Public service vil have dig i et parforhold

Public service vil have dig i et parforhold

Public service vil have dig i et parforhold

TEKST: Rebecca lykke Steffin
Illustration: Katrine Åsleff edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Hver gang, jeg tænder for DR eller TV2, får jeg følelsen af at være Bridget Jones. I filmen af samme navn kæmper den +30-årige kvinde med både karriere og singleliv. I en bestemt scene er hun den eneste single til en parmiddag, hvor hun bliver placeret for enden af et langbord fyldt med tosomhed på begge sider. I kor udspørger parrene hende om, hvorfor hun er single, hvordan det går med hendes kærlighedsliv, og hvorfor hun ikke har fundet den eneste ene endnu.

Til det svarer hun, at under hendes tøj er hele hendes krop fyldt med skæl. Det er det eneste, der får gæsterne til at holde mund.

Ligesom langbordet i Bridget Jones er Public Service blevet din irriterende fjerne slægtning, der ikke kan stoppe med at spørge om, hvorfor du ikke har en kæreste. Og jeg kan ikke lade være med at føle, at det er blevet forkert være tilfreds med at være alene.

Der er efterhånden så mange datingprogrammer på Public Services platforme, der enten handler om parforhold, eller hvordan man kommer i dem, at man skulle tro, at det at være alene blot er en glidebane til parforholdet.

Nogle af de programmer der ruller på DR er ‘Gift ved første blik’, ‘Matchet på Mælkevejen’ og ‘Vild kærlighed’. De handler alle sammen om at finde den store kærlighed. Om det er ved at sætte en ring på en fremmeds finger, håbet om at finde kærligheden mellem stjernerne eller på en tømmerflåde, er det kun DR’s tilrettelæggeres fantasier, der sætter grænser.

Lige så mange programmer er der hos TV2, der også er underlagt Public Service betingelserne. Her vises ‘Landmand søger kærlighed’, ‘Kærlighed hvor kragerne vender’ og ‘Alene sammen’, der også alle sammen handler om at finde den eneste ene.

Men det er skam ikke fordi, at kærligheden ikke må blomstre henover skærmen. Der er bare ingen programmer om at være single, hvor det bare handler om, at det er okay at være alene.

 

Public service har et ansvar for at repræsentere tilfredse singler

Ifølge Public Service-kontrakten for 2022 til 2025 skal DR blandt andet have fokus på dækningen af hele Danmark, så den afspejler mangfoldigheden i de forskellige dele af landet.

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2021 38 procent af den danske, voksne befolkning, der bor alene – og det tal har været stigende siden 80’erne. Det er ikke nødvendigvis singler, for det er der ikke tal for, men det er mennesker, der vælger at bo alene.

Der er ingen programmer, der handler om singler eller solo’er, der er tilfredse med at være alene. Vi lærer på DMJX, at vi skal vise følelser og udvikling hos folk, og violinerne spiller jo, så snart det handler om kærlighed. Men det er Public Services ansvar at repræsentere den generelle befolkning og ikke belære om, hvad der er den rigtige og forkerte måde at leve på. I stedet burde de udforske, hvorfor flere vælger at bo alene.

Når man udvisker den del af befolkningen, der tilvælger at være alene og kun laver programmer, der handler om parforhold, indikerer Public Service implicit, at det ikke er nok at være alene. For Public Service er det kun i orden at være alene, hvis det er i søgen efter den store kærlighed.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

DR-programmet ’Ellen Imellem’ fløj næppe under nogens radar. Flere har kritiseret programmet for at bevæge sig i en gråzone mellem satire og journalistik. Programmet blev anmeldt til Pressenævnet, hvor anklagerne fik medhold. Men trods en tur i mediemøllen, står Ellen Kirstine Jensen fast på, at det er vigtigt at vove pelsen og udfordre grænserne.

TEKST: ANNA ELLESGAARD
FOTO: AXEL EMIL HAMMERBO

Udgivet den 08. januar 2023

På første etage i DR-byen i København holder satireredaktion til. På redaktionen står en brun korktavle. Tavlen er tapetseret med et hav af udklip fra artikler. Nogle af artiklerne fylder meget, mens andre kun har fået tildelt et enkelt citat. Ét bestemt navn går igen og igen – og igen. Ellen.

”Metadumhed og umorsom satire”, ”Dybt problematisk” og ”Ellen i modvind” – sådan lyder et par af de rubrikker, der hænger på korktavlen. Tavlen er satireredaktionens forsøg på at skabe en ‘Wall of Shame’, som ud over at stå side om side med æresgalleriet, ‘Wall of Fame’, også dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om den shitstorm, hun var ansigtet på, da DR-programmet ’Ellen Imellem’ rullede for åben skærm.

Iført blazer og øresnegl indtog hun rollen som vært og udgav sig for at være journalist. Forskellige gæster blev inviteret ind i studiet for at svare på en række spørgsmål. De vidste godt, at interviewet ville indeholde satiriske elementer. Men hvad ingen vidste, var, at alle Ellen Kirstine Jensens ord var dikteret direkte fra hendes øresnegl. Ofte af personer, som var lodret uenige med dem, hun sad foran.

