Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Det første semester under den nye studieordning er nu for første gang afprøvet. Men hvordan er det så gået? Vi har spurgt de studerende og været forbi ledelsen til en snak om, hvordan det hele er forløbet indtil videre. 

TEKST: WILLIAM LØNSTRUP & CLARA KJELLERUP SEIGNEURET
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Det var ikke kun de studerende på DMJX, der hen over vinteren var til eksamen. Det var den omdiskuterede, nye studieordning på  DMJX’ journalistuddannelse sådan set også.

Og trods kritik og visse børnesygdomme tyder noget umiddelbart på, at den bestod. Måske ikke til UG med kryds og slange, men første evalueringsrunde peger i den rigtige retning, fastholder Mette Mørk, der er lektor og faglig koordinator for Journalistisk Metode på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Den nye studieordning for journalistuddannelsen trådte i kraft tilbage i september 2024. Det betød flere store ændringer på de fleste semestre i både uddannelsens opbygning og fag.

Det seneste førstesemesterhold har derfor været igennem et markant ændret forløb på det gennemgående fag journalistisk metode 1, forkortet JM1, og har også som de første prøvet kræfter med det helt nyoprettede fag brugerforståelse.

På JM1 er den helt store ændring det skarpe fokus på nyhedsjournalistikken, der kommer i stedet for den mere generelle indføring i de forskellige journalistiske discipliner, der førhen udgjorde forløbet.

De studerende skal nu trænes i den nyhedsorienterede journalistiske tænkning, og alt, hvad der produceres, skal være med en klar nyhedskrog i mente. Derfor er nyhedsugen, der ellers tidligere lå på andet semester, også fremrykket til første semester, netop på grund af det øgede fokus på nyhedsjournalistikken i JM1.

Derudover er faget brugerforståelse som noget helt nyt indtrådt på første semester i stedet for faget journalistikken i samfundet. Kort fortalt er brugerforståelse tænkt som et fag, der skal klæde de studerende på til den langt mere fragmenteret medievirkelighed, der ses i dag.

‘De studerende skal have viden om at vælge platforme og modalitet samt opbygge kompetencer i at anvende data om brugeradfærd i en brugerorienteret tilgang,’ beskrives det i den fornyede studieordning om faget.

Ud med det gamle

Brugerforståelsens indtræden har skubbet faget journalistikken i samfundet, forkortet JiS, fra første semester på den gamle studieordning til andet semester på den nye. Og grundet sammensætningen af andet semester er faget blevet komprimeret, så der er plads til det.

Det betyder, at forløbet nu foregår som et intensivt forløb på tre uger, der herefter afsluttes med en eksamen.

Andensemesterstuderende Nynne Foldager og Carl Rau er dog ikke ligefrem begejstrede over den nye komprimerede version af JiS.

“JiS havde nok gavnet os mere, hvis faget var tilrettelagt ligesom på den gamle studieordning. Det var et tungt fag at have så intensivt,” siger Nynne Foldager.

Mette Mørk holder dog fast i, at JiS ligger godt på andet semester. Netop fordi det er et tænkefag, der lægger op til refleksion over blandt andet noget af den journalistisk, man som andensemesterstuderende selv lige har prøvet kræfter med at producere på første semester.

“Om det så kan virke lidt voldsomt i en stor klump? Ja, det kan sagtens være, og jeg vil slet ikke negligere den oplevelse. Men vi vil på den anden side heller ikke konkludere alt for meget ud fra kun et semesters erfaringer,” pointerer Mette Mørk.   

Brugerforståelse – hvordan gør man lige det?

Det nye forløb med brugerforståelse bar præg af, at det var første gang og helt nyt. Det viser den interne evaluering, hvor mange studerende, ligesom Nynne Foldager og Carl Rau, gav udtryk for, at de sådan set var med på, hvorfor de skulle undervises i faget, men samtidig oplevede, at det var svært at finde ud af, hvad der var vigtigt med henblik på eksamen.

“Jeg kunne se i evalueringerne, at det skabte stor frustration hos de studerende,” siger Mette Mørk.

Faget bar præg af, at det var første gang, de prøvede det af, og de havde derfor, ifølge Mette Mørk, svært ved på forhånd at tydeliggøre overfor de studerende, hvordan eksamenen så ud i praksis.

Ved forberedelserne til anden opstart af brugerforståelse er evalueringerne blandt andet blevet brugt til at sikre, at de studerende får det nødvendige udbytte fra undervisningen hver gang.

“Vi har forsøgt at gøre det mere tydeligt, hvad der er læringsmålene for hver forelæsning. Vi vil gerne konkretisere det ved at sætte rammen og fortælle, hvad de kan bruge det, de lærer, til i de andre fag,” fortæller Mette Mørk.

Trods lidt uklare læringsmål var journaliststuderende Nynne Foldager og Carl Rau alt i alt tilfredse med den version af brugerforståelse, de stødte på, da de begyndte uddannelsen.

“Det med at forstå, hvorfor det er, vi gør, som vi gør, og hvem det er, vi gerne vil ramme. Det har givet en god basisviden, som man har kunne tage med sig til JM1,” fortæller Carl Rau.

Han fortæller desuden, at det var rart af få et ekstra lag, der kunne konkretisere faget journalistik, fordi det for ham godt kan virke meget flyvsk.

For Nynne Foldager har faget også givet hende nogle gode rammer at gå ud fra.

“Meget af det, vi har lært i brugerforståelse, ligger ofte i baghovedet, når vi arbejder med journalistik,” siger hun.

Faget ligger indtil videre som en fast del af studieordningen på første semester, men Mette Mørk kan ikke udelukke, at ændringer kan opstå. Hun henviser til, at arbejdet med at forstå brugeren og forskellige brugerbehov lige nu udvikler sig helt enormt i branchen, og at der derfor sandsynligvis løbende vil blive justeret i både indhold og undervisningsform.

På længere sigt er tanken også, at brugerforståelse helt skal udgå som særskilt fag og i stedet fungere som en integreret del af undervisningen på tværs af alle semestre, fortæller hun.

Ris, ros og refleksioner

Enhver journaliststuderende på DMJX ved, at intet produkt er færdiggjort, før en mere – eller mindre – udførlig refleksionsrapport samtidig også er afleveret. Her gør den studerende status over, hvordan processen har forløbet sig og begrunder ligeledes de redaktionelle valg, der er foretaget.   

På nogenlunde samme måde forholder det sig, når et forløb på journalistuddannelsen afsluttes. Alle forløb skal evalueres, og her er det ikke underviseren, der ‘skriver refleksionsrapport,’ men derimod de studerende, der gør status over deres faglighed.

Evalueringerne er, ifølge journalistuddannelsens studieordning, et vigtigt redskab i kvalitetssikringen og en vigtig informationskilde for den enkelte underviser.

Og tilbagemeldingerne fra det første hold studerende, der har gennemført det nye JM1, har været overvejende gode. Ifølge den interne evaluering tog de studerende rigtig godt imod forløbet. De var især glade for det afvekslende forløb, nyhedsugen og den klare sammenhæng mellem teori og øvelserne.

Forløbet bar dog naturligt nok også præg af de mange forandringer. Flere studerende svarede, at de savnede struktur og overblik, og at de kunne have ønsket sig, at undervisningen gik mere i dybden med hvert emne.

“Jeg synes måske, at vi nogle gange har manglet noget lidt mere dybdegående journalistik, da nyhedsjournalistikken bar præg af hurtige, korte og mere overordnede produkter,” siger Carl Rau om forløbet.   

Og den opfattelse af det nye forløb på JM1 vækker også genklang hos underviserne. Ifølge Mette Mørk er elev-evalueringerne retvisende for, hvad underviserne også oplevede som problemer.

“Der var virkelig knald på, og indimellem kunne det opleves lidt ustruktureret og hektisk. Så det er noget med tempoet,” siger hun om forløbet.

Trods et ønske om mere dybde, var det udprægede fokus på nyhedsjournalistikken på JM1 imidlertid ikke helt spildt for Carl Rau.

“Jeg kan godt forstå, at man gerne vil danne den her basisforståelse hos os, for det er alfa og omega at kunne lave en nyhedsartikel. Og selv om dybdegående journalistik er mere fokuseret, så har det stadig mange af de samme elementer,” fortæller han.

Og det har, ifølge Mette Mørk, netop været en stor del af formålet fra start. Hun er derfor fortsat fortrøstningsfuld omkring den nye ordning på trods af opstartsvanskeligheder.

“Nu har vi kørt første semester igennem, og jeg har læst mange virkelig gode semesterprojekter. Der var meget god tænkning og forståelse for, hvad journalistik er. Der var også en forsigtig leg med andre medier end det skrevne. Det blev jeg glad for, og jeg tror derfor, at vi med den nye ordning er inde på noget af det rigtige,” siger hun.

Vi skal turde at præge samtalen

Vi skal turde at præge samtalen

Vi skal turde at præge samtalen

Siden hvornår er Grønland blevet sexet? Ja, siden en af verdens mest magtfulde mænd sagde, han ville tage det. Og det er ikke godt nok. Det nylige hyperfokus på Grønland er et skoleeksempel på en grundlæggende svaghed i det danske mediebillede: Vi glemmer bålet, når det ikke er i flammer. 

TEKST: SARAH EMILIE LUND CARDEL & NANNA BAUNBÆK
FOTO: LAURITS OTTO

Udgivet den 27. marts 2025

Grønland er ikke bare dét, der sætter Danmark på verdenskortet.

Grønland er en central aktør i geopolitikken og en vigtig del af Kongeriget Danmark. Danske medier har et ansvar for, at befolkningen ikke kun kender Grønland som en geografisk fjern del af os selv, men også forstår dets politiske og kulturelle betydning.

Og hvorfor så det? Ja, for skulle det ske, at en utilregnelig præsident ville lægge billet ind på landet, kunne flere forstå de dertilhørende konsekvenser. 

