Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

TEKST: Freja Schultz Tylvad , kommunikationsstuderende
ILLUSTRATION: Katrine Åsleff Edvardsen

Udgivet den 01. juni 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Kommunikation og journalistik er ikke den samme uddannelse. Så har vi det slået fast, for det er jeg udemærket godt klar over. For mig bliver det dog lidt mere uklart, hvorfor man som helt grøn første semmer skal tages om skuldrene og som en anden ‘Løvernes Konge’-analogi få at vide: 

“Alt hvad du kan se tilhører os, men de der kommunikationsstuderende derovre, dem må du aldrig gå hen til.” 

Eller det er i hvert fald, hvad jeg forestiller mig sker. Jeg læser selv kommunikation, og havde jeg ikke meldt mig ind i en forening, der består af både journalister og kommunikatører, tror jeg aldrig, jeg ville have haft grund til at snakke med dem. Det skulle da lige være efter fem fadøl og en englefisse i fredagsbaren, men på det tidspunkt er grænserne også lidt mere udviskede.

I daglig tale bliver det dog hurtigt til et dem og os – og det,  synes jeg, er synd. For selvom livet som ungt menneske i 20’erne godt kan føles lidt dramatisk til tider, så er det altså ikke et Shakespeare-stykke, og vi kommunikatører er lige så lidt Capulet’er, som journalisterne er Montague’er. Så hvorfor skal der herske en nærmest naturlig splid imellem os – som ingen rigtig kan forklare?

Hvorfor kunne vi ikke behandle hinanden som det, vi med al sandsynlighed peger på at blive: Kollegaer. Ja for undskyld mig, men jeg synes efterhånden, at man bliver tudet ørerne fulde med, at der ikke er hverken nok praktikpladser eller jobs til journalisterne, og de derfor ender, som det de frygter allermest: Kommunikatører (shock horror!). Og selvom det kan lyde fuldstændig åndssvagt for journalisterne, så åbner min uddannelse som kommunikatør som sådan også dørene for at blive journalist – i hvert fald hvis man skal tro på DMJX’ egen beskrivelse af uddannelsen. I virkeligheden er ’journalist’ jo på ingen måde en beskyttet titel, og selv folk fra SDU kunne i teorien kalde sig selv journalister – men det er måske også at strække den. Men når hverken journalisterne eller os kommunikatører kan se frem til beskyttede titler efter både skolegang og praktikpladser, burde vi så ikke støtte lidt mere op om hinanden frem for det modsatte?

Men hvordan begraver man så den stridsøkse? Man kunne jo for eksempel starte med at slå rusforløbene sammen. Efter sigende er det noget, der har været undervejs i længere tid, og alligevel snakker man om, at det nok ikke bliver lige foreløbig. Men hvorfor egentlig ikke? I forvejen er journalisterne og fotojournalisterne slået sammen, så hvad ville 50 mennesker mere gøre? 

Min egen klasse stiller sig delvist skeptisk overfor idéen. De mener, det bliver for mange mennesker, og man derfor vil have svært ved at lære sin egen klasse at kende – men det er jo netop meningen. Det er da langt bedre at lære en masse at kende fra den branche, du på et tidspunkt ender ud i, end en klasse du alligevel skal være sammen med resten af din uddannelse.

Når vi kommunikatører starter på skolen, går de eneste andre kommunikatører på syvende semester (og dem fra femte semester der ikke er på udveksling), og man kan derfor ikke få det samme sammenhold årgangene imellem, som journalisterne har mulighed for. Forsøgte man derimod at slå rusforløbene sammen, ville man ikke blot give både journalisterne og kommunikatørerne en større bekendtskabskreds, man ville uden tvivl også fordre et bedre studiemiljø mellem alle årgange og uddannelser.

