Psykologen, der blev journalist

Psykologen, der blev journalist

af | mar 21, 2024 | UDE

Psykologen, der blev journalist

Josefine Høgh har siden 2015 været fast inventar på danskernes TV-skærme. Hun er ikke uddannet journalist, men har i stedet taget en noget alternativ vej ind i mediebranchen. En vej, der har budt på udfordringer, tilfældige sammenfald og store oplevelser.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
FOTO: REBECCA KROGH

Udgivet den 21. marts 2024

Det er sommer. Rigtig sommer, som i en Page Four-sang med høj sol og grønt græs og duften af superligapremiere. Sådan er det i hvert fald i Haderslev i august 2018. Stadionplatter og glade fans, slagsange om Sønderjyllands stolthed og nerver. Masser af nerver. Men ikke kun hos de sæsondebuterende fodboldspillere. Midt i det hele står 27-årige Josefine Høgh. Hun er rystende nervøs. For en gangs skyld er det ikke hende, der skal gå på banen med knæhøje strømper og benskinner. Hun skal på banen med en mikrofon. Foran et kamera. Der kører. Direkte. For første gang nogensinde.

Fynboen er blevet ansat hos Discovery for at dække fodbold sammen med mange andre journalister. Der er bare én lille ting. Josefine Høgh er slet ikke journalist. Hun er psykolog, og så arbejder hun for Arla.

Så hvordan ender en uddannet psykolog, ansat i et mejerifirma, som fodboldreporter og senere som vært på en lang række DR-programmer, helt uden journalistuddannelse?

Svaret er ikke helt lige til. Faktisk er det fyldt med tilfældigheder. De har sammen med en grundlæggende nysgerrighed og lystbetonet tilgang til tilværelsen ført Josefine Høgh til det sted, hun er i dag. På toppen af mediebranchen.

En psykologistuderende med et mediejob
Året er 2010. Josefine Høgh har pakket sit liv sammen og ud igen i en lejlighed langt væk fra Odense. De ikoniske, hældende træningsbaner i Ådalen er byttet ud med Fortuna Hjørrings velplejede græs, og samtidigt er livet som fodboldspiller på fuldtid vekslet til titlen som psykologistuderende på Aarhus Universitet. Men vanerne, disciplinen og interessen for sport holder ved. At valget faldt på lige netop psykologi, er egentlig ikke så væsentligt. Et liv som almindelig psykolog var aldrig drømmen for Josefine Høgh.

”Jeg kunne godt se på studiet, at jeg ikke ville det samme som de andre. Jeg var ikke sikker på, jeg skulle arbejde med psykologi. Men jeg vidste, jeg ville færdiggøre det. Når jeg gør noget, så gør jeg det ordentligt,” siger Josefine Høgh.

Ved siden af studiet og fodboldkarrieren var der ikke mange ledige timer i døgnet, og de, der var, blev effektivt fjernet, da hun efter kort tid på studiet fik et studiejob hos DR. Jobtilbuddet kom gennem en bekendt, og Josefine Høgh takkede udelukkende ja, fordi hun gerne ville tjene lidt ekstra.

”Det var helt tilfældigt, at jeg fik jobbet på DR. Men når man først er inde i sådan et mediehus, hører man hurtigt om en masse andre muligheder, fordi de lige mangler en runner et sted eller en hjælper et andet sted. Jeg har lavet mange skøre produktioner,” siger hun.

Josefine Høgh blev hurtigt glad for DR, der gradvist gav hende mere ansvar for radioudsendelserne på P4. Hun fik forskellige roller på forskellige programmer, og da hun blev færdig med at hjælpe til bag kameraet på en af de tidlige sæsoner af bagedysten, var hun efterhånden blevet varm på idéen om at lave TV. Og den glød blev ikke mindre, da hun sideløbende med specialeskrivning fik et bijob hos TV2 Sport, efter opholdet hos DR var afsluttet.

”Pludselig syntes jeg, at TV var spændende. Jeg kunne godt lide måden at arbejde på. Det var som at være en del af et hold med alle de mennesker bag ved kameraet. Så da jeg blev færdig med specialet, skulle jeg finde ud af, om jeg ville blive i mediebranchen eller gå en mere klassisk vej,” fortæller Josefine Høgh om første gang, mediebranchen åbnede sig som mulig karrierevej.

Et smut forbi Discovery og TV2 Sport
Da maj blev til juni og forårsblæst til sommerregn i 2015, var dagene som psykologistuderende talte. Josefine Høgh sad på sit værelse med to muligheder liggende foran sig. Den ene: muligheden for et job som fodboldreporter hos Discovery, der havde meldt sig på banen med et jobtilbud efter at have set hende på TV2 Sport. Den anden: en sikker karrierevej med lønstiger og hierarki hos Arla som erhvervspsykolog.

Hun valgte det eneste, hun ikke kunne – begge muligheder. Men alligevel lykkedes det. Stillingen hos Arla var et fuldtidsjob, men mejerifirmaet gav hende lov til at lave weekend-indslag for Discovery. Stille og roligt blev én kamp om ugen dog til to og tre. Live-indslag, som det første nervepirrende møde med disciplinen i Haderslev, blev hverdagskost, og Josefine Høgh kunne ikke længere jonglere med to så markante bolde.

”Jeg havde faktisk en aftale med Arla om en ny stilling, stadig på fuldtid, men jeg havde også talt med Discovery om, at jeg egentlig var klar til at gå all in med dem, efter jeg havde været i Sverige for at dække Europa League. Det blev lidt en forhandlingssag,” siger hun.

Forhandlingerne endte som bekendt med, at Josefine Høgh valgte livet som reporter. Men det var ikke Discovery, der løb med den eftertragtede underskrift. Det var i stedet en helt tredje spiller, DR, der havde tilbudt en casting til værtsrollen på DR Sporten til deres tidligere medarbejder. En casting, der gik helt skævt, men som alligevel endte helt rigtigt.

 

“Jeg er ikke psykolog, når jeg interviewer, men der ligger en styrke i at turde lytte og reagere uden at være afhængig af et manuskript”

 

– Josefine Høgh

 

Tømmermænds-casting blev vejen til DR
Dublin, Irland. 14. november 2017. Regnen siler ned, som den kun kan gøre det i Sankt Patricks hjemland, men det stopper ikke 11 hvidklædte danskere i at besejre Irland 5-1, hvilket sender Danmark til VM i Rusland. Det er dagen inden, Josefine Høgh skal til casting hos DR, men hun er taget med Discovery for at dække landskampen.

I modsætning til de tusindvis af danske fans, der efterfølgende er godt på vej til at drikke vodka i Rusland, skal hun sammen med resten af de udsendte journalister med flyveren hjem samme aften – og sammen med et feststemt landshold.

”Normalt sidder journalister og landsholdet hver for sig i flyet, men der var vildt god stemning, og alle havde fået masser af øl. Vi landede først i Kastrup klokken seks næste morgen, og jeg havde både en casting klokken 11 og en sjat øl i kroppen, der gerne skulle soves ud,” fortæller Josefine Høgh, der allernådigst fik lov til at tage en lur på sin fars hotelværelse, inden turen gik til en ny uforglemmelig oplevelse i DR Byen.

Castingen startede egentlig godt, og hun kunne bruge sin skærmerfaring til at improvisere sig halvt igennem de første opgaver, men det blev ikke ved med at gå godt.

”På et tidspunkt skulle vi læse op fra en prompter, og jeg havde fået at vide, at det var ret afgørende. Vi havde fået teksten hjemmefra, men jeg havde ikke læst den. Og jeg sejlede rundt. Jeg stammede og hakkede mig igennem, så efter den lortecasting var jeg sikker på, at det løb var kørt,” siger Josefine Høgh.

Og det var det egentlig også. Efterfølgende blev hun ringet op af DR, der ikke kunne skjule, at præstationen foran prompteren var omtrent lige så dårlig, som det irske landsholds havde været på fodboldbanen få dage forinden. 

Men så skete der noget uventet. For præstationen til trods blev hun tilbudt jobbet. DR havde nemlig valgt at se på potentialet og reportererfaringen fra Discovery i stedet for at fokusere på et enkelt aspekt af castingen. Og Josefine Høgh takkede ja på stedet.

”På det tidspunkt var jeg helt afklaret. Arla var et dejligt sted, men jeg skulle være i mediebranchen. Jeg skulle ikke sidde i et job, jeg kunne have resten af mit liv. Så jeg sagde tusindprocent ja.”

Fra skæve blikke til beundring
Som Josefine Høgh tidligere havde erfaret, kastede én opgave på DR hurtigt ti flere af sig. Pludselig var der nemlig også en dansk astronaut, der skulle se jorden i en ultravid vinkel, og som kunne tage Josefine Høgh med gennem forberedelserne til det. Der var danmarksindsamlinger, der var EM-studier med folkefest i baggrunden og VM-studier i et ørkenland, der var Sara og Monopolet, og der var stjerner med hjerner, der skulle undersøges. Josefine Høgh har været med i det hele, siden det gik galt foran prompteren.

”Der har været gange, hvor det er blevet kommenteret, at jeg ikke har en journalistuddannelse. Men det var mest tidligere. I dag møder jeg det ikke længere. På DR har alle været meget forstående.”

Hun indrømmer dog også, at der er fagspecifikke færdigheder, de uddannede journalister på DR har, som hun ikke besidder endnu. Men måske der også er visse fordele ved ikke at være flasket op på vinkelsætninger, nyhedsuger og Kurt Standbar om fredagen.

”Jeg er ikke psykolog, når jeg interviewer, men der ligger en styrke i at turde lytte og reagere uden at være afhængig af et manuskript. I at turde være med et andet menneske i en sårbar situation. Så der er meget fra min tid på psykologi, jeg trækker på,” slutter Josefine Høgh, inden hun kort teaser for fremtiden.

”En eller anden dag kommer jeg til at arbejde i erhvervsbranchen igen. Jeg kommer til at bruge min uddannelse til noget. Men jeg ved ikke, om det bliver om to år eller om 15 år. Og det giver mig en ro til at nyde det, jeg laver lige nu, fordi det ikke behøver vare evigt,” siger hun. 

FORSIDEN

Affaldssortering på DMJX: “Vi fik det sgu ikke lige gjort”

Affaldssortering på DMJX: “Vi fik det sgu ikke lige gjort”

af | mar 21, 2024 | INDE

Affaldssortering på DMJX: “Vi fik det sgu ikke lige gjort”

For snart 15 måneder siden trådte den nye affaldsbekendtgørelse i kraft. På trods af det har affaldssorteringen på DMJX været næsten usynlig.

