​​Indeni ulmer frygten for at blive valgt til på baggrund af min etnicitet

​​Indeni ulmer frygten for at blive valgt til på baggrund af min etnicitet

​​Indeni ulmer frygten for at blive valgt til på baggrund af min etnicitet

Vi kæmper alle for at vise praktikpladserne, hvorfor de skal vælge os. Med imponerende produktioner og et flot CV. For mit vedkommende fokuseres der også på én anden ting. Der fokuseres på mig. Ikran. Andengenerationsindvandrer, sort kvinde og muslim.

TEKST: IKRAN ABDIAZIZ MOHAMED
FOTO: NICHLAS ARTURO

Udgivet den 24. marts 2022

Den 25. april 2020 var jeg til optagelsesprøve på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg kan ikke huske særlig meget af dagen. Men jeg husker to ting tydeligt. Nervøsiteten og den enorme lettelse. Lettelsen over, at prøven var anonym. De vidste ikke, hvem jeg var. For hvis jeg fejlede, ville de aldrig finde ud af, at det var mig. 

Her er jeg så i dag, to år efter, som praktiksøgende journaliststuderende. Nervøsiteten er tilbage, men det er anonymiteten ikke. Jeg bliver ikke længere kun vurderet på mine færdigheder. Jeg bliver vurderet på mit udseende. Mit tørklæde. Min mørke hudfarve. 

Alt det, som gør, at jeg skiller mig ud fra mine medstuderende. Og i nutidens Danmark, hvor diversitet betyder alt, kan det at være en minoritet for en kort stund forvandles til et privilegium.

Jeg har i hvert fald undret mig. Bliver det til min fordel at være en minoritet, når praktikjagten skydes i gang om ikke så længe?

Manglende diversitet blandt journaliststuderende

Vi ligner hinanden meget. Os journaliststuderende. Men når det kommer til praktikpladserne, og hjemmesiden vi har brugt måneder på, gælder det om at skille sig ud. Det kan være med den helt unikke rejse til udlandet. Et højskoleophold. Studentermedhjælper hos TV2. 

Men der skal mere til, hvis man vil imponere ansvarshavende redaktør på Journalisten, Christian Lindhardt. I årevis har han hyret praktikanter på Danmarks Radio og Politiken, og han mener, at der er behov for mere, før man skiller sig ud fra de mange hundrede praktiksøgende.

“Alle synes, at de er unikke. De kommer alle med det samme højskoleophold og den store rejse til udlandet. Og det er det. Det er lidt hårdt sat op, men der kigger jeg også efter andre ting,” siger Christian Lindhardt.

“Det kan være en sportskarriere, eller om man har lavet politisk arbejde.”

Christian Lindhardt vægter også diversitet højt. I køn. Social og etnisk baggrund. Han mener at for at være i stand til at lave god journalistik, er det vigtigt at have en mangfoldig redaktion. Det er noget, han tager i betragtning, når der skal udvælges praktikanter.

“Et menneske, som er opvokset i et parcelhus i Risskov med en kernefamilie, og én, som er opvokset i Gellerupparken, har nogle vidt forskellige erfaringer. Og jo flere forskellige erfaringer, du kan bringe i spil på et redaktionsmøde, desto bedre journalistik kan du lave,” forklarer Christian Lindhardt.

Jeg bliver nysgerrig og spørger ham, om han er villig til at gå på kompromis med fagligheden for at fremme diversiteten. Svaret kommer hurtigt: Nej.

“Jeg kan med sikkerhed og med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig ville gå på kompromis med ens basale kvalifikationer. Man skal til enhver tid være i stand til at skrive en ordentlig artikel, og vide hvad en nyhed er,” siger han.

Jeg ånder lettet op. Indeni kan jeg mærke, hvordan min frygt langsomt kvæles. Frygten for kun at blive valgt til, fordi jeg er af anden etnisk herkomst. Fordi de savner diversitet i mediebranchen.

“Det er ikke en adgangsbillet i sig selv at have en anden baggrund eller et andet køn.”

– Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør, Jyllands-Posten 

Men i håbet om, at frygten helt kan slukkes, kontakter jeg også Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten. Jeg håber, at han vil sige nogle af de samme ting. At jeg bliver vurderet på lige fod med mine medstuderende. At min etnicitet ikke vinder over min faglighed. Heldigvis er han enig med Christian Lindhardt. Jacob Nybroe er godt klar over, at diversiteten i mediebranchen halter, men det handler først og fremmest om ens faglige egenskaber.

“Det er ikke en adgangsbillet i sig selv at have en anden baggrund eller et andet køn. Du vil nok heller ikke vælges udelukkende på grund af din baggrund. Vi vil respektere dig for din faglighed, og det er det vigtigste,” siger Jacob Nybroe.  

“Hvis så fagligheden er på plads, vil vi dernæst skæve til forskelligheder i baggrund,” tilføjer Jacob Nybroe.

Minoritet i mediebranchen

Efter at have hørt branchens side, beslutter jeg mig for at tage fat i en, der selv har prøvet på egen krop, hvad det vil sige at være en minoritet i mediebranchen. Derfor tager jeg kontakt til Abdel Aziz Mahmoud, journalist og vært på GO ’aften LIVE. 

Han har gennem de seneste år set, hvordan samtaler om diversitet og repræsentation har fyldt mediernes spalter. Ifølge Abdel Aziz er det helt fair, hvis samtalerne fører til, at nogle mennesker får en forlomme til praktiksøgningen.

“Jeg havde en klar fordel, da jeg skulle søge praktik. For hvis der på en nyhedsredaktion med 70 mennesker sidder nul med minoritetsbaggrund,  skal man gøre en ekstra indsats for at få en ansat, så redaktionen afspejler samfundet bare en lille smule,” siger Abdel Aziz Mahmoud.

“Især i tider, hvor emner som flygtninge, religion og etnicitet har fyldt meget,” siger han.

Under vores telefonsamtale understreger Abdel Aziz gang på gang, at kvalifikationer er meget mere end ens faglighed. Det handler ikke kun om karakter, eller hvor godt man klarer sig i skolen. Din baggrund spiller også en rolle. Især hvis du er en minoritet.

“Som minoritet har du været ude at røre ved noget, de fleste ikke har rørt ved. Ganske enkelt gennemgået nogle ting, som kan give dig et helt andet perspektiv,” forklarer han.

Efter telefonsamtalen står jeg tilbage med en fortsat mærkelig følelse i maven. For jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal føle mig lettet over, at min etnicitet kan være en fordel, eller om jeg bør frygte det.

Når etnicitet bliver til en fordel

Under min research til artiklen falder jeg over Inaam Nabil, som er journalist på Danmarks Radio. Jeg bliver særligt interesseret i hende, fordi hun bærer slør. Ligesom mig. Det er første gang, jeg har set en dansk kvindelig journalist med slør. Jeg tager hurtigt kontakt for at høre, hvordan hendes praktiksøgen havde været. Kan hun måske genkende den ambivalente følelse, jeg har omkring det hele?

Hun mener dog ikke, at det er uretfærdigt, da minoriteter er en klar mangelvare i branchen. Hun vil til enhver tid opfordre mediebranchen til at vælge minoriteter.

Og når hun tænker tilbage på sin praktiksøgen, husker hun det heller ikke som en stressende periode. Tværtimod. Hun kan huske, at de var nysgerrige på hende. Hun så anderledes ud end sine medstuderende. Der blev fokuseret på hendes baggrund. Hendes opvækst i Vollsmose.  

“Jeg oplevede at blive prikket til af tidligere praktikanter. Her fik jeg at vide, at hvis jeg søgte praktik hos dem, så ville jeg nok få pladsen. Det gav en slags ro i praktiksøgningen,” fortæller Inaam Nabil.

Hvordan mon det sætter mig, og får jeg den samme oplevelse, når jeg skal søge praktik om ikke så længe? Det er i hvert fald nogle af de tanker, som kører rundt i hovedet på mig efter min samtale med Inaam.

Ifølge Christian Lindhardt gør det tit ikke den helt store forskel, om man vælger den ene kandidat eller den anden. Så længe de grundlæggende ting er på plads.

“Hvis de helt grundlæggende ting er på plads, så er der tit ikke den helt store forskel, om man vælger den ene eller den anden. Og hvis jeg har muligheden for at vælge en med anden etnisk baggrund, så vil jeg altid gøre det,” siger han.

Andre perspektiver på verden

Min frygt er ikke helt forsvundet endnu. Men efter at have snakket med mennesker, der kunne gøre mig klogere, tror jeg, at jeg har fået en ny forståelse. 

En forståelse for, at min opvækst, min etnicitet, sågar min religion er kompetencer. Kompetencer som gør, at jeg ser tingene på en anden måde, hvilket er en klar fordel.

Jeg kan kun håbe, når der til april skal afholdes praktiksamtaler, at praktikstederne vil se mig for meget mere end en løsning på diversitetsproblemer i mediebranchen.

Kultur og satire manglede i mængden af foreninger. Nu fylder Tendens og DMJX-rapporten tomrummet ud.

Kultur og satire manglede i mængden af foreninger. Nu fylder Tendens og DMJX-rapporten tomrummet ud.

Kultur og satire manglede i mængden af foreninger. Nu fylder Tendens og DMJX-rapporten tomrummet ud.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er blevet to foreninger rigere. Starten på året var også starten på Tendens og DMJX-rapporten. I et interview med stifterne bag forklarer de, hvorfor foreningerne mangler, og hvordan de kommer op at stå.

TEKST: Sissel Bonde Thiellesen
FOTO: Rasmus Breum

Udgivet den 24. marts 2022

Kulturmagasinet Tendens og det satiriske skoleblad DMJX-rapporten er blevet en del af skolens hær af foreninger, som på nuværende tidspunkt tæller hele ti. De spænder bredt og byder på alt lige fra produktion af dokumentarfilm, radio og podcasts til højspændte fodboldkampe og litervis af øl i fredagsbaren. Fælles for dem alle er, at de har et formål og en vision for det, de laver.

