Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

af Amalie Simonsen | dec 10, 2020 | UDE

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

Danske journalister ligner hinanden. Langt de fleste er etniske danskere, bor i storbyen og er mere centrum-venstreorienterede end befolkningen. Dette kan have store konsekvenser for, hvordan medierne vælger kilder. Kildevalget har stor indflydelse på, hvem der føler sig repræsenteret i medierne. Derfor er det vigtigt, at medierne søger bredere, når det kommer til kildevalg.

UDE

Journalisters kildevalg er for snævert: “Der er meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer”

UDE

Skribent: Frederik Aagaard Zeuthen
Illustration: Amanda Frisk

Udgivet den 10. december 2020

Den danske journaliststand er langt fra repræsentativ for den danske befolkning.

En opgørelse, Dansk Journalistforbund lavede i 2010, viser, at kun halvanden procent af danske journalister var indvandrere eller efterkommere, mens denne gruppe udgør ti procent af befolkningen.

Det er vigtigt for tilliden til medierne, at diversiteten øges, så medieverdenen bliver mere repræsentativ. Sådan lyder det i Dansk Journalistforbunds rapport Fagenes Fremtid fra 2019.

Ifølge Søren Schultz Jørgensen, ph.d., selvstændig medieforsker og tidligere projektleder på Fagenes Fremtid, er det vigtigt at rette op på denne skævhed, da den kan have store konsekvenser for, hvordan forskellige grupper bliver portrætteret i samfundet.

”Hvis alle journalister var helt objektive og ikke formet af deres baggrund, så ville det måske ikke være et problem,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Det skyldes, at alle menneskers fortid og erfaringer påvirker, hvordan man forstår nutiden. En journalists baggrund kan derfor ubevidst påvirke journalistens kildevalg. Dette kan være en forklaring på, at etniske minoriteter ofte bliver fremstillet som et problem eller en eksotisk case.

Den lave andel af journalister med minoritetsbaggrund betyder, at når journalister skal lave historier fra minoritetsmiljøer, så bliver det en historie lavet af en, der ikke kender miljøet. Derfor opstår der ifølge Søren Schultz Jørgensen nemt et ’os og dem’.

”Der er meget, meget få hverdagshistorier fra minoritetsmiljøer. Ofte hører man kun, når der sker noget dramatisk. Ikke-danske traditioner som ramadan bliver dækket som noget eksotisk og Umut Sakarya som ’tyrkeren, der laver svinekød’. På den måde bliver det svært for minoriteter at føle sig repræsenteret, hvis de som regel bliver holdt i strakt arm,” siger han.

Dette bakkes op af rapporten Dem vi taler om fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet. Den viser, at etniske minoriteter generelt er underrepræsenterede i medierne, og når de er i medierne, omhandler det ofte kriminalitet, religion, indvandring og integration.

Ifølge Søren Schultz Jørgensen kan dette føre til, at minoritetsgrupper mister tilliden til de danske medier og derfor fravælger dem. I stedet søger de mod medier fra deres hjemegn.

”Samtidig udvikler medierne sig i en retning mod flere små nichemedier, der er rettet mod en lille målgruppe. Dette er et problem for de mindre ressourcestærke minoriteter, da de ganske enkelt ikke kan eller vil betale for et medie, der retter sig mod lige præcis dem. Derfor ender minoriteter med ikke at have et medie, der har indhold fra Danmark,” siger han.

Ytringsfriheden gælder for alle

Fra Dansk Journalistforbunds side anerkender de, at den manglende diversitet er problematisk.

”Hvis medierne ikke afspejler samfundet, kan folk ikke spejle sig i medierne. Det gør alt andet lige medierne mindre relevante,” siger næstformand, Allan Boye Thulstrup.

Ifølge Allan Boye Thulstrup blander DJ sig nødig i redaktionelle valg, så de vil ikke konkret bestemme, hvilke kilder medierne skal bruge. Men de vil sikre, at alle kan og vil deltage i den offentlige debat.

”Ytringsfriheden gælder alle i dette land uanset baggrund. Det er lige relevant, hvad man mener om skattepolitik, uanset hvilken etnisk baggrund man har. Derfor opfordrer vi til et bredt kildevalg,” siger Allan Boye Thulstrup.

Han understreger, at DJ altid er åbne for initiativer, der kan øge diversiteten eller hjælpe på mediernes kildevalg. Derfor samarbejder DJ også med en række foreninger og organisationer, blandt andet PLURALISTERNE.

Organisationer vil gøre det nemmere for journalister

NGO’en PLURALISTERNE arbejder for at skabe en mere retvisende repræsentation i medierne og kulturlivet og synliggøre samfundets diversitet i mediernes kildevalg.

Ifølge medstifter Mette Mut Andreasen er det vigtigt, at personer fra minoritetsgrupper bliver repræsenteret i medierne, ellers bliver de ekskluderet fra den offentlige samtale.

”Hvis du ikke bliver repræsenteret i medierne, bliver dit liv og din situation ikke anerkendt i medierne. Dermed risikerer man, at man ikke bliver anerkendt i samfundet. Det gør det svært at deltage i den offentlige samtale og blive hørt og taget alvorligt,” siger hun.

PLURALISTERNE rådgiver medievirksomheder i, hvordan de kan øge diversiteten, og afholder workshops og samtaler med kultur- og medieorganisationer, hvor de forsøger at give medier værktøjer og metoder til at afhjælpe problemet.

Derudover oprettede de Listoteket i 2017. Det er en database med kilder fra underrepræsenterede grupper. Det skal gøre det nemmere for journalister at finde en kilde, der bryder normen. For eksempel en etnisk minoritet, der kan udtale sig om andet end kriminalitet, religion og historier om udlændinge, indvandring og integration.

Ingen snuptagsløsning

Problemet med den manglende diversitet i selve mediebranchen er dog en hård nød at knække. Det mener både PLURALISTERNE, DJ og Søren Schultz Jørgensen.

”Man skal huske, at der ikke findes en snuptagsløsning. Problemet har været i fokus længe, og der er en grund til, at det stadig er relevant, og måske mere end nogensinde. Det er bare rigtig svært at gøre noget ved,” siger medieforsker Søren Schultz Jørgensen.

FORSIDEN

Manglende diversitet udfordrer ikke kun mediebranchen, men også skolen

af Webredaktøren | dec 10, 2020 | INDE

Manglende diversitet udfordrer ikke kun mediebranchen, men også skolen

Der uddannes ikke nok journalister med anden etnisk herkomst end dansk, og det går ud over den journalistiske produktion. Det mener både DMJX’s ledelse, forperson for Ansvarlig Presse, Hanan Chemlali, og Sami Kleit, journaliststuderende på DMJX. Ifølge uddannelseschef for Journalistik, Henrik Berggreen, arbejder ledelsen med en løsning på udfordringen.

Manglende diversitet udfordrer ikke kun medie-branchen, men også skolen

Tekst: Josephine Falck Barfod
Foto: Kim Frost

Udgivet den 10. december 2020

Der efterspørges generelt flere journaliststuderende med anden etnisk herkomst end dansk.

Sami Kleit er journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han går på fjerde semester og er snart på vej i praktik og ud i medieverdenen. Samis mor er dansker, og hans far er libaneser. Sami er en af de få studerende på skolen med anden etnisk herkomst end dansk, og for ham forpligter hans ophav i forhold til journalistikken.

”I og med at islam og integration fylder så meget i debatten herhjemme, så har dem, der har mulighed for at dykke ned i det, også lidt et ansvar for og en forpligtelse til at gøre det,” siger Sami.

I sidste version af Illustreret Bunker kunne skribent Simon Stensgaard fortælle, at det er under to procent af de studerende på DMJX, som har anden oprindelse end dansk.

En undersøgelse fra i sommer lavet af Slots- og Kulturstyrelsen viser, at der kun er 5,6 procent med anden etnisk herkomst, der arbejder i mediebranchen. Mediebranchen er sammen med politi, forsvar og offentlig administration de brancher, der har dårligst repræsentation i forhold til anden etnisk herkomst. Henrik Berggreen, Uddannelseschef på DMJX, kommenterede dengang sagen i Journalisten den 2. juli 2020.

Det fremgår af artiklen, at han føler det essentielt, at der kommer flere studerende med anden etnisk herkomst end dansk, da det gavner journalistikken.

Henrik Berggren mener stadig i dag, at der er mindre end 5,6 procent med anden etnisk herkomst på journalistuddannelsen, men der findes ikke nøjagtige tal.

Diversitet giver bedre journalistik

Hanan Chemlali er forperson for Ansvarlig Presse. En forening, der siden 2007 har arbejdet for bedre repræsentation i mediebranchen, både i forhold til kildevalg og på de redaktionelle gange. Målet er at få danske medier til at dække mere mangfoldigt. Hun mener, at det ikke er hensigtsmæssigt, at der endnu ikke er flere i journaliststanden med anden etnisk herkomst end dansk.

”Den manglende diversitet er virkelig problematisk, når det er inden for journalistikken. Journalister har enormt meget indflydelse på, hvilke historier, der bliver fortalt, og hvilken information, der kommer ud. Det går ud over oplysningen,” siger Hanan Chemlali.

Denne udlægning er Henrik Berggreen enig i. Og ledelsen på DJMX har været klar over problemet i mange år. Faktisk blev der allerede for 18 år siden igangsat et projekt for at komme problemet til livs.

Skolen oprettede et diplomhold for folk med anden etnisk herkomst. De havde en anden uddannelse i forvejen og ville gerne være journalister. De fik en etårig uddannelse som fagjournalister og et ekstra år skræddersyet til dem. Pengene blev tildelt gennem et treårigt EU-projekt. Efter det projekt søgte skolen midler hos de danske myndigheder til at køre videre ud fra de erfaringer, de havde fået gennem projektet, men det lykkedes ikke.

Der efterspørges generelt flere journaliststuderende med anden etnisk herkomst end dansk.

Sami Kleit er journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han går på 4. semester og er snart på vej i praktik og ud i medieverdenen. Samis mor er dansker, og hans far er libaneser. Sami er en af de få studerende på skolen med anden etnisk herkomst end dansk, og for ham forpligter hans ophav i forhold til journalistikken.

I sidste version af Illustreret Bunker kunne skribent Simon Stensgaard fortælle, at det er under to procent af de studerende på DMJX, som har anden oprindelse end dansk.

Det fremgår af artiklen, at han føler det essentielt, at der kommer flere studerende med anden etnisk herkomst end dansk, da det gavner journalistikken.

Henrik Berggren mener stadig i dag, at der er mindre end 5,6 procent med anden etnisk herkomst på journalistuddannelsen, men der findes ikke nøjagtige tal.

Diversitet giver bedre journalistik

”Det er ikke usædvanligt, at man som helt almindeligt menneske har brug for at kunne spejle sig. Det er meget naturligt, at det er det, vi bliver drevet af.”

– Hanan Chemlali, forperson Ansvarlig Presse

Det er ikke kun fagpersoner og ledelsen, som synes, at den manglende repræsentation er et problem. Også Sami Kleit finder det ærgerligt. Hvis gruppen af studerende er for homogen, mener Sami, at der kommer en forudsigelighed i den journalistik, der produceres på skolen:

”Hvis man går ind på DMJX Kildebørs-gruppen på Facebook og scroller tilbage, så synes jeg virkelig, der er mange tanker, der ikke rigtig har flyttet sig. De idéer, folk får, ligner meget hinanden.”

Mere end én forklaring

Det er endnu uklart, hvorfor der er manglende repræsentation af folk med anden etnisk herkomst på journalistuddannelsen. Om det skyldes, at der ikke er særlig mange, der søger ind, eller om det skyldes, at de har sværere ved at klare optagelsesprøven, er endnu uklart. Henrik Berggreen mener, at det nok er en blanding:

”Jeg tror, at det blandt andet handler om, at for nogle af de folk med anden etnisk herkomst har journalistik en anden status. Og formentlig en noget lavere status. Så tror jeg også, at jobsikkerheden spiller ind. Der er formentlig også noget i optagelsesprøven, der sorterer folk fra.”

Hanan Chemlali kan heller ikke pege på én forklaring. For hende er det vigtigt at se på hønen eller ægget-dilemmaet. Der er få folk, som søger ind med anden etnisk herkomst. Det fører til, at der er få ude i mediebranchen; så der ikke er mange, som potentielle kommende ansøgere kan spejle sig i. Hvilket fører til, at der ikke er mange med anden etnisk herkomst, der søger ind.

Derfor mener hun, at det ikke kun er uddannelserne, som har et ansvar for at uddanne.

”Man skal også kigge på de redaktionelle gange. Det er ikke usædvanligt, at man som helt almindeligt menneske har brug for at kunne spejle sig. Det er meget naturligt, at det er det, vi bliver drevet af,” siger Hanan Chemlali.

”Man skal ikke begynde at lempe på optagelsesprøven, for det er klart, at der skal være noget kvalitet over det. Ikke hvem som helst skal kunne komme ind,” siger journaliststuderende Sami Kleit.

Også en fordel

Sami Kleit har ikke oplevet konsekvenser af sine libanesiske rødder på skolen. Faktisk har det på flere måder været en fordel for ham.

Da han på sidste semester skulle lave fortællende journalistik om en uledsaget flygtningepige, kunne han gennem sit ophav finde en kilde, som han kontaktede på arabisk. Og hvis der opstår kulturelle diskussioner på holdet, kan han ligeledes bidrage med andre aspekter:

”Hvis vi for eksempel diskuterer Muhammed-tegningerne, kan jeg bidrage med, at Muhammed faktisk har været tegnet i den muslimske verden i over 700 år.”

Sami kan ikke udelukke, at han havde oplevet benspænd, hvis han havde heddet Hassan eller Ali, men han har endnu ikke oplevet negativ bias på skolen i sit virke som journaliststuderende.

Og de fordele, hans baggrund giver ham, synes han, skolen burde markedsføre, når de leder efter nye studerende.

Der arbejdes på sagen

DMJX er i gang med at se på, hvordan de kan få flere studerende med anden etnisk baggrund.

Lektor Solveig Schmidt er ifølge Henrik Berggren i gang med at se på, hvordan man for eksempel kan skrue på spørgsmålene til videnstesten, så den kan være mere hensigtsmæssig for folk med en anden kulturel baggrund.

”Vi kommer også til at gøre noget i forhold til markedsføring. Vi skal lave åbent hus online i år, og det vil sige, at vi skal have forproduceret nogle ting. Her vil det være oplagt at have nogle af de studerende med anden etnisk herkomst med, så man som ungt menneske med den baggrund måske bedre kan spejle sig i det,” siger Henrik Berggren.

Hanan Chemlali for Ansvarlig Presse er glad for, at der rent faktisk bliver kigget på det nu.

Hun mener, at Henrik Berggrens markedsføringsidé har potentiale:

”Det er et forsøg værd at finde nogle kampagneambassadører, fordi det er så enormt vigtigt at kunne spejle sig i nogle, der har klaret sig godt. Det gør bare, at ens drømme virker mulige, når der er nogle, der har været der før.”

Ifølge Sami Kleit vil det være enormt gavnligt for skolen, hvis der kommer flere studerende med anden etnisk herkomst end dansk. Men det er ikke helt betænkningsfrit for ham:

”Man skal ikke begynde at lempe på optagelsesprøven, for det er klart, at der skal være noget kvalitet over det. Ikke hvem som helst skal kunne komme ind.”

Udover at skolen allerede kigger på optagelsesprøven og markedsføring, er planen, at der skal startes et projekt. Idéen med projektet er, at der kan søges nogle midler, så der kan findes en årsag og løsning på, at der ikke er flere journaliststuderende med anden etnisk herkomst end dansk.

FORSIDEN

Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

af Amalie Simonsen | dec 10, 2020 | UDE

Kunsten at balancere mellem den gode historie og kildernes sikkerhed

Peter Engel er producer på dokumentarfilmen Muldvarpen. Han hyrede sikkerhedsfirmaer og bodyguards og havde ansvaret for hovedpersonerne, da de gik undercover for at afsløre ulovlig trekantshandel i Nordkorea.

Skribent: Bolette Elsøe
Foto: Joakim H. Vocke og Jonas Berlin / Piraya Film I And Wingman Media

Udgivet den 10. december 2020

Skribent: Bolette Elsøe

Foto: Joakim H. Vocke og Jonas Berlin / Piraya Film I And Wingman Media

Udgivet den 10. december 2020

Dokumentaren minder om en højdramatisk James Bond-film. Hemmelige møder i mørke kældre, skjult overvågning, kataloger med ødelæggende våben og eksklusive hoteller i verdens metropoler. For Peter Engel blev det en del af hverdagen, da han blev kastet ud i et atypisk producerjob på Mads Brüggers dokumentarfilm Muldvarpen.

Normalt består Peter Engels opgaver af alt det praktiske. Fra sin trygge kontorstol i København skal han finde investorer, kontakte filminstitutter, optage lån, koordinere kamerafolk, finde locations og sælge filmens rettigheder. Overordnet er Peter Engels job at have overblikket over produktionens plan og budget.

“Det er en del af at være producer at kunne holde hovedet koldt. Uanset om jeg sidder herhjemme og skal finde investorer, eller når jeg er ude,” fortæller han.

En ny arbejdsdag

Muldvarpen var en anderledes affære. Her skulle Peter Engel med ud i marken, hvilket medførte rejser til Barcelona, Jordan, Uganda og Beijing. Han tog praktiske beslutninger om optagelserne, skjult kamera, hoteller, rejsetilladelser og flybilletter, og hvor dokumentarens hovedpersoner skulle mødes med våbenhandlere og andre kriminelle typer.

På rejserne var Peter Engel øverstbefalende, når der skulle tages hurtige beslutninger. I udlandet var han nemlig Mads Brüggers forlængede arm, da instruktøren ikke selv kunne rejse med rundt i verden på grund af faren for, at Nordkoreanerne ville genkende ham fra hans satiriske dokumentar om landet, Det Røde Kapel fra 2009.

Sammen med Mads Brügger havde Peter Engel ansvaret for hovedpersonernes sikkerhed. Det var vigtigt for dem, at hovedpersonerne Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup, som spiller Mr. James i dokumentaren, vidste, hvad de gik ind til. Derfor blev de løbende briefet om situationen og forløbets risici. Selvom dokumentaristerne var oppe at køre over muligheden for at undersøge det hemmelighedsfulde autoritære regime, var det hovedpersonernes egen lyst til at forsætte, der drev projektet videre mod afsløringer.

“Det kan virke lidt dobbeltmoralsk, at vi siger, at vi rigtig gerne vil have, at de filmer til vores film, men de skal også vide, at det er deres helt egen beslutning,” siger Peter Engel.

Han virker både afslappet og afklaret om de risici, Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup blev kastet ud i.

“Det lyder måske som om, det var meget eksplosivt, men det var det egentlig ikke. I de fleste tilfælde var det forholdsvis udramatisk. Vi rejste et sted hen, boede på et fedt hotel og havde nogle mødeaftaler, som i en større sammenhæng endte med at være eksplosive,” siger Peter Engel.

“Det er en del af at være producer at kunne holde hovedet koldt. Uanset om jeg sidder herhjemme og skal finde investorer, eller når jeg er ude,” fortæller han.

En ny arbejdsdag

“Det kan virke lidt dobbeltmoralsk, at vi siger, at vi rigtig gerne vil have, at de filmer til vores film, men de skal også vide, at det er deres helt egen beslutning,” siger Peter Engel.

Han virker både afslappet og afklaret om de risici, Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup blev kastet ud i.

Drevet af den gode historie

Ulrich Larsen blev næsten afsløret, da han til et møde blev undersøgt med en mikrofondetekter. Som man ser i dokumentaren, var det hans hurtige reaktion og en elektronisk bilnøgle, der blev hans redning. Men episoden kunne ligeså godt have endt helt anderledes. Selvom Peter Engel havde ansvaret for Ulrich Larsens sikkerhed, var det ikke overvejelser om farerne ved projektet, der tyngede. Tilbagelænet i stolen med et afdæmpet smil fortæller Peter Engel om, hvad der drev ham til at producere en dokumentar, der potentielt satte hovedpersonerne i fare.

“Det var skide spændende og sjovt. Og vildt, at det kunne lade sig gøre. Da vi først fandt ud af, at der var en god historie, så blev jeg grebet af det,” siger Peter Engel, men tilføjer, at de efterfølgende tilføjede flere sikkerhedsforanstaltninger for at undgå lignende episoder.

Følelserne gemt bagest

Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrups tur til Nordkorea gjorde alligevel indtryk på Peter Engel, da han ikke kunne rejse med og derfor ikke havde mulighed for at sørge for sikkerheden.

”I de ti dage, de var afsted, kunne vi intet gøre. De forsvandt ind i et sort hul, og vi mistede al kommunikation med dem. Det var meget mærkeligt, fordi jeg selvfølgelig ikke kunne eller ville frasige mig ansvaret, når de medvirkede i en film, som jeg producerede. Der var jeg da lidt bekymret,” fortæller Peter Engel.

Efter Ulrich Larsen og Jim Latrache-Qvortrup var i Nordkorea blev den amerikanske studerende Otto Wambier fængslet og tortureret for at stjæle en propagandaplakat. Efterfølgende blev han udleveret til USA, men døde efter et par dage af sine kvæstelser. Peter Engel fortæller, at hovedpersonerne ikke havde fået lov til at tage til Nordkorea, hvis episoden med Otto Wambier var sket tidligere:

“Hvis vi havde kendt til, hvad der skete, så var filmen ikke blevet til noget. I det perspektiv er det meget uhyggeligt. Det er en ubehagelig tanke, at det kunne være sket for dem.”

CIA-kursus, sikkerhedsfolk og risikovurderinger

Udover briefing og samtaler om processen og risici, var Ulrich Larsen og produktionsholdet på et kursus i USA hos den tidligere operative chef i CIA, ”Max”.

Mads Brügger og Peter Engel hyrede også sikkerhedsfolk i de forskellige lande. De stod for at have exit-ruter klar, hvis holdet skulle komme i problemer. Sikkerhedsfolkene opholdt sig på hotelværelser ved siden af Ulrich Larsens og Jim Latrache-Qvortrups hæsblæsende møder. Herfra kunne de følge med på overvågningen og træde ind, hvis der opstod konflikter. Enkelte steder behøvede sikkerhedsfolkene ikke at gemme sig, da det passede fint ind i rollen, at en forretningsmand og milliardær som Mr. James havde personlige bodyguards.

Som løbende strategi benyttede dokumentaristerne sig af flere sikkerhedsfirmaer, der lavede risikovurderinger over de forskellige scenarier. Firmaerne rådgav dem i hvilke beslutninger der var sikrest i forhold til at købe flybilletter, hvilke betalingskort de skulle benytte, og hvordan de skulle rejse ud og ind af lande.

Peter Engel fortæller, hvordan han rejste til Beijing, for at Jim Latrache-Qvortrup kunne mødes med våbenhandleren. Jim Latrache-Qvortrup og Peter Engel fløj ind i Kina hver for sig. Herfra tog Peter Engel en taxa til et hotel. Gik ind i receptionen. Ventede et par minutter og gik derefter hen til sit bookede værelse. Præcis som man kender det fra actionfilmene.

”Vi synes selv, at vi var mega spionagtige,” siger Peter Engel med et stort smil.

FORSIDEN

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

af Webredaktøren | dec 10, 2020 | UDE

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

På Constructive Institute har de en mission om at ændre den globale nyhedskultur på fem år. I et interview med grundlægger og CEO, Ulrik Haagerup, prøver vi at forstå, hvorfor missionen er vigtig, og hvordan de vil få den til at lykkes.

Tekst: Signe Duedahl Nørgaard
Foto: Frederik Danielsen

Udgivet den 10. december 2020

Den 15. og 16. december bringer Constructive Institute journalister, redaktører og studerende fra hele verden sammen. Det gør de ved at invitere til offentlig samtale med konferencen 24 Hours for the Future of Journalism. Selvom konferencen ikke er den første af sin slags, er den et forsøg på at gøre noget nyt. Et forsøg på at redde en rusten kultur, der stadig dominerer branchen.

Det starter med samtalen

Da vi en tirsdag formiddag besøger Ulrik Haagerup på instituttets adresse ved Aarhus Universitet, står det hurtigt klart: Her har de forstået, hvad samtalen kan. Vi sidder i instituttets loungestue, da interviewet går i gang. Kaffen, brygget på en espressomaskine for viderekomne, kombineret med levende lys i et sofalandskab, er ikke kun et forsøg på at skabe et hyggeligt rum. Det er også et forsøg på at skabe et rum for den vigtige samtale. Der går heller ikke mange minutter, før interviewsituationen er blevet vendt om og begynder at ligne lige netop dét. Haagerup tager spørgsmålene i egen hånd, da han beder mig forklare, hvad de fem nyhedskriterier går ud på. En efter en remser jeg dem op: Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Som journaliststuderende kan jeg dem udenad, og ifølge Haagerup er det et problem.

”Det at være kritisk er det vigtigste middel for journalistik, men det er ikke målet,” lyder budskabet fra instituttets grundlægger.

Læser man den første videnskabelige artikel om journalistik, som Haagerup har gjort, fremgår det, at de fem nyhedskriterier blev defineret for at advare imod, hvad en sådan vinkling af verden ville medføre. Alligevel er journaliststuderendes første møde med de fem kriterier ikke et møde, hvor de introduceres som advarsler. De introduceres som standarder:

”Som journaliststuderende bliver du trænet i at finde en konflikt. Hver gang en person siger noget i det offentlige rum, går dine tanker på, hvem der mener det modsatte og kan rette en kritik.”

Haagerup holder en kort pause. Samler sine hænder i en hurtig bevægelse, venstre mod højre. Det efterlader et smæld, og han fortsætter:

”For så har man en konfrontation… Og det skal man åbenbart?”

Hver gang en konflikt eller sensation udspiller sig i samfundet, banker vi til den i nyhedsbilledet. Ifølge Haagerup har det store konsekvenser:

”Så tror folk, at der er massevoldtægter, skyderier og terror hele tiden.”

Han understreger, at konflikthistorierne ikke kun resulterer i, at befolkningen bliver bange. De får også et forskruet billede af virkeligheden.

Det starter med samtalen

”Det at være kritisk er det vigtigste middel for journalistik, men det er ikke målet,” lyder budskabet fra instituttets grundlægger.

Haagerup holder en kort pause. Samler sine hænder i en hurtig bevægelse, venstre mod højre. Det efterlader et smæld, og han fortsætter:

”For så har man en konfrontation… Og det skal man åbenbart?”

Hver gang en konflikt eller sensation udspiller sig i samfundet, banker vi til den i nyhedsbilledet. Ifølge Haagerup har det store konsekvenser:

”Så tror folk, at der er massevoldtægter, skyderier og terror hele tiden.”

Han understreger, at konflikthistorierne ikke kun resulterer i, at befolkningen bliver bange. De får også et forskruet billede af virkeligheden.

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort,” fortæller Ulrik Haagerup om tankerne bag begrebet konstruktiv journalistik.

En rusten værktøjskasse

Clickbait, faldne læsertal, illoyale annoncører, nyhedsørkener, Rasmus Paludan og et polariseret mediebillede i USA. Ifølge Haagerup er det konsekvenserne af en journalistisk værktøjskasse, der trods rustne redskaber stadig tages i brug. Vi ser det i nyhedsbilledet, i lokalavisen og massemedierne. I kampen om at fastholde læsernes opmærksomhed, giver vi dem flere historier, hurtigere historier og lidt mere breaking-gult.

”Der vokser støj,” som Haagerup pointerer:

”Det gider folk ikke. Det orker de ikke. I stedet flygter de ind i Netflix-serier, PlayStation-spil og bageopskrifter på Facebook.”

Han læner sig tilbage i den gråbeklædte lænestol. Selvom positionen er afslappet, er budskabet det ikke. Ifølge Haagerup er det nemlig livsfarligt, når det bliver ’socialt acceptabelt at vende journalistikken ryggen.’ Det er det ikke kun for journalistikken – også for samfundet:

”Vores opgave er at give borgerne et retvisende billede af verden med henblik på at gøre dem i stand til selv at kunne tage stilling. Vores opgave er at give dem et billede af den verden, som de ikke selv er en del af. For hvis du ikke ved noget om de andre, er du ligeglad. Hvis du er ligeglad med de andre, er der til sidst ikke noget samfund.”

”Det her er så stort og voldsomt, at vi ikke kan ændre det alene. Der er behov for, at vi får en samtale om det, et fælles sprog, en fælles viden, en fælles erkendelse.”

– Ulrik Haagerup, grundlægger og CEO ved Constructive Institute

Nyhedskriterierne er fortid

I stedet for at skarpvinkle og koncentrere sig om konflikten, skal journalistikken også kunne noget andet. Deraf kommer begrebet konstruktiv journalistik.

Det dækker over en nyhedskultur, hvor det ikke længere er de velkendte nyhedskriterier, der sætter standarden. Det er mindre skarpvinkling og flere nuancer. Det er løsningsorienteret journalistik, og det er et forsøg på at fremme en offentlig samtale og ’bruge vores kuglepen til andet end et spyd.’

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre,” lyder det fra Haagerup.

Det var netop derfor, han kom på at bruge ordet konstruktiv. For at gøre det muligt at italesætte de problemer, der er ved den etablerede nyhedskultur og skabe et rum, hvor fokus var på at skabe noget nyt, der var bedre:

Konstruktiv journalistik handler om at bygge oven på det, der allerede er fortalt. Ulrik Haagerup forklarer, at i stedet for at springe videre til det næste dramatiske skal man prøve at blive i det, der netop har udspillet sig:

”Når du fortæller, at der var nogle unge i Gellerup, der kastede sten efter en ambulance, skal du stadig fortælle det, men du skal også fortælle, at trygheden generelt er blevet langt bedre, og i øvrigt er det fem måneder siden, at det skete sidst, og i øvrigt er det de samme fire unge.”

TV2 Fyn har fundet formlen

I takt med at undersøgelser viser, at folk er mere tilbøjelige til at læse konstruktive nyheder til ende, har TV2 Fyn besluttet sig for at være Danmarks mest konstruktive mediehus.

”De har konstateret, at de har stigende troværdighedstal, stigende seertal, stigende brugertal på deres sociale platforme og på nettet,” lyder det fra Haagerup, som understreger, at det har de fået samtidig med, at de også har skruet ned for de konfliktfyldte og sensationsprægede historier.

At konstruktiv journalistik ikke kan betale sig, er ifølge Ulrik Haagerup en påstand, der ikke holder stik, snarere tværtimod:

”Det er en myte, som vi også har bygget op om os selv: At den eneste måde at lave salgbar journalistik på er, når det er konfliktfyldt, sensationelt og voldsomt. Det betyder ikke, at den slags journalistik ikke også virker. Vi klikker stadig på de historier, der virker voldsomme og konfliktfyldte.”

Vi kan ikke ændre det alene

Der findes ikke en mirakelkur på at ændre den globale nyhedskultur, fastslår Haagerup. Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden – og det er i hvert fald ikke noget, man gør på egen hånd:

”Det her er så stort og voldsomt, at vi ikke kan ændre det alene. Der er behov for, at vi får en samtale om det, et fælles sprog, en fælles viden, en fælles erkendelse.”

Når man vil sprede et vigtigt budskab og rådgive om, hvordan man kan forbedre journalistikken, kræver det midler. Alligevel er det et bevidst valg, at Constructive Institute ikke har en målsætning om at tjene penge:

”Her på stedet har vi sagt, at vi ikke vil være et konsulentfirma, for hvis man er et konsulentfirma, taler man kun for de rige – og mediebranchen har i øvrigt ikke nogen penge.”

I stedet er instituttet finansieret af fonde, der ligesom Haagerup tror på, at hvis man skal styrke det demokratiske samfund, skal man styrke journalistikken. At være finansieret af filantropi belønner sig tilsyneladende: I stedet for at være ejet af nogen, er de uafhængige. De er ikke en del af en branche, institution, virksomhed eller koncern. De er derimod ’frit svævende i luften,’ som Haagerup kalder det.

Som et forsøg på at holde samtalen ved lige uden for instituttets gule murer, udvælges der hvert år et hold rollemodeller for den konstruktive journalistik. På instituttet kalder de dem fellows. Holdet består af journalister og redaktører fra ind- og udland. Kendetegnene er, at de er nogle af de dygtigste af deres slags.

”Hvordan dækker vi terror, integration og sundhedsteknologi på en ny og konstruktiv måde,” fremhæver Haagerup og understreger, at det er alle de store spørgsmål, der tager tid at forstå, som en fellow har til opgave at blive klogere på.

Dedikation er derfor nøgleordet for udvælgelsen. For ikke alene skal de kunne sætte ti måneder af til at generere ny viden. De skal heller ikke have andre projekter eller arbejde ved siden af, som de bruger tid på.

”Efter de ti måneder på instituttet kommer de tilbage sprængfyldt af idéer, sprængfyldt af tro på journalistik og sprængfyldt af nye redskaber til at lave journalistik med,” lyder det fra Haagerup.

Og det er netop det, der er tanken bag deres fellows: At de efter et ti måneders forløb på Constructive Institute kan vende tilbage på arbejdspladsen og dele ud af den viden og erfaring, som de har fået med derfra – og for alvor ændre på den globale nyhedskultur.

Ansvaret er dit og mit

Da vi en time senere sidder tilbage i det sofalandskab, hvor det hele begyndte med samtalen, presserer et sidste spørgsmål: Hvis ansvar er det, at jeg som journaliststuderende bliver en del af den konstruktive bølge?

Foroverbøjet i den betrukne lænestol svarer Haagerup klart, kort og kontant.

”Det er dit”, siger han uden at trække en mine. Han henviser til konferencen 24 Hours for the Future of Journalism:

”Du kan jo starte der.”

FORSIDEN

Tættere på Mørk og Skjold

af Amalie Simonsen | dec 10, 2020 | INDE

INDE

Tættere på Mørk og Skjold

De er der på vores første dag på skolen og er de første faglige forældre for en generation af journalist- og fotojournaliststuderende. Men hvem er de, når de ikke retter vores rubrikker og snakker om spidse vinkler?

Skribent: Simon B. Porse
Foto: Rune Øe Nielsen

Udgivet den 10. december 2020

FORSIDEN

Lars Vegas Nielsen er illustrator: ”Jeg vil ikke provokere bare for at provokere”

af Webredaktøren | nov 13, 2020 | UDE

Lars Vegas Nielsen er illustrator: ”Jeg vil ikke provokere bare for at provokere”

Illustrationens ypperste funktion er at fungere som blikfang for en artikel, men hvordan fanger man læserens opmærksomhed fra første øjekast, og hvilke overvejelser gør man sig i forhold til at overskride folks grænser? Illustreret Bunker har snakket med Lars Vegas Nielsen, der er freelance illustrator på sit tredje årti.

Lars Vegas Nielsen er illustrator: ”Jeg vil ikke provokere bare for at provokere”

Skribenter: Cecilie Guldberg Nielsen og Benjamin Bøllehuus

Illustrationer: Lars Vegas Nielsen

Udgivet den 13. november 2020

”Jeg kan godt lide, at en streg enten er lidt ulden, lidt hakket eller lidt skarp i det.”

Sådan beskriver Lars Vegas Nielsen sin egen abstrakte tegnestil. Til daglig sidder han i en lille landsby lidt syd for Nyborg og arbejder på sine illustrationer. Han kalder sig både bladtegner og illustrator, men foretrækker sidstnævnte, da det favner bredere. Foruden at have lavet illustrationer for Weekendavisens Bogtillæg i mange år, har han også illustreret billedbøger, plakater og bogforsider.

Det er sjældent, at Lars Vegas Nielsen har fået præcise anvisninger på, hvad han skal tegne, og det er præcis sådan, han har det bedst – i frie tøjler. Når han forsøger at tegne noget, der er skabt i en anden persons hoved, stivner han. Alligevel ser han dog sig selv som håndværker, og det er vigtigt for ham at arbejde i det format, han bliver givet. Hvis der er ønsker til en tegnings indhold, så forsøger han at imødekomme dem.

”Jeg har altid selv syntes, at jeg har lavet de bedste ting, når det ikke er fuldstændig skåret ud i pap, hvad jeg skal lave. Det er vigtigt for mig, at tingene passer til det, det skal bruges til. Artiklen er det, der skal i avisen – og skal være indholdet i avisen. Jeg er både blikfang, men jeg er også en medspiller,” siger han.

Lars Vegas Nielsen har i mange år lavet illustrationer til Weekendavisens Bogtillæg. Privatfoto.

Ønsker ikke at provokere

I løbet af årene har Lars Vegas Nielsen fundet sin helt egen måde at lave illustrationer på, og den forsøger han som regel at holde sig til, for netop det er ofte grunden til, at han er blevet valgt til en bestemt opgave.

”Der er grænser for, hvor meget jeg kan gå ud over min egen stil. Nogle gange, hvis jeg gør det, kan jeg mærke, at folk enten kan blive skuffede eller overraskede,” siger han.

Især når Lars Vegas Nielsen tegner til Weekendavisen, er det vigtigt, at han holder sig inden for sine egne stilmæssige rammer, da tegningerne er en del af en bestemt sektions udtryk.

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt.”

– Lars Vegas Nielsen, illustrator

Der er desuden emner, som han helst ikke rører ved, da de strider mod hans moralske kompas. Det skyldes, at han ser sig selv som illustrator frem for satiriker.

“Jeg tænker mig om, hvis jeg skal lave noget om emner, der er krudt i. Jeg vil ikke provokere bare for at provokere,” siger han.

Til gengæld laver han karikaturtegninger. Et glimrende eksempel på sådan en er hans illustration til Weekendavisens anmeldelse af Bob Woodwards bog ”Fear”, hvori Donald Trump skildres som en kaotisk mand, der kan finde på hvad som helst.

“Jeg lod hans orange udtryk og hans lyse hår arbejde sammen med, at der nærmest var flammer i ham,” siger Lars Vegas Nielsen. “Essensen i artiklen var kaosset, og det forsøgte jeg at afspejle ved at bruge Trump som en del af det større billede.”

Tv: Job. Bringes i den kommende bog ”Bibelfortællinger for børn” af forfatter Sara Nørholm.
Th: Donald Trump. Bragt i Weekendavisen.

Tegner efter kontekst

Når Lars Vegas Nielsen tegner, arbejder han ofte med en form for collager. Her kan han manipulere med forskellige elementer af en illustration på computeren.

“Jeg tegner mine elementer i hånden og scanner dem ind,” siger han. “Så kan jeg sidde og rykke rundt på dem, forstørre og formindske dem og lave alle mulige ting som et puslespil.”

Det er netop collage-udtrykket, som han fremhæver ved sine egne illustrationer. Derudover kan han godt lide et lidt dystert udtryk og knækkede jordfarver – aldrig i helt rene farver som prangende rød, gul eller blå.

Lars Vegas Nielsens tegninger er forskellige, alt efter i hvilken sammenhæng de skal bruges. Når han arbejder med illustrationer til bøger, bruger han mere tid på at gå ind i de helt fine detaljer. Når han arbejder med illustrationer til Weekendavisen, forsøger han omvendt at bruge færre virkemidler. Det er vigtigt for ham, at avistegningerne ikke bliver kaotiske, så de, der ser dem, kan genkende den skrevne historie.

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt,” siger han.

FORSIDEN

”Jeg kan godt lide, at en streg enten er lidt ulden, lidt hakket eller lidt skarp i det.”

Lars Vegas Nielsen har i mange år lavet illustrationer til Weekendavisens Bogtillæg. Privatfoto.

Ønsker ikke at provokere

”Der er grænser for, hvor meget jeg kan gå ud over min egen stil. Nogle gange, hvis jeg gør det, kan jeg mærke, at folk enten kan blive skuffede eller overraskede,” siger han.

Især når Lars Vegas Nielsen tegner til Weekendavisen, er det vigtigt, at han holder sig inden for sine egne stilmæssige rammer, da tegningerne er en del af en bestemt sektions udtryk.

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt.”

– Lars Vegas Nielsen, illustrator

Der er desuden emner, som han helst ikke rører ved, da de strider mod hans moralske kompas. Det skyldes, at han ser sig selv som illustrator frem for satiriker.

“Jeg tænker mig om, hvis jeg skal lave noget om emner, der er krudt i. Jeg vil ikke provokere bare for at provokere,” siger han.

Ovenfor: Job. Bringes i den kommende bog ”Bibelfortællinger for børn” af forfatter Sara Nørholm.
Nedenfor: Donald Trump. Bragt i Weekendavisen.

Tegner efter kontekst

Når Lars Vegas Nielsen tegner, arbejder han ofte med en form for collager. Her kan han manipulere med forskellige elementer af en illustration på computeren.

“Jeg tegner mine elementer i hånden og scanner dem ind,” siger han. “Så kan jeg sidde og rykke rundt på dem, forstørre og formindske dem og lave alle mulige ting som et puslespil.”

“En tegning skal enten være spændende og dragende, eller også skal den indeholde en historie eller pointe, der står skarpt,” siger han.

FORSIDEN

Twitter og journalistik går hånd i hånd for Frederik Kulager

af Webredaktøren | okt 29, 2020 | LINKS

Twitter og journalistik går hånd i hånd for Frederik Kulager

SKRIBENT: LAURA NØRKJÆR SELIGMANN
FOTO: CHRISTIAN FALCK WOLFF

Udgivet den 29. oktober 2020

Spionagetrussel. Datalæk. Økonomisk vinding. Umiddelbart ord, der sender tankerne mod en ny DR-satsning til bedste sendetid. I virkeligheden er det tre ord taget ud af Frederik Kulagers Twitter fra den seneste måneds tid.

Når Frederik Kulager logger på sin telefon, er der god sandsynlighed for, at han klikker på det blå fuglesymbol. Faktisk bruges helt op mod halvdelen af hans tid på telefonen på Twitter.

Tre gode grunde

For Frederik Kulager er der tre gode grunde til, hvorfor han bruger Twitter. Det handler i høj grad om hans professionelle virke:

”Jeg bruger Twitter til at dele nyheder indenfor mit område. På den måde er Twitter også mit eget lille breaking-tråds-medie.”

Efter lang tids nølen har Facebook her til aften udslettet QAnon fra Facebook i en skala, jeg ikke mindes at have set lignende. Alt QAnon-relateret slettes. Selv den gruppe, jeg var medlem af, hvor danskere holdt øje med Q her til lands er pist væk. https://t.co/PmHfCDIQ6h— Frederik Kulager (@FrederikKulager) October 6, 2020

Frederik Kulager er journalist hos Zetland, hvor han dækker internet og teknologi. Hos Zetland opererer de ikke med nyhedsformatet, men arbejder med længere historier.

Frederik Kulager bruger også Twitter til at dele sine journalistiske historier fra Zetland.

juhuu, nyt afsnit af Frederik forklarer internettet! https://t.co/cyVElyE5Ec— Frederik Kulager (@FrederikKulager) September 23, 2020

”Den tredje ting jeg bruger Twitter til, er at skaffe kilder,” fortæller han. ”Jeg gør mig tydelig for kilder, ved at markere mig på nogle emner, som er aktuelle.”

Frederik Kulager oplever, at kilder skriver til ham med tips til historier om de aktuelle emner, som han tweeter om.

Videoen med lydoptagelsen, hvor Udenrigspolitisk Nævn bliver prank called, bliver delt på YouTube på mandag. Det skriver Vladimir og Alexey, mændene bag duoen, til mig. https://t.co/BethIHh8ju pic.twitter.com/1doQKu6K82— Frederik Kulager (@FrederikKulager) October 9, 2020

På Twitter fødes og ender Frederik Kulagers journalistik:

”Det bliver nærmest et lukket system på den måde, at dem, der følger mig, tipper mig om en historie, som jeg deler på de sociale medier. Det betyder, at nogle nye mennesker tipper mig om noget nyt, og så deler jeg så den historie. Og så kører det som sådan en vandmølle.”

Instagram bruges som et mere åbent forum

Men der er et filter for, hvad der bliver delt på Frederik Kulagers Twitter:

”Jeg synes, jeg har et løfte over for dem, der følger mig på Twitter. De følger mig, fordi de er interesseret i internet og teknologi, så det giver jeg dem der. Men på Instagram er der en bredere skare.”

Her deler Frederik Kulager historier fra andre dele af nyhedsverdenen, hvor dansk politik fylder en del. Det skyldes især Frederik Kulagers fortid på Politiken, hvor politik var hans mest hyppige stofområde:

”Men jeg har jo også en forkærlighed for memes, så nogle gange laver jeg også memes derinde. Det er mere et afslappet forum for mig.”

Vis dette opslag på Instagram

Jeg bliver af og til spurgt om @detlillemememageri24syv stadig laver memes - og svaret er, det gør vi. Jeg har eksempelvis lige lavet den her. Må I ha’ en blessed jul
Et opslag delt af Frederik Kulager (@frederikkulager) den 13. Dec, 2018 kl. 12.42 PST

Personen Frederik Kulager som journalistisk image

På Twitter kommer personen Frederik Kulager frem, og læserne lærer ham at kende, så han ikke længere bare er journalisten Frederik Kulager.

Han får beskeder fra læsere, som skriver, at de normalt ikke er glade for hans stofområde, men de finder hans historier interessante:

”De læser ikke teknologijournalistik. De læser Frederik Kulager-journalistik. Det er sådan, jeg forstiller mig, at nogle har det.”

Twitter har åbnet et helt nyt publikum for Frederik Kulager, som ikke normalt ville klikke ind på hans artikler.

Derfor er den afsluttende kommentar fra Frederik Kulager til andre journalister klar og tydelig: Sociale medier er en del af godt journalistisk arbejde.

”Lad være med at tænke på sociale medier som en ekstraopgave, der ligger udenfor journalistikken. Jeg tror, at man skal se det som en fuldstændig integreret del. Både det at skabe sig et kildenetværk, kildepleje og distribution af ens journalistik og skabe mere journalistik,” siger han.

Tilbage til start

Læs om Maria Jencel

Læs om Johannes Langkilde

Sociale medier er et journalistisk værktøj

af Webredaktøren | okt 29, 2020 | WEBDOK

Sociale medier er et journalistisk værktøj

Som journalist kan sociale medier bruges som en mulighed for at komme i dialog med et publikum. Tre professionelle journalister fortæller, hvordan de bruger Twitter og Instagram som en forlænget arm i deres arbejde.

Skribent: Laura Nørkjær Seligmann

Foto: Christian Falck Wolff

Udgivet den 29. oktober 2020

Man har ikke mange dage på gangene som journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole før man bliver præsenteret for strategier til sociale medier.

Der bliver forklaret om do’s and don’ts, og de nye studerende bliver sat til en omgang tilladt stalking af deres medstuderendes profiler på internettet.

Man bliver indført i korrekt journalistopførsel på de sociale medier: Professionel og uden for mange personlige detaljer. Men ser det også sådan ud i virkeligheden?

Tre journalister fra den danske mediebranche fortæller om deres vaner på de sociale medier og deler deres tanker om, hvilke muligheder sociale medier giver som professionel journalist.

Klik på billederne herunder og læs, hvordan tre journalister bruger de sociale medier.

JOHANNES LANGKILDE

Johannes Langkilde er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2004. Herefter fik han job hos TV2 Nyhederne. Først som reporter og senere som studievært. Derefter skiftede han til DR Nyhederne, hvor han i en årrække var udenrigskorrespondent i Washington DC, men er nu hjemme i Danmark igen, hvor han er vært på TV Avisen samt Det Politiske Talkshow.

Læs historien her

MARIA JENCEL

Maria Jencel er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, hvor hun blev færdig med sin kandidat i 2017. Hun var i praktik hos DR Nyheder og blev senere Grækenlandskorrespondent samt Asien korrespondent for Berlingske. Senere vendte hun tilbage til DR som radiovært på P3. I dag er hun radiovært på 5 Media’s internationale podcast

Læs historien her

FREDERIK KULAGER

Frederik Kulager er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2017. Han tilbragte sin praktiktid hos Politiken og fik efter endt uddannelse job hos Zetland. Her skriver han ifølge hans LinkedIn-profil om ”internettet, politiske bevægelser online og medier”.

Læs historien her

Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

af Amalie Simonsen | okt 29, 2020 | WEBDOK

Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

Det er vigtigt, at medier dækker historier om selvmord, så emnet kan aftabuiseres. Men det kræver overvejelser om, hvordan man dækker selvmord på den bedst mulige måde, ellers kan det føre til mere skade end gavn. Kom med ind i hovedet på to journalister, der har siddet med disse overvejelser.

WEBDOK

Skribent: Stine Kærgaard Nissen
Illustrator: Charlotte Stentebjerg-Hansen

Udgivet den 29. oktober 2020

Spørgsmål 1.

Du vil gerne skrive en artikel om selvmord. Der er en klokke fra dengang, du havde Medieret og Presseetik, der ringer. Hvad var det nu, du lærte?

I Medieansvarsloven står der: ”Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.”

I Pressenævnets Vejledning om god presseskik står der: ”Selvmord eller selvmordsforsøg bør ikke omtales, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale, og i så fald bør omtalen være så skånsom som mulig.”

Der ikke nogen regler om dækningen af selvmord. Det var bare noget, Pallesen snakkede om.

Ulrik Holmstrup er journalist og medlem af Pressenævnet. Han understreger dog, at han ikke udtaler sig på vegne af Pressenævnet.

Ifølge ham har det altid været kutyme, at man ikke omtaler selvmord i medierne, fordi det er noget privat.

”Selvmord handler i bund og grund om privatlivets fred, som er beskrevet i et andet punkt. Men man har valgt at skrive det i et selvstændigt punkt og specifikt pege på, at det er et område, man skal være varsom med,” siger han.

Pressenævnet har de seneste 15 år haft ni sager omhandlende punktet selvmord. I seks af sagerne er der givet kritik. Disse sager har fået kritik, fordi der ikke var nogen almen interesse i at omtale selvmordet.

Spørgsmål 2.

Du overvejer, hvad der kan begrunde offentlig omtale af et selvmord. Hvad kommer du frem til?

Jeg tænker, at det er relevant at omtale selvmord, hvis der en større historie, som offentligheden skal kende til.

Et selvmord er vel altid relevant at omtale? Hvis jeg bare laver noget drama og spænding, skal der nok være nogen, der vil høre om det.

Der er ikke noget entydigt svar på, hvornår offentlig omtale af selvmord kan begrundes. Her må man afveje modstående hensyn. Det er dog ikke et presseetisk problem, hvis de pårørende har indvilliget i omtalen. Og er der tale om et selvmordsforsøg, er det ligeledes ikke problematisk, hvis personen selv ønsker at stå frem.

Annette Erlangsen er seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse. Hun mener, at det generelt er vigtigt at dække selvmord, fordi det er et tabubelagt emne. Derfor skal man ikke afholde sig fra emnet som journalist, selvom det kan være udfordring.

En af de journalister, der har dækket selvmord, er Andrea Dragsdahl, der er journalist på Zetland. Hun skrev d. 28. september 2020 artiklen Færre danskere forsøger selvmord. Jeg forsøgte at finde forklaringen bag en overset succes. Hun mener, det er vigtigt at skrive om selvmord for at kunne aftabuisere emnet.

Hør Andrea Dragsdahls tanker om emnets relevans:

I februar 2020 udgav DR dokumentaren Døde pigers dagbog. Den handler om et netværk af unge piger, som deler deres erfaringer med selvskade og selvmord på det sociale medie Instagram. Bag dokumentaren stod tilrettelæggerne Maria Lyhne Høj og Laurits Nansen. De syntes, det var vigtigt, at offentligheden fik kendskab til netværket, fordi selvskaden og selvmordstankerne bredte sig i netværket.

”Der var risiko for dominoeffekter – altså at det førte til mere selvskade, når pigerne bevægede sig i det her netværk. Derfor var det vigtigt, at eksistensen af netværket kom frem, så Instagram, behandlere og pårørende kunne forholde sig til det,” siger Laurits Nansen.

Det var en svær balance, hvordan dokumentaren skulle formidle, hvad der skete i netværket, uden at den bidrog til domino-effekten.

Hør Laurits Nansen fortælle om sine overvejelser:

”Havde det været små klip, hvor det bare havde set lækkert ud med folk, der forsøger selvmord, så ville vi have begået præcis den samme fejl som Instagram.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

Spørgsmål 3.

Du føler dig usikker på, hvordan du dækker emnet selvmord på den bedst mulige måde. Hvad gør du?

Jeg tænker, at jeg nok lærte, hvad jeg skal bruge, da jeg skrev min ’Når liver gør ondt’-artikel på første semester.

Jeg spørger eksperter i selvmord til råds.

Jeg ringer til Pressenævnet.

Det er ikke Pressenævnets opgave at vurdere, hvordan journalister dækker selvmord på den bedst mulige måde.

Men det kan være en god ide som journalist at spørge eksperter i selvmord til råds, når man dækker emnet. Både Andrea Dragsdahl og Laurits Nansen spurgte eksperter til råds og brugte eksperter til at se deres arbejde igennem inden udgivelsen.

Det er ikke Pressenævnets opgave at vurdere, hvordan journalister dækker selvmord på den bedst mulige måde.

Hør, hvad Andrea Dragsdahl fik ud af at spørge eksperter til råds i arbejdet med artiklen:

”Der var en masse ting, jeg ikke havde tænkt over, som eksperterne lagde mærke til.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland

Eksperternes vejledning tager udgangspunkt i WHO’s guidelines til, hvordan medier kan dække selvmord på en ansvarlig måde.

Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, fortæller, at der findes evidens for, at hvis man følger disse retningslinjer og dækker selvmord på den rigtige måde, kan det føre til et fald i selvmord og selvmordsforsøg. Det kaldes Papageno-effekten.

Papageno-effekten…

… stammer fra Mozarts opera Tryllefløjten, hvor Papageno bliver selvmordstruet, da han mister sit livs kærlighed. Men tre ånder griber ind og viser ham, at selvmord ikke er en udvej. Papageno-effekten er et udtryk for, at den rigtige omtale af selvmord kan føre til et fald i selvmord.

Det er et modsvar til Werther-effekten, som kommer fra Goethes Den Unge Werthers lidelser. I bogen dør hovedpersonen ved selvmord. Dens udgivelse startede en bølge af selvmord i Tyskland og resten af Europa, hvor unge mænd identificerede sig med Werther og kopierede hans selvmordshandling.

Kilde: https://selvmordsforskning.dk/viden/presse/papageno-prisen/ og https://selvmordsforskning.dk/aktuelt-werther-effekten/

Papageno-effekten…

Kilde: https://selvmordsforskning.dk/viden/presse/papageno-prisen/ og https://selvmordsforskning.dk/aktuelt-werther-effekten/

Spørgsmål 4.

Du vil gerne have ansigt på de personer, som har haft selvmord inde på livet. Hvordan gør du det?

Jeg finder en erfaringskilde, som har forsøgt selvmord, men som har fået det bedre.

Jeg finder en erfaringskilde, som for nyligt har forsøgt selvmord, og som stadig har det rigtig svært.

Jeg finder ikke en erfaringskilde grundet Pressenævnets vejledning om at behandle emnet skånsomt.

En af anbefalingerne fra WHO er at bringe historier om, hvordan man kan takle selvmordstanker. Annette Erlangsen fortæller, at det kan være gavnligt, hvis man bringer positive personlige beretninger om folk, der har haft selvmord inde på livet.

”Det er ikke farligt at bringe historier om nogen, der har det svært. Man kan gøre noget godt ved at fortælle om, hvordan en person er kommet ud af sine selvmordstanker.”

– Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

Andrea Dragsdahl valgte i sin artikel at bruge erfaringskilden Emma, som har forsøgt selvmord, men som nu har fået det bedre.

Hør Andrea Dragsdahl fortælle, hvorfor hun valgte Emma som kilde:

Annette Erlangsen fortæller dog, at det kan være skadeligt, hvis personer, som er døde ved selvmord, fremstilles som rollemodeller. Det kunne være, hvis en kendt person dør ved selvmord, og det glorificeres i medierne som en heltegerning.

I DR-dokumentaren medvirker tre piger fra netværket. De er nøje udvalgt, fordi de er reflekterede over netværkets konsekvenser, så det, der foregår i netværket, ikke fremstår forbilledligt. I stedet bruges kilderne til at advare om netværket.

Hør Laurits Nansen fortælle, hvilke tanker der lå bag kildevalget:

”Det var vigtigt for os, at der var nogle piger, der var i stand til at reflektere over det, de havde været igennem.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

Spørgsmål 5.

Hvordan forholder du dig til, at din kilde kan være ekstra sårbar?

Jeg laver en MSM, så jeg er godt forberedt til interviewet.

Jeg sikrer mig, at kilden har nogen omkring sig, som personen kan tale med.

Når man bruger sårbare mennesker som kilder, bør man sikre sig, at de har en kontaktperson, som de kan gå til eller ved, hvor de kan hente hjælp, mener Annette Erlangsen.

”Det anbefales, at hvis en person er selvmordstruet, så skal man ikke give slip på dem, før en anden har taget over. Det kan jo også gælde for journalister,” siger hun.

Andrea Dragsdahl brugte eksperter til at give råd og vejledning om, hvordan man interviewer sårbare mennesker.

Hør hvilke råd, Andrea Dragsdahl fik fra eksperter:

”Det er vigtigt, at man som journalist ikke bare tænker, at man er god til sit arbejde.”

– Andrea Dragsdahl, journalist på Zetland

Hør, hvilke overvejelser Laurits Nansen har gjort sig om at tage ansvar for kilderne, der medvirker i Døde pigers dagbog:

Spørgsmål 6.

Da du taler med din erfaringskilde, fortæller personen dig detaljeret om sit selvmordsforsøg. Viderebringer du det i artiklen?

Jeg bruger de detaljerede beskrivelser til at fange læseren og skabe spænding i min artikel.

Jeg skriver, hvordan kilden forsøgte selvmord, men ikke med sanselige og beskrivende detaljer.

Jeg undlader helt at beskrive, hvordan kilden forsøgte selvmord.

En anden af WHO’s retningslinjer er, at man ikke skal nævne metoder til selvmord. At beskrive selvmordsmetoder kan ifølge Annette Erlangsen være direkte skadeligt.

”Beskrivelser af metoder er en dårlig ide. Vi har evidens for, at når en konkret metode beskrives, kan det føre til en stigning i selvmordsforsøg med den samme metode,” siger hun.

Derfor beskriver Andrea Dragsdahl i sin artikel ikke metoder, som kan give folk ideer til selvmord.

”Min kilde, Emma, har forsøgt selvmord mange gange, så jeg spurgte hende hvordan og hvornår. Det skrev jeg ikke ind. Jeg skrev, at hun har forsøgt selvmord, men ikke hvordan,” siger hun.

I Døde pigers dagbog fandt de det nødvendigt til en vis grad at videreformidle metoder til selvmord, fordi det blandt andet var metoder til selvmord, der blev delt i netværket, og som dokumentaren søgte at afdække. Men detaljer videreformidles ikke.

Hør Laurits Nansen give et eksempel på, hvordan han undgik at videreformidle detaljer:

”Vi ved, hvad det er for en væske, vedkommende har drukket. Det bliver ikke fortalt.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

I Pressenævnet kan der være tilfælde, hvor detaljeringsgraden i omtalen af et selvmord kritiseres. Men igen er det af hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred.

”Vi kan godt gå ind og sige: ’Det var relevant at omtale selvmordet, men detaljeringsgraden kunne have været mindre.’ Man behøver ikke at gå i detaljer med forskellige makabre ting, for der er vi ude over den almene interesse,” siger Ulrik Holmstrup.

Spørgsmål 7.

Hvordan forholder du dig til de pårørende til en person, som er død ved selvmord?

Jeg udviser ekstra opmærksomhed overfor de pårørende og gennemgår så vidt muligt omtalen af selvmordet med dem.

Jeg kontakter dem ikke for at give dem ro til at bearbejde deres sorg. I stedet bruger jeg andre kilder.

WHO peger på, at man bør udvise forsigtighed og ekstra opmærksomhed i interviews med pårørende til en, som er død ved selvmord. Efterladte efter selvmord har større sandsynlighed for selv at udvise selvmordsadfærd. De udgør derfor også en sårbar gruppe.

Ifølge WHO kan det være gavnligt for pårørende til selvmord at have nogen at kunne spejle sig i i mediebilledet. Det kan især være gavnligt, hvis mediedækningen giver indsigt i, hvordan de pårørende har taklet at miste en til selvmord.

Ulrik Holmstrup fra Pressenævnet fortæller, at omtale af selvmord ikke er et presseetisk problem, når de pårørende selv ønsker at stå frem. Det er nemlig typisk de pårørende, der klager.

”Det er vores opgave at vurdere forholdet mellem hensynet til privatlivs fred og hensynet til en eventuel offentlig interesse. Som udgangspunkt har de pårørende ret til beskyttelse af deres privatliv, men nogle omstændigheder kan gøre, at det er okay, hvis mediet har omtalt det,” siger han.

I Døde pigers dagbog er hovedpersonen Maja Luna død ved selvmord. Samarbejdet med Maja Lunas mor var vigtigt i arbejdet med dokumentaren.

Hør Laurits Nansen fortælle om samarbejdet med Maja Lunas mor:

Spørgsmål 8.

Nu har du lavet din research. Er der noget, du skal være særligt opmærksom på inden offentliggørelse?

Ikke når jeg har taget de nødvendige forbehold.

Der skal være en advarsel til børn og unge under 15 år.

Det skal angives, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker.

Your score is

WHO anbefaler, at man angiver, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker, når selvmord omtales i medierne. På Livsliniens hjemmeside kan der findes et Pressekit, der ser sådan ud:

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05

Netrådgivning alle ugens dage på www.skrivdet.dk

Chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05

Netrådgivning alle ugens dage på www.skrivdet.dk

Chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17

Hør Andrea Dragsdahls tanker om at gøre henvisningen Livslinien tydelig:

”Når du støder på opslaget i dit feed, så synes jeg, at det skal være der.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland

”Det, der er afgørende for os, er, at man husker at nævne, hvor man kan søge hjælp – uanset om man refererer til Livslinien eller andre steder. Det er vigtigt ikke at efterlade mennesker, der er berørte af problematikken, uden en reference til videre hjælp,” skriver Jeppe Kristian Toft, direktør for Livslinien, i en mail.

LÆS ARTIKLEN FRA ZETLAND HER

SE DOKUMENTAREN FRA DR HER

LÆS ARTIKLEN FRA ZETLAND HER

SE DOKUMENTAREN FRA DR HER

Artiklen er nu færdigskrevet. Du har gjort dig dine overvejelser og er klar til at dække selvmord som journalist. Her kan du se alle anbefalingerne fra WHO om ansvarlig dækning af selvmord.

WHO’s korte anbefaling til ansvarlig rapportering om selvmord

Hvad bør man gøre:

Angiv, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker
Bring fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse, uden at sprede myter
Bring gerne historier om, hvordan man kan takle eller mestre belastende livsomstændigheder eller selvmordstanker og hvor man kan få hjælp
Udvis forsigtighed, når der rapporteres om berømte personers selvmord
Vær særligt opmærksom og udvis omtanke, når du interviewer familie eller venner, der er efterladte efter selvmord
Vær opmærksom på at mediefolk selv kan blive påvirket af historier om selvmord

Hvad bør man undlade at gøre:

Gør ikke historier om selvmord til ’forsidestof’ og placer ikke teksten på et fremtrædende sted. Ligeledes bør historier heller ikke bringes flere gange
Anvend ikke sensationelt sprogbrug eller vendinger, der normaliserer eller præsenterer selvmord som en konstruktiv løsning på problemer
Nævn ikke den anvendte metode
Nævn ikke oplysninger om steder/lokaliteter
Brug ikke sensationelle overskrifter
Benyt ikke fotografier, videooptagelser eller links til sociale medier

Kilde: https://drisp.dk/who-medieguidelines/

WHO’s korte anbefaling til ansvarlig rapportering om selvmord

Hvad bør man gøre:

Angiv, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker
Bring fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse, uden at sprede myter
Bring gerne historier om, hvordan man kan takle eller mestre belastende livsomstændigheder eller selvmordstanker og hvor man kan få hjælp
Udvis forsigtighed, når der rapporteres om berømte personers selvmord
Vær særligt opmærksom og udvis omtanke, når du interviewer familie eller venner, der er efterladte efter selvmord
Vær opmærksom på at mediefolk selv kan blive påvirket af historier om selvmord

Hvad bør man undlade at gøre:

Gør ikke historier om selvmord til ’forsidestof’ og placer ikke teksten på et fremtrædende sted. Ligeledes bør historier heller ikke bringes flere gange
Anvend ikke sensationelt sprogbrug eller vendinger, der normaliserer eller præsenterer selvmord som en konstruktiv løsning på problemer
Nævn ikke den anvendte metode
Nævn ikke oplysninger om steder/lokaliteter
Brug ikke sensationelle overskrifter
Benyt ikke fotografier, videooptagelser eller links til sociale medier

Kilde: https://drisp.dk/who-medieguidelines/

FORSIDEN

Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

af Webredaktøren | okt 29, 2020 | UDE

Kåre Quist om at virke naturlig i en unaturlig situation

Når den populære nyhedsvært Kåre Quist trækker i arbejdstøjet, hviler en stor del af DR-redaktionens troværdighed på skuldrene af hans præstation.

Skribent: Peter Brøndsted

Foto: Rune Øe Nielsen

Udgivet den 29. oktober 2020

Med lukkede øjne og armene over kors sidder Kåre Røgind Quist i den læderbetrukne barberstol i det lille kridtfarvede lokale. Det velkendte arbejdstrikot; mørkeblå habitbukser, hvid skjorte og sorte lædersko slipper ikke for et par vildfarne dråber, da en sky af hairspray falder ned fra himlen. En Cola Zero og en halvspist trekantet sandwich står på en hylde ved siden af en sminketaske. For og bagtil kan man i de firkantede spejle følge processen, mens sminkedamen Susan børster hans mørkebrune skæg med en lille sort mascarabørste.

”Sminkerummet er normalt et fristed for mig, hvor jeg kan samle tankerne. Det er her, jeg kommer ind og får 20 minutters ro, inden vi skal videre med programmet, ” siger Kåre Quist.

På uret i sminkerummet står viseren på 18.45. I morges, da han mødte ind kl. 10.00, skulle tophistorien have handlet om Arne og pensionsforhandlingerne på Christiansborg. For et par timer siden måtte Kåre Quist og resten af den sene nyhedsredaktion dog sadle om. Det kom nemlig frem, at den tidligere formand for Radikale Venstre, Morten Østergaard, har haft ikke blot én, men flere sager om sexisme kørende. Det er ikke unormalt, at TV Avisen bliver ændret i løbet af dagen, og de ansatte er derfor klar, hvis det skulle ske:

”Jeg synes, man kan mærke, at alle på redaktionen er indforståede med, hvilken rolle de udfylder som eksempelvis nyhedssvært, producer eller grafiker. Når vi har brug for at sætte tempoet op, kan stemningen godt blive lidt mere trykket og intens, men vi når i mål.”

Kåre Quist har været vært på TV-avisen siden 2012.

TV Avisen er som en balletkoreografi

I 2007 fik Kåre Quist sig et mindre chok, da TV Avisen pludselig ringede til ham. Det var dog ikke TV Avisen, men et nyt program, Ærlig talt, som han debuterede med på tv i 2008. Det nye program var en succes, og blot et halvt år senere fik han mulighed for at udvikle sin værtsrolle på det populære DR-program Kontant. Her blev han kendt som den kritiske og lidt kække journalist, når han konfronterede pengesvindlere og fupmagere med hårdtslående spørgsmål:

”Jeg kan godt lide kunsten i den undrende værtsrolle. Det bedste er jo, når seeren tænker: Hvorfor spørger han ikke om det? Og så spørger værten om det i samme sekund.”

Efter fem år på Kontant overtog han sin nuværende arbejdstitel som nyhedsvært på TV Avisen i 2012. Her var der en anden tone, og det betød en ny udfordring:

”De første par år på TV Avisen skal seerne lige se dig an. Passer ham den nye ind? Det er lidt samme situation som en svigersøn, der er på prøve hos svigerforældrene. I min situation var jeg bevidst om, at jeg blev nødt til at bevæge mig lidt væk fra den kække side, jeg havde haft i værtsrollen på Kontant.”

En vigtig del af Kåre Quists arbejdsdag handler om koreografi. I det store tv-studie, Studie 14, hvor aften-nyhederne sendes, er der placeret utallige klistermærker, der matcher farven på det grå gulv. De bruges, så billedbeskæringen i forhold til tv-vært og grafik sidder lige i skabet, når værten navigerer mellem indslagene under udsendelsen. Kåre Quist kalder det en mindre balletforestilling, der skal opføres:

”Jeg tror ikke, at folk har nogen idé om, hvor meget tid vi bruger på at øve. Hvis jeg placerer min fod to centimeter for langt til venstre, kommer jeg for eksempel til at blokere for noget af grafikken på skærmen bagved,” siger han og uddyber:

”Nogle tænker måske, at det bliver for opstillet til at være kritisk journalistik, men vi mister seerne, hvis udsendelsen bliver rodet. Vi skal oplyse seerne og have styr på fakta, og vi må ikke lave fejl. Det må simpelthen ikke ske.”

Ti timers arbejde overstået på 18 minutter

”Kåre så er der 3 minutter til…” lyder det fra produceren i tv-produktionen kl. 20.57. I tv-produktionen sidder fem ansatte, alle med hver deres ansvarsområde, og overvåger de 12 tv-skærme, der lyser ud i det let mørkelagte lokale.

I Studie 14 står Kåre Quist foran den 26 meter lange buede led-skærm. Over hovedet på ham hænger mindst 30 spotlys, der er hægtet fast i grå metalskinner. Langs siderne i lokalet løber bundter af ledninger, der er overtrukket med sort stof. Fire tilskuere, de sorte robotkameraer med rullehjul, står foran ham og blinker i skiftevis rødt og blåt lys.

”Fem. Fire. Tre. To. En…” Med et klik på mellemrumstasten går TV Avisens velkendte titelmelodi i gang. Kåre Quist har placeret sig i højre side af studiet med sine hvide cue cards i hænderne. Han begynder på dagens tophistorie:

”God aften og velkommen til den sene tv-avis. De radikales krise og skandale vokser…”

Mens indslaget fylder danskernes tv-skærme, bevæger Kåre Quist sig fra klistermærkerne på dansegulvet og over til sit bord i studiet. ”Så ruller vi Ringberg ind i studiet,” udsteder produceren. DR’s politiske analytiker Jens Ringberg følger trop og gør Kåre Quist selskab i studiet. Senere i udsendelsen følger nyhedshistorien om Arne og pensionsforhandlingerne. I studiet og produktionen forløber overgange mellem grafik, Kåre Quists speak og breakers mellem indslagene som en maskine. Til sidst stiller Kåre Quist om til vejret og slipper sine cue cards. På 18 minutter er ti timers arbejde overstået.

FEM KORTE OM KÅRE QUIST

Har gået på RUC og arbejdet freelance for Euroman, Berlingske og Ekstra Bladet.

Blev i 2007 ansat på DR som vært for Ærligt Talt. Startede et halvt år senere på Kontant.

Har siden 2012 været fastansat som nyhedsvært på TV Avisen. Dækker også kongehuset for DR.

Er gift med Tine Røgind Quist, der arbejder som Executive Producer på Discovery.

Parret er bosat nord for København sammen med sønnen Carl på 7 år.

At virke naturlig i en unaturlig situation

Med til jobbeskrivelsen som nyhedsvært følger forventningen om neutralitet. Som Kåre Quist selv forklarer det, må han ikke ”mene noget om noget som helst”. Det betyder, at han overvejer meget, hvornår der er behov for hans mening:

”Jeg har ikke et særligt behov for at være den store meningsdanner, for det kan hurtigt skabe en masse postyr i medierne. Så når jeg endelig siger min mening, er det som regel i et meget lukket forum,” siger han.

Ligeledes er han bevidst om, at det grundige og professionelle arbejde, der laves af resten af produktionen på DR Nyheder, lynhurtigt mister sin troværdighed, hvis værten virker ukomfortabel i studiet. Derfor mener han også, at den største udfordring som tv-vært er at lære at føle sig tilpas i studiet:

”Det handler jo om, at man skal virke helt naturlig i en af de mest unaturlige situationer, der findes.”

Værtsrollen har han dog efterhånden fundet sig helt til rette i:

”Jeg var ude at spise brunch med Stéphanie Surrugue. Det var uden for arbejdstiden, men jeg ved jo godt, at folk kender mig fra tv. Da jeg skulle op til buffeten, spottede hun med det samme, at jeg gik og smilede og nikkede til folk, selvom der ikke var nogen, der henvendte sig til mig.”

Et smil breder sig fra kind til kind. Han ryster lidt på hovedet, som om han nærmest griner lidt af sig selv:

”Det havde jeg slet ikke tænkt over, at jeg gør. Det er jo lidt skørt, at værtsrollen efterhånden ligger så underbevidst i mig, at jeg skal have andre til at påpege det.”

FORSIDEN

« Gamle poster

Næste poster »