’Ellen Imellem’ er af mange blevet opfattet som et kontroversielt program, og flere af de medvirkende har følt sig ført bag lyset. Programmet fik tre af de medvirkende til tasterne, da de sidste år klagede til Pressenævnet. Sagen er nu blevet vurderet, og afgørelsen er landet: De medvirkende får medhold – DR får kritik. I kendelsen skriver Pressenævnet blandt andet, at DR ikke har haft givet de medvirkende tilstrækkelig information, og at de derfor har deltaget i udsendelserne på et misvisende grundlag. Selvom Ellen Kirstine Jensens vil tage nævnets ord til efterretning, har det ikke slået hende ud af kurs. 

”Jeg holder stadig hovedet højt. Mange vil nok mene, at jeg er gået over grænsen. Men der er nogle gange behov for at arbejde omkring grænsen og i nærheden af grænsen, når man skal lave noget nyt, som folk ikke har set før,” siger hun.

Planken ud

Hun fik ideen til programmet, hun fik et ’go’, og hun blev vært på sit eget program for første gang. Hun ville skabe noget nyt og anderledes, der kunne sætte gang i diskussionen om, hvordan videnskab formidles til unge, og hvilke sandheder unge møder på internettet. Med sin øresnegl i øret var hun bevidst om, at hun skubbede til nogle grænser.

Ellen Kirstine Jensen lægger vægt på, at det både skal være journalister, satirikere, komikere og filmskabere, der en gang imellem skal turde at gå planken ud – velvidende at det nogle gange lykkes, mens man andre gange ender på dybt vand. Hun mener ikke, at tingene udvikler sig, hvis ikke der er nogen, der tør eksperimentere med grænserne.

Det er, ifølge Ellen Kirstine Jensen, særligt de unges skuldre denne opgave hviler på.

”Hvis det ikke er unge, der skal have modet til at prøve at lave noget helt andet, hvem skulle så?,” spørger hun.

Antijournalistik

Der gik ikke lang tid efter programmets premiere, før en negativ omtale af programmet og Ellen Kirstine Jensens værtsrolle kom i mediernes søgelys. “Men hvad flere kritikere ikke har haft for øje, er, at programmet har været et satirisk eksperiment,” tilføjer hun selv og mener derfor, at kritikken har klinget ensidigt.

”Journalistikken skal være saglig, neutral og funderet i fakta. Alt hvad der omgiver programmet er på en eller anden måde så antijournalistisk, fordi det ikke er journalistik, og det har aldrig været tænkt som journalistik. Hvis det var journalistik, ville det være det værste lortejournalistik i verdenshistorien,” siger hun.

Det var et aktivt valg at udfordre den traditionelle journalistrolle og lade sig inspirere af satirens verden, blandt andet fordi Ellen Kirstine Jensen snarere ser sig som satiriker end journalist. Hun mener ikke, at det hun laver er alvorligt journalistisk indhold. Netop derfor mener hun ikke, at hun skal sættes i bås som journalist.

Selvom DR har givet udtryk for, at programmet er satire og derfor skal vurderes ud fra den præmis, respekterer Ellen Kirstine Jensen, at der kan ligge nogle kritikpunkter i snakken om, hvor meget man som medvirkende skal vide på forhånd, før man deltager i et program. Hun erkender, at det er vigtigt at få præsenteret tankerne bag et program, der af mange kan opfattes dybt kontroversielt, og hun kan derfor godt se det vigtige i at diskutere, hvor grænsen skal sættes i sådanne situationer.

Chefredaktør på Frihedsbrevet, Mads Brügger, har i en tidligere Fri-Mads-udgave hyldet Ellen Kirstine Jensen for ideen til programmet og mener, at det er et kosttilskud til DR’s øvrige programmer. Derudover slår han fast, at det er helt åbenlyst, at ’Ellen Imellem’ ikke er journalistik – men satire.

Ellen Kirstine Jensen forklarer, at det ikke er tilfældigt, at hun i programmet præsenterer sig selv som en ’poleret DR-journalist’. Pointen med præsentationen er at gøre det klart for seerne, at hun laver sjov med journalistrollen ved at bruge sig selv som kulisse og billede på den arketypiske journalist.

”Der er jo en grund til, at jeg er den her karikerede journalist. Det er også der, at der sker noget sjovt; at jeg fremstår meget selvhøjtidelig journalistagtig, når de ting der kommer ud af min mund, kan opfattes som nonsens,” siger hun.

Det sorte får

Selvom både Ellen Kirstine Jensen og DR står på mål for, at programmet er satire og derfor inden for skiven, er kritikken alligevel haglet ned. Ellen Kirstine Jensen havde som ny i branchen frygtet, at hendes første program, ’Ellen Imellem’, ville gå under radaren og dø en stille død. Men sådan blev det ikke og efter et par omgange i mediemøllen, tvivler hun da heller ikke på, at programmet er blevet set, omtalt og diskuteret.

