Bag rygternes facade – ansvar, udfordringer og etiske dilemmaer i transferjournalistikken

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | UDE

Bag rygternes facade – ansvar, udfordringer og etiske dilemmaer i transferjournalistikken

Hvert år handler de danske klubber for millioner af kroner, og handlerne dækkes massivt i pressen, både før og efter de bliver bekræftet. Hvad skal sportsjournalisterne være opmærksomme på?

TEKST: JOHAN NØRGAARD & ANDERS VILLAUME
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

I fodboldens verden er transfervinduerne en tid med spænding, spekulation og svimlende pengebeløb. Ifølge Sky Sports blev der på verdensplan brugt mere end 21 milliarder kroner på transfers bare denne sommer. Også i Danmark holder fans af Superliga-klubberne vejret, mens deres yndlingsklubber arbejder på at hente nye stjernespillere til truppen eller lade deres talenter og profiler finde nye græsgange i udlandet.

Midt i kaosset af rygter og kontraktforhandlinger er sportsjournalister de populære brobyggere mellem klubber og fans.

Men hvordan kan vi være sikre på, at de oplysninger, vi får, er pålidelige, når vi læser om rygter angående spillerhandler med summer, der herhjemme har beløbet sig til mere end 100 millioner kroner, og som involverer både klubber, spillere og agenter?

Agenternes rolle

Transferjournalistikken har udviklet sig til sin helt egen genre inden for sportsjournalistikken, hvor rapportering om spillerhandler og klubskifter fylder overskrifterne i mange sportssektioner og på sociale medier. Mens transferjournalistikken uden tvivl er spændende for fans, er det også et område, der er fyldt med udfordringer og etiske dilemmaer for journalisterne.

Troels Henriksen, der er underviser i journalistik på RUC, mener, at en af de største udfordringer inden for transferjournalistikken er brugen af kilder. Her har spillernes agenter en særlig rolle.

“Agenter er nogle af de væsentligste kilder. I visse tilfælde er de også de eneste kilder. Du finder ikke en kilde med et mere klart motiv end en spilleragent, som med det korte eller lange sigte vil stille fodboldspillerne bedst muligt i forhold til at tjene penge,” siger Troels Henriksen.

Farzam Abolhosseini, der er journalist på B.T., og med sine 28.000 følgere på X er den mest fulgte transferjournalist i Danmark, siger, at det er vigtigt, at man altid får dobbeltbekræftet sine historier fra flere sider.

“Jeg taler med de kilder, der sidder med sagerne og får altid bekræftelse af minimum to uafhængige kilder, inden jeg skriver mine historier. Vi skriver ikke artikler, før vi er 100 procent sikre på, at det er sandheden,” siger han.

Indtager medierne en ubevidst partsrolle i transfersagerne?

Troels Henriksen har været sportsredaktør på Jyllands-Posten og superligaredaktør på Discovery. Han mener, at medier skal passe på med ikke ubevidst at blive part, når de skriver om potentielle transfers.

Han skrev i slutningen af det afsluttede sommertransfervindue et post på X, hvor han efterlyste mellemregninger i en transferhistorie. Det drejede sig om, at fodboldspiller Mads Bech Sørensen først var på vej til at skifte til AGF, men at han efter publiceringen af den nyhed endte hos FC Midtjylland. Troels Henriksen understreger, at han ikke ønsker at udtale sig om den specifikke historie fra B.T., men kun om transferjournalistik generelt.

“Det er ikke bevidst, men når man skriver en historie om, at nu er denne spiller på vej hertil som noget, der ganske sikkert kommer til at ske, kan der jo sidde nogle konkurrerende klubber og se det, hvorefter de kan gå ind og overbyde. Når det sker, så er man som medie implicit blevet part i en transfer. Jeg siger ikke, at den slags historier skal udryddes, men det er mellemregninger uden kildeangivelser, og der er en risiko som medie ved at lave den slags,” siger Troels Henriksen.

Farzam Abolhosseini understreger, at troværdighed er det vigtigste for ham.

“Troels Henriksen betvivlede offentligt den vigtigste valuta – vores troværdighed. Det var langt over stregen og har ingen hold i virkeligheden. Jeg noterer mig, at han slettede sit post kort efter – som han også har gjort tidligere,” siger Farzam Abolhosseini.

Troels Henriksen er ikke enig i, at han såede tvivl om B.T.s troværdighed og påpeger, at han slettede sit post på X, da han ikke mener, det er den rette arena for debatten.

“Jeg betvivlede ikke nogens troværdighed. En nuanceret debat kan være svær på X, og jeg har egentlig trukket mig fra det medie af samme årsag,” siger han.

Selvom det ikke er mediernes hensigt at agere part i en spillerhandel, kan det stadig være konsekvensen. I hvert fald hvis man spørger Troels Henriksen.

“Kilderne i branchen læser også historierne, og udefra set virker det til at være tilfældet her på grund af transferens dramatiske udvikling. Ikke mindst på grund af mediernes manglende deklaration over, hvor kilderne kom fra, som det så ofte er tilfældet,” siger han og forklarer:

“Formuleringen ‘ifølge mediets oplysninger’ er simpelthen for slap. Især når det ofte skrives i bunden af artiklerne, at agenten ikke har nogen kommentarer. Selvfølgelig har han ofte det – bare ikke til citat.’’

Den store transferhype er særligt koncentreret på den populære deadline day, som er den sidste dag, hvor transfervinduet har åbent. Det resulterer i en masse rygter om potentielle handler i både ind- og udland. Derfor er det ifølge Farzam Abolhosseini særligt vigtigt, at man dobbelttjekker historierne, inden man sender dem ud, og at man tænker på at bevare troværdigheden over for sine læsere og ikke kun tænker på at henvende sig til fodboldfans.

“Jeg gør intet uden at have dobbelttjekket mine informationer. Det vigtigste for mig er at give B.T.’s læsere troværdige historier. Jeg beretter om sandheden og spekulerer ikke over, om der er fans, der læser med eller ej,” siger han.

FORSIDEN

Ti gode råd til praktiksøgningen fra Chat-GPT

af Jens-Emil | jun 1, 2023 | UDE

Ti gode råd til praktiksøgningen fra Chat-GPT

Illustreret Bunker har sprunget over, hvor gærdet er lavest. Vi har fået vores nye ven og skrivekammerat, Chat-GPT, til at kigge ind i internettets dybeste afkroge og fundet ti hurtige råd til din praktiksøgning.

TEKST: CHAT-GPT
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 01. juni 2023

I en konkurrencepræget medieverden er det at få en praktikplads ofte et vigtigt skridt mod at kickstarte en succesfuld karriere. Hos Illustreret Bunker har vi lyttet til vores læseres behov og sammensat en liste med 10 effektive råd, der vil hjælpe dig med at skille dig ud og øge dine chancer for at sikre dig drømmepraktikken. Uanset om du drømmer om at arbejde på et førende mediehus, i en spændende radio- eller tv-station eller et innovativt online medie, vil disse råd være uvurderlige i din jagt på den eftertragtede praktikplads. Så lad os dykke ned i disse tips og tricks, der vil guide dig mod din professionelle fremtid!

Selvfølgelig! Her er 10 gode råd til at få en praktikplads:

Start tidligt: Begynd din søgning efter praktikpladser tidligt. Mange virksomheder har faste deadlines, og det er vigtigt at være proaktiv og søge i god tid.

Research virksomheder: Lav en liste over relevante medievirksomheder, aviser, magasiner, radio- og tv-stationer osv. Research virksomhederne grundigt for at forstå deres værdier, arbejdskultur og hvad de efterspørger hos deres praktikanter.

Tilpas din ansøgning: Skræddersy din ansøgning og dit CV til hver virksomhed, du ansøger hos. Vis, at du har sat dig ind i virksomhedens profil og brug konkrete eksempler på, hvordan dine færdigheder og interesser passer til deres behov.

Networking: Udnyt dit netværk. Tal med tidligere praktikanter, lærere, venner eller familiemedlemmer, der arbejder inden for mediebranchen, og bed om hjælp, anbefalinger eller tips til praktikpladser.

LinkedIn og sociale medier: Opdater din LinkedIn-profil og brug sociale medier som Twitter eller Facebook til at følge og engagere dig med virksomheder og personer inden for branchen. Det kan åbne døre og skabe muligheder for at få kendskab til praktikstillinger.

Praktikmesser og arrangementer: Deltag i praktikmesser, branchearrangementer og netværksmøder, hvor du kan møde repræsentanter fra medievirksomheder og opbygge relationer. Disse begivenheder kan også give dig mulighed for at præsentere dig selv og din interesse for praktikpladser.

Skaf praktisk erfaring: Selvom det kan være udfordrende at få en formel praktikplads, kan du skabe praktisk erfaring på andre måder. Lav dit eget blog, start en podcast eller bidrag til lokale medier. Dette viser din interesse og dedikation til journalistik.

