#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler
#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler
Jeg var i tvivl om, hvordan jeg fik luft under vingerne på min Twitter-konto. Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvordan man bliver dygtig til Twitter. Jeg rådførte mig med en ekspert og tre kendte journalister med Twitter-succes. Læs med, hvis du vil have de samme råd, som jeg fik.
TEKST: Frederik Præstiin
ILLUSTRATION: Rasmus Thorsen
Udgivet den 12. maj 2022
Når det kommer til sociale medier, er Twitter på ingen måde det mest benyttede herhjemme. Faktisk har Twitter kun i omegnen af 500.000 danske brugere og må derfor se sig slået af medier som Facebook, Instagram og endda LinkedIn. Man skulle næsten tro, at det lyseblå ikon med fuglen Larry T Bird helt er blevet overset.
Men det passer ikke.
For selvom Twitter ikke har fat i den unge del af befolkningen, så valfarter journalister, politikere og meningsdannere derind. Twitter er efterhånden blevet en platform, der giver et hulens godt overblik, og som giver rig mulighed for at debattere og dele sin passion.
Selv er jeg ikke den store Twitter-konge, men jeg elsker at se med derinde. Og jeg følger netop journalister og politikere, fordi jeg synes, jeg bliver klogere og får udfordret mit verdensbillede. Men når det kommer til at tweete, Hvilket sker 6.000 gange i sekundet på globalt plan, så er jeg mere udfordret. Ikke fordi jeg ikke har noget på hjerte. Mere fordi jeg ikke ved, hvad der virker, og hvordan jargonen er.
Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvad der virker bedst på Twitter. Ifølge Twitter-ekspert Søren Pedersen, er det svært at sætte en formel på, hvordan man bedst gebærder sig på mediet. Men der findes alligevel nogle hovedregler. Dem har jeg samlet og sammenkogt til fem gode råd.
1. Knyt en personlig kommentar til de links, du deler
Længe før danskerne opdagede Twitter, var det udbredt andre steder i verden. Blandt andet i den arabiske verden. Det opdagede DR’s mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, som bruger Twitter til sit arbejde.
”Twitter er for mig et sted, hvor jeg kan holde mig opdateret. Det er en del af mit work space, og jeg deler, hvad der falder mig for – ud fra mine interesser og mit stofområde. Det er ikke et sted, jeg går ind, når jeg holder fri,” siger hun.
Et “stille” øjeblik hvor du hører @matildekimer i Radioavisen. Hun kender om nogen #Ukraine. Derudover er hun en fantastisk kollega med absurd humor og… et kraftværk alle burde beundre. ❤️Jeg tjekker ud. pic.twitter.com/l7Jc5d7p96— Puk Damsgård (@PukDamsgaard) March 28, 2022
På Twitter har man blot 280 tegn til rådighed i statusopdateringerne, så når du skal dele en historie, skal det gøres klart og præcist. Mange vælger at vedhæfte et link til en interessant artikel, som siger noget om en holdning eller et budskab, de vil ud med.
Men det er ikke nok blot at vedhæfte en artikel og så trykke ’tweet’.
”Opgiv tanken om bare at tweete et link til en interessant artikel. Du skal knytte din personlige kommentar til den,” siger Søren Pedersen.
2. Giv dine budskaber kant
Et andet råd er, at du bliver nødt til at give dine budskaber lidt kant for at blive set.
”I hvert fald i en opstart hvor du skal oparbejde engagement og få flere ’venner’,” siger Søren Pedersen.
Det betyder dog ikke, at du bare skal skrive hæmningsløst og frit fra hoften. Det er en god idé at tænke sig om, inden man lægger noget op.
”Tænk dig lige om i 30 sekunder før du trykker send. Selvom du skarpvinkler dine pointer, så sørg for at der alligevel er dækning for dine budskaber,” siger Søren Pedersen.
Denne tilgang er chefredaktør på Frihedsbrevet Kristoffer Eriksen ikke helt tilhænger af. Han interesserer sig slet ikke for, hvad der virker på Twitter.
”Når jeg skriver noget på Twitter, tænker jeg meget lidt. Min erfaring er, at de ting, jeg har skrevet, som jeg har tænkt mindst over, og som er allermest impulsdrevet, har haft den mest interessante effekt. Enten fordi folk er blevet meget sure på mig, eller fordi de er meget enige med mig. Det synes jeg er sjovt. Jeg interesserer mig slet ikke for, hvad der virker på Twitter, for så tror jeg, man bliver en meget forfærdelig og konstrueret person at følge,” siger han.
Så vidt jeg kan se skal Hækkerup over og være chef for hele syv medarbejdere i Bryggeriforeningen. Det er et af den slags tilbud man bare ikke kan sige nej til, når man sidder som justitsminister. Mon jobbet som teamleder i et telemarketingfirma glippede i sidste øjeblik?— Kristoffer Eriksen (@listighjort) May 1, 2022
Her er der altså delte holdninger, i forhold til hvad der virker bedst. Jeg synes, det hele kommer an på, hvilket image du vil danne på din profil, og hvordan du ønsker at bruge den. Her vil man nemt kunne finde en god mellemvej mellem henholdsvis Søren Pedersens og Kristoffer Eriksens metoder.
3. Undgå shitstorme
Jeg oprettede min Twitterprofil tilbage i 2014, og jeg oplever, at tonen har ændret sig meget siden. Den er blevet hårdere, nærmest uforsonlig. Det er især debatterne, der vækker harme, og det kan synes håbløst, ja næsten umuligt, at holde tonen ren i kommentarsporene. Hvor Twitter ofte er blevet sammenlignet med en læringsplatform, er sproget derinde nu blevet så voldsomt, at det helt risikerer at overskygge debatternes primære formål.
”Jeg kan godt se, hvor det bliver betændt. Jeg er glad for, at jeg ikke deltager i kønsdebatten for eksempel. Det virker til at være ganske modbydeligt meget af tiden,” siger Sebastian Stanbury, journalist på Mediano.
Ifølge ham selv, tænker han meget over, hvad han tweeter.
”Jeg prøver at opføre mig ordentligt og ikke svine folk til. Jeg vil ikke være for negativ derinde, for så tror jeg, at jeg får negativitet igen, og det er jeg ikke interesseret i,” siger han.
Puk Damsgård deltager slet ikke i debatten på Twitter.
”Jeg undgår at deltage i debatter, fordi det hurtigt bliver perfidt med en debat på så få tegn,” siger hun.
Faren ved at tilkendegive sin holdning på Twitter er, at man meget nemt kan havne i en shitstorm, hvor man bliver mødt med voldsom kritik og ualmindeligt mange negative kommentarer.
Så hvordan slipper man for disse ubehageligheder? Søren Pedersen har et ganske simpelt råd:
”Undgå at komme ind i shitstorme, hvor du bruger oceaner af tid på at overbevise folk, som alligevel aldrig bliver overbevist. Træk dig ud af de diskussioner hurtigt,” siger han.
Hermed er budskabet altså ikke, at du skal holde dig fra at debattere på Twitter. Det er trods alt en af de vigtigste og mest benyttede aktiviteter derinde. Men debattér med det forbehold, at folk hurtigt kan blive meget sure og ubehagelige. Du må gøre op med dig selv, om det er noget, du gider at bruge din tid på. Og husk så, at der også findes mange gode, indsigtsfulde debatter på Twitter.
4. Lav et positivt feed
Et af værktøjerne til at undgå sure, ubehagelige profiler er enkelt. Mute dem. Det kan i hvert fald være en begyndelse i forhold til at opnå mere positivitet på platformen.
”Mute folk, du synes er irriterende, og som ikke bidrager med noget fornuftigt. Det er en kæmpe lettelse at få et feed, man kun bliver inspireret og udfordret af, og som man ikke bliver sur af,” siger Søren Pedersen.
Når man inspirerer hinanden, er min erfaring, at debatten bliver præget herefter. Og det er trods alt dét, Twitter er kendt for, og som gør, at det adskiller sig fra de andre medier.