”Mainstream-reaktionen har været enorm negativ. Men jeg synes virkelig, at kritikken understreger, hvor meget der er behov for nogle, der tør at bevæge sig omkring grænsen. Det er svært at lave satire, hvis man skal holde sig på den sikre side, ” siger Ellen Kirstine Jensen.

Shitstormen har fået hende til at indse, hvor meget hun kan stå imod, men hun savner en større forståelse for, at der skal være plads til at kunne eksperimentere, når man er ny og udvikler et nyt program.

Som et nyt, ungt ansigt i mediebranchen har hun allerede måtte vinke farvel til tanken om at være danskernes folkekære mediepersonlighed:

”Den mulighed har jeg mistet, fordi jeg har været det sorte får i alle de etablerede medier. Men det er på en måde nemmere, at det er det, der er udgangspunktet, fordi så kan jeg kun overraske positivt.”

”Min karriere er ikke død endnu”

Selvom DR’s ‘Wall of Shame’ dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om dét kritiske lys, flere medier satte hende i, skal der mere til at slå hende ud af kurs. Væggen er nemlig også en påmindelse om hendes mod til at bryde med grænserne.

”Det er ikke jordens undergang at gå til grænsen. Man skal sgu nok overleve. Jeg er ikke død endnu, og min karriere er heller ikke død endnu,” siger hun.

Pressenævnets kritik har ikke fået hende til at fortryde programmet. Hun mener stadig, at ’Ellen Imellem’ har sin berettigelse – men hun respekterer afgørelsen og tager kritikken til sig.

”Jeg kan ikke gøre andet end at sige: ’helt klart, det tager vi selvfølgelig til efterretning.’ Jeg vil tænke over det, hvis jeg laver noget lignende fremover,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det er ikke første gang, hun modtager kritik, og Pressenævnets afgørelse har derfor heller ikke påvirket hende på det personlige plan. Da shitstormen rasede i medierne, vred Ellen Kirstine Jensen alle tænkelige scenarier igennem. Hun ser derfor mest af alt afgørelsen som et punktum i sagen.

”Der har været kritik af programmet i forvejen, som har været langt værre end den Pressenævnet har ytret. Men jeg har respekt for Pressenævnets afgørelse. Deres ord er lov, så der er ikke så meget at rafle om,” siger hun.

Hun lægger dog vægt på, at afgørelsen også er et billede på, at det kan være svært at navigere i de usagte grænser. 

”Nu ved vi, hvad vi ikke skal gøre, og det har vi accepteret. Men afgørelsen viser også, at det er svært at vurdere, hvor grænser skal trækkes. Pressenævnet har ytret, at vi har overskredet en grænse, men hvor præcist grænsen ligger, har de ikke nævnt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Trods kritikken står hun inde for sit program, selvom det af mange kan opfattes kontroversielt, og hun er ikke et sekund i tvivl om, at det er de unge, der skal turde udfordre status quo.

”Det har ikke taget modet fra mig. Det er vigtigt, at der er nogle, der tør at vove pelsen,” siger hun.

Anders er tilrettelægger på DR: “Det er mine ideer, der skal formidles gennem andre”

Anders er tilrettelægger på DR: “Det er mine ideer, der skal formidles gennem andre”

Anders er tilrettelægger på DR: “Det er mine ideer, der skal formidles gennem andre”

Anders Aamand holder sig bag kameraet, men hele vejen fra researchen til redigeringen er det ham, der guider historien. Tag med på en tilrettelæggers arbejdsdag.

TEKST: Kerstine Winther & Anne Sofie Laue
FOTO: Rune Øe Nielsen

Udgivet den 24. marts 2022

Anders Aamand sidder med krydsede ben og øjnene fasttømret til skærmen. Han ser introen til sæson to af Forsvundne Danskere igennem. Der er først premiere i 2023, men allerede nu er arbejdsprocessen i fuld gang. Og det er Anders, der er tovholder på det hele. 

“Det er vigtigt, at den første episode er der. Det er den, der lægger stilen for de andre programmer,” fortæller Anders Aamand. 

På en anden computer ved siden af de tre skærme, der viser klippene fra programmet, er der en chat i gang med en anden redaktion. Der bliver sendt et billede af en sortfodsgris. Anders er i gang med at planlægge en tur til Spanien. Det er ikke en ferie, men en del af jobbet som tilrettelægger, at Anders skal finde den perfekte sortfodsgris til et program, han skal lave. 

På jagt efter kilder

Når det spanske afsnit af ‘Anne og Anders i Europa’ med Anne Hjernøe og Anders Agger bliver sendt i fjernsynet, har det været lang tid undervejs. Det ved Anders Aamand bedre end de fleste. Det er ham, der komponerer og dirigerer processen fra start til slut. 