Selvom det ikke blev min årgang, der fik overvundet vores shakespearske uenigheder, så håber jeg for fremtidige årgange, at der ikke er så lange udsigter til det, som det forlyder. For det ville da være rart, hvis man som kommunikatør ikke bare var en skygge på Kongesletten, også kaldet DMJX.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

43 millioner til lokaljournalistikken: Støttepenge vækker opsigt hos Jysk Fynske Medier

43 millioner til lokaljournalistikken: Støttepenge vækker opsigt hos Jysk Fynske Medier

43 millioner til lokaljournalistikken: Støttepenge vækker opsigt hos Jysk Fynske Medier

Regeringens seneste finanslovsforslag for 2023 har til formål at støtte lokaljournalistik og sikre vigtige nyheder til borgerne. Der er forskellige meninger om de 43,1 millioner kroner, alt efter hvem du spørger, men en ting er sikkert: Flere mediechefer fortæller nu, at der er brug for pengene, og at mange lokalmedier lever på lånt tid.

TEKST:  johan kaas nørgaard
illustration: katrine 

Udgivet den 01. juni 2023

Journalist og ansvarshavende chefredaktør for Jysk Fynske Medier, Peter Orry, ser to overordnede problematikker for de gratis ugeaviser. For det første er der en konjunkturbestemt udfordring. Det er simpelthen blevet dyrere at trykke aviserne, da priserne på papir er fordoblet i forhold til for et år siden. Derudover er det også blevet væsentligt dyrere at distribuere aviserne. Ovenstående er blot to faktorer, som plager de trykte ugeaviser, men der ligger også en langsigtet strukturel udfordring, som har været i gang over mange år, og som ikke ser ud til at forsvinde. 

’’Techgiganterne Google og Facebook æder en større og større del af annoncemarkedet hvert eneste år,’’ siger Peter Orry. 

 Disse problematikker omhandler de trykte ugeaviser, og det er også derfor, at Jysk Fynske Medier vil opfordre regeringen til at tage særligt hensyn til de trykte aviser, når de indsender deres høringssvar. Ugeaviser er gratis og er dermed meget afhængige af annonceindtægter. 

 ’’Det er en vigtig pointe, at de trykte medier er udfordrede, og at de om 10 år ikke vil være så udbredte, som de er i dag,” siger Peter Orry.

 Administrerende direktør for Sjællandske Medier, Jens Nicolaisen, mener, at pengene falder på et tørt sted og vil hjælpe medierne godt på vej.

 ’’Det er ikke, fordi vi uden regeringens tilskud ikke vil være i stand til at producere god journalistik, men vi er bare der, hvor der skal tages nogle fravalg, jeg synes er ret store,’’ siger Jens Nicolaisen.

Pengene skal altså gå til at finansiere digital omstilling, de stigende omkostninger og til, at medierne fortsat kan producere god journalistik. 

 Ugeaviser vokser i popularitet

 Danmarks 160-170 ugeaviser når ud til 2,3 millioner danskere. Det viser analyseinstituttet Gallups seneste målinger af læsertal. Peter Orry konstaterer, at ugeaviserne tidligere har haft et dårligt ry for at være ukritiske, men at der i dag bliver bedrevet kvalitetsjournalistik rundt omkring på de forskellige ugeaviser. 

 Peter Orry fortæller, at de nogle gange har oplevet at artikler fra ugeaviserne, er blevet taget op i pressenævnet, fordi de ifølge ham har formidlet god kritisk journalistik. Han nævner også, at en avis som Herlev Bladet har tradition for kritisk journalistik, og at de vandt årets bedste ugeavisjournalistik sidste år kåret af Foreningen af Ugeaviser.

 Tilsyneladende vil danskerne gerne læse nyheder fra deres lokalområde, og der ses da også en stigning i læsertallene hos Jysk Fynske Medier, der ugentligt når 988.000 danskere. Hvis lokalmedierne fortsat skal have en reel mulighed for at overleve og samtidig levere kvalitetsjournalistik, rækker de 43,1 millioner ikke så langt. 

Peter Orry ser helst, at pengene bliver fordelt ligeligt mellem de 160 lokalaviser. Det er rundt regnet 270.000 kr. til hver avis. På den måde vil de små medier forholdsmæssigt få størst gevinst, men det er også dem, der ifølge Peter Orry er mest i nød.

