Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

En rapport fra Kulturstyrelsen viser, at Ritzaus Bureau står for 46 procent af nyhederne på danske mediers digitale platforme.

TEKST OG FOTO: MADS KELLER ISAKSEN 

Udgivet den 10. oktober 2024

”DR har lige breaket, at Jeppe Søe er blevet set på Borgen.”

”Hvorfor har vi ikke nogen på den?!”

”Jeg er i gang med at få fat i redaktionen derinde.”

Søren Lassen er redaktionschef for Ritzaus nyhedstelegramredaktion. Han er netop blevet afbrudt af sin kollega, der gør ham opmærksom på en af de få nyheder, som Ritzau ikke har været først med. Med afslappet tøjstil, beige Adidas-sneakers og rodet gråt hår er Søren Lassen inkarnationen af vores alles forestilling om journalisten, der har fingeren på pulsen og blyanten på blokken.

”Selvfølgelig er det irriterende, når man ikke er de første. Det er jo det, vores kunder betaler for,” siger Søren Lassen.

Mens vi har talt, har Space X sendt milliardærer ud i rummet, DSV er blevet verdens største logistikfirma, og Lars Von Trier har annonceret en ny film. Alle tre er nyheder, som Ritzau breaker herhjemme, og alle tre vil blive læst på danske mediers hjemmesider inden for kort tid. For Søren Lassen er det store forbrug af Ritzaus nyheder en blåstempling. For nyhedsbureauets nye administrerende direktør, Jacob Kwon, er det et tveægget sværd.

Ritzau sidder tungt på tronen

Sidste år producerede Ritzaus Bureau, i daglig tale Ritzau, 43.438 nyheder – det er lidt over fem i timen, hver time, hver dag, hele året. Nyhedsbureauet er det eneste af sin slags herhjemme, efter det i 2012 og 2021 opkøbte sine to rivaler, Dagbladenes Nyhedsbureau og Børsens  Nyhedsbureau.

I juni udkom en rapport fra Kulturstyrelsen, som fastslog, at 46 procent af nyhederne på danske digitale platforme primært kom fra Ritzau, mens de resterende 54 procent var egenproduceret indhold fra medierne selv.

“Da jeg læste det, tænkte jeg: ‘kan det nu passe’,” siger Jacob Kwon.

Han ville have undersøgt tallet, som han selv og flere andre i Ritzau længe troede var tættere på 25 procent end de 46. Ritzau-undersøgelsen fik tallet ned på 40 procent. Jacob Kwon mener, at det har noget at gøre med metoden, man har brugt til at udregne det på. Problemet stod dog stadig tilbage, og ifølge Jacob Kwon er det lige meget, om det er 40 eller 46 procent. Ritzau risikerer stadig at fylde for meget i medielandskabet på sigt, hvis udviklingen fortsætter.

“Det er ikke sundt for et samfund eller et demokrati, hvis et mediehus fylder for meget,” siger Jacob Kwon.

Ifølge Kwon selv er det ikke et problem, han ser lige nu, men det har potentiale til at udvikle sig.

 

Ritzau er Danmarks eneste nyhedsbureau, og med sine 158 år på bagen en af de ældste medier i landet. Ritzau er ejet af ti danske mediehuse. Ejerne er:

Dagbladet Børsen

Jysk Fynske Medier

JP/Politikens Hus

Danmarks Radio

Information

Kristeligt Dagblad

Lolland-Falsters Folketidende

Mediehusene Midtjylland

Sjællandske Medier

Det Nordjyske Mediehus

Ritzau står for en stor del  af nyhederne

For mange år siden da hjemmesider så akavede ud, og kreative typer endnu ikke mente, det var tjekket at gebærde sig i computerkodesprog, kunne man finde en sektion på mange danske mediers hjemmesider, som viste nyheder fra Ritzau. Det var Ritzau-rullen. Rullen var en boks, der kørte ude i siden med Ritzau historier og nyheder.

I dag har de fleste medier stadig en database til disse historier. Det er dog de færreste, der viser dem direkte på deres hjemmesider. Rullen er ‘et levn’ fra fortiden, men danske mediers hjemmesider tager stadig imod Ritzaus data med kyshånd – det er trods alt det, de betaler for.

Kim Schou er digital redaktionschef hos Information. Han fortæller, at for deres vedkommende tilskrives det høje antal Ritzau artikler, at de engang havde en Ritzau-rulle, og indtil foråret i år stadig auto-publicerede Ritzaus nyheder på en underside til deres hjemmeside.

“En maskine ville måske sige, at en meget stor del af vores artikler stammede fra Ritzau, og det er teknisk set korrekt, men kun lidt af det indhold når frem til vores læsere,” fortæller Kim Schou.

Han mener derfor ikke, at det er et problem, at Ritzau står for så stor en andel af nyhederne på Information.dk. Han nævner, at Ritzaus breaking nyheder og liveblogs giver medierne ro og tid til at finde ud af, hvad de selv gerne vil skrive. Han slutter af med at nævne, at Information i dag lægger en til to Ritzau nyheder op om dagen, og at Information generelt er glade for det, Ritzau leverer til dem.

Ritzaus rolle

Ida Skytte er lektor på DMJX, fellow på Constructive Institute og medforfatter til rapporten. Hun er ikke enig i, at de 46 procent behøver at være et problem. Hun bakker op om Thomas Berndts pointe om, at mediernes egenproducerede indhold er mere fremtrædende end Ritzaus nyheder på deres hjemmesider.

“En udlægning kan være, at det siger noget om, at branchen har et fælles fundament, og at medierne så kan fokusere deres ressourcer på det, som er egenproduceret,” siger Ida Skytte.

Der er altså mange måder at læse de 46 procent på. Ida Skytte slår fast, at svaret på, hvad det siger om branchen, vil variere fra person til person. Når hun ser på deres rapport, kan hun dog se, at Ritzaus nyheder oftest ligger gratis på de fleste mediers hjemmeside, hvilket kan være med til at skabe en fælles samtale, når det gælder de nyheder, der læses. Noget vi i højere grad har mistet, siden det er blevet mere normalt at søge sine nyheder forskellige steder såsom på sociale medier.