 

Først research. Anders Aamand skyder programudviklingen i gang ved at bruge mange timer på at søge efter locations og kilder, der kunne passe ind i programmets DNA og tema. Til det spanske afsnit af Anne og Anders skal han bruge danskere bosat i Spanien. Nogle med en historie. En opgave, der ikke altid er lige let at løse.

“Er de gode nok? Er de den indgang til Spanien, som vi håber på – og hvilken historie kan de være med til at fortælle?” siger han.

Som tilrettelægger er Anders Aamand ansvarlig for programmets indhold på plads. Der skal være et perfekt match mellem kilder, historie og stemning, og det tager tid. Så selvom researchfasen kan være tung og langsommelig, er Anders Aamand godt klar over vigtigheden af grundigt forarbejde. Specielt opsporingen af de rigtige kilder er vigtig. De skal bære historien og dermed programmet. 

“Kildernes personlighed betyder næsten lige så meget som den historie, de kan fortælle. Brænder de igennem? Det kigger vi meget på,” siger han.

Men ikke alle spørgsmål kan besvares foran skærmen i Danmark. Derfor boarder Anders Aamand et fly til Spanien i næste uge. For hvor kan man skaffe de ingredienser, Anne skal bruge i sine retter? Og hvor er det fedeste sted, de kan danse flamenco?

Det skal alt sammen være på plads i forvejen, for når optagelserne går i gang, får de travlt, og der er ikke tid til at mærke efter, om stemningen er den rigtige. Det skal den bare være. Og Anders bliver nødt til at være i landet for at mærke det selv. 

 

 

 

“Det er jo os, der kender historien bedst. Så er vi ikke tilfredse som tilrettelæggere, må vi stoppe kameraet og sige: “Kan du prøve at stille det her spørgsmål”, eller “kan du gøre det på den her måde i stedet”

–Ander Aamand, tilrettelægger på DR

Når kameraet ruller

Når researchen er klaret, og kilderne er på plads, er næste stop optagelserne. Det er her, værterne kommer i spil. Anders Aamand er med på settet. Hvis tingene ikke går helt efter planen, er det hans ansvar at sørge for en plan B, eller at plan A bliver fikset.

“Det er jo os, der kender historien bedst. Så er vi ikke tilfredse som tilrettelæggere, må vi stoppe kameraet og sige: Kan du prøve at stille det her spørgsmål”, eller kan du gøre det på den her måde i stedet” siger Anders Aamand. 

Under optagelserne forbliver Anders Aamand på sin sædvanlige og foretrukne plads. Bag kameraet. Han har ikke noget behov for at blive set på skærmen. Kan man engang imellem det, er det formentlig kun resultatet af en uheldig kamerabevægelse. Hvis det sker, kan man være “heldig” at se en Anders i bogstaveligste forstand kaste sig væk fra kameraet. 

Han har det nemlig godt med at være manden bag ideen, og at det er op til Anne og Anders at formidle. Det er samarbejdet mellem vært og tilrettelægger, der vægter meget, og det er en af de vigtigste dele af arbejdet for Anders Aamand.

“Værterne stoler fuldstændig på, at vi har fundet det bedste. De har tillid til os, og vi ved godt, at de kan selv. Så det er et super fint samarbejde,” siger han.

Historien skal skabes

I det skærmoplyste rum i betonbygningen hos DR i Aarhus sidder Anders Aamand fortsat foran skærmen. Ved siden af sidder klipperen Mathias. De er nået til programudviklingens sidste fase: redigeringen

“Lige nu sidder vi og designer historien sammen,” siger Anders Aamand. 

Nok sidder de sammen foran skærmene og redigerer, men rollerne er stadig forskellige. 

“Det er mig, der er teknikeren. Hvor jeg tænker meget i underholdningsværdi, er Anders bedre til at tænke publikum ind i historien,” siger Mathias. 

“Mathias er jo den kunstneriske af os to, og nogle gange kan der være noget, der bliver lidt ufortalt. Så siger jeg det,” siger Anders Aamand. 

I klipperummet skal der prioriteres i de mange timers optagelser, der er blevet lavet forud. Der skal findes lyd, der passer til billederne. Der skal skabes en historie. Det er i programudviklingens sidste faste at Anders Aamand nyder sit arbejde allermest. 

Jeg kan enormt godt lide redigeringsfasen. Her finder kreativiteten sted, og det hele løfter sig,” siger Anders Aamand. 

Det er ikke Anders Aamand, der fortæller, når man streamer et afsnit Anne og Anders. Men han kan alligevel se sig selv i fjernsynet. 

“Jeg har jo et stort say, da det er mig, der er ansvarlig for indholdet. Det er fotograferne og værterne jo også, men det er mine ideer, som skal formidles gennem andre. Så selvom jeg ikke kan ses i fjernsynet, har jeg meget at skulle have sagt på redaktionen,” siger han. 