22- årige Mia Skovby går på 2. semester på journalistik, og er ansvarshavende chefredaktør på det nystartede DMJX Rapporten. For hende opstod visionen om at skabe et satirisk skoleblad, som et resultat af kedsomhed under coronanedlukningen. En stor del af Mias omgangskreds lå ramt med corona, og hun ventede bare på, at det blev hendes tur.

”Jeg sad en aften og tænkte, at jeg blev nødt til at finde på noget at lave de næste syv dage, hvis jeg ikke skulle blive skingrende sindssyg. jeg lå og kiggede lidt på humor magazines og undrede mig over, at vi ikke havde noget tilsvarende i Danmark. Så kom ideen: Jeg starter det selvfølgelig bare selv, med hjælp fra mine venner.”

Det resulterede i en nat med meget begrænset søvn. Mia Skovby lå vågen til klokken fem næste morgen og researchede på ideen. Dagen efter var hun klar til at gå i gang med foreningen.

DMJX Rapporten er et satireblad, og ifølge Mia Skovby er de det eneste satiriske skoleblad i Danmark. De er et hold bestående af skribenter, illustratorer, fotografer, layoutere, en SoMe manager og en økonomichef. De første 10 medlemmer er Mias venner, som var med fra starten. Derudover var der omkring 30 ansøgere, hvoraf de har fundet de 10 mest kompetente medlemmer.

”Vi har tårnhøje ambitioner,” siger hun

 Første ambition er at udkomme to gange hvert semester, med undtagelse af det igangværende semester, hvor de udkommer hele tre gange. DMJX Rapporten havde nemlig deres ”grand release” i forbindelse med skolestarten på forårssemestret 2022. Her udkom de som en parodi af rusværternes Startskuddet F22.

”Rusværterne blev rasende, men de syntes også, det var virkelig sjovt. Folk må gerne blive sure, men de skal også kunne grine af det. Når folk tager sig selv lidt for højtidligt, må vi godt gøre grin med dem,” siger Mia.

 

“Der var brug for en forening der tog pis på det hele. Vi er 100% et satireblad, ikke et ord, der er skrevet i det blad, er seriøst.”

 

– Mia Skovby

Ansvarshavende chefredaktør for DMJX Rapporten

 

Et kulturmagasin bliver skabt

Grundlæggende er en forening, noget så simpelt som mennesker med et fælles formål. Det afspejler Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her er der et rigt- og voksende foreningsliv, hvor nye formål og fælleskaber bliver budt velkommen af både ledelsen og de studerende. Og i år er det ikke kun DMJX-rapporten, der er blevet budt velkommen som forening. Kulturmagasinet Tendens er også kommet til.

21-årige Benedikte Støjberg Pedersen og Caroline Højrup Heidemann og går på 4. semester på journalistik. For dem startede ideen om et kulturmagasin allerede for et år siden. Over en øl fandt de ud af, at de havde samme foreningsdrøm. De blev enige om, at hvis det skulle være, var det ved at være sidste chance, inden praktikken.

”Tiden på studiet er virkelig gået hurtigt, og der er så meget vi gerne vil, som vi ikke har nået. Der har været run på med både deadlines og venner,” siger de.

Så hvis der skulle handles på ideen om et kulturmagasin, så skulle det være nu. Derfor besluttede de sig for at give den fuld gas, og ugen efter begyndte de at søge medlemmer til magasinet Tendens. Benedikte kunne nu kalde sig for ansvarshavende chefredaktør, og Caroline for chefredaktør på magasinet.

Magasinet Tendens består af 32 medlemmer. Heriblandt skribenter, fotojournalister og kommunikatører der skal hjælpe med SoMe og fotojournalister, og hvor samtlige ansøgere er blevet optaget.

”Vi er et webmagasin, så der har ikke været noget sideantal, vi har været begrænset af,” siger Benedikte.

”Alle har dog alligevel været til samtale, hvor vi kunne konstatere, at der ikke var nogen, vi ville skære fra. Folk virker virkelig søde og engageret,” tilføjer Caroline.

Tendens er et webmagasin, som udkommer to gange hvert semester, med første udgivelse 1. april. Magasinet kommer til at indeholde en bred vifte af journalistisk indhold. Tendens vil skrive om folk, der griber kulturlivet an på forskellige måder. De vil skrive om mere eksistentielle emner, lave anmeldelser af blandt andet musik, teater og musicals, lave portrætter, klummer og reportager. 

Manglen på ”skriftens legeplads” med mulighed for fri kreativitet har været drivkraften bag foreningen. Tendens chefredaktører har fået inspiration af radio og TV. Her kan man være kreativ, især med valg af emner, som også rækker ud over mediebranchen og skolens fire vægge. De mener, at de har fundet et hul i de i forvejen etablerede foreninger på skolen. Den kreative frihed fungerer for radio og TV-segmentet, så stifterne kan ikke se, hvorfor det ikke skulle fungere på skrift

”Tendens skal være det kreative rum, både i formidlingen og i emnevalg,” siger Benedikte.

“Der har været en smule fordomme omkring, at vi ikke er en seriøs forening, men det er vi. Vi har ben i næsen, så vi bliver ikke umiddelbart slået ud. Kommer vi ud i sådanne situationer, så klarer vi også det.”

– Caroline Højrup Heidemann, chefredaktør for Tendens

Hvordan starter man en forening op?

De tre chefredaktører har erfaring fra andre foreninger på skolen. Mia Skovby laver radio for Genlüd, Benedikte Støjberg Pedersen har været skribent for Illustreret Bunker og Caroline Højrup Heidemann var sidste år redaktør på Coming Up og laver radio på Genlüd. Det er erfaringer, som de ikke er bange for at trække på og tage ved lære af.

”Du starter en forening, ved egentlig bare at sige, at du har en forening. Du skal bare selv tro på det. Da jeg så at DMJX Rapporten blev nævnt til åbent hus, tænkte jeg: nu er vi en rigtig forening. Ordet er ude, så handler det bare om, at få folk til at tilslutte sig og fortsætte med at gøre opmærksom på foreningen,” siger Mia Skovby.

Selv har hun ikke mødt de store udfordringer i opstarten, men alt opstart tager lang tid.

”Det er mit hjertebarn, så jeg har meget svært ved at uddelegere opgaver,” siger Mia.

Pigerne fra Tendens har haft samme oplevelse.

”Vi var til et foreningsmøde med uddannelseschef Henrik Berggren, hvor vi spurgte, hvad der skulle til, for at vi kunne blive en forening? Henriks svar var meget enkelt, han sagde ’I er en forening nu,’” siger Caroline.

 For Benedikte og Caroline har den største bekymring været, om de kunne få folk med på ideen, men den bekymring blev hurtigt gjort til skamme.

”Vi er vanvittig overvældede over, at så mange har lyst til at være med, det er langt over vores forventning. Vi har ikke haft noget færdigt produkt, vi kunne vise, så folk har valgt at tro på vores ord. Vi bliver nødt til at være selvsikre omkring foreningen, hvis vi skal have andre til at hoppe med på vognen,” siger chefredaktørerne.

 

Blandede tilbagemeldinger

DMJX Rapporten er ikke tilmeldt pressenævnet, hvilket ifølge Mia gør, at der ikke er grænser for, hvad de kan skrive om. De kan parodiere alle uden risiko for at blive sagsøgt.

”Det hele er jo forkerte informationer, der er ikke noget, der stemmer overens med god presseskik,” siger Mia.

Det kan folk have delte meninger om.

”Vi har et par haters, men også mange lovers,” siger Mia, og fortæller at DMJX Rapporten går under navnet ”den sjette vagthund”, fordi de også holder de andre foreninger på skolen i snor.

DMJX Rapporten vil gerne adskille sig fra de andre foreninger, som et frisk pust i dagligdagen, og de har en intention om at skubbe til grænserne.

”Der var brug for en forening der tog pis på det hele. Vi er 100% et satireblad, ikke et ord, der er skrevet i det blad, er seriøst,” siger Mia. Første version udkom kun online, men DMJX Rapporten har fået økonomisk støtte af DSR, til at kunne udkomme fysisk i papirversion.

Magasinet Tendens har heller ikke udelukkende fået positive tilbagemeldinger. Særligt har de fået mange kommentarer på, at de bare lavet et damblad på skolen. Men for kulturmagasinets chefredaktører, er det vigtigt at slå fast, at Tendens ikke er et magasin målrettet kvinder, men et magasin til alle.

”Der har været en smule fordomme omkring, at vi ikke er en seriøs forening, men det er vi. Vi har ben i næsen, så vi bliver ikke umiddelbart slået ud. Kommer vi ud i sådanne situationer, så klarer vi også det,” siger Caroline.

Pigerne har været bekymret for, at magasinsegmentet ville afskrække mænd i at søge ind, men det har ikke været tilfældet. Ud af seks skriftlige redaktører, er tre af dem mænd. ”Der skal også være et segment til magasinjournalistik, uden at det virker mere fjollet eller banalt i forhold til andet journalistik,” siger Benedikte.

Nu er foreningerne dannet, og de er blevet optaget i det etablerede foreningsliv på skolen. Indholdet skal nu ud at leve og finde sin berettigelse blandt læserne.

Trusler og digital chikane – et vilkår for journalister?

Trusler og digital chikane – et vilkår for journalister?

Trusler og digital chikane – et vilkår for journalister?