TEKST: OSKAR VESTERGAARD KLAUSEN
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 21. marts 2024

“Hvor skal jeg smide min pant?” siger en ny studerende i forbifarten.

Og det er et godt spørgsmål. Affaldssorteringen på DMJX er der nemlig længe blevet sat spørgsmålstegn ved. De fleste ved, at der skal affaldssorteres. Om det er derhjemme, på arbejdspladsen eller i gadebilledet, så står der skraldespande til affaldssortering.

Det er ikke noget, de studerende på DMJX i Aarhus har mærket meget til. Affaldssorteringsbølgen har nemlig ikke ramt skolen. Her er sandwichpapir, æbleskrog, pant og kompendier de sidste mange år blevet smidt det samme sted hen. Ned i den sorte sæk med restaffald.

Det skal laves om nu. Til april vil der ifølge Jørgen Johannsen, økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility på DMJX, blive sat nye sorteringsvenlige skraldespande op på skolen.

Fra sort sæk til sortering

Tilbage i efteråret begyndte både Ejendomsservice og Bygning og Facility, der er ansvarlige for affaldssorteringen på skolen, nemlig at kigge på en ny affaldssorteringsløsning.

“Der er planer om, at der skal laves omkring 13 øer med affaldssortering bestående af hver fire til fem spande,” siger Thomas Gleerup, ejendomsservicetekniker for Bygning og Facility på DMJX.

Indtil videre har affaldssorteringen på skolen ikke fokuseret på at få de studerende til at affaldssortere, men derimod har en medarbejder stået for at eftersortere affaldet. Det nye tiltag har da også været på tegnebrættet i lang tid, men er ikke blevet udført. Før nu.

Både Thomas Gleerup og Jørgen Johannsen giver udtryk for, at der ikke er en bestemt grund til, at affaldssortering blandt de studerende ikke er blevet implementeret tidligere. Det har egentlig altid været planen, at det skulle indføres, og det mest af alt skyldes dårlig planlægning og langvarige processer, at det ikke er sket før.

“Tja, vi fik det sgu ikke lige gjort for at sige det rent ud. Det blev til en proces, og så var den nemme løsning lige at sætte en medarbejder til det,” siger Jørgen Johannsen.

En usædvanlig løsning

Siden den 31. december 2022, hvor affaldsbekendtgørelsen trådte i kraft, har det været lovpligtigt for virksomheder, herunder uddannelsesinstitutioner, at sortere deres affald i ti fraktioner. På trods af det har affaldssorteringen for de studerende på DMJX været næsten ikkeeksisterende. To sorteringsskraldespande har været sat op til de studerende, men langtfra overalt på skolen har det været muligt for de studerende at sortere deres affald korrekt. Alligevel har skolen levet op til kravene for affaldssortering, fastslår Jørgen Johannsen.

Han forklarer, at som det er nu, bliver affaldet sorteret efter, at de studerende har smidt det i skraldespandene ved, at en medarbejder står og sorterer affaldet.

“Når affaldet bliver samlet sammen, så står der en ude bagved og sorterer det. På den måde bliver affaldet sorteret, så vi lever op til affaldsbekendtgørelsen,” siger han.

DMJX’s løsning på affaldssorteringen er indviklet og omkostningsfuld, men en løsning, der ifølge Jørgen Johannsen er inden for skiven, når det gælder affaldsbekendtgørelsen. Det samme mener Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, der står for at kontrollere, om virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Aarhus lever op til reglerne.

“Vi ser på, hvordan affaldssorteringen ser ud, når det kommer ud i de store containere. Hvordan sorteringen er inde i bygningen betyder i princippet ikke så meget, så længe at affaldet er sorteret korrekt, når skraldemændene henter det,” siger Kristine Slot Ravnholt Vium, sagsbehandler i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Ifølge Kristine Slot er det dog en usædvanlig løsning, som DMJX indtil videre er gået med, og generelt set vil den bedste affaldsløsning være, at affaldet bliver kildesorteret. Det vil sige, at de studerende selv sorterer affaldet, når det produceres.

“Det optimale vil være, at affaldet bliver sorteret, hvor det opstår. For eksempel bør der være en skraldespand til madaffald i en kantine og en skraldespand til papir i et printerrum,” siger hun.

De studerende skal opdrages

Tager man et kig på de to nuværende skraldespande til affaldssortering, der i dag står på skolen, er det også tydeligt at se, at de ikke bliver brugt. Typisk er skraldespandene til restaffald fyldt godt op, mens de to sorteringsvenlige skraldespande står næsten tomme. Derfor mener både Thomas Gleerup og Jørgen Johannsen, at det er essentielt, at de studerende selv tager et ansvar, når de nye skraldespande bliver sat op.

“Det er vigtigt at de studerende bliver opdraget til at bruge de affaldssorteringsskraldespande, der bliver sat til rådighed,” siger Thomas Gleerup.

Det samme budskab går igen hos Jørgen Johannsen.

“Der er simpelthen en opdragelse i, at når de nye skraldespande kommer, skal de studerende sørge for, at der bliver sorteret korrekt, og at alt ikke bare bliver smidt i den samme skraldespand, når vi får de nye,” siger han.

Han fortæller også, at når de nye skraldespande bliver sat op, vil det ske med en kampagne for at gøre opmærksom på det nye tiltag.

“Det skulle jo gerne være sådan, at de ikke bare står der til pynt, når de kommer op, men også til gavn,” siger Jørgen Johannsen.

FORSIDEN
SEIN oder Nichtsein?

SEIN oder Nichtsein?

af | mar 21, 2024 | UDE

UDE
SEIN oder Nichtsein?

Den 12. februar gik SEIN i sort. Danmarks eneste ungdomsmagasin skabt af unge stod over for konkurs, og i et sidste forsøg i kampen om overlevelse råbte holdet bag SEIN om hjælp. Nu har magasinet tændt lyset igen – og med nyt gåpåmod og en økonomisk indsprøjtning vil SEIN bevise, at der stadig er behov for en stemme for ungdommen.

TEKST: Emilie Gammelgård Jørgensen
Illustration: Lotte Skjødt Nielsen

Udgivet den 21. marts 2024

”Det har været noget af en ilddåb.”

Sådan beskriver Kristian Ryberg med et grin sin første tid ved SEIN. Han har været redaktionschef i magasinets Aarhus-afdeling siden december 2023, og det har mildest talt været en hektisk opstart.

Den sidste måned har SEIN nemlig kæmpet for sin egen overlevelse. Truet af konkurs skulle der indsamles 100.000 kroner, hvis magasinet skulle overleve – og det har været noget af et maraton mod målstregen.

Men lad os lige gå lidt tilbage.

Ungdommens stemme

Siden 2017 har ungdomsmagasinet SEIN kæmpet for at give den unge generation en stemme i det danske medielandskab. Hver dag udkommer magasinet med historier, der alle handler om at være ung. Historier om alt fra kærlighed og kærestesorger til klimaangst og kultur får liv gennem artikler, podcasts og dokumentarer – og de er alle produceret af 130 unge frivillige. Ifølge Kristian Ryberg er det netop det, der gør SEIN unikt:

”Vores styrke er, at vi selv er unge. Vi er Danmarks eneste magasin, der laver indhold til unge, der også er skabt af unge. Ingen er over 25 år, og det kan man mærke. Vi skriver ungt, ærligt og ufiltreret,” siger han.

Det er netop det, der får Kristian Ryberg til at søge mod SEIN i første omgang. Han savner et medie, hvor unge bliver repræsenteret og hørt, og han mangler et sted, hvor han selv kan gå hen med de ting, der rører ham som ung.

”SEIN kan noget helt specielt. Det er en platform, unge kan søge til, når de har noget på hjerte, og hvor de kan læse om sig selv. Et blad, de kan spejle sig selv i,” siger redaktøren.

Det er dog lettere sagt end gjort at få trukket de unge hen til SEIN, medgiver Kristian Ryberg. Den unge målgruppe er svær at nå, og det betyder også, at unge nedprioriteres i nyhedsdækningen.

”Jeg synes, der er en tendens til, at man ikke inviterer unge til bordet. Vi bliver stigmatiseret og set på som en flok curlingbørn, der bare ligger på den dovne side,” siger han.

Mangel på selvtillid

Kristian Ryberg synes ikke, at de unge er dovne eller forkælede. Når unge ikke opsøger den offentlige debat, skyldes det ifølge ham noget andet. Han peger på den årlige demokratianalyse, Dansk Ungdoms Fællesråd laver med Epinion. Undersøgelsen fra 2023 viser, at 53 procent af unge har lav demokratisk selvtillid. Ifølge Kristian Ryberg forklarer det, hvorfor man ikke hører mere til dem i den offentlige debat:

”Mange unge er ikke engang i stand til at føre en demokratisk samtale med venner og familie. De føler ikke, at deres holdninger er noget værd, og de føler sig ikke klædt på til at deltage i demokratiet,” siger han.

For Kristian Ryberg og resten af SEIN er det derfor vigtigt, at de unge har et medie, de kan søge til.

”Vi unge skal afstigmatisere os selv. Vi er en del af samfundet som alle andre. Det er også derfor, vi giver spalteplads til unge. Vi håber, at det kan få dem til at engagere sig i samfundsdebatten,” siger han.

I starten af 2024 må SEIN dog vende opmærksomheden et andet sted hen. Pludselig er det usikkert, om magasinet overhovedet overlever, for SEIN står over for en konkurs.

Et gammelt lån

Den pludselige konkurstrussel har sine rødder tilbage under corona. Her indfører Folketinget coronalån, der giver pressede virksomheder mulighed for at søge rentefrie lån. Det benytter mere end 50.000 virksomheder sig af, og SEIN er én af dem. Men hvor andre virksomheder har mulighed for at betale lånet tilbage, når deres indtjening igen stiger, er situationen en anden for SEIN, forklarer magasinets ansvarshavende chefredaktør, Fria Grand.

”SEIN får ikke mediestøtte og er primært fondsdrevet, så det var svært at betale lånet tilbage, fordi det ikke var muligt at søge penge til tilbagebetaling af lån,” siger hun.

Da Kristian Ryberg Nielsen starter hos SEIN, er der nu ingen snak om konkurs, selvom magasinet ikke svømmer i penge. Der går dog ikke lang tid, før virkeligheden er en anden.

”Når skattefogeden beder om sine penge,  så ved vi, at nu skal der ske noget,” siger han.

SEIN går i sort

Pengene skal falde den 1. marts 2024, og med en begrænset indtægt og ingen mulighed for at finansiere tilbagebetalingen gennem fonde beslutter SEINs bestyrelse, at det sidste håb er en indsamling.

”Vi sætter et mål på 100.000 kroner. 59.000 af dem skal bruges til at betale lånet tilbage og resten på et par måneders drift, så vi kan komme ovenpå igen,” siger Fria Grand.