Det er ikke kun Anders’ programmer, der har været igennem alle tre stop. Research, optagelse og redigering. Bag alle programmer, man kan se i fjernsynet eller på streamingtjenester, er der en “Anders”. At lave tv er ikke et arbejde, der kan løftes alene, og det endelige produkt vil derfor altid være skabt under samarbejde. 

“Jeg ser det ikke som mit produkt, men som vores produkt,” siger Anders Aamand. 

 

En halv meter fra gerningsmanden

En halv meter fra gerningsmanden

En halv meter fra gerningsmanden

Hverdagen som rets- og kriminalreporter indebærer mødet med kriminelle og at se de mørkeste sider af samfundet. En hverdag, som de seneste seks år har været virkeligheden for DR’s retsanalytiker, Louise Dalsgaard.

TEKST: Silje qvist & Mie juhl lorensen
FOTO: rasmus breum 

Udgivet den 02. december 2021

I Indre By spredte panikken sig for alvor, da politiet spærrede af for Nørreport Station. Folk flygtede i rædsel for, hvad det synlige politi kunne betyde. Selv i politiets øjne var der angst at spore. Journalisterne stod på sidelinjen og rapporterede med selv samme frygt i øjnene. Et par timer forinden lød de første skud mod Krudttønden og senere den jødiske synagoge i Krystalgade.

“Det her kommer til at gå over i historien,” var Louise Dalgaards første tanke, da beskederne om terrorangrebet begyndte at tikke ind. Selvom det skete tilbage i 2015, husker hun stadig billederne af det trykkede København.

Louise Dalsgaard, 32, var dengang ny journalist hos DR. Hun var hurtig til at spørge sin redaktør om, hvad hun kunne gøre for at hjælpe i dækningen af terrorangrebet. Det skulle blive starten på hendes karriere som rets- og kriminalreporter. 

I dag sidder Louise Dalsgaard fast placeret bag skrivebordet på DR’s krimiredaktion. Her er hun ansat som retsanalytiker. En stilling, hvor hun ikke kun videregiver det, der sker i retssalen og ude fra den kriminelle virkelighed. Hun har også mulighed for både at sammenligne, vurdere og kommentere på sagerne.

Hos DR er Louise Dalsgaard en del af et team, der i huset mest af alt er kendt som “de travle damer fra krimi”. Indimellem er det nødvendigt, at der rykkes hurtigt, for det er aldrig til at vide, hvornår den næste store sag byder sig til.

”Der er terror med terror på i dag.”

– Louise Dalsgaard, retsanalytiker hos DR

En hverdag med fart på

Dagligdagen er sjældent den samme. Er der ikke noget på programmet fra morgenstunden, tjekker Louise gerne retslisterne og tager en ringerunde for at høre, om der er sket noget inden for hendes kriminalradar. Her snakker hun både med politi, anklagere og forsvarere. Folk, som hun iøvrigt er på fornavn med, og derfor ringer hun altid direkte.

Arbejdsdagen starter klokken 10, og efter et par timer bag skrivebordet er det på tide at rykke ud. Første stop bliver Retten på Frederiksberg. Ingen tid kan gå til spilde. På vejen spiser hun en frokostsalat samtidig med, at hun gør computeren klar til at rapportere fra retssalen. 

“Man lærer virkelig at komme af med sin køresyge i det her job,” siger Louise, mens hun gynger let fra side til side på passagersædet.

Klokken er lidt over tre, og allerede nu har Louise modtaget 35 opkald. Et par af dem klarer hun i bilen.

“Der er terror med terror på i dag,” lyder det fra Louise til en kollega i telefonen. Hendes dage er uforudsigelige, både lange og korte. Det tyder på, at denne dag bliver en af de længere. 

Et fagligt netværk 

Mødet med kilder fra hårde miljøer er en del af Louises jobbeskrivelse. Herunder kilder fra bander, som hun har indkodet på sin privattelefon og kommunikerer med via forskellige krypterede tjenester. Nogle kilder har hun kendt i syv år, mens andre er helt nye.

Kildekontakten er en af grundene til, at Louises adresse i dag er hemmelig. Sikkerheden vil for hende altid være i højsædet. Særligt fordi hun er bosiddende på Nørrebro. Et område, som har oplevet sin del af bandekonflikten, og hvor hun tidligere har dækket sager.

“Når jeg mødes med kilder, tænker jeg altid over, hvor vi mødes. Hvis det ikke er et offentligt sted, er der altid en, der ved, hvor jeg er. Så sender jeg indimellem koordinater,” siger hun.

Hun har dog aldrig været ude for noget voldsomt i sin tid hos DR. Til trods for at hun synes de mest spændende sager sker i mødet med folk, der er på kanten af samfundet.

“Terrorsager, synes jeg, er enormt spændende. Det med at blive klogere på, hvem der gerne vil destabilisere vores samfund,” siger hun.

Det samme gælder for Louise i dækningen af bandemiljøet. For hende viser mange af de samme kendetegn sig hos de to typer af mennesker, der kommer ud i de radikaliserede miljøer. For en stor del af dem bliver det et spørgsmål om at finde en mening med livet og blive en del af et fællesskab.

