Illustreret Bunker

I Tyrkiet har censuren det sidste ord

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, UDE

I Tyrkiet har censuren det sidste ord

Tyrkiet er det tiende land i verden med flest journalister i fængsel – lige efter Eritrea og Egypten. Illustreret Bunker taler med dokumentarist Burak Dal om hans arbejde i landet, hvor i alt 68 journalister har ladet livet på grund af deres jobbeskrivelse.

TEKST: MADS KELLER ISAKSEN (PÅ UDVEKSLING I TYRKIET)
FOTO: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

”Burak, du er blevet nævnt i afhøringen, bare så du ved det. Pas på.”

Opkaldet fra advokaten var uventet – og så alligevel ikke. Den 45-årige dokumentarist, Burak Dal, var blevet nævnt under en politiafhøring af en fotograf, han havde arbejdet sammen med på en dokumentar om kurdiske oprørsgrupper.

Det var på en måde en lettelse for ham. Nu vidste han i det mindste, at politiet undersøgte ham.

Er det så en god idé, du taler med mig lige nu?

”Jeg har sagt det her så mange gange før, at det ikke gør nogen forskel,” svarer Burak Dal.

Fra mineby til medieverden

Burak Dal er vokset op i minebyen Zonguldak, ikke langt fra Istanbul. Han havde sine teenageår op igennem 90’erne – en periode i Tyrkiet, som var kaotisk, voldelig og hvor der udspillede sig det, som Burak Dal kalder en unavngiven borgerkrig.

For mange unge tyrkere var 90’erne en tid med kulturel frigørelse, og antallet af fjernsyn og telefoner steg markant. Med disse teknologiske fremskridt fulgte en ny virkelighed, hvor især unge tyrkere nu kunne vidne politiske mord og terrorangreb.

Burak Dal så, hvad der skete i sit land, og hvad medierne skrev om. Han kunne ikke få det til at hænge sammen. Da han kom ind på universitetet i Galatasaray, valgte han derfor film og TV med speciale i dokumentarisme.

”Jeg ville have folk til at se og være kritiske over for, hvad der foregik omkring dem i et land, hvor der skete de mest uvirkelige ting hver dag,” siger han.

Burak Dal mente, at dokumentaren som medie var det eneste, der kunne få folk til at tro på, at det, de så, ikke bare var noget, en flok filmfolk i et røgfyldt lokale havde fundet på.

”Det er kun ved at bruge rigtige historier, rigtige billeder og rigtig lyd, at man kan have en indvirkning på folk,” fortæller han.

Burak Dal har brugt størstedelen af sin karriere på at stille skarpt på regeringens behandling af journalister og de svære arbejdsvilkår, censuren pålægger dem.

Burak Dal har brugt det meste af sin karriere på at tale med journalister, der, grundet deres historier, har været i eksil, fængsel eller værre. Alligevel kom det som en ubehagelig overraskelse, da det blev hans tur til at komme i søgelyset.

”Jeg har mistet håbet,” siger den ellers muntre tyrker, mens han hiver det sidste sug ud af sin cigaret. For første gang overvejer han nu sin fremtid i sit eget land.

”Dokumentaristerne har tabt kampen mod censuren,” siger han.

Han fortæller, at det for første gang gik op for ham i 2014, da en dokumentar, som skulle vises til landets ældste filmfestival, Golden Orange Festival i Antalya, blev bandlyst. Det skyldtes, at der var ét skud i dokumentaren, som viste graffiti, der kritiserede præsident Recep Erdogan, som stadig besidder embedsværkets toppost i dag.

For Burak Dal er censuren blevet en del af hans arbejdsliv, og det er mere undtagelsen end reglen, at hans film bliver bandlyst.

Hans første film med titlen ’1938’ omhandlede massakren på kurderne selv samme år. Dokumentaren så dagens lys i 2007, og året efter blev den taget ned af regeringen. For Burak Dal er håbet svært at finde, når venner og kollegaer rundt om sig bliver sat i fængsel og chikaneret. Alligevel stopper han ikke med at lave dokumentarer. Spørger man hvorfor, findes svaret i Tyrkiets fremtid.

”Alt, hvad jeg gør nu, gør jeg for mine to piger,” fortæller Burak Dal.

Døden med på arbejde

På Forbundet for Tyrkiske Journalisters hjemmeside findes en menu som løst oversat læser: Myrdede journalister.

68 navne står på listen. Det sidste, Güngor Arslan, blev skrevet ind den 19. februar 2022.

Tidligere eksempler viser, at journalister, som dækker den kurdiske modstandsgruppe PKK’s handlinger i et lys, regeringen ikke finder negativt nok, bliver stemplet som terrorsympatisører og får en dertil følgende dom.

Hvis en journalist derimod dækker LGBTQ+-rettigheder, er det en dom for opfordring til had, man risikerer.

Efter et fejlet kupforsøg mod sin regering i 2016 tog Recep Erdogan og regeringspartiet AKP livtag med medierne og strammede grebet. Ifølge Committee to Protect Journalists var 2016 det værste år at være journalist i Tyrkiet i, med hele 84 journalister siddende i tyrkiske fængsler.

Flere af dem var Burak Dals venner og kollegaer.

I dag er de fleste ude igen – dog har andre af hans kollegaer siden lidt samme skæbne. Senest er en af kilderne fra en dokumentar, Burak arbejdede på, Yildiz Tar, blevet tilbageholdt. Yildiz Tar er journalist og dækker rettighederne for LGBTQ+-personer i Tyrkiet. Han afventer i skrivende stund rettergang.

Oto sansür

Når frygten om at komme i fængsel, blive sprunget i luften eller være nødsaget til at flygte konstant hænger over en, kan det være svært ikke at udøve selvcensur – oto sansür.

Burak Dal er dog stadig overbevist om, at selvcensuren ikke har fået hold om ham endnu. Han er derimod også klar over, at i et land som Tyrkiet, ligger den konstant og ulmer i underbevidstheden.

Under optagelserne af den dokumentar, som har vækket politiets interesse for Burak Dal, modtog filmholdet optagelser af kurdiske oprørsgrupper. Det igangsatte lange og ophedede diskussioner internt. Burak Dal og de andre vidste, at filmen ville blive stemplet som kurdisk propaganda. De vidste dog også, at de ville kunne anfægte den anklage. Hvis de brugte optagelserne, ville dokumentaren blive for nemt et offer for censurapparatet, fortæller han.

”Der er ikke nogen grund til at gøre det nemmere for dem, end det er i forvejen,” siger Burak Dal.

De fleste af de dokumentarer, Burak Dal har lavet eller arbejdet på, er på et eller andet tidspunkt blevet taget ned, bandlyst eller censureret ind til et mutantværk, som ingen længere kan genkende. Når han sidder og klipper i en dokumentar, er der ét spørgsmål, som altid går igen: ‘Gad vide om det her vil blive vist?’

Han er så rutineret i censurens veje, at han på forhånd kan gætte, hvilke scener der vil fælde filmen.

Tænker du over at ændre det med det samme, når du ved, at det kommer til at resultere i, at filmen ikke ville kunne komme ud på grund af det?

”Alt i det her land er politisk. Så længe dine ting bliver taget ned, så ved du, at du gør det rigtige,” siger Burak Dal.

Håb igennem cigaretrøg

Organisationen Media and Law Studies Association, MLSA, er sat i verden for at hjælpe de tyrkiske journalister, som bliver tilbageholdt, tæsket eller fængslet, og som ikke selv har mulighed for at få advokathjælp.

Organisationen er stiftet af to advokater og er noget nær den eneste ven, en kritisk journalist i Tyrkiet kan finde. Burak Dal vil ikke sige, at MLSA er håbet for den frie presse i Tyrkiet, da de indtil videre kun beskæftiger sig med journalister – og altså ikke dokumentarister, fotografer eller andre mediefolk.

Men igennem cigaretrøgen kan man ane et smil, måske endda et håb. Nu skal han først lige forklare sin kone, at han er ved at blive undersøgt af staten, siger han. Så kan vi tale om håb bagefter.

Sagen mod Burak Dal kører stadig. Han er ikke yderligere blevet kontaktet af staten angående sagen endnu.

FORSIDEN

Vi skal turde at præge samtalen

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | LEDER, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

Vi skal turde at præge samtalen

Siden hvornår er Grønland blevet sexet? Ja, siden en af verdens mest magtfulde mænd sagde, han ville tage det. Og det er ikke godt nok. Det nylige hyperfokus på Grønland er et skoleeksempel på en grundlæggende svaghed i det danske mediebillede: Vi glemmer bålet, når det ikke er i flammer.

TEKST: SARAH EMILIE LUND CARDEL & NANNA BAUNBÆK
FOTO: LAURITS OTTO

Udgivet den 27. marts 2025

Grønland er ikke bare dét, der sætter Danmark på verdenskortet.

Grønland er en central aktør i geopolitikken og en vigtig del af Kongeriget Danmark. Danske medier har et ansvar for, at befolkningen ikke kun kender Grønland som en geografisk fjern del af os selv, men også forstår dets politiske og kulturelle betydning.

Og hvorfor så det? Ja, for skulle det ske, at en utilregnelig præsident ville lægge billet ind på landet, kunne flere forstå de dertilhørende konsekvenser.

Hønen før ægget

Nogle vil mene, at medierne er nødt til at prioritere. At danskerne ikke efterspørger en højere dækning af Grønland, og at den økonomiske krise, som mediebranchen står midt i, ikke giver dem råd til at være proaktive.

Men det er en falsk logik. Nyheder skaber interesse, ikke omvendt.

Når Grønland ikke prioriteres journalistisk, opfatter læserne det som irrelevant, og dermed bliver det endnu mindre sandsynligt, at de vil efterspørge det. Journalisters opgave er ikke alene at forstå, hvad brugerne vil have, men også hvad de har brug for. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt hønen eller ægget kommer først.

Skulle man alligevel overveje spørgsmålet, ville svaret være medierne – det er dem, som har et ansvar.

Sæt dagsordenen

Vi er godt med på, at Rigsfællesskabet har sjældent været det mest attraktive emne.

Men venter vi altid på, at folk råber efter en historie, overlader vi dagsordenen til magthaverne – og så ser vi først ind i problemer.

Vi må og skal bidrage til at præge samtalen og fremhæve vigtige emner, der ellers overses. Vi skal leve op til vores ansvar om at hjælpe offentligheden med at forstå den verden, vi lever i – også inden krisen rammer. Ja, faktisk især inden krisen rammer.

Verden er mere end gule bjælker

Ingen siger, at Grønland skal være på forsiden hver dag.

Men som kommende journalister bør vi tage ved lære. Hvis vi kun reagerer på det spektakulære, svigter vi vores ansvar. Selvfølgelig skal vi være der, når bålet brænder. Men vi må også fokusere på vores eksistensberettigelse: At give offentligheden mulighed for at forstå det, de og dem, som former vores verden.

Eksperter er uenige: Kan man blande satire og journalistik?

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | GRÆNSER, NYT I TEMA

GRÆNSER | NYT I TEMA

Eksperter er uenige: Kan man blande satire og journalistik?

Satire er et hyppigt debatemne. Ofte går spørgsmålet på, om den er god eller dårlig, sjov eller plat. Men med spalteplads og sendetid i mange af landets største medier melder spørgsmålet sig også, hvorvidt satire kan bruges som et journalistisk redskab. Spørger man eksperter, er svaret ikke så ligetil.

TEKST: BENJAMIN JÆGER & AMALIE HENRIKSEN
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

I januar 2025 skabte en anmeldelse i Avisen.dk stor debat, da journalist Søren Baastrup brugte ord som ’luder’, ’malkeko’ og ’vikingebøsse’ om deltagere i TV 2-realityprogrammet ’Spillet’. Anmeldelsen blev mødt med ramaskrig fra mange læsere og stor kritik i medierne.

Chefredaktør for Avisen.dk, Per Kuskner, var derefter ude at forsvare anmeldelsen med, at der var tale om satire. Satirestemplet kom dog først i kølvandet på kritikken og var ikke tidligere blevet varedeklareret.

Episoder som denne rejser spørgsmålet om satirens rolle i journalistik. For mens journalistikkens primære formål er at informere og analysere objektivt, bliver satire ofte forbundet med at provokere og kritisere. Så kan man egentlig tale om satire og journalistik på samme tid?

Satirens rolle i samfundet

Satire har længe været brugt til at udstille magtens absurditeter og skabe debat. Publicistiske medier som Charlie Hebdo og TV-programmer som The Daily Show bruger satiriske virkemidler til at belyse politiske og kulturelle emner. Ifølge Hanne Bruun, der er professor i medievidenskab på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ‘Dansk tv-satire. Underholdning med kant’, er satirens formål ikke blot at underholde, men også at kritisere og skabe refleksion.

Satire adskiller sig fra almindelig komik ved sine referencer – den handler altid om noget uden for sig selv.

“Satire er referentiel og indeholder et klart budskab. Den har en moralsk dimension og kritiserer aspekter af samfundet, som den mener, bør ændres,” forklarer Hanne Bruun.

Mads Zacho Teglskov, satireredaktør på Politiken og skribent på ’At Tænke Sig’, en daglig satirespalte i avisen, beskriver satire som en måde at behandle det etablerede, højtidelige og magtfulde med humoristiske virkemidler. Men satire kan også udfordre grænserne for, hvad der er acceptabelt. Hvis satire udelukkende provokerer uden en samfundskritisk vinkel, kan dens relevans diskuteres, ifølge Mads Zacho Teglskov. Han mener, at satire skal have et klart mål og en ansvarlig afsender.

Hånd i hånd eller hver for sig?

Spørgsmålet er så, om journalister kan bruge satirens kritiserende og målbevidste natur som et redskab? Dette spørgsmål deler vandene. Ifølge Mads Zacho Teglskov kan satire sagtens være en underkategori af journalistik, da den anvender mange af de samme metoder såsom idéudvikling, research og kildebrug.

”God satire kræver, at man stiller de samme krav til sig selv, som en journalist ville gøre. Et godt eksempel er ‘Tæt på Sandheden’, hvor Jonathan Spang begrunder sine pointer med fakta som en nyhedsvært ville gøre. Satiren bliver stærkere, når den har et journalistisk fundament,” siger han.

Hanne Bruun afviser denne opfattelse og mener, at journalistik og satire ikke er to sider af samme mønt. Ifølge hende har satire brug for nyheder som inspiration, men journalistik kan ikke være satirisk. Hun tilføjer, at kildekontrakten med målgruppen er anderledes i satire end i journalistik. Satire har til formål at være sjov, og derfor kan det ikke anvendes som et journalistisk redskab, da journalistikkens primære opgave er at informere objektivt.

”Når journalistik og satire forenes, kan det være en skarp og effektiv måde at formidle samfundskritik på.”

– Mads Zacho Teglskov, satireredaktør på Politiken

To forskellige dagsordener

Spørger man Hanne Bruun, er satirens og journalistikkens agenda i strid med hinanden.

“Du skal jo ikke kritisere magthaverne i journalistikken. Det er jo ikke journalistikkens fremmeste opgave at moralisere over, hvordan magten opfører sig,” siger hun.

Mads Zacho Teglskov mener, at satire kan fungere som et journalistisk værktøj. Når satire bruges på denne måde, kan den både informere og oplyse offentligheden, samtidig med at den bruger humor til at gøre budskabet mere tilgængeligt og engagerende.

“Når journalistik og satire forenes, kan det være en skarp og effektiv måde at formidle samfundskritik på,” siger han.

Satireforsker og foredragsholder Dennis Meyhoff Brink ser satire og journalistik som beslægtede, men med forskellige grundprincipper. Han påpeger, at satire kræver et element af fiktion, som ofte er overdrevet eller grotesk. På trods af dette mener han, at satire og journalistik kan spille godt sammen.

“Nogle af fordelene er, at man jo rent konkret som satirisk journalist kan tillade sig mere end en ikke-satirisk, seriøs journalist,” siger han.

Ifølge Dennis Meyhoff Brink er ‘Den korte radioavis’ et godt eksempel på netop det. Han påpeger, at programmet ikke er underlagt de samme regler om neutralitet, objektivitet og seriøsitet som almindelige nyhedsjournalister er. Men kombineret med journalistikken mener han, at der i programmet opstår en vellykket og effektiv fusion.

Satiren som et effektivt redskab

Satiren kan medføre bredere rammer for, hvordan man vil kunne tilgå journalistiske opgaver såsom interviews. Sådan mener Dennis Meyhoff Brink og nævner igen ‘Den Korte Radioavis’ som eksempel.

Op til valget i 2019 interviewede ‘Den Korte Radioavis’ fiktive vært Kirsten Birgit partilederen for Stram Kurs, Rasmus Paludan. I interviewet var hun enig med ham i, at 200.000 udlændinge skulle sendes ud af landet. Hun spurgte gentagne gange: ”Ja, det er en glimrende idé, men hvor skal vi sende dem hen?” Ved at blive ved med at anerkende forslaget og spørge ind til den konkrete udførsel, pressede hun ham, ifølge Dennis Meyhoff Brink, til et punkt, hvor han begyndte at modsige sig selv og fremstå mere ekstrem.

Denne metode er ifølge Dennis Meyhoff Brink effektiv, fordi den ikke giver interviewpersonen mulighed for nemt at affærdige spørgsmålene, som det ofte sker i traditionelle interviews, hvor politikere kan gentage deres talepunkter eller undgå svære svar. I satire bruges ofte en legende tilgang, hvor satirikeren indtager en rolle for at få den interviewede til at afsløre mere, end de måske ellers ville.

“Det er et af mange tilfælde, hvor man kan få folk til at sige nogle ret vilde ting, fordi man indtager en rolle,” siger han.

Varedeklaration er vigtig

Mads Zacho Teglskov er enig i de bredere rammer, når man som journalist bruger satire som redskab, men han mener også, at der er noget andet, der spiller ind.

“Det interessante er ikke kun de bredere rammer. Det handler også om, hvordan det bliver præsenteret,” siger han.

Han uddyber, at når han sætter satire i avisen, er det på en side, hvor læserne ved, at det er satirisk, sjovt og underholdende. Der er ikke de samme redaktionelle regler som for resten af avisen. Dog er det stadig udarbejdet gennem en grundlæggende journalistisk proces.

Problemet opstår altså, i Mads Zacho Teglskovs øjne, når satiren ikke er varedeklareret tilstrækkeligt. Når læseren, seeren eller lytteren ikke er klar over, at den journalistik, de bliver serveret, er journalistisk satire.

Dennis Meyhoff Brink er uenig og mener, at en alt for tydelig varedeklaration ødelægger oplevelsen af satire. Han argumenterer, at hvis man med store bogstaver skriver, at noget er satire, bliver det hele for udpenslet, før man overhovedet har haft chancen for at være med på joken.

”Det er som en kæp i hjulet,” siger han.

Mads Zacho Teglskov siger dog også, at tvivlen om, hvorvidt noget er journalistik eller satire, kan have konsekvenser.

”Hvis satire ikke markeres korrekt, risikerer man at underminere genren og skabe tvivl om journalistikkens troværdighed,” mener han.

FORSIDEN

Skyd brystet frem, Batman

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I OPINION, OPINION

NYT I OPINION | OPINION

Skyd brystet frem, Batman

TEKST: MADS KLEIS
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

I sidste udgave af Bunkeren faldt jeg over et debatindlæg, jeg syntes skulle basse lidt ned. Her blev der skrevet med store bogstaver og malet med den bredeste pensel.

Skolens foreninger skulle efter sigende være skabt af højrøvede studerende og tjene til at egobooste og fordreje drivkræfternes selvbilleder. Det, synes jeg, er et selvmål af dimensioner kommende fra en skribent, der selv har stået i spidsen for en forening og derfor om nogen må kende til det arbejde, der ligger i det.

Skribenten insinuerer videre, at bevæggrundene for de opblæste elevers engagementet i foreningsarbejdet skulle være en idé om, at det gør dig til et bedre menneske, en bedre journalist, lover dig en fremtid.

Jeg må bare erkende, at jeg ikke kan genkende analysen – selvom jeg forstår, hvor kritikken kommer fra. For der er givetvis elever på skolen, der lever op til beskrivelsen, men brodne kar skal ikke have lov at skabe en usund og antidemokratisk diskurs. Hvilket jeg desværre føler, det sikkert velmenende indlæg efterlader mig indtrykket af.

For ja – overdrivelse fremmer forståelsen. Men en overdreven overdrivelse skaber et falskt narrativ, der i værste fald afholder elever fra at tage ansvar, fordi de frygter, hvad onde tunger tænker om dem i et, i forvejen, hyper-selvbevidst studiemiljø.

Hvad jeg til gengæld godt kan genkende, er opfattelsen af det snobberi, der ligger i skolens omdømme. At vi skulle være den ypperste journalistuddannelse, fordi vi er den originale, og at vi er de bedste, fordi vi har klaret ’Danmarks sværeste optagelsesprøve’. Det kunne vi langt hen ad vejen godt slappe lidt af med. Men er der ét sted, hvor vi har noget at have det i, er det vel netop på foreningsfronten?

For vi har et væld af foreninger i alle diskokuglens farver, der spænder fra fodbold over drukfaciliteret hygge til grundig skolekritisk journalistik og dokumentarisme. En fuldstændig gratis omgang studiefaglig hygge og blød indføring i foreningsarbejde, der skiller os ud fra mængden, og som vi kan være stolte af.

Men foreningerne driver ikke sig selv. De er ikke en naturlig selvfølge, om end de bliver holdt kunstigt i live af filantropiske indsprøjtninger fra Berggren-fondet, KaJ og DSR. Hvis ledelsesgange i øvrigt på ingen måde forekommer mig hverken højrøvede eller opblæste, men rettere forudsætningsskabende og ambitionsfremmende.

For selvom den økonomiske støtte flyder støt og loyalt, er foreningerne intet uden de elever, der løfter opgaven til glæde for alle de unge og håbefulde, der har lyst til mere end JM og JiS. Til glæde for dem, der har så meget blod på tanden, at biblioteket, radiostudiet og klipperummet sjældent får en pause.

Det kræver tid og kræfter at føre en forening videre. Det kræver ansvarsfølelse og passion. Og hvis denne luksusvare fortsat skal udbydes på indbydende vis, skal vi for guds skyld ikke udskamme dem, der lægger kræfter i, at studiemiljøet også er lækkert efter lukketid.

Jeg står selv i spidsen for Genlüd. En opgave jeg overtog her på mit tredje semester. Jeg har måske sammenlagt brugt over 30 timer bare i løbet af den første måned på alt fra valg af nye redaktører, møder og foreningsbazar til læsning af programansøgninger, planlægge sendefladen og at være der for vores medlemmer.

Og hvad får jeg så ud af det? En radio med omtrent 100 daglige lyttere. Hvis mit engagement som ansvarshavende chefredaktør skulle være forankret i en motivation om prestige og selvpromovering, så synes jeg, at det er en høj og disproportional pris at betale for et medie, der sjældent bliver hørt af andre end værternes egne venner og familier.

Er det derimod forankret i at være garant for en videreførelse af en traditionsbåren studieaktivitet, jeg selv satte stor pris på, da jeg sendte radio på mit første semester, så synes jeg, det er godt givet ud i den større sags tjeneste. Det er heldigvis sådan, jeg vælger at anskue det.

SELVFØLGELIG skal vi ikke føre os frem og basere hele vores identitet på en foreningspost. Ligesom vi SELVFØLGELIG ikke skal pisse på et stødhegn. To sandheder jeg anser for at være lige vidt universelle. Men SELVFØLGELIG skal vi turde at engagere os i fællesskabet og stille os frem uden fare for at blive framet som en opblæst nar.

Jeg er, som det forhåbentlig skinner igennem, altså grundlæggende uenig i betragtningen. Men hvor vi til gengæld er helt enige, er at man møder en masse mennesker uden for sit eget semesters osteklokke. Jeg synes så heldigvis bare, at der er langt mellem de trælse varianter og kort mellem de ydmygt flittige.

Så vær med i foreningerne! Og vælg lige præcis den eller dem, du brænder for, så din interesse afspejler sig i din indsats. Og skyd brystet frem, Batman. Du har fortjent det. Men vær en god kammerat i processen. Det er dét, det hele handler om, og ikke spor andet.

“Jeg styrer solen herfra,” joker han.

FORSIDEN

Studerende er utilfredse med Starbucks på DMJX, så hvorfor er kaffegiganten i kantinen?

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | INDE, NYT I INDE

INDE | NYT I INDE

Studerende er utilfredse med Starbucks på DMJX, så hvorfor er kaffegiganten i kantinen?

I en pjece hængt op på skolen opfordrer en gruppe studerende til boykot af den nyåbnede Starbucks-del af kantinen. Der er dog forskellige holdninger til, hvorvidt Starbucks’ brand bør være til stede på DMJX

TEKST: SOPHUS JORDT PETERSEN
Illustration: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Det var ikke kun de nye studerende, der havde første skoledag på DMJX i Aarhus, da det nye semester startede. Kantinen havde også fået en ny elev i klassen.

I caféhjørnet overfor diskokuglen hang nemlig et stort skilt med nyheden til de kaffehungrende studerende om, at man snart kunne købe Starbucks-produkter i kantinen.

Snart spredte der sig en duft af kaffe, der var bedre end den velkendte sekskronerskaffe, da caféen åbnede kort efter.

Men ikke alle studerende sad tilbage med lige god smag i munden ved indtoget af den amerikanske kaffegigant.

De nye kantineprodukter har nemlig rejst debat om, hvad skolen kan tillade sig at have i kantinen, og hvor politisk skolen bør være.

‘Boykot Starbucks’

Fotojournaliststuderende Elise Dağdeviren hører til dem, der ikke vil købe en kop kaffe fra den nye Starbucks-afdeling.

Sammen med en gruppe medstuderende har hun hængt pjecer op på skolen med budskabet: ‘Boykot Starbucks.’ Gruppens budskab skyldes Starbucks’ involvering i israelske interesser.

På pjecerne refereres den canadiske pro-palæstinensiske organisation CJPME’s kritik, som blandt andet går på, at Starbucks’ grundlægger og CEO er zionist og pro-israelsk.

Kritikken fra CJPME går også på, at Starbucks har lagt sag an mod en ansat for at tweete: ’Solidarity with Palestine’, og at en række investorer i Starbucks har aktier i våbenproducenten Elbit.

Elise Dağdeviren vil gerne have, at folk aktivt tager stilling til, hvilke produkter de køber i kantinen.

“Hvis man har taget stilling og kan gøre det med god samvittighed, værsgo. Men har man dårlig samvittighed, så er det vel fordi, man tænker, at der er noget forkert ved det – ellers ville man ikke have det dårligt over det?” siger hun.

Hvorfor Starbucks?

Kritikken kommer nok ikke som en overraskelse for Starbucks, der tidligere har oplevet en global boykot-kampagne med samme anklager.

Blandt kopperne står nemlig et skilt med overskriften: ‘Starbucks for the Record’ og en henvisning til en FAQ, hvor de blandt andet skriver: ‘Når der cirkulerer ukorrekte oplysninger om vores virksomhed online, mener vi, det er vigtigt at respondere med fakta og tydeliggøre vores holdning til vigtige emner.’

Udover at fraråde sine medstuderende at købe Starbucks-produkter, undrer Elise Dağdeviren sig over, at DMJX kan tillade kantinen at have en Starbucks.

Hun mener, at når skolen ikke tager afstand fra salget af Starbucks-produkter, vil det støtte Israel, som, hun mener, er undertrykkeren i den igangværende konflikt.

“Ikke at tage stilling vil altid være til fordel for undertrykkeren,” siger Elise Dağdeviren.

Så hvorfor er der overhovedet kommet en Starbucks på DMJX?

Det er ikke DMJX selv, men kantineselskabet DinnerdeLuxe, der har indgået en aftale med We Proudly Serve Starbucks, der er distributør af Starbucks-produkter.

Skolen har altså ikke noget at sige til, hvilke produkter kantinen har, fortæller administrationschef på DMJX, Karin Løntoft Degn-Andersen.

“De er en privat virksomhed, så de kan gøre, hvad de vil, og det er ikke vores kantine. Vi har hyret dem ind som leverandør,“ siger hun.

Skolen havde engang sin egen kantine, men afskaffede den af økonomiske årsager.

Men den kritik, der er, bliver alligevel taget med i betragtning næste gang, når kantinen skal i udbud i foråret, hvor DinnerdeLuxe kan vælge at søge igen.

“Jeg vil da have det i baghovedet, når vi skal i udbud igen,” siger Karin Løntoft Degn-Andersen og fortsætter: “Men vi kan ikke gøre så meget andet ved det end at opsige kontrakten på baggrund af kritikken. Men gør vi det, har vi taget politisk stilling.”

Og politiske overvejelser skal skolen slet ikke have, ifølge hende.

“Det er ikke vores opgave at tage stilling politisk. Men vi skal kunne rumme, at der er forskellige holdninger, og det gør vi jo også,” siger hun og fortsætter:

“Det skal der være plads til – særligt hos os, med den type studerende vi uddanner.”

Dog stiller skolen en række krav til potentielle bydere om, at maden for eksempel skal være grøn.

Om det at prioritere grøn mad er en politisk holdning, mener Karin Løntoft Degn-Andersen dog ikke.

“Man kan også vælge at sige, at det er en sundhedsmæssig holdning, og det kan vi godt have. Altså en bæredygtig holdning. Det handler om CO2-udledning, og det er helt objektivt,” siger Karin Løntoft Degn-Andersen.

Hun mener ikke, at det skader skolens brand direkte at have Starbucks-logoet hængende i kantinen.

“Det hænger ikke ude ved siden af vores navneskilt foran, og det kommer det selvfølgelig ikke til, men kantinen skal selvfølgelig kunne reklamere med det. Det er et stort brand, og for kantinen gælder det om at kunne tiltrække nogle kunder,” siger hun.

Et spørgsmål om god kaffe

Valget af Starbucks gik i første omgang ud på at få en bedre kaffe, der forhåbentligt tiltrækker flere studerende til det dyrere caféområde i kantinen, som før ikke solgte så meget. Det fortæller direktøren for DinnerdeLuxe, René Laursen.

“Hvis man kigger salgsmæssigt i forhold til andre steder, så er I på DMJX nemlig klart mere til den billige kaffe,” siger Rene Laursen

Kritikken, der var på pjecerne, havde han ikke set komme. Da Illustreret Bunker først ringede, troede han, det var grundet Starbucks’ amerikanske ophav.

René Laursen mener ikke, at man kan sige, at det er en Starbucks-café. Starbucks skal derimod forstås som et produkt, der sælges i kantinen på samme måde som en flaske sodavand.

Det betyder, ifølge René Laursen, ikke, at alle produkter i caféen er Starbucks’.

“Kagen er vores egen. Men det gør ikke noget, at man på kaffedelen tror, at det er Starbucks. For det er det. Om det virker for sammentømret for jer på DMJX, det kan jeg tage med i mine overvejelser,” siger han.

Den tankegang køber Elise Dağdeviren dog ikke.

“Når de stiller Starbucks FAQ-skiltet op, så må de også vide, at der er meget snak om Starbucks. Så forstår jeg ikke, hvorfor man vælger en virksomhed, der er så kontroversiel,” siger hun.

For René Laursen handler det dog ikke om politik, men om, at der er et produkt, som skal sælges.

“Der kan være al mulig politik. Det er et produkt, vi sælger,” siger han.

René Laursen fortæller, at hvis det nu havde været russiske varer, hvor der er retningslinjer for myndighederne, havde det været anderledes.

“Hvis nu det kommer frem, at Starbucks financierer missiler og springer verden i luften, så vil jeg selvfølgelig forholde mig til myndighedernes udmeldinger og gøre noget ved det,” fortæller han.

René Laursen kan endnu ikke se, om Starbucks har haft en påvirkning på salget. Indtil videre ser det ud til at være samme salgsniveau som i den gamle café.

Kritikken er forelagt Starbucks, som i et skriftligt svar henviser til samme pointer som FAQ’en på skiltet og skriver derudover:

“Vi fordømmer entydigt alle former for had, terror og vold og udtrykker vores dybeste medfølelse med dem, der er blevet dræbt, såret, fordrevet og berørt som følge af de forfærdelige terrorhandlinger, den eskalerende vold og hadet rettet mod uskyldige i Israel og Gaza.”

Mange af pjecerne er sidenhen blevet taget ned. Det er normal praksis for skolen, da ophæng, som ikke er dekorative, kun må hænge på opslagstavlerne.

FORSIDEN

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | INDE, NYT I INDE

INDE | NYT I INDE

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Det første semester under den nye studieordning er nu for første gang afprøvet. Men hvordan er det så gået? Vi har spurgt de studerende og været forbi ledelsen til en snak om, hvordan det hele er forløbet indtil videre.

TEKST: WILLIAM LØNSTRUP & CLARA KJELLERUP SEIGNEURET
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Det var ikke kun de studerende på DMJX, der hen over vinteren var til eksamen. Det var den omdiskuterede, nye studieordning på DMJX’ journalistuddannelse sådan set også.

Og trods kritik og visse børnesygdomme tyder noget umiddelbart på, at den bestod. Måske ikke til UG med kryds og slange, men første evalueringsrunde peger i den rigtige retning, fastholder Mette Mørk, der er lektor og faglig koordinator for Journalistisk Metode på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Den nye studieordning for journalistuddannelsen trådte i kraft tilbage i september 2024. Det betød flere store ændringer på de fleste semestre i både uddannelsens opbygning og fag.

Det seneste førstesemesterhold har derfor været igennem et markant ændret forløb på det gennemgående fag journalistisk metode 1, forkortet JM1, og har også som de første prøvet kræfter med det helt nyoprettede fag brugerforståelse.

På JM1 er den helt store ændring det skarpe fokus på nyhedsjournalistikken, der kommer i stedet for den mere generelle indføring i de forskellige journalistiske discipliner, der førhen udgjorde forløbet.

De studerende skal nu trænes i den nyhedsorienterede journalistiske tænkning, og alt, hvad der produceres, skal være med en klar nyhedskrog i mente. Derfor er nyhedsugen, der ellers tidligere lå på andet semester, også fremrykket til første semester, netop på grund af det øgede fokus på nyhedsjournalistikken i JM1.

Derudover er faget brugerforståelse som noget helt nyt indtrådt på første semester i stedet for faget journalistikken i samfundet. Kort fortalt er brugerforståelse tænkt som et fag, der skal klæde de studerende på til den langt mere fragmenteret medievirkelighed, der ses i dag.

‘De studerende skal have viden om at vælge platforme og modalitet samt opbygge kompetencer i at anvende data om brugeradfærd i en brugerorienteret tilgang,’ beskrives det i den fornyede studieordning om faget.

Ud med det gamle

Brugerforståelsens indtræden har skubbet faget journalistikken i samfundet, forkortet JiS, fra første semester på den gamle studieordning til andet semester på den nye. Og grundet sammensætningen af andet semester er faget blevet komprimeret, så der er plads til det.

Det betyder, at forløbet nu foregår som et intensivt forløb på tre uger, der herefter afsluttes med en eksamen.

Andensemesterstuderende Nynne Foldager og Carl Rau er dog ikke ligefrem begejstrede over den nye komprimerede version af JiS.

“JiS havde nok gavnet os mere, hvis faget var tilrettelagt ligesom på den gamle studieordning. Det var et tungt fag at have så intensivt,” siger Nynne Foldager.

Mette Mørk holder dog fast i, at JiS ligger godt på andet semester. Netop fordi det er et tænkefag, der lægger op til refleksion over blandt andet noget af den journalistisk, man som andensemesterstuderende selv lige har prøvet kræfter med at producere på første semester.

“Om det så kan virke lidt voldsomt i en stor klump? Ja, det kan sagtens være, og jeg vil slet ikke negligere den oplevelse. Men vi vil på den anden side heller ikke konkludere alt for meget ud fra kun et semesters erfaringer,” pointerer Mette Mørk.

Brugerforståelse – hvordan gør man lige det?

Det nye forløb med brugerforståelse bar præg af, at det var første gang og helt nyt. Det viser den interne evaluering, hvor mange studerende, ligesom Nynne Foldager og Carl Rau, gav udtryk for, at de sådan set var med på, hvorfor de skulle undervises i faget, men samtidig oplevede, at det var svært at finde ud af, hvad der var vigtigt med henblik på eksamen.

“Jeg kunne se i evalueringerne, at det skabte stor frustration hos de studerende,” siger Mette Mørk.

Faget bar præg af, at det var første gang, de prøvede det af, og de havde derfor, ifølge Mette Mørk, svært ved på forhånd at tydeliggøre overfor de studerende, hvordan eksamenen så ud i praksis.

Ved forberedelserne til anden opstart af brugerforståelse er evalueringerne blandt andet blevet brugt til at sikre, at de studerende får det nødvendige udbytte fra undervisningen hver gang.

“Vi har forsøgt at gøre det mere tydeligt, hvad der er læringsmålene for hver forelæsning. Vi vil gerne konkretisere det ved at sætte rammen og fortælle, hvad de kan bruge det, de lærer, til i de andre fag,” fortæller Mette Mørk.

Trods lidt uklare læringsmål var journaliststuderende Nynne Foldager og Carl Rau alt i alt tilfredse med den version af brugerforståelse, de stødte på, da de begyndte uddannelsen.

“Det med at forstå, hvorfor det er, vi gør, som vi gør, og hvem det er, vi gerne vil ramme. Det har givet en god basisviden, som man har kunne tage med sig til JM1,” fortæller Carl Rau.

Han fortæller desuden, at det var rart af få et ekstra lag, der kunne konkretisere faget journalistik, fordi det for ham godt kan virke meget flyvsk.

For Nynne Foldager har faget også givet hende nogle gode rammer at gå ud fra.

“Meget af det, vi har lært i brugerforståelse, ligger ofte i baghovedet, når vi arbejder med journalistik,” siger hun.

Faget ligger indtil videre som en fast del af studieordningen på første semester, men Mette Mørk kan ikke udelukke, at ændringer kan opstå. Hun henviser til, at arbejdet med at forstå brugeren og forskellige brugerbehov lige nu udvikler sig helt enormt i branchen, og at der derfor sandsynligvis løbende vil blive justeret i både indhold og undervisningsform.

På længere sigt er tanken også, at brugerforståelse helt skal udgå som særskilt fag og i stedet fungere som en integreret del af undervisningen på tværs af alle semestre, fortæller hun.

Ris, ros og refleksioner

Enhver journaliststuderende på DMJX ved, at intet produkt er færdiggjort, før en mere – eller mindre – udførlig refleksionsrapport samtidig også er afleveret. Her gør den studerende status over, hvordan processen har forløbet sig og begrunder ligeledes de redaktionelle valg, der er foretaget.

På nogenlunde samme måde forholder det sig, når et forløb på journalistuddannelsen afsluttes. Alle forløb skal evalueres, og her er det ikke underviseren, der ‘skriver refleksionsrapport,’ men derimod de studerende, der gør status over deres faglighed.

Evalueringerne er, ifølge journalistuddannelsens studieordning, et vigtigt redskab i kvalitetssikringen og en vigtig informationskilde for den enkelte underviser.

Og tilbagemeldingerne fra det første hold studerende, der har gennemført det nye JM1, har været overvejende gode. Ifølge den interne evaluering tog de studerende rigtig godt imod forløbet. De var især glade for det afvekslende forløb, nyhedsugen og den klare sammenhæng mellem teori og øvelserne.

Forløbet bar dog naturligt nok også præg af de mange forandringer. Flere studerende svarede, at de savnede struktur og overblik, og at de kunne have ønsket sig, at undervisningen gik mere i dybden med hvert emne.

“Jeg synes måske, at vi nogle gange har manglet noget lidt mere dybdegående journalistik, da nyhedsjournalistikken bar præg af hurtige, korte og mere overordnede produkter,” siger Carl Rau om forløbet.

Og den opfattelse af det nye forløb på JM1 vækker også genklang hos underviserne. Ifølge Mette Mørk er elev-evalueringerne retvisende for, hvad underviserne også oplevede som problemer.

“Der var virkelig knald på, og indimellem kunne det opleves lidt ustruktureret og hektisk. Så det er noget med tempoet,” siger hun om forløbet.

Trods et ønske om mere dybde, var det udprægede fokus på nyhedsjournalistikken på JM1 imidlertid ikke helt spildt for Carl Rau.

“Jeg kan godt forstå, at man gerne vil danne den her basisforståelse hos os, for det er alfa og omega at kunne lave en nyhedsartikel. Og selv om dybdegående journalistik er mere fokuseret, så har det stadig mange af de samme elementer,” fortæller han.

Og det har, ifølge Mette Mørk, netop været en stor del af formålet fra start. Hun er derfor fortsat fortrøstningsfuld omkring den nye ordning på trods af opstartsvanskeligheder.

“Nu har vi kørt første semester igennem, og jeg har læst mange virkelig gode semesterprojekter. Der var meget god tænkning og forståelse for, hvad journalistik er. Der var også en forsigtig leg med andre medier end det skrevne. Det blev jeg glad for, og jeg tror derfor, at vi med den nye ordning er inde på noget af det rigtige,” siger hun.

FORSIDEN

Hvor går grænsen? Mediernes dilemma i dækningen af MeToo-sager

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | GRÆNSER, NYT I TEMA, TEMA

GRÆNSER | NYT I TEMA | TEMA

Hvor går grænsen? Mediernes dilemma i dækningen af MeToo-sager

MeToo-sager har rejst spørgsmål om mediernes rolle og ansvar i dækningen af seksuelle krænkelser. I spændingsfeltet mellem hensynet til ofrene, offentlighedens interesse og de anklagedes retssikkerhed vælger Information og Ekstra Bladet forskellige tilgange til, hvordan de dækker MeToo-sager.

TEKST: ANNA SØNDERGAARD ANDERSEN & ANNA ELMER KRUSE
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

UDGIVET 27. MARTS 2025

Midt på den oplyste scene står Sofie Linde til Zulu Comedy Galla 2020. Publikum forventer den næste vittighed, men i stedet gengiver hun en kommentar, som hun fik fra en ‘stor kanon’ i forbindelse med en julefrokost på DR, da hun var 18 år.

“Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere,” havde han angiveligt sagt.

Med en rolig, men fast stemme bryder Sofie Linde tavsheden om sexisme i den danske mediebranche. Talen betragtes af mange som dét, der for alvor sætter gang i MeToo-bevægelsen i Danmark. En bred række af MeToo-sager bliver i de efterfølgende år dækket massivt i medierne, hvor både offentlige personer og organisationer bliver afsløret og stillet til ansvar.

Hvor meget skal krænkeren outes?

Siden Sofie Linde brød tavsheden, har spørgsmålet, om hvorvidt medier bør afsløre navnene på krænkere i MeToo-sager, været en stor del af de redaktionelle overvejelser hos Ekstra Bladet og Information, som Illustreret Bunker har talt med. Ekstra Bladet ser en vigtig opgave i at afsløre magtfulde personer, der har krænket andre.

”Jeg mener helt sikkert, at Ekstra Bladet har en vigtig rolle i både at afsløre, oute, name og shame krænkere med magt i det her samfund,” siger James Kristoffer Miles, som er redaktionschef for Ekstra Bladets nyhedscenter.

Som redaktionschef har han været inde over de overordnede redaktionelle beslutninger og overvejelser i dækningen af MeToo-sager.

Avisen har dækket adskillige MeToo-sager, hvor de sætter navn på de anklagede. James Kristoffer Miles forklarer, at det er med hensyn til offentlighedens interesse og en del af den journalistiske pligt at holde magtfulde personer ansvarlige. Hos Information ønsker man i højere grad at afdække de strukturelle forhold, der muliggør krænkelser, fremfor at pege på enkeltpersoner. Derfor vil Information gå langt for at anonymisere de anklagede.

Laura Friis Wang arbejder som journalist på Informations indlandsredaktion og har været med til at dække MeToo-sager i DR-symfoniorkester og Liberal Alliances Ungdom. I 2022 blev Laura Friis Wang desuden nomineret til Cavlingprisen for dokumentaren ‘MeToo: Sexisme bag skærmen’, som beskriver en række kvinder, der har oplevet sexistisk adfærd og kultur på TV 2.

”For os har det handlet om ikke at være en offentlig domstol, hvor vi hænger specifikke mænd ud. Det er interessant for os at beskrive, hvilke strukturer og kulturer som gør, at krænkelserne har kunnet finde sted,” siger hun.

Hun nævner, at der samtidig kan være tilfælde, hvor det er nødvendigt at bringe navne for at kunne fortælle historien fyldestgørende. Et eksempel er sagen om Frank Jensen, som trådte af som overborgmester i København i 2020, efter en række krænkelsessager blev rejst mod ham.

”I denne historie ville man ikke kunne anonymisere ham og samtidig bringe historien meningsfuldt, fordi han var overborgmester,” siger hun.

Ja, MeToo-sager har offentlighedens interesse

Både Ekstra Bladet og Information understreger, at dækningen af MeToo-sager er i offentlighedens interesse. Selvom de kan have forskellige tilgange til, hvordan historierne formidles, er de enige om, at medierne har et ansvar for at bringe sagerne frem i lyset – særligt når de involverer personer med magt.

Laura Friis Wang mener, at medier har en særlig opgave i at afdække magtmisbrug og sikre, at krænkelser ikke forbliver skjult.

”Vi har, som publicistisk medie, et ansvar for at få de her sager frem i lyset,” tilføjer hun.

Hos Ekstra Bladet deler man det synspunkt. James Kristoffer Miles fremhæver, at offentligheden har ret til at kende sandheden, når mennesker i magtfulde positioner handler forkert.

Hvornår er der belæg nok?

Spørgsmålet, om hvornår der er tilstrækkeligt belæg for at offentliggøre en MeToo-sag, er centralt hos både Ekstra Bladet og Information. Begge medier er enige om, at der ikke er en bestemt fremgangsmåde.

Selvom begge medier arbejder ud fra forskellige strategier, er spørgsmålet om belæg og kildegrundlag noget, der i høj grad optager begge redaktioner og er et af de mest komplekse etiske dilemmaer i dækningen af en sag. Redaktionerne vurderer derfor løbende, hvornår en sag er stærk nok til at bringe.

”Der skal meget til. Det er historier, hvor man bringer oplysninger om personers ry og rygte.

Vi skal være så sikre som overhovedet muligt på, at det, vi bringer, er rigtigt,” siger James Kristoffer Miles.

Hos Information er den overvejelse tilsvarende. Ifølge Laura Friis Wang handler det i høj grad om en vurdering, som sjældent kan styres af faste regler.

”Man kan ikke sige, at vi har en tommelfingerregel. Det vil altid være en konkret afvejning og genstand for rigtig mange journalistiske overvejelser og diskussioner, hvornår man synes, man har nok til at bringe historien,” siger hun.

I MeToo-sager findes der forskellige typer af belæg såsom vidnesbyrd. Fysiske beviser er dog den dokumentation, der spiller den primære rolle.

”Hvis man har et papirspor, vejer det tungt. Et vidnesbyrd, der for eksempel er ledsaget af skriftlig dokumentation som SMS’er eller mails, gør en kæmpe forskel,” siger hun.

Hensynet til ofrene

Et helt centralt hensyn i dækningen af MeToo-sager er beskyttelsen af de personer, der står frem som ofre for krænkelser. Både hos Ekstra Bladet og Information understreges vigtigheden af at tage vare på de krænkede parter i processen.

”Den største etiske overvejelse er hensynet til de ofre, som har været udsat for krænkelsen,” siger James Kristoffer Miles.

På redaktionen er der altid opmærksomhed på, hvordan ofrene påvirkes af den offentlige omtale, både under afdækningen og efter en historie er bragt. Det samme gælder hos Information, hvor hensynet til ofrene udgør en afgørende rolle, både når det gælder anonymisering og den måde, historierne formidles på.

”Man vil virkelig eliminere alle risici for, at man kommer til at hænge en forkert person ud,” siger Laura Friis Wang.

Hun understreger samtidig, at det etiske ansvar over for kilden, der fortæller sin historie, er mindst lige så stort.

Det handler ikke blot om at beskytte kildens identitet udadtil, men også om at tage hånd om hele processen fra den første samtale til en eventuel offentliggørelse. Anonymisering er derfor et væsentligt værktøj hos Information. Dog er en anonymisering ifølge Laura Friis Wang en langt mere kompleks opgave end blot at undlade et navn. Der kan nemlig være meget andet end et navn, der kan pege på den anklagede.

MeToo i bølger

I fremtiden vil mediernes dækning af MeToo-sager fortsat kræve store overvejelser om, hvornår en historie bør og er klar til at blive publiceret.

”Jeg tror, det kommer til at gå i bølger. Der vil være perioder, hvor medierne har ekstra appetit på bestemte typer MeToo-historier, og så kan der opstå en risiko for, at sager bliver bragt, som måske ikke burde være det,” siger James Kristoffer Miles.

Samtidig understreger han vigtigheden af at fastholde de journalistiske principper, der er blevet styrket gennem MeToo-dækningen.

”Jeg håber, at vi fremover vil holde fast i de principper, MeToo har lært os: At have fokus på de krænkedes ve og vel og være ekstra kritiske over for magthavere,” siger han.

Laura Friis Wang peger på, at de erfaringer, som medierne har gjort sig under MeToo-bølgen, har ført til en mere bevidst tilgang.

” Jeg tror og håbe, at journalister. også i fremtiden, har et ekstra kritisk fokus, hvis de hører, at her er tale om en borgmester. topschef, TV-vært eller fagforeningsboss,” siger hun.

Jeg tror og håber, at journalister. også i fremtiden, har et ekstra kritisk fokus, hvis de hører, at her er tale om en borgmester. topschef, TV-vært eller fagforeningsboss

– Laura Friis Wang, journalist, Information

FORSIDEN

AI-bølgen skyller ind over journalistfaget: Sådan undgår du at drukne

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, UDE

NYT I UDE | UDE

AI-bølgen skyller ind over journalistfaget: Sådan undgår du at drukne

Generativ AI er din nye kollega, der kan hjælpe med alt fra rugbrødsarbejde til kreative indspark. Men husk at holde teknologien i ørerne. Man skal indtage rollen som redaktør, lyder det fra journalister med AI-erfaring.

TEKST: mikkel juulsgaard
Illustration: Sigrid conradsen nielsen

“Hastigheden er svimlende. Opgaver, der ville tage mig ekstremt lang tid, eller som ville kræve, at jeg fik hjælp af andre, kan AI klare.”

Sådan lyder vurderingen fra Frederik Kulager. Han er journalist hos Zetland og benytter AI-hjælpemidler tre til fire gange om dagen. Han sidder i den undersøgende gruppe, hvor de blandt andet laver podcastserier, og så er han vært på ‘Frederik Forklarer Internettet’. Et program, hvor han forsøger at forklare Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, internettets fænomener.

Forleden fik han ChatGPT til at frembringe hele indslaget og læste det højt for hende som eksperiment. Lea Korsgaard troede på, at det var Frederik Kulager selv, som havde skrevet det, men syntes nok, at han var ‘faldet lidt af på den’.

Ifølge Frederik Kulager selv, bruger han AI mere end de fleste. Men han er langt fra den eneste journalist, som er blevet gode venner med den hurtigtænkende, lille hjælper.

“AI kom pludselig væltende ind fra højre”

Sådan lyder det fra Peder Hammerskov, der er adjunkt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og som de sidste to år udelukkende har beskæftiget sig med AI.

Kunstig intelligens har eksisteret siden 50’erne. Men først med ChatGPT’s gennembrud i slutningen af 2022 blev teknologien en del af almindelige menneskers, og ikke mindst journalisters, hverdag. Siden ChatGPT sparkede døren ind, er udviklingen eksploderet, og i dag er ChatGPT bare ét af mange eksempler på kunstig intelligens, som kan skabe indhold efter forespørgsel.

Der findes endnu ikke statistik på, hvor mange journalister, som har taget teknologien til sig. Men ifølge Peder Hammerskov har AI-bølgen spredt sig over hele det danske mediebillede.

“Hvis du ringede til alle mediehuse, tror jeg ikke, du ville finde nogen, der sagde: ‘Vi bruger ikke AI’,” siger Peder Hammerskov.

Hvordan og hvor meget teknologien skal bruges, er der stadig uvished om, hvis man spørger Peder Hammerskov. Nogle bruger allerede teknologien meget, mens andre spekulerer mere over, hvordan den bruges klogest. Nogle kaster sig pladask ud i det, mens andre lige skal dyppe storetåen i teknologiens vide omfang først.

“Der er ikke fundet nogen formel for, hvordan man skal gøre det endnu. Det er virkelig interessant at se, hvordan de forskellige medier prøver med alle mulige forskellige ting,” forklarer Peder Hammerskov, som er ved at skrive en bog om AI i journalistikkens verden.

En intelligent støvsuger

Theis Gaarde Engmann er udviklingsredaktør hos JFM, som er Danmarks næststørste privatejede mediekoncern. Hans arbejdsopgaver har de seneste par år drejet sig meget om kunstig intelligens. Han er med til at afholde heldagskurser for koncernens 450 journalister.

“Vi har satset mere på at komme forrest i bussen. Selvfølgelig er der ting, man skal være forsigtig omkring, men vi har prioriteret ikke at være så forsigtige som andre medier,” siger Theis Gaarde Engmann.

Et eksempel på deres pionerånd er det research-værktøj, JFM har udviklet i samarbejde med Syddansk Universitet. En såkaldt ‘web scraper’, som støvsuger internettet for information. Mere specifikt kan programmet tilgå en kommunes hjemmeside og gennemlæse alle politiske dagsordener og referater for det lokale byråd. Ved hjælp af AI vurderer værktøjet den journalistiske relevans og disker op med en pointscore. Ikke så tosset at have i værktøjskassen hos alle de lokale aviser, der hører under JFM.

Good Tape, NotebookLM og gode gamle GPT

Hos Zetland har man også udviklet sit eget AI-værktøj. Det hedder Good Tape, og som du måske har gættet, bruges det til at transskribere interviews. Frederik Kulager sparer meget tid med Good Tape, som bruges i hele verden. Det er et af mange værktøjer, der gør hans hverdag som journalist nemmere.

Foruden Good Tape anbefaler han ChatGPT til de mere kreative processer som brainstorming og ideudvikling. Frederik Kulager benytter gerne programmerne i samspil med hinanden, hvor han agerer dirigent, mens instrumenterne spiller for ham.

Forleden havde han lavet et interview med en jazzmusiker, som var kritisk over for Spotify. Han transskriberede interviewet, fodrede det til ChatGPT og bad den formulere ti gode spørgsmål til Spotify. Tre spørgsmål var brugbare og skulle blot finpudses. Han tilføjede nogle ekstra spørgsmål og sendte dem til musiktjenesten.

Et andet program, som Frederik Kulager opfordrer journalister til at bruge, er NotebookLM. Det er et program, der kan læse enorme PDF’er på rekordtid og opsummere det væsentligste og svare på spørgsmål på baggrund af filerne. Endnu en timesaver, som han bruger flittigt.

“Vi arbejder på en podcast, hvor vi har fat i breve fra slutningen af 1800-tallet, der er skrevet i hånden. Der kan vi bare uploade billederne af dem, og så skriver den, hvad der står. Jeg sparer ufattelig mange timer på ting, jeg før i tiden brugte rigtig lang tid på, eller som jeg opgav og bare var dårligere til,” forklarer Frederik Kulager.

Hold lystløgneren i ørerne

AI kan nogle gange lyde for godt til at være sandt, og der er noget om snakken. Det er ikke kun et genialt redskab. Teknologien har også problematiske sider.

Et af de store problemer ved generativ AI er dens tilbøjelighed til at hallucinere. Altså generere information, som er opdigtet. Det stiller krav til journalisten, mener udviklingsredaktør på JFM, Theis Gaarde Engmann.

“Det svar, du får fra en sprogmodel, vil altid virke rigtig, rigtig overbevisende, selvom det er forkert i nogle tilfælde. Hvis man bliver dygtig, når man arbejder med en AI, indtager man rollen som en form for redaktør, som holder den i ørerne, faktatjekker og holder øje med, at alt er, som det skal være,” siger han.

Frederik Kulager er også på vagt over for usand information. Han understreger, at han aldrig ville udgive noget, AI har skrevet, uden at vide, hvad den præcis har gang i.

“Det er mig, der er ansvarlig og på den måde redaktør overfor AI. Men det er helt åbenlyst, når man arbejder med teknologien. Hvis man copy-pastede noget fra ChatGPT og udgav det på internettet som journalistik; det ville være en katastrofe,” konstaterer Frederik Kulager.

Garbage in, garbage out

Samspillet med et generativt AI-værktøj såsom ChatGPT er ikke bedre end den svageste spiller. Derfor skal man levere et godt input for at sætte kontekst. Det giver et mere præcist output.

“Vi prompter den systematisk ud fra de journalistiske brugerbehov, som er blevet ret populære. Så kan den forstå, hvad vi vil opnå hos brugeren med den her idé,” forklarer Theis Gaarde Engmann.

Frederik Kulager oplever også en betydelig forskel alt efter, hvordan han fodrer ChatGPT. Den er god, når han er specifik. Når han er sløset, så er den det også.

“Nogle gange skal jeg bruge lidt længere tid på at formulere mig på en måde, så den forstår, hvad fanden det er, jeg vil have den til at gøre. Oftest føler jeg, at det er mig, der er uskarp. Den kan egentlig håndtere ret komplekse problemstillinger, analyser og research. Jeg skal bare lige nå derhen med den,” siger han.

Men det handler også om at vide, hvornår den skal bruges. Ifølge Frederik Kulager halter det stadig med at skrive. ChatGPT kan ikke skrive, som han gerne vil, og så er der andre problemer.

“Den ved jo ikke en skid om sandt eller falsk eller presseetiske regler eller noget som helst. Man kan godt prøve at sige det til den, men den kan sagtens ignorere dig,” fortæller Frederik Kulager.

Mediet eller journalistens ansvar?

Det er ikke kun journalistens ansvar at bruge AI ansvarligt, mener AI-underviseren Peder Hammerskov. Gode og tydelige retningslinjer fra organisationens side er ekstremt vigtige.

“Man skal ikke bare have regler, men også massere dem ind, give folk lov til at eksperimentere med det og skabe tid til, at de kan bruge det. For AI er ikke noget magisk værktøj, der pludselig gør alting bedre. Det er noget, man skal øve sig i,” uddyber Peder Hammerskov.

Han opfordrer medierne til at være en slags heppekor for journalisterne, som skal være nysgerrige, prøve det af og være ærlige omkring, hvordan de bruger det. Det åbner op for nogle gode diskussioner. Peder Hammerskov mener, at det kan være problematisk, hvis journalister nægter at tage de nye redskaber til sig.

“Det er klart, at hvis jeg sidder på en eller anden redaktion og nægter at bruge AI til at transskribere noget, men alle de andre gør det, så kommer jeg til at ligne en idiot og en meget langsom idiot, der ikke er min løn værd,” fortæller han.

Ingen fine fornemmelser

Ifølge Frederik Kulager er det ikke tabu at bruge AI, tværtimod.

“Jeg tror, tabuet peger mere den anden vej. Der er folk, som har det dårligt med, at de ikke bruger AI nok, fordi de har fået en følelse af, at de kan falde bagud i forhold til dem, der bliver gode til at bruge det. Og det, tror jeg, bliver mere og mere sandt over årene,” siger han.

Frederik Kulager betragter ikke brugen af AI som en grænse, der overskrides. Han sidestiller det med at bruge Google. Det er blot det næste teknologiske redskab.

“For mig er det så naturligt og indarbejdet, at det knæfald er tabt for mig. Jeg bruger jo internet, computer og teknologi, og det har jeg altid gjort. Jeg har ikke kendt til et analogt liv på noget tidspunkt i mit liv. Så det her er en helt naturlig overbygning på den måde, jeg altid har arbejdet. Med tekst, med skrivning, med journalistik. Jeg har ikke nogen finere fornemmelser,” siger Frederik Kulager.

FORSIDEN

Udgivet den 27. marts 2025

Mursten og tåregas – hvordan trækker journalister grænser i risiko og kaos?

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | GRÆNSER, NYT I TEMA, TEMA

GRÆNSER | NYT I TEMA | TEMA

Mursten og tåregas – hvordan trækker journalister grænser i risiko og kaos?

Over 300 mennesker døde under demonstrationer i Bangladesh den 4. august 2024. Fotojournalist Rahadh Sarker forsøgte med livet som indsats at få det hele med. I risikospækkede situationer kan det være svært at vide, hvor langt man som journalist skal gå for at rapportere sandheden.

TEKST: thea modigh
FOTO: abul hayat rahadh

Udgivet den 27. marts 2025

De står blandt politibetjentene. Abul Hayat Rahadh og de femten andre. De skal helst blive sammen, for det er ikke sikkert at være alene ude på gaden i dag.

Tidligere på dagen havde de været i tvivl, om de turde at nærme sig politiet. Skød de med krudt eller tåregas? Nu er det hér, de føler sig mest trygge – og dog.

Kæmpe folkemængder går mod dem. De er rasende. Det er svært at opnå neutralitet, når de står på samme side som fjenden. Pludselig betyder vestens fem gule versaler knap så meget: PRESS.

Konflikter skal dækkes med egne øjne

Hvor tæt kan jeg komme på konflikten uden at sætte mit liv i fare?

Det spørgsmål stiller Philip Róin, DR’s udenrigskorrespondent i Asien, sig selv, når han skal rapportere fra voldelige optøjer eller risikofyldte situationer. Han sætter sig nogle mål – og nogle grænser – og husker sig selv på, at der ikke er nogen til at rapportere historien, hvis han selv kommer i livstruende problemer.

Selvom det til tider er risikabelt, mener han, at det er noget, vi bliver nødt til at fortsætte med at praktisere.

”Hvis vi kun får helikopterperspektivet i konflikterne, så får vi ikke indblikket i menneskerne bag historierne. Og mister vi den, mister vi også for alvor folks interesse,” siger Philip Roín.

Philip Róin mener, at til trods for at man kan finde ubegrænset dækning på de sociale medier, fungerer det ikke som en indgang til at komme tæt på, da informationen ofte er utrolig utroværdig.

”God journalistik er stadig at komme ud at se det med egne øjne. Tale med folk og forstå, hvad det er for en situation, hvordan den er opstået og så derfra prøve at kaste sit perspektiv på det,” fortæller han.

Det er ifølge Philip Róin vigtigt, at en mere konfliktfyldt verden også afspejles i mediedækningen.

Og det kræver mange journalister at dække konflikterne, hvis man skal komme helt tæt på. Det kan dog kun ske med opbakning fra redaktører og medierne.

Med pressevest og hjelm

Abul Hayat Rahadh er 24 år gammel og kommer fra Dhaka, hovedstaden i Bangladesh. Oprindeligt har han læst personaleadministration, HR, men i de sidste år har han beskæftiget sig med fotojournalistik. Derfor står han med pressevest og sin beskyttelseshjelm, i form af en cykelhjelm, den 4. august under de drabelige optøjer i hjembyen.

Ifølge Philip Róin var konflikten lang og betændt. Den havde varet over hele sommeren, men var eskaleret den sidste uge i juli. Regeringen har i årevis ført en særlig politik kaldet et kvotesystem. Det har blandt andet gjort uligheden i Bangladesh større ved at gøre nogle mere privilegerede end andre.

Der var vokset en stigende utilfredshed mod hele systemet, som resulterede i, at flere hundrede tusinder gik på gaden i protest. Det førte til sammenstød med politiet.

Midt i den uro bor Rahadh, der med smal erfaring tager sit kamera under armen for at agere øjne og ører. Førhen har han været fast fotograf for et bangladeshisk rockband, men den 4. august bliver han vidne til kaos og røg. Og til sin hjemby, der er blevet et sted, hvor folk bliver gennemtæsket på gaden og løber rundt med tildækkede, amputerede hænder.

Hvis kaosset ikke er nok, bliver hans situation yderligere presset af, at mange af demonstranterne har set sig sure på journalister, da de oplever, at de statsejede medier reporterer unuancerede billeder af konflikten.

Fandens dig

Abul Hayat Rahadh er på gaden med en lille deling fotojournalister, hvor den ældste og mest erfarne er Rahul Talukdar på 40 år. Rahadh er den yngste.

Til tider følger de folkemængderne, da de føler sig som en del af dem – det utilfredse folk. Andre gange betvivler han valget af cykelhjelmen. Hullerne i hjelmen vil ikke beskytte ham synderligt mod skud, og det bekymrer ham, når de må søge ly ved politiets side. Abul Hayat Rahadh oplever, at demonstranterne ser dem som fjenden, at de ikke tror på dem, og at de ikke mener, at journalisterne dækker sandheden. Derfor oplever de også at blive holdt tilbage af en flok demonstranter, der ikke vil lade dem krydse en bro. At de ikke må dele mere misinformation.

En ung mand henvender sig til Abul Hayat Rahadh. Han råber til ham. “Dig”, siger han. Eller han udbryder ikke bare ‘dig’. På bengali kan man sige ‘dig’ på flere forskellige måder. Man kan både sige ‘kære dig’, og så kan man sige ‘fandens dig’.

Han er rasende på Abul Hayat Rahadh. Ikke fordi Abul Hayat Rahadh har gjort ham noget, men fordi han synes, at alle medierne står på regeringens side i deres dækning af konflikten. Abul Hayat Rahadh forstår ikke hadet til ham. Han er blot freelancejournalist for en filippinsk avis, som intet har med de nationale medier at gøre.

Den unge mand skælder ud. Vreden bliver mødt af forvirring. Abul Hayat Rahadh vender sig mod den unge mand. Kigger på ham. Kigger på ham, der råber fandens dig.

Abul Hayat Rahadh når ikke at gøre noget, før den erfarne fotojournalist Rahul Talukdar træder til. Han krammer den vrede unge mand i et forsøg på at afvæbne situationen.

Risikoen ved at cykle for stærkt

Rasmus Tanholdt har dækket krise- og krigssituationer i 23 år. Han sætter aldrig bestemte grænser for, hvor langt han vil gå. Men han vurderer altid situationen – hvad får han ud af at være lige der? Er det en historie, vi allerede kender? Får vi åbnet vores perspektiv, hvis han er villig til at tage risikoen? Han sammenligner risikoen med hverdagsdilemmaer.

”Det er ligesom, hvis du skal til en vigtig eksamen, og du kan se, du er ved at komme for sent. Vil du acceptere faren ved at køre for stærkt i forsøget på at nå frem i tide, eller vil du risikere at komme for sent? Vil du risikere noget for at opnå noget andet?” siger Rasmus Tanholdt.

Ifølge Philip Róin kan man forsøge at imødekomme risiciene ved at gøre sig sine foranstaltninger, når man træder ind i risikofyldte situationer.

Han sørger selv for altid at kende mulige flugtveje, så han ved, hvor han skal gå hen, hvis det bliver nødvendigt. Derudover er han altid mobil og orienterer sig på situationen løbende, ligesom han altid arbejder i par. Det giver mere mod at være to. Med en makker kan han bedre håndtere farlige situationer, men det gør ham også mere påpasselig, når han ikke kun har ansvar for sit eget liv og legeme.

Philip Róins fokus ligger på at deeskalere og aldrig være den, der skaber konflikten.

”Du skal stå fast på, hvad du laver, og hvad dit arbejde går ud på. At du har ret til at være der. Men stadig deeskalere, for i sidste ende, så ved jeg jo godt, at det ikke er mig, der har magten i sådan en situation,” siger han.

Rasmus Tanholdt tilføjer, at den vigtigste ting, man skal tage med i sådanne situationer, er empati. Har man ikke god empati, skal man ikke have den slags arbejde. Ifølge ham, handler det om at kunne læse et rum og dets stemninger, så man på trods af manglende sprogevner forstår, hvornår man er i en situation, der opildnes.

At finde sin grænse

Abul Hayat Rahadh har aldrig set så mange døde mennesker før, som han gjorde den 4. august.

De fleste af de dræbte var demonstranter. Det betød dog ikke, at det var risikofrit at være journalist.

Da Rahul krammer den vrede unge mand, hjælper det ikke.

Manden skubber ham væk. Han er stadig vred, og folk omkring råber efter dem.

Imens kredser røg fra en nedbrændt bygning om dem, og de begynder at være bekymrede for den situation, de står i.

Journalisterne giver op, de kan ikke gøre noget her. De må komme videre, og forsøger at forlade situationen.

Abul Hayat Rahadh forlader fokus fra den unge mand og fokuserer i stedet på, hvordan de kommer væk fra tumulten. Pludselig mærker han et kæmpe slag i baghovedet. Cykelhjelmen knækker. Han vender sig om, og ser halvdelen af en kæmpe mursten, som nu ligger på jorden. Den anden halvdel er i den unge mands favn.

En anden journalist, der gik foran ham, er blevet ramt i ryggen.

Abul Hayat Rahadh ved ikke, hvad han skal sige eller gøre. Han kigger på den unge demonstrant og på sin ødelagte cykelhjelm.

Skal han svare igen? Besvare den uprovokeret vrede?

Den unge mand lægger an til at skulle kaste endnu en mursten efter ham. De beslutter alle, at den bedste løsning må være at flygte hurtigst muligt.

Pludselig bliver risikoen for stor at blive i. De har fundet deres grænse.

FORSIDEN

Danske medier glemmer Grønland, når der ikke er krise: “Vores billede af Grønland er i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier”

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, UDE

NYT I UDE | UDE

Danske medier glemmer Grønland, når der ikke er krise: “Vores billede af Grønland er i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier”

Efter Donald Trumps udmeldinger om at købe Grønland har landet fyldt meget i spalterne hos de danske medier. Forskere peger på, at medierne bærer et ansvar for at informere danskere om rigsfællesskabet – et ansvar, de ikke har levet op til før den nuværende krise.

TEKST: NIELS LINDSTRØM SCHALDEMOSE & SOFIE BUNDGAARD
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at Grønland har ryddet forsider og sendeflader de sidste par måneder. Udover at der netop har været valg, har præsidenten fra verdens mest magtfulde nation banket insisterende på døren.

Det har betydet, at mediedækningen af det arktiske land har været noget ud over det sædvanlige. Det blev også tydeligt, da Donald Trump Jr. i januar var på besøg i Nuuk.

Det rejser dermed spørgsmålet, om medierne indtil nu har underprioriteret at formidle viden om Grønland og dermed at klæde borgerne ordentligt på til at tage stilling til den nu højspændte, geopolitiske situation.

Spørger man Søren Schultz Jørgensen, docent ved Institut for Medier og centerleder for medier og innovation på DMJX, er svaret nej.

“Mange danske mediebrugere har ikke den fjerneste ide om, hvad der sker inden for vores eget Rigsfællesskab,” siger han.

Årsagen er blandt andet, ifølge ham, at medierne ikke har lavet en løbende dækning af Grønland og Færøerne.

Det er altså ikke tilstrækkeligt, at medierne tilsyneladende først har fået interesse for Grønland efter Donald Trumps udtalelser om at købe landet. Søren Schultz Jørgensen efterspørger en generel dækning, hvor journalister også dækker hverdagslivet i Grønland.

Kim Andersen, lektor i journalistik ved SDU, ser en lignende tendens i mediebilledet. Han mener heller ikke, at danske medier generelt dækker Grønland nok.

“Ligesom det er vigtigt, at den danske befolkning ved, hvad der foregår i hele Danmark – både i storbyerne, i Vandkantsdanmark og derimellem – er det også vigtigt, at de ved, hvad der foregår i Grønland. Det sikrer, at vi har forståelse for hinanden og kan have en oplyst samtale om, hvad der skal ske med Rigsfællesskabet fremover,” siger Kim Andersen.

Alle mikrofoner peger mod nord

Danske mediers dækning af Grønland har i begyndelsen af 2025 været noget over normalen.

I januar og februar er der ifølge Infomedia blevet udgivet over 21.000 artikler om landet. Tilsvarende kan man kun finde omkring 3.500 artikler om landet i samme periode sidste år.

Det svarer til, at der er udgivet over fem gange så mange artikler i år.

I 2022 og 2023 er der i samme periode udgivet omkring 3.000 artikler omhandlende Grønland.

Det er imidlertid naturligt, at der er fokus på områder, når det har en klassisk aktualitet, påpeger Søren Schultz Jørgensen.

Han mener derfor, at det er forståeligt, at Grønland har fyldt mere i de danske medier, i en tid præget af storpolitiske uenigheder, hvor Grønland er i centrum.

“Mediedækningen går op og ned på mange områder, men vi har at gøre med et land i vores Rigsfællesskab, som stort set ikke får nogen dækning, medmindre der er valg, skandaler eller geopolitisk krise. Det er et demokratisk problem,” fortæller Søren Schultz Jørgensen.

Han anerkender derfor, at mediedækningen generelt svinger, men finder stadig dækningen af Grønland problematisk – eller manglen på samme.

Kim Andersen påpeger, at særligt public service-medierne har et ansvar for at informere om Grønland og dets historie. I TV 2’s public serviceforpligtigelser står der, at TV 2 skal lægge særligt fokus på dansk kultur og sprog.

Ifølge Kim Andersen indgår Grønland mellem linjerne i den formulering, i kraft af at Grønland som en del af Rigsfællesskabet er tæt forbundet med Danmark.

“De færreste danskere har selv været i Grønland eller kender nogen, der bor der. Derfor er vores billede af Grønland i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier. Det giver de danske medier et stort ansvar for at give den danske befolkning et retvisende billede af, hvad der foregår i Grønland,” siger Kim Andersen.

Faldskærmen lander i stormvejr – men flyver igen

Søren Schultz Jørgensen bruger begrebet ’faldskærmsjournalistik’ til at beskrive mediedækningen af Grønland før det nuværende hyperfokus.

Faldskærmsmetaforen udspiller sig, når medier sender journalister til verdens brændpunkter i akkurat så lang tid, som krisen varer. Og så tager de hjem. Dette fokus på kriser, mener Søren Schultz Jørgensen, er problematisk.

“Man mangler en forståelse for, hvad der sker i hverdagslivet. Og man kommer ikke særlig dybt, hvis man kun er til stede i krisetider,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Han ønsker derfor, at journalister også er til stede i agurketider og ikke blot flyver frem og tilbage ved skandaler.

“Journalisterne, der lige nu dækker Grønland, er dygtige. Men for at få hverdagsbilledet med, skal nogen være på landjorden fast,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Ligesom Kim Andersen mener Søren Schultz Jørgensen også, at public service-medierne har et særligt ansvar. Han siger, at både DR og TV 2 burde have faste korrespondenter hos vores arktiske naboer.

Illustreret Bunker har forelagt TV 2 kritikken. Jon Hasselbalch Mikkelsen, nyhedschef på TV 2 Nyhederne, er vendt tilbage med følgende svar:

”Vi har dækket både det grønlandske valg og de geopolitiske omstændigheder omkring Trumps øgede interesse i Grønland intensivt.

I 2025 har TV 2 haft en markant fysisk tilstedeværelse i Grønland, og vi følger løbende udviklingen i Rigsfællesskabet.

Samtidig står vi i en global virkelighed, hvor mange store begivenheder kræver journalistisk fokus og tilstedeværelse – fra Ukraine og Mellemøsten til forholdene i amerikansk politik.

Derfor vurderer vi løbende, hvor vores korrespondenter gør den største forskel for seerne og vores publicistiske mål.”

Jon Hasselbalch Mikkelsen vurderer således, at TV 2 gør sit for at være til stede ved verdens brændpunkter – også selvom de ikke har en fast korrespondent i Nuuk.

Journalister fast plantet på isen

Spørger man Søren Schultz Jørgensen, kunne noget godt tyde på, at tendensen til at glemme Grønland forsvinder, eftersom den geopolitiske situation og selvstændighedsspørgsmålet formentlig forbliver relevante emner i fremtiden.

Han har dog et bud på, hvad der skal til for at få en mere nuanceret dækning af Grønland.

“Hvis der er nogen, der er fast til stede, bliver de også nødt til at rapportere fra Grønland, når vi ikke står i en akut krisesituation. Det handler om, at vi skal have hverdagsbilledet med,” siger Søren Schultz Jørgensen.

FORSIDEN

« Gamle poster