SEIN annoncerer indsamlingen ved at gå i sort, og de næste mange uger arbejder de 130 frivillige på højtryk for at skabe opmærksomhed om den truende konkurs. De arrangerer støtteevents, indgår partnerskaber, sælger merch og optræder i en stribe af danske medier i håb om at kunne samle penge nok ind. Kristian Ryberg beskriver det som en intens periode.

”Folk har arbejdet vildt hårdt. De har været med fra ferier og fra udlandet, og alle har bidraget med alt det, de kunne,” siger han.

Lys i mørket

Magasinets unge frivillige er ikke alene i kampen. På sociale medier deler over 150 mennesker SEINs kamp for overlevelse. En liste af velkendte navne som Jonas Risvig, Lea Korsgaard, Michael Schøt og Maya Tekeli bruger deres platform til at skabe opmærksomhed. Spørger man Kristian Ryberg, viser det SEINs betydning.

”Tit opdager man først, hvor meget noget betyder, når man er ved at miste det. Og det er det, vi kan mærke. Vi kan mærke, at mange donerer. Vi kan mærke, at beskederne vælter ind. Vi kan mærke, at folk rækker ud og tilbyder deres hjælp eller deres platform.”

Succes og forløsning

Den fælles indsats bærer frugt. Den 1. marts kan SEIN annoncere, at målet er nået kun to uger efter startskuddet og lige i tide til månedsskiftet, hvor tilbagebetalingen af lånet skal falde. Over 600 mennesker har doneret, og gennem private donationer alene samler SEIN 70.000 kroner ind. Dertil kommer donationer fra virksomheder og penge fra partnerskabsaftaler, og med en donation på 100.000 kroner fra Tuborgfonden rammer indsamlingen 200.000 kroner, en fordobling af målet. For Kristian Ryberg er det et fantastisk øjeblik.

”Det er en utrolig forløsning, både for os og alle, der har støttet os. At indsamlingen er gået så godt, har været surrealistisk, overvældende og enormt bekræftende. Det har været hårdt, men når man så popper champagnen, er det en fantastisk følelse.”

Og overskuddet er ikke bare et hæderstegn. Ifølge Kristian Ryberg giver det SEIN et velfortjent pusterum. Det er ansvarshavende chefredaktør, Fria Grand, enig i.

”De overskydende penge skal gå til drift af SEIN i hele 2024, så vi kan trække vejret lidt og få lagt en god plan for, hvordan vi kommer videre,” siger hun.

Lyset tændes

Det betyder ikke, at magasinet har tænkt sig at hvile på laurbærrene, siger Kristian Ryberg – for der er store planer:

”Vi skal lige komme os lidt, men så skal SEIN vokse. Vi skal være endnu dygtigere til at udgive, skrive og lede et magasin.”

Kristian Ryberg medgiver, at SEIN kan blive bedre til at ramme deres unge publikum – for hvis målet er, at flere unge skal se sig selv i den offentlige debat, så er 7500 følgere og lige under 100 betalende abonnenter ikke nok. Han mener dog ikke, at det lave antal betalende medlemmer forhindrer dem i at vokse.

”Vi vil gerne nå endnu længere ud og ramme endnu flere! Det er alt for få unge, der kender til os. Det betyder ikke, at vi ikke har vores berettigelse. Det betyder, at vi har potentiale, og det skal vi udnytte.”

Det er Fria Grand helt enig i. Hun ser SEINs overlevelse som den perfekte mulighed for, at magasinet kan vokse, og den mulighed lader hun ikke passere. Derfor vil SEIN nu oprette en klimaredaktion, der skal dække et at de vigtigste emner på de unges dagsorden. Ifølge Fria Grand har magasinet også andre planer.

”Jeg kan ikke sige så meget lige nu, men vi har et momentum og en masse opmærksomhed rettet imod os – og vi har flere planer for, hvordan vi skal få det bedste ud af det,” siger hun.

Du er ikke garanteret anonymitet i din evaluering af undervisningen

Du er ikke garanteret anonymitet i din evaluering af undervisningen

af | mar 21, 2024 | OPINION

OPINION
Du er ikke garanteret anonymitet i din evaluering af undervisningen

Jeg blev kontaktet af min underviser til en opfølgende snak om min kritik af vedkommende i den anonyme evaluering. Oplevelsen har efterladt mig splittet over det faktum, at vores klage åbenbart ikke behandles i fortrolighed og anonymt, som vi ellers loves.

TEKST: MAYA ANASTASIA LARSEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK

Udgivet den 21. marts 2024

I efteråret tog en underviser fat i mig, da jeg var på vej op ad trappen. Pågældende underviser ønskede en opfølgende snak, på baggrund af min besvarelser i den anonyme evaluering – primært om den kommentar jeg havde efterladt. Min kommentar indeholdt en specifik situation, som jeg vurderede, var relevant for underviseren at have kendskab til – selvom jeg godt vidste, at underviseren ville kunne genkende mig.

Min kommentar handlede om et dødsfald i min familie, hvor jeg pointerede, at underviseren havde håndteret det dårligt med hensyn til fravær og eksamen. Ydermere kritiserede jeg underviserens bagtale af medstuderende under en vejledning.

Men hvis genkendelighed forsvarer, at en underviser ønsker en samtale, hvori ligger så pointen i anonym evaluering? Den anonyme evaluering er jo underviserens adgangsbillet til en ægte feedback af undervisningsforløbet. Der er et magtforhold mellem underviser og studerende, man selv på DMJX ikke kan komme uden om, og derfor er det netop vigtigt med en anonym evaluering som værktøj.

Jeg kontaktede jura, som sagde, at en underviser som udgangspunkt ikke må kontakte en studerende på baggrund af en evalueringsbesvarelse. Jura sendte mit dilemma videre til institutchef Henrik Berggren. Det affødte en mail fra omtalte underviser, der forsikrede mig om, at jeg ikke skulle forsvare min evaluering, og at jeg stadig kunne afvise samtalen, hvis jeg ønskede det.

Jeg tog til samtalen med forsikringen i baghovedet. Samtalen udviklede sig dog alligevel til en flanke, hvor jeg skulle forsvare mit synspunkt. Hele situationen har sat sig i mig, og jeg har fremadrettet nægtet at skrive kommentarer, ris eller ros.

Frygten ødelægger hele billedet af evalueringer som kvalitetssikring af undervisningen. Selvfølgelig skal underviser eller ledelse gribe ind, hvis der er tale om situationer, som er særligt grænseoverskridende og/eller kritisable, men min evaluering var en kritik af underviseren og undervisningen.

”Nuvel,” kunne du tænke, “er det reelt ikke bare et dig-problem, Maya? Du har haft en dårlig oplevelse. Hvorfor skal du optage spalteplads i Illustreret Bunker?”.

Til det vil jeg sige, at jeg med byline står frem med min ærlige mening, så studerende i deres fremtidige evalueringer kan være ærlige. Selvom de vil kunne genkendes.

Jeg mener, ledelsen og underviserne skal vide, at selvom der er en “lettere” relation mellem underviser og studerende på DMJX, så skal det ikke give anledning til, at den studerendes anonymitet kan skubbes væk. Grundlæggende er det problematisk, når man forsikrer anonymitet for derefter at blive kontaktet.

Og for at konkludere denne sag er jeg også nødt til at påpege, at jeg uden videre kunne henvende mig til Maja Egelund, som hurtigt fandt min besvarelse på baggrund af mit studienummer.

Da jeg talte med Henrik Berggren, spurgte jeg ham om det helt essentielle: Retfærdiggør genkendelighed bruddet på reglerne? Han svarede ja og nej, fordi en studerende skriver noget genkendeligt, så lægger det op til dialog om problemet.

Jeg synes, det er et enormt svigt og brud på tilliden mellem ledelse og studerende på denne institution. Hvis vi som kommende journalister skal kunne beskytte kilders ret til anonymitet, synes jeg også det er på sin plads, at begrebet skal tages seriøst.

Institutionen og underviserne er lige så meget nødt til at følge reglerne, som de studerende er. Hvis der ikke kan garanteres anonymitet, så skal dette fremgå tydeligt, uanset om man kan genkendes eller ej.

Genkendelighed i anonyme evalueringer retfærdiggør ikke brud på reglerne – punktum.

Stram op

Jeg tror stadig på den anonyme evaluering som værktøj, idet den primært har gavnet undervisningsforløbet og de studerendes faglighed. Når jeg kigger tilbage på situationen, fortryder jeg, at jeg var ærlig. Jeg ville gerne have været foruden oplevelsen – og den her klumme.

I sidste ende bør et uddannelsesmiljø være et sted, hvor både undervisere og studerende kan deltage i en ærlig og givende dialog. For at opretholde integriteten af evalueringssystemet må ledelsen på DMJX anerkende og håndtere situationer som min bedre.

Det er afgørende at sikre, at undervisere respekterer og forstår anonymitetens værdi i evalueringerne.

Lad os stræbe efter et undervisningsmiljø, hvor konstruktiv kritik kan gives uden frygt for konsekvenser. Dette vil ikke kun styrke forholdet mellem undervisere og studerende, men også fremme en kultur præget af ærlig refleksion og bæredygtig kvalitetsforbedring.

FORSIDEN
Brevkassen med Astrid Fischer

Brevkassen med Astrid Fischer

af | mar 21, 2024 | OPINION

OPINION
Brevkassen med Astrid Fischer

Med vinder af Cavlingprisen anno 2023, Astrid Fischer. Hun afdækkede sammen med kollegaerne Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Til daglig arbejder hun på DR Nyheders undersøgende redaktion og har tidligere været nomineret til tre Cavlingpriser. For psykiaters fejlbehandling i 2013, svigt i tilsyn af læger i 2015 og meningitissagen i 2017. Illustreret Bunker har stillet hende ti spørgsmål om undersøgende journalistik, dækningen af kræftskandalen, og hvad fremtiden bringer for den garvede journalist.

TEKST:  Astrid Fischer
illustration: lotte skjødt nielsen 

Udgivet den 21. marts 2024

Hvad skal der til for at blive en god undersøgende journalist?

Jeg tror, der er mange veje til det.  For mig er vejen gået gennem nyhedsjournalistik på Radioavisen via udlandsreporter, siden fagmedarbejder og indimellem vært på P1 Orientering til det gradvis mere undersøgende. Det er godt at få det journalistiske håndværk ind under neglene, tænker jeg.  Stædighed er ret afgørende, når man skal jagte svarene lidt længere end de fleste. Og så kommer man langt med nysgerrighed og ægte interesse for det, man graver sig ned i. Resten er hårdt arbejde og systematik, når man skal kortlægge både en konkret sag og den kontekst, den udspiller sig i.   