Jens Nicolaisen er enig med JFM og tillægger også lokaljournalistikken en kæmpe betydning.

 “Den rolle, som god og uafhængig journalistik spiller, bliver lidt glemt midt i den her SoMe-tid,” siger Jens Nicolaisen.

Han mener, at de lokale aviser, uanset størrelse, spiller en afgørende rolle for demokrati, frihed og lokalsamfundet.

 43 millioner er utilstrækkeligt

Professor i medieledelse ved Copenhagen Business School, Anker Brink Lund, siger, at de gratis ugeaviser længe har været undervurderede. Både af dem der fordeler den offentlige mediestøtte, og af de private udgivere, som forsømte at udvikle dem journalistisk, mens de gav pæne overskud. 

 ’’Her og nu er 43 millioner i mediestøtte ikke ret meget fordelt på 160-170 landet over. Så det ender nok som en velment, men helt utilstrækkelig dråbe i de etablerede mediehuses slunkne pengekasser – uden at hr. og fru Danmark får ret meget nyskabende lokaljournalistik ud af det,’’ siger Anker Brink Lund

 Der er altså blandede holdninger til de 43 millioner kroner, alt efter hvem du spørger. 

Der er enighed blandt Peter Orry og Anker Lund om, at beløbet godt kunne have været større. Jens Nicolaisen erkender også, at medierne er økonomisk udfordrede, men han ser også et problem i, at de danske lokalmedier bliver for afhængige af statslige midler. 

 ’’Hvis du spørger mig, så lyder det forkert, at det er staten, der driver de lokale medier. Det er jo meningen, vi skal tjene vores penge selv. Vi kan ikke blive ved med at holde fast i noget, hvor forretningsmodellen slet ikke hænger sammen,’’ siger Jens Nicolaisen.

Støttepengene er afgørende for lokaljournalistikken

Sjællandske Medier og JFM er enige om, at de trykte aviser bliver udfaset mere og mere i løbet af de næste år, og at aviserne gradvist skal digitaliseres. Jens Nicolajsen maner til ro og håber på, at regeringens støttepenge forhåbentligt kan give lokaljournalistikken muligheden for fortsat at give et kvalificeret indspark til samfundsdebatten. Han lægger vægt på, at medierne stadig skal agere den fjerde statsmagt, uafhængigt af andre magtinstanser. Det går ikke, at medierne skal være afhængige af politikere og staten. Ligesom Peter Orry mener Jens Nicolaisen dog, at pengene er altafgørende, for at lokalmedierne stadig kan have journalister ansat på de mindre redaktioner.

Jens Nicolaisen er overbevist om, at journalisterne kan drage fordel af den digitale udvikling. Han nævner blandt andet, at Chat-GPT-robotten kan effektivisere dele af det journalistiske indhold, og at redaktionerne dermed kan tåle at være mindre besatte end før i tiden.

 Peter Orry er bange for, at regeringens bekendtgørelse ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser de trykte aviser, hvis pengene også går til en masse digitale, mindre journalistisk seriøse medier. Det er ifølge Peter Orry ugeaviserne, som bedriver god kritisk journalistik, og pengene skal gå til, at journalisterne har tid og ressourcer til at dykke ned i samfundsrelevante emner.

Jens Nicolaisen og Peter Orry synes, at pengene skal fordeles ud på landets lokalmedier, da der er særligt brug for en økonomisk hjælpende hånd lige nu. 

 ’’Der bliver lukket ugeaviser hele tiden, og der kommer til at lukke flere, hvis bekendtgørelsen fortsat ser ud, som den gør lige nu,’’ siger Peter Orry.

Ti gode råd til praktiksøgningen fra Chat-GPT

Ti gode råd til praktiksøgningen fra Chat-GPT

Ti gode råd til praktiksøgningen fra Chat-GPT

Illustreret Bunker har sprunget over, hvor gærdet er lavest. Vi har fået vores nye ven og skrivekammerat, Chat-GPT, til at kigge ind i internettets dybeste afkroge og fundet ti hurtige råd til din praktiksøgning.

TEKST: CHAT-GPT 
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 01. juni 2023

I en konkurrencepræget medieverden er det at få en praktikplads ofte et vigtigt skridt mod at kickstarte en succesfuld karriere. Hos Illustreret Bunker har vi lyttet til vores læseres behov og sammensat en liste med 10 effektive råd, der vil hjælpe dig med at skille dig ud og øge dine chancer for at sikre dig drømmepraktikken. Uanset om du drømmer om at arbejde på et førende mediehus, i en spændende radio- eller tv-station eller et innovativt online medie, vil disse råd være uvurderlige i din jagt på den eftertragtede praktikplads. Så lad os dykke ned i disse tips og tricks, der vil guide dig mod din professionelle fremtid!

Selvfølgelig! Her er 10 gode råd til at få en praktikplads:

Start tidligt: Begynd din søgning efter praktikpladser tidligt. Mange virksomheder har faste deadlines, og det er vigtigt at være proaktiv og søge i god tid.

Research virksomheder: Lav en liste over relevante medievirksomheder, aviser, magasiner, radio- og tv-stationer osv. Research virksomhederne grundigt for at forstå deres værdier, arbejdskultur og hvad de efterspørger hos deres praktikanter.

Tilpas din ansøgning: Skræddersy din ansøgning og dit CV til hver virksomhed, du ansøger hos. Vis, at du har sat dig ind i virksomhedens profil og brug konkrete eksempler på, hvordan dine færdigheder og interesser passer til deres behov.

Networking: Udnyt dit netværk. Tal med tidligere praktikanter, lærere, venner eller familiemedlemmer, der arbejder inden for mediebranchen, og bed om hjælp, anbefalinger eller tips til praktikpladser.

LinkedIn og sociale medier: Opdater din LinkedIn-profil og brug sociale medier som Twitter eller Facebook til at følge og engagere dig med virksomheder og personer inden for branchen. Det kan åbne døre og skabe muligheder for at få kendskab til praktikstillinger.

Praktikmesser og arrangementer: Deltag i praktikmesser, branchearrangementer og netværksmøder, hvor du kan møde repræsentanter fra medievirksomheder og opbygge relationer. Disse begivenheder kan også give dig mulighed for at præsentere dig selv og din interesse for praktikpladser.

Skaf praktisk erfaring: Selvom det kan være udfordrende at få en formel praktikplads, kan du skabe praktisk erfaring på andre måder. Lav dit eget blog, start en podcast eller bidrag til lokale medier. Dette viser din interesse og dedikation til journalistik.

Vær vedholdende: Forvent at møde afslag undervejs, men giv ikke op. Hold dig motiveret og fortsæt med at søge og følge op på ansøgninger. Vedholdenhed og engagement kan skille dig ud fra konkurrencen.

Frivilligt arbejde: Overvej frivilligt arbejde eller ulønnet praktik i mindre medieorganisationer eller non-profit-organisationer. Dette kan give dig værdifuld erfaring, netværk og muligvis åbne døre for fremtidige muligheder.

Opdater og forbedr dine færdigheder: Mens du søger efter praktikpladser, er det vigtigt at kontinuerligt forbedre dine færdigheder. Tag kurser, læs faglitteratur, og hold dig opdateret med de seneste udviklinger inden for mediebranchen. 

Vær altid nysgerrig og læringsorienteret.

Disse råd er baseret på vores erfaringer og ønsket om at hjælpe dig med at skille dig ud i din praktiksøgning. Husk, at det at få en praktikplads kan være en konkurrencepræget proces, men med dedikation, vedholdenhed og en strategisk tilgang kan du øge dine chancer for at få drømmepraktikken. Så kom i gang, vær proaktiv og gå efter dine mål. Vi ønsker dig held og lykke i din jagt på den perfekte praktikplads og i din fremtidige karriere som medieprofessionel!

Varmeste hilsner,

Chat-GPT

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram har dækket udlandsstof i snart fem årtier. I den tid har han oplevet, hvordan den teknologiske udvikling har gjort det personlige mere fremtrædende i jobbet som udlandskorrespondent. Men Steffen Gram holder stadig gerne sine meninger for sig selv.

TEKST: Emil Weis
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 01. juni 2023

I radiostudiet sidder Steffen Gram bag otte bunker af dokumenter med sirlige grønne overstregninger. “Hvorfor er der ikke mere fokus på Østeuropa?” spørger han energisk sine gæster med et insisterende blik og medfølgende armbevægelser. Det er egentlig ikke det, programmet skal handle om i dag. “30 sekunder” lyder det i samtaleanlægget fra kontrolrummet. Steffen Gram samler sig, inden han uden udsving i stemmen byder velkommen til radioprogrammet ’Verden ifølge Gram’, der hver uge på P1 dækker vigtige udenrigspolitiske emner.

Når dagens afsnit om immigrantflugten fra Tunesien ruller igennem æteren, har Steffen Gram brugt en uge på at læse op på emnet. Indimellem bliver han kaldt til andre steder i DR-byen for at levere analyser og perspektiver, men ellers bruger han ugen på at forberede en times radioprogram.

De andre i DR bruger Steffen Grams indsigter, fordi han har dækket udlandsstof i snart et halvt århundred, men selv mener han, at han altid kan blive klogere.

De fleste journaliststuderende med lidt rejselængsel ville nok være misundelige over hans lange karriere og viden om udenrigspolitiske forhold, hvor han ofte har stået midt i historiske begivenheder.

Steffen Gram startede på DR som Asien-reporter i 1977 og dækkede De Røde Khmerers folkemord. Han var fra 1983 til 1987 USA-korrespondent, imens Reagan var præsident. Under Sovjetunionens sammenbrud var han korrespondent i Moskva, inden han kom hjem og var vært og redaktør på udenrigsmagasinet Horisont. Fra 2005 til 2013 var han igen korrespondent i USA, hvor den første afroamerikaner, Barack Obama, blev valgt som præsident.

Men selvom Steffen Gram har oplevet historiens gang på tætteste hold, er han ikke den, der bruger sig selv personligt i sin journalistik. Han gør en dyd ud af, at det er ham, der har spørgsmålene og hans gæster, der skal give svarene.

”Jeg vil gerne hjælpe seerne og lytterne til at forstå forskellige perspektiver af verden og de konflikter, der er i den. Men jeg er ikke ekspert med egne meninger,” siger Steffen Gram.

”Han har meget travlt. Han skal ofte bruges andre steder i DR-byen,” siger praktikant på ’Verden ifølge Gram’. Cecilie Højmark, om Steffen Gram.

Reportager på ’first class’

Teknologien har ændret måden, man er udlandskorrespondent på, og hvor meget mere man er på skærmen ifølge Steffen Gram. De to til fire minutter lange reportager, han lavede til TV-avisen før i tiden, ville få folk til at skifte kanal i dag.

”Den lange reportage er trådt mere i baggrunden i dag, medmindre man producerer til magasiner. Nu er et TV-indslag nyhederne ofte, at udlandskorrespondenten går på live suppleret med kortere indslag,” siger Steffen Gram.

Før i tiden tog det også længere tid at få sine TV-indslag frem til Danmark. I Steffen Grams tid som Asien-reporter fløj han selv hjem med sine reportager. Det var før den digitale teknologi, så reportagerne blev filmet på 8 eller 16 millimeter. De var uden journalisten i billedet, medmindre med journalisten skulle lave en ’stand-up’, og speak blev lagt direkte ind på kanten i filmrullen. Det var kun såkaldte ’hard news’, der blev sendt hjem med fly uden Steffen Gram. De blev fløjet for eksempel fra Bangkok lufthavn i store plastnet med adressemærke på karton, så taxachaufføren i Københavns lufthavn kunne levere dem korrekt til DR.

I USA byggede CNN i løbet af 80’erne et livesystem op, der gjorde, at deres korrespondenter kunne være live igennem, lige der hvor det skete.

”Da jeg var korrespondent i USA første gang, var jeg måske live igennem fire-fem gange i alt. Anden gang jeg var i USA i 00’erne, var jeg live igennem hele tiden, og den lange reportage var trådt helt i baggrunden,” siger Steffen Gram.

Han mener, at udlandskorrespondentens mulighed for at reportere live i dag, har gjort journalistikken mere nærværende. Det er den, fordi udlandskorrespondenten er med i billedet, når der laves liveindslag, selv når man laver reportager. Udviklingen har betydet, at journalisten ikke længere er ude af billedet, men på fra første skud.

”Der var journalister før i tiden, som lavede fremragende reportager og havde det godt med det uden at være i billedet. Nogle af dem ville nok have svært ved at være på live som i dag. Teknologien har ændret journalistikken og dermed også, hvem der er egnet til at være udlandskorrespondenter,” siger Steffen Gram.


Samme historie forskellige platforme

Steffen Gram husker, hvordan han under hans mesterlærlinge tid på Berlingske i 70’erne fik lov at dække Rote Armee Fraktions angreb på den vesttyske ambassade i Stockholm. Dengang var der ingen, der havde Facebook eller for den sags skyld mobiltelefoner. Man måtte ud af huset, hvis man ville dække noget.

Steffen Gram tog afsted til Stockholm for at være på pletten og snakke med folk på stedet. Når der var nok på blokken til en historie, tog han hjem på hotellet og fulgte med på SVT, imens han skrev historien på sin rejseskrivemaskine. Den færdigskrevne artikel blev dikteret hjem til redaktionen igennem telefonen eller sendt som strimler igennem en telexmaskine.

Historien endte med en forside på Berlingske, som var en stor ting for den unge Steffen Gram.

I dag er det dog ikke nok at udkomme på én platform som udlandskorrespondent, i hvert fald ikke hvis man arbejder på et stort medie som DR, som Steffen Gram har gjort i over 40 år. Hvis man er ude at dække en stor historie, er man formentligt på i radioaviserne, P1-morgen, i TV-avisen til middag og om aftenen. Derudover interviewer andre DR-journalister udlandskorrespondenterne til artikler til dr.dk.

”Der er selvfølgelig en risiko for, at noget af grundigheden ryger, når man skal producere meget mere på grund af de digitale muligheder. Men alt var ikke bedre før i tiden, og i dag har du til gengæld større redaktioner derhjemme til at gå i dybden med historien,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram husker en tid, hvor man skulle kæmpe mere for at få lov til at tage ud og dække en historie. Man skulle typisk pitche en historie hjemmefra og overtale cheferne til at give en lov til at tage af sted. Hvis man fik lov, tog man ud, lavede to historier og kom hjem med dem. I dag tager man beslutningen langt hurtigere om at sende reporteren ud, der bliver lavet langt flere historier fra stedet, og man udkommer på langt flere platforme.


Alvorlige konflikter til fremtiden

Historisk viden er en vigtig del af en udlandskorrespondents værktøjer, mener Steffen Gram. Når man vil forstå nutidige konflikter og krige, bliver man nødt til at have en forståelse af fortiden. For konflikter har næsten altid historiske rødder.

Steffen Grams analyse af krigen i Ukraine vidner også om, hvordan han trækker på sin historiske viden og erfaringer, når han skal forstå konflikter. Under sovjetstatens sammenbrud i begyndelse af 90’erne rejste han mange gange i Ukraine for at dække deres folkeafstemning om selvstændighed.  

”Krigen i Ukraine er anderledes, end hvad jeg ellers har dækket, fordi den kan få langt flere negative konsekvenser. Den kan ændre på hele verdensordenen,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram ser krigen i Ukraine som Ruslands udfordring af den verdensorden, der har eksisteret siden murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Han var chef for udlandsredaktionen på tv-avisen under murens fald, hvor han sendte folk ud og var vært på live-programmer, og formidlede sammen med udlandsreportere, hvordan der eksisterede en eufori og forvirring over ikke længere at leve under et diktatur. 

”Det er også derfor, at vi ser, at de østeuropæiske lande er meget tydelige i deres kritik af Putins invasion i dag. De har oplevet, hvordan det er at leve under et russisk ledet diktatur,” siger Steffen Gram.

