REDAKTIONEN ANBEFALER

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I OPINION, OPINION

REDAKTIONEN ANBEFALER

TEKST: REDAKTIONEN
ILLUSTRATION: GRØNNINGEN 1, DR, TORTOISE, PALOMAR, YABAYAY MEDIA & ANTIPODE FILMS, ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Temperaturerne er tocifrede igen, dagene er længere, og fredag eftermiddag sidder DMJX’erne nu udenfor i solen og drikker deres Kurt-øl. Foråret har meldt sin ankomst! Om du forsøger at suge hver en solstråle med en bog i hånden, går flere ture med podcast i ørerne eller helst vil sidde under dynen med en god film, har vi din ryg.

Avisens redaktion har samlet en række anbefalinger, som du kan nyde både inde og ude. Nogle er spiselig erhvervsjournalistik, andre er de personnære fortællinger, der ligger bag udenrigspolitiske emner. Og selvom det måske ikke lyder som noget, du plejer at interessere dig for, kan du sagtens blive fanget. Lækker formidling kan gøre hvert et emne spændende. God fornøjelse!

No Other Land (Yabayay Media & Antipode Films) er ikke bare en rørende, smuk og hårrejsende dokumentarfilm, men også decideret fænomenal journalistik. En palæstinensisk ung mand bosat på Vestbredden filmer de bosættere, der ødelægger hjem og liv. En israelsk journalist mødes med den unge mand. Herfra følger man konflikten tage til, hvor deres venskab udvikler sig, og den nu lidt ældre palæstinenser mister håbet. Den er relevant, aktuel og det er ikke mærkeligt, at den lige har vundet en Oscar for bedste dokumentar. Se, se, se!

En historie om mennesket (Grønningen 1) er en bog, hvor Rane Willerslev og ledende forskere fortæller om menneskets fascinerende historie. Bogen tager dig med på en rejse helt tilbage til nogle af de første mennesker og til dengang Homo sapiens ikke var den dominerende menneskerace. Bogen tager os også igennem den skelsættende landbrugsrevolution, hvor mennesket gik fra at være jægere og samlere i et nomadesamfund til at være fastboende agerbrugere.

Sorte tal (DR) er podcasten til dig, der gerne vil vide lidt mere om, hvad der foregår i de vigtigste danske virksomheder. Hver uge tager vært Ulrik Rosenkvist sammen med sin faste makker Sune Aagaard lytteren igennem de største nyheder på C25-fronten, stalker topdirektørerne på LinkedIn og gætter ‘ugens tal’. Det kan lyde lidt erhvervsnørdet, men selvom vokabulariet er præget af CBS-ordbogen, sørger værterne for en krog i virkeligheden, så alle kan være med. Et godt sted at starte sin nye interesse i erhvervslivet.

Sweet Bobby (Tortoise) er en podcast, hvor Alexi Mostrous undersøger en af Englands værste tilfælde af internetsvindel gennem identitetstyveri og kærlighedsmisbrug. Podcastserien fortæller historien om Kirat og Bobby. Forholdet mellem Kirat og Bobby er ægte, men foregår over telefonen og Skype. Podcasten tager lytteren gennem hele forløbet, fra før Bobby kontakter Kirat til den grue ende, hvor Kirat endelig finder ud af, hvem hun i virkeligheden har talt med i alle de år. Serien udfolder sideløbende en undersøgelse af ‘Bobby’ og forsøger, i løbet af de seks episoder, at gøre det, politiet ikke kunne gøre: Hjælpe Kirat til en form for retfærdighed og afslutning på et 10 år langt misbrug af hendes tid, penge og person.

Slavenation Danmark (DR) er et godt alternativ til dramadokumentaren ’Slave af Danmark’. Der har de sidste mange uger været heftig debat om DR’s nye dramadokumentar ’Slave af Danmark’, men allerede tilbage i 2017 lavede DR en historisk dokumentar om tiden, hvor Danmark var en slavenation. I tre afsnit á cirka 30 minutter tager vært og historiker Cecilie Nielsen os tilbage til et dystert kapitel i danmarkshistorien, som vi ved alt for lidt om. Så hvis du ligesom anmelder Henrik Palle fra Politiken også ønsker mere perspektiv og historisk kontekst og mindre dramatiseret underholdning, så er historieserien ’Slavenation Danmark’ et godt bud.

Mit elskede land (Palomar) af Jelena Kostjutjenko er en reportagebog, der giver et indblik i hverdagens Rusland under Vladimir Putins styre. Her møder forfatteren helt almindelige russere i samfundets udkant og følger deres liv præget af blandt andet korruption, alkoholisme og fattigdom. Kostjutjenko er journalist og var tidligere medarbejder ved den uafhængige og nu lukkede avis Novaja Gazeta, inden hun søgte eksil i Vesten.

FORSIDEN

Journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer med de kommende journalister: “Du ved ikke en skid, før du har spurgt”

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | INDE, NYT I INDE

Journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer med de kommende journalister: ”Du ved ikke en skid, før du har spurgt”

Vil du være nyhedsredaktør, reporter, vært i radioen eller et anstændigt menneske? Så læs med, når den garvede journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer fra tredive år i branchen.

TEKST: ROSALINA KJELDSEN BENDIX
FOTO: SARAH ARGE

Udgivet den 27. marts 2025

”Hvorfor får han lov til det?”, ”Hvorfor vægter vi ikke?” og ”det er også for dårligt, at…”

Marie Louise Toksvig sidder i vindueskarmen på Ekstra Bladets redaktion og galper op om irriterende mellemledere, da hun i 1993 er i praktik. Ved siden af sidder hendes kollega Philip Lauritzen ved sin computer og lader fortsat fingrene danse over tastaturet med en Rød Prince dinglende ud af munden. Da hendes talestrøm forstummer, fjerner han cigaretten.

”Jeg forstår dig godt, Marie Louise. Det er fandme også skideirriterende. Ved du hvad, jeg synes? Jeg synes, du skal sætte dig på din røv og lave nogle gode historier. Så får du det meget bedre,” siger Philip Lauritzen.

Tre årtier senere sidder hun i sin lænestol og tænder en smøg i eftermiddagssolen.

”Det er et af de bedste råd, jeg nogensinde har fået,” siger hun, tager et sug og begynder at dele ud af sine erfaringer fra 30 år i branchen.

De journalistiske dyder

Marie Louise sidder afslappet i sin spisestue og gestikulerer med hænderne som en naturlig del af sin fortælling om journalistikkens plads i samfundet. Den eneste pause, hænderne får, er, når de står stille for at tænde en cigaret eller slukker gløden i hendes askebæger med porcelænsgæs.

”Journalistens opgave er at fortælle samfundsborgerne om samfundet. Vi skal forstå hinanden, fordi uden forståelsen er der ingen samtale,” siger hun.

Grundlaget for samtalen skal journalisterne facilitere og kvalificere ved at pumpe viden, forståelse og indsigter ud i samfundet, så borgerne har de nødvendige forudsætninger for at kunne tage del i samfundet.

Hun sidder i lænestolen med højhælede støvler, opsat hår og en grå sweater. I ny og næ rejser hun sig for at få gang i blodcirkulationen, mens hun fortæller om de grundlæggende journalistiske principper: Man må ikke lyve, man skal være fair, neutral, kritisk og fordomsfri. For de vigtige ord er ikke dem, der kommer ud af journalisten, men de ord, der kommer ud af mennesket overfor.

”Min interesse skal være oprigtig og ikke båret af en forudindtagethed om, at sandheden imellem os, den har jeg defineret på forhånd. Vi journalister er ikke sat i verden for at dømme eller gætte,” understreger hun.

Hun sætter sig igen og slipper sit gråbrune hår fri af hårnålene i nakken.

”Og så skal vi være kritiske, men det betyder ikke at være mistroisk. Kritisk betyder at være undrende, skeptisk og nysgerrig,” siger Marie Louise Toksvig.

Det handler ikke om dig

”Det handler ikke om dig, det handler ikke om dig, det handler ikke om dig.”

Sådan siger Marie Louise Toksvig til sig selv, inden hun går i studiet for at sende en times ‘Tabloid’ på P1. I programmet inviterer hun hver uge lytterne med ind i det redaktionelle maskinrum og varedeklarerer journalistikken, når hun som vært taler med journalister om deres valg og fravalg.

Som vært handler det ikke om at profilere sig selv og vise, hvor dygtig man er, men om at fortælle en historie eller få de gode svar, så lytteren bliver klogere.

”Vi vil allesammen gerne tage os godt ud, uanset om vi klæder os på for at gå ud ad døren eller stiller os ind i et radio- eller TV-studie. Men det er ikke det vigtige for dem der betaler,” siger hun.

Vær grundig og forstå problematikken

Der var aldrig blevet læst Ekstra Bladet i hendes barndomshjem. Her blev der læst Børsen og Politiken, men tabloidavisen var sikkert et fint sted at øve sig, sagde hendes mor, da hun landede sin praktikplads.

”Tit er forestillingen om den tabloide journalistik, at den er overfladisk og fræk. Hvis man kan få blod, bryster og sæd, så er det fedt, men den tabloide journalistik, som jeg har lært, handler om at stå på et stort fundament af viden for at være i stand til at tillade sig at vinkle skarpt,” siger hun.

For at vide meget, bliver man nødt til at opsøge dem, der ved noget. Man kan ikke sidde på redaktionen og tænke sig til svarene, og hvordan virkeligheden ser ud, mener hun.

”Jeg skal forstå mennesket og problematikken, før jeg beslutter mig for, hvad der er væsentligt at fortælle videre til andre. Du ved ikke en skid, før du har spurgt,” siger Maire Louise Toksvig.

Sjusk

Det er vigtigt at være præcis med sproget og sætte sine kommaer korrekt, for det er dit værktøj som journalist.

”Vi har sproget, og sproget har muligheden for at nuancere, præcisere og definere. Og i sidste ende at sikre, at vi taler om det samme, når vi fører en samtale,” siger hun.

Det er basal ordentlighed at gøre sig umage med sproget, mener hun.

”Tænk, hvis blikkenslageren sjuskede med tingene, så ville der løbe vand udover det hele. Det er det første indtryk, andre mennesker får af dig. Det svarer til, at du møder op på date med broccoli mellem tænderne og lugter af armsved,” siger Marie Louise Toksvig.

Uden grundigheden bliver journalisterne for nemme at kritisere, mener hun.

Om Marie Louise Toksvig

Marie Louise Toksvig er 56 år og uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1995 med praktiktid på Ekstra Bladet. Hun har et langt og alsidigt arbejdsliv bag sig, hvor hun har arbejdet som reporter, researcher, tilrettelægger, redaktionschef på både avis, TV, radio og web ved de store mediehuse som DR, TV 2 og Politikens Hus. Hun er derudover forfatter og har især beskæftiget sig med debat, rets- og kriminalstof og aktualitetsprogrammer, blandt andet som vært på P1 Debat, og er i dag aktuel med programmet Tabloid på P1.

Feminist? Aktivist? Nej. Journalist

Tre kvinder kan godt tage en kittel på og kalde sig behandlere, men der er forskel på, om den ene har læst medicin på universitetet, den anden har en fodterapeutuddannelse, og den tredje har været på weekendkursus i krystalhealing.

”Som forbruger skal man kunne afkode, hvad man har med at gøre. Det bliver svært for medieforbrugeren, hvis journalisten både vil være meningsdanner, ekspert og reporter, ” siger Marie Louise Toksvig, mens hun deler rummet op i kasser med sine hænder.

”Vi skal som journalister minde os selv om, hvad vores opgave er, og hvad den ikke er.”

Hvis man gerne vil arbejde som journalist, er der, i hendes optik, noget andet, man må undvære. Eksempelvis at deltage i en offentlig debat.

”Når der nu er den store udfordring med tilliden til os, så er det måske endnu vigtigere at kunne sige: ’Hør her, jeg står her, fordi jeg har en opgave, ikke fordi jeg har en personlig mission’,” påpeger hun.

Stå ved det

Under en demonstration imod nedlukningen af Radio24syv, gik Marie Louise Toksvig hen for at se, hvad der foregik, og fandt sit livsmotto på et aflagt skilt på jorden. ’Stå ved det,’ stod der.

”Det er mit opdragelsesprincip i alle relationer. Vi skal være gennemsigtige med journalistikken og turde indrømme, når vi har lavet en fejl eller kunne have gjort tingene på en bedre måde,” siger hun.

Det er særligt vigtigt at tage ansvar i et fag, der har så stor magt, og som kan gøre skade på enkelte mennesker, hvis ikke man forvalter den magt, man har, med omhu. Hun rejser sig op og går ud i køkkenet på sine sylespidse hæle, mens hun taler videre.

”Hvis ikke vi som journalister kan stå ved det, vi gør, hvorfor fanden skulle nogen så tage os alvorligt, når det er dét, vi beder alle andre om?” siger hun og vender tilbage til lænestolen med en ny lighter.

”Hæderlige, anstændige mennesker står ved det, de gør. Stå ved det, og opfør dig ordentligt,” siger hun og smiler.

”Jeg skal forså mennesket og problematikken, før jeg beslutter mig for, hvad der er væsentligt at fortælle videre til andre. Du ved ikke en skid, før du har spurgt.”

– Marie Louise Toksvig

”Hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være”

Som journalist starter man forfra hver dag, og det fordrer, at man bliver ved med at være interesseret i sagen og mennesket. Man skal være optaget af at finde viden, indsigter og historier, samtidig med at man bevarer ydmygheden og nysgerrigheden til at gøre det igen og igen – altid med fokus på, hvad journalistikkens opgave er. Den dag, man ikke kan det, skal man holde op med at være journalist, fik Marie Louise Toksvig at vide af sin kollega Niels Frederik Westberg, da hun var praktikant på Ekstra Bladet.

”Det er de to mest markante råd fra min ungdom, jeg kan huske, som har haft betydning for mig. Det handler ikke om mig, og hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være,” siger hun.

Nu deler hun selv sine egne råd og erfaringer med de kommende journalister.

Den lille gajolpakke af råd

Vær oprigtigt interesseret

Det handler ikke om dig

Du ved ikke en skid, før du har spurgt

Vær grundig og præcis

Værn om din integritet

Stå ved det, og opfør dig ordentligt

Hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være

FORSIDEN

Skyd brystet frem, Batman

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I OPINION, OPINION

NYT I OPINION | OPINION

Skyd brystet frem, Batman

TEKST: MADS KLEIS
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

I sidste udgave af Bunkeren faldt jeg over et debatindlæg, jeg syntes skulle basse lidt ned. Her blev der skrevet med store bogstaver og malet med den bredeste pensel.

Skolens foreninger skulle efter sigende være skabt af højrøvede studerende og tjene til at egobooste og fordreje drivkræfternes selvbilleder. Det, synes jeg, er et selvmål af dimensioner kommende fra en skribent, der selv har stået i spidsen for en forening og derfor om nogen må kende til det arbejde, der ligger i det.

Skribenten insinuerer videre, at bevæggrundene for de opblæste elevers engagementet i foreningsarbejdet skulle være en idé om, at det gør dig til et bedre menneske, en bedre journalist, lover dig en fremtid.

Jeg må bare erkende, at jeg ikke kan genkende analysen – selvom jeg forstår, hvor kritikken kommer fra. For der er givetvis elever på skolen, der lever op til beskrivelsen, men brodne kar skal ikke have lov at skabe en usund og antidemokratisk diskurs. Hvilket jeg desværre føler, det sikkert velmenende indlæg efterlader mig indtrykket af.

For ja – overdrivelse fremmer forståelsen. Men en overdreven overdrivelse skaber et falskt narrativ, der i værste fald afholder elever fra at tage ansvar, fordi de frygter, hvad onde tunger tænker om dem i et, i forvejen, hyper-selvbevidst studiemiljø.

Hvad jeg til gengæld godt kan genkende, er opfattelsen af det snobberi, der ligger i skolens omdømme. At vi skulle være den ypperste journalistuddannelse, fordi vi er den originale, og at vi er de bedste, fordi vi har klaret ’Danmarks sværeste optagelsesprøve’. Det kunne vi langt hen ad vejen godt slappe lidt af med. Men er der ét sted, hvor vi har noget at have det i, er det vel netop på foreningsfronten?

For vi har et væld af foreninger i alle diskokuglens farver, der spænder fra fodbold over drukfaciliteret hygge til grundig skolekritisk journalistik og dokumentarisme. En fuldstændig gratis omgang studiefaglig hygge og blød indføring i foreningsarbejde, der skiller os ud fra mængden, og som vi kan være stolte af.

Men foreningerne driver ikke sig selv. De er ikke en naturlig selvfølge, om end de bliver holdt kunstigt i live af filantropiske indsprøjtninger fra Berggren-fondet, KaJ og DSR. Hvis ledelsesgange i øvrigt på ingen måde forekommer mig hverken højrøvede eller opblæste, men rettere forudsætningsskabende og ambitionsfremmende.

For selvom den økonomiske støtte flyder støt og loyalt, er foreningerne intet uden de elever, der løfter opgaven til glæde for alle de unge og håbefulde, der har lyst til mere end JM og JiS. Til glæde for dem, der har så meget blod på tanden, at biblioteket, radiostudiet og klipperummet sjældent får en pause.

Det kræver tid og kræfter at føre en forening videre. Det kræver ansvarsfølelse og passion. Og hvis denne luksusvare fortsat skal udbydes på indbydende vis, skal vi for guds skyld ikke udskamme dem, der lægger kræfter i, at studiemiljøet også er lækkert efter lukketid.

Jeg står selv i spidsen for Genlüd. En opgave jeg overtog her på mit tredje semester. Jeg har måske sammenlagt brugt over 30 timer bare i løbet af den første måned på alt fra valg af nye redaktører, møder og foreningsbazar til læsning af programansøgninger, planlægge sendefladen og at være der for vores medlemmer.

Og hvad får jeg så ud af det? En radio med omtrent 100 daglige lyttere. Hvis mit engagement som ansvarshavende chefredaktør skulle være forankret i en motivation om prestige og selvpromovering, så synes jeg, at det er en høj og disproportional pris at betale for et medie, der sjældent bliver hørt af andre end værternes egne venner og familier.

Er det derimod forankret i at være garant for en videreførelse af en traditionsbåren studieaktivitet, jeg selv satte stor pris på, da jeg sendte radio på mit første semester, så synes jeg, det er godt givet ud i den større sags tjeneste. Det er heldigvis sådan, jeg vælger at anskue det.

SELVFØLGELIG skal vi ikke føre os frem og basere hele vores identitet på en foreningspost. Ligesom vi SELVFØLGELIG ikke skal pisse på et stødhegn. To sandheder jeg anser for at være lige vidt universelle. Men SELVFØLGELIG skal vi turde at engagere os i fællesskabet og stille os frem uden fare for at blive framet som en opblæst nar.

Jeg er, som det forhåbentlig skinner igennem, altså grundlæggende uenig i betragtningen. Men hvor vi til gengæld er helt enige, er at man møder en masse mennesker uden for sit eget semesters osteklokke. Jeg synes så heldigvis bare, at der er langt mellem de trælse varianter og kort mellem de ydmygt flittige.

Så vær med i foreningerne! Og vælg lige præcis den eller dem, du brænder for, så din interesse afspejler sig i din indsats. Og skyd brystet frem, Batman. Du har fortjent det. Men vær en god kammerat i processen. Det er dét, det hele handler om, og ikke spor andet.

“Jeg styrer solen herfra,” joker han.

FORSIDEN

Hvor går grænsen? Mediernes dilemma i dækningen af MeToo-sager

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | GRÆNSER, NYT I TEMA, TEMA

GRÆNSER | NYT I TEMA | TEMA

Hvor går grænsen? Mediernes dilemma i dækningen af MeToo-sager

MeToo-sager har rejst spørgsmål om mediernes rolle og ansvar i dækningen af seksuelle krænkelser. I spændingsfeltet mellem hensynet til ofrene, offentlighedens interesse og de anklagedes retssikkerhed vælger Information og Ekstra Bladet forskellige tilgange til, hvordan de dækker MeToo-sager.

TEKST: ANNA SØNDERGAARD ANDERSEN & ANNA ELMER KRUSE
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

UDGIVET 27. MARTS 2025

Midt på den oplyste scene står Sofie Linde til Zulu Comedy Galla 2020. Publikum forventer den næste vittighed, men i stedet gengiver hun en kommentar, som hun fik fra en ‘stor kanon’ i forbindelse med en julefrokost på DR, da hun var 18 år.

“Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere,” havde han angiveligt sagt.

Med en rolig, men fast stemme bryder Sofie Linde tavsheden om sexisme i den danske mediebranche. Talen betragtes af mange som dét, der for alvor sætter gang i MeToo-bevægelsen i Danmark. En bred række af MeToo-sager bliver i de efterfølgende år dækket massivt i medierne, hvor både offentlige personer og organisationer bliver afsløret og stillet til ansvar.

Hvor meget skal krænkeren outes?

Siden Sofie Linde brød tavsheden, har spørgsmålet, om hvorvidt medier bør afsløre navnene på krænkere i MeToo-sager, været en stor del af de redaktionelle overvejelser hos Ekstra Bladet og Information, som Illustreret Bunker har talt med. Ekstra Bladet ser en vigtig opgave i at afsløre magtfulde personer, der har krænket andre.

”Jeg mener helt sikkert, at Ekstra Bladet har en vigtig rolle i både at afsløre, oute, name og shame krænkere med magt i det her samfund,” siger James Kristoffer Miles, som er redaktionschef for Ekstra Bladets nyhedscenter.

Som redaktionschef har han været inde over de overordnede redaktionelle beslutninger og overvejelser i dækningen af MeToo-sager.

Avisen har dækket adskillige MeToo-sager, hvor de sætter navn på de anklagede. James Kristoffer Miles forklarer, at det er med hensyn til offentlighedens interesse og en del af den journalistiske pligt at holde magtfulde personer ansvarlige. Hos Information ønsker man i højere grad at afdække de strukturelle forhold, der muliggør krænkelser, fremfor at pege på enkeltpersoner. Derfor vil Information gå langt for at anonymisere de anklagede.

Laura Friis Wang arbejder som journalist på Informations indlandsredaktion og har været med til at dække MeToo-sager i DR-symfoniorkester og Liberal Alliances Ungdom. I 2022 blev Laura Friis Wang desuden nomineret til Cavlingprisen for dokumentaren ‘MeToo: Sexisme bag skærmen’, som beskriver en række kvinder, der har oplevet sexistisk adfærd og kultur på TV 2.

”For os har det handlet om ikke at være en offentlig domstol, hvor vi hænger specifikke mænd ud. Det er interessant for os at beskrive, hvilke strukturer og kulturer som gør, at krænkelserne har kunnet finde sted,” siger hun.

Hun nævner, at der samtidig kan være tilfælde, hvor det er nødvendigt at bringe navne for at kunne fortælle historien fyldestgørende. Et eksempel er sagen om Frank Jensen, som trådte af som overborgmester i København i 2020, efter en række krænkelsessager blev rejst mod ham.

”I denne historie ville man ikke kunne anonymisere ham og samtidig bringe historien meningsfuldt, fordi han var overborgmester,” siger hun.

Ja, MeToo-sager har offentlighedens interesse

Både Ekstra Bladet og Information understreger, at dækningen af MeToo-sager er i offentlighedens interesse. Selvom de kan have forskellige tilgange til, hvordan historierne formidles, er de enige om, at medierne har et ansvar for at bringe sagerne frem i lyset – særligt når de involverer personer med magt.

Laura Friis Wang mener, at medier har en særlig opgave i at afdække magtmisbrug og sikre, at krænkelser ikke forbliver skjult.

”Vi har, som publicistisk medie, et ansvar for at få de her sager frem i lyset,” tilføjer hun.

Hos Ekstra Bladet deler man det synspunkt. James Kristoffer Miles fremhæver, at offentligheden har ret til at kende sandheden, når mennesker i magtfulde positioner handler forkert.

Hvornår er der belæg nok?

Spørgsmålet, om hvornår der er tilstrækkeligt belæg for at offentliggøre en MeToo-sag, er centralt hos både Ekstra Bladet og Information. Begge medier er enige om, at der ikke er en bestemt fremgangsmåde.

Selvom begge medier arbejder ud fra forskellige strategier, er spørgsmålet om belæg og kildegrundlag noget, der i høj grad optager begge redaktioner og er et af de mest komplekse etiske dilemmaer i dækningen af en sag. Redaktionerne vurderer derfor løbende, hvornår en sag er stærk nok til at bringe.

”Der skal meget til. Det er historier, hvor man bringer oplysninger om personers ry og rygte.

Vi skal være så sikre som overhovedet muligt på, at det, vi bringer, er rigtigt,” siger James Kristoffer Miles.

Hos Information er den overvejelse tilsvarende. Ifølge Laura Friis Wang handler det i høj grad om en vurdering, som sjældent kan styres af faste regler.

”Man kan ikke sige, at vi har en tommelfingerregel. Det vil altid være en konkret afvejning og genstand for rigtig mange journalistiske overvejelser og diskussioner, hvornår man synes, man har nok til at bringe historien,” siger hun.

I MeToo-sager findes der forskellige typer af belæg såsom vidnesbyrd. Fysiske beviser er dog den dokumentation, der spiller den primære rolle.

”Hvis man har et papirspor, vejer det tungt. Et vidnesbyrd, der for eksempel er ledsaget af skriftlig dokumentation som SMS’er eller mails, gør en kæmpe forskel,” siger hun.

Hensynet til ofrene

Et helt centralt hensyn i dækningen af MeToo-sager er beskyttelsen af de personer, der står frem som ofre for krænkelser. Både hos Ekstra Bladet og Information understreges vigtigheden af at tage vare på de krænkede parter i processen.

”Den største etiske overvejelse er hensynet til de ofre, som har været udsat for krænkelsen,” siger James Kristoffer Miles.

På redaktionen er der altid opmærksomhed på, hvordan ofrene påvirkes af den offentlige omtale, både under afdækningen og efter en historie er bragt. Det samme gælder hos Information, hvor hensynet til ofrene udgør en afgørende rolle, både når det gælder anonymisering og den måde, historierne formidles på.

”Man vil virkelig eliminere alle risici for, at man kommer til at hænge en forkert person ud,” siger Laura Friis Wang.

Hun understreger samtidig, at det etiske ansvar over for kilden, der fortæller sin historie, er mindst lige så stort.

Det handler ikke blot om at beskytte kildens identitet udadtil, men også om at tage hånd om hele processen fra den første samtale til en eventuel offentliggørelse. Anonymisering er derfor et væsentligt værktøj hos Information. Dog er en anonymisering ifølge Laura Friis Wang en langt mere kompleks opgave end blot at undlade et navn. Der kan nemlig være meget andet end et navn, der kan pege på den anklagede.

MeToo i bølger

I fremtiden vil mediernes dækning af MeToo-sager fortsat kræve store overvejelser om, hvornår en historie bør og er klar til at blive publiceret.

”Jeg tror, det kommer til at gå i bølger. Der vil være perioder, hvor medierne har ekstra appetit på bestemte typer MeToo-historier, og så kan der opstå en risiko for, at sager bliver bragt, som måske ikke burde være det,” siger James Kristoffer Miles.

Samtidig understreger han vigtigheden af at fastholde de journalistiske principper, der er blevet styrket gennem MeToo-dækningen.

”Jeg håber, at vi fremover vil holde fast i de principper, MeToo har lært os: At have fokus på de krænkedes ve og vel og være ekstra kritiske over for magthavere,” siger han.

Laura Friis Wang peger på, at de erfaringer, som medierne har gjort sig under MeToo-bølgen, har ført til en mere bevidst tilgang.

” Jeg tror og håbe, at journalister. også i fremtiden, har et ekstra kritisk fokus, hvis de hører, at her er tale om en borgmester. topschef, TV-vært eller fagforeningsboss,” siger hun.

Jeg tror og håber, at journalister. også i fremtiden, har et ekstra kritisk fokus, hvis de hører, at her er tale om en borgmester. topschef, TV-vært eller fagforeningsboss

– Laura Friis Wang, journalist, Information

FORSIDEN

Eksperter er uenige: Kan man blande satire og journalistik?

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | GRÆNSER, NYT I TEMA

GRÆNSER | NYT I TEMA

Eksperter er uenige: Kan man blande satire og journalistik?

Satire er et hyppigt debatemne. Ofte går spørgsmålet på, om den er god eller dårlig, sjov eller plat. Men med spalteplads og sendetid i mange af landets største medier melder spørgsmålet sig også, hvorvidt satire kan bruges som et journalistisk redskab. Spørger man eksperter, er svaret ikke så ligetil.

TEKST: BENJAMIN JÆGER & AMALIE HENRIKSEN
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

I januar 2025 skabte en anmeldelse i Avisen.dk stor debat, da journalist Søren Baastrup brugte ord som ’luder’, ’malkeko’ og ’vikingebøsse’ om deltagere i TV 2-realityprogrammet ’Spillet’. Anmeldelsen blev mødt med ramaskrig fra mange læsere og stor kritik i medierne.

Chefredaktør for Avisen.dk, Per Kuskner, var derefter ude at forsvare anmeldelsen med, at der var tale om satire. Satirestemplet kom dog først i kølvandet på kritikken og var ikke tidligere blevet varedeklareret.

Episoder som denne rejser spørgsmålet om satirens rolle i journalistik. For mens journalistikkens primære formål er at informere og analysere objektivt, bliver satire ofte forbundet med at provokere og kritisere. Så kan man egentlig tale om satire og journalistik på samme tid?

Satirens rolle i samfundet

Satire har længe været brugt til at udstille magtens absurditeter og skabe debat. Publicistiske medier som Charlie Hebdo og TV-programmer som The Daily Show bruger satiriske virkemidler til at belyse politiske og kulturelle emner. Ifølge Hanne Bruun, der er professor i medievidenskab på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ‘Dansk tv-satire. Underholdning med kant’, er satirens formål ikke blot at underholde, men også at kritisere og skabe refleksion.

Satire adskiller sig fra almindelig komik ved sine referencer – den handler altid om noget uden for sig selv.

“Satire er referentiel og indeholder et klart budskab. Den har en moralsk dimension og kritiserer aspekter af samfundet, som den mener, bør ændres,” forklarer Hanne Bruun.

Mads Zacho Teglskov, satireredaktør på Politiken og skribent på ’At Tænke Sig’, en daglig satirespalte i avisen, beskriver satire som en måde at behandle det etablerede, højtidelige og magtfulde med humoristiske virkemidler. Men satire kan også udfordre grænserne for, hvad der er acceptabelt. Hvis satire udelukkende provokerer uden en samfundskritisk vinkel, kan dens relevans diskuteres, ifølge Mads Zacho Teglskov. Han mener, at satire skal have et klart mål og en ansvarlig afsender.

Hånd i hånd eller hver for sig?

Spørgsmålet er så, om journalister kan bruge satirens kritiserende og målbevidste natur som et redskab? Dette spørgsmål deler vandene. Ifølge Mads Zacho Teglskov kan satire sagtens være en underkategori af journalistik, da den anvender mange af de samme metoder såsom idéudvikling, research og kildebrug.

”God satire kræver, at man stiller de samme krav til sig selv, som en journalist ville gøre. Et godt eksempel er ‘Tæt på Sandheden’, hvor Jonathan Spang begrunder sine pointer med fakta som en nyhedsvært ville gøre. Satiren bliver stærkere, når den har et journalistisk fundament,” siger han.

Hanne Bruun afviser denne opfattelse og mener, at journalistik og satire ikke er to sider af samme mønt. Ifølge hende har satire brug for nyheder som inspiration, men journalistik kan ikke være satirisk. Hun tilføjer, at kildekontrakten med målgruppen er anderledes i satire end i journalistik. Satire har til formål at være sjov, og derfor kan det ikke anvendes som et journalistisk redskab, da journalistikkens primære opgave er at informere objektivt.

”Når journalistik og satire forenes, kan det være en skarp og effektiv måde at formidle samfundskritik på.”

– Mads Zacho Teglskov, satireredaktør på Politiken

To forskellige dagsordener

Spørger man Hanne Bruun, er satirens og journalistikkens agenda i strid med hinanden.

“Du skal jo ikke kritisere magthaverne i journalistikken. Det er jo ikke journalistikkens fremmeste opgave at moralisere over, hvordan magten opfører sig,” siger hun.

Mads Zacho Teglskov mener, at satire kan fungere som et journalistisk værktøj. Når satire bruges på denne måde, kan den både informere og oplyse offentligheden, samtidig med at den bruger humor til at gøre budskabet mere tilgængeligt og engagerende.

“Når journalistik og satire forenes, kan det være en skarp og effektiv måde at formidle samfundskritik på,” siger han.

Satireforsker og foredragsholder Dennis Meyhoff Brink ser satire og journalistik som beslægtede, men med forskellige grundprincipper. Han påpeger, at satire kræver et element af fiktion, som ofte er overdrevet eller grotesk. På trods af dette mener han, at satire og journalistik kan spille godt sammen.

“Nogle af fordelene er, at man jo rent konkret som satirisk journalist kan tillade sig mere end en ikke-satirisk, seriøs journalist,” siger han.

Ifølge Dennis Meyhoff Brink er ‘Den korte radioavis’ et godt eksempel på netop det. Han påpeger, at programmet ikke er underlagt de samme regler om neutralitet, objektivitet og seriøsitet som almindelige nyhedsjournalister er. Men kombineret med journalistikken mener han, at der i programmet opstår en vellykket og effektiv fusion.

Satiren som et effektivt redskab

Satiren kan medføre bredere rammer for, hvordan man vil kunne tilgå journalistiske opgaver såsom interviews. Sådan mener Dennis Meyhoff Brink og nævner igen ‘Den Korte Radioavis’ som eksempel.

Op til valget i 2019 interviewede ‘Den Korte Radioavis’ fiktive vært Kirsten Birgit partilederen for Stram Kurs, Rasmus Paludan. I interviewet var hun enig med ham i, at 200.000 udlændinge skulle sendes ud af landet. Hun spurgte gentagne gange: ”Ja, det er en glimrende idé, men hvor skal vi sende dem hen?” Ved at blive ved med at anerkende forslaget og spørge ind til den konkrete udførsel, pressede hun ham, ifølge Dennis Meyhoff Brink, til et punkt, hvor han begyndte at modsige sig selv og fremstå mere ekstrem.

Denne metode er ifølge Dennis Meyhoff Brink effektiv, fordi den ikke giver interviewpersonen mulighed for nemt at affærdige spørgsmålene, som det ofte sker i traditionelle interviews, hvor politikere kan gentage deres talepunkter eller undgå svære svar. I satire bruges ofte en legende tilgang, hvor satirikeren indtager en rolle for at få den interviewede til at afsløre mere, end de måske ellers ville.

“Det er et af mange tilfælde, hvor man kan få folk til at sige nogle ret vilde ting, fordi man indtager en rolle,” siger han.

Varedeklaration er vigtig

Mads Zacho Teglskov er enig i de bredere rammer, når man som journalist bruger satire som redskab, men han mener også, at der er noget andet, der spiller ind.

“Det interessante er ikke kun de bredere rammer. Det handler også om, hvordan det bliver præsenteret,” siger han.

Han uddyber, at når han sætter satire i avisen, er det på en side, hvor læserne ved, at det er satirisk, sjovt og underholdende. Der er ikke de samme redaktionelle regler som for resten af avisen. Dog er det stadig udarbejdet gennem en grundlæggende journalistisk proces.

Problemet opstår altså, i Mads Zacho Teglskovs øjne, når satiren ikke er varedeklareret tilstrækkeligt. Når læseren, seeren eller lytteren ikke er klar over, at den journalistik, de bliver serveret, er journalistisk satire.

Dennis Meyhoff Brink er uenig og mener, at en alt for tydelig varedeklaration ødelægger oplevelsen af satire. Han argumenterer, at hvis man med store bogstaver skriver, at noget er satire, bliver det hele for udpenslet, før man overhovedet har haft chancen for at være med på joken.

”Det er som en kæp i hjulet,” siger han.

Mads Zacho Teglskov siger dog også, at tvivlen om, hvorvidt noget er journalistik eller satire, kan have konsekvenser.

”Hvis satire ikke markeres korrekt, risikerer man at underminere genren og skabe tvivl om journalistikkens troværdighed,” mener han.

FORSIDEN

Tør du skide på skolen?

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | INDE, NYT I INDE

INDE | NYT I INDE

Tør du skide på skolen?

Flere af de studerende er utilfredse med sensorskyl-funktionen på toiletterne. Nogle studerende dropper helt at bruge dem.

TEKST: MADS MANDAU & ASTRID BISGAARD
FOTO: ZIFAN ZHANG

Udgivet den 27. marts 2025

Jeg sidder på toilettet, mens jeg skriver det her. Jeg har lige fået skyllet mit legeme for anden gang på tre dage. Jeg er træt. Træt af de her toiletter. Træt af at sensorerne på magisk vis altid virker, mens jeg sidder på toilettet, så jeg får køligt toiletvand på alt syd for navlen. Dog virker de aldrig, når jeg beslutter mig for at lave ’nummer to’. Det bliver altid en akavet gang ud fra toilettet med et brændende ønske om, at der ikke står nogen og venter.

Så nu har jeg fået nok. Jeg er derfor gået i gang med et større projekt om vores toiletter.

Den infrarøde sensor styrer, hvornår toilettet skal skylle ud. Den har, på papiret, et hæderligt formål: At gøre dit liv nemmere! GROHE, som er virksomheden, der har designet den infrarøde sensor, skriver på deres hjemmeside en lang række fordele ved at have en sådan funktion.

Udover maksimal komfort og hygiejne, beskriver GROHE også deres infrarøde sensor som holdbar, justerbar og med en indbygget tyverisikring.

Oven i alle disse herligheder er det også muligt at tilkøbe en GROHE-fjernbetjening. Med denne kan man tilgå ekstra indstillinger samt monitere sit vand- og energiforbrug og måske endda skylle ud i toilettet, når man selv ønsker det.

Sensoren er skabt til at gøre vores toiletbesøg nemmere, men det er desværre ikke altid realiteten. Katinka Ødegaard, journaliststuderende fra andet semester, er frustreret over sensoren i det hele taget.

“Jeg forstår slet ikke tanken bag. Hvis sensoren handler om hygiejnemæssige hensyn, er en håndvask med sensor nok for mig. Bakterierne fra en manuel skyl ud-knap ville forsvinde, så snart jeg vasker hænder,” siger hun.

Det første, jeg gør, er at kontakte GROHE for at høre, hvad de tænker om problemet med deres toiletter. GROHE svarer tilbage, at de beklager problemet og sjældent møder klager over deres sensorer.

Karin Løntoft Degn-Andersen, som er administrationschef og ansvarlig for Bygning og Facility, forklarer, at det vil blive for dyrt for skolen selv at betale. Hun har ikke det præcise tal på omkostningerne, men hun ved, at det er omkring et par 100.000 kroner. Et regnestykke, som blev lavet helt i starten ved installationen af sensorerne, da toiletterne blev bygget.

Skolen fandt ud af, at de ikke kan nøjes med at udskifte sensorerne, for så skal toiletterne også skiftes ud. Da man diskuterede problemet, forsøgte man derfor at regne omkostningerne ud.

En af ulemperne ved skyl ud-sensoren er, at den skyller uhensigtsmæssigt ud. Man opvejede spildet af vand i kroner mod udgiften ved at bygge nye toiletter.

Der var desværre for stor forskel til, at det gav mening. Altså ville man hellere have toiletter med et par ekstra skyl fremfor at skifte toiletterne ud.

Skyl eller ikke skyl

Kristian Runge fra første semester, der i forvejen var nervøs til optagelsesprøven, mener, at toiletsituationen, han oplevede, gjorde hans optagelsesprøve yderligere ubehagelig. Han husker tydeligt nerverne på dagen, og situationen blev kun værre for ham på toilettet. Det gjorde, at Kristian Runge fik et ærgerligt førstehåndsindtryk af skolens faciliteter.

“Man er meganervøs, og derfor sker der en naturlig reaktion i maven. Af den grund er det uhensigtsmæssigt, at man ikke kan skylle ud, efter man har leveret, hvad der nu skal leveres. Og det er også pinligt, når man skal forlade toilettet,” fortæller han.

Andre kan være heldige at kende problemet inden studiestart, som Jeppe Grue på andet semester, der blev gjort bekendt med problemet på den første dag, hvor man som studerende på DMJX møder undervisere og bliver introduceret til skolen – dagen kaldes også ’dagen-før-dagen’. Her fik han et trick til problemet, som blev en livline til fremtidige toiletsituationer.

“Du hopper og drejer 360 grader rundt om dig selv. Så enkelt er det. Så tror jeg, toilettet ser, at jeg har en fest og belønner mig med et skyl,” fortæller han.

Tricket er blevet en fast del af Jeppe Grues dagligdag på DMJX og hjælper ham sommetider ud af de uheldige toiletsituationer. Det smiler både han og jeg over, og selvom det lyder åndssvagt, så virker det for ham.

Kun i et nødstilfælde

Der er flere, der er utilfredse med skolens toiletter, da man ikke kan være sikker på skyl på det rette tidspunkt. Det er noget, som Jeppe har hørt flere af sine medstuderende nævne.

“Jeg har snakket med flere om, at man skal kunne turde gå på toilet på skolen. Flere venter simpelthen, til de kommer hjem. Når skolen også har så flot interiør ellers, skal det være på plads” siger han.

Skolen blev færdigbygget i 2020, og som Jeppe nævner, står den nye bygning i kontrast til de toiletter, der er installeret her.

Så hvad kan man gøre, når toiletterne ikke kan skiftes ud?

For at løse problemet med toiletternes skyl ud-funktion valgte man på administrationsgangen at sætte små skilte op, fortæller Karin Løntoft Degn-Andersen. Skiltene forklarer, hvordan man kan få sensoren til at skylle ud. Jeg vender derfor tilbage til Karin Løntoft Degn-Andersen og spørger hende, om vi ikke kan gøre det på alle toiletter. Hun svarer, at ”selvfølgelig kan vi da det!” Hun ville faktisk have gjort det før, men har ikke modtaget henvendelser fra studerende.

Hvorfor Karin Løntoft Degn-Andersen ikke har modtaget henvendelser fra studerende, er der måske en meget specifik grund til. Emilie Ryberg Rahbek Hansen fra andet semester forklarer, at de i hendes vennegruppe ikke har overvejet at gå til administrationen.

“Vi kan sagtens snakke om problemet i min vennegruppe, men ingen af os har haft lyst til at gå videre med det. Selvom det ikke er et tabu at snakke om blandt eleverne, føles det grænseoverskridende for os at skulle gå til administrationen,” siger hun.

Så til jer, der er trætte af toiletterne på skolen: Nu er der sat etiketter op på toiletterne, så alle ved, hvad de skal gøre. Hvis du ikke får set skiltet, står der følgende:

’Hvis toilettet ikke virker, så hold hånden hen til sensoren i 10 sekunder og slip.’

Jeg kan ikke garantere, at guiden vil virke hver gang, men du vil forhåbentligt få flere succesoplevelser end tidligere.

Studerende er utilfredse med Starbucks på DMJX, så hvorfor er kaffegiganten i kantinen?

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | INDE, NYT I INDE

INDE | NYT I INDE

Studerende er utilfredse med Starbucks på DMJX, så hvorfor er kaffegiganten i kantinen?

I en pjece hængt op på skolen opfordrer en gruppe studerende til boykot af den nyåbnede Starbucks-del af kantinen. Der er dog forskellige holdninger til, hvorvidt Starbucks’ brand bør være til stede på DMJX

TEKST: SOPHUS JORDT PETERSEN
Illustration: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Det var ikke kun de nye studerende, der havde første skoledag på DMJX i Aarhus, da det nye semester startede. Kantinen havde også fået en ny elev i klassen.

I caféhjørnet overfor diskokuglen hang nemlig et stort skilt med nyheden til de kaffehungrende studerende om, at man snart kunne købe Starbucks-produkter i kantinen.

Snart spredte der sig en duft af kaffe, der var bedre end den velkendte sekskronerskaffe, da caféen åbnede kort efter.

Men ikke alle studerende sad tilbage med lige god smag i munden ved indtoget af den amerikanske kaffegigant.

De nye kantineprodukter har nemlig rejst debat om, hvad skolen kan tillade sig at have i kantinen, og hvor politisk skolen bør være.

‘Boykot Starbucks’

Fotojournaliststuderende Elise Dağdeviren hører til dem, der ikke vil købe en kop kaffe fra den nye Starbucks-afdeling.

Sammen med en gruppe medstuderende har hun hængt pjecer op på skolen med budskabet: ‘Boykot Starbucks.’ Gruppens budskab skyldes Starbucks’ involvering i israelske interesser.

På pjecerne refereres den canadiske pro-palæstinensiske organisation CJPME’s kritik, som blandt andet går på, at Starbucks’ grundlægger og CEO er zionist og pro-israelsk.

Kritikken fra CJPME går også på, at Starbucks har lagt sag an mod en ansat for at tweete: ’Solidarity with Palestine’, og at en række investorer i Starbucks har aktier i våbenproducenten Elbit.

Elise Dağdeviren vil gerne have, at folk aktivt tager stilling til, hvilke produkter de køber i kantinen.

“Hvis man har taget stilling og kan gøre det med god samvittighed, værsgo. Men har man dårlig samvittighed, så er det vel fordi, man tænker, at der er noget forkert ved det – ellers ville man ikke have det dårligt over det?” siger hun.

Hvorfor Starbucks?

Kritikken kommer nok ikke som en overraskelse for Starbucks, der tidligere har oplevet en global boykot-kampagne med samme anklager.

Blandt kopperne står nemlig et skilt med overskriften: ‘Starbucks for the Record’ og en henvisning til en FAQ, hvor de blandt andet skriver: ‘Når der cirkulerer ukorrekte oplysninger om vores virksomhed online, mener vi, det er vigtigt at respondere med fakta og tydeliggøre vores holdning til vigtige emner.’

Udover at fraråde sine medstuderende at købe Starbucks-produkter, undrer Elise Dağdeviren sig over, at DMJX kan tillade kantinen at have en Starbucks.

Hun mener, at når skolen ikke tager afstand fra salget af Starbucks-produkter, vil det støtte Israel, som, hun mener, er undertrykkeren i den igangværende konflikt.

“Ikke at tage stilling vil altid være til fordel for undertrykkeren,” siger Elise Dağdeviren.

Så hvorfor er der overhovedet kommet en Starbucks på DMJX?

Det er ikke DMJX selv, men kantineselskabet DinnerdeLuxe, der har indgået en aftale med We Proudly Serve Starbucks, der er distributør af Starbucks-produkter.

Skolen har altså ikke noget at sige til, hvilke produkter kantinen har, fortæller administrationschef på DMJX, Karin Løntoft Degn-Andersen.

“De er en privat virksomhed, så de kan gøre, hvad de vil, og det er ikke vores kantine. Vi har hyret dem ind som leverandør,“ siger hun.

Skolen havde engang sin egen kantine, men afskaffede den af økonomiske årsager.

Men den kritik, der er, bliver alligevel taget med i betragtning næste gang, når kantinen skal i udbud i foråret, hvor DinnerdeLuxe kan vælge at søge igen.

“Jeg vil da have det i baghovedet, når vi skal i udbud igen,” siger Karin Løntoft Degn-Andersen og fortsætter: “Men vi kan ikke gøre så meget andet ved det end at opsige kontrakten på baggrund af kritikken. Men gør vi det, har vi taget politisk stilling.”

Og politiske overvejelser skal skolen slet ikke have, ifølge hende.

“Det er ikke vores opgave at tage stilling politisk. Men vi skal kunne rumme, at der er forskellige holdninger, og det gør vi jo også,” siger hun og fortsætter:

“Det skal der være plads til – særligt hos os, med den type studerende vi uddanner.”

Dog stiller skolen en række krav til potentielle bydere om, at maden for eksempel skal være grøn.

Om det at prioritere grøn mad er en politisk holdning, mener Karin Løntoft Degn-Andersen dog ikke.

“Man kan også vælge at sige, at det er en sundhedsmæssig holdning, og det kan vi godt have. Altså en bæredygtig holdning. Det handler om CO2-udledning, og det er helt objektivt,” siger Karin Løntoft Degn-Andersen.

Hun mener ikke, at det skader skolens brand direkte at have Starbucks-logoet hængende i kantinen.

“Det hænger ikke ude ved siden af vores navneskilt foran, og det kommer det selvfølgelig ikke til, men kantinen skal selvfølgelig kunne reklamere med det. Det er et stort brand, og for kantinen gælder det om at kunne tiltrække nogle kunder,” siger hun.

Et spørgsmål om god kaffe

Valget af Starbucks gik i første omgang ud på at få en bedre kaffe, der forhåbentligt tiltrækker flere studerende til det dyrere caféområde i kantinen, som før ikke solgte så meget. Det fortæller direktøren for DinnerdeLuxe, René Laursen.

“Hvis man kigger salgsmæssigt i forhold til andre steder, så er I på DMJX nemlig klart mere til den billige kaffe,” siger Rene Laursen

Kritikken, der var på pjecerne, havde han ikke set komme. Da Illustreret Bunker først ringede, troede han, det var grundet Starbucks’ amerikanske ophav.

René Laursen mener ikke, at man kan sige, at det er en Starbucks-café. Starbucks skal derimod forstås som et produkt, der sælges i kantinen på samme måde som en flaske sodavand.

Det betyder, ifølge René Laursen, ikke, at alle produkter i caféen er Starbucks’.

“Kagen er vores egen. Men det gør ikke noget, at man på kaffedelen tror, at det er Starbucks. For det er det. Om det virker for sammentømret for jer på DMJX, det kan jeg tage med i mine overvejelser,” siger han.

Den tankegang køber Elise Dağdeviren dog ikke.

“Når de stiller Starbucks FAQ-skiltet op, så må de også vide, at der er meget snak om Starbucks. Så forstår jeg ikke, hvorfor man vælger en virksomhed, der er så kontroversiel,” siger hun.

For René Laursen handler det dog ikke om politik, men om, at der er et produkt, som skal sælges.

“Der kan være al mulig politik. Det er et produkt, vi sælger,” siger han.

René Laursen fortæller, at hvis det nu havde været russiske varer, hvor der er retningslinjer for myndighederne, havde det været anderledes.

“Hvis nu det kommer frem, at Starbucks financierer missiler og springer verden i luften, så vil jeg selvfølgelig forholde mig til myndighedernes udmeldinger og gøre noget ved det,” fortæller han.

René Laursen kan endnu ikke se, om Starbucks har haft en påvirkning på salget. Indtil videre ser det ud til at være samme salgsniveau som i den gamle café.

Kritikken er forelagt Starbucks, som i et skriftligt svar henviser til samme pointer som FAQ’en på skiltet og skriver derudover:

“Vi fordømmer entydigt alle former for had, terror og vold og udtrykker vores dybeste medfølelse med dem, der er blevet dræbt, såret, fordrevet og berørt som følge af de forfærdelige terrorhandlinger, den eskalerende vold og hadet rettet mod uskyldige i Israel og Gaza.”

Mange af pjecerne er sidenhen blevet taget ned. Det er normal praksis for skolen, da ophæng, som ikke er dekorative, kun må hænge på opslagstavlerne.

FORSIDEN

Covering the 2024 Bangladesh protests: A photojournalist’s experience

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | GRÆNSER, NYT I TEMA, TEMA

GRÆNSER | NYT I TEMA | TEMA

Covering the 2024 Bangladesh protests: A photojournalist’s experience

I am Rahadh, an international photojournalist student at DMJX from Bangladesh. I covered the mass protests which erupted in July 2024, in Bangladesh. The protesters demanded reforms to the quota system in government jobs. What began as peaceful demonstrations quickly turned violent when security forces used excessive force. The country descended into chaos—gunfire, curfews, and military personnel patrolling the streets. It felt like a civil war, even though it wasn’t.

TEKST: ABUL HAYAT RAHADH
FOTO: ABUL HAYAT RAHADH

UDGIVET DEN 27. MARTS 2025

At least 77 deaths took place in a single day during anti-government demonstrations in Bangladesh on August 4th.

Quota Reformation demonstrators block Shahbag intersection, a major intersection in Dhaka, to force the governments accept of their demand to reform the quota system in education and job sectors of Bangladesh in July 4th.

A teacher University of Dhaka trying to save a student protester from getting captured by the police in front of the High Court at Dhaka on July 31th.

Quota Reformation demonstrators march towards the President’s Residence to deliver their demand to the President. During the march, the demonstrators push the police barricade out of their way near Baitul Mukarram Mosque, Dhaka on July 14th.

The security forces use live ammunition at the protesters at Zigatola, Dhaka on August 4th.

Regular people celebrate the resignation of former Prime Minister of Bangladesh in front of Raju Memorial at University of Dhaka on August 5th.

Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE, UDE

Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

Anne Sofie Kragh har portrætteret den danske magtelite gennem tre årtier, men det er ikke magten, der interesserer hende. Hendes drivkraft bunder i en nysgerrighed, hun har haft siden barndommen, og en indædt lyst til at forstå mennesket bag facaden.

;

TEKST: JACOB HORNE FISCHER & JENS-CHRISTIAN DYHR
FOTO: CARA PENQUITE

Udgivet den 27. marts 2025

“Mit liv er for kedeligt. Der er simpelthen ikke nok traumer.” 

Sådan fortæller kvinden, der gennem årtier har portrætteret Danmarks mest magtfulde personer – fra Dronning Margrethe til Mette Frederiksen – og hun mener ikke, at hendes eget liv rummer en historie, som er værd at fortælle.

Dette portræt vil dog gerne udfordre den påstand.

Pissekedelige historier

Anne Sofie Kraghs historie begynder i Brændeskov lidt nord fra Svendborg. Hun er den yngste i en søskendeflok på tre, og da hun var fem, blev forældrene skilt. Hun og søsteren flyttede derfor med deres mor ind til Svendborg.

Afstanden til sin far afholdt dog ikke Anne Sofie Kragh fra flittigt at besøge ham på landejendommen. På hans kontor sad de adskillige weekender med fingrene på hver sin skrivemaskine. Han skrev spidse anmeldelser for Ekstra Bladet, imens otteårige Anne Sofie Kragh skrev det, hun selv kalder “pissekedelige og alt for lange historier”. Det var nu heller ikke historierne, der var vigtigst dengang. 

“Jeg så meget op til min far. Det var også en måde at være sammen med ham på. Så sad vi begge der og ‘arbejdede’,” siger Anne Sofie Kragh og tilføjer, at skrivekunsten udviklede sig til et fælles sprog mellem de to.  

Ifølge hende selv var det mangel på fantasi, der dengang gjorde hendes historier så kedelige. Dét, den lille pige fra Brændeskov havde, var dog nysgerrighed. Det var også derfor, hun på et tidspunkt ville være privatdetektiv – en kortvarig drøm, som hurtigt blev erstattet af drømmen om at blive journalist. 

Der er altid en historie

Anne Sofie Kraghs selvdiagnosticerede mangel på fantasi skulle vise sig at få en afgørende rolle for hendes valg af retning i journalistfaget. Hun erindrer, hvordan hun og hendes makker på Journalisthøjskolen aldrig kunne finde på den gode historie. De trak lod, slog op på tilfældige sider i magasiner og gik med den idé, de landede på. En proces, hun nu kalder ‘jammerlig’.

Til gengæld fandt hun en vej til den gode historie, som fungerede for hende. Den nemme vej – det indrømmer hun gerne. Portrættet. 

“Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle,” siger Anne Sofie Kragh. 

Det var først i sin praktiktid på Politiken, at Anne Sofie Kragh begyndte at skrive portrætter. Noget hun senere hen skulle beskæftige sig mere med, da hun på sit ottende semester på Journalisthøjskolen blev ansat på det nu lukkede månedsblad PRESS.  

Her kunne Anne Sofie Kragh dyrke og dygtiggøre sig inden for portrættet som journalistisk genre. Dette på trods af, at portrætstof ikke var specielt velanset i de journalistkredse, som hun befandt sig i dengang.

“Portrætter var lidt ligesom navnestof plus. Det var jo ikke der, de hardcore journalister ville være. De ville ud at vælte verden og sætte Folketinget i fængsel og sådan noget,” siger hun.

Men hvor hun oplevede, at de fleste hardcore journalister så noget mindre fint, så Anne Sofie Kragh muligheder.

“Det var en åben bane, hvor man virkelig kunne få lov til at boltre sig, og så syntes jeg, at det var skidesjovt,” siger Anne Sofie Kragh.

Hendes daværende redaktør foreslog hende at lave et portræt af Anders Fogh Rasmussen. Det blev hendes første portræt for magasinet PRESS.

Det var godt nok før, han blev statsminister, men den nyudklækkede journalist var alligevel nervøs. Meget nervøs.

Derfor ville hun vide alt om politikeren. Alle relevante årstal blev limet fast på rygraden, så hun kunne imponere og ikke afskrække ham, der var kendt for at være firkantet og utålmodig overfor journalister. Portrættet blev en succes.

Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 – samme år, hvor PRESS endegyldigt måtte dreje nøglen om. To år senere ringede Anne Sofie Kraghs telefon. Det var forlaget People’s Press, som ville have hende til at skrive en biografi om statsministeren. Så det gjorde hun. 

"Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle."

– Anne Sofie Kragh, journalist og forfatter

Magten mellem fingrene

I 2007 blev hun ansat på Euroman, hvis forsider hun i over ti år pyntede med navne som Lars Løkke Rasmussen, Morten Messerschmidt og Kronprins Frederik, før han blev Konge. Selvom Mads Mikkelsen og Christopher også sneg sig med i porteføljen, var der en klar tendens til, hvis historier hun fortalte: Magtelitens.

Og det stiller høje krav til hende. Som portrætmager har hun magten over en anden persons narrativ – magten til at fortælle deres historie. Det bruger hun meget tid på at tænke over i sit virke som journalist.

“Hvis jeg gerne ville have magt, kunne jeg have lavet alle mulige andre ting. Det er ikke det, der tænder mig,” siger hun og tilføjer.

“Når man har magt, skal man være ydmyg.”

Dyre lærepenge

Anne Sofie Kragh blev særligt bevidst om magtens forpligtigelser, dengang hun dummede sig over for en bornholmsk fisker. Det var dengang, hun gik på Journalisthøjskolen og var på ekskursion på Bornholm.

Artiklen handlede om lakseopdræt. De konkrete detaljer husker hun ikke. Historiens kerne var noget med, hvordan fiskerne forvaltede EU-støttekroner. Men den unge Anne Sofie Kragh tilbød ikke citattjek – noget, hun sidenhen har gjort en dyd ud af at tilbyde dem, hun portrætterer.

Dét, hun dog husker om episoden, er, hvordan fiskeren ringede hende op, efter historien var skrevet. ”Du aner ikke, hvilke konsekvenser det kan have for mig,” lød det i den anden ende af røret. Oplevelsen sidder stadig dybt i Anne Sofie Kragh. Fiskeren kunne ikke bruge til noget, at hun var skamfuld og undskyldende. Skaden var sket.

“Jeg havde den sorteste samvittighed. Jeg var knust,” siger Anne Sofie Kragh.

Det var dyre lærepenge, som blev vekslet til grundighed.

Det perfekte arbejdsliv

Anne Sofie Kragh er ikke klar over, hvornår hun for første gang følte sig etableret som portrætmager – eller om hun overhovedet gør det endnu.

“Man får jo opbygget gradvist mere selvtillid, men man er aldrig bedre end det sidste, man har lavet. Man skal stadigvæk blive ved med at tvivle på sig selv og være ydmyg over for opgaven,” siger hun og tilføjer med et smil på læben, at hun made it, nu hvor hun bliver portrætteret i Illustreret Bunker.

Med sit nye podcasteventyr på Radio IIII, ‘Et kapitel for sig’, har hun fundet balancen mellem den struktur, der følger med en fast sendetid og kollegaer, og så den frihed, som følger med livet som freelancejournalist.

“Det er meget ensomt at skrive biografier, men jeg føler, jeg har knækket koden. Jeg har kollegaer, som hjælper med at lave ‘Et kapitel for sig’, og så har jeg dage, hvor jeg kan tilrettelægge min tid og lave mine skriveprojekter. Lige nu har jeg det perfekte arbejdsliv,” siger Anne Sofie Kragh.

Nysgerrigheden, der drev otteårige Anne Sofie Kragh til at skrive historier, brænder stadig i hende. Det er den, der har brudt murerne ned til magteliten, og det er med den, hun beviser, at enhver person – også hende selv – rummer en historie, der er værd at fortælle.

FORSIDEN

Vi skal turde at præge samtalen

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | LEDER, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

LEDER | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

Vi skal turde at præge samtalen

Siden hvornår er Grønland blevet sexet? Ja, siden en af verdens mest magtfulde mænd sagde, han ville tage det. Og det er ikke godt nok. Det nylige hyperfokus på Grønland er et skoleeksempel på en grundlæggende svaghed i det danske mediebillede: Vi glemmer bålet, når det ikke er i flammer.

TEKST: SARAH EMILIE LUND CARDEL & NANNA BAUNBÆK
FOTO: LAURITS OTTO

Udgivet den 27. marts 2025

Grønland er ikke bare dét, der sætter Danmark på verdenskortet.

Grønland er en central aktør i geopolitikken og en vigtig del af Kongeriget Danmark. Danske medier har et ansvar for, at befolkningen ikke kun kender Grønland som en geografisk fjern del af os selv, men også forstår dets politiske og kulturelle betydning.

Og hvorfor så det? Ja, for skulle det ske, at en utilregnelig præsident ville lægge billet ind på landet, kunne flere forstå de dertilhørende konsekvenser.

Hønen før ægget

Nogle vil mene, at medierne er nødt til at prioritere. At danskerne ikke efterspørger en højere dækning af Grønland, og at den økonomiske krise, som mediebranchen står midt i, ikke giver dem råd til at være proaktive.

Men det er en falsk logik. Nyheder skaber interesse, ikke omvendt.

Når Grønland ikke prioriteres journalistisk, opfatter læserne det som irrelevant, og dermed bliver det endnu mindre sandsynligt, at de vil efterspørge det. Journalisters opgave er ikke alene at forstå, hvad brugerne vil have, men også hvad de har brug for. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt hønen eller ægget kommer først.

Skulle man alligevel overveje spørgsmålet, ville svaret være medierne – det er dem, som har et ansvar.

Sæt dagsordenen

Vi er godt med på, at Rigsfællesskabet har sjældent været det mest attraktive emne.

Men venter vi altid på, at folk råber efter en historie, overlader vi dagsordenen til magthaverne – og så ser vi først ind i problemer.

Vi må og skal bidrage til at præge samtalen og fremhæve vigtige emner, der ellers overses. Vi skal leve op til vores ansvar om at hjælpe offentligheden med at forstå den verden, vi lever i – også inden krisen rammer. Ja, faktisk især inden krisen rammer.

Verden er mere end gule bjælker

Ingen siger, at Grønland skal være på forsiden hver dag.

Men som kommende journalister bør vi tage ved lære. Hvis vi kun reagerer på det spektakulære, svigter vi vores ansvar. Selvfølgelig skal vi være der, når bålet brænder. Men vi må også fokusere på vores eksistensberettigelse: At give offentligheden mulighed for at forstå det, de og dem, som former vores verden.

« Gamle poster

Næste poster »