Hun fastslår, at det ikke nødvendigvis er et problem for den demokratiske samtale, og at Ritzaus nyheder ofte har en mindre fremtrædende placering på mediernes hjemmesider.

Begrænsning på Ritzau-nyheder

Siden 2015 er prisen på Ritzaus nyhedsrulle næsten halveret. Ifølge Jacob Kwon er forklaringen på det store brug af Ritzaus nyheder og sænkningen af prisen på deres hovedprodukt den samme.

”Helt nøgternt må man bare konstatere, at det siger noget om, at branchen har det svært. Vi er ejet af branchen, så det har været nødvendigt for dem, at vi skulle have en lavere pris.”

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Jonathan Løw er iværksætter og foredragsholder og forsøger i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten at punktere myten om det landsdækkende medie. Han er bange for, at manglen på en samlende samtale går ud over vores sammenhængskraft.

TEKST: Anders Brøndsholm og Jens-Emil Nørgaard
FOTO: Jonathan LØw (privatfoto)

Udgivet den 30. maj 2024

Han har udtrykt sin mening i Journalisten. Han har turneret med det i programmer som Presselogen og Tabloid på P1. Fordi Jonathan Løw oprigtigt mener, at der ikke findes ægte landsdækkende medier i Danmark.

Du skriver i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten, at ideen om landsdækkende medier er en myte. Hvad mener du med det?

“Til dels er det en clickbait-overskrift for at få gang i diskussionen. Men jeg mener, at en af mediernes vigtige opgaver er at kunne samle landet om nogle vigtige agendaer og derved også dække alle dele af landet, så de føler sig hørt og set og repræsenteret.”

Og du mener ikke, at det er sådan  i medieverdenen i dag?

“Når man kigger ud på medierne, som traditionelt set er blevet opfattet som dem, der i hvert fald havde et landsdækkende potentiale, så er det jo medier som Jyllands-Posten, Politiken og DR og TV2. Der synes jeg, at man kan se en udvikling, hvor Politiken, selvom de altid har været københavnerorienteret, næsten udelukkende fokuserer der nu. Selvom Christian Jensen (ansvarshavende chefredaktør på Politiken, red.) siger, at de også har et nationalt og internationalt udsyn, så er det i hvert fald et udsyn med voldsomt mange blinde vinkler. Jyllands-Posten er dog et medie, der får dækket Jylland relativt pænt og på den måde fint lever op til navnet, om end nogle udenfor Jylland så sikkert vil mene, at de ikke er særligt landsdækkende.”

Mediernes placering betyder noget

I dit debatindlæg lægger du ud med at kritisere det, du kalder “landsdækkende” flagskibe fra DR og TV2. Du skriver, at sejlet i de flagskibe sættes i København, og at rejsen sluttes der. Hvad mener du med det?

“Når man ser på nogle af DR’s og TV2’s flagskibsprogrammer – for eksempel Deadline eller Debatten – så er der næsten udelukkende deltagere med fra København og omegn. Selvfølgelig er det en del af det, at det politiske magtcentrum ligger i København, men selv hvis man tager den dimension ud af det, så er der stadig en rigtig dårlig repræsentation af deltagere. De meningsdannere, der inviteres med i programmerne, befinder sig næsten altid i Storkøbenhavn, og generelt er det et demokratisk problem for den fælles samtale, at så få stemmer får plads i de største formater.”

Men DR og TV2 kan jo ikke have studier rundt i alle dele af landet. Er det ikke fair nok, at man må tage turen til dem, hvis man skal være med i programmerne?

“Hvorfor kan de ikke have det? De får da trods alt et pænt milliardbeløb i mediestøtte, og så dyr en husleje har vi altså ikke for eksempel her i det jyske. Det betyder bare noget, hvor medierne befinder sig i forhold til både logistik og udsyn. I forhold til logistik har jeg selv været med i disse programmer flere gange, og de optages altid i København. Man får først at vide, om man skal være med dagen før eller på dagen, så det kræver jo, at de, der skal være med i den demokratiske debat, nærmest enten bor der eller lever af at mene noget og få det i medierne. Og det gør de færreste af os jo trods alt.”

Du siger, at repræsentationen i de programmer er dårlig. Men de, der er med, er vel dem, som er mest kyndige til at debattere netop det emne og har tid til det. Hvorfor er det et problem?

“De, der typisk har tid, er enten politikere, som stiller op fordi det er deres levebrød, og de skal gerne genvælges. Og så er der meningsdannere, debattører og brancheorganisationer, der også stiller op, fordi det er deres levebrød. Der er bare 98 procent af befolkningen, der faktisk er ude at lave arbejdet, hvad enten det er iværksættere, sosu-assistenter eller virksomhedsejere, som ikke lige har en hverdag, hvor de kan tage en hel dag ud og tage turen for at være med i en debat i fem minutter. De bliver ikke repræsenteret, og jeg vil personligt hellere lytte på mennesker fra virkeligheden frem for mennesker, der har trænet i at blive gode debattører. Jeg vil også vove at påstå, at mediernes placering, og dermed også journalisternes bopæl, har en naturlig betydning for det, som i det nære og i hverdagen påvirker deres udsyn. Det betyder ikke, at man kun kan orientere sig lige der, hvor man bor, men det kan ikke undgå at påvirke.”

Du nævner Politiken som et eksempel på et medie, der har lukket sig om det københavnske. Men det regionale bliver vel dækket af netop de regionale medier. Så hvorfor er det et problem, hvis der ikke er landsdækkende medier, når det regionale bliver dækket?

“Det regionale dækker jo netop kun regionalt. For eksempel her i Aarhus, hvor jeg bor, har vi jo TV2 Østjylland, men deres effekt på en samlet national samtale er jo meget begrænset, fordi de har væsentligt lavere seertal end de, der skulle forestille at være landsdækkende medier. Og uden disse landsdækkende samtaler, som medierne er nødt til at være frontløbere for, så mister vi endnu mere af den sammenhængskraft, som de sociale medier – undskyld mit sprog – i forvejen har fucket op med deres segmenterings- og personaliseringsalgoritmer.”

Den samlende samtale

Når Jonathan Løw efterlyser de landsdækkende medier, så handler det især om noget, han frygter at miste. Med de sociale mediers efterhånden allestedsnærværende rolle i vores hverdag, risikerer vi at miste noget vigtigt for sammenhængskraften.

Så det handler om, at de regionale medier ikke har samme gennemslagskraft i den nationale samtale?

“Ingen i København aner jo, hvad der bliver vist på TV2 Østjylland og omvendt. Ja, nogle historier når så videre derfra til nationalt, men det er fåtallet. Det er derfor, jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt, fordi mediehusene har overbevist sig selv om, at deres eneste fremtid må gå igennem segmentering på bedste SoMe-vis kombineret med, at de jo er dybt ængstelige ved tanken om, at de ikke kan drive trafik via de selvsamme sociale medier. Tænk hvis SoMe viser sig at være problemet frem for løsningen i fremtiden? Det er jeg ikke bange for at forudsige som tech-iværksætter med 20 år i branchen.”

Hvorfor mener du, at det er et problem, hvis samtalen bliver mere opdelt?

“Jeg kommer fra tech-verdenen, som Facebook og Instagram også er i, så jeg ved, hvor ekstremt segmenteret og opdelt det er. Fordi det er den måde, man kan sælge annoncer på. Ved at gøre det ultra personaliseret og segmenteret. Det betyder bare, at samtalerne på de medier foregår i totale ekkokamre, og disse virksomheder har ingen interesse i andet. Dels kan de sælge deres visninger og kliks dyrere på den måde, og dels så elsker deres algoritmer, når vi hidser os op på hinanden og skaber splittelse. Den slags content favoriseres, fordi de sociale medier jo aldrig har været hverken sociale eller medier. Måske også medieverden skulle stoppe med at kalde dem det og tone rent flag. Disse apps og platforme er afhængighedsskabende apps, hvor vi som brugere er produktet, og hvor forretningsmodellen er, at de sælger vores opmærksomhed til annoncørerne. Det er i mine øjne super farligt og bestemt ikke en vej, jeg håber, at medierne vil forsøge at mime yderligere i fremtiden af frygt for, at deres økonomi ellers går endnu mere i minus.”

En farlig vej for medierne

Her til slut er du så ikke bare en aarhusianer, der har set sig lidt sur på hovedstaden, fordi du er bosat i Aarhus, og der så er en større by, som du føler, er bedre repræsenteret?

“Helt ærligt så nej. Jeg har været en masse i medierne, og jeg har ikke behov for at blive en mediekendis. Det er faktisk fordi, jeg mener, at den her samtale er vigtig. Jeg synes, det er et reelt problem, at vi i så lille et land alligevel har så langt mediemæssigt fra den ene del til den anden, og at vi ved så lidt om hinandens liv, som vi gør. Der har jeg et håb og en tro på, at medierne har en rolle i det. Ellers tror jeg også, medierne selv opdager, at deres fremtid er endnu mere truet, hvis de ikke kan levere det.”

Så du tror faktisk, at medierne ikke kan overleve, hvis ikke de forsøger at gøre noget?

“Jeg tror simpelthen ikke på den der segmenteringstilgang som det, der skal gøre, at de også overlever om 20 år fra nu. For det er der nogle, som er langt bedre til end medierne – det vil sige de afhængighedsskabende apps. Det er også gennem den tilgang, at man ødelægger den samlende samtale, og når man gør det, så mister medierne den vigtige rolle, som de har haft. Jeg tror, det er en farlig vej, de er på vej nedad.”

Hvad skal medierne gøre ifølge dig?

“De skal fokusere på at skabe en mere samlende dialog, hvor de kommer langt længere ud, end de gør i dag, og ikke være så fokuserede på hele deres segmenterings-niche-fokus-afdeling, fordi det er der andre, der er langt bedre til end dem.”

Mads Nissen har gjort det igen og cementerer sig blandt verdenseliten af fotojournalister

Mads Nissen har gjort det igen og cementerer sig blandt verdenseliten af fotojournalister

Mads Nissen har gjort det igen og cementerer sig blandt verdenseliten af fotojournalister

Et hattrick som den første nogensinde. Mads Nissen har for tredje gang vundet en hovedpris ved verdens mest prestigefyldte konkurrence for fotojournalistik. Det kræver arbejde, hvor man tør bruge sig selv. Spørgsmålet er, om der er plads til det.

TEKST: ANDERS BRØNDSHOLM
FOTO: KASPER SØHOLT

Udgivet den 01. juni 2023

”Vi er jo nødt til at drikke noget af hans champagne for ham. Han får jo så meget af det, at han ellers bliver alkoholiker, og det går jo ikke.”

 En kollega stikker hovedet ind i det lokale, hvor vi sidder med Mads Nissen. Selvom hans kommentar er sagt med et glimt i øjet, så er den ikke helt forkert. Mads Nissen har nemlig modtaget meget champagne på det seneste.

 I lige det øjeblik er det blot nogle timer siden, han stod foran sine kolleger på Politiken og fik overrakt en ny flaske. Fint pakket ind i film og med et hvidt bånd med Politikens logo om flaskehalsen.

 Selvom kalenderen kun viser maj, har Mads Nissen i år indtil videre vundet prisen for verdens bedste fotograf af Pictures of the Year International og den regionale hovedpris for bedste fotoserie i Asien ved World Press Photo 2023. Verdens mest prestigefyldte konkurrence indenfor fotojournalistik. Denne gang skyldes fejringen, at han netop har vundet hovedprisen for den bedste fotoserie i verden ved selvsamme World Press Photo 2023.

 Det betyder, at han er den første fotograf nogensinde til at modtage tre hovedpriser ved World Press Photo, da han også vandt årets billede i 2015 og 2021. Med sin røde bogryg står World Press Photo bogen for 2021 endda stadig uåbnet i sin plastikfilm på hans skrivebord. Nu får den snart selskab af 2023-udgaven.

 Han har vundet for fortællingen ’The Price of Peace in Afghanistan’, der består af ni billeder, som på hver sin måde beskriver livet i Afghanistan, efter Vesten trak sig ud i sommeren 2021, og Taliban igen fik kontrol med landet. Billeder af fattigdom, sult og et land i dyb krise.

”Nu står vi her så. Det lykkedes,” siger han og kigger ud på Mads Nissen, før han fortsætter med hænderne hævet foran sig: ”Du lovede de indsatte i fængslet i Afghanistan, at du ville fortælle deres historie. Nu er det kåret som verdens bedste fotoserie.”

– Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken

Derfor er det nu tredje gang indenfor et par måneder, at kollegerne på Politiken er samlet midt i redaktionslokalet til croissanter, kaffe og taler. Mads Nissen står forrest i forsamlingen, men ude til siden tæt op ad en mørkegrå skillevæg i stof. I sin sorte skjorte og sorte bukser er det lige før, han går i et med væggen. Han gemmer sig ikke, men holder sig alligevel ude i siden.

 Hans blik er på chefredaktør Christian Jensen, som ud til forsamlingen forklarer, at det ikke er mere end en måned siden, de stod her sidst og fejrede hans første pris for Afghanistan-serien. Dengang krydsede de fingre for, at de igen skulle stå her for at fejre hovedprisen.

”Nu står vi her så. Det lykkedes,” siger han og kigger ud på Mads Nissen, før han fortsætter med hænderne hævet foran sig: ”Du lovede de indsatte i fængslet i Afghanistan, at du ville fortælle deres historie. Nu er det kåret som verdens bedste fotoserie.”

Ramt af magi i Venezuela

 Mads Nissen er opvokset på Djursland i 80’erne, i hvad han selv beskriver som et hippie-kollektiv på landet. Igennem hans opvækst oplever han nogle meget snævre rammer for, hvilken type man kunne være. Nogle rammer, som meget handler om enten fodbold eller håndbold.

 ”Jeg passede bare ikke rigtigt ind. Jeg var opvokset lidt anderledes og var måske ikke helt som de andre.”

 Som 18-årig rejser han til Venezuela som leder af Den Fri Ungdomsuddannelse for at lære spansk og arbejde frivilligt. Før turen køber han et gammelt Nikon kamera og nogle ruller film. Han havde en ide om, at det at fotografere måske kunne være noget for ham, selvom han ikke vidste meget om det.

 ”Jeg spurgte en til råds om, hvad jeg så skulle fotografere, og vedkommende svarede bare: ’Kontraster.’”

 Bevæbnet med rådet, en 18-åriges gåpåmod og den store metalklods af et kamera bevæger han sig ud i byen Mérida, hvor han bor, og finder sig en dag i et af byens fattigere områder. Her slår det ham, hvad det præcist er, han kan opnå med fotografiet.

 ”Det var magisk. Som en åbenbaring slår det mig, at jeg med kameraet kan kombinere mine tre store interesser. Det at være kreativ, det at gøre en forskel og det at være nysgerrig på andre mennesker. Det stod så klart.”

 Herfra var det helt naturligt for ham, at hans vej ind i det at fotografere skulle findes i fotojournalistikken og i fotojournalistuddannelsen på DMJX. Det handlede for ham ikke om at tjene en masse penge eller sælge et produkt. Det handlede altid om historien.

Det stædige fotografi 

En af de historier skulle mange år senere vise sig at være historien om et nyt Afghanistan. Et land hærget af en lang krig, som sluttede i 2021, da Vesten endegyldigt trak sig ud og overlod magten til Taliban.

 ”Det var ikke kun den politiske historie om et land, som efter en 20 år lang krig var blevet forladt i kaos. Det var mere historien om en befolkning på 48 millioner mennesker, som var blevet overladt til sig selv og Taliban,” forklarer Mads Nissen.

 Derfor rejser han i januar sidste år til landet sammen med journalisten Bo Søndergaard for at dokumentere livet for den almindelige afghaner. Et arbejde, som senere bliver til den fotoserie, der netop har vundet prisen for verdens bedste.

 Selvom han ikke selv vil udpege et hovedbillede i serien, så er det fotoet af 15-årige Khalil, som gang på gang bliver fremhævet. Med et blik, der på samme tid er stålfast og opgivende, stirrer den spinkle dreng os ind i øjnene, mens han løfter op i sin trøje og viser det lange ar på siden af sin mave.

 “Vi havde hørt, at der foregik illegalt organsalg som en metode til at overleve. Vi beder vores lokale fixer om at undersøge det og finde nogle eksempler. Han finder blandt andet Khalil, som jo er en sindssygt stærk fortælling. Én ting er at sælge din egen nyre for at overleve, men noget helt andet er at sælge din søns nyre.”

 Mads Nissen og Bo Søndergaard er ikke i tvivl om, at de med Khalil Ahmad har en stærk historie, som verden skal se. Den 15-årige afghanske dreng, som må sælge sin ene nyre, for at hans forældre kan brødføde ham og hans 10 søskende. Men hvordan fortæller man den historie som fotograf? Undervejs er han i tvivl, selvom han er helt klar over, hvorfor billedet med Khalil er så stærkt.

”Det er…” siger han, afbrudt af en pause med blikket rettet mod ingenting: ”…et spørgsmål om ansvar. Hvem er ansvarlig for noget så forfærdeligt? Jeg bilder mig ind, at Khalil med sit blik siger: ’Jeg er jo bare en dreng. Hvad fanden har I gjort ved mig?’”

De første billeder, han tager, er af dem sammen. Far og søn. Men han synes ikke, det fungerer. Der er en distance mellem dem, som han ikke kan finde ud af fotografere. Det handler om meget mere end forholdet mellem far og søn. Det betyder noget for os i Danmark, fordi det handler om forholdet mellem os og et land, hvor vi har ført krig i 20 år. Derfor står Khalil stærkere alene. De tanker gør han sig nu næsten 16 måneder senere. Men han vidste ikke, at det ville være sådan, da han stod i huset med Khalil. Sådan er fotografi nogle gange. Handling trumfer tanke.

”Du kan have en masse intentioner med fotografi, men det har også sin egen vilje. De bedste billeder er dem, du ikke kan tænke dig til.”

Kameraet på bordet

 Når man taler om journalistik og fotojournalistik med Mads Nissen, så ender man tit i en samtale om empati og medmenneskelighed.

 ”Hvis jeg skal vælge et ord, som jeg gerne vil have på mine billeder, så skal det være empati og medfølelse. Det højeste man kan opnå, er, at folk ser ens billeder og får en snert af, hvad det er for et menneske på det.”

 Det at bruge sin empati i sit arbejde betyder ikke, at det så handler om en selv. Tværtimod. Han påpeger, at hans egen empati i historierne er et værktøj til at skabe den følelse hos modtageren. At fotojournalistik i dag ikke handler så meget om at styre kameraet, men at styre følelsen i billedet hen til det, som historien handler om.

 ”Det handler om at kunne se snittene i samfundet og komme ind i dem. Når du så er inde i dem, så handler det om at fange en følelse, som bevæger folk. Helt simpelt, hvad er en god historie?”

Derfor mener han, at remsen fra første semester om, at journalistikken skal være ’tilstræbt objektiv’ er en illusion. Hvis man vil ind til den gode historie, skal man bruge sig selv.

 ”Hvad fanden er det at være tilstræbt objektiv?” spørger han ud i luften uden at forvente et svar, før han fortsætter: ”Et tilstræbt objektivt menneske lyder så koldt, og hvem gider åbne sig op for sådan et?”

 Det betyder ikke, at han ikke påtager sig rollen som journalist i mødet med sine kilder. Faktisk gør han en dyd ud af altid at ”placere kameraet på bordet fra starten”, som han selv forklarer det. På den måde viser man også, hvorfor man er der. Man er der, fordi man ønsker at videreformidle lige netop dét til andre.

”Hvis jeg skal vælge et ord, som jeg gerne vil have på mine billeder, så skal det være empati og medfølelse. Det højeste man kan opnå, er, at folk ser ens billeder og får en snert af, hvad det er for et menneske på det.”

– Mads Nissen

”Selvfølgelig kommer man også som et menneske, men din grund til at være der er jo, at du er journalist. Det er en journalist, som folk inviterer indenfor.”

En blind maratonløber

Mads Nissen har været vant til at rejse steder, som turistbrochurerne ignorerer. Gentagne rejser til et fattigdoms- og voldsplaget Colombia og et krigshærget Ukraine, er bare nogle af de seneste stempler i det rødbedefarvede pas. Rundrejsen i Afghanistan bliver dog til en ekstra hård tur for den erfarne journalist.

 ”Det var virkelig en udmattende tur, og vi kom begge derfra helt emotionelt oprevne. Vi oplevede en afmagt over, at det her land bare er efterladt til sig selv. Det er ikke bare, at Vesten har glemt Afghanistan. Det er, at Vesten gerne vil glemme Afghanistan.”

 Han forsøger at bruge lange bade som en form for meditation. Han tager i saunaen på hotellet, selvom det er noget, han ellers aldrig vil gøre. Men Afghanistan er ikke et land, som letter på speederen. Han fortæller om den dag, hvor han kommer tilbage til hotellet efter at have fotograferet Khalil. Han føler sig udmattet og har brug for at samle sig på hotelværelset. Så rammer et jordskælv, som slår 26 mennesker ihjel.

 ”Hver eneste gang jeg lige troede, at jeg kunne trække vejret, så gav Afghanistan mig bare en kæmpe lussing.”

Det er en af de eneste gange, hvor han ikke kunne få sig selv til at tage et billede. Han er fotograf, og det er han, fordi han tager billeder. Lige der kan han bare ikke rumme det. Han er tømt og har ikke mere at give. Overvejelserne om den personlige pris for hans arbejde er noget, han tænker over. Han husker særligt en samtale med Jan Dagø, der er tidligere fotograf ved Jyllands-Posten, men som måtte stoppe og i dag lever med store traumer.

 ”Han sagde engang til mig: ’Mads. Du tror, at du kan finde ud af at stoppe i tide. Det tror vi, men det kan vi ikke.”

 Han frygter, at hvis han fortsætter med at arbejde på den måde, så rammer han en dag muren. Hvordan stopper man i tide, når man ikke ved, hvornår den tid er inde? Det er som en blind maratonløber, der ved, at der findes en mur ét sted på den 42 kilometer lange rute, men bare ikke ved hvor. Hvis du først rammer muren, er det for sent.

 Det dilemma er svært, men han bruger sig selv og sine prioriteter som guide. Han har fået det råd fra sin psykolog, at så længe han kan mærke noget i kroppen, en sitrende fornemmelse, når han taler om sine oplevelser, så er han stadig i kontakt med sig selv. Det er først, hvis han ikke mærker noget, at han skal være nervøs. Han har også gjort det klart for sig selv, at han har andre prioriteter i livet end at fotografere.

 ”Jeg er far, og hvis det er prisen for, at jeg ikke altid kan arbejde, som jeg gør nu, så er det okay. Det er jeg afklaret med.”

Hattricket i hus

 Vi har efterhånden tilbragt en del timer med Mads Nissen. Vi har været med til hans fejring, til et forretningsopkald og på sidelinjen, når han arbejder med kollegaen Jacob Ehrbahn. Vi har sågar været med hjemme i hans lejlighed og mødt hans kone. Set hans børns værelser.

Det er dog først nu, samtalen går på, hvorfor vi egentlig er der. Altså. Vi er der for at tegne et portræt af verdens bedste fotograf, men hvorfor er Mads her egentlig? Vi stopper op foran et sandwichsted i en sidegade ikke langt fra Politikens Hus på Rådhuspladsen. Det er en varm, solskins majdag i København, så der er en livlig trafik af mennesker omkring os. Han ser ned i jorden. Tænker lidt, før øjnene igen kommer til syne.

 ”Hvis der er én ting, som jeg håber at bidrage med, er det et budskab om sårbarhed i branchen. Det har manglet før,” siger han.

 Han fortæller om dengang, han startede i et fag, som var konkurrencepræget på en dårlig måde, hvor der herskede en machokultur, og drømmene var små. Det at kunne tage nogle tæsk var en del af det. Han ser det bare ikke sådan. Hvis du er for fokuseret på en hård facade, så misser du den følelse, som du gerne vil formidle gennem dine billeder.

”Det handler ikke om mig. Det handler altid om de personer, som er på billedet, men jeg tror på, at jeg er nødt til at bruge mig selv for at fange dem. Derfor handler det ikke om mig, men på et eller andet plan er der noget rigtigt i, at ethvert billede er et selvportræt.”

 Du kan ikke fange den følelse, der er i et rum, når en far fortæller om, hvordan han har været tvunget til at lade sin 15-årige søn gå under kniven for blot at kunne brødføde sine børn, hvis du ikke selv kan acceptere at føle den. Det gør han. Han ser, at branchen har udviklet sig til noget bedre. Der er mere plads til at være sårbar, end da han startede. Mere plads til at drømme. På trods af det, er hans budskab stadig vigtigt. Han har selv været igennem den mølle, som mange unge fotografer ofte bliver mødt med.

 ”Jeg har hørt det samme som alle andre. At jeg aldrig kunne komme til at leve af det. At jeg aldrig ville blive ansat på et dagblad.”

 Men det kunne han. Det gjorde han. Og nu står han med et hattrick af en af verdens mest prestigefyldte fotopriser – endda som den første nogensinde. Man skal turde at ville noget. For drømmene er ikke større, end de der drømmer dem.

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Ifølge Jyllands-Posten er debattonen på Facebook forrået, og de har derfor valgt at lukke ned for deres kommentarspor. Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen forklarer, at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform. 

TEKST: KATHRINE MØLLER NIELSEN & EMILY HOLLAND-FISCHER  
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

På Facebook kan man kommentere på mange opslag. Det kan man også på mange af nyhedsmediernes Facebooksider – men ikke på Jyllands-Postens. De har valgt at lukke for kommentarsporet på deres egen Facebookside.

Chefredaktør på Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, fortæller, at det har været en lang proces at komme frem til beslutningen om at lukke kommentarsporet ned. Hun forklarer, at de på den ene side gerne vil have, at læserne diskuterer deres artikler, men på den anden side har de ikke ressourcer nok til at moderere kommentarsporene.

”Debatten på Facebook blev forrået, og det udviklede sig til en debat, som vi ikke kunne se os selv eller vores journalistik i. Vi skulle bruge enormt mange kræfter på at moderere kommentarsporet, fordi der var så mange grove kommentarer,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Ifølge hende bør medier aldrig ses som en losseplads til diskussioner. Nyhedsmedier har altid sorteret i læserbreve, som hun kalder en gammeldags version af kommentarer på Facebook. Det er mediernes opgave at facilitere en god debat, hvor alle har lyst til at deltage. 

Jyllands-Posten vil gerne tage ansvar for, at det er en god debat, der foregår på deres platforme, og så længe de ikke kan det, vil de ikke lade kommentarsporene stå åbne. 

Marchen Neel Gjertsen understreger, at de fleste kommentarer ikke var chikanerende, men at det alligevel var de grove kommentarer og den hårde tone, der sprang i øjnene og styrede debattens gang. 

 

Mediernes ansvar vægter højest 

Marchen Neel Gjertsen er klar over, at de på Jyllands-Posten begrænser den frie debat, når de lukker deres kommentarspor på Facebook. Hun mener dog ikke, at det er et problem. Ifølge hende handler det i højere grad om at tage ansvar for den debat, de faciliterer. 

“Hver eneste gang, der ligger nogle kommentarer, som ikke bliver fjernet, så har vi ansvaret for det. Nogle af de kommentarer kan være ekstremt krænkende overfor sårbare kilder eller minoriteter,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

På Politiken sletter de sjældent et helt kommentarspor, men oftere enkelte kommentarer. Spørger man Thomas Berndt, der er digital redaktionschef på Politiken, er kommentarsporene på Politikkens Facebookside ikke så slemme i dag. 

“Når jeg hører nogen snakke om, at kommentarsporene er forfærdelige, så synes jeg, at det er lidt nogle forældede præmisser. Jeg synes ikke, at det er sådan, vores kommentarspor er. Men der kan selvfølgelig godt være et spor, hvor det stikker af. Og så må vi gøre noget,” siger han.

Marchen Neel Gjertsen oplever, at langt over halvdelen af deres kommentarer har gode inputs og en ordentlig tone. Hun vil dog ikke stå til ansvar for de kommentarer, der løber af sporet, er hadske eller diskriminerende. 

“Hvis der er en mindre andel, der ødelægger det for resten, så kommer det alligevel til at overskygge hele kommentarsporet.”

”Alle kan ikke komme til orde på Jyllands-Posten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter.”

– Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør på Jyllands-Posten

En del af den demokratiske debat

På Politikens Facebookside kan man stadig kommentere på deres opslag, og de har ikke tænkt sig at lukke ned for det. Ifølge Politiken er det generelt problematisk, hvis nyhedsmedier lukker deres kommentarspor ned.

”Samtalerne på Facebook er en del af den demokratiske debat. Når man lukker for det, udelukker man folk, som ikke har en stor stemme i debatten, og som får sværere ved at komme til orde,” siger Thomas Berndt.

Han fortæller, at de hos Politiken prioriterer deres ressourcer, så de kan holde øje med deres Facebookside og begrænse grove kommentarer. De har både en computer, der automatisk sletter kommentarer, som indeholder skældsord, og en medarbejder, som kigger kommentarerne igennem. Han understreger dog, at det ikke er muligt at overvåge alt, der foregår på deres Facebookside.

”Nogle gange har vi artikler, der er postet for tre dage siden, hvor kommentarsporet stadig er aktivt,” siger Thomas Berndt. 

Han mener ikke, at det er for meget at forlange af folk, at de skal skrive pænt for ellers bliver deres kommentarer slettet.

”Skarpe holdninger er selvfølgelig tilladt, både om emner og personer, men de må ikke være chikanerede eller hadefulde,” siger han.

 

De svage stemmer får ikke ordet

Når Jyllands-Posten vælger at lukke kommentarsporene, udelukker det mange fra at debattere gennem deres medie. Marchen Neel Gjertsen mener, at medierne altid har virket som et filter.

“Alle kan ikke komme til orde på Jyllands-Posten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter,” siger hun.

Når Jyllands-Posten vælger at fjerne hele kommentarspor, handler det om, at nogle af debatterne ikke bliver ført i en ordentlig tone. Marchen Neel Gjertsen pointerer, at de ikke prøver på at udelukke synspunkter, men at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform.

“Ordentlig tone for mig behøver ikke at betyde, at man udtrykker sig på formfuldendt dansk, eller at kommentaren ikke må have kant. Vi tillader mange synspunkter, så hvis nogen synes, at jorden er flad, så skal de have lov til at skrive det. Men grænsen går, når man begynder at krænke andre,” siger hun.

Thomas Berndt er enig i, at man skal have en ordentligt tone for at deltage i den offentlige debat. Han er dog ikke afvisende overfor, at lukningen af hele kommentarspor kan betyde, at man udelukker de mennesker, der i forvejen ikke har den største sandsynlighed for at blive hørt i debatten.

“Jeg synes, at en del af diskussionen og overvejelsen om at lukke kommentarspor, er, om man gør, at folk i samfundet, der ikke har en stor stemme i debatten, får yderligere svært ved at komme til orde,” siger han.

Prioriterer ikke debatten på Facebook

Marchen Neel Gjertsen fortæller, at de hos Jyllands-Posten hellere vil bruge deres ressourcer på andre ting end at moderere debatten på Facebook.

 ”Selv hvis vi havde alle ressourcer i verden, så er jeg stadig i tvivl om, hvor meget vi ville prioritere debatten på Facebook,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Hun fortæller, at de hellere vil bruge ressourcer på eksempelvis at have en stor gravergruppe og lave flere journalistiske produkter. 

Efter Jyllands-Posten har lukket for kommentarsporene, har de mærket en lille forskel i antal af sidevisninger på deres artikler, men ikke nok til, at de har fortrudt og åbnet for kommentarsporene igen.  

Hun forklarer, at læserne stadig har mulighed for at dele og diskutere Jyllands-Postens artikler på deres egen profil.

Marchen Neel Gjertsen kan godt ærgre sig over, at de mange kommentarer, som ikke var grove eller krænkende, ikke længere er en del af debatten hos Jyllands-Posten, men hun fortæller, at de opvejede fordele og ulemper ved at have åbne kommentarspor på Facebook. Her kom de frem til, at de hos Jyllands-Posten ikke vil stå på mål for de hadefulde kommentarer, som kan fylde i kommentarsporene. 

“En medarbejder skulle nærmest sidde i døgndrift for at holde øje med og slette kommentarer, hvor folk kalder hinanden for nazister, og vi vil hellere bruge tiden på at lave journalistik,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

 

Sprængfarlige emner kræver ressourcer 

På Jyllands-Posten vil de udarbejde en ny model, der delvist åbner op for kommentarsporet. Marchen Neel Gjertsen kan ikke komme med en konkret plan for, hvordan den nye model vil komme til at se ud.

“Vi vil prøve at finde en model, hvor vi udvælger få historier, som vi moderer – men der vil ikke bare være en fri debat på alting,” siger hun.

Hun forklarer, at historierne vil blive udvalgt efter en løbende vurdering, alt efter hvor mange kræfter de har til moderation. Om det bliver en eller ti historier vil afhænge af emnets sprængfare.  

“Vi ved, at der er nogle historier, der har det med at trigge en dårlig debat. Det kan være historier om flygtningepolitik eller feminisme. Vi bruger færre kræfter på at moderere historier om vejret, eller om at Danmark vinder VM i håndbold,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Politiken nikker også genkendende til, at nogle emner har større risiko for at starte en mindre hensigtsmæssig debat. Thomas Berndt forklarer, at Politiken har fokus på de emner, så de kan forebygge den dårlige tone. 

“Vi ved godt, at nogle emner er mere sprængfarlige end andre. For Politikken handler det også om at forebygge, at de kommentarspor udvikler sig negativt,” siger han.

Marchen Neel Gjertsen afviser, at Jyllands-Posten helt vil undgå åbne kommentarspor med sprængfarlige emner, men pointerer, at det vil kræve flere timers moderation. Det betyder, at emnernes sprængfare kan være et pejlemærke for, hvilke historier, der frit kan debatteres på Jyllands-Postens Facebookside. 

 

Fra praktikant til fuldtidsansat: Martin Juhl sprang sidste semester over

Fra praktikant til fuldtidsansat: Martin Juhl sprang sidste semester over

Fra praktikant til fuldtidsansat: Martin Juhl sprang sidste semester over

Efter sin praktik valgte Martin Juhl drømmejobbet i stedet for at vende tilbage til skolebænken. Selvom han mangler sidste semester af sit studie for at være uddannet journalist, startede han i efteråret på A4 Medier på lige fod med sine kollegaer.

TEKST: Sissel Thiellesen
FOTO: Rasmus Breum

Udgivet den 08. december 2022

 

Det, der skulle have været første skoledag på Martin Juhls sidste semester af journalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, endte også med at blive den sidste – i hvert fald i denne omgang.