Vær vedholdende: Forvent at møde afslag undervejs, men giv ikke op. Hold dig motiveret og fortsæt med at søge og følge op på ansøgninger. Vedholdenhed og engagement kan skille dig ud fra konkurrencen.

Frivilligt arbejde: Overvej frivilligt arbejde eller ulønnet praktik i mindre medieorganisationer eller non-profit-organisationer. Dette kan give dig værdifuld erfaring, netværk og muligvis åbne døre for fremtidige muligheder.

Opdater og forbedr dine færdigheder: Mens du søger efter praktikpladser, er det vigtigt at kontinuerligt forbedre dine færdigheder. Tag kurser, læs faglitteratur, og hold dig opdateret med de seneste udviklinger inden for mediebranchen.

Vær altid nysgerrig og læringsorienteret.

Disse råd er baseret på vores erfaringer og ønsket om at hjælpe dig med at skille dig ud i din praktiksøgning. Husk, at det at få en praktikplads kan være en konkurrencepræget proces, men med dedikation, vedholdenhed og en strategisk tilgang kan du øge dine chancer for at få drømmepraktikken. Så kom i gang, vær proaktiv og gå efter dine mål. Vi ønsker dig held og lykke i din jagt på den perfekte praktikplads og i din fremtidige karriere som medieprofessionel!

Varmeste hilsner,

Chat-GPT

FORSIDEN

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

af Thit | jun 1, 2023 | INDE

Praktik eller paradise? Bare vent, efterårets søgning byder på endnu mere drama

55 studerende står uden praktikplads efter forårets store matchdag. Det har skabt en flaskehals i forhold til efterårets praktikrunde, hvor hele 75 studerende potentielt vil stå uden en plads. Hvem har ansvaret? Hvad skal man gøre for at få en plads? Og går DMJX tilbage til 12 måneders praktik? Vi har undersøgt det for dig.

TEKST: ditte hjort würtzenfeld & sidse marie hansen
illustration: katrine åsleff edvardsen

Udgivet den 01. juni 2023

”Jeg er rigtig ked af at skulle fortælle dig, Ditte, at vi desværre har valgt at gå med en anden kandidat. Du har en stærk profil, men der var en anden, der bare lige passede lidt bedre.” Min mave snører sig sammen og jeg kan mærke tårerne presse på. ”Det er bare helt fair,” hører jeg mig selv sige, ”tak for en god samtale”. Jeg ligger på. Disse ord har jeg hørt adskillige gange de sidste tre dage. Jeg har været igennem det, der føles som et realityshow, hvor det kun er den stærkeste, der kommer ud på den anden side i live.

Jeg snakker om praktiksøgning på journalistuddannelsen.

Den 3. maj kl. 12 sad omkring 80 studerende fra SDU, RUC og DMJX klar på praktikmatch.dk for at få afgjort, om de i anden runde ville få en plads på et af de medier, der stadig havde pladser efter første runde. Da de lukkede computeren ned, sad 55 studerende tilbage uden et match. Nu begynder en forsommer med at opstøve flere praktikpladser, men hvis dette ikke lykkedes, står de studerende over for en potentiel tvungen orlov. Nu tyder alt på, at den kommende praktiksøgning i efteråret bliver endnu værre for de studerende.

Hårde odds for praktiksøgende

Praktikken fylder næsten halvdelen af uddannelsen på DMJX og giver anledning til nervøsitet allerede fra den spæde begyndelse af første semester. Forårets praktiksøgning gav de studerende de hårdeste odds i seks år, mens medierne var så godt som sikret en praktikant. Som situationen ser ud lige nu, kommer der til at mangle 20 pladser til efterårets runde. Læg hertil de 55 studerende, der ikke fik plads i forårsrunden. Det betyder altså 75 manglende praktikpladser, når matchrunden afvikles til efteråret.

“Det er et alt for stort tal. Det er et reelt, alvorligt problem.”

Ordene er Marianne Grams. Hun er formand for praktikudvalget, der tæller medlemmer fra de tre journalistuddannelser, studerende og flere danske medier. I udvalget holdt man et ekstraordinært møde efter matchrunden.

“Alle kom. Og der sidder altså mange i det udvalg. Alle synes, det her er alvorligt, og at vi skal gøre alt, hvad vi kan,” siger Marianne Gram.

Hos de nuværende praktiksøgende studerende er det bare om at vente på, at skolen får opstøvet nye praktiksteder. Og praktikkoordinator Martin Vestergaard er i fuld sving. Men Marianne Gram mener ikke, det er realistisk, at alle får en plads i denne runde:

“På den korte bane, kan vi måske skaffe ti pladser. Vi kan jo ikke nå at skaffe 50 – lad os være ærlige”, siger Marianne Gram.

Hvem har ansvaret?

En række forskellige faktorer spiller ind, når man taler om skyld i den nuværende praktiksituation. Det er nemt at pege fingre, men faktum er, at det er mere kompliceret – i hvert fald når vi spørger Martin Vestergaard.

“Det er svært at sige, hvem der har ansvaret, når man rammer ind i konjunkturer. Det er jo en blanding af, at DMJX er gået fra 12 til 18 måneders praktik, og der er sket en afmætning i branchen fra medier, der gang på gang ikke har fået ansøgere, som så har givet op nu,” siger Martin Vestergaard.

Derudover fungerer praktiksystemet efter markedsmekanismer. Det afhænger i høj grad af mediernes økonomi, hvor mange pladser der er. Vestergaard forklarer, at antallet af praktikpladser derfor er ude af skolens hænder, da de ikke kan gøre andet end at presse på hos medierne for at slå flere pladser op.

Ifølge Henrik Berggren er skyldsspørgsmålet ikke så kompliceret:

“Helt konkret er det jo DMJX’s skyld, at vi står i den nuværende situation, fordi vi øgede praktiktiden fra 12 måneder til 18 og derfor skulle bruge flere pladser,” siger Henrik Berggren.

Og situationen var også forudsigelig, efter DMJX gik tilbage til 18 måneders praktik. Det blev indført efter stort pres fra de danske medier, som til gengæld lovede at optage flere praktikanter. Det blev dog ikke sådan. Ved praktiksøgningen i efteråret 2022 var der kun akkurat pladser nok.

“Vi har længe sagt, ulven kommer – nu kom den så,” siger Martin Vestergaard om manglen på praktikpladser.

Men har DMJX så planer om at ændre praktikperioden tilbage til 12 måneder? Ifølge Martin Vestergaard er det ikke noget, skolen bare kan gøre. Det er en beslutning mellem bestyrelsen og rektor, der derefter skal godkendes af ministeriet. Spørger man ind til Vestergaard og Berggrens personlige mening, er de ikke afvisende overfor 12 måneders praktik.

“Jeg vil have svært ved at argumentere for, at man ikke kan blive en god journalist med 12 måneders praktik. Så det er da en overvejelse værd,” siger Henrik Berggren.

Marianne Gram er ikke lige så positivt stemt overfor idéen om 12 måneders praktik på DMJX:

“Altså, jeg vil gerne understrege, at dette ikke er en beslutning, der ligger hos Praktikudvalget. Men jeg synes umiddelbart, at det ville være noget værre rod at ændre, så kort tid efter de 18 måneder er blevet genindført. På den korte bane er vi nok nødt til at have lidt koldt vand i blodet,” siger Marianne Gram.

”Søg bredt, og slik røv, men på en kritisk måde, du er jo journalist. Forbered dig på, at det bliver hårdt – og lad os være ærlige: Skynd dig at lære de rigtige mennesker at kende i branchen.”

– Ditte Hjort Würtzenfeld og Sidse Marie Hansen, journaliststuderende på fjerde semester

Den evige undren – er vi for mange studerende?

“Har vi ikke snakket om det her før?”

Henrik Berggren kiggede tænksomt på os, da vi spurgte, om DMJX optager for mange studerende, når der nu ikke er praktikpladser nok. Og jo, spørgsmålet dukker ofte op på DMJX i diverse sammenhænge, men når det gælder muligheden for at komme videre på sin uddannelse, virker det som en reel undren.

“Jeg synes, det er så naivt. Vi havde også snakken om optag, sidst vi stod med mangel på praktikpladser. Men det, vi står i, er et praktikproblem – det er ikke et dimittendproblem,” sagde Henrik Berggren og fortsætter:

“Det dur ikke at regulere på optaget – altså medmindre vi ikke kan finde en løsning på praktikproblemet. Men det vigtige i forhold til optaget må være dimittendledigheden.”

Marianne Gram mener også, at løsningen må kunne findes andetsteds. Hun lægger vægt på, at man skal passe på med at konkludere alt for meget lige nu, da opgaven med praktikpladser før har kunnet løftes. Hun sender også en appel til medierne om at kigge efter, om de kunne bruge en praktikant. For som hun siger: “Chancen for at få en praktikant har aldrig været større.”

Dog medgiver hun, at det i øjeblikket er et problem med antallet af studerende:

“Vi optager for mange studerende lige nu. Det kan vi ikke modsige – det er jo faktuelt. Men det er også et øjebliksbillede, og vi er nødt til at se billedet over lidt længere tid,” siger Marianne Gram.

Hvordan får studerende en fair chance for et match?

Så hvordan skal studerende kæmpe sig til en praktikplads i næste runde?

“Prøv at tænke i alternativer og søg bredt! I kan også overveje, om der er steder, I kunne skrive til, der ikke har slået stillinger op i denne runde. Eller måske tage til udlandet, hvis det var noget, I kunne se jer selv i,” lød det fra Henrik Berggren. I samme ombæring opfordrer han også kommende praktiksøgende elever til at holde hovedet koldt:

“Lad’ vær med at tænke over det. I kan alligevel ikke gøre noget ved det. I må bare vente til, I kommer ind på fjerde semester,” siger Henrik Berggren.

Martin Vestergaard er enig i, at man må indstille sig på, at praktiksøgningen er en hård tid. Og det kan DMJX ikke tage ud af ligningen:

“Vi prøver at gøre det lidt nemmere ved at invitere nuværende praktikanter ud og fortælle om deres oplevelser og generelt bare italesætte det. At praktiksøgning er hårdt, er noget, vi tænker over hele tiden,” fortæller han.

Marianne Gram stemmer i: “Tænk bredt. Hvis man nu ikke får sin første, anden eller tredje prioritet, skal man spørge sig selv, om der kan være andre muligheder, hvor man kunne komme ud i en anden slags praktik. Hvis man bider sig for meget fast i ønsketænkning, så lukker døren også. Der er så mange steder, hvor du kan lære rigtig meget. Hav en plan b, og undersøg den.”

Hvis du stadig er i tvivl, så er svaret, der går igen fra DMJX og praktikudvalget: søg bredt. Det er ikke tilladt at være kræsen, for du kan blive en dygtig journalist alle steder.

Hård konkurrence fra RUC

På RUC har de tre ugers praktik, inden de søger “den lange praktik”. Spørgsmålet er, om det ikke giver en konkurrencemæssig skævvridning, da de har etableret gode forhold til medierne i denne “prøve-praktikperiode”. De har haft mulighed for at skabe forbindelser og vist deres engagement, som studerende både på SDU og DMJX ikke har haft mulighed for. Men det er ikke noget, DMJX umiddelbart har planer om at indføre:

“Det er noget, vi har diskuteret mange gange. Jeg tror, det kunne være en fordel, men jeg synes, det er en uskik, hvis vi skulle lave ekstra praktik, da vi allerede har 18 måneder. Jeg tror, medierne ville blive rigtig trætte af det,” lyder det fra Henrik Berggren.

Martin Vestergaard kan godt se pointen i at have en ‘prøvepraktikperiode’:

“Det giver da dem en fordel. Det er ikke noget, vi har overvejet, men hvis der blev ved med at mangle pladser, kunne det være en idé,” siger Martin Vestergaard.

Fra os til dig

Vi står som sild i en tønde foran det lille runde bord. Foran os står Per Thiemann fra Politiken, som i løbet af praktikperioden har opnået samme status som Beyonce. Jeg får et puf af sidemakkeren. Jeg er træt og har ondt i kinderne af at smile. Ondt i nakken af at nikke. Og ærligt – ondt i tungen af at slikke røv.

Vi fik at vide af DMJX, at vi bare skulle slappe af inden messen. Det var medierne, der skulle sælge sig til os – ikke omvendt. Men reelt var det en anden sag.

Ét medie spurgte os grinende på messen: ”Hvorfor er der ingen, der stiller kritiske spørgsmål? Det er jo det, I bliver uddannet i”. Jamen, fordi vi er så angste og nervøse for at stille det forkerte spørgsmål, som kunne ødelægge vores chance for en praktikplads.

Fordi de sidder med vores fremtid i hænderne.

Så hvis det skal være netop dig, der smider guldkuglen til store matchdag og kommer ud på den anden side som sejrherre, må vores bedste råd være: Søg bredt, og slik røv, men på en kritisk måde, du er jo journalist. Forbered dig på at det bliver hårdt – og lad os være ærlige: Skynd dig at lære de rigtige mennesker at kende i branchen.

Kære kommende praktiksøgende journalist, DMJX Memes sagde det først, men der er ikke andet tilbage at sige end: Happy hunger games, and may the odds be ever in your favor.

FORSIDEN

Mette tvivlede, og Solveig skældte ud: Sådan så undervisernes studietid ud

af Anna | jun 1, 2023 | TEMA

Mette tvivlede, og Solveig skældte ud: Sådan så undervisernes studietid ud

Siden 1970 har journalistuddannelsen optaget nysgerrige og håbefulde journaliststuderende, der skal finde ud af at gøre skolen og uddannelsen til deres egen. Det er dog nemmere sagt end gjort. Derfor har jeg taget fat i to tidligere studerende, der stadig har deres gang på DMJX for at høre om deres oplevelser.

Mette Mørk og hendes medstuderende i 90’erne.

TEKST: hilde agergaard svendsen
FOTO: privat

Udgivet den 01. juni 2023

Jeg husker tydeligt, da beskeden tikkede ind i min e-Boks

”Kære Hilde. DMJX har den glæde at kunne tilbyde dig en studieplads på journalistuddannelsen.”

Shit. Yes. Fedt. Nu skal jeg være journalist.

En skøn lykkerus gjorde mig høj i noget tid, og pludselig stod jeg på skolen. De første dage var fyldt med en masse nye ansigter og navnelege. Rusarrangementer, hvor mine medstuderende og jeg skyllede ugens mange indtryk ned med øl og small talk. Beslutninger om hvorvidt jeg skulle melde mig ind i en af skolens foreninger, for jeg ville jo ikke virke kedelig, men ville det omvendt blive for presset med studiet?

Der er mange ting at tage stilling til i den første tid på studiet, og mest af alt vil jeg bare gerne lære, hvordan jeg bliver en dygtig studerende, så jeg kan blive en dygtig journalist. Måske finder jeg svaret ved at se tilbage på nogle af de journaliststuderende, der har været her før mig, så jeg kan få et indblik i, hvordan deres tid på studiet var.

Heldigvis går to af dem stadig rundt på skolen, dog i dag med en anden titel; underviserne Solveig Schmidt og Mette Mørk. Forhåbentligt kan deres oplevelser gøre mig klogere på, hvad jeg går ind til.

Journalisthøjskolen i 70’erne

En 20-årig Solveig Schmidt står med en rejseskrivemaskine foran den gamle Bunker på Olof Palmes Allé. Året er 1975, og Journalisthøjskolen er kun få år gammel. Det var egentlig slet ikke meningen, at hun skulle søge ind på journalistuddannelsen, men to ting har fået hende herhen: En søster der gerne vil have, at hun gør noget med sit liv, og en kollega på hendes arbejde, som inspirerer den unge Solveig til at søge ind.

”Jeg var dumpet til optagelsesprøven, hvis den var som i dag. Jeg vidste absolut ingenting,” siger Solveig Schmidt.

Men noget gør hun rigtigt, for nogle måneder efter sidder hun på skolebænken. Selvom det var ved et tilfælde, at hun endte lige på Journalisthøjskolen, så vidste hun med det samme, at hun var landet det rette sted.

”Det var kærlighed ved første time. Jeg elskede uddannelsen,” siger Solveig Schmidt.

Solveig Schmidt og hendes medstuderende i 1978.

Hønsestrik og langt hår

Solveig Schmidts tid på journalistuddannelsen bærer præg af sammenhold. I klassen har man hinandens ryg, hjælper hinanden og ser hinanden som én samlet flok.

”Der var ikke spidse albuer. Det var i 70’erne. Det var hønsestrik og langt hår. Vi tænkte hele tiden i fællesskab. Klassen så sig selv som et fællesskab,” siger hun.

Især husker Solveig Schmidt en episode i forbindelse med en rapport, som hun og hendes studiekammerat skulle skrive.

”Vi blev stillet en opgave, som var røvsyg,” siger hun.

I stedet skriver de to en længere artikelserie. Men det er underviserne ikke tilfredse med, og de vælger at dumpe Solveig Schmidt og kammeraten.

”Men så siger resten af klassen, at det sgu er for dumt: ’Der er ingen, der har arbejdet så meget som de to. Hvis de skal dumpe, så anser vi hele klassen for dumpet,’ og så satte hele klassen sig ned kollektivt,” siger Solveig Schmidt.

Trods det stærke fællesskab i klassen var forholdet mellem Solveig og hendes undervisere knap så gnidningsfrit. Med jævne mellemrum besøgte hun rektors kontor for at klage over et eller andet:

”Jeg kritiserede pensum. Jeg kritiserede, at vi ikke fik undervisning nok. Jeg kritiserede, at undervisernes faglige niveau ikke var højt nok. Jeg har ikke været særlig sjov at have som studerende,” siger hun.