Hvordan har du sikret troværdigheden hos dine kilder i forbindelse med dine undersøgelser?

Vi får mange henvendelser, og nogen kontakter os fortroligt, men sjældent anonymt (altså hvor vi ikke ved, hvem de er). Henvendelserne kan sættes os på sporet af en vigtig historie, men vi bringer den først, når vi har dokumenteret og efterprøvet den. Om vi vælger at forfølge et spor, bygger ofte på en fornemmelse af, om henvendelsen virker troværdig, ekspempelvis kan der jo følge nogle dokumenter med. Vi ser også på kildens motivation og egen interesse. Og før vi for alvor graver os ned i en sag, skal vi også vurdere, om der kan gemme sig en principiel og væsentlig sag. Det er vigtigt, fordi vi udkommer bredt på alle DR’s platforme.

Har du oplevet nogen modstand eller pres fra hospitalet eller andre involverede parter under din dækning af denne historie, og hvordan har du håndteret det?

Dokumenter, vi fik gennem aktindsigt, var et vigtigt fundament for dækningen. På et tidspunkt lukkede Region Midtjylland stort set ned for at give mere aktindsigt til DR med den begrundelse, at vi havde søgt for mange gange. Jeg indklagede sagen for Ankestyrelsen, som klart underkendte regionen. Der var flere gange, hvor jeg indbragte regionens afslag på aktindsigt, og næsten hver gang gav Ankestyrelsen besked om, at regionen skulle ændre sin afgørelse.

Det er et stort arbejde at klage, men det var helt sikkert besværet værd. Også helt principielt – det skal ikke være for let bare at give afslag på aktindsigt.

Hvad har været den mest udfordrende del af at afdække og rapportere om denne kræftskandale, både journalistisk og personligt?

Det var et utrolig intenst forløb, som vi ikke var helt forberedt på – og ingen nok kunne være forberedt på –, da vi bragte det første indslag.  Det var virkelig en snebold, der blev til en lavine, og det var indimellem svært at følge med.  Vi skulle jo have overblik over fakta, bringe vores egne afsløringer og dække de politiske initiativer, der hele tiden blev taget. Mange kolleger blev involveret i dækningen til DR’s mange platforme, hvilket var helt fantastisk, men også indimellem næsten uoverskueligt at holde styr på. Vi skulle jo sikre, at alt, der udkom, var helt i orden.  Samtidig fortsatte vi med at indsamle nye oplysninger om sagen på Aarhus Universitetshospital og mere bredt. Og det væltede ind med henvendelser fra patienter og mange andre, der havde rigtig gode input og tip. Det betød, at der var mange andre ting, jeg måtte sætte til side i en periode.

Hvordan mener du, at din dækning af sagen har påvirket offentlighedens opfattelse af hospitaler? Og frygtede I på noget tidspunkt at tilliden til resten af sygevæsenet ville falde så drastisk, at det ville gå udover alvorligt syge patienter?

Det er et svært spørgsmål, for vi skal jo lægge sandheden frem, selvom den er ubehagelig og måske kan svække folks tillid til sundhedsvæsenet generelt. Samtidig er dækningen med til at skabe forandring, som jo netop er til gavn for de alvorligt syge patienter. Vores dækning førte til, at regionerne blev forpligtet til at indberette alle overskridelser af kræftventetider. Der kom fokus på at informere kræftpatienter ordentligt om deres rettigheder og gøre mere for at behandle dem til tiden. Jeg tænker, at det er myndighedernes reaktion, der er afgørende for folks tillid, og den er vi ikke herre over. Men i det her tilfælde blev der sat rigtig mange ting i gang.

Det, vi selv forsøgte at gøre, var at være så konkrete som mulige i dækningen, så den netop ikke handlede om ’sundhedsvæsenet generelt’. Vi fremlagde meget dokumentation i vores artikler. Vi bestræbte os også på at være fair og give god taletid til de kritiserede parter. 

Er der aspekter af historien, som du mener ikke er blevet tilstrækkeligt belyst, og som fortjener mere opmærksomhed?

Vi har for nylig samlet op på sagen i en mini-podcastserie i et nyt format på DR, Genstart Dox, og i arbejdet med den blev det ret klart for os, at der er nogle spørgsmål, der ikke er blevet klart belyst. Det er spørgsmål om, hvad der skete med de advarsler om lange ventetider på kræftbehandlingen på AUH, som gik ind i Region Midtjylland fra læger og fra hospitalsledelse. Oplysninger, der gik ind i direktionen.  Hvorfor blev der ikke handlet på dem, og hvem vidste præcis hvad hvornår? Det lovede regionen ville blive undersøgt, men flere eksperter, patienter og pårørende konkluderede, at de ikke havde fået de lovede svar.

Om vi nogensinde får svarene, ved jeg ikke. Vi slipper ikke helt sagen, og der er også stadig en politiefterforskning af sagen i gang samt en undersøgelse, som Rigsrevisionen forestår.

Hvad har du lært undervejs i denne undersøgelse, der kan være nyttig for andre journalister?

Helt konkret var jeg glad for at erfare, at man faktisk kan få aktindsigt i interne dokumenter. Det blev fundamentet for dækningen. Vi skulle klart have de oplysninger i aktindsigt, som vi fik. Og vi skulle måske også have haft mere end det, vi fik. Men jeg har tidligere oplevet, at der bliver givet nærmest blankt afslag på aktindsigt i interne dokumenter. Som udgangspunkt er der ikke en ret til aktindsigt i interne dokumenter. Der er klare undtagelser, men det er jo myndighederne, der laver vurderingen af, om de dokumenter, de har, falder inden for undtagelserne.

Jeg arbejdede med at formulere præcise aktindsigtsansøgninger og med konsekvent at klage videre til Ankestyrelsen, når jeg fik afslag.

Den anden lære af sagen er ikke ny for mig: det nytter at blive ved, så længe der er noget at komme efter og ikke stoppe, når myndighederne har spillet ud med den første genopretningsplan eller redegørelse.

Hvordan har du forsøgt at balancere mellem rapportering af vigtige nyheder og samtidig respektere privatlivet og følsomheden omkring kræftpatienter og deres pårørende?

Det var heldigvis patienter, der gerne ville medvirke med en stærk motivation for at gøre en forskel for andre. Vi respekterede deres grænser, hvis der for eksempel var situationer fra optagelserne, de ikke ønskede, vi brugte.  Det skulle fremstå værdigt. Det er også generelt et mantra for os, at folk ikke optræder som ’ofre’, men som handlende mennesker. Og det var de jo. Det var nogle stærke mennesker, trods den krise, de var i.  Og de leverede med deres udsagn vigtig dokumentation om, hvad der præcis var foregået – og modsagde forklaringer fra regionen – så de på den måde ikke bare var cases.

Hvad gør, at denne historie modtager en Cavling? Og hvad betyder det personligt for dig at vinde?

Dybest set var det jo bare vildt, at den historie fandtes – og stadig svært at forstå. At der var patienter med fremskreden kræft, der ventede alt for længe på livsvigtig behandling, og at det gik under radaren så længe. En af mine kolleger har kaldt sagen en ’10-års-hændelse’, og det, synes jeg, er meget rigtigt. 

Vi lykkedes med at rulle historien ud på en måde, som var en slags syntese af de metoder, vi har opbygget på den undersøgende redaktion gennem adskillige år. Og derfor betyder prisen for mig også en slags ’krone på værket’, selvom værket ikke er slut endnu.

Hvad er næste skridt? Kommer vi til at se dig blive ved at undersøge sundhedssektoren, nu hvor du endelig vandt en Cavling? Eller vil du prøve noget nyt?

Jeg og min kollega, Jonas Deiborg, var netop gået i gang med optagelser til en anden historie, da kræftsagen kom flyvende. Den arbejder vi nu videre på med et års forsinkelse. Den udspiller sig også på sundhedsområdet, men er af en helt anden karakter. Jeg har ikke noget imod at prøve noget nyt, men jeg har mange års erfaring med sundhedsstof, og det er nok bare lettest at ’se’ historier inden for et hjemmevant område.

FORSIDEN
Jonas Risvig-serierne blev for perfekte: ”Jeg er nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft”

Jonas Risvig-serierne blev for perfekte: ”Jeg er nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft”

af | mar 21, 2024 | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE, TEMA

SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE | TEMA
Jonas Risvig-serierne blev for perfekte: ”Jeg er nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft”

Et kamera, coronapandemi og fire teenagere fra nabolaget. Sådan startede produktionen af Centrum. Den første ungdomsserie med Jonas Risvig bag rattet. I dag, tre år og ti ungdomsserier senere, er den 30-årige instruktør blevet førende inden for skildringen af ungdomslivet. Men med større succes kommer også større ansvar på godt og ondt.

Tekst: SARAH CARDEL
FOTO: KASPER SØHOLT

Udgivet den 21. marts 2024

Ikke langt fra Jonas Risvigs bopæl ligger hans kontor. Vi befinder os i det vestlige København, og på en af kontorets vægge hænger der flere billeder, end man kan tælle til. Nogle er fra Salsa, nogle er fra Grænser og andre er fra Viaplay-serien Drenge.

”Tænk at kunne vise sådan et billede om 20 år til ens børn og sige ’Sådan så mor ud, da hun var ung’,” fortæller han, idet han peger på et billede af en af skuespillerne.

Ligesom billederne på væggen kan han godt lide at se sine serier som et vidnesbyrd om nutidens ungdom. En slags tidskapsel, hvor generationens måde at tale på, klæde sig på og eksistere på dokumenteres gennem serierne.

Men er man kun rigtig ung, hvis man går til fester, har venner, køber vintagetøj, har sex og på den ene eller anden måde formår at lykkes med det, man bøvler med? Det er den kritik, som lyder, og spørger man Jonas Risvig selv, er svaret entydigt.

”Jeg er virkelig ked af, at mine serier har haft en ekskluderende effekt. I mange af dem er jeg nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft.”

At føle sig udenfor de andres verden

Jonas Risvig voksede op i en lille by sydøst for Silkeborg og havde, efter eget udsagn, en ”problemfri” barndom. Forældrene var sammen, kæledyrene i live og søskendeforholdet var tæt. Først i sommerferien mellem 8. og 9. klasse begyndte tilværelsen at ændre sig.

”Jeg var på ferie, drak megamange sodavand og spiste spaghetti med ketchup. Efter ferien var alle begyndt at feste, ryge og køre scooter. De havde taget et forspring ind i teenagelivet,” fortæller Jonas Risvig.