Krigen har ikke kun ændret på de tektoniske plader i verden – den har også ændret den verden udlandskorrespondenter må forholde sig til.

”Vi er et lille land, der er meget påvirket af de ting, der foregår ude i verden. Det er derfor også vigtigt, at korrespondenter kan gøre danskerne klogere på de ændringer i verden, og det er svært at forstå dem uden en historisk viden,” siger Steffen Gram.


Et ensomt job

Steffen Gram vil gerne advare journaliststuderende med en drøm om at blive udlandskorrespondenter om, at det er et ensomt job. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.

”Man er alene med den historie, man skal dække som udlandskorrespondent. Det meste inspiration skal komme fra en selv,” siger Steffen Gram.

Når man er udsendt som korrespondent, står man selv med alle beslutningerne. Sådan var det også for Steffen Gram, da han var udlandskorrespondent. Han var sin egen kollega, og det var med ham selv, at han måtte diskutere, hvilken vej han skulle gå med en historie. Derudover var det hans egen opgave at have en føling med, hvad der foregik i det land, han var i, så han kunne fortælle redaktøren derhjemme, hvilke emner der var vigtige. Opstod der en krise eller udfordring på vejen, var det også ham alene, der skulle håndtere den.

Er man ikke afskrækket af den ensomhed, der følger med jobbet, har Steffen Gram et budskab til udlandstørstende journaliststuderende.

”Tag afsted – gerne med lidt ekstra penge på lommen. Og tag til nogle lande, hvor andre ikke er.”

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?
Tæt På Sandheden: ”Om det er journalistik, må nogle andre vurdere”

Tæt På Sandheden: ”Om det er journalistik, må nogle andre vurdere”

Tæt På Sandheden: ”Om det er journalistik, må nogle andre vurdere”

Troværdighed er et vigtigt emne i journalistisk formidling, og derfor arbejder journalister typisk uafhængigt. Men på redaktionen hos Tæt På Sandheden forholder det sig lidt anderledes, for her er man afhængig af, at målgruppen griner.

TEKST: TIKE ALI BELLOUKI CLAUSEN
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 01. juni 2023

”Jeg bruger nogle af de journalistiske værktøjer, som jeg også brugte på Ekstra Bladet, blandt andet når jeg udvælger vinkler og researcher, men derudover, så er det endelige produkt usammenligneligt,” siger Nina Ahrenkiel. Hun er journalist og har sin daglige gang hos det satiriske program Tæt på Sandheden.

Journalisterne medbringer hver uge to historier, hvor komikerne derimod arbejder med hver deres. De arbejder derefter sammen med komikerne om deres egne historier. En normal dag starter typisk med et morgenmøde, som omfatter redaktionens to journalister, redaktionschefen, instruktøren og fire komikere, og på den måde er dagens start på redaktionen ikke ulig så mange andre redaktioners.

Satirebrillen

Siden Nina Ahrenkiel blev færdiguddannet, har hun beskæftiget sig med satire. Der er stor forskel på arbejdsdagen som praktikant på Ekstra Bladet kontra arbejdsdagen som uddannet journalist. I arbejdet med historierne til Tæt På Sandheden har Nina Ahrenkiel typisk en uge til at fordybe sig i historierne, hvorimod hun på Ekstra Bladet oplevede, at der var en høj forventning til hurtige historier.

”Som skrivende journalist, så husker jeg, at man var meget alene, og historierne skulle hurtigt afsted. Nu har jeg mere tid til fordybelse, og vi arbejder som et hold,” siger Nina Ahrenkiel.

Michael Christiansen, som har været en del af den danske comedyscene siden begyndelsen af 00’erne, er i dag hovedforfatter på Tæt På Sandheden. Han er blandt andet kendt for sin medvirken i Zulu Late Night Live på TV2 Zulu og DR2-programmet, Tjenesten – Nu På TV. Desuden har han lavet materiale til Dybvaaaaad!

Han fortæller, at journalisterne ikke går helt klassisk til værks. De læner sig ikke op ad de gængse nyhedskriterier, og når journalisterne trækker i arbejdstøjet, har de satirebrillen på. Udover det så er der fokus på, at der er en balancegang i indslagene i hvert afsnit, så man kommer gennem forskellige emner og personer.

”Vi kigger på, hvad der rør sig i tiden; hvad der er hyper-aktuelt, og så prøver vi med komiske briller  at lave et alsidigt program. Det ville være ærgerligt, hvis man var efter Mette Frederiksen i et helt program,” siger Michael Christiansen.

Journalisten er rygdækning

Selve programmet er bygget op på en måde, hvor der kan trækkes paralleller til en nyhedsudsendelse. Dog har Jonathan Spang, der er studievært i Tæt På Sandheden, en mere fremtrædende rolle, end hvad en studievært normalt har. Faktatjek er en vigtig opgave for journalisterne, for selvom satire både indeholder elementer af overdrivelse og sketches, tager den udgangspunkt i en virkelig historie. 

”Vi tager kun fra anerkendte medier, eller medier der er tilmeldt pressenævnet, så vi er sikre på, at vores fakta holder,” siger Nina Ahrenkiel.

Dog er det kun en af mange opgaver, som de har på redaktionen. Journalisterne er komikernes rygdækning. De sørger for, at der er styr på fakta, så komikerne kan holde fokus på at være morsomme. I deres research og udvælgelse af historier kigger de gerne efter selvmodsigelser og hykleri, da det er materiale, der kan bruges i satiregenren.

 På redaktionen tager journalisterne udgangspunkt i indenlandske historier, der er aktuelle, hvor man ser en komisk vinkel. Det er ikke journalisternes opgave at være sjove, men de skal i deres research have gjort sig tanker om, hvorfor lige netop denne historie har sin gang i det populære tv-program. 

”Vi står slet ikke for at være sjove, det er 100 procent komikerne, men det er klart, at man skal have et blik for det komiske, men fra et journalistisk standpunkt,” siger Nina Ahrenkiel.

Når Michael Christiansen beskriver journalisternes arbejde, så er det som et fundament for programmet. Ikke alene finder de og arbejder med størstedelen af historierne som bringes i afsnittene, de sørger også for, at der er hold i alt, hvad der bliver sagt. Når programmerne bliver særligt kritiske overfor nogle af de magthavende karakterer, så kan journalisterne få lov at holde journalistikken i udstrakt arm.

”Jeg mener, at det er rigtig journalistik, men vi har ikke ressourcerne til at forelægge kritikken for dem, vi kritiserer, inden vi publicerer. Her kan vi dække os ind under at være et satirisk program,” siger Michael Christiansen.

Leg lidt med uddannelsen

Selvom journalistuddannelsen handler om formidling, så kan den bruges til meget andet end at formidle nyheder på de klassiske medier, og der er ifølge Nina Ahrenkiel heller ingen tvivl om, at journalisterne hos Tæt På Sandheden bruger redskaber fra journalistikken. Der bliver klippet indslag og lavet interviews, som de liner op i samarbejde med redaktionens reporter, Camilla Boraghi. 

For Nina Ahrenkiel har det været et tilfælde, at hun endte i satiregenren, og siden hun blev færdiguddannet journalist, har hun beskæftiget sig med satire. Først som radioproducer på radiokanalen 24/7, hvor hun var assistent på Den Korte Radioavis. 

”Det var nyt for mig, at man kunne være journalist i satiren, men så tog det ene det andet. Og jeg bruger klart journalistiske værktøjer. Om det så er journalistik, det må nogle andre vurdere, men jeg håber at folk ved, at man kan lege lidt med uddannelsen,” siger Nina Ahrenkiel.

I løbet af sin tid på skolen lagde underviserne meget vægt på at fortælle Nina og hendes medstuderende, at den mediebranche, som de blev uddannet til, ville se helt anderledes ud, når de om nogle år var uddannede journalister.

”Vi fik at vide, at de jobs vi kunne få, ville være helt anderledes end dem, vi så i branchen. For mit vedkommende må det siges at være helt sandt,” siger Nina Ahrenkiel.