Til optagelsesprøve i 1990

”Det her lorte, overfladiske fag gider jeg ikke!”

Mette Mørk sidder i 1990 til optagelsesprøve på journalistuddannelsen, men inde til prøven ændrer hun pludselig mening.

”Vi skulle lave et eller andet referat, og jeg syntes bare, det var noget regulært pis, og så gik jeg. Jeg var nok lidt impulsstyret,” siger Mette Mørk.

Året efter kan hun dog se, at det måske var lidt af en dum idé, da det jo var journalistikken, hun gerne ville. Derfor går hun året efter op til prøven igen, men i mellemtiden er der kommet et større problem. Hendes roomie, der selv læser på Journalisthøjskolen, er bekymret for Mette Mørks chancer for at blive optaget:

”Du skal nok ikke regne med at komme ind, for jeg hører, at snakken oppe på skolen går på, at mange af spørgsmålene i videnstesten ligger godt for mændene. Der kommer ikke ret mange kvinder ind denne gang,” siger Mette Mørk.

I 90’erne havde Journalisthøjskolen det problem, at de fik frasorteret mange kvinder ved optagelsesprøven, og da Mette Mørk tog til prøven for anden gang i 1991, var der kun 28 kvinder ud af de 100 optagne. Men en af de 28 kvinder var Mette Mørk.

”Jeg kan huske fornemmelsen af at stå med den tunge velkomstpakke i hånden. Kæft, hvor var jeg lykkelig,” siger hun.

Kan du finde den unge Mette Mørk?

De seje københavnere

Selvom Mette Mørk var glad for studiet, oplevede hun dog en opdeling blandt de studerende. En af grupperne, som Mette Mørk så op til, var de seje københavnere.

”Hvordan fanden skal jeg nogensinde leve op til dem? De stod der med deres Cecil cigaretter, og jeg var lige kommet ind med firetoget fra Kolding,” siger hun.

Lugten af smøger og spildte fadøl spreder sig i den gamle Bunker, da Mette Mørk står til en fredagsbar på uddannelsen. Hun er efter en periode i praktik kommet tilbage på skolen til sidste semester, og nu står hun ved siden af en af de seje københavnere.

”’Puh, det har været fedt at komme tilbage efter praktikken,’ siger jeg til hende, ’for nu synes jeg, vi er mere lige alle sammen. Alle har nogle erfaringer. Jeg synes, det er nemmere at være her. Jeg synes, jeg har mere styr på det.’ Så kigger hun på mig og udbryder: ’Hvad taler du om? Du har sgu altid haft styr på alting,’” siger Mette Mørk.

Journalisthøjskolen anno 2023

Jeg har nu været på studiet i et par måneder, og der er heldigvis allerede kommet lidt mere ro på. Jeg har lært en del navne, og jeg valgte også at melde mig ind i en forening. Jeg skyller stadig øl ned om fredagen, men smalltalken fylder mindre nu. Jeg har nok også haft for høje forventninger, hvis jeg havde håbet på, at jeg kunne finde opskriften på den gode journaliststuderende. Det er nok ikke så enkelt.

Men nogle ting kan jeg da tage med fra Mette Mørk og Solveig Schmidts oplevelser:

Fokusér på fællesskabet. Det kan resultere i, at du består et fag, du egentlig stod til at dumpe.

Du har sikkert mere styr på det, end du går og tror – også selvom du ikke er fra København og ryger Cecil. Og du kan godt kritisere skolens lærere, undervisning og pensum og stadig blive ansat på selvsamme skole nogle år efter.

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.

Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?

Du kan finde de andre historier her:

Steffen Gram er oplært i uddøende journalistisk tradition

Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

Beretning fra en tid hvor kantinen var journalisternes værtshus

Kan kravet om karakterer bestå?

FORSIDEN

Mike Meisner tog orlov: ”Det er sgu okay ikke at have det godt hele tiden”

af Sissel | jun 1, 2023 | INDE

Mike Meisner tog orlov: ”Det er sgu okay ikke at have det godt hele tiden”

Mike Meisner fra journalistuddannelsens tredje semester troede ikke, at orlov var nødvendigt, selv da livet viste sig fra sin hårdeste side. Men efter samtaler med studievejledningen tog han en tiltrængt pause og kom tilbage på DMJX med genvundne kræfter og mod på studielivet.

TEKST: ASBJØRN STEFFENSEN
FOTO: JANNI MOSHAGE MOLDT

Udgivet den 01. juni 2023

Første dag på studiet kan både være spændende og længe ventet, men for mange også nervepirrende. Der er mange nye indtryk. Man skal tilbage på skolebænken, og der kan være en uvished omkring, hvordan ens nye hverdag kommer til at se ud. For 30-årige Mike Meisner, der startede på DMJX’s journalistuddannelse i sommeren 2021, var disse bekymringer dog sekundære. Hans far var nemlig meget syg af kræft i denne periode.

Som ny studerende sad Mike en af de første dage i auditoriet, hvor studievejlederne på skolen præsenterede sig selv og deres funktion på stedet. Det fik Mike til at svinge forbi deres kontor kort tid efter for at fortælle dem om sin situation. Her følte han sig både set og hørt.

Farens tilstand blev værre, og få måneder efter studiestarten gik han bort. Den næste tid blev hård for Mike, der fik svært ved at følge med i undervisningen og kom bagud med flere eksaminer. Alligevel var det først i starten af 3. semester, at han i fællesskab med studievejlederen besluttede sig for at tage orlov.

”Jeg havde jo brug for det. Det havde jeg virkelig. Jeg ville nok bare ikke indse det,” siger Mike Meisner.

En svær beslutning

Joan Husted er studievejleder på DMJX og dermed en af de personer, man som studerende kan tale om trivsel og velvære med, mens man har sin gang på skolen under uddannelsen.

Hun mener, at beslutningen om at tage orlov ofte er svær, uanset hvilken situation man står i, og at der er valg såvel som fravalg i overvejelserne omkring orlov.

”Kan jeg se mig selv gå ind i auditoriet på en helt ny årgang 1. februar, når jeg ikke kender de andre på årgangen? Og hvordan har jeg det egentlig med, at jeg socialt skal starte lidt forfra? Det, synes jeg, man skal overveje”, siger Joan Husted.

I hendes tid på DMJX har hun mærket en stigende grad af, at de studerende er blevet bedre til at kigge indad og tænke over, om de behøver en pause fra studiet.

”Der er kommet en højere grad af eftertanke, tror jeg, hvor de studerende mærker efter, om de egentlig kan se sig selv i det her, eller om der er noget andet, der trækker,” siger Joan Husted.

”Jeg havde jo brug for det. Det havde jeg virkelig. Jeg ville nok bare ikke indse det.”

– Mike Meisner, studerende på DMJX

Tid til at tænke

I starten af sin orlov nød Mike først og fremmest, at han ikke skulle tænke på afleveringer og læsning af pensum, og at han nu havde mulighed for at komme helt ned i tempo, som han længe havde haft brug for.

Som tiden gik, fik han dog også tid og mulighed for at dykke mere ind i sindet og arbejde med sig selv og den sorg, han bar rundt på.

”Jeg lærte meget om mig selv, og jeg lærte, at det er sgu okay ikke at have det godt hele tiden,” siger Mike Meisner.

Havde du spurgt Mike for 10 år siden, ville han ikke have hørt tale om at tage til terapi, selvom det stod slemt til. I dag er han blevet klogere og går imod, hvad han er vokset op med at høre om mænd, der udviser følelser.

”Jeg kender mig selv og ved, at jeg er en følsom fyr. Men jeg kommer også fra et miljø, hvor det ikke lige er noget, man viser”.

I slutningen af sin orlov begyndte det at krible lidt i fingrene på Mike. Han ville gerne tilbage på DMJX for at gense sine venner og fordybe sig i studiet. Han følte sig godt veludhvilet og havde fået nogle redskaber til at kunne bearbejde tabet af sin far og fortsætte sit eget liv.

Ikke alene

Selvom de studerende, der vælger at tage orlov, ikke er fysisk på skolen i en periode, bliver de ikke glemt af studievejledningen. Joan Husted fortæller, at der gøres en indsats fra studievejledningens side for at holde en vis kontakt til de studerende. Specielt dem, hvor orloven er blevet taget under svære omstændigheder. Dermed får de en idé om, hvordan det står til, og den studerende ved, at der er noget at vende tilbage til.

”Nogle studerende kan i den situation føle sig udenfor og være bekymret for at blive hægtet af deres uddannelse og det sociale fællesskab. Derfor vil en af os fra studievejledningen typisk sende en mail eller sms for at høre, hvordan det står til, og om der er nogle studiemæssige bekymringer, vi kan hjælpe med,” siger Joan Husted.

Når man som Mike tager orlov under nogle svære omstændigheder, er det ikke altid lige nemt at vide, hvad man skal bruge tiden på, nu hvor studiet er sat på pause. Til dem, hvor beslutningen blev taget på en hård baggrund, giver Joan Husted et råd med på vejen.

”Uddannelse og skole løber ikke nogen steder, tværtimod. Det vigtigste er at bruge tid og energi sammen med familien.”

Derudover fortæller hun, at studievejledningen gør meget ud af at fortælle de studerende under deres orlov, at de naturligvis stadigvæk er meget velkomne til at tage del i sociale arrangementer for at kunne mærke fællesskabet.

Anden første skoledag

På vej i skole første dag efter orlov gik der en masse tanker igennem hovedet på Mike. Det mindede ham om første dag på studiet året forinden, men denne gang var det anderledes. Han var mere afklaret og havde mere ro i sindet. Så selvom turen til DMJX-bygningen var en smule angstprovokerende, glædede han sig mest af alt.

Inde bag skydedørene tog hans venner imod ham med åbne arme og store krammere og bød ham velkommen tilbage. Det varmede hos Mike, der følte sig hjemme igen med det samme.

”Jeg havde jo været lidt på sidelinjen noget tid, så det var bare rart, at de faktisk havde lagt mærke til, at jeg ikke havde været der. Det var en dejlig bekræftelse.”

Mike vil råde alle, der står i en svær situation midt i deres studie til at mærke efter, om det at tage orlov ikke kan være med til at give dem et pusterum. For ham gav det tid til refleksion og til at arbejde med tabet af sin far.

”Tag en snak med studievejlederne, hvis du har ondt i sjælen. Det er noget, jeg har fået øjnene op for, som jeg ikke har skænket en tanke før,” siger Mike Meisner.

FORSIDEN

Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

af Anna | jun 1, 2023 | TEMA

Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

Vi skal igen snakke om jeg’et. Jeg’et i gonzojournalistikken. Hvor det startede,og hvorfor det har fået en plads i journalistikken.
Vi skal også snakke lidt om mig. Selvfølgelig.

Skribent: ines kajkus
illustration: katrine åsleff edvardsen

Udgivet den 01. juni 2023

Der bor en lille fyr inde i mit hoved, som ikke har lyst til at lave andet end at ligge i sofaen og se Succession hele dagen. Og hver gang jeg har en deadline, der nærmer sig, råber han lidt højere. Men min trang til overspringshandlinger hjælper ikke på kreativiteten. Det eneste, der hjælper, er, at jeg kommer i det rette mood. Af en eller anden grund er det altid sidste minuts panik, der aktiverer mig.

Og her tæt på deadline, midt i min skriveblokade, mellem mine femten åbne faner og et rodet docs-dokument, der sår tvivl om, hvordan jeg er kommet ind på den her uddannelse, støder jeg på et citat af den amerikanske journalist Tom Wolfe. Dét ene citat indkapsler hele hovedpinen af at begå sig skriftligt i noget som helst.

‘’Det er jo rædselsfuldt at skrive. Jeg stoler ikke på dem, der siger, at de nyder processen. Det er ulideligt. Man skal proppe lyde, symboler og lugte ned på en side. Det er jo umuligt.’’

For en der gjorde en stor karriere ud af at formidle skriftlig journalistik, og kaldte det at skrive for ‘’det vigtigste, man kan foretage sig,’’ så hader han at skrive lige akkurat så meget, som jeg selv gør. Det trøster lidt i hele den her proces.

Det var i 1973, at Tom Wolfe første gang definerede den form for journalistik, jeg forsøger mig med lige nu på min redaktørs opfordring. Jeg-journalistikken. Selv kaldte han det ‘new journalism’.

I sin antologi, en bog der fungerer som et manifest og en samling af eksempler på new journalism-skribenter, kårede Wolfe en række amerikanske journalister tilbage i 1973 som essensen af begrebet og fænomenet. Store journalistiske navne, der alle skrev artikler i fiktionens sprog, som Gay Talese, Joan Didion og Hunter S. Thompson.

Journalistikken får karakter

Allerede i løbet af 1960’erne, ti år før antologien, gjorde fænomenet new journalism op med den objektivitet, som man havde tillagt journalistikken, siden den så sine første dage. Med lån fra litteraturens verden gjorde new journalism journalistikken spændende, smuk, rå og subjektiv. Og så blev der plads til en inddragelse af journalisten selv. Journalistik fik karakter. Men Wolfe gjorde også skriveprocessen besværligere. Sproget skal være levende, man skal mærke skribentens stemme! Okay. Kan I mærke min frustration?

Men. Det var ikke alle, der var begejstrede for at få deres navn i Wolfes antologi. I et brev til Wolfe skrev Hunter S. Thompson:

‘’Jeg får dine lårben slebet til knoglesplinter, hvis du nogensinde nævner mit navn igen i forbindelse med det forfærdelige ‘new journalism’-snak, du promoverer.’’

Thompson, der ellers fik tilskrevet sig hele to kapitler i Wolfes’ antologi, gav os i stedet ’gonzo’.

En genre af selvdestruktivitet

Fire år før jeg begav mig ud med den her artikel, stødte jeg på gonzo-begrebet for første gang. Midt i en YouTube rabbit hole session finder jeg frem til Hunter S. Thompsons daglige rutine. Jeg ved stadig ikke, om jeg er forarget eller imponeret.

Ni baner kokain, LSD dråber, champagne, fem glas whiskey, med is, bevares, flere omgange chartreuse, en pakke smøger, et par joints, Heineken og margaritas og én enkelt portion Pasta Alfredo blev det til, før han begyndte at skrive sine artikler. Og et eller andet sted så beskriver hans daglige rutine måske gonzojournalistikken bedre end jeg kan med citerede eksempler.

Det var egentlig meningen, at den her artikel skulle skrives som et gonzo-piece. ’Find din indre gonzo-journalist,’ sagde de. Jeg ved ikke om mine redaktører har misforstået begrebet, eller om de forsøger at slå mig ihjel via selvdestruktivitet.

Med ligheder fra new journalism-bølgen handlede gonzojournalistikken om at rapportere sandt men subjektivt. Så er der twistet. Tab af selvkontrol, skribentens indre monolog, mørk humor, iscenesættelse af skribenten selv som hovedkarakter og selvfølgelig at rapportere påvirket af stoffer og alkohol.

Det var med reportagen “The Kentucky Derby is Decadent and Depraved” fra 1970, at Thompson for første gang slog igennem med sin skrivestil. Hvad der skulle have været en objektiv reportage fra et af Sydstaternes største events, blev i stedet en skildring af skribentens selvdestruktivitet; hans indre, sarkastiske og fordømmende monolog.

Mest af alt en reportage om ham selv og hans tilbøjelighed til at være drevet af impulser.

Der var ikke meget journalistik over det. Det hele handlede om ham. Men man må give ham, at reportagen er underholdende og svær at glemme.

Om Thompson nærmere var en karakter defineret af sin chok-effekt, end han rent faktisk var journalist, må man selv vurdere. Om ikke andet slap han afsted med det, i hvert fald i en årrække, netop på grund af sit talent for formidling og sprog. Et eller andet sted var han også godt klar over det:

‘’Jeg hader at være fortaler for stoffer, vold og vanvid. Men det har altid virket for mig.’’

”Jeg får dine lårben slebet til knoglesplinter, hvis du nogensinde nævner mit navn igen i forbindelse med det forfærdelige ‘new-journalism’-snak, du promoverer.”

– Hunter S. Thompson, amerikansk journalist

Er gonzo dødt eller redefineret?

Måske virkede gonzojournalistikken faktisk kun for Hunter S. Thompson. Hvorvidt den kan tilskrives andre end Thompson selv, er der delte meninger om. I dag, godt 50 år senere, har man fortsat travlt med at beskrive enhver form for journalistik med chok-faktor som værende gonzo.

Senest i Danmark da Radio4s Louise Fischer tilbage i 2021 havde sex i en swingerklub for åben radio, hvor man næsten kunne lugte rummet gennem højtaleren, kaldte den danske mediebranche det for ‘ren gonzo.’

Samme år udgav René Fredensborg en podcastserie med titlen ‘En gonzo siger goodbye.’ Serien skulle fungere som et langt afskedsbrev til den mediebranche, som han i øvrigt stadig er en del af her to år senere. På blot 15 minutter formår Fredensborg i en enkelt episode at sætte flueben ved samtlige af genrens klichéer ved at åbne en dåseøl, tænde en cigaret og pisse i egen have, alt imens han taler sig igennem sin podcast om, ja, ingenting.

Også det amerikanske medie Vice har forsøgt sig med genren i årevis og aktivt opfordret sine journalister til at indlejre sig i de kulturer og mennesker, de skriver om. De havde til dels succes med det, lige indtil deres redaktør Yaroslav Pasukhovs røg i fængsel for international kokainsmugling i gonzojournalistikkens navn.

Selvom adskillige journalister gennem årene har fået koblet gonzo til deres navn, eller forgæves forsøgt selv at definere sig indenfor genren, så er der oftest ét dansk navn, som nævnes igen og igen med fænomenet. Morten Sabroe. Men selv udtalte Sabroe til Kristeligt Dagblad i 2021, at gonzojournalistikken aldrig har levet videre i Danmark, eller andre steder for den sags skyld.

‘’Det var og er kun Thompson, som virkelig kunne finde ud af det der.’’

Jeg, jeg, jeg

Der har altså været plads til journalistens personlighed og stemme længe. Det, der gennem årene har karakteriseret den, har været en blanding af skrivestilen og karakteren bag. New journalism er forældet, og gonzo er måske ingenting uden Thompson.

Men jeg’et, som bevægelsen bragte med sig, er kommet for at blive. Hvad end det er Zetland-skribenter, der åbent og sårbart fortæller om deres stress, eller 24Syv-journalister, der instruerer pornoscener live i radioen. Det bærende element for hver af de værker er, hvad journalisten selv gør eller oplever.

Jeg-journalistikken udvikler sig, skærer lidt fra undervejs og samler noget nyt op hele tiden. Nogle hader det, mens andre elsker det. Men lige meget hvor godt man skriver sig selv ind i sin artikel, så vil der altid være en eller anden derude, der mener, at man er en dårlig skribent. Og det kan jeg måske godt leve med.

Timevis af research og frustration for noget, der kan læses på fem minutter og smides i skraldespanden på 10 sekunder. Når den her artikel er afleveret, sendt til print og udgivet, så får jeg muligvis et enkelt eller to gode ord med på vejen. Hvis jeg er heldig, får jeg en enkelt klapsalve fra en, der alligevel ikke ved bedre.

Wolfe havde ret. Det er ulideligt at skrive. Men det bliver lidt sjovere, når jeg får lov at inddrage mig selv og min holdning.

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.

Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?

Du kan finde de andre historier her:

Steffen Gram er oplært i uddøende journalistisk tradition

Mette tvivlede, og Solveig skældte ud: Sådan så undervisernes studietid ud

Beretning fra en tid hvor kantinen var journalisternes værtshus

Kan kravet om karakterer bestå?

FORSIDEN

Hackerangreb sendte DMJX på pause

af Sissel | jun 1, 2023 | INDE

Hackerangreb sendte DMJX på pause

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole blev i påskeferien udsat for et hackerangreb, som påvirker de studerendes redskaber og skolegang i lang tid efter.

TEKST: EMILY HOLLAND-FISCHER & KATHRINE MØLLER NIELSEN
FOTO: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 01. juni 2023

Studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mødte ind efter en lang påskeferie. Det gik hurtigt op for dem, at de ikke kunne tilgå skolens systemer. Alt var nede. Skolen var lammet.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles IT-systemer hører under IT-fællesskabet ITS, som har base hos VIA University College.

Det var ITS, som blev ramt af hackerangrebet, hvilket også påvirkede DMJX.

Påskelørdag sendte Center for Cybersikkerhed en advarsel til VIA om, at der var unormalt meget trafik på systemerne. Det fortæller Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef på DMJX. Det har senere vist sig, at advarslen kom en time inden, angrebet blev iværksat.

Fra VIA’s systemer kunne man se, at der var talrige angreb i gang, og de valgte derfor at trække stikkene på alle servere.

“Det er jo næsten ligesom en film, hvor man står desperat og hiver stikkene ud, og man kan bare se at angrebet bliver ved, og til sidst beslutter man sig for at hive dem alle sammen ud,” forklarer Jørgen Johansen.

Derfor kunne de studerende på DMJX ikke få adgang til systemerne tirsdagen efter påskeferien.

”Det er jo næsten ligesom en film, hvor man står desperat og hiver stikkene ud”

– Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef på DMJX

Systemgenåbning var længe undervejs

Det var lige pludselig mere besværligt at være studerende på DMJX. Man havde ikke mulighed for at booke et grupperum ved Tove i receptionen, man havde ikke adgang til Itslearning og skolens VPN virkede ikke, så man kunne ikke arbejde hjemmefra.

Det tog lang tid, inden alle systemerne var oppe at køre igen. Jørgen Johansen forklarer, at VIA har haft to eksterne firmaer til at gå gennem hver enkelt server og undersøgt, om der var noget, der skulle genoprettes, fordi det var nået at blive slettet af hackerne.

Jørgen Johansen anslår, at VIA i alt har 250 servere, som firmaerne har skullet gennemgå, inden de kunne åbnes op for de studerende.

“De har først gennemgået de helt grundlæggende programmer for vores IT-system og derefter de vigtigste systemer for de studerende,” forklarer Jørgen Johansen.

Motiv for angreb

Det har endnu ikke været muligt at finde frem til, hvorfor ITS blev udsat for et hackerangreb, men ekspert i cybersikkerhed Sofie Freja Christensen fortæller, at det mest almindelige motiv er penge.

“Motivet falder typisk ind i kategorierne penge eller ødelæggelse af data. For den gængse hacker handler det dog om penge,“ siger Sofie Freja Christensen.

Der er ikke yderligere informationer om, hvilke konsekvenser hackerangrebet har medført. Jørgen Johansen tænker særligt over, om der er data, der nåede at blive lækket:

“Uddannelsesinstitutioner som DMJX og VIA har mange personnumre og adresser. De ved, hvad du hedder, og de kender dit telefonnummer. Det er meget data om rigtig mange mennesker,“ siger Jørgen Johansen.

”Hver gang vi lærer noget nyt og lukker hullerne i ofrenes systemer, så bliver hackerne samtidigt klogere.”

– Sofie Frejs Christiansen, ekspert i cypersikkerhed

Et evigt kapløb

Hackerangreb er blevet en mere normal form for kriminalitet. Ifølge Sofie Freja Christensen er en del af forklaringen, at vores samfund er blevet mere digitaliseret blandt andet med AI-teknologien. Det gør, at AI kan programmeres til at udføre selve angrebet. Det er en nemmere måde at komme til penge på end ved eksempelvis at lave et bankrøveri.

Derfor er det vigtigt, at virksomheder får gennemset deres systemer, fortæller Sofie Freja Christensen.

“Det er essentielt, at virksomheder tager sikkerhed seriøst og får vurderet hele deres sikkerhedsinfrastruktur. De skal finde hullerne i infrastrukturen og dække dem.“

Samtidigt pointerer Sofie Freja Christensen, at teknologien hele tiden udvikler sig, hvilket betyder, at sikkerheden løbende skal tilpasses.

“Hver gang vi lærer noget nyt og lukker hullerne i ofrenes systemer, så bliver hackerne samtidigt klogere. Så det kommer til at være et evigt kapløb om, hvem der er bedst,” siger Sofie Freja Christiansen.

Tofaktorgodkendelse på menuen

VIA er i gang med at skærpe sikkerheden efter hackerangrebet, hvilket også påvirker eleverne på DMJX. De skal nu bruge en tofaktorgodkendelse for at logge ind på skolens systemer.

“Eleverne får en tidsbaseret kode på telefonen, som de så skal skrive for at logge ind. Det er for at øge sikkerheden. Vi kommer nok til at se flere af disse tiltag i fremtiden, “ siger Jørgen Johansen.

FORSIDEN

Kan kravet om karakterer på DMJX bestå?

af Anna | jun 1, 2023 | TEMA

Kan kravet om karakterer på DMJX bestå?

I kraft af at der er kommet flere karakterer på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er både frygten for karakterernes betydning og om uddannelsen bliver for akademisk oppe at vende hos de studerende.

TEKST: iben mejlhede & anders villaume vestergaard
illustration: katrine åsleff edvardsen

Udgivet den 01. juni 2023

I efteråret 2022 blev der indført karakterer på alle fag på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det er et krav i uddannelsesbekendtgørelsen, at alle fag skal bedømmes med karakterer på samtlige professionsbacheloruddannelser i Danmark. Et krav som skolen forsøgte at søge dispensation fra – dog uden held.

Universitetslignende fag og flere karakterer. Bekymringen var stor hos flere studerende efter indførelsen af karakterkravet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

En af de studerende, som Illustreret Bunker har været i kontakt med, er Rasmus Troldborg, der studerer journalistik på tredje semester. Han har selv mærket virkningerne af karakterindførslen. Han havde sit første semester uden karakterer, hvor han sammen med sine medstuderende blot fik at vide, om de var bestået eller ikke bestået. Uddannelsesbekendtgørelsen indførte karakterkravet på hans andet semester.

Et krav som Rasmus Troldborg dog helst vil være fri for, da det, ifølge ham, skaber en usund kultur blandt de studerende.

“Jeg ville helst være foruden karakterer, fordi det bliver lidt et ræs, og så ender man med at sammenligne sig selv med andre,” siger han.

Gør karakterer journalistuddannelsen mere akademisk?

Især fordi karaktererne ikke er noget, man nødvendigvis skal bruge i fremtiden, mener Rasmus Troldborg, at det er unødvendigt at give karaktererne. Det er hans klare indtryk, at praktikstederne ikke tænker over karaktererne:

“Det er dumt, at folk tænker på karakterer, for karaktererne er ligegyldige for mange. Vi fik at vide af underviserne fra starten, at medmindre du skal på udveksling eller tage en bestemt kandidat, så er karaktererne ligegyldige. Der er ikke nogen, der kigger på dem, når du skal i praktik,” siger Rasmus Troldborg.

Samtidig synes han, at uddannelsen bliver mere akademisk, når de studerende skal måles og vejes i karakterer.

“Noget af højskolefølelsen fra Journalisthøjskolen forsvinder, når man skal vurderes på en karakterskala for alt, hvad man laver både i de akademiske fag og i de fag, som ikke er akademiske,” siger han.

Illustreret Bunker har forelagt bekymringen for institutchef for journalistuddannelsen, Henrik Berggren. Han mener dog ikke, at uddannelsen er blevet mere akademisk.

“Jeg mener ikke, at indførelsen af karakterer har gjort uddannelsen mere akademisk, for hvis du for eksempel finder studieordningerne for 10 år eller 20 år siden og den fra i dag, så tror jeg ikke på, at du kan se nogen forskel i omfanget af de akademiske fag,” siger Henrik Berggren.

”Jeg ville helst have været foruden karakterer, fordi det bliver lidt et ræs, og så ender man med at sammenligne sig selv med andre.”

–Rasmus Troldborg, journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Tvungen eller frivillig akademisering?

Et af de nye akademiske fag, der er blevet indført, er videnskabsteori. Faget er lagt ind på ottende semester og kan ses som et springbræt til at læse en kandidat i journalistik eller i andre fag efter bacheloren. Henrik Berggren lægger vægt på, at videnskabsteori kun er et valgfag, og at det derfor ikke er et bærende fag i journalistuddannelsens opbygning.

Derudover mener Henrik Berggren ikke, at de studerende skal frygte karaktererne på uddannelsen. Han forklarer, at karaktererne blev efterspurgt af eleverne selv.

“Efter både evalueringer og mundtlige samtaler med studerende oplevede vi, at de studerende efterspurgte karakterer. Efter der er blevet indført flere karakterer, kan eleverne nemmere placere sig selv, og samtidig er underviserne blevet skarpere på bedømmelseskriterierne,” siger Henrik Berggren.

“Du er meget mere end nogle tal på et stykke papir”

Ifølge Allan Thulstrup, der er bestyrelsesmedlem på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og næstformand i Dansk Journalistforbund, har karaktererne den effekt, at de studerende vil bruge dem til at sammenligne sig med hinanden.

“I det øjeblik der er tal på, vil man ubevidst sammenligne sig med de andre, men hvis man fokuserer på learning by doing, er det vigtigere, at man tør at tage nogle sats og se, hvad det kan blive til,” siger Allan Thulstrup.

Og netop de sats kan komme en til gode, når man skal i praktik, eller når man er færdiguddannet som journalist, mener Allan Thulstrup.

“Når man kommer ud på arbejdsmarkedet, vil det også blive påskønnet, at man er en type, der tør at satse og se, hvor det ender,” siger han.

Allan Thulstrup mener, at en ‘bestået- eller ikke-bestået-ordning’ ville være den bedste løsning for de studerendes læring frem for karaktergivning og forklarer:

“Karakterer kan bruges som et måleredskab for skolen, men udover det er jeg ikke sikker på, at man kan bruge karakterer til ret meget andet,” siger han.

Ifølge Allan Thulstrup er det derfor vigtigt, at man gør sig umage med en indsats, som man selv er tilfreds med, og at man lærer af de fejl, man begår. Det er noget, man skal have for øje under hele uddannelsen og bruge som færdiguddannet journalist.

“Du er meget mere end nogle tal på et stykke papir. Så længe du har gjort en indsats, du er tilfreds med, har du gjort det godt. Hvis du ikke er tilfreds, men du tog et sats, er du okay kørende, så længe du bare har lært noget undervejs og reflekteret over det, der gik galt,” siger Allan Thulstrup.

Ifølge Allan Thulstrup er der derfor ingen grund til at bekymre sig om karaktererne i forhold til muligheden for at få et job, da det er vigtigere at bruge learning by doing frem for karaktererne som læringsredskab.

Og netop det råd har Rasmus Troldborg også taget til sig. Han mener nemlig ikke, at det karakterræs, som han oplevede i gymnasiet, er noget, man skal bekymre sig om på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Jeg føler ikke, at karaktererne giver lige så meget stress her, som de gjorde i gymnasiet. Men det er fordi, jeg ved, at de ikke betyder en skid for mig,” siger han.

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.

Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?

Du kan finde de andre historier her:

Steffen Gram er oplært i uddøende journalistisk tradition

Mette tvivlede, og Solveig skældte ud: Sådan så undervisernes studietid ud

Beretning fra en tid hvor kantinen var journalisternes værtshus

Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

FORSIDEN

DMJX skal være kendt som stedet, der graver. Og du får også en skovl

af Sissel | jun 1, 2023 | INDE

INDE

DMJX skal være kendt som stedet, der graver. Og du får også en skovl

Du har måske hørt, at DMJX har fået et gravercenter for undersøgende lokaljournalistik. Men hvad betyder det egentlig for dig og skolen? Illustreret Bunker har mødt graverchef Bruno Ingemann og undersøgt centret, som skal undersøge de lokale skandaler. Hvis altså pengene snart kommer.

TEKST: ELISA MORTENSEN
FOTO: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 01. juni 2023

Da medieaftalen landede sidste år i november, var der jubel på DMJX. Et af aftalens punkter sikrer nemlig fem millioner kroner hvert år i tre år til et nyt gravercenter for lokalt undersøgende journalistik, som skolen skal huse. Siden sidste år er Bruno Ingemann blevet hyret som graverchef. Samarbejde med undervisere er sat i værk og et dansk og internationalt advisory board, som skal rådgive centeret, er blevet nedsat.

Men centret er endnu ikke helt oppe at flyve, fordi pengene stadig lader vente på sig. Først trak finansloven ud i historiske længder, og nu skal medieaftalen lige genforhandles.

”Men pengene kommer,” forsikrer Bruno Ingemann. Det siger politikerne i hvert fald udenfor citat, og det tager vi udgangspunkt i til denne artikel.

Den nyansatte graverchef Bruno Ingemann har, siden han dimitterede hos Danmarks Journalisthøjskole i 1983, haft en lang karriere ved forskellige lokale medier, hvor han især har beskæftiget sig med den undersøgende journalistik. I år 2000 stiftede han med nogle kollegaer organisationen Et Spadestik Dybere, som fremmer og fejrer lokale og regionale mediers undersøgende journalistik. Det gør de blandt andet gennem seminarer, netværk og den store pris på 100.000 kroner, Spadestiksprisen.

Alt sammen fordi de lokale mediers mulighed for at lave gravearbejde er trængt. De små redaktioner har ikke samme ressourcer og overskud, som de store redaktioner og gravergrupper på TV2 eller Berlingske har til at agere fjerde. statsmagt. Her kommer det nye gravercenter ind i billedet.

Hvis et medie, en borgergruppe eller en enkeltperson får et tip eller snuser en lokal historie frem, som de har brug for hjælp til at løfte, kan de nemlig kontakte gravercentret. Centret stiller så sine ressourcer til rådighed og kan hjælpe med at gennemtrævle store mængder data, søge aktindsigt eller håndtere sårbare kilder. Alt det som i dag kan være svært at finde tid til som en lille redaktion.

”Når de ikke gør det i tilstrækkeligt omfang i dag, er der mange forklaringer. De vigtigste grunde er mangel på ressourcer, altså mandskab og tid, og mangel på kompetencer og værktøjer.” siger Bruno Ingemann.

Et lykketræf

Ideen til gravercentret opstod, da Bruno Ingemann for et par år siden tilfældigvis stødte ind i Roger Buch, som bekendt underviser på DMJX. De faldt i snak netop over de lokale mediers mangel på ressourcer til at grave. Det er sværere at være graverjournalist i Sønderjylland end på Slotsholmen. Og det måtte man kunne gøre noget ved.

”Hvorfor er det ikke sket noget før? Det giver sig selv, at det er en god idé at hjælpe de lokale medier.”

– Bruno Ingemann, graverchef DMJX

Den analyse var flere af medieordførene på Christiansborg enige i, og på den måde fik Roger og Bruno deres ide om et gravercenter med på finansloven, da det netop skal hjælpe de lokale medier med undersøgende journalistik.

”Det var et lykketræf. Timingen var god,” siger Bruno Ingemann og uddyber: ”Mange, jeg har snakket med om det, siger, at det er en indlysende idé. Hvorfor er det ikke sket noget før? Det giver sig selv, at det er en god ide at hjælpe de lokale medier.”

Undersøgende undervisning

En del af gravercentrets rolle på skolen bliver også at engagere de studerende til at opsøge den lokale, undersøgende journalistik.

”Vi vil motivere og inspirere journaliststuderende til at få en interesse for den her type journalistik. Vi har brug for flere journalister, der kommer ud med den interesse og de værktøjer og kompetencer,” fortæller Bruno Ingemann.

Hvis alt går vel, får nogle af de studerende på 4. semester i efteråret allerede lov til at få gravearbejdet i fingrene.

I samarbejde med underviserne Jan Dyberg og Kresten Roland på forløbet om datajournalistik skal de studerende hjælpe med at undersøge en konkret sag fra gravercentret. Kresten Roland håber, at samarbejdet træder i kraft allerede i efteråret, formentlig i uge 41.

”Det er oplagt, når man laver sådan et gravercenter her, at det også kommer skolen og de studerende til gode,” siger Kresten Roland.

Efter de studerende har fået Excel og andre dataværktøjer under huden, får de fem sammenhængende dage, hvor de skal assistere på et af gravercentrets projekter. Kresten Roland tror, at de studerende vil få stor gavn af samarbejdet.

”Det med at have et virkeligt samarbejde med dygtige journalister og rigtige medier, det kan bare noget. Så kan man løfte nogle historier, som man ellers ikke vil kunne løfte. Det kan give noget erfaring med at arbejde sammen om et stort projekt, som vi ellers ikke øver så meget på skolen,” siger Kresten Roland.

Men som tidligere nævnt, er der stadig det store aber dabei, at pengene lader vente på sig. De studerende på det kommende dataforløb behøver dog ikke bekymre sig om, at de vil stå uden noget at lave.

”Det er jo et eksperiment, så der er ingen garantier. Men hvis det hele falder til jorden, kan vi jo falde tilbage til det, vi plejer at lave,” understreger Kresten Roland.

Udover undervisningsforløb kommer gravercentret også til at få brug for studentermedhjælpere og frivillige kræfter fra skolen. På lang sigt håber Bruno Ingemann, at gravercentret bliver en forankret del af DMJX’ identitet. Vi skal være kendt som stedet, der graver.

FORSIDEN

Tæt På Sandheden: ”Om det er journalistik, må nogle andre vurdere”

af Jens-Emil | jun 1, 2023 | UDE

Tæt På Sandheden: ”Om det er journalistik, må nogle andre vurdere”

Troværdighed er et vigtigt emne i journalistisk formidling, og derfor arbejder journalister typisk uafhængigt. Men på redaktionen hos Tæt På Sandheden forholder det sig lidt anderledes, for her er man afhængig af, at målgruppen griner.

TEKST: TIKE ALI BELLOUKI CLAUSEN
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 01. juni 2023

”Jeg bruger nogle af de journalistiske værktøjer, som jeg også brugte på Ekstra Bladet, blandt andet når jeg udvælger vinkler og researcher, men derudover, så er det endelige produkt usammenligneligt,” siger Nina Ahrenkiel. Hun er journalist og har sin daglige gang hos det satiriske program Tæt på Sandheden.

Journalisterne medbringer hver uge to historier, hvor komikerne derimod arbejder med hver deres. De arbejder derefter sammen med komikerne om deres egne historier. En normal dag starter typisk med et morgenmøde, som omfatter redaktionens to journalister, redaktionschefen, instruktøren og fire komikere, og på den måde er dagens start på redaktionen ikke ulig så mange andre redaktioners.

Satirebrillen

Siden Nina Ahrenkiel blev færdiguddannet, har hun beskæftiget sig med satire. Der er stor forskel på arbejdsdagen som praktikant på Ekstra Bladet kontra arbejdsdagen som uddannet journalist. I arbejdet med historierne til Tæt På Sandheden har Nina Ahrenkiel typisk en uge til at fordybe sig i historierne, hvorimod hun på Ekstra Bladet oplevede, at der var en høj forventning til hurtige historier.

”Som skrivende journalist, så husker jeg, at man var meget alene, og historierne skulle hurtigt afsted. Nu har jeg mere tid til fordybelse, og vi arbejder som et hold,” siger Nina Ahrenkiel.

Michael Christiansen, som har været en del af den danske comedyscene siden begyndelsen af 00’erne, er i dag hovedforfatter på Tæt På Sandheden. Han er blandt andet kendt for sin medvirken i Zulu Late Night Live på TV2 Zulu og DR2-programmet, Tjenesten – Nu På TV. Desuden har han lavet materiale til Dybvaaaaad!

Han fortæller, at journalisterne ikke går helt klassisk til værks. De læner sig ikke op ad de gængse nyhedskriterier, og når journalisterne trækker i arbejdstøjet, har de satirebrillen på. Udover det så er der fokus på, at der er en balancegang i indslagene i hvert afsnit, så man kommer gennem forskellige emner og personer.

”Vi kigger på, hvad der rør sig i tiden; hvad der er hyper-aktuelt, og så prøver vi med komiske briller at lave et alsidigt program. Det ville være ærgerligt, hvis man var efter Mette Frederiksen i et helt program,” siger Michael Christiansen.

Journalisten er rygdækning

Selve programmet er bygget op på en måde, hvor der kan trækkes paralleller til en nyhedsudsendelse. Dog har Jonathan Spang, der er studievært i Tæt På Sandheden, en mere fremtrædende rolle, end hvad en studievært normalt har. Faktatjek er en vigtig opgave for journalisterne, for selvom satire både indeholder elementer af overdrivelse og sketches, tager den udgangspunkt i en virkelig historie.

”Vi tager kun fra anerkendte medier, eller medier der er tilmeldt pressenævnet, så vi er sikre på, at vores fakta holder,” siger Nina Ahrenkiel.

Dog er det kun en af mange opgaver, som de har på redaktionen. Journalisterne er komikernes rygdækning. De sørger for, at der er styr på fakta, så komikerne kan holde fokus på at være morsomme. I deres research og udvælgelse af historier kigger de gerne efter selvmodsigelser og hykleri, da det er materiale, der kan bruges i satiregenren.

På redaktionen tager journalisterne udgangspunkt i indenlandske historier, der er aktuelle, hvor man ser en komisk vinkel. Det er ikke journalisternes opgave at være sjove, men de skal i deres research have gjort sig tanker om, hvorfor lige netop denne historie har sin gang i det populære tv-program.

”Vi står slet ikke for at være sjove, det er 100 procent komikerne, men det er klart, at man skal have et blik for det komiske, men fra et journalistisk standpunkt,” siger Nina Ahrenkiel.

Når Michael Christiansen beskriver journalisternes arbejde, så er det som et fundament for programmet. Ikke alene finder de og arbejder med størstedelen af historierne som bringes i afsnittene, de sørger også for, at der er hold i alt, hvad der bliver sagt. Når programmerne bliver særligt kritiske overfor nogle af de magthavende karakterer, så kan journalisterne få lov at holde journalistikken i udstrakt arm.

”Jeg mener, at det er rigtig journalistik, men vi har ikke ressourcerne til at forelægge kritikken for dem, vi kritiserer, inden vi publicerer. Her kan vi dække os ind under at være et satirisk program,” siger Michael Christiansen.

Leg lidt med uddannelsen

Selvom journalistuddannelsen handler om formidling, så kan den bruges til meget andet end at formidle nyheder på de klassiske medier, og der er ifølge Nina Ahrenkiel heller ingen tvivl om, at journalisterne hos Tæt På Sandheden bruger redskaber fra journalistikken. Der bliver klippet indslag og lavet interviews, som de liner op i samarbejde med redaktionens reporter, Camilla Boraghi.

For Nina Ahrenkiel har det været et tilfælde, at hun endte i satiregenren, og siden hun blev færdiguddannet journalist, har hun beskæftiget sig med satire. Først som radioproducer på radiokanalen 24/7, hvor hun var assistent på Den Korte Radioavis.

”Det var nyt for mig, at man kunne være journalist i satiren, men så tog det ene det andet. Og jeg bruger klart journalistiske værktøjer. Om det så er journalistik, det må nogle andre vurdere, men jeg håber at folk ved, at man kan lege lidt med uddannelsen,” siger Nina Ahrenkiel.

I løbet af sin tid på skolen lagde underviserne meget vægt på at fortælle Nina og hendes medstuderende, at den mediebranche, som de blev uddannet til, ville se helt anderledes ud, når de om nogle år var uddannede journalister.

”Vi fik at vide, at de jobs vi kunne få, ville være helt anderledes end dem, vi så i branchen. For mit vedkommende må det siges at være helt sandt,” siger Nina Ahrenkiel.

FORSIDEN

« Gamle poster

Næste poster »