Risikoen for trusler og digital chikane er efterhånden blevet hverdagskost for nogle journalister. Dansk Journalistforbund afkræver en samlet national politik. “En erhvervsrisiko,” lyder det dog fra JydskeVestkystens chefredaktør Mads Sandemann. Er trusler og digital chikane blevet et vilkår for journalister?

TEKST: KAROLINE NOER & JOSEFINE HARBO
ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN

Udgivet den 24. marts 2022

”Jeg ved, hvor du bor, og jeg kommer og får fat i dig.” Dette er desværre et syn, som møder nogle journalister, når de åbner deres e-mail eller indbakke på telefonen. Ovenstående eksempel kommer fra Mads Sandemann, chefredaktør ved JydskeVestkysten. 

”Vi modtager trusler flere gange om året. Det er særligt i forbindelse med retssager og kriminalstof, hvor kriminelle truer os til ikke at skrive om retssagerne,” siger han. 

Trusler og digital chikane er ikke kun afgrænset til JydskeVestkysten. Hos Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Berlingske tegner der sig et lignende billede. Truslerne omhandler mest pressioner – altså trusler, hvor medier trues til at undgå at skrive om bestemte historier. Den digitale chikane er særlig slem, når medierne bringer historier om indvandrerdebatten, Metoo-bevægelsen, og hos JydskeVestkysten – artikler om ulve i Danmark og vindmøller. 

Trusler og digital chikane er blevet hverdagskost for mange journalister. Hvordan håndterer medierne dem, og er det branchens ansvar at håndtere problemet?

Handling fra medierne kræves

Hos Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Berlingske har man ikke en fast drejebog, når det kommer til trusler og digital chikane. Modtager deres journalister en trussel, skal vedkommende gå til nærmeste leder eller chefredaktør, hvorefter sagerne håndteres individuelt, men herefter ophører den samlede linje.

I en undersøgelse foretaget af Dansk Journalistforbund, som undersøger digital chikane over for journalister, svarede 26% af de adspurgte medlemmer, at de har været udsat for digital chikane – hvoraf ca. en femtedel har oplevet trusler. Og her kan manglen på den samlede linje meget vel være en årsagsforklaring på det høje antal, mener arbejdsmiljøkonsulent hos Dansk Journalistforbund, Tom Hansen. Han mener, at tallene fra undersøgelsen kalder på handling fra arbejdsgiverne.

Hos flere af de adspurgte medier berettes det, at journalisterne ikke ser det som et tabu, at råbe højt omkring trusler og digital chikane. Desværre tegnes en anden tendens – nemlig at journalisterne ikke altid registrerer den digitale chikane. Det er simpelthen blevet hverdagskost. 

”Vi har oplevet to gange at få brændt vores redaktionsbiler af.”

– Mads Sandemann, chefredaktør, JydskeVestkysten 

Trusler er et grundvilkår

Tilbage hos JydskeVestkysten kommer truslerne i flere forskellige former.

”Vi har oplevet to gange at få brændt vores redaktionsbiler af. Det var i forbindelse med, at vi dækkede uroligheder i nattelivet og narkomiljøet i Haderslev. Vi er ret overbevist om, at der var nogen i miljøet, der forsøgte at afskrække os fra at skrive om disse ting,” beretter Mads Sandemann. 

Særligt en sag stikker ud hos JydskeVestkysten. I forbindelse med en retssag, blev en af mediets journalister væltet omkuld af den tiltalte, fordi den vedkommende ville have fat i journalistens blok. Den tiltalte blev senere dømt for vold mod journalisten. På trods af de voldsomme oplevelser og frustrationen over digital chikane mod JydskeVestkystens journalister, er budskabet tydeligt fra Mads Sandemann. 

”Der er stor magt i det, vi publicerer, og derfor er der også nogle, som forsøger at tie os. Men jeg kender ikke eksempler på, at truslerne påvirker vores journalistik. Journalistik kræver mod, og det ved man på redaktionerne. Du kan kalde det en erhvervsrisiko. Det er bare et grundvilkår,” siger han.

Ifølge chefredaktør for Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, har de også erkendt, at det er svært helt at undgå. 

Der er ikke nogen medarbejdere, der skal affinde sig med, at det er en del af arbejdsmiljøet, men vi har navne og mails på vores journalister liggende frit tilgængeligt. Vi vil rigtig gerne, at alle kan henvende sig til vores journalister, så derfor er det et vilkår, at det sker engang imellem,” siger hun.

Trusler hører ikke til på Twitter

Hos både Ekstra Bladet, JydskeVestkysten og Jyllands-Posten opfordrer man journalisterne til ikke at svare, hvis de oplever digital chikane eller trusler. Marchen Neel Gjertsen forklarer, at det på deres redaktion i stedet er ledelsen, der tager kontakt til afsenderne, da man oplever at at de negative henvendelser minimeres, når svarene kommer fra ledelsen. 

Marchen Neel Gjertsen fortæller om en episode, hvor en af Jyllands-Postens praktikanter modtog en racistisk e-mail.

“Vores praktikant lagde det på Twitter, for at oute personen, men han sendte det ikke videre til mig. Her havde vi ikke gjort vores procedure tydelig nok for de nye praktikanter,” siger hun.

Episoden gjorde, at man hos Jyllands-Posten indskærpede overfor alle medarbejdere, at alt skulle sendes videre til ledelsen. Det resulterede i endnu flere henvendelser med lignende oplevelser.

”Jeg synes ikke, at det er en velvoksen debatsektion på en stor avis værdigt at lade debattører stå selv med de reaktioner, som debatindlæg kan afstedkomme.”

– Anne Kirstine Cramon, tidligere klummeskribent på Berlingske

Hadefulde beskeder er også et problem

Selvom man ikke udsættes for direkte trusler, oplever mange journalister at modtage hadefulde og chikanerende beskeder. Ifølge DJ’s undersøgelse har 93% af dem, der har været udsat for digital chikane, oplevet negative kommentarer. 

For at generere opmærksomhed omkring artikler bruger flere danske mediehuse sociale medier som værktøj. Mange steder er man dog nødsaget til at ansætte SoMe-ansvarlige til at moderere kommentarfelterne, fordi debatten ofte afstedkommer en meget hård tone. 

Ifølge Marchen Neel Gjertsen er det dog svært at balancere grænsen mellem fri debat og en modereret tone.

”Der er selvfølgelig en grænse mellem, hvad der er lovligt og ulovligt. Rendyrket racisme og trusler om vold ville vi slette uden tøven. Der er dog en masse gråzoner, fordi der findes mange versioner af synspunkter og måder at formulere dem på,” fortæller hun.

Anne Kirstine Cramon har i en årrække skrevet debatindlæg og klummer i Berlingske, men sagde for nyligt stop, da arbejdet affødte for meget chikanerende sprogbrug i indbakken. Hun stiller sig kritisk overfor Berlingskes håndtering af digitale krænkelser, og mener, at de kunne have gjort mere for at beskytte hende som skribent. 

”Jeg synes ikke, at det er en velvoksen debatsektion på en stor avis værdigt at lade debattører stå selv med de reaktioner, som debatindlæg kan afstedkomme,” fortæller hun.

Debatredaktør på Berlingske Pierre Collignon forholder sig til kritikken.

”Med hensyn til Anne Kirstine Cramon, er det tydeligt, at hun har oplevet, at vi ikke rakte nok ud. Det er jo hendes oplevelse, men jeg har talt med mange andre af vores skribenter, som har nogle andre oplevelser. Med hende skulle jeg have været endnu mere tydelig,” siger han.

“Vi har intet overblik over truslerne”

Ekstra Bladet er et andet medie, der også har oplevet problemet trusler og chikane. Pernille Rask, chef for Administration og Jura hos Ekstra Bladet, erkender, at problemet er stort, og at det kan være svært at holde styr på. 

”Risikoen for digital chikane og trusler er faktisk på som dagsorden på intromødet for vores praktikanter. Vi siger simpelthen til dem, ’I kan komme til at møde en masse grimt, blot fordi I udgiver journalistik, som nogle kan være uenige med jer i. Vi vil gerne skåne jer for det, men det er simpelthen så bredt, så vi kan ikke skåne jer fuldstændig fra det’,” siger hun. 

Selvom problemet er omfattende, kender flere journalister ikke til politikken for håndtering af digital chikane på deres arbejdsplads, hvis der da overhovedet er en. 

Hos Ekstra Bladet har de – som følge af den aktuelle debat – forsøgt at skabe et overblik, fortæller Pernille Rask. 

”Vi har oprettet en intern mailadresse, som vi opfordrer vores medarbejdere til at sende alt til, så vi kan få et overblik over, hvor stort omfanget af digital chikane er. På nuværende tidspunkt har vi ikke overblik. Men helt rene trusler er det ikke mit indtryk, at vi vælter os i,” siger hun.

 

“Mediernes politik skal tydeliggøres”

At mediernes politik omkring håndteringen ikke er tydelig nok, er et problem. I en undersøgelsen fra DJ svarer 40% af de adspurgte medlemmer, at de enten ikke ved, om der er en politik for håndtering af digital chikane, eller at der slet ikke er en politik. 

Arbejdskonsulent hos Dansk Journalistforbund, Tom Hansen, forholder sig til undersøgelsens resultater:

”De her svar giver et billede af, at ikke alle arbejdsgivere er lige gode til at forebygge belastninger som følge af digital chikane. I forlængelse af ovenstående punkter, er dette med til at tegne et billede af, at forebyggelse af belastninger af digital chikane kan blive meget bedre,” siger han.

Flere af de adspurgte medier lægger en del af skylden over på de sociale medier. Her beskyldes særligt Facebook for ikke at tage nok ansvar. Men spørger man Anne Kirstine Cramon, kræver en kulturændring også, at medierne selv tager ansvar for de debatter, de sætter i gang. 