Hønen før ægget 

Nogle vil mene, at medierne er nødt til at prioritere. At danskerne ikke efterspørger en højere dækning af Grønland, og at den økonomiske krise, som mediebranchen står midt i, ikke giver dem råd til at være proaktive.

Men det er en falsk logik. Nyheder skaber interesse, ikke omvendt.

Når Grønland ikke prioriteres journalistisk, opfatter læserne det som irrelevant, og dermed bliver det endnu mindre sandsynligt, at de vil efterspørge det. Journalisters opgave er ikke alene at forstå, hvad brugerne vil have, men også hvad de har brug for. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt hønen eller ægget kommer først.

Skulle man alligevel overveje spørgsmålet, ville svaret være medierne – det er dem, som har et ansvar.  

Sæt dagsordenen 

Vi er godt med på, at Rigsfællesskabet har sjældent været det mest attraktive emne.

Men venter vi altid på, at folk råber efter en historie, overlader vi dagsordenen til magthaverne – og så ser vi først ind i problemer.  

Vi må og skal bidrage til at præge samtalen og fremhæve vigtige emner, der ellers overses. Vi skal leve op til vores ansvar om at hjælpe offentligheden med at forstå den verden, vi lever i – også inden krisen rammer. Ja, faktisk især inden krisen rammer. 

Verden er mere end gule bjælker 

Ingen siger, at Grønland skal være på forsiden hver dag.

Men som kommende journalister bør vi tage ved lære. Hvis vi kun reagerer på det spektakulære, svigter vi vores ansvar. Selvfølgelig skal vi være der, når bålet brænder.  Men vi må også fokusere på vores eksistensberettigelse: At give offentligheden mulighed for at forstå det, de og dem, som former vores verden.  

 

Eksperter er uenige: Kan man blande satire og journalistik?

Eksperter er uenige: Kan man blande satire og journalistik?

Eksperter er uenige: Kan man blande satire og journalistik?

Satire er et hyppigt debatemne. Ofte går spørgsmålet på, om den er god eller dårlig, sjov eller plat. Men med spalteplads og sendetid i mange af landets største medier melder spørgsmålet sig også, hvorvidt satire kan bruges som et journalistisk redskab. Spørger man eksperter, er svaret ikke så ligetil.

TEKST: BENJAMIN JÆGER & AMALIE HENRIKSEN
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

I januar 2025 skabte en anmeldelse i Avisen.dk stor debat, da journalist Søren Baastrup brugte ord som ’luder’, ’malkeko’ og ’vikingebøsse’ om deltagere i TV 2-realityprogrammet ’Spillet’. Anmeldelsen blev mødt med ramaskrig fra mange læsere og stor kritik i medierne. 

Chefredaktør for Avisen.dk, Per Kuskner, var derefter ude at forsvare anmeldelsen med, at der var tale om satire. Satirestemplet kom dog først i kølvandet på kritikken og var ikke tidligere blevet varedeklareret. 

Episoder som denne rejser spørgsmålet om satirens rolle i journalistik. For mens journalistikkens primære formål er at informere og analysere objektivt, bliver satire ofte forbundet med at provokere og kritisere. Så kan man egentlig tale om satire og journalistik på samme tid?

Satirens rolle i samfundet

Satire har længe været brugt til at udstille magtens absurditeter og skabe debat. Publicistiske medier som Charlie Hebdo og TV-programmer som The Daily Show bruger satiriske virkemidler til at belyse politiske og kulturelle emner. Ifølge Hanne Bruun, der er professor i medievidenskab på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ‘Dansk tv-satire. Underholdning med kant’, er satirens formål ikke blot at underholde, men også at kritisere og skabe refleksion. 

Satire adskiller sig fra almindelig komik ved sine referencer – den handler altid om noget uden for sig selv. 

“Satire er referentiel og indeholder et klart budskab. Den har en moralsk dimension og kritiserer aspekter af samfundet, som den mener, bør ændres,” forklarer Hanne Bruun. 

Mads Zacho Teglskov, satireredaktør på Politiken og skribent på ’At Tænke Sig’, en daglig satirespalte i avisen, beskriver satire som en måde at behandle det etablerede, højtidelige og magtfulde med humoristiske virkemidler. Men satire kan også udfordre grænserne for, hvad der er acceptabelt. Hvis satire udelukkende provokerer uden en samfundskritisk vinkel, kan dens relevans diskuteres, ifølge Mads Zacho Teglskov. Han mener, at satire skal have et klart mål og en ansvarlig afsender.

Hånd i hånd eller hver for sig?

Spørgsmålet er så, om journalister kan bruge satirens kritiserende og målbevidste natur som et redskab? Dette spørgsmål deler vandene. Ifølge Mads Zacho Teglskov kan satire sagtens være en underkategori af journalistik, da den anvender mange af de samme metoder såsom idéudvikling, research og kildebrug. 