 

”Det er voldsomt. Du kan sidde en halv meter fra en gerningsmand. Og det er jo ikke bare overskrifter. Det er mennesker, det handler om.”

– Louise Dalsgaard , rets- og kriminalreporter hos DR

På kanten 

Næste punkt på Louises dagsorden er Københavns Byret. Her til aften skal der falde dom i en terrorsag, hvor to unge mænd er anklaget for at planlægge et terrorangreb. Louise træder ind i retssalen. Hun hilser kort på de andre journalister, der er til stede. På forreste række er der en plads til hende. Computeren stiller hun på bordet. Hendes fødder er krydsede og sitrer. Nu kan domsafsigelsen bare begynde. 

Hun rejser sig pænt op, da dommeren træder ind i retssalen. Der bliver sagt et par ord. Der er komplet stilhed i salen foruden dommerens stemme og journalisternes tastende fingre på tastaturet. Dommeren sætter sig. Resten af retssalen følger trop.

Louise sidder på kanten af sædet. Hendes ryg er rank og spændt, og hun rammer på intet tidspunkt stolens ryglæn. Lettere foroverbøjet og med fingrene dansende over tastaturet. Det går stærkt. Hun kigger skiftevis op på tiltalte, dommer og forsvarere. Fortrækker ikke en mine på trods af det, hun hører. Men det er slet ikke tilfældigt. 

“Jeg er enormt bevidst om, hvordan jeg fremstår i retssalen. Derinde bliver man nødt til at holde sin kæft og se neutral ud,” siger hun. 

Hun går meget op i sin væremåde og fremtoning, særligt af hensyn til de pårørende, der kan være til stede i retssalen. Louise foretrækker altid at være til stede. 

“Jeg vil se, hvem det drejer sig om. Det er ikke fordi, det skal undskylde noget, men det giver et nuanceret billede af, hvem det er og hvilke bevæggrunde, der ligger bag.”

Den professionelle hjerne 

Som kriminalreporter er det vigtigt for Louise ikke at tage arbejdet med hjem. Der er en intimitet i et retslokale, og hun beskriver det som umuligt ikke at blive en smule påvirket.

“Det er voldsomt. Du kan sidde en halv meter fra en gerningsmand. Og det er jo ikke bare overskrifter. Det er mennesker, det handler om,” siger Louise.

DR tilbyder både debriefing og krisesamtaler til deres medarbejdere, hvilket Louise før har benyttet sig af. Hun fortæller dog, at hun oftest har brug for at vende tingene med en kollega, der kender til jargonen og temaerne, der hører til retsområdet.

“Du slår nærmest dine følelser fra og din professionelle hjerne til. Når det hele bundfælder sig, kan det være rart at tale ud med en kollega,” siger hun.

Louise er bevidst om, at det ikke er alle, der vil bryde sig om at være i hendes sko. Nogle gange kommer de til at se bevismateriale, som politiet medbringer til retssagerne. Det er ikke altid for sarte sjæle.

For Louise er det nogle gange vigtigt at minde sig selv om, at det er usædvanligt at ende på anklagebænken. På den måde undgår hun et forskruet billede af verden, hvor alle er kriminelle.

“Når man har siddet til sine første ti terrorsager, bliver man ikke lige så påvirket af, hvad der bliver sagt i retssalen. Det er både godt og skidt, fordi man kan miste fornemmelsen for, hvor alvorligt det kan blive,” siger hun.

Men det bliver aldrig hverdag at høre om mennesker, der bliver slået ihjel.

“Gudskelov! Aldrig! Det er lige grusomt at høre om hver eneste gang,” siger hun.

Aftenens TV-avis

Domsafsigelsen er nu afsluttet. Den ene mand dømmes skyldig for terrorplanlægningen. Han har købt to pistoler, to lyddæmpere og tilhørende ammunition. Den anden mand bliver frifundet for terror.

Louise bliver hængende i retssalen et par minutter. Intet skal gå hendes næse forbi. Hun smutter herefter ud i kulden. Afgørelsen skal Louise fortælle om i TV-avisen 18:30. Mørket er faldet på, og Louise må konstatere, at hun ikke har taget nok tøj på, mens hun i sin overgangsjakke tripper for at holde varmen.

Kameraet bliver gjort klar, lyset sættes op, fokus indstilles. Louise må bide kulden i sig, inden hun går live.

“Os reportere har det klart bedst, når det er sommer,” siger Louise smågrinende.

Louise får i øresneglen at vide, at hun er på. Hun står nu fast plantet med spredte ben og et fokuseret blik, mens hun fortæller om aftenens domsafsigelse i terrorsagen. Den er i kassen. Men Louises arbejdsdag slutter ikke helt endnu.

“Jeg skal lige se, om jeg kan nå forsvareren,” siger hun, mens hun løbende forsvinder væk fra kameraets linse og ud i mørket.

Deadline er ikke bange for det langhårede

Deadline er ikke bange for det langhårede

Deadline er ikke bange for det langhårede

I Deadline lader de sig ikke skræmme af det tunge rugbrødsstof. De forsøger at lave historier med substans og stille svære, kritiske spørgsmål. Men det er en krævende arbejdsproces. På redaktionen arbejder de hele dagen op til aftenen, hvor programmet ruller over skærmen.

Skribent: Caroline Rossmeisl
Fotograf: Magnus Hove Johansson

Udgivet den 18. oktober 2019

”3-2-1, og intro kører.”

”Standby kamera 1 og 4.”

”Og værsgo, Jacob!”

De rullende kameraer kører rundt i studiet som små robotter.
Det er fredag aften, og klokken er 22.30. Gangene i DR-Byen ligger øde hen i mørket. Men for enden af gangen til Deadline-studiet er der lys. Deadline-redaktionen har endnu ikke fået fyraften. Aftenens udsendelse skal netop til at gå i gang.

Inden hver udsendelse bliver alt testet af gennem en prøve. Det er her fejlene skal opdages. Står der det rigtige på teleprompteren? Er introen klippet korrekt? Der er ikke plads til fejl, når først kameraerne kører.

Den gode ide vinder

Deadline er et nyheds- og aktualitetsprogram på DR2, der sendes direkte alle ugens dage klokken 22.30. Programmet har et særligt fokus på at skabe debat om samfundsaktuelle spørgsmål og gå kritisk til magthaverne. De er omkring 20 mennesker ansat på redaktionen. Men de er altid kun fire medarbejdere om at gennemføre den 30 minutter lange udsendelse.

Det er nu næsten tolv timer siden, at redaktionen mødte ind.

Dagen startede klokken 11.30 med et redaktionsmøde. 

Allerede inden redaktionsmødet er en af aftenens første historier på plads. Forfatteren Malene Lei Raben kommer i studiet som gæst. Men den anden historie til aftenens udsendelse mangler stadig og skal findes.

Alle journalisterne sidder med en lille notesblok foran sig. Så snart en ide bliver foreslået, kommer kuglepennene på arbejde. 

”Alle ideer kan komme på bordet, og alle kan komme med dem. Det kan ligeså ofte være en redaktørs ide, der bliver brugt, som en praktikants. Det er den gode idé, der vinder,” siger Dorthe Vølver Bentzen, som er en af redaktørerne på Deadline og i dag også ordstyrer for morgenens møde.

En praktikant foreslår en historie om demonstrationer i Egyptens hovedstad, Kairo.

”Er det ikke svært med billeder?” lyder det fra en af journalisterne. 

”Jo, det er jo meget mobilfilmet. Men det kunne være interessant,” svarer redaktøren. 

Ifølge Dorthe Vølver Bentzen er det vigtigt, at de får diskuteret ideerne til bunds.

”Jo flere gange vi kan få ideen igennem vridemaskinen, jo bedre bliver den også. Ofte ender vi et sted, der er langt fra der, hvor vi startede,” siger hun.

Efter de mange ideer er blevet vendt og drejet, ender redaktionen foreløbigt med at gå videre med historien om demonstrationen i Kairo.

Der er hurtige nyheder alle andre steder

Det er nogle intense dage, når man skal sende Deadline. 

De, der er med til at producere en udsendelse, er på arbejde fra klokken elleve om morgenen, til programmet har rullet over skærmen sent om aftenen. 

Men journalisterne har kun de tolv timer lange vagter tre gange om ugen, og det er der god grund til.

Lasse Lauridsen fortæller, at det er nogle krævende dage, og at han ofte føler sig kvæstet efter en uge, hvor han har været med til at sende flere udsendelser. 

”I dagene efter kan det føles lidt som at have tømmermænd,” siger han.

Men netop den lange dag giver mulighed for, at journalisterne kan grave sig ned i emnet.

De får mulighed for at researche igennem og fordybe sig, som det kræver, når man for eksempel skal kunne gå kritisk til en politikers argumenter. 

At man trods tidspresset kan fordybe sig i stoffet er netop kernen i konceptet på Deadline. Det fortæller Dorthe Vølver Bentzen. 

”Der er hurtige nyheder andre steder. Vores DNA er ikke at proppe alt for mange elementer ind. Vi har som regel kun to historier for at give plads til, at vi kommer i dybden,” siger hun.  

Lasse Lauridsen mener også, at Deadline adskiller sig fra andre nyhedsprogrammer. 

”Vi træder et skridt tilbage og forsøger at se nyheden i et andet lys. Er der noget, der er blevet overset? Eller noget, der har været for langhåret og derfor ikke er blevet forklaret i dybden,” siger Lasse Lauridsen, og tilføjer:

”Det langhårede er bestemt ikke noget, vi er bange for.”

Journalisterne møder op på redaktionsmødet med klare ideer. Redaktionsmødet starter nemlig altid med en runde, hvor de en efter en skal komme med deres input til programmet.

Det deadlineske take

Det summer af munter snak på redaktionen. Alligevel kan man fornemme koncentrationen ulme under samtalerne. 

To kolleger har allerede brug for en opkvikkende tår kaffe. De står med hver deres dampende kop og diskuterer dagens muligheder for billedmateriale, mens andre fra redaktionen sidder som limet til deres computerskærme.  

På en kommode placeret midt imellem de to arbejdsstationer ligger otte danske dagblade. De får med jævne mellemrum opmærksomhed af redaktionens journalister, der skæver til dagens største overskrifter.

”Vi orienterer os om, hvad dagens store historie er ved at se, hvad andre mediehuse tager op. Og så forsøger vi at finde det ‘deadlineske’ take på det,” siger Lasse Lauridsen, som er journalist og redaktør på Deadline. Han har haft sin daglige gang på programmet gennem de sidste seks år.

Han fortæller, at Deadline har to ben. Det ene ben er det samfundsrelaterede, hvor magthavere stilles til ansvar gennem et kritisk interview. Det andet ben er perspektivet. Der, hvor de svære og store spørgsmål om samfundet stilles. Det kan for eksempel være gennem en paneldebat med stemmer i den offentlige debat.

Derudover har Deadline også friere rammer end andre nyhedsprogrammer, fortæller redaktør Dorthe Vølver Bentzen. 

”Vores format tillader os at gå i en lidt anden retning og tage nogle flere chancer end klassiske nyhedsprogrammer. Vi laver gerne journalistik på rugbrødsstoffet. Nogle gange lykkes vi med det, og andre gange falder det til jorden,” siger hun. 

Efter Jakob Rosenkrands har trukket i tøjet, bliver bisserne også altid børstet.  

Værten får ikke bare information fra øresneglen

Ved en af computerne sidder Jacob Rosenkrands. Han skal være studievært for aftenens udsendelse. 

Han mødte tidligt ind på arbejde ved redaktionsmødet, ligesom de andre journalister, og har hele dagen arbejdet tæt sammen med dem, der skal stå for udsendelsen.

På bordet ligger en bog. ”Fruen” står der på forsiden. Det er den bog, som aftenens gæst, forfatter Malene Lei Raben, har skrevet. Der er lavet æselører i den.

På Deadline er værterne nemlig meget inde over udsendelserne og de præger, hvilke historier der skal med. 

Hvis der for eksempel er en forfatter inviteret ind som gæst, har værten oftest læst bogen. 

Derudover stiller Deadline-formatet også store krav til værternes research og baggrundsviden, og de forbereder altid deres egne spørgeplaner på forhånd. 

”Man ser tit på film, at værterne får al deres information fra øret. Men det holder ingen steder her. Værten er 100 procent inde i stoffet. De laver et kæmpe stykke arbejde,” siger Dorthe Vølver Bentzen. 

Jacob Rosenkrands har da også læst ”Fruen”, som han skal bruge i aftenens udsendelse. 

”Man er nødt til at tage ejerskab over tingene. Det bliver et meget mere kvalificeret interview, hvis researchen er i orden,” siger han og tager en bid af sin rugbrødsmad. 

Frokosten må sluges hurtigt foran computerskærmen, for et for-interview med aftenens gæst venter.

Journalisterne kigger med fra kontrolrummet og sørger for, at alt går som det skal, mens aftenens program ruller over skærmen.

Må skifte kurs i sidste øjeblik

Klokken er blevet 21.00. Tidspunktet for aftenens udsendelse nærmer sig hastigt. 

Den summen af snak, som fyldte redaktionen tidligere på dagen, er forstummet. Det er de sidste krampetrækninger.

En journalist genfylder en kop med sort kaffe og gaber en smule. 

”Hov!”

Produceren har opdaget en fejl i introen. Bag den lysende skærm får han den hurtigt rettet, så introen er fejlfri, inden prøven skal køre.

Historien om Kairo demonstrationen, der ellers lå på tegnebrættet i morges, er blevet erstattet med en politisk historie om Martin Rossen.

Det sker ofte, at Deadline må skifte kurs i løbet af dagen. For det meste er det fordi, det kan være svært at få de rigtige kilder til at stille op, men i dag skyldtes det en vurdering af, hvilken historie der var mest relevant.

Jacob Rosenkrands sidder i sminkestolen. Med sirlige bevægelser dupper sminkøren ham med lidt pudder. Der er ikke lang tid til, at showet begynder.

”Jeg prøver at afslutte mit arbejde i fornuftig tid, så jeg har god tid til at lade op og komme ned i sminken. Så jeg ikke skal stresse inden udsendelsen,” siger han og læner sig tilbage i stolen. 

Han tager to forskellige sko ud fra garderobeskabet. 

”Hyttesko eller støvler?” spørger han. 

Valget falder på støvlerne. Så trækker han i jakkesættet og begiver sig ind i studiet. Parat til aftenens udsendelse.