Han husker, hvordan der pludselig var opstået helt nye interesser blandt klassekammeraterne, og især hvordan han endnu ikke delte disse interesser.

”Niende klasse var et farligt og ubehageligt sted at være. Men også sygt spændende,” fortæller han.

Uden nogen at spejle sig i begyndte han at lukke sig mere og mere inde. Han så alle ungdomsfilm. Med sin fars gamle kamera, brugte han sin fritid på at filme og klippe videoer. Det var i det øjeblik, at drømmen om selv at skildre ungdommen begyndte at spire.

”Jeg lavede parodi- og musikvideoer, fordi jeg ikke turde tage det alvorligt. Men jeg vidste, at jeg på et tidspunkt skulle skabe det, som jeg selv følte, jeg manglede i den periode,” fortæller Jonas Risvig.

”Jeg vil lave serier, der larmer”

Youtube-serien Centrum, der blev udgivet i 2020, markerer begyndelsen på Jonas Risvigs instruktørdrøm, og siden er listen kun blevet længere.

Fælles for alle Jonas Risvig-serier er deres udforskning af problemstillinger, der kendetegner ungdomslivet. Lige fra giftig maskulinitetskultur til seksualitet, svære venskaber og gymnasiedrama.

”Jeg vil gerne lave serier, som larmer. Ligesom hvis naboen holder fest, og der kører et beat hele natten. Det er irriterende, hvis man gerne vil op om morgenen, men ikke desto mindre, ved alle, at der er fest,” fortæller Jonas Risvig.

Der var et stort fokus på unge som mistrives under coronapandemien. I Centrum var det dog det modsatte. De unge nød at få en pause.

I flere af serierne vises unge, der ryger og drikker alkohol, men også dem, der vælger det fra. For Jonas Risvig handler det om at fremvise sider af ungdomslivet, som ofte forbliver skjulte i fiktion og dermed skabe larm.

”I stedet for at pakke rygning væk, har vi forsøgt at starte en samtale om eksempelvis gruppepres. Og så længe Kræftens Bekæmpelse og Børns Vilkår støtter mine projekter, er det vigtigere for mig end sure forældre,” fortæller han.

Derudover er serierne også karakteriseret ved, at mange af skuespillerne er uprøvede.

Når det gælder casting, har Jonas Risvig opdaget en vigtig opgave i at finde dem, som ikke nødvendigvis råber højest. Både for at skabe en bredere repræsentation, men også for at give selv de mest generte en mulighed for at blive hørt.

”At finde en ung version af mig selv, som ikke ville turde melde sig – det kunne være fantastisk. Men man skal huske, at selvom den dreng, som har det svært, ville være den bedste til at spille netop det, så skal der være en lyst og tryghed i at deltage,” fortæller han.

Jonas Risvig har et ønske om, at serierne repræsenterer en nuanceret ungdom, men ligesom tilfældet før, er det nemmere sagt end gjort:

”Kropsdiversitet er det sværeste. For hvis man er 17 år gammel og føler, man ikke ligner de andre, kan det være enormt angstprovokerende at stå frem,” fortæller han.

Jonas Risvig besøger landets teaterskoler for at tale med underviserne i håb om at skabe en tryggere ramme for unge. Han opsøger også sociale boligområder for at finde piger og drenge med forskellig etnisk baggrund.

Kan mænd lave serier om kvinder?

Selvom flere af serierne fik betydelig succes, var det først med serien Salsa, sendt på DR, at Jonas for alvor brændte igennem. En serie om venskab, kærlighed og ikke mindst teenagepiger, der udforsker deres seksualitet.

”Salsa er den serie, som har været allerfedest at lave. Men det er også den, som jeg har hørt mest for, og den, som jeg har været mest i tvivl om, hvorvidt den skulle fortsætte,” fortæller Jonas Risvig.

Nogle seere har kritiseret Salsa for det faktum, at den er instrueret af en mand. En kritik, som fremstår mere personlig end konstruktiv, og som er svær at anerkende for Jonas Risvig.

”Fordi det er en serie om kvinder, bestod næsten hele produktionsholdet af kvinder. Jeg ønskede at starte en nuanceret samtale om seksualitet, men jeg har lagt et kæmpe arbejde i at få de rigtige stemmer indover,” fortæller han og fortsætter:

”Man må altid bedømme produktet, men når kritikken går på min person og mine intentioner, bliver jeg mega ked af det.”

Han understreger, at både mænd og kvinder kan producere godt indhold om det modsatte køn, og at det altid handler om at gøre sig umage for at sætte sig ind i kulturen.

Indtil videre er der udgivet to sæsoner af Salsa, mens arbejdet på sæson tre er i gang.

Den ”seje” måde at være ung på

Jonas Risvig bruger og inddrager sit publikum. De unge er med til idéudvikling og manuskriptskrivning, og skuespillerne bliver bedt om at omformulere replikkerne til måden, de selv ville sige dem. 

For Jonas Risvig er det vigtigt, at det er de unge, som taler, når offentligheden ser ham som ungdommens talerør.

”Jeg er blevet ham, som jeg altid selv var i opposition imod. Den voksne, som skulle gætte på, hvordan det er at være ung. Så jeg ser virkelig min position som et ansvar, der forpligter,” fortæller han. 

Alligevel har han mødt kritik for at portrættere et perfekthedsbillede af, hvordan man er ung på den ”seje” måde. En måde, hvor man har lyst til at drikke alkohol hver weekend og tale med sine venner om kærlighed og sex. 

Selv var Jonas Risvig ikke bevidst om, hvordan hans serier havde påvirket visse unge.

”I forsøget på at skabe et indbydende univers og rum for samtale er jeg også endt med at ekskludere alle dem, som ikke har det på samme måde. Det er ret vildt, for jeg har ikke tænkt over det, før den del af kritikken opstod,” fortæller han.

Når Jonas aktivt opfordrer til åbenhed, er det ikke usædvanligt for ham at blive mødt med kritik. Han nævner endda, at han dagligt modtager kritik, og der er næsten intet, han ikke har hørt før.

På trods af det har denne del af kritikken alligevel gjort et stort indtryk på ham.

”Det, som har gjort mig allermest ked af det, er, hvis jeg har fået nogen til at føle, at de ikke er gode nok. Det skulle meget gerne have været det modsatte. Hver dag er denne del af kritikken øverst på min liste over ting, jeg skal arbejde på,” fortæller Jonas Risvig.

Han er ved at lægge sidste hånd på spillefilmen Kontra, der, ifølge ham selv, er et opgør med netop den perfekthedskultur, han selv har været med til at portrættere. Så når filmens hovedkarakter ikke lader sig bukke under for normen om at skulle være ung på en bestemt måde, ser Jonas Risvig det også som en form for kritik af sig selv og sine tidligere produktioner.

”Hovedkarakteren adskiller sig meget fra dem, der ellers har optrådt i mine serier, og nu sidder jeg også med Salsa 3, hvor vi er ved at gøre det hele ‘lidt grimmere’ og mere relaterbart,” fortæller han. 

Selvom den 30-årige instruktør har mødtmeget kritik, er han ikke i tvivl om, at han skal blive ved med det, han laver. For hvad der var hans drivkraft for overhovedet at begynde, er også motoren for at fortsætte: At give nogen noget at spejle sig i.

”Jeg ser nu, at det var meget få mennesker på min årgang, der udlevede den vilde ungdom. Jeg glemte, at min sidemakker kunne have det på samme måde som mig, og jeg håber, at mine serier kan hjælpe andre i samme situation,” fortæller han.

FORSIDEN

Alex Vanopslagh vil give ungdommen mere frihed – og de lytter til ham som aldrig før

Alex Vanopslagh vil give ungdommen mere frihed – og de lytter til ham som aldrig før

af | mar 21, 2024 | TEMA

TEMA
Alex Vanopslagh vil give ungdommen mere frihed – og de lytter til ham som aldrig før

Skolevalg 2024 blev endnu en succes til den politiske perlerække af gode resultater, som Liberal Alliance og Alex Vanopslagh har skabt. Højrefløjspartiet har etableret et politisk talerør til ungdommen, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi går en Liberal fremtid i møde, siger valgforsker.

TEKST: SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN & EMIL LUND JENSEN

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT Nielsen

Udgivet den 21. marts 2024

Da de danske folkeskoleelever kom hjem til deres forældre efter dette års skolevalg den 1. februar, kunne hver tredje fortælle, at krydset var havnet ved Liberal Alliance (LA).

Alex Vanopslagh har sammen med sit parti, LA, formået at gøre noget, som få andre politiske partier i Danmark har. At nå ud til de unge med humor som redskab.

Hele 30 procent af de folkeskoleelever, der stemte ved valget, stemte i år på LA, hvilket er en stigning på lidt over 18 procentpoint siden Skolevalg 2021. Til sammenligning fik rød blok, sammen med Radikale Venstre, i alt 39 procent af elevernes stemmer. Nogle peger på, at succesen primært skyldes sjove TikToks og en charmerende partiformand, men det synes Alex Vanopslagh, er en forsimpling.

PoliTikTok

Danske unge får i høj grad deres nyheder og information fra sociale medier. Derfor er det ifølge Jonas Lieberkind, ungdomsforsker og lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, ingen tilfældighed, at Alex Vanopslagh og LA fik et fremragende skolevalg.

”LA og Vanopslagh har været rigtig dygtige til at kommunikere på en måde, som giver mening for de unge. Der er  mange, der snakker om ham. Alle tager stilling til ham. Man snakker jo ikke om for eksempel Konservative på samme måde,” siger Jonas Lieberkind.

TikTok-videoers korte format gør det svært at udfolde komplekse politiske samtaler. Derfor er Alex Vanopslagh også bevidst om, at der medfølger et ansvar for at give de unge en dybere indsigt i politik. Af den grund laver LA også podcast og YouTube-videoer, hvor mere komplekse aspekter af politik bliver diskuteret. Men spørgsmålet om, hvorvidt LA’s TikTok-videoer er fordummende, synes han, er misforstået.

“Vores sjove videoer fylder mere på TikTok, men det er ikke mere fordummende end Facebook-opslag og TV -debatter, hvor tingene også tit forsimples. De er nok bare målrettet boomer-segmentet. At man på Facebook formulerer et vredt opslag med et meget lavt lixtal er,w som jeg ser det, ikke en tand mindre forsimplet end vores TikToks,” siger Alex Vanopslagh.

En del af partiets enorme tilslutning hos de unge kan skyldes deres humoristiske måde at videreformidle politiske budskaber på sociale medier. Men ifølge Jonas Lieberkind taler Alex Vanopslagh også ind i nogle ting, som de unge går meget op i: økonomi, spørgsmål om topskat og ønsket om ansvar.

“Unge vil rigtig gerne deltage, og de synes, at de har noget at byde på. Lige præcis LA appellerer til, at unge skal have en større frihed og selv tage det ansvar, der følger med friheden. Det er noget, de unge higer efter. At være en del af det samfund, som de ser,” forklarer Jonas Lieberkind.

Alex og ansvaret for den unge generation

Alex Vanopslagh synes, at det er på tide, at fortællingen om de unge skal være positiv. Han køber ikke det, som han selv beskriver som en offer-fortælling om de unge. En fortælling, han mener, ses hos mange venstreorienterede partier. Han anerkender, at ungdommen i dag givetvis har det sværere på mange parametre, end tidligere generationer har haft, men han mener, at politikerne har et ansvar for at tale de unge op.

“At ungdommen skulle mistrives som aldrig før, og at de krav, der er i uddannelsessystemet, skulle være helt horrible. Den offerfortælling, tror jeg ikke, tjener nogen særlig godt. Det er nok også en af grundene til, at vi fik et godt skolevalg. Vi har en mere optimistisk tilgang til ungdommen,” uddyber Alex Vanopslagh.

Ifølge Rune Stubager, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, føler de unge vælgere sig ofte mere draget af rene, ideologiske standpunkter, som det LA for eksempel leverer. Men i takt med at vælgerne bliver ældre, nuanceres deres billede af politik, og dermed blegner nogle af disse ideologiske tendenser.

“Man kunne godt have den overvejelse, om alle de folkeskoleelever, der synes, at LA er et godt valg, er helt med på for eksempel partiets SU-politik. Måske bliver et politisk punkt som dette lidt mere aktuelt, når de selv skal til at bruge den del af velfærdssamfundet,” fortæller Rune Stubager.

Alex Vanopslagh synes som ung partileder, at det er fedt, at de unge synes godt om LA, men han vil ikke tilrettelægge politikken efter de unge. I stedet for at love højere SU eller gratis psykologhjælp til unge, peger han på, at man i stedet bør fortsætte med at tale i øjenhøjde med de unge.

“TikTok er jo det klareste eksempel på, at vi fanger dem i øjenhøjde. Men vi designer ikke vores politik efter, hvad vi tror, de unge gerne vil have. Vi fører den politik, vi mener, er bedst for Danmark,” uddyber Alex Vanopslagh.

Danmarks folkeskolevalgte minister

Simon Fendinge var som landsformand for Liberal Alliances Ungdom hovedarkitekten bag det succesfulde skolevalg. Der er klare ligheder mellem Alex Vanopslagh og Simon Fendinge. De har begge vundet DM i Debat. De har begge været eller er formand for Liberal Alliances ungdom. Og så har de begge to en rigtig stærk appel til de unge.

“Eleverne bakkede rigtig meget op. De bakkede også mere op efter debatterne, end de gjorde inden. Det gik jo rigtig godt,” fortæller Simon Fendinge

Ifølge Jonas Lieberkind er de unge trætte af den traditionelle partipolitik med debatter, hvor partierne fokuserer mere på at kritisere hinanden end at diskutere politik. Liberal Alliances Ungdom havde en klar taktik om kun at snakke om egen politik ved skolevalget. En taktik, der bar frugt og var medvirkende til, at man høstede 30 procent af stemmerne.

“Jeg tror og håber på, at vores fremtid er mere liberal. Det var det indtryk, jeg fik ude på skolerne, i og med at det gik, som det gjorde,” fortæller Simon Fendinge.

En fremtid med meget mere LA?

Rune Stubager mener dog, at man skal være påpasselig med at drage konklusioner. Det skyldes, at resultaterne generelt er ustabile sammenlignet med meningsmålinger og folketingsvalg. Det er ifølge Rune Stubager udslagsgivende for, at et skolevalg ikke varsler nogen markant forandring i det politiske landskab.

“Jeg tvivler på, at vi kommer til at se en så massiv blå ungdomsårgang, når disse unge skal stemme til folketingsvalg. Vi ser i forskning, at påvirkningen fra forældrene er lige så stærk nu, som den var tilbage i 1970’erne. Og blandt forældrene ligger blokbalancen jo tæt på 50-50,” fortæller Rune Stubager.

En del af forklaringen på ustabiliteten findes ifølge Rune Stubager i, at det er ’en gratis omgang’ for eleverne. Skolevalg kræver ikke nødvendigvis det samme niveau af indsigt i det politiske stof som et folketingsvalg.

“Det betyder, at man som vælger kan lade sig rive med af en stemning og de mærkesager, man synes er mest spændende. Man kan vælge det uden at tænke så meget over en reel indvirkning,” forklarer Rune Stubager.

Alex Vanopslagh og Simon Fendinge anerkender Rune Stubagers analyse af, at Skolevalg ikke er repræsentativt for et reelt folketingsvalg, og at man derfor skal passe på med at konkludere noget på baggrund af det. Dog var de begge henrykt over resultatet, og Simon Fendinge fortæller, at han stadig tror på den liberale fremtid.

Rune Stubager er heller ikke i tvivl om, at LA vil få et godt valg næste gang, der åbnes for stemmeurnerne, især blandt unge mænd. Men han tror ikke på, at hverken LA eller blå blok vil opleve så markant en fremgang, som Skolevalg 2024 eksemplificerer.

FORSIDEN
Dårligere end journalistuddannelsen – nu vil kommunikation øge diversiteten

Dårligere end journalistuddannelsen – nu vil kommunikation øge diversiteten

af | mar 21, 2024 | INDE

INDE
Dårligere end journalistuddannelsen – nu vil kommunikation øge diversiteten

DMJX ønsker mere diversitet på kommunikationsuddannelsen, som i dag rangerer lavere end journalistuddannelsen på mangfoldighed.

TEKST: VICTOR ØRGAARD ANDERSEN
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 21. marts 2024

Over de kommende måneder bliver strategien for en øget diversitet lagt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Der skal fastsættes målsætninger og formuleres handlingsplaner for de kommende års optagelse, så det sikres, at elevmassen afspejler et bredt udsnit af den danske befolkning.

Netop det område er et af de steder, hvor Helle Winding, institutchef ved Institut for Kommunikation, mener, at skolen har et stort stykke arbejde foran sig.

”Vi arbejder mod øget diversitet, så fremtidens uddannelser på DMJX i langt højere grad kommer til at afspejle den brede danske befolkning,” siger hun.

Helle Winding giver ydermere udtryk for, at en mangfoldig baggrund i flere tilfælde giver en større indsigt i samfundets problematikker og øger muligheden for mere nuanceret løsninger på samfundets udfordringer.

“Jeg var chokeret over, at det kun var mig og én anden”

En af de elever, som har oplevet den lave diversitet på egen krop, er Mirjam Mwaka Kapembwa Roed. Hun er født og opvokset i Aarhus, har en dansk far og en mor, som er født og opvokset i Zambia.

Da Mirjam i sommeren 2021 startede på kommunikationsuddannelsen på DMJX, var hun vant til at bevæge sig i miljøer, hvor den etniske diversitet var høj. Hun havde gået på en international privatskole, og i hendes gymnasieklasse var omkring 25 procent af de studerende af udenlandsk herkomst, hvor enten en eller begge forældre ikke oprindeligt kom fra Danmark. Derfor var chokket også stort, da hun startede på DMJX.

“Da jeg startede på DMJX, var jeg chokeret over, at det kun var mig og én anden, der havde en eller flere forældre med multikulturel baggrund. Det fik mig til at tænke over, om de andre i klassen overhovedet kunne relatere til mig,” siger Mirjam Roed.

Efterhånden viste det sig, at hendes frygt var ubegrundet. Efter hun lærte sine klassekammerater at kende, blev det hurtigt tydeligt, at hendes baggrund ikke satte en stopper for hendes bekendtskaber eller studietid på skolen. På trods af det, ville det dog for Mirjam Roed have været rart med nogle at kunne spejle sig i og vende nogle af de udfordringer, som til tider prægede hende grundet hendes ophav. Her valgte Mirjam Roed i stedet at tale med de udvekslingsstuderende, der også befinder sig på skolen, da de bragte andre perspektiver med sig og kunne se sig enige i, hvordan det var at skille sig ud.

”Jeg har virkelig haft gode samtaler med skolens udvekslingsstuderende. De er hyggelige at tale med, fordi de kommer fra en anden kultur. Man kan tale med dem om andre ting, end hvad der lige rører sig i Danmark,” siger Mirjam Roed.

Udbredelse og branding er vejen frem

Behovet for en øget grad af diversitet kommer klart til udtryk i Mirjam Roeds beretninger om sin tid på uddannelsen. Spørgsmålet er, hvorfor der først nu sættes fokus på diversiteten, og hvorfor der ikke er sket tiltag tidligere?

Spørger man Helle Winding, har det reelt ikke tidligere været en problemstilling, der er taget stilling til, eller som har været på dagsordenen.

”Det er først det sidste halvandet år, at ordet diversitet har ramt kommunikationsuddannelsen på DMJX. To gange årligt er vi i dialog med branchen, og vi har ikke tidligere oplevet, at diversitet har været et tema,” siger Helle Winding.

Hendes udtalelser bakkes op af en undersøgelse udarbejdet af Danmarks Statistik. Undersøgelsen, der for nyligt blev bragt i Fagbladet Journalisten, viser, hvilke uddannelser, der tiltrækker de største andele af studerende med udenlandsk herkomst. Ud af 940 uddannelser befinder kommunikationsuddannelsen sig i den lave ende på en 555. plads. Til sammenligning er  journalistuddannelsen på DMJX på en 259. plads.

Derudover mener Helle Winding, at en af grundene til den lave grad af diversitet findes i kommunikationsuddannelsens branding udadtil. Uddannelsen har ikke uanede midler til at annoncere, og i takt med at den faglige viden om uddannelsen ikke bliver spredt, bliver diversiteten af ansøgere også mere snæver. En løsning på det kunne, ifølge Helle Winding, være vidensdeling på de danske gymnasier for at øge kendskabet til uddannelsen.

”En del af den kommende handlingsplan kunne være at plukke 20 gymnasier ud i Danmark, hvor diversiteten er høj og så derefter lave et samarbejde,” siger Helle Winding.

 

 

”Min mor var lidt nervøs for, om jeg godt kunne blive til noget, og hvad mine muligheder ville være efter min studietid,”

 

–Mirjam Mwaka Kapembwa Roed, kommunikationsstuderende på DMJX 

Ny strategi for diversitet

Hvad angår de fremtidige ændringer til uddannelsen, er Mirjam Roed splittet. Hun har svært ved at sætte sig ind i, hvordan skolen helt præcist kan forbedre diversiteten, men er i høj grad enig i, at Helle Windings forslag virker fornuftigt. Det var de samme problematikker, der prægede hende og hendes familie, inden hun søgte ind. Her måtte Mirjam Roed især bruge tid på at sætte sin mor ind i de muligheder, uddannelsen bød på, og at de ikke bare er attraktive, men også mange.