”God satire kræver, at man stiller de samme krav til sig selv, som en journalist ville gøre. Et godt eksempel er ‘Tæt på Sandheden’, hvor Jonathan Spang begrunder sine pointer med fakta som en nyhedsvært ville gøre. Satiren bliver stærkere, når den har et journalistisk fundament,” siger han. 

Hanne Bruun afviser denne opfattelse og mener, at journalistik og satire ikke er to sider af samme mønt. Ifølge hende har satire brug for nyheder som inspiration, men journalistik kan ikke være satirisk. Hun tilføjer, at kildekontrakten med målgruppen er anderledes i satire end i journalistik. Satire har til formål at være sjov, og derfor kan det ikke anvendes som et journalistisk redskab, da journalistikkens primære opgave er at informere objektivt.

”Når journalistik og satire forenes, kan det være en skarp og effektiv måde at formidle samfundskritik på.”

– Mads Zacho Teglskov, satireredaktør på Politiken

To forskellige dagsordener 

Spørger man Hanne Bruun, er satirens og journalistikkens agenda i strid med hinanden.

“Du skal jo ikke kritisere magthaverne i journalistikken. Det er jo ikke journalistikkens fremmeste opgave at moralisere over, hvordan magten opfører sig,” siger hun.

Mads Zacho Teglskov mener, at satire kan fungere som et journalistisk værktøj. Når satire bruges på denne måde, kan den både informere og oplyse offentligheden, samtidig med at den bruger humor til at gøre budskabet mere tilgængeligt og engagerende.

“Når journalistik og satire forenes, kan det være en skarp og effektiv måde at formidle samfundskritik på,” siger han.

Satireforsker og foredragsholder Dennis Meyhoff Brink ser satire og journalistik som beslægtede, men med forskellige grundprincipper. Han påpeger, at satire kræver et element af fiktion, som ofte er overdrevet eller grotesk. På trods af dette mener han, at satire og journalistik kan spille godt sammen. 

“Nogle af fordelene er, at man jo rent konkret som satirisk journalist kan tillade sig mere end en ikke-satirisk, seriøs journalist,” siger han.

Ifølge Dennis Meyhoff Brink er ‘Den korte radioavis’ et godt eksempel på netop det. Han påpeger, at programmet ikke er underlagt de samme regler om neutralitet, objektivitet og seriøsitet som almindelige nyhedsjournalister er. Men kombineret med journalistikken mener han, at der i programmet opstår en vellykket og effektiv fusion.

Satiren som et effektivt redskab 

Satiren kan medføre bredere rammer for, hvordan man vil kunne tilgå journalistiske opgaver såsom interviews. Sådan mener Dennis Meyhoff Brink og nævner igen ‘Den Korte Radioavis’ som eksempel. 

Op til valget i 2019 interviewede ‘Den Korte Radioavis’ fiktive vært Kirsten Birgit partilederen for Stram Kurs, Rasmus Paludan. I interviewet var hun enig med ham i, at 200.000 udlændinge skulle sendes ud af landet. Hun spurgte gentagne gange: ”Ja, det er en glimrende idé, men hvor skal vi sende dem hen?” Ved at blive ved med at anerkende forslaget og spørge ind til den konkrete udførsel, pressede hun ham, ifølge Dennis Meyhoff Brink, til et punkt, hvor han begyndte at modsige sig selv og fremstå mere ekstrem. 

Denne metode er ifølge Dennis Meyhoff Brink effektiv, fordi den ikke giver interviewpersonen mulighed for nemt at affærdige spørgsmålene, som det ofte sker i traditionelle interviews, hvor politikere kan gentage deres talepunkter eller undgå svære svar. I satire bruges ofte en legende tilgang, hvor satirikeren indtager en rolle for at få den interviewede til at afsløre mere, end de måske ellers ville. 

“Det er et af mange tilfælde, hvor man kan få folk til at sige nogle ret vilde ting, fordi man indtager en rolle,” siger han. 

Varedeklaration er vigtig

Mads Zacho Teglskov er enig i de bredere rammer, når man som journalist bruger satire som redskab, men han mener også, at der er noget andet, der spiller ind. 

“Det interessante er ikke kun de bredere rammer. Det handler også om, hvordan det bliver præsenteret,” siger han. 

Han uddyber, at når han sætter satire i avisen, er det på en side, hvor læserne ved, at det er satirisk, sjovt og underholdende. Der er ikke de samme redaktionelle regler som for resten af avisen. Dog er det stadig udarbejdet gennem en grundlæggende journalistisk proces. 

Problemet opstår altså, i Mads Zacho Teglskovs øjne, når satiren ikke er varedeklareret tilstrækkeligt. Når læseren, seeren eller lytteren ikke er klar over, at den journalistik, de bliver serveret, er journalistisk satire. 

Dennis Meyhoff Brink er uenig og mener, at en alt for tydelig varedeklaration ødelægger oplevelsen af satire. Han argumenterer, at hvis man med store bogstaver skriver, at noget er satire, bliver det hele for udpenslet, før man overhovedet har haft chancen for at være med på joken.

”Det er som en kæp i hjulet,” siger han.

Mads Zacho Teglskov siger dog også, at tvivlen om, hvorvidt noget er journalistik eller satire, kan have konsekvenser.

”Hvis satire ikke markeres korrekt, risikerer man at underminere genren og skabe tvivl om journalistikkens troværdighed,” mener han.

Hvor går grænsen? Mediernes dilemma i dækningen af MeToo-sager

Hvor går grænsen? Mediernes dilemma i dækningen af MeToo-sager

Hvor går grænsen? Mediernes dilemma i dækningen af MeToo-sager

MeToo-sager har rejst spørgsmål om mediernes rolle og ansvar i dækningen af seksuelle krænkelser. I spændingsfeltet mellem hensynet til ofrene, offentlighedens interesse og de anklagedes retssikkerhed vælger Information og Ekstra Bladet forskellige tilgange til, hvordan de dækker MeToo-sager.

TEKST: ANNA SØNDERGAARD ANDERSEN & ANNA ELMER KRUSE
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

UDGIVET 27. MARTS 2025

 

Midt på den oplyste scene står Sofie Linde til Zulu Comedy Galla 2020. Publikum forventer den næste vittighed, men i stedet gengiver hun en kommentar, som hun fik fra en ‘stor kanon’ i forbindelse med en julefrokost på DR, da hun var 18 år.

“Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere,” havde han angiveligt sagt.

Med en rolig, men fast stemme bryder Sofie Linde tavsheden om sexisme i den danske mediebranche. Talen betragtes af mange som dét, der for alvor sætter gang i MeToo-bevægelsen i Danmark. En bred række af MeToo-sager bliver i de efterfølgende år dækket massivt i medierne, hvor både offentlige personer og organisationer bliver afsløret og stillet til ansvar.

Hvor meget skal krænkeren outes?

Siden Sofie Linde brød tavsheden, har spørgsmålet, om hvorvidt medier bør afsløre navnene på krænkere i MeToo-sager, været en stor del af de redaktionelle overvejelser hos Ekstra Bladet og Information, som Illustreret Bunker har talt med. Ekstra Bladet ser en vigtig opgave i at afsløre magtfulde personer, der har krænket andre.

”Jeg mener helt sikkert, at Ekstra Bladet har en vigtig rolle i både at afsløre, oute, name og shame krænkere med magt i det her samfund,” siger James Kristoffer Miles, som er redaktionschef for Ekstra Bladets nyhedscenter.

Som redaktionschef har han været inde over de overordnede redaktionelle beslutninger og overvejelser i dækningen af MeToo-sager.

Avisen har dækket adskillige MeToo-sager, hvor de sætter navn på de anklagede. James Kristoffer Miles forklarer, at det er med hensyn til offentlighedens interesse og en del af den journalistiske pligt at holde magtfulde personer ansvarlige. Hos Information ønsker man i højere grad at afdække de strukturelle forhold, der muliggør krænkelser, fremfor at pege på enkeltpersoner. Derfor vil Information gå langt for at anonymisere de anklagede.

Laura Friis Wang arbejder som journalist på Informations indlandsredaktion og har været med til at dække MeToo-sager i DR-symfoniorkester og Liberal Alliances Ungdom. I 2022 blev Laura Friis Wang desuden nomineret til Cavlingprisen for dokumentaren ‘MeToo: Sexisme bag skærmen’, som beskriver en række kvinder, der har oplevet sexistisk adfærd og kultur på TV 2.

”For os har det handlet om ikke at være en offentlig domstol, hvor vi hænger specifikke mænd ud. Det er interessant for os at beskrive, hvilke strukturer og kulturer som gør, at krænkelserne har kunnet finde sted,” siger hun.

Hun nævner, at der samtidig kan være tilfælde, hvor det er nødvendigt at bringe navne for at kunne fortælle historien fyldestgørende. Et eksempel er sagen om Frank Jensen, som trådte af som overborgmester i København i 2020, efter en række krænkelsessager blev rejst mod ham.

”I denne historie ville man ikke kunne anonymisere ham og samtidig bringe historien meningsfuldt, fordi han var overborgmester,” siger hun.

Ja, MeToo-sager har offentlighedens interesse

Både Ekstra Bladet og Information understreger, at dækningen af MeToo-sager er i offentlighedens interesse. Selvom de kan have forskellige tilgange til, hvordan historierne formidles, er de enige om, at medierne har et ansvar for at bringe sagerne frem i lyset – særligt når de involverer personer med magt.

Laura Friis Wang mener, at medier har en særlig opgave i at afdække magtmisbrug og sikre, at krænkelser ikke forbliver skjult.

”Vi har, som publicistisk medie, et ansvar for at få de her sager frem i lyset,” tilføjer hun.

Hos Ekstra Bladet deler man det synspunkt. James Kristoffer Miles fremhæver, at offentligheden har ret til at kende sandheden, når mennesker i magtfulde positioner handler forkert.

Hvornår er der belæg nok?

Spørgsmålet, om hvornår der er tilstrækkeligt belæg for at offentliggøre en MeToo-sag, er centralt hos både Ekstra Bladet og Information. Begge medier er enige om, at der ikke er en bestemt fremgangsmåde.

Selvom begge medier arbejder ud fra forskellige strategier, er spørgsmålet om belæg og kildegrundlag noget, der i høj grad optager begge redaktioner og er et af de mest komplekse etiske dilemmaer i dækningen af en sag. Redaktionerne vurderer derfor løbende, hvornår en sag er stærk nok til at bringe.

”Der skal meget til. Det er historier, hvor man bringer oplysninger om personers ry og rygte.

Vi skal være så sikre som overhovedet muligt på, at det, vi bringer, er rigtigt,” siger James Kristoffer Miles.

Hos Information er den overvejelse tilsvarende. Ifølge Laura Friis Wang handler det i høj grad om en vurdering, som sjældent kan styres af faste regler.

”Man kan ikke sige, at vi har en tommelfingerregel. Det vil altid være en konkret afvejning og genstand for rigtig mange journalistiske overvejelser og diskussioner, hvornår man synes, man har nok til at bringe historien,” siger hun.

I MeToo-sager findes der forskellige typer af belæg såsom vidnesbyrd. Fysiske beviser er dog den dokumentation, der spiller den primære rolle.

”Hvis man har et papirspor, vejer det tungt. Et vidnesbyrd, der for eksempel er ledsaget af skriftlig dokumentation som SMS’er eller mails, gør en kæmpe forskel,” siger hun.

Hensynet til ofrene

Et helt centralt hensyn i dækningen af MeToo-sager er beskyttelsen af de personer, der står frem som ofre for krænkelser. Både hos Ekstra Bladet og Information understreges vigtigheden af at tage vare på de krænkede parter i processen.

”Den største etiske overvejelse er hensynet til de ofre, som har været udsat for krænkelsen,” siger James Kristoffer Miles.

På redaktionen er der altid opmærksomhed på, hvordan ofrene påvirkes af den offentlige omtale, både under afdækningen og efter en historie er bragt. Det samme gælder hos Information, hvor hensynet til ofrene udgør en afgørende rolle, både når det gælder anonymisering og den måde, historierne formidles på.

”Man vil virkelig eliminere alle risici for, at man kommer til at hænge en forkert person ud,” siger Laura Friis Wang.

Hun understreger samtidig, at det etiske ansvar over for kilden, der fortæller sin historie, er mindst lige så stort.

Det handler ikke blot om at beskytte kildens identitet udadtil, men også om at tage hånd om hele processen fra den første samtale til en eventuel offentliggørelse. Anonymisering er derfor et væsentligt værktøj hos Information. Dog er en anonymisering ifølge Laura Friis Wang en langt mere kompleks opgave end blot at undlade et navn. Der kan nemlig være meget andet end et navn, der kan pege på den anklagede.

MeToo i bølger

I fremtiden vil mediernes dækning af MeToo-sager fortsat kræve store overvejelser om, hvornår en historie bør og er klar til at blive publiceret.

”Jeg tror, det kommer til at gå i bølger. Der vil være perioder, hvor medierne har ekstra appetit på bestemte typer MeToo-historier, og så kan der opstå en risiko for, at sager bliver bragt, som måske ikke burde være det,” siger James Kristoffer Miles.

Samtidig understreger han vigtigheden af at fastholde de journalistiske principper, der er blevet styrket gennem MeToo-dækningen.

”Jeg håber, at vi fremover vil holde fast i de principper, MeToo har lært os: At have fokus på de krænkedes ve og vel og være ekstra kritiske over for magthavere,” siger han.

Laura Friis Wang peger på, at de erfaringer, som medierne har gjort sig under MeToo-bølgen, har ført til en mere bevidst tilgang.

” Jeg tror og håbe, at journalister. også i fremtiden, har et ekstra kritisk fokus, hvis de hører, at her er tale om en borgmester. topschef, TV-vært eller fagforeningsboss,” siger hun.

Jeg tror og håber, at journalister. også i fremtiden, har et ekstra kritisk fokus, hvis de hører, at her er tale om en borgmester. topschef, TV-vært eller fagforeningsboss

– Laura Friis Wang, journalist, Information

 

AI-bølgen skyller ind over journalistfaget: Sådan undgår du at drukne

AI-bølgen skyller ind over journalistfaget: Sådan undgår du at drukne

AI-bølgen skyller ind over journalistfaget: Sådan undgår du at drukne

Generativ AI er din nye kollega, der kan hjælpe med alt fra rugbrødsarbejde til kreative indspark. Men husk at holde teknologien i ørerne. Man skal indtage rollen som redaktør, lyder det fra journalister med AI-erfaring.

TEKST: mikkel juulsgaard
Illustration: Sigrid conradsen nielsen 

“Hastigheden er svimlende. Opgaver, der ville tage mig ekstremt lang tid, eller som ville kræve, at jeg fik hjælp af andre, kan AI klare.”

Sådan lyder vurderingen fra Frederik Kulager. Han er journalist hos Zetland og benytter AI-hjælpemidler tre til fire gange om dagen. Han sidder i den undersøgende gruppe, hvor de blandt andet laver podcastserier, og så er han vært på ‘Frederik Forklarer Internettet’. Et program, hvor han forsøger at forklare Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, internettets fænomener.

Forleden fik han ChatGPT til at frembringe hele indslaget og læste det højt for hende som eksperiment. Lea Korsgaard troede på, at det var Frederik Kulager selv, som havde skrevet det, men syntes nok, at han var ‘faldet lidt af på den’.

Ifølge Frederik Kulager selv, bruger han AI mere end de fleste. Men han er langt fra den eneste journalist, som er blevet gode venner med den hurtigtænkende, lille hjælper.

“AI kom pludselig væltende ind fra højre”

Sådan lyder det fra Peder Hammerskov, der er adjunkt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og som de sidste to år udelukkende har beskæftiget sig med AI.

Kunstig intelligens har eksisteret siden 50’erne. Men først med ChatGPT’s gennembrud i slutningen af 2022 blev teknologien en del af almindelige menneskers, og ikke mindst journalisters, hverdag. Siden ChatGPT sparkede døren ind, er udviklingen eksploderet, og i dag er ChatGPT bare ét af mange eksempler på kunstig intelligens, som kan skabe indhold efter forespørgsel.

Der findes endnu ikke statistik på, hvor mange journalister, som har taget teknologien til sig. Men ifølge Peder Hammerskov har AI-bølgen spredt sig over hele det danske mediebillede.

“Hvis du ringede til alle mediehuse, tror jeg ikke, du ville finde nogen, der sagde: ‘Vi bruger ikke AI’,” siger Peder Hammerskov.

Hvordan og hvor meget teknologien skal bruges, er der stadig uvished om, hvis man spørger Peder Hammerskov. Nogle bruger allerede teknologien meget, mens andre spekulerer mere over, hvordan den bruges klogest. Nogle kaster sig pladask ud i det, mens andre lige skal dyppe storetåen i teknologiens vide omfang først.

“Der er ikke fundet nogen formel for, hvordan man skal gøre det endnu. Det er virkelig interessant at se, hvordan de forskellige medier prøver med alle mulige forskellige ting,” forklarer Peder Hammerskov, som er ved at skrive en bog om AI i journalistikkens verden.

En intelligent støvsuger

Theis Gaarde Engmann er udviklingsredaktør hos JFM, som er Danmarks næststørste privatejede mediekoncern. Hans arbejdsopgaver har de seneste par år drejet sig meget om kunstig intelligens. Han er med til at afholde heldagskurser for koncernens 450 journalister.

“Vi har satset mere på at komme forrest i bussen. Selvfølgelig er der ting, man skal være forsigtig omkring, men vi har prioriteret ikke at være så forsigtige som andre medier,” siger Theis Gaarde Engmann.

Et eksempel på deres pionerånd er det research-værktøj, JFM har udviklet i samarbejde med Syddansk Universitet. En såkaldt ‘web scraper’, som støvsuger internettet for information. Mere specifikt kan programmet tilgå en kommunes hjemmeside og gennemlæse alle politiske dagsordener og referater for det lokale byråd. Ved hjælp af AI vurderer værktøjet den journalistiske relevans og disker op med en pointscore. Ikke så tosset at have i værktøjskassen hos alle de lokale aviser, der hører under JFM.

Good Tape, NotebookLM og gode gamle GPT

Hos Zetland har man også udviklet sit eget AI-værktøj. Det hedder Good Tape, og som du måske har gættet, bruges det til at transskribere interviews. Frederik Kulager sparer meget tid med Good Tape, som bruges i hele verden. Det er et af mange værktøjer, der gør hans hverdag som journalist nemmere.

Foruden Good Tape anbefaler han ChatGPT til de mere kreative processer som brainstorming og ideudvikling. Frederik Kulager benytter gerne programmerne i samspil med hinanden, hvor han agerer dirigent, mens instrumenterne spiller for ham.

Forleden havde han lavet et interview med en jazzmusiker, som var kritisk over for Spotify. Han transskriberede interviewet, fodrede det til ChatGPT og bad den formulere ti gode spørgsmål til Spotify. Tre spørgsmål var brugbare og skulle blot finpudses. Han tilføjede nogle ekstra spørgsmål og sendte dem til musiktjenesten.

Et andet program, som Frederik Kulager opfordrer journalister til at bruge, er NotebookLM. Det er et program, der kan læse enorme PDF’er på rekordtid og opsummere det væsentligste og svare på spørgsmål på baggrund af filerne. Endnu en timesaver, som han bruger flittigt.

“Vi arbejder på en podcast, hvor vi har fat i breve fra slutningen af 1800-tallet, der er skrevet i hånden. Der kan vi bare uploade billederne af dem, og så skriver den, hvad der står. Jeg sparer ufattelig mange timer på ting, jeg før i tiden brugte rigtig lang tid på, eller som jeg opgav og bare var dårligere til,” forklarer Frederik Kulager.

Hold lystløgneren i ørerne

AI kan nogle gange lyde for godt til at være sandt, og der er noget om snakken. Det er ikke kun et genialt redskab. Teknologien har også problematiske sider.

Et af de store problemer ved generativ AI er dens tilbøjelighed til at hallucinere. Altså generere information, som er opdigtet. Det stiller krav til journalisten, mener udviklingsredaktør på JFM, Theis Gaarde Engmann.

“Det svar, du får fra en sprogmodel, vil  altid virke rigtig, rigtig overbevisende, selvom det er forkert i nogle tilfælde. Hvis man bliver dygtig, når man arbejder med en AI, indtager man rollen som en form for redaktør, som holder den i ørerne, faktatjekker og holder øje med, at alt er, som det skal være,” siger han.

Frederik Kulager er også på vagt over for usand information. Han understreger, at han aldrig ville udgive noget, AI har skrevet, uden at vide, hvad den præcis har gang i.

“Det er mig, der er ansvarlig og på den måde redaktør overfor AI. Men det er helt åbenlyst, når man arbejder med teknologien. Hvis man copy-pastede noget fra ChatGPT og udgav det på internettet som journalistik; det ville være en katastrofe,” konstaterer Frederik Kulager.

Garbage in, garbage out

Samspillet med et generativt AI-værktøj såsom ChatGPT er ikke bedre end den svageste spiller. Derfor skal man levere et godt input for at sætte kontekst. Det giver et mere præcist output.

“Vi prompter den systematisk ud fra de journalistiske brugerbehov, som er blevet ret populære. Så kan den forstå, hvad vi vil opnå hos brugeren med den her idé,” forklarer Theis Gaarde Engmann.

Frederik Kulager oplever også en betydelig forskel alt efter, hvordan han fodrer ChatGPT. Den er god, når han er specifik. Når han er sløset, så er den det også.

“Nogle gange skal jeg bruge lidt længere tid på at formulere mig på en måde, så den forstår, hvad fanden det er, jeg vil have den til at gøre. Oftest føler jeg, at det er mig, der er uskarp. Den kan egentlig håndtere ret komplekse problemstillinger, analyser og research. Jeg skal bare lige nå derhen med den,” siger han.

Men det handler også om at vide, hvornår den skal bruges. Ifølge Frederik Kulager halter det stadig med at skrive. ChatGPT kan ikke skrive, som han gerne vil, og så er der andre problemer.

“Den ved jo ikke en skid om sandt eller falsk eller presseetiske regler eller noget som helst. Man kan godt prøve at sige det til den, men den kan sagtens ignorere dig,” fortæller Frederik Kulager.

Mediet eller journalistens ansvar?

Det er ikke kun journalistens ansvar at bruge AI ansvarligt, mener AI-underviseren Peder Hammerskov. Gode og tydelige retningslinjer fra organisationens side er ekstremt vigtige.

“Man skal ikke bare have regler, men også massere dem ind, give folk lov til at eksperimentere med det og skabe tid til, at de kan bruge det. For AI er ikke noget magisk værktøj, der pludselig gør alting bedre. Det er noget, man skal øve sig i,” uddyber Peder Hammerskov.

Han opfordrer medierne til at være en slags heppekor for journalisterne, som skal være nysgerrige, prøve det af og være ærlige omkring, hvordan de bruger det. Det åbner op for nogle gode diskussioner. Peder Hammerskov mener, at det kan være problematisk, hvis journalister nægter at tage de nye redskaber til sig.

“Det er klart, at hvis jeg sidder på en eller anden redaktion og nægter at bruge AI til at transskribere noget, men alle de andre gør det, så kommer jeg til at ligne en idiot og en meget langsom idiot, der ikke er min løn værd,” fortæller han.

Ingen fine fornemmelser

Ifølge Frederik Kulager er det ikke tabu at bruge AI, tværtimod.

“Jeg tror, tabuet peger mere den anden vej. Der er folk, som har det dårligt med, at de ikke bruger AI nok, fordi de har fået en følelse af, at de kan falde bagud i forhold til dem, der bliver gode til at bruge det. Og det, tror jeg, bliver mere og mere sandt over årene,” siger han.

Frederik Kulager betragter ikke brugen af AI som en grænse, der overskrides. Han sidestiller det med at bruge Google. Det er blot det næste teknologiske redskab.

“For mig er det så naturligt og indarbejdet, at det knæfald er tabt for mig. Jeg bruger jo internet, computer og teknologi, og det har jeg altid gjort. Jeg har ikke kendt til et analogt liv på noget tidspunkt i mit liv. Så det her er en helt naturlig overbygning på den måde, jeg altid har arbejdet. Med tekst, med skrivning, med journalistik. Jeg har ikke nogen finere fornemmelser,” siger Frederik Kulager.


Udgivet den 27. marts 2025