Journalistikken risikerer at miste sin forbindelse til samfundet. Er autodidakte journalister løsningen?
Uddannede journalister ligner hinanden alt for meget. Sådan lyder argumenterne fra flere af landets chefredaktører. De efterlyser en større diversitet i mediebranchen. Journalister repræsenterer nemlig ikke samfundet ordentligt, mener de.
TEKST: Anna SønderGaard andersen
illustration: anton larsen
Journalister ligner hinanden. På de danske redaktioner og uddannelser vil det ofte være det samme billede, der går igen. Hvide mennesker med samme familiebaggrunde fra samme sociale lag. De mener det samme, går i det samme tøj, drikker den samme vin og kommer de samme steder. Men når alle har samme baggrund, risikerer journalister også at se verden på samme måde. Det går udover journalistikkens evne til at spejle hele samfundet. Ikke kun dem, der ligner os.
Sådan fortæller chefredaktørerne Marchen Neel Gjertsen og Knud Brix samt redaktionschef Klaus Wivel. Alle tre fra landets store aviser – henholdsvis Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Weekendavisen. De mener, at manglen på social og kulturel diversitet svækker journalistikkens relevans. Derfor ser man nu redaktioner begynde at foretrække autodidakte journalister. Folk, der kommer med andre erfaringer end dem, man får på skolebænken på journalistuddannelserne.
De har ikke nødvendigvis lært nyhedstrekanten, men måske kender de til virkeligheder, mange journalister kun skriver om.
De gode gamle dage
Før i tiden blev journalistikken håndteret og set på som et håndværk. Journalister kunne praktisk talt vade ind på de forskellige redaktioner og få lov til at prøve journalistikken. Det gjorde profiler som Lise Nørgaard, Ulla Terkelsen og Mogens Berendt. Sidstnævnte begyndte sin karriere som traktorfører, før han blev journalist på Weekendavisen og sidenhen studievært på DR. Det var et system, der gav mangfoldighed. I hvert fald hvis du spørger Klaus Wivel, der er redaktionschef på Weekendavisen.
”Det var helt andre typer, som var journalister dengang, og det kan jeg godt mangle i dag. Altså den type, som ikke nødvendigvis tager en faglig uddannelse overhovedet, men som kommer fra et helt andet statsligt sted og et helt andet lag i samfundet,” siger han.
Den første journalistuddannelse i Danmark kom først til i 1946 som et kursus på Aarhus Universitet. I 1962 blev Danmarks Journalisthøjskole oprettet som den første officielle journalistuddannelse i Danmark. Inden da havde aviser som Jyllands-Posten allerede eksisteret i 91 år, og journalister kom ind i branchen uden nogen formel uddannelse. Nogle kom endda direkte fra folkeskolen.
”Jeg synes, det er vigtigt, at branchen ikke udelukker historiefortællere eller personer, der kommer med en anden baggrund. Vi skal have et kludetæppe, ikke et ensfarvet, for det er virkelig vigtigt med diversitet. Både i forhold til alder, køn, familiebaggrund og alle mulige ting,” siger Knud Brix, som er chefredaktør på Ekstra Bladet.
Fagnørder søges
Der er sket meget siden de gamle dage, hvor redaktionerne var fyldte med krøllede hoveder med særinteresser. For i dag er det generalister, der fylder mest. Det kræver nemlig den rigtige uddannelse og praktikforløb for at kunne komme ind på en mediearbejdsplads i dag, mener Marchen Neel Gjertsen.
”Det er jo helt absurd så snævert, vi har gjort det. Sådan var det bare ikke før. Det ender med at være generalister, man ansætter, fordi man gerne vil have hurtige nyhedsjournalister, der ved lidt om det hele, er gode til at breake, formidle på sociale medier og har noget tempo,” siger Marchen Neel Gjertsen, som er chefredaktør på Jyllands-Posten.
Hun mener ikke, at de eneste rigtige journalister er dem, der kommer fra journalistuddannelserne. Ifølge hende er journalistik ikke noget, der kan patenteres eller afgrænses til en bestemt uddannelse eller et bestemt bachelorfag. Man risikerer nemlig, at branchen på den måde lukker sig om sig selv og bliver utilgængelig for andre.