“​Der er slet ikke afsat nok ressourcer til det. Jeg kunne godt tænke mig, at det medie, der lægger platform til, er ansvarlig for tonen.”

Det nuværende klima afholder dog ikke alle journalister fra at holde fanen højt.

“Vi kunne aldrig finde på ikke at skrive en historie, pga. frygten for digital chikane og trusler. Der skal vi stå fast med vores professionalisme.”, lyder det fra Mads Sandemann fra JydskeVestkysten.

 

Hele skolens Tove

Hele skolens Tove

Hele skolens Tove

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er fuld af personligheder og hyldede individer. Én, der dog sjældent trækker de store overskrifter - men som ikke desto mindre har grund til hyldest - er skolens receptionist og altmuligkvinde, Tove.

TEKST: Victor Heide-Jørgensen
Illustration: Katrine Å. Edvardsen

Udgivet den 24. marts 2022

De fleste studerende på Journalisthøjskolen er stødt på Tove Winckler Tjørnfelt. Hun har sin faste plads centralt placeret overfor kantinen. I receptionen – skolens hjertekammer. Her sidder hun med et underspillet smil og er klar til at hjælpe med alt fra forsvundne drikkedunke og bookning af grupperum til problemer med studiekort og adgang til parkeringskælderen. 

Tove er født i Aarhus på Christiansbjerg i 1965. Hendes far var murer, og hendes mor var kantinedame. Hun har en erhvervsfaglig grunduddannelse som kontorassistent og var derefter ude som kontorelev ved et stilladsfirma i Brabrand. Herefter arbejdede hun en årrække som kontorassistent, men det fik en ende, da hun blev gravid med sit første barn. Tove nåede ikke tilbage i arbejdsstyrken, før hun blev gravid endnu en gang. 

Da hun omsider skulle tilbage på arbejdsmarkedet, blev hun ansat som lagerarbejder hos Imerco i Storcenter Nord. De var egentlig på udkig efter en mand til jobbet, men Tove fik talt sig ind på dem, og hun endte med at være der i 13 år. 

Tove endte med at sige jobbet i Imerco op i 2009, da hun blev påbudt at skulle arbejde fuldtid i butikken. Det indebar, at hun også skulle arbejde om søndagene, og dem ville hun hellere bruge med sine børn. 

En veninde ringede og fortalte, at de søgte en receptionist på Journalisthøjskolen. Efter en prøveperiode på tre måneder blev Tove fastansat. 

På det tidspunkt var Journalisthøjskolen huset i sine gamle rammer på Olof Palmes Allé. Bunkeren, som den blev kaldt. Her var Toves kontor placeret i en krog, hvor man ikke lagde særlig meget mærke til hende. Kun hvis man havde brug for hende. Det ændrede sig dog betragteligt, da skolen flyttede ind i den nye bygning.

Tove i midten

”Der er meget bedre forhold for mig i den nye bygning. Jeg synes, det er skønt. Jeg kan hilse på alle, der kommer forbi, og jeg får meget mere kontakt med jer studerende,” siger Tove. 

Da journalisthøjskolen flyttede til Katrinebjerg, flyttede Tove med. Her fik hun en ny reception at udfolde sig i. Den var større, nyere og mere synligt placeret. Det var dejligt, men krævede også lidt tilvænning.

”Jeg skulle vænne mig til ikke at glo, hver gang nogen gik forbi. Det lignede, at jeg overværede tenniskamp i starten,” siger Tove. 

Receptionen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kan beskrives som hjertet på skolen. Den ligger centralt placeret i midten af det hele, og det er herfra, skolens livsenergi strømmer. Og Tove er pulsen, der får sat det hele i bevægelse. 

Fra hendes kontor i receptionen – det største kontor i bygningen, pointerer hun – har Tove en finger med i spillet, når det kommer til stort set al aktivitet på skolen. Hun registrerer studiehold, sørger for studiekort, håndterer eksamensvagter, tager imod besøgende og udleverer studiemateriale til de studerende. 

De mange bolde i luften føler Tove ikke er svære at håndtere. Dog kan det være svært at huske alle de mange navne.

”Når vi for eksempel har en underviser, der kommer ovre fra afdelingen i København og ikke er her så meget, så kan det være svært at huske. Så kører jeg lidt rundt i det. Det kan også være svært at huske alle jer studerendes navne, men det må I bare finde jer i!” siger Tove og griner. 

På nær hendes mødetid klokken halv ni, så er der ikke noget fast ved hendes arbejde. Alle dage er forskellig, og det elsker hun.

”Der sker hele tiden nye ting her på skolen, og det betyder, at jeg skal lære nye arbejdsopgaver. Nogle gange blæser det hele i højt tempo, og andre gange er der mere ro på. Det er dejligt, at det aldrig bliver ensformigt,” siger Tove.

Den, man altid kan gå til

Mange studerende kommer hen til skranken i løbet af en dag og har brug for Toves hjælp. Den mest populære henvendelse er angående ting, der er blevet væk – for eksempel drikkedunke. Så hiver Tove den store kasse op fra skranken med alle de glemte skatte, der er blevet fundet på skolen.

Selvom Tove skal nå meget andet i løbet af dagen,  bliver hun – næsten – aldrig irriteret over henvendelserne fra de studerende. Det er nemlig derfor, hun er der.

”Min vigtigste opgaver er at være én, man altid kan gå til. Jeg gider ikke sidde og være sur og sige: `det har jeg ikke tid til,´ når folk henvender sig,” siger hun. 

Ikke nok med, at kontakten til de studerende og kollegerne på skolen er hendes vigtigste opgave,  er det også Toves yndlingsaspekt ved jobbet. Hun ved, hvad der rører sig blandt personalet og de studerende. 

”Jeg kan også godt lide, at man kan sige noget fjollet til de studerende, når de går forbi. Det bliver også oftest taget godt imod,” siger Tove og bryder ud i et grin. 

Hun bemærker dog, at hun ikke er særlig god til small talk uden for jobbet. Når hun for eksempel er til en fest, kan det knibe med at holde samtalen kørende. 

”Jeg har fandme svært ved det. Det hjælper dog, når andre folk byder ind med noget,” siger hun. 

Men når hun sætter sig ind i receptionen, så sker der noget. Som en dronning der er komfortabel på sin trone. 

Fremtiden for Tove

I dag bor Tove på Trøjborg, og hun elsker det. Her dyrker hun også fællesskabet, da de i opgangen er gode til at holde fester og tage ud at spise sammen. Om sommeren slår de telt op i gården, og så kan man grille og hygge.

Men lejligheden er også en oase af ro, når hun har været i kontakt med mennesker hele dagen. Så kan hun få ladet op, så hun igen er klar til at sprede god stemning den næste dag.

I dag har Tove været receptionist på Journalisthøjskolen i 10 år. Hun har omkring 10 år tilbage på arbejdsmarkedet, og dem vil hun hellere end gerne bruge i receptionen. Hun udelukker dog ikke muligheden for at forlade frontlinjen og få lov til at lave noget andet med tiden. 

Hun har endnu ikke planlagt, hvad der skal ske, efter hun trækker pensionistkortet?. Der er ikke planer om at køre landet tyndt i en campingvogn eller købe et vinslot i Sydfrankrig. Hun ved dog godt, hvad meget af hendes tid kommer til at gå med.

”Jeg skal være farmor til august. Så det tænker jeg da kommer til at fylde en smule,” siger Tove og griner højlydt.

Anders er tilrettelægger på DR: “Det er mine ideer, der skal formidles gennem andre”

Anders er tilrettelægger på DR: “Det er mine ideer, der skal formidles gennem andre”

Anders er tilrettelægger på DR: “Det er mine ideer, der skal formidles gennem andre”

Anders Aamand holder sig bag kameraet, men hele vejen fra researchen til redigeringen er det ham, der guider historien. Tag med på en tilrettelæggers arbejdsdag.

TEKST: Kerstine Winther & Anne Sofie Laue
FOTO: Rune Øe Nielsen

Udgivet den 24. marts 2022

Anders Aamand sidder med krydsede ben og øjnene fasttømret til skærmen. Han ser introen til sæson to af Forsvundne Danskere igennem. Der er først premiere i 2023, men allerede nu er arbejdsprocessen i fuld gang. Og det er Anders, der er tovholder på det hele. 

“Det er vigtigt, at den første episode er der. Det er den, der lægger stilen for de andre programmer,” fortæller Anders Aamand. 

På en anden computer ved siden af de tre skærme, der viser klippene fra programmet, er der en chat i gang med en anden redaktion. Der bliver sendt et billede af en sortfodsgris. Anders er i gang med at planlægge en tur til Spanien. Det er ikke en ferie, men en del af jobbet som tilrettelægger, at Anders skal finde den perfekte sortfodsgris til et program, han skal lave. 

På jagt efter kilder

Når det spanske afsnit af ‘Anne og Anders i Europa’ med Anne Hjernøe og Anders Agger bliver sendt i fjernsynet, har det været lang tid undervejs. Det ved Anders Aamand bedre end de fleste. Det er ham, der komponerer og dirigerer processen fra start til slut. 

 

Først research. Anders Aamand skyder programudviklingen i gang ved at bruge mange timer på at søge efter locations og kilder, der kunne passe ind i programmets DNA og tema. Til det spanske afsnit af Anne og Anders skal han bruge danskere bosat i Spanien. Nogle med en historie. En opgave, der ikke altid er lige let at løse.

“Er de gode nok? Er de den indgang til Spanien, som vi håber på – og hvilken historie kan de være med til at fortælle?” siger han.

Som tilrettelægger er Anders Aamand ansvarlig for programmets indhold på plads. Der skal være et perfekt match mellem kilder, historie og stemning, og det tager tid. Så selvom researchfasen kan være tung og langsommelig, er Anders Aamand godt klar over vigtigheden af grundigt forarbejde. Specielt opsporingen af de rigtige kilder er vigtig. De skal bære historien og dermed programmet. 

“Kildernes personlighed betyder næsten lige så meget som den historie, de kan fortælle. Brænder de igennem? Det kigger vi meget på,” siger han.

Men ikke alle spørgsmål kan besvares foran skærmen i Danmark. Derfor boarder Anders Aamand et fly til Spanien i næste uge. For hvor kan man skaffe de ingredienser, Anne skal bruge i sine retter? Og hvor er det fedeste sted, de kan danse flamenco?

Det skal alt sammen være på plads i forvejen, for når optagelserne går i gang, får de travlt, og der er ikke tid til at mærke efter, om stemningen er den rigtige. Det skal den bare være. Og Anders bliver nødt til at være i landet for at mærke det selv. 

 

 

 

“Det er jo os, der kender historien bedst. Så er vi ikke tilfredse som tilrettelæggere, må vi stoppe kameraet og sige: “Kan du prøve at stille det her spørgsmål”, eller “kan du gøre det på den her måde i stedet”

–Ander Aamand, tilrettelægger på DR

Når kameraet ruller

Når researchen er klaret, og kilderne er på plads, er næste stop optagelserne. Det er her, værterne kommer i spil. Anders Aamand er med på settet. Hvis tingene ikke går helt efter planen, er det hans ansvar at sørge for en plan B, eller at plan A bliver fikset.

“Det er jo os, der kender historien bedst. Så er vi ikke tilfredse som tilrettelæggere, må vi stoppe kameraet og sige: Kan du prøve at stille det her spørgsmål”, eller kan du gøre det på den her måde i stedet” siger Anders Aamand. 

Under optagelserne forbliver Anders Aamand på sin sædvanlige og foretrukne plads. Bag kameraet. Han har ikke noget behov for at blive set på skærmen. Kan man engang imellem det, er det formentlig kun resultatet af en uheldig kamerabevægelse. Hvis det sker, kan man være “heldig” at se en Anders i bogstaveligste forstand kaste sig væk fra kameraet. 

Han har det nemlig godt med at være manden bag ideen, og at det er op til Anne og Anders at formidle. Det er samarbejdet mellem vært og tilrettelægger, der vægter meget, og det er en af de vigtigste dele af arbejdet for Anders Aamand.

“Værterne stoler fuldstændig på, at vi har fundet det bedste. De har tillid til os, og vi ved godt, at de kan selv. Så det er et super fint samarbejde,” siger han.

Historien skal skabes

I det skærmoplyste rum i betonbygningen hos DR i Aarhus sidder Anders Aamand fortsat foran skærmen. Ved siden af sidder klipperen Mathias. De er nået til programudviklingens sidste fase: redigeringen

“Lige nu sidder vi og designer historien sammen,” siger Anders Aamand. 

Nok sidder de sammen foran skærmene og redigerer, men rollerne er stadig forskellige. 

“Det er mig, der er teknikeren. Hvor jeg tænker meget i underholdningsværdi, er Anders bedre til at tænke publikum ind i historien,” siger Mathias. 

“Mathias er jo den kunstneriske af os to, og nogle gange kan der være noget, der bliver lidt ufortalt. Så siger jeg det,” siger Anders Aamand. 

I klipperummet skal der prioriteres i de mange timers optagelser, der er blevet lavet forud. Der skal findes lyd, der passer til billederne. Der skal skabes en historie. Det er i programudviklingens sidste faste at Anders Aamand nyder sit arbejde allermest. 

Jeg kan enormt godt lide redigeringsfasen. Her finder kreativiteten sted, og det hele løfter sig,” siger Anders Aamand. 

Det er ikke Anders Aamand, der fortæller, når man streamer et afsnit Anne og Anders. Men han kan alligevel se sig selv i fjernsynet. 

“Jeg har jo et stort say, da det er mig, der er ansvarlig for indholdet. Det er fotograferne og værterne jo også, men det er mine ideer, som skal formidles gennem andre. Så selvom jeg ikke kan ses i fjernsynet, har jeg meget at skulle have sagt på redaktionen,” siger han. 

Det er ikke kun Anders’ programmer, der har været igennem alle tre stop. Research, optagelse og redigering. Bag alle programmer, man kan se i fjernsynet eller på streamingtjenester, er der en “Anders”. At lave tv er ikke et arbejde, der kan løftes alene, og det endelige produkt vil derfor altid være skabt under samarbejde. 

“Jeg ser det ikke som mit produkt, men som vores produkt,” siger Anders Aamand. 

 

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Julie Sommerlund bliver fra den 1. april ny rektor for DMJX i både Emdrup og Aarhus. Meget af tiden vil blive brugt foran skrivebordet med tastelyde, men når hun en gang om ugen skal koble fra, er det derimod kortonerne, der fylder.

TEKST: Mie Juhl Lorensen
FOTO: Anton Schack

Udgivet den 24. marts 2022

Efter to år med sikker afstand i Trinitatis Kirke i København Centrum kan koret nu endelig stå skulder ved skulder og synge for lungernes fulde kraft. Gemt væk bag Rundetårn og nogle lettere tillukkede glaspartier ligger sognehuset. Her venter summende stemmer på, at klokken bliver 19, så onsdagens kortime kan begynde. En af stemmerne er Julie Sommerlunds, DMJX’ nye rektor.

Lyt til kammerkoret Trinitatis Kantori, hvor Julie Sommerlund synger.

En musikalsk opvækst

52-årige Julie Sommerlund er ikke særlig høj Håret er kortklippet og smilet stort. Med selvsikre skridt træder hun ad bagvejen ind i Trinitatis Kirke, som hun efterhånden kender godt. Først passeres et gennemgangskontor med en buet trædør, før hun ender i kirkens storslåede midte. Blandt marmor, kristne statuer og lysekroner føler Julie sig hjemme. Og det på trods af, at hun ikke betegner sig selv som særlig religiøs.

”Jeg har sunget og spillet klaver hele min barndom og ungdom. Min far er musiklærer, og jeg har gået på Sankt Annæ, så kor og sang er en stor del af mig og mit liv.”

Julie har sunget, siden hun som 8-årig startede til kor på Sankt Annæ Gymnasium i København. Den eneste pause, hun har haft fra sangen, var da begge hendes børn var små, og hun selv var midt i 30’erne. Her drønede karrierelivet derudaf, og der var ikke tid til musikken.

Men at holde sig helt fra musikken, kunne Julie ikke. Hun har i over ti år været en del af kammerkoret Trinitatis Kantori. Her er hun omgivet af alle slags mennesker. Høj som lav, ung som gammel. Nogle har hun endda sunget med helt siden korbegyndelsen som 8-årig. Studerende, dyrlæger, præster og kirurger er at finde i koret. Og nu også en kommende rektor for DMJX.

 

Selvsikkerhed i stemmen

Klokken er næsten 19, og Julie bevæger sig med små, hastige skridt de få meter fra kirken hen til sognehuset. Her stiller hun sig foran koret med en meddelelse.

”Som nogle af jer nok ved, har jeg fået nyt arbejde”. Beskeden bliver afbrudt af hujende stemmer og klapsalver rundt om i lokalet. Der bliver nikket anerkendende, og der hersker ingen tvivl om, at det for Julie ikke er uvant at stille sig op foran andre mennesker og tage ordet.

Julie Sommerlund har i sit arbejdsliv stået med en del ledelse og ansvar. Når hun selv skal beskrive sit arbejdsliv, er det med ordene ”en ret mærkelig fagbredde”. På DMJX er der både ledelsesfag, visuelle fag og kommunikationsfag, hvilket alt sammen er noget, Julie tidligere har snuset til. Hun er ikke uddannet journalist, men har på RUC haft ansvaret for en journalistuddannelse, der på flere punkter minder om uddannelsen i Aarhus. DMJX er derfor et uddannelsessted, som Julie føler, at hun kan spejle sig i og derfor også et arbejde, hun ser meget frem til at give sig i kast med. 

”Det her med at arbejde med folk, der skal ud i mediebranchen, der kun bliver vigtigere. At jeg kan være med til at forme, hvordan journalister kan forme andre folks opfattelse af, hvordan de forstår verden. Det er helt unikt.”

”I mit hverdagsliv skal jeg ofte have meninger og sige noget om alting. Pludselig er jeg i en situation, hvor jeg ikke skal sige noget. Jeg skal bare synge.”

Rank ryg og ingen rod

Koret går i gang med de indledende stemmeøvelser. Skuldrene skubbes tilbage i hurtige, men kontrollerede bevægelser. Mens stemmebåndene varmes op, fyldes lokalet med mærkelige lyde. Længst henne ved vinduet står dirigenten Søren Christian. Ved siden af ham står et sort flygel med en rodet bunke nodehæfter på toppen.

Førhen stod der også et flygel hos Julie og manden Peter. Det har tidligere tilhørt Julies gamle klaverlærer. Pladsen blev dog for trang, da parret flyttede fra Vesterbro og tilbage til Julies barndomshjem i Valby. Her bor de i dag i et rækkehus og dyrker forstadslivet. Det eneste, der lige nu mangler, er et lille elektrisk klaver, der kan erstatte det gamle flygel.

Julie beskriver sig selv og manden Peter som modsætninger. De er i hvert fald enige om, at Julie går meget op i, at ting er velplanlagte og ordentlige. Det bliver hun nødt til i arbejdet med uddannelser, hvor planlægningshorisonten tælles i år. Peter arbejder derimod i en lidt mere rodet filmbranche, hvor planlægningen kan foregå fra dag til dag.

Disciplinen hos Julie ses også i koret. Her står hun med rank ryg, brystet skudt lettere frem, og fødderne solidt plantet i jorden. Den ene hånd placeres naturligt på venstre lår, mens den anden i udstrakt arm holder nodehæftet. Brystkassen fyldes undervejs med luft, mens øjenbrynene let hæves og panden rynkes i små folder i de højere toner.

 

Når musikken spiller

I arbejdslivet er det på ingen måde uvant for Julie at stå med de store beslutninger og agere i en lederposition. Hun går forrest. I koret skiller hun sig derimod på ingen måde ud. Koret blendes sammen til en masse, der vajer let i takt fra side til side, og det er dirigenten Søren Christian, der tager styringen. Han bestemmer alt lige fra den enkeltes plads i koret til sangvalg og de tekniske småting som fraseringer. For Julie er det befriende med en pause.

”I mit hverdagsliv skal jeg ofte have meninger og sige noget om alting. Pludselig er jeg i en situation, hvor jeg ikke skal sige noget. Jeg skal bare synge.”

Indimellem kan koret synge en smule skævt fra hinanden, og så stopper dirigenten dem også uden tøven. Søren Christian kommer med rettelser, og de begynder på ny. Denne gang får de et ekstra anerkendende nik med på vejen. Julie beskriver følelsen, når alt lykkes i koret, som helt fantastisk. Der er pludselig tale om, at en gruppe menneskers harmonier bliver til et stykke musik.

”Som korsanger bliver du gemt væk, når det er sådan rigtig godt. Hvis du kan høre mig synge, har vi et problem. Hele pointen er, at jeg skal synge, men man skal ikke kun kunne høre mig. Det er netop dér, klangen opstår.”

 

”At jeg kan være med til at forme, hvordan journalister kan forme andre folks opfattelse af, hvordan de forstår verden. Det er helt unikt.”

– Julie Sommerlund, DMJX’ kommende rektor

At spille efter spillereglerne

I sognehusets halvcirkel er alle øjne rettet mod dirigenten. Det samme bliver DMJX’ opmærksomhed, når Julie Sommerlund inden længe tiltræder som rektor. Hun kommer direkte fra RUC, hvor hun har været dekan for humaniora og leder af institut for kommunikation og humanistisk videnskab. De studerende fra RUC og DMJX jagter i fremtiden nogle af de samme praktik- og arbejdspladser. Og den interne konkurrence er derfor også noget, som Julie kender til.

”Det ville være dumt at lade som om, vi ikke er konkurrenter. Men vi er også samarbejdspartnere og kan gøre mange gode ting for hinanden. Begge steder uddanner en bestemt type mennesker, og det synes jeg i stedet, vi skal dyrke.”

Julie er i sin ledelsesstil hen over årene blevet mere bevidst om, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Det er særligt vigtigt for hende, at der er tydelige spilleregler på arbejdspladsen. Og så er fairness noget, hun går enormt meget op i. Spillereglerne skal være ens for alle.

I den første periode på DMJX vil Julie især lytte meget på kollegaerne og de studerendes oplevelser. Hun skal langsomt finde sig til rette, forstå stedet og arbejde sig ind i rollen som rektor.

 

Fra anspændt til afslappet

Tilbage i koret er stemmerne langsomt varmet op. Lige fra de første stemmeøvelser med lyde som ”arh” og ”pyh” til de længere musikstykker med den danske komponist Carl Nielsen. Koret er placeret stift på rad og række, men i pauserne mellem stykkerne er stemningen anderledes løssluppen. Skuldrene sænkes, og grinene spredes. Netop pauserne udnytter Julie til at lære de andre i koret lidt bedre at kende.

 

”Man sidder jo ikke og snakker øret af hinanden. Det kan måske tage fem år at lære de andre rigtig at kende. Men til gengæld kommer man ind på folk med vidt forskellige baggrunde. Korfællesskabet er noget helt unikt.”

BLÅ BOG OM JULIE SOMMERLUND

  • Kommende rektor på DMJX. Basen bliver i Emdrup, men vil også være en del i Aarhus.
  • Uddannet cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling på KU.
  • Ph.d. fra Institut for Organisation på CBS.
  • Fhv. dekan for Humaniora og leder af Institut på Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC.

 

  • Født på Vesterbro og opvokset i København, blandt andet i bofællesskab.
  • Har gået på Sankt Annæ Gymnasium fra 3. klasse til 2.G.
  • Skiftede over til Det Frie Gymnasium, hvor hun også blev student.

 

  • To voksne børn; en dreng på 19 år og en pige på 23 år. Den ene har sunget i Københavns Drengekor. Den anden bed aldrig på.
  • Ville som barn gerne være astronaut. Havde senere i gymnasiet en plan om at blive pianist.

 

  • Har siden 2010 været en del af Trinitatis Kantori.
  • Yndlingsmusik er alt med Bach. “Han kunne ikke skrive noget dårligt.”
  • Synger ‘alt’ i koret og er dermed den mørke kvindestemme.
Kan nytænkning af optagelsesprøven og forskningsprojekt løse skolens diversitetsproblem?

Kan nytænkning af optagelsesprøven og forskningsprojekt løse skolens diversitetsproblem?

Kan nytænkning af optagelsesprøven og forskningsprojekt løse skolens diversitetsproblem?

Danmarks- Medie og Journalisthøjskole afspejler ikke samfundets kulturelle mangfoldighed. Dette er et problem, som ledelsen ønsker at komme til livs med forskning og nytænkning af optagelsesprøven: Men hvordan skaber man diversitet, når man stadig ikke ved, hvordan man tiltrækker folk med en anden etnisk baggrund end dansk?

TEKST: Signe Thomsen
ILLUSTRATION: Nikoline Ryttergaard

Udgivet den 24. marts 2022

Allerede tilbage i december 2020 anerkendte ledelsen på DMJX, at manglende diversitet er et kendt problem på skolen. Derfor søgte skolen midler til et forskningsprojekt, som skulle finde en årsag og en løsning på diversitetsproblemet. Dette forklarede Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistuddannelsen, i en artikel til Illustreret Bunker.

Læs artiklen her: “Manglende diversitet udfordrer ikke kun mediebranchen, men også skolen”

Henrik Berggren anerkender i dag, at skolen adresserede problemet for sent. 

”Vi burde have været i gang med det noget før. Måske for ti år siden. Men der er bare ikke noget quickfix. Vi havde måske troet, at problemet havde løst sig over tid, men det er bare ikke sket,” siger han. 

 

“Ingen ved, hvor problemet ligger”

Diversitetsproblemet er et komplekst problem, og selvom skolen tilsyneladende arbejder for at komme problematikken til livs, er det svært at se resultaterne. Ledelsen håber, at forskningsprojektet kan afklare problemet og finde en løsning. 

”Hele ledelsen tager problemet alvorligt. Vi gør ikke bare noget for at lade som om, vi gør noget, men ingen ved rent faktisk, hvor problemet ligger,” siger uddannelseschefen.

Hvis forskningsprojektet går planmæssigt, er det færdigt i løbet af i år. Udvalget, bestående af undervisere Mette Stentoft og Mette Mørk, arbejder med litteraturinterviews, spørgeskemaundersøgelser, samt kvantitative interviews med nuværende studerende og repræsentanter fra miljøer, som er underrepræsenterede. Derudover har de et kritisk blik på skolens kommunikation.

Henrik Berggren uddyber, at der ikke er nogen konkrete mål for projektet. Man må ikke registrere etnicitet, så forskningsprojektet skal også gerne hjælpe til at definere succeskriterierne for en forbedret diversitet. 

Ifølge ham er det også en udfordring, at finde undervisere som har tid til at prioritere det. 

”Vi har jo nok at lave,” siger Henrik Berggren. 

”DMJX i Aarhus er en stor ‘Find Holger’-bog, og jeg føler mig som Holger.”

– Milad Amiri, studerende på DMJX

Nytænkning af optagelsesprøven

Det er især et fokus på forskellige etniciteter og socioøkonomiske baggrunde, som skolen arbejder ud fra. Noget af det, skolen helt konkret har gjort, er at revurdere journalisternes optagelsesprøve. Henrik Berggren håber, at tiltaget viser resultater. 

I den kommende optagelsesprøve vil man derfor opleve, at der er lavet væsentlige ændringer. Spørgsmålene er formuleret anderledes rent sprogligt. Der har været mere fokus på, at emner og materialer ikke favoriserer folk med en bestemt kulturel og uddannelsesmæssig baggrund. 

Lektor på DMJX Solveig Schmidt, som står for optagelsesprøven, kan ikke sige noget konkret om ændringerne, før prøven er afviklet. Generelt har prøven dog sat større fokus på processer og sammenhænge. Uddannelseschefen kommer med et eksempel. 

”Vi vil blandt andet hellere have studerende, som forstår kompleksiteten af krigen i Ukraine, fremfor at de ved, hvad landets præsident hedder,” siger Henrik Berggren.

 

Find Holger

Skolen har også planer om at gøre en indsats på markedsføringsfronten. Blandt andet ved at komme ud på gymnasier og kommunikere til de unge, at etniske minoriteter er eftertragtede. 

Det er et et tiltag, som Lotte Rosdahl, udvikler af metoden inkluderende journalistik, tog initiativ til for et år siden. Hun bifalder, at der bliver gjort en indsats for at tilgodese forskellige kulturer og baggrunde. Hun påpeger samtidig, at skolen og mediebranchen har sovet i timen.

”Virkeligheden banker på døren,” siger Lotte Rosdahl. 

Hun uddyber, at det er problematisk, når det primært er middelklassens unge, som går på DMJX. Det bliver dermed middelklassens børn, som ender på de store redaktioner. Dette skaber kollektive blinde vinkler, hvor fordomme bliver reproduceret. Man rapporterer fra de samme perspektiver, ringer til de samme kilder osv.

Milad Amiri, studerende på DMJX, deler også bekymringen for manglende etnisk diversitet på skolen og generelle journalistiske forbilleder i mediebranchen. Han fortæller, at han var i tvivl, om det var den rette uddannelsesinstitution, fordi det er svært at finde nogen, at spejle sig i.

”DMJX i Århus er en stor ‘Find Holger’-bog, og jeg føler mig som Holger” siger han.

På DMJX er whistleblowerordningen kun for de ansatte

På DMJX er whistleblowerordningen kun for de ansatte

På DMJX er whistleblowerordningen kun for de ansatte

Studenterorganisationen KaJ har foreslået ændringer til kodekset for god adfærd, men en whistleblowerordning er ikke på vej. På Syddansk Universitet kan journaliststuderende benytte whistleblowerordningen, men på DMJX gælder ordningen fortsat kun de ansatte. 

TEKST: Freja bundvad & Amalie Thorlund Jepsen
Illustration: Katrine å. edvardsen

Udgivet den 24. marts 2022

Som studerende kan vi læse om vores rettigheder i skolens kodeks for god adfærd. Du har med sikkerhed scrollet forbi det en enkelt gang eller to, når du er logget på Itslearning. Det ligger ude til højre, under reklamen for bibliotekets hjemmeside og linket til Lars Nellemanns explainer om brandøvelse. 

I kølvandet på Danmarks seneste MeToo-bølge fik kodekset vokseværk og blev udstyret med en handlingsplan for, hvordan skolen skal håndterer krænkelsessager. Det er denne plan, KaJ nu vil have opdateret. De vil sikre, at man som krænket part kan tage en bisidder med til alle samtaler med skolen, og at man kan erklære inhabilitet til de ansatte, der håndterer sagen.

Men hvorfor ikke gå hele vejen og etablere en whistleblowerordning, som vi studerende kan benytte os af? 

Juridiske problemer

Hvis en af dine medstuderende har været ude for noget ubehageligt, kan du ikke gøre andet end at støtte personen og opfordre dem til at gå til skolen. Det er nemlig ikke muligt at klage på vegne af andre, da den krænkede part selv skal stå frem og kontakte en af skolens medarbejdere. En måde at gøre skolen opmærksom på et problem anonymt kunne være at lave en whistleblowerordning for studerende.

I slutningen af sidste år var der deadline for, at landets uddannelsesinstitutioner skulle indføre en whistleblowerordning for alle ansatte. På Syddansk Universitet tog man skridtet længere. Her kan de journaliststuderende benytte uddannelsens whistleblowerordning til at klage anonymt. Dertil har KaJ afdelingen i Odense en anonym digital brevkasse. På DMJX er whistleblowerordningen fortsat kun for de ansatte. 

”De ansatte har en whistleblowerordning, og det ville give mening at lave en lignende ordning for studerende. Men juridisk kan man ikke anklage nogen på baggrund af anonyme henvendelser,” siger Emilie Skovkær Madsen, bestyrelsesmedlem i KaJ. 

Årsagen til, at skolens ansatte kan have en ordning uden juridiske problemer, findes dybt nede i nogle kontraktuelle forhold. Medarbejdersager bliver behandlet i et helt andet system, og ansatte har andre rettigheder, end vi har som studerende.

 “Den største hindring er, at området er nyt farvand. Vi vil sikre os, at hvis vi åbner op for de studerende, så skal det gøres ordentligt”,

 Trine Lundgaard, HR-konsulent på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Nyt farvand

Trine Lundgaard, HR-konsulent ved DMJX, er ansvarlig for de ansattes whistleblowerordning. Hun vurderer, at skolen i det kommende år vil beslutte, hvorvidt ordningen skal udvides til de studerende. Dertil oplyser hun, at skolen vil række ud til Syddansk Universitet for at høre deres erfaringer med at udvide whistleblowerordningen til de studerende.

“Den største hindring er, at området er nyt farvand. Vi vil sikre os, at hvis vi åbner op for de studerende, så skal det gøres ordentligt”, siger Trine Lundgaard.

Hun uddyber, at det ville være ærgerligt at åbne op for en ordning, hvis den ikke fungerer optimalt. Eleverne bør ikke opleve, at der ikke bliver handlet på deres indberetninger. Dette kan dog være svært, hvis skolen ikke kan gå i dialog med den anonyme indberetter omkring klagen.

Det fremgår ikke af skolens kodeks, hvorvidt man er sikret anonymitet i den nuværende klageprocess. Dette skyldes, at selvom man på papiret er anonym, har den anklagede ret til at blive forelagt klagen. Her vil vedkommende måske kunne regne ud, hvem klageren er. Dette kommer an på sagens natur. Skolen understreger dog, at anonymitet prioriteres højt. 

“Skolen vil strække sig, så langt det overhovedet er muligt, for at opretholde den ønskede anonymitet,” siger Trine Lundgaard. 

Ven under armen

I næste måned mødes ledelsen for at revurdere kodekset. Her har KaJ foreslået, at en krænket part altid skal kunne vælge at have en bisidder af eget valg med til alle samtaler, hvor sagen drøftes. Hvis du har været udsat for noget ubehageligt på skolen, kan du altså få lov til at tage en ven, kæreste, forælder eller repræsentant fra fagforeningen med, lyder forslaget fra KaJ.

Den krænkede skal også have mulighed for at erklære inhabilitet til dem, der behandler sagen. Hvis du som studerende ikke har tillid til den studievejleder, HR-medarbejder eller repræsentant fra ledelsen, der skal behandle din sag, kan du bede om at få et andet ‘hold’ på sagen.

”Det er vigtigt, hvis man står i en situation, hvor man for eksempel er blevet krænket af en underviser. Mange af skolens medarbejdere har et nært forhold indbyrdes,” siger Emilie Skovkær Madsen, bestyrelsesmedlem i KaJ. 

Hun uddyber, at man derfor som krænket part skal have mulighed for at have indflydelse på, hvem der involveres i sagen, så det kan foregå så upartisk som muligt.

Mere overskuelig klageprocess

På nuværende tidspunkt står der i kodekset, at skolen vil behandle krænkelsessager efter principperne fortrolighed, respekt for privatliv, objektivitet og inddragelse af begge parter. 

Fortroligheden indebærer, at det er kun personer, der har saglig grund til at kende sagen, der kan få oplysninger om den. Desuden har den person, henvendelsen rettes imod, ret til at komme til orde og forholde sig til beskyldninger. De involverede parter har begge ret til støtte, og sagen bliver behandlet af studievejledningen og eventuelt HR. I sidste ende er det rektor, der agerer dommer, og bestemmer hvilke konsekvenser, den krænkende handling skal medføre. 

”Vi har kigget på hvordan det kan gøres så overskueligt som muligt at gå til skolen, hvis man er blevet krænket. Det er vigtigt, at man på forhånd kan sætte sig ind i, hvad der kommer til at foregå, hvis man skal igennem en sådan proces,” siger Markus Valentin Jakobsen, afgående formand for KaJ. 

KaJ mener, at den krænkede part selv skal have mere indflydelse på skolens behandling af sagen. Ændringerne skal også være med til at skabe endnu mere gennemsigtighed, så både skolen og studerende kan finde en helt klar handlingsplan for håndtering af krænkelsessager.

Bestyrelsen og ledelsen bakker op 

Bestyrelsesformand for DMJX, Lea Korsgaard, vil ikke udtale sig om de enkelte ændringsforslag, da de endnu ikke er vedtaget, men understreger, at hun bakker op om engagementet. Hun har heller ingen kommentarer til indførelsen af en eventuel whistleblowerordning. 

”Jeg synes, at initiativet til at præcisere kodekset er både vigtigt og positivt. Jeg noterer mig med stor glæde, at I som studerende går op i det og hjælper til med at gøre det endnu bedre,” siger hun.

Ændringerne skal godkendes af skolens samarbejdsudvalg (SAMU), før kodekset kan blive opdateret. Udvalgets næste møde finder sted til april, men umiddelbart er der positiv stemning fra ledelsens side for at acceptere ændringerne.  

”Vi blev mødt af den nuværende rektor Jens Grund, der virkelig bakker op om de studerende og som vil gå meget langt for at slippe af med krænkende adfærd,” siger Emilie Skovkær Madsen. 

 

Joans guide til krænkelser

 

Af Joan Husted

 

Er du faret vild i retningslinjer og håndteringer? Vores studievejleder Joan Husted har lavet en supplerende guide til, hvad du skal gøre, hvis du har oplevet noget grænseoverskridende på skolen:

Hvad gør du, hvis du oplever krænkende adfærd:

 

 Del det. Uanset om det er dig selv eller en medstuderende, der er blevet krænket, vil jeg til hver en tid anbefale, at du deler din oplevelse. Følg skoles kodeks om at tage fat i enten din praktikkoordinator, en af os studievejledere eller en underviser, du har tillid til. 

Hvis du i første omgang ikke kan overskue det, så snak med en du er fortrolig med  –  fra din familie, en ven eller anden, der har din tillid.

Hvorfor:

Har man været udsat for noget grænseoverskridende, kan det være svært at vurdere, hvilke handlemuligheder der er. Det er min erfaring, at det derfor gør en stor forskel at forklare sig til en anden og få vendt, hvad der egentlig er sket og ikke mindst, hvad det næste skridt skal være.

Mennesker, der har været udsat for seksuelle krænkelser, oplever ofte, at de mister deres egen dømmekraft og kan blive ramt af både skyld, skam og ensomhedsfølelse. Det vigtigste råd er derfor, at man aldrig skal bære rundt på det selv.

 

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

TEKST: Trine Egede, Opinionsredaktør på illustreret bunker
illustration: katrine å. edvardsen

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg klikkede ind på DR-nyhederne på min telefon torsdag morgen d. 24. februar i år. Rusland har invaderet Ukraine om natten, og kampvogne ruller hen over den ukrainske grænse.

Min roomie er halvt ukrainer og halvt dansk. Hun er født i Ukraine, og hendes far bor i Kharkiv, 40 km fra grænsen til Rusland. Jeg tror ikke, jeg forstår en brøkdel af, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Men jeg prøver, og det har sat tanker i gang hos mig. For som journaliststuderende er det vel netop det, min kommende profession skal kunne.

 

Den skal gøre folk i stand til at forstå det, de ikke selv står i. Gøre dem klogere på, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Vi journalister rapporterer og sender live fra krigsramte lande. Vi viser krigen, så organisationer og politikere kan træde til og hjælpe Ukraine. Vi er der, hvor problemet er. Vi gør et godt stykke arbejde. Tænkte jeg. Men så kom min tvivl.

Hver dag hører jeg i radioen eller ser på sociale medier, at endnu et dansk medie har sendt journalister til Ukraine. Det er et vigtigt emne at dække, det er der ingen tvivl om. Men tanken slog mig: Er der brug for så mange danske journalister i Ukraine lige nu? Hvis andre lande sender et lige så stort antal journalister til grænserne, tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange journalister de ukrainske flygtninge skal deale med, når de prøver at flygte for deres liv. Er det, det de har brug for lige nu?

Søndag d. 13. Februar 2022 sendte P1 deres faste program ”Tabloid”, hvor vært Marie Louise Toksvig hver uge går journalistikken efter i sømmene. Denne udsendelse handlede naturligvis om den forfærdelige situation i Ukraine. En journalist fra avisen Danmark, der var i Ukraine for at dække krigen, sammenlignede journalisters opførelse ved den polske grænse med noget, der kunne minde om Tour De France. Et anderledes men præcist billede på, hvordan det for mange journalister er vigtigt at stå forrest, klar med mikrofoner og kameraer, når en flygtning krydser grænsen. For journalisterne handler det om, at få det bedste billede i kassen.

Det lyder ikke som god journalistik skik i mine ører. Journalistikken kan påtage sig kappen som formidler, så en indsats fra resten af verden kan komme for at hjælpe Ukraine. Men at så mange medier i Danmark sender journalister til den polske grænse for at få et godt billede til forsiden er ikke, hvad journalistikken kan være bekendt.

TV2-Nord bragte d. 4. marts 2022 en artikel med rubrikken ”TV2-Nords journalist delte hotelseng med ukrainsk flygtning”. Jeg tænker, du kan se absurditeten i denne rubrik. Artiklen nævner, at det ved den polske grænse ikke er muligt at booke et hotelværelse, da alle værelser er fyldt op med flygtninge og journalister. En TV2 Nord-journalist delte seng med en flygtning, der ellers kun havde mulighed for at overnatte på banegården i den polske by Rzezow i minus fem grader.

Hvis danske medier ikke havde et behov for at sende deres egne journalister til grænsen, kunne det være, at den ukrainske kvinde kunne få sengen i første omgang. Eller hun kunne dele sengen med andre flygtninge. At så mange danske journalister kan tillade sig at fylde sengene op ved grænserne, er mig en gåde at forstå.

Dels er jeg skeptisk over, om det er et spørgsmål fra en dansk journalist, man har brug for, når man lige er kommet over grænsen til Polen. Men det, som kan være endnu mere problematisk er, om vi fylder for meget. Som artiklen viser, så fylder vi på hotellerne. Vi bruger benzin til vores biler, som ukrainerne kunne bruge til at flygte ud af landet. Vi spiser mad, som kvinder og børn kunne få. Alt sammen noget, der får mig til at stille spørgsmålstegn ved, om vi virkelig har brug for alle de danske journalister i Ukraine lige nu.

Journalister er vigtige, for vi dækker det, som seere hjemme i Danmark ikke selv kan opleve. Vi viser krigen, og vi formidler den på bedste vis. Jeg har dog et ønske om, at vi som journalister tænker over, hvad vores rolle er, når vi dækker en krig. Hjælper vi, eller spænder vi ben? Er vi til mere besvær end gavn?

Det er en kæmpe styrke for en ukrainsk flygtning at få muligheden for at tale til en stor modtagergruppe på en landsdækkende TV-kanal. De kan vise deres smerte, så vi kan se den med vores egne øjne, og de kan bede om hjælp. Men for medierne er det også godt TV. Jeg tænker, at et nærliggende presseetisk spørgsmål er, om danske mediers sult efter det gode billede vægtes højere end at dække krigen for at oplyse.

 

Og hvorfor skal flere medier sende en masse ”almindelige” journalister til fronten, hvem der virker semi-tilfældigt udvalgt, når vi har erfarne korrespondenter som Matilde Kimer og Puk Damsgård? Når det er sagt, er det måske ikke alle lokalafdelinger, der behøver at sende deres eget hold til grænserne for at kæmpe om det gode forsidebillede og fylde en sengeplads op.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Skal du med i Kult Strandbar på fredag?

Skal du med i Kult Strandbar på fredag?

TEKST: Anne Kvist, journaliststuderende

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Når man fredag eftermiddag sætter kursen mod DMJX’s fredagsbar, Kurt Strandbar, er det ikke svært at forudsige, hvad der møder en. Vil man om et øjeblik høre de tunge rytmer fra et af Pattesutters mange hits, mens bartenderen står i bar overkrop og langer englefisse over disken, og den sorte Kurt-t-shirt svinges over hovedet? Formentlig. Og kommer man gående ind, ligner det umiddelbart, at Kurt har glemt, at der er andre til stede. Jeg får følelsen af at stå i yderkanten af en fest, jeg er blevet hevet med til, men uden at være inviteret af værten.  

Jeg mener ikke, problemet ligger i Soundboksen, der spiller for højt, de klistrede borde eller navnene på shotsene. Der er mange måder at feste på, og jeg er sikker på, at de fleste fredagsbarer har et element af løssluppenhed. Det er forståeligt, når det er fredag, og det er tid til øl. Jeg mener, at problemet ligger i den bagvedliggende tavshedskultur, der omringer foreningen. For hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt – og mangel på gennemsigtighed er ikke udgangspunktet for en sund foreningskultur.

Det måske mest tydelige eksempel på tavshedskulturen er Kurt Strandbars optagelsessamtaler. Når Kurt holder samtaler, dækkes vinduerne til i mørkt plast, så ingen kan se, hvad der foregår. Det eneste man kan høre, er den pumpende bas og hujende stemmer, der hepper på de nye førstesemmere, der lægger vejen forbi.

Jeg forstår grundlæggende ikke ideen bag at holde det hemmeligt. Hvorfor skal dem, der skal til samtale, ikke selv have lov til at træffe valget, om det er noget, de har lyst til at deltage i? Før de står omringet af fremmede, og i de værste tilfælde skal overskride egne grænser for at bevise, at de har det, der skal til for at være med i Kurt. Er det nødvendigt at være løssluppen og nær grænseløs, før man får en plads i Kurt? For ellers kan jeg ikke se, hvilke kompetencer de leder efter til samtalerne.

Frit spil bag lukkede døre

For et par uger siden gik jeg forbi en gruppe, der sad og ventede på at skulle til samtale hos Kurt. Og jeg blev ked af det på deres vegne. Ked af at de ikke vidste, hvad de gik ind til, og at de ikke ville få muligheden for at sige pænt nej tak. Og jeg synes, det er ærgerligt for dem, der ikke ved, hvad de går ind til. Og endnu mere ærgerligt for dem, der giver det deres bedste skud, presser sig selv til grænsen og stadig får at vide, at de ikke er gode nok.

Når Kurt afholder den slags optagelsessamtaler, sikrer de sig, at alle, der melder sig, er med på deres præmissen om, at Kurt er et fællesskab, der godt kan lide at feste, og ikke har noget imod, at festen går til kanten. Men det betyder også, at den grænsesøgende kultur avles videre bag lukkede døre, hvor festen fortsætter, som den altid har gjort. Hvor der hverken bliver brudt med kultur eller traditioner, fordi alle i Kurt vidste hvad de gik ind til, og vi andre har ikke meget at skulle have sagt. Det danner præcedens for en tavshedskultur, hvor det er lige meget hvor vanvittigt det bliver – hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt.

Kurtansk overspill

Hvad der sker intern i Kurt, må de i grunden selv om. Men det er en anden ting, når den lukkede kultur i sidste ende bare ikke er særlig lukket. Ser man på skolens foreninger, er Kurt klart dem, der står for at facilitere størstedelen af de sociale aktiviteter. Så om man er tilhænger af Kurt eller ej, så vil det stadig være dem, der sætter tonen for fredagsbaren og dermed skolens sociale fællesskab. Kurt forstår, hvordan man holder en fest med fart på. Men at være god til at feste betyder ikke, at man automatisk har de bedste forudsætninger for at skabe en god fredagsbar.

 Den kultur, som Kurt er enige om, er den fede, kan man ikke undgå smitter af på fredagsbaren, der gerne skulle være for hele DMJX. Kurt Strandbar bliver en udvidelse af foreningen, et rum i den kurtanske stil med nosseshot, englefisse og alt andet, der hører Kurt til.

 Kurt mangler gennemsigtighed, både i deres optagelsesproces og deres dynamik i fredagsbaren. Det sociale liv på DMJX burde ikke være så påvirket af en kultur dyrket bag mørklagte vinduer. Som jeg ser det, så skaber Kurt en kultur, hvor der er et tydeligt skel mellem Kurt og alle os, der bare gerne vil til fredagsbar. Jeg håber, både for de næste førstesemmere, kommende Kurt-medlemmer og fremtidige gæster i fredagsbaren, at Kurt får kigget indad, eller måske endnu bedre, begynder at se ud over egen næsetip.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk