærker dem. Lyt til din krop,” siger Niklas Roar.

Bankkontoen var tom

Problemerne fortsatte i fire-fem måneder. Han følte sig fanget. Ekstra Bladet omrokerede på redaktionen, og Niklas Roar kunne ikke se enden på det. En septemberdag traskede han igen, igen rundt i karruseldøren. Kvalmen rammer igen. Tårerne presser på. Dagens morgenmøde går i gang og alle journalisterne står og lytter – men ikke Niklas Roar. Han hører intet. Pludselig triller tårerne ned ad kinderne på ham. Han spæner ud til en toiletbås og låser døren.

”Det hele var som at hamre panden mod en mur – jeg fik det dårligere og dårligere, uge for uge,” siger Niklas Roar.

Han så en psykolog seks gange efter episoden. Psykologen fortalte ham, at han skulle se sit liv som en bankkonto. Der var blevet hævet og hævet fra kontoen. Men nu skulle der sættes penge ind igen. Det skulle han gøre ved at gøre de ting, der gør ham glad.

”Jeg skulle kort sagt gøre ting, jeg havde lyst til at gøre. For mig var det at spille musik, at gå ture i skoven, lave mad eller at se mine børn. Det hjalp,” siger Niklas Roar.

En måned senere blev hans opsigelse med Ekstra Bladet skrevet under. Niklas Roar ville have kontrollen over sit eget liv tilbage.

”Nok sagde jeg farvel til mit gode, vellønnede job med frynsegoder, men nu tager jeg selv beslutningerne,” siger Niklas Roar, der nu delvist underviser på et gymnasium og har bloggen http://foodroar.dk.

Fake news buldrer derudaf, antallet af ansatte på de store publikationer er i frit fald, og eksperimentet med alene at lade reklamer finansiere kvalitetsjournalistik har slået fejl.

Det var præmisserne, da Evan Williams, der er medstifter af Twitter og stifter af udgivelsesplatformen Medium, for nyligt gik på scenen i Lissabon ved Web Summit; en årlig konference for verdens tech-industri. Med Laurie Segall, der er senior teknologikorrespondent hos CNN, til at interviewe sig, skulle han tale om, hvordan fremtiden ser ud for kvalitetsjournalistik, i en verden hvor det fortsat bliver sværere at finde finanser til den.

”Et af samfundets største problemer er, at vi har skabt en verden, hvori opmærksomhed bliver belønnet – i kvantitet. Det handler ikke om kvaliteten af opmærksomhed, eller om hvorvidt folk bliver gladere eller klogere, men udelukkende om at man får deres opmærksomhed,” ridsede Evan Williams op i begyndelsen af interviewet, der foregik foran små 20.000 mennesker i Altice Arena i Lissabon på den sidste aften ved Web Summit.

Teknologien skal flyde ud over medielandskabet

Så hvordan skal kvalitetsjournalistikken overleve i en digitaliseret verden, som ikke synes at belønne den?

Ifølge Evan Williams skal teknologi og medier gå fra at være naboer til at være bofæller. For selvom traditionelle medier har levet på internettet i noget tid, har de stadig kun brugt teknologien som et værktøj snarere end som en kompagnon.

”På internettet er der medie-drevne medier (de traditionelle, red.), hvor mennesker bestemmer, hvad du skal se, som lever side om side med tech-drevne medier (de sociale, red.), hvor algoritmer står for kurateringen,” forklarer han.

Problemet med de traditionelle medier er, at deres artikler produceres af få mennesker, og at kun de få, der betaler, har adgang til dem. På de sociale medier er problemet, at de lever i en onlineversion af det vilde vesten, hvor alle kan producere og alle har adgang.

Medium, som Williams sidder i direktørstolen hos, er en online udgivelsesplatform, hvor professionelle journalister såvel som amatører skriver alt fra dybdegående artikler til personlige blogindlæg. Der bliver udgivet op mod 20.000 artikler om dagen, og mediet, hvis man kan tillade sig at tiltale det som et sådant, har omtrent 90 millioner faste læsere – det er flere end New York Times.

”Det, vi har omfavnet hos Medium, er, at den bedste løsning for både forbrugeren og skaberen er at lade medier og teknologi flyde sammen. På den måde har vi ikke en åben platform, hvor alt går an, samtidigt med at vi ikke låser os inde i en lukket verden, hvor kun ganske få har adgang,” sagde Williams.

Hos Medium er opskriften på denne smoothie af teknologi og mere traditionelle mediearbejdsmetoder, at man først har ansatte til at læse og udvælge alt kvalitetsmaterialet, og derefter bruger algoritmer til at sørge for, at folk ser artikler om de emner, som de før har vist interesse for.

Jagten på det økonomiske incitament

Men spørgsmålet er, om mange medier ikke allerede lever i et fornuftsægteskab, hvor de kan bruge Facebook og alskens andre digitale medier til at reklamere gratis (eller billigt) for deres artikler og produkter på?

”Well …,” tøvede Williams og vendte tilbage til det problem, han selv blev en af fædrene til, da han i sin tid var med til at sætte Twitter i verden.

Det er opmærksomhedsøkonomien, som han kalder den. Den fodrer os med alt det, som ikke gør os til gladere eller bedre mennesker. Fordi vi ikke betaler af egen lomme, tager vi passivt imod.

”Tænk på junkfood. Hvis nogen giver gratis junkfood så spiser folk det sandsynligvis, men det betyder ikke, at de bliver glade eller synes, det var godt. Men så snart folk selv begynder at betale for tingene, så vil de have noget, der får dem til at have det godt,” sagde Williams.

Det handler om, at der skal være et økonomisk incitament til at lave gode, informative artikler. Det incitament kan ikke være reklameindtægter alene, fordi det, der griber folks opmærksomhed, ofte er det værste, internettet har at byde på, som eksempelvis clickbait, fake news og lignende vederstyggeligheder.

Her skal man altså forstå, at problemet ikke direkte består i, at der er reklamer ude i siden af den hæderlige artikel, man læser på sin foretrukne nyhedsside. Snarere handler det om, at de reklamer bliver mere værd, jo flere der klikker ind på artiklen, og at de overskrifter, der for alvor trækker klik, sjældent harmonerer med konceptet om god og fair journalistik.

Den bedste måde at finansiere god journalistik er ifølge Williams ved hjælp af abonnementer. Så er det ikke længere antallet af klik, der afgør, hvad der bliver skrevet og udgivet, men snarere, hvordan produktet får forbrugeren til at føle. Bliver de gladere, bliver de klogere?

Reality-fasen

”Hvad så, hvis det rent faktisk lykkes os at løse det her problem. Hvordan ser medielandskabet så ud om 10 til 15 år?” spurgte Laurie Segall. Williams rykkede ud på kanten af sofaen og talte hurtigere og højere, end han havde gjort, da snakken gik på sociale medier.

”For 15 år siden så reality-tv ud til at være slutresultatet af et halvt århundredes udvikling af TV-mediet. Det var et resultat af, at det var den billigste måde at få opmærksomhed på, men siden da har mediet udviklet sig meget” sagde han.

Bevares, reality-tv findes stadigvæk, men det er blevet efterfulgt af bedre programmer, end der fandtes før. På internettet er vi stadig i reality-fasen, men ifølge Williams er det, der kendetegner tiden lige nu, at vi endeligt er begyndt at bevæge os væk fra den her fase, væk fra den her opmærksomhedsøkonomi. Sammen med nye teknologiske landvindinger varsler denne overgang i måden, hvorpå publikationer og medier finansieres, om nye tider.

”Fremover venter en fantastisk tid for journalistik og nye måder lave den på og fortælle historier på, som ikke kan lade sig gøre ved hjælp af reklamefinansiering,” sagde Williams.

Den digitaliserede fremtid

Af gode grunde kan man svært bede ham fortælle, præcis hvordan fremtiden kommer til at se ud. Ikke desto mindre var Williams en fornuftig stemme fra den lejr, som, mange mener, truer de gode, gammeldags mediehuse allermest. Men det bliver kun mere klart, at der skal ske et eller andet, hvis kvalitetsjournalistik fortsat skal være at finde på den brede sendeflade i de kommende årtier, og en af de ting, medierne kan gøre, er at samarbejde intenst med folk som Williams.

For digitaliseringen af medier såvel som resten af samfundet galopperer derudaf, og det er svært at se, hvordan journalistikken skal føres elegant ind i fremtiden, hvis det ikke skal ske med hjælp fra de tech-genier, der er med til at forme den.

Alverdens chefredaktører er ikke længere de primære landskabsarkitekter, når medielandskabet skal formes. Alternativerne til at sidde med en papiravis er uendelige, og derfor må man tænke i incitamenter som aldrig før. Der skal være incitamenter til at producere ærlig og gennemarbejdet journalistik, og at skabe disse er en opgave, der ligger hos samfundet som helhed.

Da Evan Williams i sit anonyme outfit bestående af jeans og T-shirt med en åben hættetrøje over traskede af scenen, efterlod han sig nogle spørgsmål. For hvordan får man præcist folk til at betale for nyheder og artikler, som flere medier udbyder gratis? Skal offentligheden selv indse, at det er det bedste? Hvordan skal det ske?

Abonnementet er ikke ligefrem nogen ny opfindelse, hvorfor er det pludseligt blevet en del af løsningen på det her problem? Er der en måde at flette teknologi og medier sammen, uden at det bliver en kopi af Williams’ eget firma, Medium?

Svarene blæser i vinden, men på et eller andet tidspunkt er der forhåbentligt en ung journalist og et tech-geni, der sætter sig sammen og finder nogle af dem. 

Søren Hviid Melsen – tilrettelægger bag satiriske indslag til P3 og DR3 SoMe-sider

DR3 og P3 har de seneste år haft stor succes med satirevideoer til deres Facebooksider. Flere af videoerne har over en million visninger og tusindvis af likes og kommentarer. En af hovedpersonerne bag er Søren Hviid Melsen, der kom til DR i starten af 2016, da en stilling blev slået op med beskrivelsen ”satiriske aktualitets indslag til P3’s sociale medier” og fangede hans opmærksomhed .