”Journalistik er noget, man gør. Det er ikke noget, man er. Hvis du spørger danskerne generelt, så skelner de jo ikke mellem, om det er en journalist, der har lavet et produkt, eller om det er en anden, der har lavet det,” siger Marchen Neel Gjertsen.
Hun savner de krøllede hjerner. Dem, der ved alt om et nicheemne. Fagnørderne. Hun efterlyser stemmer, der kommer med en anden faglighed og livserfaring, og som derfor kan bruge de journalistiske værktøjer til at fortælle historier fra et andet udgangspunkt.
Diversitet er mere end køn og farve
Det er ikke kun faglig forskellighed, der efterlyses. Opfattelsen af diversitet er blevet for snæver. Diversitetsproblemet har generelt fokuseret på køn og etnicitet. Hvis journalistikken skal afspejle befolkningen, handler det lige så meget om at fokusere på klasse, livsvilkår og politisk ståsted. Det gør det i hvert fald ifølge Klaus Wivel.
”Vi har talt meget om køn og etnicitet, og det er selvfølgelig vigtigt. Men vi har ikke talt særlig meget om klassemæssig baggrund, hvilket virkelig er interessant at kigge på,” siger Klaus Wivel.
Det argument er Marchen Neel Gjertsen enig i. Hun understreger, at det ikke kun handler om, hvem vi er, men også hvad vi bringer med os.
”At vi er så ens betyder, at mængden af talent og det blik vi har på verden og samfundet, bliver alt for snævert. Der er alt for stor risiko for, at vi har nogle blinde vinkler, hvis vi ser med de samme briller alle sammen,” siger Marchen Neel Gjertsen.
Klaus Wivel mener desuden, at den politiske diversitet er forsømt kraftigt i mediebranchen. Han mener nemlig, at højreorienterede journalister er underrepræsenterede.
”På den måde repræsenterer journalisterne ikke den del af danskerne, og det kan give en skævvridning,” siger han.
Derfor gør Klaus Wivel det til en prioritet at ansætte folk med forskellige livssyn og erfaringer. Både socialt, geografisk og politisk. For hvis journalistikken skal være relevant for hele landet, må den også afspejle hele landet.
Skal fremtiden findes i fortiden?
Men hvad skal der så til for at imødekomme diversitetsproblemet? Marchen Neel Gjertsen peger på et opgør med den akademiske tænkning.
”Jeg er ikke sikker på, hvad det rigtige svar er, men jeg tror, der er meget at hente i den oprindelige mesterlære-tankegang. Den er jeg lidt bange for forsvinder eller bliver presset med uddannelserne, som er blevet mere akademiserede,” siger Marchen Neel Gjertsen.
Knud Brix bakker op. Der skal gerne være flere veje ind i branchen. Også for dem uden det klassiske CV. Ligesom i gamle dage. Tilgangen frem for fagligheden skal vægtes. Derfor har de hos Ekstra Bladet et ansættelsesudvalg, som skal hjælpe med at få noget diversitet.
”Om vi er gode nok til det, skal jeg ikke helt kunne sige. Men til syvende og sidst handler det jo om journalisters måde at tænke på og deres måde at bedrive journalistik på. Der vil diversitet bare altid være bedre,” siger Knud Brix.
Når flere stemmer bliver hørt, bliver journalistikken bedre. Og det er nødvendigt i en tid, hvor konkurrencen om opmærksomhed er benhård. Det kræver kun en Google-søgning eller et spørgsmål til ChatGPT for at finde information. Journalistens blik skal derfor være noget særligt, og det kræver originalitet. Noget der er vigtigt for Klaus Wivel.
”Vi prøver at undgå at skabe et ekkokammer ved at forsøge at få originale skribenter ind. Det kan være originalitet med deres emnevalg, at de dækker emner eller nogle dele af landet på en måde, der er behov for og ikke set før, eller vinkling af stoffet. Hver artikel har på en måde et særpræg eller afspejler den journalist, der har skrevet det. Det er i hvert fald målet,” siger Klaus Wivel.
Hvad det rigtige svar på problemet er, er svært at svare på, lyder det fra alle tre. Men en ting er sikkert for både Marchen Neel Gjertsen, Knud Brix og Klaus Wivel: Vi bliver nødt til at åbne journalistikken mere op.