”Jeg gik længe og overvejede at studere jura, men så fandt jeg kommunikation, som var mere mig. Min mor var lidt nervøs for, om jeg godt kunne blive til noget, og hvad mine muligheder ville være efter min studietid,” siger Mirjam Roed.

Derfor mener hun også, at en af de bedste løsninger på den manglende diversitet er at udbrede kendskabet til uddannelsen, så man opnår et så bredt udsnit af danskerne som overhovedet muligt. For hende vil det betyde, at der er flere at spejle sig i, som kan bringe nye perspektiver ind i hverdagen. Derfor er håbet også, at målsætningerne for en ny strategi for diversitet bliver en realitet, og at kommende studerende med udenlandsk herkomst har modet til at søge ind. 

”Jeg håber selvfølgelig, at alle har lyst til at ansøge og ikke ser det som et benspænd, at man måske er én af de få, som har en multikulturel baggrund,” siger Mirjam Roed.

Håb for fremtiden

Helle Winding ser optimistisk på udfordringen med at øge diversiteten på DMJX. De kommende handlingsplaner skal understøtte et tværfagligt samarbejde på skolen og sætte fokus på arbejdet med at tiltrække en bredere gruppe af studerende.

Hun mener dog ikke, at problemet udelukkende kan løses på DMJX, men at det skal ske i samarbejde med branchen. Derfor er det vigtigt at fortsætte den gode dialog og lave en forventningsafstemning om, hvordan uddannelsesinstitution og branche kan hjælpe hinanden til at opnå det bedst mulige resultat.

”Hvis vi ser på nogle af de store mastodonterne i branchen såsom LEGO, Ørsted og Novo Nordisk, så ved jeg, at der i deres rekruttering er et stort fokus på diversitet,” siger Helle Winding.

Hun håber på, at vi i fremtiden vil se ind i en uddannelse, der bærer præg af harmoni, mangfoldighed og et væld af forskellige perspektiver, som alle vil være med til at styrke uddannelsen.

”Jeg håber på, at vi får øget diversiteten og fortsætter med den gode undervisning, som vi bedriver i dag. Derudover er jeg sikker på, at vi kommer til at levere en rigtig god uddannelse og i sidste ende kommer til at repræsentere hele befolkningen i Danmark,” siger Helle Winding.

FORSIDEN
Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

af | dec 7, 2023 | TEMA

TEMA
Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

Det Nordjyske Mediehus prioriterer at give sine journalistpraktikanter ansvar. Det oplever praktikanten Asbjørn Mogstad, som har fået frie tøjler til at skabe et podcast-projekt.

TEKST: IBEN MEJLHEDE
FOTO: ANDERS LINDSTRØM

Udgivet den 07. december 2023

Et par minutter før start er Asbjørn Løvendahl Mogstad på vej ind i radiostudiet. Termometeret viser 25 grader og er resultatet af en bygningsfejl i radiostudiet, der giver problemer med udluftningen. Hele mediehuset er nybygget, og under opbygningen af radiostudiet opstod der en konstruktionsfejl, der har medført problemer med nedkølingen af studierne. Indtil bygningsfejlen bliver rettet, fungerer ventilationen i radiostudiet derfor ikke.

Klokken slår seks, og radioprogrammet går live. Efter musiknummeret “In Your Eyes” af The Weeknd, tager Asbjørns medvært Claus Høyer ordet. Debatten handler om influenceres brug af sponsoreret indhold på sociale medier.

“På sociale medier møder man et flæng af forskellige influencere, hvor de reklamerer for sponsoreret indhold. Nogle gange kan man måske være lidt i tvivl, om det er reklame eller skjult reklame,” siger Claus Høyer.     

Asbjørn svarer:

“Ja, man kender godt det gode gamle begreb fake laugh. Det er, når man kan høre, at folk griner på en måde, hvor de tydeligvis ikke synes, at det er sjovt. Når influencere siger, at de elsker et produkt, fordi det har ændret deres liv, men alligevel ligner én, der er ved at falde i søvn. Så tænker man, er det virkelig din ærlige holdning? Eller er du bare ude på at tage mig ved næsen?”

Det er ikke uvant, at Asbjørns stemme er i radioen, for han er radiovært på Det Nordjyske Mediehus. Her har han været i praktik siden februar. Han laver blandt andet et radioprogram sammen med Claus Høyer.       

Det er et satirisk indspark til ANR, en forkortelse af Aalborg NærRadio. Programmet er et af de steder, hvor Asbjørn oplever at have ansvaret tæt inde på kroppen.

Bag mikrofonen
Radio er ikke det eneste, som Asbjørn laver. Han har en varieret hverdag med morgenradio onsdag, torsdag og fredag, mens han sidder med et podcast-projekt mandag og tirsdag. Et podcast-projekt, han ikke kan løfte sløret for, men selv har fået ideen til.

“Her kan jeg godt mærke, at jeg har fået rigtig meget ansvar. Jeg føler en positiv paranoia over, hvor stort et projekt det faktisk er, jeg har fået lov til at lave. Det har også været en lang proces. Jeg startede med en uges pitch af ideen, hvor jeg også læste relevant litteratur om blandt andet fortælleteknik. Derefter lavede jeg en uges research, og først efter det havde jeg fingrene i at skulle formidle og lave interviews,” siger han. 

Podcastprojektet startede i september og varer indtil januar næste år. Her tager Asbjørn rundt i Danmark for at indhente data og viden blandt andet gennem interviews.     

Selvom han ikke må sige så meget om projektet, kan han fortælle, at præmissen selvfølgelig skal godkendes, men at det er ham selv, der får lov til at sætte rammerne for podcasten. Det er også igennem det her projekt, at Asbjørn oplever at have mest ansvar som praktikant, da han står for meget af forløbet selv. Det oplevede han eksempelvis, da en kilde anbefalede ham at tage til Sjælland og interviewe to mennesker, som han fandt relevante for historien.

“Så jeg spurgte, om jeg kunne tage til Sjælland, og det var fint. Selvfølgelig har vi en dialog om det, men jeg får lov til at komme med ideerne,” siger Asbjørn.

Egen drivkraft
Asbjørn ville gerne have meget ansvar, og da han startede hos Det Nordjyske Mediehus, måtte han også bevise, at han var dygtig nok til at få det. Her skulle mediehuset lægge en plan for hans rolle, og derfor startede Asbjørn heller ikke med at have så meget ansvar, som han har nu.

“Da jeg startede på Det Nordjyske Mediehus, kiggede de på, hvordan jeg udviste evnen til at løfte de opgaver, jeg blev stillet. De skulle lige teste mig af og føle mig på tænderne. Hvad er en passende sværhedsgrad for ham? Hvad er et passende pres at putte på ham? Det er nemlig en vigtig balancegang. Jeg skal ikke have for kedelige opgaver, men heller ikke for meget ansvar, ” siger Asbjørn.

Tilbage i radiostudiet har temperaturen sneget sig op på 27,2 grader. Musikken fra radioen spiller højt. Tre elever fra niende klasse er i skolepraktik, og de har fået til opgave at finde en nyhed på TikTok, som de skal fortælle om i radioudsendelsen.

Netop værtsrollen, som Asbjørn nu har i radioen, er noget, han specifikt har ønsket. En rolle, som udvikler ham som praktikant, og hvor han igen kan mærke, han får ansvar.

“Man skal aflevere nogle læringsplaner i løbet af sin praktiktid. Der har jeg formuleret, at jeg gerne vil have erfaring med værtskab, hvilket jeg får rig mulighed for med min morgenværtsrolle. Derudover vil jeg gerne brygge videre på min glæde ved fortællende journalistik,” siger Asbjørn.

Dagene som praktikant er ikke ens, og inden der er gået for længe, stikker et nyt hoved ind i radiostudiet, nemlig Carsten Nymann. Han er redaktionschef for radio og lyd og har på grund af sin stilling løbende samtaler med Asbjørn.

Dybt vand og redningsveste
Samtalerne handler om at finde ud af, hvordan Asbjørns tid som praktikant skal fungere. Selvom der både er retningslinjer fra praktikstederne og en uddannelsesplan fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole om forløbet, fokuserer Carsten Nymann meget på, at der skal være plads til den enkelte praktikant. Netop derfor har Asbjørn også fået meget ansvar, fordi han er i slutningen af sit praktikforløb og derfor kan løfte lidt større opgaver.

Graden af ansvar afhænger af, hvor meget praktikanten har mod på, selvom det ifølge Carsten Nymann ikke kun handler om praktikantens lyst, men selvfølgelig også læringsplanen.

“Selvfølgelig tilpasser vi efter lyst såvel som evne, “ siger Carsten Nymann.

Han understreger vigtigheden i, at praktikanterne har ansvar, men samtidig må mediehuset ikke være afhængige af dem:

“Vi må aldrig være afhængige af praktikanterne, når det handler om at udkomme. Det er den store forskel på de faste journalister og en praktikant. Praktikanten skal være ekstra og altid kun ekstra,” siger Carsten Nymann.

Han reflekterer over vigtigheden i at blive udfordret, og at man netop som Asbjørn har fået meget ansvar. Det, mener han, skal til, for at praktikanterne kan udvikle sig og blive gode journalister, der griber knoglen.

“Min helt grundlæggende tanke er, at det er virkelig afgørende, at praktikanterne kommer ud af huset. De skal kastes ud på dybt vand, så længe de har fået redningsvesten med fra praktikstedet,” siger Carsten Nymann.

28,3 graders ansvar
Sammen med Asbjørns ansvar har temperaturen aldrig været så høj. Med hjælp fra skolepraktikanterne er den nået op på 28,3 grader. Studiet er fyldt med kaffekopper og efter fire timers sendetid, står én ting klart efter i dag: Det handler i høj grad om at omfavne ansvaret.

“Når man kommer ud som praktikant, får man typisk nogle forløb, som praktikstedet har planlagt. Det handler om at få det bedste ud af det og virkelig tage imod den læring, man får. Du skal selv tage ansvar for at komme ud og få prøvet nogle grænser af. Det er der nogen, som slår sig på, men det er også det, man lærer mest af,” siger Carsten Nymann.

Asbjørn er også enig i, at det handler om selv at tage ansvar, og at man som praktikant skal sørge for at være idérig.

“Det bedste råd, som jeg kan give, er uden tvivl, at vi som praktikanter skal være idérige. Man skal hurtigst muligt komme op i gear med idéudviklingen. På den måde viser du engagement, og at du brænder for noget. Derefter skal dørene nok åbne sig. Desuden skal man huske, at man godt må stille krav til sit praktiksted for at få en god sparring,“ siger Asbjørn.

FORSIDEN
Emma vil ikke overses i logistik og holdlister – nu vil DMJX se på ændringer

Emma vil ikke overses i logistik og holdlister – nu vil DMJX se på ændringer

af | dec 7, 2023 | INDE

INDE
Emma vil ikke overses i logistik og holdlister – nu vil DMJX se på ændringer

Emma Sommer ønskede et langt skriftforløb på mediespecialiseringen på tredje semester og datajournalistik til metodespecialiseringen på fjerde. Hun har ikke fået nogen af delene. Kan det passe, at man som studerende ikke har nogen reel magt over sin uddannelse? Studieadministrationen vil nu undersøge, om en ændring i studieordningen kan være løsningen.

TEKST: Emilie gammelgård jørgensen 
illustration: Lotte skjødt nielsen 

Udgivet den 07. december 2023

 ”Det er lidt som at have hænderne bundet på ryggen.”

Det var med den fornemmelse, Emma Sommer i august startede sin mediespecialisering på tredje semester – og det bliver med den fornemmelse, hun i det nye år starter sin metodespecialisering på fjerde semester. For selvom DMJX spørger de studerende, hvilke specialiseringer, de helst vil have på studiet, så er det ikke sikkert, at de får dem – og hverken på tredje eller fjerde semester har Emma fået sin ønskede specialisering. Det frustrerer hende, og det har sendt hende til studiekoordinationen og skolevejledningen med det samme spørgsmål.

 

Hvorfor kan jeg ikke styre, hvordan mit uddannelsesforløb skal være?

 

Første slag
Tilbage i foråret valgte Emma det lange skriftforløb som sin førsteprioritet til mediespecialiseringen. Hun ønskede at fordybe sig i det medie, hun vil arbejde med på sigt. Emma vidste, at hun ikke var sikret en plads på skriftholdet. DMJX forbeholder sig retten til at få holdene til at gå op, hvis der er rift om pladserne – men hun var ikke nervøs, inden holdlisterne blev offentliggjort.

”Jeg tænkte, ‘det bliver nok ikke mig’. Logisk ved man godt, at der nok er nogle, der ikke får deres førsteprioritet – men det er jo aldrig én selv, det sker for,” siger Emma Sommer. 

Derfor blev Emma overrasket, da holdlisterne kom i sommerferien. Hendes navn stod ikke på skriftholdet. Hun havde fået et langt radioforløb og et kort TV forløb, og ville ikke komme til at skrive på tredje semester. I starten forstod hun det ikke. Hun skrev til studieadministrationen for at komme på ventelisten til skrift – men det ændrede intet. Derfor begyndte hun at indstille sig på, at tredje semester ikke ville blive som håbet.

”Jeg følte mig nedslået, men det var en realitet – så jeg prøvede at ændre min indstilling. Jeg sagde til mig selv, at jeg ville få nogle andre muligheder på radio. Men lysten var der ikke,” siger hun.

Plads til en impostor?
Første dag på radioholdet bliver det tydeligt for Emma, at de fleste er der af egen fri vilje. Dagen starter med en navnerunde, hvor folk skal fortælle, hvad de lytter til. Mens de andre elever skiftes til at nævne det ene program efter det andet, bliver Emma nervøs – for hende er det tydeligt, at hun er havnet det forkerte sted.

”Jeg følte mig som en impostor. Folk havde hørt alt muligt, og man kunne mærke, at de virkelig brændte for lyd. Jeg har da hørt noget P1, men som regel lytter jeg til true crime, hvis jeg lytter til noget. Jeg følte ikke, at jeg passede ind. Så de første dage tænkte jeg bare: ‘hvad laver jeg her?’” siger Emma Sommer, der beskriver de første uger som en kamp.

”Jeg følte mig alene, og jeg sagde til mig selv, at jeg bare skulle klare mig igennem. Jeg havde ingen forventninger om, at jeg skulle lave et produkt, jeg ville være stolt af,” siger hun.

Derfra bliver det lettere. Selvom hun kæmper sig igennem forløbet, så får Emma lavet meget, hun er stolt af. Hun lærer også et medie at kende, hun langsomt bliver glad for. Spørger man Jakob Dybro Johansen, der er underviser på lydforløbet, er det normalt, at glæden skal arbejdes frem.

”Motivation går op og ned. Derfor kan det være frustrerende, hvis man går ind til et forløb med en forventning om, at alt er fedt hele vejen igennem. Tit bobler motivationen og gnisten frem undervejs, når man tager fat på arbejdet og sidder og bakser med det. Det handler tit om at kaste sig ud i det,” siger han.

Det genkender Emma ovenpå mediespecialiseringen. Den har åbnet hendes øjne for, hvordan medier kan spille sammen og endda gøre hende til en bedre journalist. 

”Jeg lukker helt ned. Det føles som et slag i ansigtet. Al motivation flyver bare ud af mig. Så jeg forlader auditoriet, og så ringer jeg til min mor. Jeg skal have det ud af systemet.”

– Emma Sommer, studerende på DMJX

Endnu en skuffelse
Da holdlisterne for metodespecialiseringen på fjerde semester offentliggøres, sidder Emma til forelæsning med resten af semestret. Rundt om hende begynder det at summe og hviske i krogene. På trods af tidligere oplevelser, er Emma ikke til at slå ud.

”Jeg havde bildt mig selv ind, at det slet ikke var en mulighed, at jeg heller ikke fik min førsteprioritet på fjerde semester. Jeg havde ønsket datajournalistik, og jeg var sikker på, at jeg ville få det,” siger hun.

Ikke desto mindre kan Emmas sidekammerat i gult auditorium hurtigt meddele, at Emma ikke står på holdlisten. Med det samme tjekker Emma selv – og der står det, sort på hvidt. Hun har igen ikke fået sin førsteprioritet. Hun skal efter juleferien begynde på undersøgende journalistik.

”Jeg lukker helt ned. Det føles som et slag i ansigtet. Al motivation flyver bare ud af mig. Så jeg forlader auditoriet, og så ringer jeg til min mor. Jeg skal have det ud af systemet,” siger hun.

Emma skriver sig igen på ventelisten – og så tager hun et møde med sin studievejleder for at finde ud af, hvad hun skal gøre. Selvom mødet hjælper, er meldingen nedslående: Der er intet at gøre. Her bliver Emmas erfaring fra mediespecialiseringen en hjælp. Hun beslutter at gå åbent til fjerde semester og håber på endnu en succesoplevelse med et fag, hun ikke selv har valgt. For Emma er drømmen om datajournalistik heller ikke død.

”Jeg vil prøve at se, om jeg kan opsøge nogle af metoderne fra data, så jeg får kontrol tilbage over min uddannelse.” 

Ændringer på vej
Den indstilling er vigtig, mener Mette Mørk, studiekoordinator for tredje semester. Ifølge hende vil DMJX gerne give de studerende de specialiseringer, de vil have – faktisk får folk som regel deres førsteprioritet. Kun otte personer fik i foråret ikke deres ønskede mediespecialisering. Endnu sjældnere er det, at det sker to gange. Derfor har DMJX ikke gjort noget for at forhindre det. 

”Indtil videre har holdplaceringen på tredje semester ikke været noget, studieadministrationen har taget med i deres overvejelser, når der laves holdlister til fjerde semester – mest fordi, vi ikke vidste, at der var et problem,” siger Mette Mørk. 

For Emma er det dog ikke en undskyldning, at det sker sjældent. Det burde gøre det lettere at løse problemet.

”Det kan godt være, at det sker sjældent – men for os, det sker for, fylder det alting. For mig virker det simpelt at plotte os, der ikke har fået førsteprioriteten på tredje semester, ind, så vi får det, vi helst vil have på fjerde. Det er sgu kun fair,” siger hun.

Mette Mørk forstår Emmas frustrationer, og det tyder på, at de vil afføde ændringer. Mette Mørk har nemlig været forbi studieadministrationen for at finde ud af, hvor svært det ville være at finde en løsning på problemet. Det arbejder de nu på.

”Vi er ved at undersøge, om man kan sikre, at de, der ikke fik deres førsteprioritet på tredje semester, får den på fjerde. Hvis det kan lade sig gøre, så kan det rettes ind til efteråret. Så kan man sikre, at ingen ender i samme situation som Emma,” siger Mette Mørk.

Mere lyd?
Der kan også være flere ændringer på vej, når DMJX inden så længe skal lave en ny studieordning, fortæller Mette Mørk. Skolen ønsker, på de studerendes opfordring, at introducere dem for alle tre medier i løbet af uddannelsen. Som det ser ud lige nu, er det kun muligt at arbejde med to medier i mediespecialiseringen. Det ene skal være TV. Det betyder, at de studerende slet ikke får muligheden for at arbejde med lyd, hvis ikke de vælger det. Dén opbygning vil ikke ændre sig, men der er andre muligheder.

”Den nye studieordning skal i gang efter sommerferien, og vi er ved at undersøge, om vi kan få lydmediet introduceret allerede fra første semester,” siger Mette Mørk.

Selvom der lige nu ikke ligger et format klar, hilser Jakob Dybro Johansen, der er underviser på lydforløbet  idéen velkommen. 

”Det er ikke et område, jeg har indflydelse på, men som fan af lydmediet ville det være skønt, hvis der kom mere lyd på DMJX,” siger han.

DMJX lytter – men
For Mette Mørk viser de mulige ændringer, at DMJX lytter til ris og ros fra de studerende, men det kræver, at de råber op, når tingene ikke fungerer.

”Tit er det sådan, at hvis problemet er der, og det er nemt at løse, så finder vi ud af det. Vi lytter faktisk, når I kommer til os. Derfor er det også vigtigt, at I kommer,” siger hun.

Selvom DMJX gerne vil gøre det bedre, så minder Mette Mørk om, at det ikke behøver at være jordens undergang, hvis tingene ikke altid går som forventet.

”For jer bliver alting meget eksistentielt. Nogle gange, så tænker I ‘Nå, men jeg falder sikkert død om, hvis jeg ikke får det her’. Men det gør I ikke – for så er der noget andet, man får ud af det i stedet,” siger hun.

Emma Sommer er ikke faldet død om. Hun er glad for, at skolen vil se på problemet. Hun er også bevidst om, at hendes oplevelse i det store perspektiv befinder sig på småtingsskalaen – men det ændrer ikke det store.

”På verdensplan er det Jordens mindste problem. Men for mig er det stadig enormt træls,” siger Emma Sommer.

FORSIDEN