”Min ambition har altid været, at jeg ville lave sjove sketches til de sociale medier, så stillingen var oplagt,” siger Søren Hviid Melsen.

Han fik jobbet og blev sat sammen med sin nuværende makker Lasse Schøber, der allerede var ansat på P3. Tilat starte med var meningen, at de skulle samarbejde med de faste P3-værter. Det viste sig hurtigt at være kompliceret, fordi de har deres faste radioprogrammer og derfor ikke havde den samme tid til projektorerne.

”Lasse og jeg valgte at fokusere på de satiriske indslag, og resultatet blev derfor et mere fiktionsdrevet spor. Vi byttede værtsrollerne ud med roller som skuespillere og statister,” siger Søren Hviid Melsen.

At duoen i dag er succesfulde med det, de laver, er der ikke længere nogen tvivl om. De har fanget de unges opmærksomhed på de sociale medier. En platform, hvor der er en konstant kamp om brugernes opmærksomhed, og som er enormt svært at slå igennem på.

”Et af de sværeste områder i mediebranchen er at nå ud til de unge på sociale medier, så hvis du lykkes bare nogenlunde med det, så er folk oppe at køre,” siger Søren Hviid Melsen.

I de knap tre år de har arbejdet sammen, har deres samarbejde udviklet sig til en sammentømret duo, hvor de i dag klarer mange opgaver selv. De udarbejder en idé, finder en passende lokation og tilhørende rekvisitter, filmer sekvensen og klipper det sammen.

”I den perfekte verden møder vi ind mandag morgen og får en original, skarp og satirisk idé, men det gør vi sjældent, så det er en stor stressfaktor,” siger Søren Hviid Melsen og tilføjer:

”Stressfaktoren er den ene side af medajlen, men på den anden side er det netop det fede ved jobbet – det gør jobbet enormt levende, og vi arbejder aldrig med det samme.”

Pernille Bækholm Sloth – illustrator ved DR

En anden tendens, man ser mere og mere af i mediebranchen, er grafiske illustrationer. Figurer i farverige nuancer eller karikerede politikere giver liv til artiklerne og fanger læsernes interesse i en ellers konstant strøm af nyheder. Pernille Bækholm Sloth er en af dem, der leverer de opmærksomhedsskabende illustrationer til det danske medielandskab.

”Med illustrationer kan man servere nyhederne lækkert for læserne, og i forhold til fotos kan vi give den lidt mere gas med farverne,” siger Pernille Bækholm Sloth.

Pernille har altid kunnet lide at tegne og er uddannet i visuelt design fra KADK, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering i sommeren 2017. Under hendes uddannelse kom hun i praktik ved Information som illustrator, hvor hun fik øjnene op for illustrationer i mediebranchen.

”Jeg havde altid drømt om at lave grafik og layout, men ved Information fik jeg øjnene op for, at man kunne bruge illustrationer på mange måder, og det fangede mig,” siger Pernille Bækholm Sloth.

Siden januar 2018 har Pernille været ansat ved DR, hvor hun primært er tilknyttet videnskabsredaktionen som illustrator. Her hjælper hun med at gøre ellers tunge videnskabelige artikler mere spiselige for læserne ved hjælp af illustrationer, der underbygger artiklens pointer. De bliver udarbejdet i tæt samarbejde med den øvrige redaktion, så det passer sammen.

”Noget af det bedste ved jobbet er, at jeg har rigtig meget medbestemmelse over, hvordan slutproduktet skal se ud. Det giver en enorm frihed,” siger Pernille Bækholm Sloth. 

Lasse Winther – nyhedsvært på DR-snapchat

Lasse Winther har ikke nogen baggrund inden for mediebranchen, men det er ikke nødvendigvis negativt. Han mener, at mange journalister bliver skolet på samme måde, og derfor har han en anden tankegang, når det kommer til at formidle nyheder. Derudover forsøger han at skabe en relation til brugeren.

”På grund af min alder og den personlige fortællerform bliver jeg på en måde deres ven. Det bliver meget ærligt, og det kan de unge godt lide,” siger Lasse Winther.

Udover at opbygge en relation til brugerne, så bruger han i dagligdagen meget tid på at besvare henvendelser fra de unge. Ifølge Lasse er det med til at udvikle formatet, fordi det giver et indblik i, hvad de unge synes om produktet.

”Feedbacken er det eneste, vi har. Ingen har prøvet det her før, så det kan være svært at vide, hvornår det fungerer. Det skaber en form for præcedens,” siger Lasse Winther.

Flere medier har eksperimenteret med Snapchat, men der er ingen konkrete læring fra det, og derfor ikke nogen foruddefineret opskrift. Men han tror, at det er et tiltag, der er blevet taget godt imod blandt de unge brugere. Han mener, at de unge føler sig set, og de derfor forbinder sig mere i forhold de andre medier.

”Det fedeste ved jobbet er, når jeg oplever en reaktion fra en bruger. Det kan være en aha-, wow- eller fuck-oplevelse. Det er en reaktion, der handler om følelser,” siger Lasse Winther.