Efter sin praktik fik Martin Juhl tilbudt en fast stilling som politisk journalist på A4 Mediers spæde politiske redaktion. Det var et tilbud, som han ikke kunne sige nej til. Dagen efter tog han turen forbi studievejledningen for at høre, hvilke muligheder han havde. Det resulterede i et halvt års orlov.

Martin Juhl startede på journalistuddannelsen i 2019. Han var i et års praktik på Politiken. Først et halvt år på Christiansborg-redaktionen som politisk journalist og dernæst på udlandsredaktionen. Efter praktikken var det planen, at han ville færdiggøre sin uddannelse og sideløbende arbejde deltid for Politiken, men her var der ikke noget arbejde at komme efter.

Martin Juhl blev derimod opfordret til at sende A4 Mediers chefredaktør, Kristian Madsen, en mail. Politikens politiske redaktør, Anders Bæksgaard, kendte nemlig til Kristian Madsens spirende idé om at starte en politisk redaktion på A4 Medier.

”Anders Bæksgaard lovede at lægge et godt ord ind for mig,” siger Martin Juhl.

Det førte til en fastansættelse, og Martin Juhl har nu skiftet gruppearbejde og feedback ud med daglige redaktionsmøder og ministeropkald.

 

Martin prioriterede valgkampen

Først var planen, at Martin Juhl ville jonglere mellem at være politisk journalist og journaliststuderende og derved færdiggøre sin uddannelse.

Men sådan blev det ikke. For Martin Juhl var det vigtigt at få en god start på A4 Medier. Eftersom han regnede med, at valgkampen ville blive skudt i gang i efteråret, ville han gerne kunne lægge alt sin tid og alle sine kræfter i sit journalistiske arbejde. Derfor valgte han at tage orlov.

Med en fortid som politisk journalistpraktikant på Politiken, var det god timing at få tilbudt job op til et kommende folketingsvalg. 

”Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg ville rigtig gerne ind og skrive om dansk politik igen, jeg skulle simpelthen ikke gå glip af at være med under en valgkamp,” siger Martin Juhl.

Han havde første dag på jobbet 1. september i år. Han har været med til at bygge den nye politiske redaktion ‘Aktuelt’ op fra start.

”Det har været utrolig spændende og lærerigt, men også meget anderledes, end det jeg lavede på Politiken. Udover at være journalist på A4, har jeg også været inde over hele strategien bag og tankerne om, hvad det egentlig er, vi vil med den her redaktion,” siger Martin Juhl.

”Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg ville rigtig gerne ind og skrive om dansk politik igen, jeg skulle simpelthen ikke gå glip af at være med under en valgkamp.”

– Martin Juhl, politisk journalist hos A4 Medier

Planer for fremtiden

Martin Juhl har en ambition om at gøre sin journalistuddannelse færdig. Det tøvede han heller ikke med at fortælle, da han blev ansat på A4 Medier. Hvis alt går efter planen, starter han på sit sidste semester til foråret og kan kalde sig færdiguddannet journalist til sommer.

”Jeg håber, at jeg kan gøre begge dele sideløbende med hjælp fra A4, der kan være fleksible i travle tider på skolen,” siger han.

Han håber på at kunne lave en opgave på skolen i samarbejde med A4 Medier for at undgå dobbeltarbejde. Det skal både arbejdspladsen og Journalisthøjskolen sige god for, men Martin Juhl er optimistisk, for han har hørt om andre, der har gjort noget lignende.

Henrik Berggren er institutchef ved Institut for Journalistisk. Han forstår godt, at det kan være svært at takke nej, hvis man får tilbudt drømmejobbet, inden man er færdig med uddannelsen, men han ser gerne, at man kommer tilbage og færdiggører den.

”Jeg synes godt, man kan takke ja til drømmejobbet for et år. Det vil jo virkelig give noget på CV’et, men jeg tror, at hvis man bliver væk i længere tid, så er det svært at komme tilbage og få uddannelsen færdiggjort,” siger Henrik Berggren. 

Han mener, at man i glæden over at have fået tilbudt sit drømmejob skal huske at stille sig selv de formelle og praktiske spørgsmål.

”Jeg tror alligevel, at der er flere, der på et senere tidspunkt får lyst til at tage en kandidatuddannelse, og så står man og mangler en bachelor, som stopper en i det,” siger han.

Han pointerer dog, at der er tale om meget få studerende, der ikke kommer direkte tilbage efter praktikken og gør deres uddannelse færdig.

Selvom Martin Juhl ikke har planer om at skulle læse videre, er det alligevel en overvejelse, han har gjort sig. For hvis han skifter mening, bliver det et problem, hvis han ikke har færdiggjort sin bachelor. Men for nu følger drømmen om at være politisk journalist:

”Jeg kan med rimelig stor sikkerhed sige, at jeg skal være journalist eller redaktør frem til, at det bliver tid til at gå på pension,” siger Martin Juhl.

 

Forfulgt af en nyhedsstrøm

Siden Martin Juhl startede i praktik, har der været nok at skrive om. Han startede på udlandsredaktionen 1. februar, og tre uger efter udbrød der krig i Europa. Forrige efterår i dansk politik har også budt på mange historier. Martin Juhl var ude og dække rigsretssagen mod Inger Støjberg, FE-sagen og Mette Frederiksens slettede SMS’er.

Noget tyder altså på, at Martin Juhl er forfulgt af en nyhedsstrøm, der holder ham i beskæftigelse. Opstår der lignende muligheder i foråret, kan det udsætte hans ønske om at færdiggøre sin uddannelse. Og tanken skræmmer ham ikke. 

”Hvis jeg fortsætter mit liv i mediebranchen, så tror jeg ikke, det vil være noget problem for mig, at jeg ikke har færdiggjort min uddannelse. Jeg vil gerne stå med papiret i hånden og kunne kalde mig selv for uddannet journalist, men det er mest for min egen skyld,” siger han.

Martin Juhl stortrives på A4 Medier, og han er glad for at få opfyldt en længerevarende drøm om at være politisk journalist, men han kunne også se sig selv være journalist indenfor mange andre emner.