”Jeg kan bedre lide debatten på Twitter. Jeg synes, jeg får flere informationer, og jeg synes, jeg får nyhederne hurtigere. Det er jo et fremragende overblik til nyheder og information,” siger Sebastian Stanbury.
5. Brug Humor
Det sidste og måske vigtigste råd er humor. For er der noget, mennesker kan samles om, så er det humor. Og på den måde undgår du at lave statiske opslag, der forsvinder i mængden.
”Folk på Twitter elsker originale tanker, studier og data. Og ikke mindst humor,” siger Søren Pedersen.
Det nævner Sebastian Stanbury også, da jeg spørger ham, hvad han synes, der virker på Twitter.
”Jeg tror, humor fungerer. Hvis jeg skriver en interessant betragtning om en fodboldspiller, så når det ud til en vis skare. Hvis jeg tweeter noget, folk synes er sjovt, så når det meget længere ud,” siger han.
Jeg får et piskesmæld, hvis jeg skal blive ved med at ryste på hovedet over Joakim Mæhles landsholdspræstationer.— Sebastian Stanbury (@SebStanbury) March 29, 2022
Forhåbentligt kan disse råd være med til at give dig et skub fremad. Men det vigtigste er nok, at du er dig selv på Twitter, og at du prøver dig frem. Så vil du også automatisk finde ud af, hvad der virker bedst for dig, og hvad folk reagerer på.
Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres
TEKST: Amalie dalsgaard, journaliststuderende
Udgivet den 12. maj 2022
”Man kan godt drikke uden at hygge sig, men man kan fandeme ikke hygge sig uden at drikke!” Sådan overhørte jeg en studerende beskrive, hvordan man åbenbart skal begå sig med alkohol i introforløbet. For findes der egentlig noget bedre end at have brugt 400 kr. efter en aften på vinstuen? End et diskosnav midt på floor kl. 04 om morgenen med en, som man ikke kender navnet på? End at dreje rundt om sin øl ti gange, efter at man har bundet den? Hele introforløbet peger fejlagtigt i retning af, at meningen med livet findes på bunden af en flaske.
Når flasken er tom, aflives fuldskabens fest med tømmermændenes tungsind, som varer ved hele weekenden og giver genlyd i auditoriet hver mandag: Jeg skal aldrig drikke igen!
Det kollektive ekko er lige så usandt som påstanden om, at kaffeshotsene i Kurt er gode.
Halvt inde i et drivvådt introforløb fik jeg nok af at komme i skole med tømmermænd hver anden dag. Derfor pudsede jeg glorien og fyldte vandflasken inden fredagsbaren. Da spørgsmålet om shots meldte sig, måtte jeg krybe til korset: Jeg drikker ikke. Reaktionerne var mange. Det forekommer foruroligende mange så surrealistisk ikke at drikke, at det bliver opfattet som en joke. Fælles for reaktionerne er spørgsmålet: Hvorfor ikke?
Jeg er hverken gravid eller skal køre hjem i bil. Jeg er derimod dødtræt af, at der forud for en brandert ligger en eksistentiel krise. At en aften kun kan være sjov, når promillen antyder en alkoholforgiftning. At alkohol bliver en misforstået og mest af alt sørgelig undskyldning for at “smide kontrollen”. Overraskende mange af mine medstuderende er enige. Derfor får man lyst til at spørge: Hvorfor drikker du alkohol?
Det bliver svært at efterleve sin manifestation om, at alkohol er et overstået kapitel, når fredagsbaren udelukkende har alkohol på menukortet. Da jeg efterspurgte et glas Booster, slap jeg ikke for at gentage mig selv og understrege, at det skulle være uden alkohol, som om at jeg ufrivilligt prøvede at være sjov.
Fravalget eksisterer, og der hersker ingen tvang. Jeg skålede i topform hele weekenden i Visby. Da jeg lørdag aften prøvede at slippe af med snotklatten i min hals med et shot Blå ugler, lyste mine klassekammeraters øjne op. ”Drikker du i dag?”. Ansigtsudtrykkene, som mit nej blev modtaget med, lignede til forveksling min tandlæges, da jeg svarede ja til, at jeg røg. Skuffelsen over ikke at kunne være ”rigtigt” med, når man ikke drikker, lever og ånder i bedste velgående.
”Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur.”
– Amalie Dalsgaard, journaliststuderende.
Når alle andre sejler, er det svært ikke at stige om bord på en tur i øllets ocean. Det ædru landskab er kun til som et symbolsk alternativ. Der er lagt fokus på, at man ikke behøver at drikke. Efter fineste pædagogiske evne bliver man budt på øl ELLER sodavand. Det klinger hult, når det kun er øl, som står udstillet på bordpladen i fredagsbaren, og når man skal bunde en cola i bundekonkurrencen til barsport. Man kan sagtens være med, men det bliver svært at deltage, når formiddagens aktivitet på rusturen er, at man skal bunde slotsøl for at hente point hjem til sit rushold. Hvis man gurgler Bad Habits i vodka, giver det også flest point. Deltagelsen er ikke obligatorisk, men samværet kredser herom.
Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur. Min prædiken går ikke på, at studiet skal tørlægges. Der skal blot være et reelt valg. At det ikke bliver antaget, at alle har lyst til at drikke alkohol. At man stiller sig selv spørgsmålet: Har jeg lyst til at drikke mig fra sans og samling?
Hvorfor går man hovedløst ind i drukkulturen, som leger man kongens efterfølger? Hvis svaret er, at alle andre drikker, skal man måske overveje med sig selv, om det er noget, man reelt har lyst til. Man kan altid vælge procenterne fra uden at blive væk fra festen.
Jeg kan allerede høre grinet og mistroen til den sætning. For hvorfor så egentlig komme? Omvendt får jeg lyst til at spørge, hvorfor er det nødvendigt at drikke? Har man behov for promille til at danse, at møde nye mennesker eller at glemme medieret for en stund, lyder det på mig ikke som om, at alkohol er den rigtige løsning. Måske man skal spørge sig selv, hvad den måtte være. Tro det eller ej, jeg tør godt skrive under på, at man kan hygge sig uden at drikke.
Kære dagbog: Dårlig mave, drænende dage og kroppen fyldt af dopamin
Kære dagbog: Dårlig mave, drænende dage og kroppen fyldt af dopamin
TEKST: Astrid Simone Kjær & Lisa Bilgrav
ILLUSTRATION: Thit Lund Bording
Udgivet den 12. maj 2022
Påskeferien
Tirsdag d. 12. april, Lisa
Jeg bakser med hjemmeside. Igen. En hjemmeside, jeg føler er super vigtig, men alligevel ligegyldig, når man gang på gang får fortalt, at de ofte ikke kigger på den.
Fredag d. 15. april, Lisa
Begyndte at græde over Wix. Fuck Wix.
Mandag d. 18. april, Lisa
Jeg har talt i telefon med tre praktikanter. Jeg føler mig privilegeret over, at jeg kender så mange, jeg kan få gode råd af. Jeg deler selv ud af de informationer, som jeg får, til andre fra mit semester. Jeg vil gerne spille et fair spil. Samtidig føler jeg mig som et dårligt menneske, da jeg ikke vil have, at folk tager pladserne fra mig. Det er en ond spiral.
Torsdag d. 14. april, Astrid
De seneste to uger op til påskeferien har været presset. Alle taler om praktik og arbejder på deres hjemmeside. Inklusiv mig selv. Det er som om, at det ligger i baghovedet på alle. Alligevel føler jeg mig alene med bekymringerne. For hvad nu hvis jeg ikke får en praktikplads, jeg kan se mig selv i?
Ugen med Messen
Onsdag d. 20. april, Lisa
På vej til praktikmesse i Odense. Seks runder har man til at snakke med forskellige medier. Det her er muligheden for at få en fornemmelse af praktikstederne.
Hold kæft det går stærkt mellem runderne. Man taber næsten kaffen, når båthornet runger mellem betonvæggene. Man når slet ikke at danne sig et overblik. Det er et kæmpe gedemarked.
Var forbi EB efterfølgende, så de kunne få et indtryk af mig. Ville gerne have vist mig mere på DR Nyheder, men der var så mange mennesker, at det føltes helt umuligt.
Jeg har den vildeste hovedpine.
Onsdag d. 20. april, Astrid
Messen er et virvar. Vi træder ind i en stor industrihal med højt til loftet og vægge af beton. Der er opstillet boder, men det er umuligt at holde overblik over, hvilket mediehus, der står hvor. Jeg hader det allerede.
Torsdag d. 21. april, Lisa
Jeg har fået en samtale med Jyllands-Posten i morgen. Jeg forbereder mig på idéer, avisens identitet, målgruppe, hvem er jeg. Kæft der er meget.
Aftalt samtale med Børsen på mandag. Normalt holder de kun samtaler tirsdag og onsdag, så føler mig lidt heldig over, at de har sagt ja. Det er et værre puslespil at få alle forsamtaler til at gå op.
Torsdag d. 21. april, Astrid
Jeg kunne blive ved med at sove efter i går. Der var mange indtryk og mange timer med et tørt smil og øjenkontakt. Dog er jeg i dag mere klar over, hvilke steder jeg kan se mig selv i. Børsen gjorde, overraskende nok, et skide godt indtryk.
Fredag d. 22. april, Lisa
Samtalen er overstået ved Jyllands-Posten. Ham, jeg snakkede med, var nice, men jeg ved ikke, om det gik godt. Han spurgte om en forside til i morgen, som jeg skulle finde på, hvortil jeg fyrede lort af. Man bliver lidt en anden person til samtalen, føler jeg. Man bilder dem ind, at man kender avisen godt, deres målgruppe og artikler. Jeg har jo primært læst op på det dagene op til.
Fredag d. 22. april, Astrid
Det er gået op for mig, hvorfor det hele har været så forvirrende, når det kommer til at få en praktikplads. Der er ikke nogen regler. Der er retningslinjer, men de bliver brudt. For eksempel er det kun de mindre medier, som må holde samtaler og åbent hus mandag, men jeg er allerede blevet tilbudt en samtale af Børsen på mandag.
Mit bedste råd er at følge med. Accepter, at det er et lorte system (eller gør oprør).
Fredag d. 22. april, Lisa
Forbereder mig til de kommende samtaler med nye idéer til artikler. Jeg synes, at det svært.
Har grædt tre gange i dag.
Helvedesugen kommer nu, og jeg kan mærke, hvordan presset rammer. De kan love dig en masse ting, og du kan hoppe fra din aftale. Du kan få booket en samtale før tid, selvom det egentlig starter senere. Man skal være kreativ og sweet talke, men de kan også blive sure på én, hvis man hopper fra sent
Samtale-ugen
Mandag d. 25. april, Astrid
I dag skal jeg ind forbi Børsen. Nervøsiteten kommer snigende, og knuden i maven er begyndt at stramme til. Det er som at gå til eksamen. Før sidste uge havde jeg aldrig skænket avisen en tanke, men efter messen er jeg spændt på samtalen.
Samtalen gik fint, tror jeg. Eller måske ikke. Det er svært at sige.
I løbet af dagen har jeg fået samtaler op at stå med yderligere to praktiksteder, så jeg er oppe på ni samtaler i alt. Jeg vil ikke ende med tomme hænder, når ugen er omme. Måske et overkill. Men altså; better safe than sorry.
Mandag d. 25. april, Lisa
Jeg har en samtale med Børsen. Jeg er virkelig nervøs. Min puls stiger, og jeg kan ikke spise noget.
Forbereder mig til Ekstra Bladet og Berlingske. Åh, det er trættende og hårdt. Der er mange informationer, som man skal huske, og man skal virkelig tænke på de idéer, som man skal pitche til samtalerne.
Jeg bliver pludselig panisk om mine valg af samtaler. Burde jeg melde mig til nogle ekstra? Jeg satser jo kun højt, med de steder som jeg søger, og jeg vil helst ikke stå uden en plads. Men skal jeg søge noget, som jeg ikke rigtig føler for?
Tirsdag d. 26. april, Astrid
I dag skal jeg til samtale ved Politiken, Berlingske og Information. Det har medført vedvarende ondt i maven, kvalme og derudover har jeg nervøs-skidt fem gange. Ikke nogen fed oplevelse, det er helt sikkert.
Det er ventetiden mellem samtalerne, der er det værste. Flere gange i løbet af dagen har jeg haft lyst til at aflyse samtaler for at undgå mavesmerterne.
I ventesalen ved Information støder jeg ind i en RUC’er, som har fået tilbudt Politiken. Vreden stiger op i mig. Til samtalen ved Politiken sagde chefredaktøren, at jeg skulle forvente et opkald, men det har jeg ikke fået, og dagen er snart ovre. Jeg føler mig dum og uduelig. Hvordan kunne jeg tro, at jeg havde fået det?
En halv time efter vibrerer min telefon. Jeg tager røret og får tilbudt Politiken. Jeg kan ikke sidde stille eller stoppe med at smile. På en og samme tid er jeg sur og glad. Lettet og frustreret. Jeg troede seriøst ikke, at hun ville ringe. Den er fandme i hus.
Tirsdag d. 26. april, Lisa
Jeg er pisse nervøs. Jeg har næsten ikke sovet, kan slet ikke spise og skal hele tiden på toilettet.
Jeg dukker op til åbent hus på Berlingske. Det er en mærkelig oplevelse, når man kan se alle andre, som også er mødt op i håbet om at få en plads. Da åbent hus slutter, har jeg en time til min samtale. Jeg løber ud og køber dagens avis hos Berlingske. Jeg skal have læst forsiden, hvis de spørger ind til den.
Til samtalen bliver vi kaldt ind et lille hold ad gangen. Mens vi venter, sidder folk på deres telefoner og prøver at huske ting udenad. Der er en underlig stilhed. Min puls stiger.
Samtalen på Berlingske gik godt, men mange har søgt den, så tør ikke satse.
Jeg har en samtale med Ekstra Bladet senere. Glæder mig virkelig meget til den.
Samtalen gik ikke som forventet. Jeg blev vildt nervøs. Er ret skuffet over mig selv. Jeg har hele tiden tænkt, at det var den samtale, hvor jeg virkelig kunne være mig selv. Men fik ikke rigtig noget igen hos dem. Det er hårdt, når jeg hele tiden har tænkt, at EB kunne være et rigtig godt sted for mig.
Efter samtalerne er vi en gruppe, der har fundet sig til rette på en rød bænk foran JP/Politikens Hus og taler om de foregående samtaler. En af mine medstuderendes telefon ringer. Han har fået tilbudt en plads på Politiken. Stressen banker på igen, også selvom jeg har ikke engang søgt Politiken. Jeg begynder at græde midt på Rådhuspladsen. Jeg er så presset. Folk omkring mig får tilbudt pladser på de store dagblade, og jeg har stadig ikke hørt noget.
Jeg er lige kommet hjem, og jeg forbereder mig til samtalerne i morgen. Jeg er presset og kan ikke spis noget. Mine veninder er bekymrede for mig.
Telefonen ringer, og jeg tager den med det samme.
“JEG HAR FÅET TILBUDT JYLLANDS-POSTEN! SHIT SHIT SHIT!”
Onsdag d. 27. april, Astrid
I dag skal jeg til samtale ved DR Nyheder.
Stemningen blandt mine medstuderende er meget forskellig. Nogle har fået forhåndsaftaler i hus, hvilket rygtes med lysets hast. Andre har endnu ikke fået noget i hus og mærker presset. Det er skide svært at være i. Jeg vil gerne støtte dem og sige det rigtige, men der er ikke noget jeg kan sige for at gøre det bedre. Jeg står på den “heldige” side af det hele. Jeg har fået en aftale på Politiken, hvilket giver ro, men også dårlig samvittighed i forhold til de venner, som endnu ikke har fået noget.
Samtalen ved DR var god. Det er fandme et fedt sted. Det får mig til at tvivle. Er DR et bedre sted for mig end Politiken?
Jeg er helt kvæstet. Der er konstant beskeder i indbakken fra mine medstuderende. Man (heriblandt mig selv) skriver rundt for at høre, hvem der har fået hvad. Jeg kan ikke lægge mobilen fra mig. Tårerne triller ned af mine kinder. Jeg kan ikke mere.
Onsdag d. 27. april, Lisa
Ud til samtale hos DR. Shit, jeg er nervøs.
Det er en mærkelig stemning. For første gang kan jeg fysisk se, hvor mange vi er om de få pladser. DR afholder deres samtaler i samme lokale, som folk venter, så man kan vitterligt se på, mens ens medstuderende har samtaler. Det er underligt. Mange har allerede fået tilbudt gode pladser, og rygterne spredes hurtigt.
Jeg går væk med små skridt fra min samtale ved DR Nyheder. Det var en underlig oplevelse. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville opleve så lidt menneskelighed fra dem. Nu forstår jeg, hvad folk mener, når de siger, at det er et samlebånd hos DR.
Jeg magter ikke engang de to næste samtaler på DR. Jeg er så skuffet. Hvor var det en vildt dårlig oplevelse.
P1 Kulturen har glemt at skrive mig på listen. Hahahaha. Skal vente i 1,5 time.
Men shit en god oplevelse hos dem. Den plads vil jeg virkelig gerne have, men der er kun én, og der er mange om budet. Jeg er bare glad for, at jeg kan slutte af med en god oplevelse.
Netop kommet hjem. Jeg har ikke fået DR Nyheder. Sikke en nedværdigende samtale. Det føles tomt. Jeg begynder at græde. Igen. Det har altid været min drøm at komme på DR Nyheder. Jeg er så ked af, at jeg blev taget imod på den måde.
Torsdag d. 28. april, Astrid
Jeg har sovet længe. Anstrengelserne fra de sidste par dage kan mærkes, og jeg skal bare be’ om at komme hjem i min egen seng i Århus. Mit hoved er tomt og maven mættet af alle følelserne fra de sidste par uger. Jeg skal godt nok være stiv i morgen til Kapsejlads.
Torsdag d. 28. april, Lisa
Nu kan jeg endelig slappe af. Jeg har fået en plads, og jeg skal ikke til flere samtaler.
Børsen har lige ringet. De vil give mig en plads. Jeg er igen forvirret. Skriver og ringer rundt til folk for at få råd.
Jeg afviser Børsen. Det er ikke det rigtige sted for mig.
Shit, praktiksøgning har været en underlig oplevelse. Jeg er ret frustreret over hele forløbet. Man har kun otte minutter til at “sælge sig selv”, og nogle gange kunne jeg mærke, at jeg blev valgt fra ved første øjekast. Nogle er dog søde, og det er skønt. Men man glemmer lidt de gode oplevelser i processen.
Berlingske har ringet. Jeg sad på WC, da telefonen vibrerede. De har tilbudt mig en plads. Jeg skal gerne svare inden kl 22. Jeg har tre timer, og er på vej ud af døren til Århus.
Igen. Opkald. Beskeder. Hvad skal jeg vælge?
Jeg må være den mest irriterende person på Kombardo-bussen. Sidder konstant i opkald. Græder igen og igen.
Efter jeg har lagt på ved det sted, som jeg har afvist, begynder jeg at græde. Jeg ved godt, jeg er i en virkelig heldig situation. Men jeg er i underskud af søvn, har intet spist i fem dage, og jeg er bange for at træffe det forkerte valg.
Netop ankommet med bussen. Min kæreste venter på mig. Hvor er det rart at se ham igen. Jeg føler, at jeg har været væk i tre uger.
Jeg er drænet for energi. Selvom jeg nok skal få et godt praktikophold, så føler jeg, at jeg har skuffet andre mediehuse og de mennesker, der har lagt et godt ord ind for mig. Jeg føler mig fjollet for at reagere på den måde. Specielt fordi jeg kun skal vælge praktikpladsen for mig selv og ingen andre.
Fredag d. 29. april, Lisa
Jeg er taget til Kapsejlads med de mange andre fra DMJX. Folk har ikke hørt, at jeg skal på Berlingske i stedet for Jyllands-Posten. Det er sjovt at se folks reaktioner. “Jeg havde to vilde timer i går aftes, på vej hjem mod Århus,” svarer jeg.
Panikdag
Onsdag 4. maj, Astrid
Jeg er nervøs. Også selvom der ikke er grund til det. Jeg har fået en praktikplads i hus, og jeg er blevet forsikret om det af flere omgange. Alligevel kan jeg mærke noget, der rumsterer i maven.
Jeg skal mødes med en gruppe fra årgangen og poppe pagnen, når tiden er gået.
Vi sidder alle fem med skærmen foran os, mens der bliver talt ned. Det virker så absurd. Den er grøn.
Jeg skal i praktik på Politiken.
Onsdag 4. maj, Lisa
Jeg vågner tidligt onsdag og dobbelttjekker, at min ansøgning er blevet sendt ind på praktikmatch. Berlingske skriver til mig 12.10, at de har godkendt min ansøgning. De glæder sig til, at jeg skal starte. Det føles rart, at de viser så meget begejstring for en.
Jeg møder en flok venner fra studiet kl 13.00. Nogle af os har kæmpet lidt mere end andre, men vi er alle ret enige om, at praktiksøgning er et mærkeligt og hårdt system. Der står champagne, øl og snacks på bordet. Vi skal fejre det hårde arbejde.
At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen
At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen
TEKST & FOTO: Magnus Bechtold Helms, journaliststuderende
Udgivet den 12. maj 2022
Udviklingsbistanden bliver beskåret med to milliarder kroner, der skal gå til modtagelse af ukrainske flygtninge grundet Ruslands invasion i Ukraine. Hvis vi vælger at skære i støtten til andre lande, vil det have store konsekvenser for lande i Afrika og Mellemøsten. Et land som Libanon kan nedskæringen få store konsekvenser for. Landet er i dyb økonomisk krise. I sidste ende kan det gå ud over os selv her i Danmark.
Jeg var selv i påskeferien i Libanon. Her så jeg overdimensionerede tavler med valgplakater for den militære politiske organisation Hizbollah pryder de fleste gadehjørner i Bekaa-dalen. Det er snart valg. Den ujævne vej afbrydes flere gange af militære checkpoints. Ude på markerne ved siden af vejen ser man interimistiske telte bygget af presenninger og bildæk. Min fætter, der arbejder i Libanon, fortæller, at der bor syriske flygtninge her, og for blot få måneder siden var der metervis af sne netop her. Køreturen, og det senere besøg vi havde i byen Balbek, var et reality-check af de helt store. Især når man kommer fra påskens snaps og sild hjemme i Danmark.
Bekaa-dalen er en region i Libanon, som grænser op til det krigshærgede Syrien. Ligesom i resten af Libanon rammer den økonomiske krise hårdt her. Det går især ud over syriske flygtninge og den fattige del af libaneserne. Derfor er nødhjælpsorganisationer i nærområderne enormt vigtige for lokalbefolkningen.
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) skrev en kronik til Kristelig Dagblad om netop dette tilbage i januar. Her fortalte han om sine oplevelser under et besøg i Bekaa-dalen. I kronikken understregede han vigtigheden af at skabe bedre fremtidsmuligheder i nærområderne med hjælp fra udviklingsbistand. Han udtrykte samtidig en forståelse for, at befolkningen i Bekaa-dalen drømmer om at komme til Europa.
Den 16. marts i år blev den såkaldte særlov for ukrainske flygtninge indført. Ifølge en artikel af journalist Marie Møller Munksgaard, publiceret på Altinget.dk, kommer det til at betyde et indhug på to milliarder kroner i udviklingsbistanden bare i år. Penge der kommer til at gå til modtagelsen af ukrainske flygtninge.
Desperate mennesker
Verdensbanken anslår i en rapport fra 2021, at den økonomiske krise i Libanon globalt set er blandt de mest alvorlige siden det 19. århundrede. Under mit ophold i landet, oplever jeg det tydeligt i hovedstaden Beirut. Byen bærer stadig præg af ødelæggelserne efter den enorme eksplosion på byens havn tilbage i 2020. Samtidig er der hver dag timelange strømafbrydelser i hele byen, der resulterer i, at folk må have generatorer eller biler stående i tomgang for at skabe strøm. Denne alvorlige situation viser med vigtigheden af den nødhjælp som udviklingsbistanden støtter.
En af de nødhjælpsorganisationer, der er til stede i Bekaa-dalen, er Salam LADC. Over flere omgange, har danskeren Nina Storgaard Albertsen arbejdet frivilligt for dem. Hun har på allernærmeste hold set, hvordan magtesløsheden og desperationen manifesterer sig blandt lokalbefolkningen i Libanon. Hun fortæller blandt andet:
”Folk havde våben og sloges for at få den benzin, der var (…) Helt basale fødevarer steg i pris fra dag til dag, fordi de libanesiske pund hele tiden faldt i værdi.”
Under mit eget besøg i Libanon viste min fætter sit lager af mad i tøjskabet. Maden er til rådighed, hvis der pludselig opstår konflikt. I den situation vil det være godt at kunne blive i lejligheden. Netop den risiko beskrev Nina til mig sådan her:
”Man har hele tiden en følelse af, at en tændstik det forkerte sted kan antænde en konflikt.”
I et land, der tidligere har været hærget af borgerkrig, som nu står i afgrundsdyb krise, er nødhjælpsorganisationer og udviklingsbistand med til at skabe håb. For hvis fremtidsmulighederne i Libanon skal se bedre ud, end de gør nu, skal der hjælp til. Lytter man til Nina S. Albertsens beretninger, er nødhjælpsarbejdet og udviklingsbistanden vital for fremtidsmulighederne for det libanesiske folk. Uden fremtidsudsigter og håb risikerer man, at folk flygter til andre lande.
Forskelsbehandlingen kommer tilbage som en boomerang
Den seneste tids debat om forskelsbehandling af flygtninge, der kommer til Danmark, illustreres godt i denne sag. For selvfølgelig skal Danmark tage godt imod de ukrainske flygtninge, der kommer hertil, når der er en så forfærdelig krig i Ukraine.
Spørgsmålet er slet ikke, om Danmark skal bevillige penge til modtagelsen af ukrainske flygtninge, men nærmere hvor pengene skal komme fra. For hvis man skærer i udviklingsbistanden, risikerer det at gå ud over netop fremtidsmulighederne i lande som Libanon, hvor nødhjælpsorganisationerne er vigtige.
Og hvad sker der så? Ja, hvis der først kommer krig i Libanon, kan man kun gisne om, hvad det vil betyde for flygtningestrømme til Europa og Danmark. Sidst der var borgerkrig i Libanon, udgjorde libanesere og statsløse palæstinensere, der kom fra Libanon, en betydelig del af det samlede antal flygtninge. Hen mod borgerkrigens afslutning i årene 1985-1992, udgjorde libanesiske flygtninge ifølge Danmarks Statistiks indvandringsrapport fra 2007 omkring 15%.
Hvad er så bedst? At forebygge potentiel krig i lande som Libanon og samtidig hjælpe de ukrainske flygtninge. Eller kun det sidstnævnte?
Jeg tror på, at regeringen ikke ønsker at pisse i bukserne for at holde varmen. Derfor bør de bestræbe sig på at finde to milliarder et andet sted end i udviklingsbistanden. For Libanon står ikke alene om at have hårdt brug for den danske udviklingsbistand. Libanons naboer Syrien, Jordan og Israel har civile, der har hårdt brug for hjælp fra organisationer, som er støttet af den danske udviklingsbistand.
Mød manden bag kameraet, der jagter de blå blink
Mød manden bag kameraet, der jagter de blå blink
Christian Dahlerup har arbejdet som 112-fotograf gennem flere år. Med sig i kameratasken har han en masse billeder og følelsen af at bidrage til samfundet. Men hvorvidt fremtiden fortsat skal ses gennem en kameralinse, er usikkert.
TEKST: Mie Juhl Lorensen
ILLUSTRATION: Louise Rix
Udgivet den 12. maj 2022
Det er en sen aften, og mørket falder langsomt på over Aarhus. Med kameratasken slynget om på ryggen drøner Christian Dahlerup mod Brabrand. Helt specifikt viadukten ved Silkeborgvej.
45-knallerten bliver presset til det yderste, for det handler om at være først på pletten.
Sådan er vilkårene for en 112-fotograf som Christian Dahlerup. Først ude og med håbet om de bedste billeder i kassen. Det er ikke altid, han ved præcis, hvad han rykker ud til. Oftest gør det modsatte sig faktisk gældende. Men denne gang er der vist sket en togpåkørsel ude foran Rema1000.
At tage afstand
”Jeg elsker at tage billeder. For mig er det tilfredsstillelsen ved at gøre et godt stykke arbejde, der driver mig,” fortæller Christian.
Han har de seneste år taget en lang række billeder. Både på hobbyplan og som freelancefotograf. Ifølge Christian, har han adskillige gange fået ros for netop sin evne til at tage gode billeder. En sans for de små detaljer, de helt rigtige beskæringer og fede perspektiver.
Arbejdet som freelancefotograf falder derfor Christian meget naturligt. Han har i mange år været førtidspensionist, og fotografiet er hans kreative frirum. Her fotograferer han alt fra dronningens fødselsdag til aarhusianske koncerter. Men meget af tiden går med billederne af de blå blink.
Som freelancefotograf er Christian rykket ud til alle slags opgaver. Lige fra færdselsulykker til voldsomme brande. Arbejdet kommer tæt på, men en hård opvækst har gjort ham god til ikke at tage det med hjem.
”Jeg har levet et hårdt liv og oplevet mange voldsomme ting. Pårørendes selvmord, sygdom, vold og drabsforsøg. Når jeg rykker ud til voldsomme begivenheder, skal der altså rigtig meget til, før jeg slæber det med hjem,” siger han.
Først på pletten
Christian har tidligere haft rigtig mange fotoopgaver og dedikeret store dele af sit liv til 112-fotografiet. Sad han med nogle gæster, kunne han finde på at smide alt, hvad han havde i hænderne og fræse afsted i jagten på det næste gode billede. Men det var også stressende arbejdsbetingelser.
De bedste billeder tages stort set altid, når man som fotograf er først ude på ulykkesstedet. Man skal helst komme før både politifolk, ambulancereddere og brandmænd, så man kan se dem i aktion og få det fulde overblik over ulykken.
”Der er et meget kort vindue ude på et ulykkessted eller en politiopgave, hvor de bedste billeder kan tages. Er der en brand, sælger billedet bedst, når flammerne står på sit allerhøjeste.”
Christian sætter derfor utrolig meget pris på sin 45-knallert. Med den kan han hurtigt rykke ud, og samtidig behøver han ikke bekymre sig om parkering. Knallerten holder han ind til siden, og kameratasken pakkes frem. Så er det ellers i gang med arbejdet.
“Er der en brand, sælger billedet bedst,
når flammerne er på sit højeste”
– Christian Dahlerup, 112-fotograf
Et indprentet billede
Tilbage ved Silkeborgvej i Aarhus er Christian nu ankommet til ulykkesstedet. Skumringen gør det svært at se alle detaljer, men det er alligevel tydeligt, at der har været en voldsom påkørsel.
Christian stiller knallerten fra sig og placerer sig oppe på broen. Her retter han kameraet ned mod busken ved togskinnerne og fornemmer hurtigt de rødfarvede grene, der er oplyst af en nærtstående gadelampe. Det viser sig, at en ung mand er blevet kørt over af et forbipasserende tog.
Og her ved viadukten kommer de med omkring 160 km/t.
”Der har virkelig været smæk på. Billedet af den blodige busk er noget, jeg meget sent vil glemme.”
Hvor går grænsen?
Som 112-fotograf er listen over etiske dilemmaer lang. Både straffeloven og persondataloven gør sig gældende. Netop dét at holde sig inde for de etiske grænser, går Christian meget op i.
”Jeg vil hellere være på den sikre side, end jeg vil sælge et billede, der er på grænsen,” siger han.
Men grænsen er ikke altid klar og hårdt optegnet. Christian har i flere situationer spurgt sig selv, hvor skillelinjen ligger. I en gidseltager-situation nogle år tilbage undlod han at publicere billeder, fordi han vurderede, at det kunne gøre mere skade end gavn. Hvad nu hvis gidseltageren så billederne i medierne og pludselig gik amok på gidslet?
De etiske overvejelser er konstant i baghovedet hos Christian. Hvilket hensyn skal han tage? Er der billeder, som ikke skal sendes videre til fotobureauet? Og hvor vigtigt er billedet i sidste ende?
Et blame-game
Ved busken på Silkeborgvej er Christian i gang med at tage de sidste billeder af ulykkesstedet. Han er vant til at komme tæt på ulykkerne, men den her oplevelse har alligevel gjort et særligt indtryk på ham.
Lidt væk fra skinnerne fornemmer han, at der er en gruppe unge mennesker. Normalt er stemningen omkring ulykkesstederne yderst professionel, og han bider derfor mærke i de unge drenge, der nu hæver stemmen.
”Der er et vaskeægte blame-game i gang. Stemningen er både ond og ubehagelig,” fortæller Christian.
Det viser sig, at den ene af drengene har løbet rundt på skinnerne, og de andre i gruppen giver ham skylden for, at deres ven er død. Den påkørte dreng havde forsøgt at få ham væk fra skinnerne, men det resulterede i stedet i en fatal ulykke.
“Der var noget, der føltes helt forkert. Den ene blev anklaget for at være skyld i den andens død. Lige dér kom det hele lidt ekstra ind under huden på mig,” siger Christian
Stemningen omkring togulykken er noget, Christian stadig husker i dag. Han har efterhånden set og oplevet lidt af hvert, men episoden skiller sig ud fra de mange andre opgaver på grund af den ubehagelige stemning.
Altid på vagt
Oftest er det fotobureauet Byrd, der skriver til Christian om mulige fotoopgaver. Andre gange modtager han et privat tip. Med sit freelancearbejde vælger han helt selv, om han vil rykke ud eller ej. Det har dog ikke altid været sådan. Nogle bureauer har krævet, at han stod til rådighed og var klar til at rykke ud med ultrakort varsel. Det var til tider meget stressende, fortæller Christian.
I dag går han med en masse overvejelser om, hvorvidt fremtiden fortsat skal være med et kamera i hånden. Som 112-fotograf er Christian individualist, og han har i sin levetid oplevet både afpresninger, trusler og mødt hårde miljøer. Blandt andet derfor bor Christian i dag i et hjem med et udbygget alarmsystem.
En gang var der slet ingen bekymringer at spore, når han rykkede ud i jagten på de blå blink. Christian synes på mange måder, at det er en vigtig samfundspligt at videreformidle billederne. Men det hårde miljø og de uforudsigelige arbejdsdage sætter alligevel gang i tankerne, selvom det helt rigtige billede i kassen giver en ubeskrivelig følelse
”Mange historier bliver jo ikke fortalt, hvis der ikke er billeder. Men jeg spørger alligevel mig selv, om det egentlig stadig er det hele værd?”
Eksklusivt interview med Mette Frederiksen: “Det er en forandret verden, vi står i”
Eksklusivt interview med Mette Frederiksen: “Det er en forandret verden, vi står i”
Illustreret Bunker har fået eksklusiv adgang til statsministeren til en snak om lukning af russiske statsmedier, en mulig lempelse af offentlighedsloven samt sociale mediers påvirkning af unges trivsel.TEKST: VICTOR HEIDE-JØRGENSEN OG TOBIAS WINTER
FOTO: CHRISTIAN FALCK WOLFF
Udgivet den 04. april 2022
Mette Frederiksen besøgte mandag 28. marts tre uddannelsesinstitutioner. Først Aalborg Universitet, så Aarhus Universitet, inden turen sluttede på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun skulle debattere den nye udenrigspolitiske situation med de studerende. I den forbindelse har Illustreret Bunker fået lov at interviewe statsministeren.
Regering står sammen med resten af EU mod Ruslands invasion af Ukraine og bakker “100 procent” op om de sanktioner, EU har indført mod Rusland – det gælder også en kontroversiel beslutning om at lukke for adgangen til de to russiske statsmedier Sputnik og RT.
“Det er et meget dilemmafyldt spørgsmål. Helt principielt skal man afstå fra at censurere medier. Det står på side ét i statsministerens lærebog – jeg er jo pressens minister,” siger Mette Frederiksen.
Beslutningen har mødt kritik fra flere medlemmer af Folketinget samt brancheorganisationer. Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, kalder det en glidebane, mens Journalistforbundets formand, Tine Johansen, siger, at “det er at bekæmpe ondt med ondt.”
“Jeg tror ikke, man kan sammenligne det. Der er ikke tale om medier i den forstand, vi taler om medier. Ondt med ondt? Man skal i hvert fald tale i et sprog, som Putin forstår. Med medier skal man altid være påpasselige,” siger statsministeren.
Brancheorganisationen Danske Medier har rejst bekymring for danske mediers mulighed for at dække krigen. Mads Brandstrup, administrerende direktør i Danske Medier, siger, at det et brud på pressefriheden, “at muligheden for indsigt i, hvordan russiske medier behandler krigen begrænses.”
Mette Frederiksen vil ikke tage stilling til udtalelsen, men fortæller, at det er vigtigt at skelne mellem propagandamaskiner og medier.
“Jeg er ikke sikker på, at der i dette tilfælde er tale om at indskrænke mediers frihed. Som jeg forstår det, er der tale om statslig propagandamaskine. Det er noget andet end medier, som vi kender det,” siger Mette Frederiksen.
“Jeg mener ikke, at den nuværende situation i Ukraine kommer til at få betydning i forhold til den danske offentlighedslov,”
-Mette Frederiksen, Statsminister
Intet klart svar til offentlighedsloven
Mens russiske medier lukkes ned for Vesten, så er der muligvis mere åbenhed i sigte for de danske mediers arbejde.
I december 2020 indgik regeringen forhandlinger med en række folketingspartier om muligheden for at lempe de stramninger, der blev tilføjet til offentlighedsloven i 2013. Stramningerne er blevet kritiseret af Dansk journalistforbund og en lang række journalister for at begrænse muligheden for at få indsigt i myndighedernes arbejde.
Mette Frederiksen fortæller, at der er et ‘før’ og et ‘efter’ i Europa i forbindelse med Ruslands invasion. Men hun kan entydigt afvise, at den opståede krig i Ukraine kommer til at få betydning for forhandlingerne om offentlighedsloven.
“Jeg mener ikke, at den nuværende situation i Ukraine kommer til at få betydning i forhold til den danske offentlighedslov,” siger hun.
Statsministeren var dog tilbageholdende med at give klart svar på, hvorvidt Socialdemokratiet selv går ind for en lempelse, der i så fald vil give borgere og journalister større indsigt i statens og kommunernes aktiviteter.
“En række partier har givet udtryk for at ønske om at få lempet offentlighedsloven, og dem sidder vi nu i forhandlinger med via Justitsministeriet. Resten er historie, fordi nu sidder vi i forhandlingslokalet,” siger Mette Frederiksen.
Mere mistrivsel, mere sociale medier
I løbet af Mette Frederiksens debat med eleverne falder emnet på unges mistrivsel. Den er stigende.
- marts i år udkom den såkaldte “Nationale Sundhedsprofil” for 2021, hvor over 180.000 danskere har svaret på en række spørgsmål om deres sundhed og trivsel. Andelen af unge, der får en “lav score” på den mentale helbredsskala, er steget kraftigt siden 2017.
Mette Frederiksen fortæller, at hun ser en sammenhæng mellem unges mistrivsel og sociale medier.
“Når jeg tror, der er en en sammenhæng, er det fordi, at nye undersøgelser viser, at nogle teenagepiger bruger fem timer om dagen på sociale medier. Det er meget lang tid, der går fra andre – og fysiske – fællesskaber,” siger hun.
Mette Frederiksen bruger de sociale medier aktivt i sin politiske kommunikation. Det anerkender hun. Hun fortæller, at hun – det til trods – er meget bevidst om, hvordan hun bruger dem.
“Den måde jeg selv tænker på, er aldrig at bidrage til at splitte. Med de ordvalg og de betoninger, jeg bruger, forsøger jeg som udgangspunkt at samle os eller understøtte noget, der kan være til fordel for de fleste,” siger Mette Frederiksen.
Selvom statsministeren fortæller, at hun ser en sammenhæng mellem unges mistrivsel og de sociale medier, har de sociale medier også en værdi, understreger hun.
“Sociale medier kan jo meget. Både i den lille kommunikation og samfundsmæssigt. Vi skal tænke over, hvor meget vi bruger den, og hvad er det algoritmerne understøtter,” siger hun.
Mette Frederiksen fremhæver især de sociale mediers vigtige funktion i forbindelse med krigen i Ukraine, som er blevet døbt verdens første ‘TikTok-krig.’
Håb i frygten
Mette Frederiksen indledende tale på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole var præget af tungsindig tilkendegivelse af, at verdensordenen er blevet rystet af krigen i Ukraine.
“Krigen er nu tilbage i Europa,” var hendes sobre erklæring.
Den tidligere udenrigspolitiske rådgiver for Stats- og Udenrigsministeriet Ulrik Vestergaard udtalte Lørdag den 26. marts til Berlingske, at: “siden den 24. februar er vi gået ind i en periode, der er præget af frygt, fattigdom, usikkerhed og krig.”
Statsministeren erklærer sig enig med den vemodige prognose, men maner samtidig til håb.
“Det er en forandret verden, vi står i. Krigen er her jo, og det skaber usikkerhed, og den stigende inflation udfordrer allerede nogle borgeres økonomi. Forhåbentligt bliver den kommende periode ikke kun præget af dette, og vores opgave bliver at vende den her situation til nogle nye muligheder,” siger Mette Frederiksen.
Ifølge Statsministeren er energipolitikken et sted, hvor situationen kan vendes til nye potentialer. Den grønne omstilling kan være et initiativ, der både kan bruges aktivt i forhold til krisen i Ukraine, og det kan samtidig skabe håb på den lange bane.
“Hvis vi fokuserer kraftigt på den grønne omstilling, kan den hjælpe os med at frigøre os fra afhængigheden af russisk gas. Det vil samtidig være håbefuldt, og det kan også skabe vækst og flere danske arbejdspladser,” Siger Mette Frederiksen.
Krigens konsekvenser: Få ansigt på Ukraines flygtninge
Krigens konsekvenser: Få ansigt på Ukraines flygtninge
Tekst & foto: Signe Lægsgaard
”Ingen ved, hvornår krigen slutter. Eller om den slutter overhovedet.”
I en tætpakket gymnastiksal i Przemyśl, 10 kilometer fra den polsk-ukrainske grænse, leder Dasha Bolkvadze, 37, efter sin sorte kat mellem rækkerne af farverige solsenge. Før Rusland angreb Ukraine, var det lyden af legende, polske skolebørn, der gav genlyd i den store sal, men nu er den et midlertidigt hjem for flere hundrede mennesker, der er flygtet fra krigen. Dasha og hendes mor, mand og søn boede, før krigen brød ud, i Kharkiv, og hun husker første gang, Rusland invaderede områderne tæt på deres hjem i 2014. ”Sidste gang annekterede Rusland ukrainske territorier på en mere civiliseret måde. Men nu er der en fuld-skala-krig i mit land. Kharkiv er et rent helvede. Mange af mine venner er blevet der og håber på det bedste. Men det bliver kun værre. Der er ikke noget mad eller medicin. Der er ikke varme eller elektricitet i husene. Civile bliver slået ihjel. Jeg vil virkelig gerne vende tilbage til vores hjem og håber på det bedste, men ingen ved hvor lang tid det kommer til at tage at restaurere byerne. Jeg vil ikke have, at min søn vokser op i efterkrigsforhold. Han har ret til et normalt liv.”
Tekst & foto: Maria Høy
Ukrainske Ania er netop ankommet på et frivilligt modtagecenter i Wien, Østrig, og venter på at hendes familie, som stadig befinder sig i Ukraine, finder en måde at komme ud af deres hjemland.
Tekst og foto: Martin Ford
Der forholdsvist stille på banegården. Det er et stykke tid siden, det seneste tog ankom fra Ukraine. Hvornår det næste ruller ind, er der ingen, der ved.
Mange steder på banegården sidder små børn på rullekufferter og ser helt tomme ud. De aner ikke, hvad der foregår. Uvisheden i deres øjne er hjerteskærende.
Stilheden varer kun kort. Det næste tog er lige om hjørnet, og roen fordufter. Den kaotiske stemning vender tilbage igen.
Tekst og foto: Nichlas Arturo
Ukrainere venter i dagevis i håb om at komme sikkert til Polen og blive genforenet med deres nærmeste. Kvinder og børn er i overtal af dem, som forsøger at komme ud af landet, eftersom alle mænd mellem 18 og 60 år ikke kan forlade landet, da de har værnepligt til at forsvare Ukraine.
Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?
Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?
TEKST: Trine Egede, Opinionsredaktør på illustreret bunker
illustration: katrine å. edvardsen
Udgivet den 24. marts 2022
Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.
Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg klikkede ind på DR-nyhederne på min telefon torsdag morgen d. 24. februar i år. Rusland har invaderet Ukraine om natten, og kampvogne ruller hen over den ukrainske grænse.
Min roomie er halvt ukrainer og halvt dansk. Hun er født i Ukraine, og hendes far bor i Kharkiv, 40 km fra grænsen til Rusland. Jeg tror ikke, jeg forstår en brøkdel af, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Men jeg prøver, og det har sat tanker i gang hos mig. For som journaliststuderende er det vel netop det, min kommende profession skal kunne.
Den skal gøre folk i stand til at forstå det, de ikke selv står i. Gøre dem klogere på, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Vi journalister rapporterer og sender live fra krigsramte lande. Vi viser krigen, så organisationer og politikere kan træde til og hjælpe Ukraine. Vi er der, hvor problemet er. Vi gør et godt stykke arbejde. Tænkte jeg. Men så kom min tvivl.
Hver dag hører jeg i radioen eller ser på sociale medier, at endnu et dansk medie har sendt journalister til Ukraine. Det er et vigtigt emne at dække, det er der ingen tvivl om. Men tanken slog mig: Er der brug for så mange danske journalister i Ukraine lige nu? Hvis andre lande sender et lige så stort antal journalister til grænserne, tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange journalister de ukrainske flygtninge skal deale med, når de prøver at flygte for deres liv. Er det, det de har brug for lige nu?
Søndag d. 13. Februar 2022 sendte P1 deres faste program ”Tabloid”, hvor vært Marie Louise Toksvig hver uge går journalistikken efter i sømmene. Denne udsendelse handlede naturligvis om den forfærdelige situation i Ukraine. En journalist fra avisen Danmark, der var i Ukraine for at dække krigen, sammenlignede journalisters opførelse ved den polske grænse med noget, der kunne minde om Tour De France. Et anderledes men præcist billede på, hvordan det for mange journalister er vigtigt at stå forrest, klar med mikrofoner og kameraer, når en flygtning krydser grænsen. For journalisterne handler det om, at få det bedste billede i kassen.
Det lyder ikke som god journalistik skik i mine ører. Journalistikken kan påtage sig kappen som formidler, så en indsats fra resten af verden kan komme for at hjælpe Ukraine. Men at så mange medier i Danmark sender journalister til den polske grænse for at få et godt billede til forsiden er ikke, hvad journalistikken kan være bekendt.
TV2-Nord bragte d. 4. marts 2022 en artikel med rubrikken ”TV2-Nords journalist delte hotelseng med ukrainsk flygtning”. Jeg tænker, du kan se absurditeten i denne rubrik. Artiklen nævner, at det ved den polske grænse ikke er muligt at booke et hotelværelse, da alle værelser er fyldt op med flygtninge og journalister. En TV2 Nord-journalist delte seng med en flygtning, der ellers kun havde mulighed for at overnatte på banegården i den polske by Rzezow i minus fem grader.
Hvis danske medier ikke havde et behov for at sende deres egne journalister til grænsen, kunne det være, at den ukrainske kvinde kunne få sengen i første omgang. Eller hun kunne dele sengen med andre flygtninge. At så mange danske journalister kan tillade sig at fylde sengene op ved grænserne, er mig en gåde at forstå.
Dels er jeg skeptisk over, om det er et spørgsmål fra en dansk journalist, man har brug for, når man lige er kommet over grænsen til Polen. Men det, som kan være endnu mere problematisk er, om vi fylder for meget. Som artiklen viser, så fylder vi på hotellerne. Vi bruger benzin til vores biler, som ukrainerne kunne bruge til at flygte ud af landet. Vi spiser mad, som kvinder og børn kunne få. Alt sammen noget, der får mig til at stille spørgsmålstegn ved, om vi virkelig har brug for alle de danske journalister i Ukraine lige nu.
Journalister er vigtige, for vi dækker det, som seere hjemme i Danmark ikke selv kan opleve. Vi viser krigen, og vi formidler den på bedste vis. Jeg har dog et ønske om, at vi som journalister tænker over, hvad vores rolle er, når vi dækker en krig. Hjælper vi, eller spænder vi ben? Er vi til mere besvær end gavn?
Det er en kæmpe styrke for en ukrainsk flygtning at få muligheden for at tale til en stor modtagergruppe på en landsdækkende TV-kanal. De kan vise deres smerte, så vi kan se den med vores egne øjne, og de kan bede om hjælp. Men for medierne er det også godt TV. Jeg tænker, at et nærliggende presseetisk spørgsmål er, om danske mediers sult efter det gode billede vægtes højere end at dække krigen for at oplyse.
Og hvorfor skal flere medier sende en masse ”almindelige” journalister til fronten, hvem der virker semi-tilfældigt udvalgt, når vi har erfarne korrespondenter som Matilde Kimer og Puk Damsgård? Når det er sagt, er det måske ikke alle lokalafdelinger, der behøver at sende deres eget hold til grænserne for at kæmpe om det gode forsidebillede og fylde en sengeplads op.
Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation.
Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.
Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk
Trivselspenge brændt af på telefonbokse
Trivselspenge brændt af på telefonbokse
Skrevet af: Kasper fast, journaliststuderende
Udgivet den 24. marts 2022
Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.
Hvad kan man egentlig få for 495.605 kr.? I hvert fald ikke meget trivsel, hvis det står til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der har brændt tildelte trivselspenge af på telefonbokse. I 2021 modtog DMJX i Aarhus lige knap en halv million kroner fra Undervisnings- og Forskningsministeriet til at styrke trivslen efter corona-nedlukningerne. Fra skolens side har man kaldt dem trivselsmidler, hvilket dog klinger meget hult, da størstedelen af pengene er brugt på alt andet end trivsel.
I februar fik jeg aktindsigt i fordelingen af midlerne, og det var chokerende læsning. Regnskabet over trivselsmidlerne viser nemlig, at kun 19% af pengene er brugt på såkaldte ”trivselsarrangementer”. Derimod er hele 38% eller 187.468 kr. for eksempel brugt på telefonbokse. I aftaleteksten omkring midlerne står der, at institutionerne selv skal vurdere, hvordan de bedst modvirker de negative konsekvenser af Covid-19. Man må altså forstå på ledelsen i DMJX, at de mener, at det vigtigste modsvar til nedlukningernes store trivselsudfordringer er fem nye telefonbokse.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg også selv synes, at telefonboksene er en fremragende idé, så studerende kan ringe til kilder uforstyrret. Problemet er bare, at det jo ikke har noget som helst at gøre med pengenes formål. I mine øjne er det i hvert fald svært at se, hvordan en lydisoleret trækasse kan have noget som helst at gøre med de studerendes trivsel. Udefra ligner det, at ledelsen har udnyttet en mulighed for at blande deres tildelte driftsopgave omkring skolens faciliteter sammen med de ekstraordinære trivselsmidler.
Kigger man videre gennem fordelingen af trivselsmidlerne, ser man, at den tredjestørste post er ”koordinering”. Disse udgifter løber op i svimlende 84.470 kr., hvilket altså svarer til cirka to måneders fuldtidsløn. Penge, der er taget direkte fra de studerendes trivsel. Det er helt vildt, at man har brugt et så stort beløb blot på administration. Selvfølgelig koster det arbejdstid og penge både at finde på idéer og udføre dem. Jeg mener dog ikke, at der bør bruges, hvad der svarer til over 300 arbejdstimer, på at fordele de her midler, som beløbet ellers antyder. Det er en meget mærkelig brug af midler, som ledelsen har udført i dette tilfælde.
Jeg har selv været med i en ansøgning om et beløb på 25.000 fra trivselspuljen. De skulle gå til et arrangement, hvor skolens studerende kunne få gratis transport til Right to Dream Park, fordi FC Åben Modus skulle spille mod Presselandsholdet. Der var budgetteret med omkring 150 deltagere fra studiet med mulighed for udvidelse. Denne ansøgning blev efter flere beskeder, utallige dirigeringer rundt i organisationen samt måneders ventetid afvist.
I en besked lød begrundelsen, at både FC Åben Modus og Ulla United havde klaret sig godt under corona-nedlukningerne og fortsat står stærkt som institutioner for de studerende, der interesserer sig for fodbold og sportsligt samvær. Man mener simpelthen, at foreninger, der udelukkende baserer sig på fysisk fremmøde, har klaret sig fremragende under nedlukningerne. Et arrangement som dette ville kunne skabe fællesskab og sammenhold på tværs af uddannelser og årgange, som jo præcis er det, skolen har mistet under Covid-19. Ifølge mig tyder det endnu engang på, at midlerne aldrig har været tiltænkt trivsel fra skolens side, men derimod som et belejligt driftstilskud.
Det er vildt ærgerligt, at skolens ledelse ikke tager problematikken omkring trivsel efter pandemien seriøst. Vi ved alle, hvor hård og svær perioden med hjemmeundervisning og manglende socialt samvær har været. Derudover viser undersøgelser fra blandt andet Danmarks Evalueringsinstitut og Uddannelses- og Forskningsministeriet, at de studerende oplevede store konsekvenser under nedlukningerne, samt at disse konsekvenser stadig ser ud til at påvirke de studerende.
Af den grund er det endnu mere foruroligende, at en ledelse, der endda får penge kastet efter sig for at løse en del af problemet, overhovedet ikke anerkender eller forstår sit ansvar. Det er et tegn på afstand til de studerende, der er chokerende i en uddannelsesinstitution.
Driften af vores studie er ikke bare et regnskab, der skal gå op. Det er et fællesskab, hvor vi, som studerende i alle henseender, skal være det primære fokus. Vores trivsel er omdrejningspunktet for alt andet, der foregår i vores uddannelse. Og når man underkender en mulighed for at rette op på denne, har man grundlæggende fejlet sin kerneopgave som uddannelsesinstitution.
Svar fra Henrik Berggren og Helle Winding
“Det er sørme synd for Kasper Fast, at han ikke fik chokerende og svimlende 25.000 kroner til sin fodboldkamp. Det har han været utilfreds med længe.
Skolen tager studerendes trivsel meget alvorligt og arbejder løbende på at styrke den. Fordelingen af de særlige trivselsmidler er et godt eksempel på det. Trivselsmidlerne blev fordelt i et tæt samarbejde med DSR og mange af skolens studerende, der har deltaget seriøst, aktivt, engageret og meget positivt i samarbejdet.
Mange tak for den indsats. Der har været afviklet et stort antal aktiviteter med mange deltagere, og der er indkøbt en lang række ting, som også fremadrettet kan bidrage til at styrke trivslen på skolen.
Stort set alle aktiviteter og anskaffelser var forslag og ønsker fra studerende. Det gælder blandt andet telefonboksene.
Kasper Fast havde i øvrigt ikke behøvet at søge aktindsigt, da oversigten over forbruget af midlerne hele tiden har været delt med de studerendes repræsentanter.
Venlig hilsen
Helle Winding og Henrik Berggren
(Uddannelseschefer, DMJX)”
Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation.
Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.
Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk