Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

af | maj 30, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Revolutionært Kommunistisk Parti kæmper for at vælte det kapitalistiske system i Danmark. Den 1. maj mødtes Illustreret Bunker med det nye kommunistiske parti i Fælledparken, hvor partiet afholdt taler, solgte marxistiske aviser og hvervede nye kammerater.

TEKST & FOTO: EMIL LUND JENSEN  

Udgivet den 30. maj 2024

En lille pige render rundt om bordene, som Revolutionært Kommunistisk Parti har opstillet ved deres post i Fælledparken. Pigens mor sidder med en veninde, som har en t-shirt med partiets navn  på ryggen. Pigen fremstammer et ord, der er svært at tyde, men den kommunistiske veninde er ikke i tvivl.

”Sagde du lige Palæstina?”

Pigen nikker.

”You are the best child in the whole world!” udbryder veninden højt.

Den 1. maj er arbejdernes internationale kampdag, og traditionen tro er Fælledparken fyldt med røde flag. Røde flag, der smælder. Røde flag med gul hammer og sejl. I hvert fald i denne ende af parken. Under de kommunistiske faner står åbne, hvide telte, der er fyldt med unge kammerater, som de, kommunismens tradition tro, ynder at kalde sig selv. Kammeraterne er iført røde t-shirts med ordene ’Revolutionært Kommunistisk Parti’ printet på brystet. I teltene kan man tilslutte sig som en af kammeraterne i det marxistiske parti – eller bare købe en øl til den ikke så kammeratlige pris af 45 kroner stykket. Netop her, under den hvide teltdug, står talspersonen for Revolutionært Kommunistisk Parti, Rasmus Jeppesen, og snakker med både medier og potentielle kammerater.

Solskin og en statsminister i Haderslev

Første maj har i mange år været en festdag for Socialdemokratiet, men ifølge kommunisterne i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) er det ikke længere en dag, som partiet med de røde roser kan kræve ejerskab på.

Solen brager ned på de kortærmede fremmødte i Fælledparken. Justitsminister Peter Hummelgaard får også varmen at føle, da han holder sin tale. Talen bliver afbrudt af propalæstinensiske demonstranter, og det er meget svært at høre, hvad justitsministeren siger.

Peter Hummelgaard agerer stedfortræder for landets socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, der i stedet er i Haderslev. Her fejrer hun, at Socialdemokratiets galionsfigur for Arne-pensionen, Arne Juhl, tager hul på den pension, som er opkaldt efter ham.

For Rasmus Jeppesen er det ingen overraskelse, at landets statsminister ikke er at finde i Fælledparken i dag. Faktisk ville det, ifølge ham, give mindre mening, hvis hun var til stede.

”Jeg synes, at det er dybt forkasteligt. Men jeg forstår hende godt. Det er hende, der er skyld i, at arbejderne får det sværere og sværere, mens en lille procentdel bliver ekstremt rige. Det ville ikke gå godt for hende i dag. I stedet er hun i Haderslev og fejrer en pension, der kun gavner ganske få,” siger Rasmus Jeppesen.

Peter Hummelgaard trådte jo til og holdt en tale i statsministerens fravær. Han blev buhet af scenen. Hvad tænker du om det?

”Det undrer mig ikke. Hvad havde han regnet med? Folk gider da ikke at høre på dem i dag. Slet ikke her,” fortsætter Rasmus Jeppesen.

Hvem er kommunisterne?

Revolutionært Kommunistisk Parti er et nyt parti, der først officielt bliver stiftet til oktober. Lige nu er partiet i en fase, hvor det forsøger at tillokke sig en masse kammerater landet over. Der er i alt 14 afdelinger af partiet alene i Københavnsområdet. Ligeledes er der en række mindre afdelinger rundt  i landet. Målet med partiet er at vælte det kapitalistiske system og indføre marxistisk kommunisme i Danmark.

Af de fremmødte kommunister denne solskinsdag er næsten alle unge mennesker. Det er ligeledes en ung revolution, der, ifølge dem selv, er på vej.

Danmark er fyldt med ensidige status-quo-medier

Rasmus Jeppesen er en travl mand i dag. Mange medier har været henne for at interviewe den kommunistiske leder, hvor de alle har stillet mere eller mindre de samme spørgsmål. ”Hvorfor har Danmark brug for kommunisme?” og ”hvordan skal revolutionen foregå?”

Selvom Rasmus Jeppesen svarer høfligt og går i dybden, når han fortæller, at de mener, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og at det er en fredelig revolution, som de ønsker, er han langt fra tilfreds med mediestanden i Danmark. Ifølge ham er det nemlig ikke kun politikerne, der er skyld i, at systemet er blevet pilråddent. Også medierne bærer, ifølge ham, et stort ansvar.

”Mediestanden i Danmark domineres af status-quo-medier, der er enormt ensidige i deres dækning. Især af store konflikter og problemer. Derfor arbejder vi også på at lave vores eget medie. En marxistisk avis.”

Er det ikke også et ensidigt medie?

”Jo, men det er alle medier. Forskellen er bare, at vi selv skriver, at vi har en agenda.”

Så problemet med medierne i Danmark er, at de ikke selv deklarerer deres agenda?

”Ja.”

Før vi når at snakke den danske mediestand til ende, bliver Rasmus Jeppesen trukket ud af samtalen af et af de medier, som han netop har beskrevet, bidrager til det ensidige status-quo-mediebillede. Der skal nemlig laves et lille SoMe-indslag med ham, hvilket han stiller op til med smil på læben.

På skillevejen mellem stalinisme og marxisme kører en kommunist i en ladcykel

”Det folkemord, vi er vidne til i Gaza, er produktet af et sygt system. Kapitalismen har spillet fallit!” gjalder en ung kommunist gennem en megafon fra ladet i en ladcykel. Ud fra hans påklædning at dømme er han en del af det marxistiske Revolutionært Kommunistisk Parti, men man kan ikke vide sig alt for sikker. Det spæde parti er nemlig ikke ene om at sprede de kommunistiske budskaber. Kun en smal grussti adskiller de marxistiske kammerater, som Rasmus Jeppesen repræsenterer, fra en stalinistisk bevægelse. Rød første maj står der på partiets faner. Partiet hedder Kommunistisk Parti – altså det samme, bare uden en revolution. Dermed er Fælledparken forvandlet til en kommunistisk buffet, hvor man med få skridt kan bevæge sig mellem marxisme og den noget mere ekstreme stalinisme.

Organisér jer!

Mange kammeratlige fødder har betrådt scenen ved RKP’s plads i løbet af dagen. En af de sidste til at gøre kunsten efter er Johan Uhrskov-Bendixen, som er et af de ledende medlemmer af partiet. Og han holder sig bestemt ikke tilbage.

”I et kapitalistisk system er det ikke ens stemme, der giver magt. Det er dollars, der styrer magten!” udbryder Johan Uhrskov-Bendixen.

De fremmødte jubler og klapper.

”Heldigvis for os har kapitalismen ikke kun skabt et sygt system. Den har også skabt den generation, som bliver dens død! Vi har alt at vinde og kun vores lænker at tabe. Så meld jer hos kammeraterne i boden. Foren jer. Organisér jer!” afslutter Johan Uhrskov-Bendixen sin tale.

Kommunisme på Christiansborg?

Selvom ambitionerne for den kommunistiske revolution er tårnhøje, er der ikke nødvendigvis en drøm om et kontor på Christiansborgs bonede gulve.

”Vi vil jo helst gentænke hele systemet. Men vi tager samtidig al den demokratiske indflydelse, som vi kan få – også på Christiansborg. Men vi ville ikke kunne få særlig meget igennem,” forklarer Rasmus Jeppesen

Hvorfor ikke?

”Fordi det i et kapitalistisk system ikke er politikerne, der bestemmer. Det er dem med pengene. Det er folk som Dansk Industri og Dansk Landbrug, og de er ikke interesserede i vores politik,” uddyber Rasmus Jeppesen.

Da dagen lakker mod sin ende, og kammeraterne snart skal pakke scenen sammen, kigger Rasmus Jeppesen ud over pladsen, der er godt fyldt.

”Det er dejligt, at vejret er så godt. Det er ikke sikkert, at der var kommet lige så mange, hvis det regnede og var fem grader som i sidste uge,” smiler Rasmus Jeppesen.

Det er trods alt fedest at revolutionere samfundet i solskin.

Rasmus Jeppesen, talsperson for Revolutionært Kommunistisk Parti.

FORSIDEN

Når storpolitik møder glitter og glamour: “En kulturel kampplads, hvor politik sættes i spil”

Når storpolitik møder glitter og glamour: “En kulturel kampplads, hvor politik sættes i spil”

af | maj 30, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

NYT I TEMA | TEMA
Når storpolitik møder glitter og glamour: “En kulturel kampplads, hvor politik sættes i spil”

Ved Eurovision i år kunne forandring og frygt mærkes. Politiseringen af programmet, som før har været en underliggende faktor, fandt sin vej helt ind i glitterfesten. Er der plads til underholdning og forsamling på tværs af landegrænser, når politikken synger højere end musikken?

TEKST: Helena holm-gregersen
Illustration:  lotte skjødt nielsen 

Udgivet den 30. maj 2024

Malmøs gader: Et todelt grænseland uden lige. En arena propfyldt med glitter, glamour, og hvad der skulle have været en omfavnende stemning, præcis som det plejer. Men noget var anderledes ved dette års Eurovision. Trusselsniveauet var hævet, og sikkerhedsforanstaltningerne tog nye højder. Demonstrationer og tilråb gav årets Eurovision en mere usikker begyndelse, end grandprixet er vant til. 

Kommentator Ole Tøpholm har dækket Eurovision i mange år for DR og oplevede forandringen i Malmø.

“Forskellen kan mærkes, når deltagelsen i grandprixet har føltes som et securitycheck i lufthavnen,” siger Ole Tøpholm. 

Skandaler og stillingtagen er ikke en fjern sag for Eurovision. Gennem årene har det, der skulle være et fredeligt arrangement, vist sig at være en perfekt politisk slagmark. Eurovision har været underlagt en ekstrem grad af politisering i år. Det har ifølge lektor i Europastudier ved Aarhus Universitet Lisanne Wilken først for alvor taget fart inden for de seneste 10-15 år.

“Den politiske del af Eurovision har altid været der, men det er klart, at jo flere lande der er med, og jo større det bliver, jo mere kommer politik også til at fylde, og jo mere attraktivt bliver det at politisere,” siger Lisanne Wilken.

United by Music

Organisationen bag Eurovision, European Broadcasting Union (EBU), opererer under et apolitisk motto, ‘United by Music’. Eurovision skal holde sig fri af politiske overbevisninger og være intet andet end en sangkonkurrence, som forener de europæiske lande gennem hyldest og dyst.

At følge det motto har siden den spæde start haft sine komplikationer. Flere lande har gennem tiden trukket sig eller modtaget en diskvalifikation grundet politiske overbevisninger eller politiske undertoner i deres optræden i showet. Israels deltagelse har fået massiv omtale både før, under og efter showet. Men det er ikke første gang, de deltagende lande har budt Eurovision på kontroverser. Blandt andet i 2000, hvor Israel brød EBU’s flagregel, da de tog syriske flag med på scenen.

Også i 2009 måtte Georgien trække sig fra showet i Moskva efter politiske uoverensstemmelser med EBU grundet deres sangtitel ‘We Don’t Wanna Put In’, som lød for meget som ‘We Don’t Want Putin’.

EBU har forsøgt at fastholde showets retning som en apolitisk begivenhed, på trods af mange deltageres forsøg på at bringe egne politiske budskaber. 

Simon Falk har været trofast fan af Eurovision gennem mange år, og den apolitiske tilgang er ifølge ham mere et ideal, end det er virkelighed.

“Hvis man vil holde konkurrencen apolitisk, men ser igennem fingre med de politiske markeringer, der er, så hænger det jo ikke sammen. Jeg synes, at EBU efterhånden må have lært, at man ikke bare kan lade som om, at konkurrencen ikke er politisk,” siger Simon Falk.

At drive et apolitisk, multinationalt program i denne tid ligner ikke en nem opgave, og EBU’s beslutningsgrundlag kan virke uigennemskuelig som fan. Men spørger man Lisanne Wilken, giver EBU’s håndtering af politiske problematikker mening.

“EBU er ikke en udenrigspolitisk organisation, selvom det er en kulturel kampplads, hvor politik sættes i spil. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at den her organisation understreger, at den frem for alt ikke er politisk,” siger Lisanne Wilken.

At være fan af Eurovision

Eurovision er en tradition for mange familier i Danmark. I 2024 så 543.000 danskere med. Men grundet den mediebevågenhed der har været specifikt på Israels deltagelse har det ifølge værterne på podcasten ‘Eurovision Fanklub’, Amalie Hestbæk Jakobsen og Nikolaj Stilling, været sværere at kalde sig stolt Eurovision-fan i år.

”Jeg kan mærke, at jeg bliver nervøs for reaktionerne, hvis jeg ikke holder mig neutral. Omvendt er jeg også bange for at dele min holdning. Det beskriver meget godt følelsen af at være fan i år, og hvilken betydning det får, at Israel må være med,” siger Nikolaj Stilling.

”Der opstår en frygt for, at man kan blive stemplet som et dårligt menneske, eller at man støtter et folkemord, fordi man elsker en sangkonkurrence,” siger Amalie Hestbæk Jakobsen.

Den intense politisering har gjort det ubehageligt at stå ved deres største interesse, som de ikke på samme måde har oplevet før.

”Det føles som om, vi næsten ikke kan gøre noget rigtigt. Det er noget møg for os som fans, fordi vi prøver i virkeligheden ikke at sige, hvad vi synes om hele konflikten, vi prøver bare at være fans, som vi altid har været,” siger Nikolaj Stilling.

”Man kan føle sig taget som gidsel,” siger Amalie Hestbæk Jakobsen.

Den anderledes stemning var også til at mærke ifølge kommentator Ole Tøpholm.

”Det har været et ret kaotisk Melodigrandprix i år. Både kommentatorer og pointafgivere har trukket sig. Kontroverserne fra både Italien, Holland og Israel har betydet, at stemningen til Eurovisionen har været kørt op i et gear, vi slet ikke er vant til,” siger Ole Tøpholm.

Hvorfor Rusland og ikke Israel?

Op til årets Eurovision har der været massiv mediedækning omhandlende Israels deltagelse. Sammenligninger er blevet lavet med Rusland, som efter invasionen af Ukraine  i 2022 blev smidt ud af konkurrencen. Det rejser spørgsmålet om, hvorfor Israel ikke møder samme skæbne, eftersom konflikten med Hamas er blusset op siden d. 7. oktober 2023.

“Her er tingene jo ikke så sort-hvide, som det var med Rusland. Regeringer verden over havde klart fordømt Rusland og kappet alle linjer til Moskva. Det er ikke tilfældet med Israel. Der er ikke indført sanktioner. Der er kritiske røster hist og pist fra regeringer, men linjen er stadig åben til Jerusalem og Tel Aviv,” siger Ole Tøpholm.

Udover den divergerende politiske tilgang, som omverdenen har haft til Rusland og Israel, er der ifølge Ole Tøpholm, en anden grund til at EBU ikke udviser egen holdning, trods mange ønsker fra aktivister.

“EBU er jo en public service TV-station, og TV-stationer laver ikke selvstændig udenrigspolitik. De navigerer indenfor konkurrencens egne regelsæt, resten må være op til regeringerne,” siger Ole Tøpholm.

Hvad skal der ske med Eurovision

Eurovision har siden sin start været et program, der bringer nationer sammen, men efter dette års konkurrence kan fremtiden synes grå for den farverige konkurrence. Kan en platform som Eurovision holde til så meget usikkerhed og polemik udefra, som den har stået model til i år? Spørger man Ole Tøpholm, er alt håb ikke ude endnu.

”Jeg synes stadig, at Eurovision samler os mere, end det splitter os. Det er den eneste gang om året, hvor vi på dansk TV har armensk folkemusik, italiensk pop og irsk hekseri på én gang i bedste sendetid.”

Ideen om, at et program som Eurovision kan holde sig fri af politisk indflydelse og kun forholde sig til den musikalske del af programmet, kan virke utopisk. Men ifølge Simon Falk er det slet ikke her, man burde lægge sit fokus.

”Kan man respektere hinandens forskelligheder og respektere, at hvert land deltager på baggrund af deres egen dagsorden, så tror jeg også, at man kan komme noget af det mere negativt politiske til livs.”

Spørger man lektor i Europastudier Lisanne Wilken hvad der skal til for at sende Eurovision på rette kurs igen, ligger byrden ikke hos de deltagende lande eller publikum.

“Eurovisionen afspejler det, der sker i tiden, og dens fremtid afhænger af, hvad der sker frem til næste Eurovision.”

FORSIDEN
Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

af | maj 30, 2024 | INDE, NYT I INDE, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

INDE | NYT I INDE | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE
Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Da det ikoniske aarhusianske samlingspunkt, Kapsejlads, løb af stablen dette forår, var det med højt humør, masser af øl og Tessa-vokaler. Men én ting glimrede ved sit fravær: Kurt Strandbar.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN 

Udgivet den 30. maj 2024

Man holder altid med de underdogs. Men det er svært, når de ikke er med.

Det er næppe gået manges næse forbi, at Kurt Strandbar ikke var med, da fakulteterne i Aarhus fredag den tredje maj skulle testes i moderne gladiatorkamp i Uniparken. Ved årets Kapsejlads var DMJX’ fredagsbar og festforening nemlig blevet forbigået i udtagelsen.

Mange ansøgninger og et højt niveau over hele linjen var kendetegnende for udtagelsesprocessen, og det gik ud over Kurt Strandbar, fortæller forperson, Emilie Johansen. Kurt Strandbars egen ansøgning var bare ikke god nok, lyder vurderingen.

”Vi fik at vide, der bare var virkelig hård konkurrence i år. En af foreningerne havde sågar bygget et escape room til Umbilicus, der stod for udtagelsen. Så det, der ville have været en god ansøgning sidste år, var ikke længere en god ansøgning i år,” siger hun.

Emilie Johansen får opbakning fra det tætteste, Danmark kommer på en Kapsejlads-ekspert. Andreas Friis, der tidligere har lavet timevis af podcast om Aarhus’ mest prestigefyldte hakkebajer og stadig er fast morgenvært ved sejladsen, forklarer nemlig, at det ikke er et fravalg af Kurt, men et tilvalg af nogle andre.

”Kurt Strandbar fuckede ikke noget op. Der er altid nogle store, kendte foreninger, der ikke er med. I år var det Kurt. Tilmed var der nogle helt nye ansøgere i år, der ikke har været med før, som også skulle med i ligningen,” siger han.

Joken, der aldrig kom

Kurt Strandbar havde ellers underholdt medicinernes fredagsbar, Umbilicus, med en Paradise-sketch, hvor medicinerne ikke overraskende skulle vælge Kurt som partner til sidst. Dét, krydret med en såkaldt roulade-kapsejlads, gav kurterne tro på, at de, ligesom i fjor, kunne samle skolen om årets vigtigste sejltur.

Derfor var der også skuffelse at spore, da de – live på Instagram – fik meddelelsen om, at de var blevet vejet og fundet for lette.

”Der var meget stille i rummet. Først troede vi, det var en joke, da de sagde, de havde dårlige nyheder. Men punchline kom aldrig. Selvfølgelig ville vi gerne have været med, selvom det også er hårdt arbejde,” siger Emilie Johansen.

Særligt én ting ved fraværet ærgrede forpersonen. For selvom Kapsejlads blev afviklet med samme succes som de foregående år, og massevis af elever fra DMJX allerede flyttede ind på den store græsplæne klokken to om natten, manglede der noget. Der var strålende vejr, der var ‘Underdogs’ på Soundboksen, der var morgensang, og der var festivalslugt, men der var ikke nogen at holde med.

”Der var ikke noget at se frem til. De andre foreninger spurgte også efter os, og tandlægerne har endda nævnt Kurt Strandbar i deres sang. Vi er begyndt at blive en fast del af Kapsejladsen. Men ikke i år,” siger hun.

Når festforeningerne skal udtages til Kapsejlads, er der ifølge Andreas Friis en række elementer, der bliver kigget på. Det drejer sig altså ikke bare om at være sjov.

”Ansøgningen betyder meget. Men det betyder også noget, at man har leveret god energi i de foregående forløb. Man skal komme til tingene, og man skal gå op i det, for Kapsejlads er et gigantisk arrangement. Man skal gerne kunne mærke opbakningen hele vejen rundt,” siger han.

Andreas Friis uddyber yderligere, at det kan betale sig at gøre lidt ekstra ud af den sang, man altid skal have med til Kapsejlads, eller måske lægge nogle kræfter i musikvideoen. Det er dog ikke det afgørende.

Falske rygter med lang levetid

Der er intet i verden, der taler lige så højt som de berygtede vandrør. Igennem et længere stykke tid har de hvisket, at Kurt Strandbars manglende udtagelse skyldtes en dårlig indsats ved oprydningen efter Kapsejlads sidste år, men det rygte vil Emilie Johansen gerne begrave én gang for alle.

”Det er ikke rigtigt, at vi ikke gjorde ordentligt rent efter os sidste år. Vi kom selvfølgelig og ryddede op,” siger hun.

Faktisk fortæller Emilie Johansen, at nogle af de medlemmer, der ikke engang var med til festdagen på grund af sygdom, alligevel troppede op med handsker og spand dagen derpå.

Det viser sig også, at rygtet om Kurts manglende oprydning er et rygte, der går flere år tilbage. Andreas Friis har således været bekendt med rygtet i årevis, og da han selv ofte har deltaget i oprydningerne, både som studerende og morgenvært, kan han afkræfte, at Kurt Strandbar skulle være stukket af fra oprydningen sidste år.

”Det går som minimum tre-fire år tilbage. Men Kurt Strandbar har altid været med til at rydde op, så vidt jeg kan huske. Man skal nok kigge endnu længere tilbage for at finde rygtets ophav,” siger han.

Fremtiden for Kurts Kapsejlads-planer

Når Kapsejlads banker på næste år ved denne tid, er Emilie Johansen ikke længere forperson for Kurt Strandbar. Derfor har hun heller ikke nogen indflydelse på, hvordan ansøgningen kommer til at foregå på det tidspunkt, og det er slet ikke sikkert, at Kurt Strandbar overhovedet har tænkt sig at søge.

Kurt er en af de foreninger, der oplever den største udskiftning på halvårligt basis, og nye medlemmer medfører nye holdninger, hvorfor der til næste år på ny skal stemmes om lysten til at være med i Kapsejlads.

”Næste år skal de nye blive enige om, hvorvidt de vil være med. Den beslutning kan vi ikke tage på forhånd. Man skal altid teste vandene,” siger hun.

Hun tør dog godt komme med en forsigtig forudsigelse om Den Fjerde Statsyachts fremtid.

”Mon ikke vi ender med at søge igen,” siger hun.

Der er altså endnu håb, hvis man ikke har nået at se Kurt Strandbar sejle op ad åen i sin tid på skolen.

Kurt på Aarhus-kortet

Noa Kallestrup, menigt medlem af Kurt Strandbar, er langt hen ad vejen enig med sin formand. Har man sat sine fødder på campus på Katrinebjerg ugen op til Kapsejlads, er der nemlig én ting, der fylder markant mere end alt andet – også selvom det ofte falder tæt på den travle eksamensperiode.

”Kapsejlads samler skolen. Det er en skam at gå glip af den del i år. Der opstår mange gode fællesskaber på baggrund af det, og Kapsejlads er med til at sætte Kurt Strandbar på Aarhus-kortet,” siger Noa Kallestrup, der var med sidste år, men ikke i båden.

Han anerkender dog, at en Kapsejlads-deltagelse ikke udelukkende er snurreture med øl i hånden, fællesskab og fornøjelse. Der ligger en hel del arbejde bag, hvorfor der for nogen også var lettelse at spore, da det kom frem, at Kurt ikke blev valgt.

”Selvfølgelig var der nogen, der var lettede. Kapsejlads tager meget tid, og det fylder vildt meget i kalenderen, for der er en masse forberedelse og oprydning. De fleste af os var skuffede, men det er et krævende forløb. Personligt savnede jeg det mest på selve dagen,” siger han.

Noa Kallestrup fortæller også, at hans venner på andre uddannelser i Aarhus sågar spurgte til, hvorfor Kurt Strandbar ikke var med i år, så fraværet er ikke gået helt ubemærket hen.

Kapsejladsen blev i år vundet af Medicin, der tog sin anden sejr i træk og den sjette af de seneste ti mulige. Det har været afholdt siden 1991 og havde i år et estimeret tilskuerantal på 30.000. Peter Falktoft og Esben Bjerre var mændene med mikrofonerne, inden de overgav lyden til Tessa, der rappede et efterhånden godt brugt publikum igennem eftermiddagen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Umbilicus’ forretningsudvalg, der stod for udvælgelsen af fakulteterne.

 

FORSIDEN
Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

af | maj 30, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

NYT I TEMA | TEMA
Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Som løsgænger står du alene på Christiansborg, hvor partierne har den største magt. Og ifølge eksperter har du lang vej til både politisk magt og taletid i medierne. Mange bliver ganske enkelt usynlige. Andre tager kampen op. En af dem er Theresa Scavenius.

TEKST: MARCUS MATHIAS FRANCK & SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

Selvom politiske partier ikke er nævnt eksplicit i grundloven, så er de efterhånden en naturlov i Folketinget. I dag er folkestyret mere eller mindre afhængigt af, at politikerne organiserer sig under de forskellige partibogstaver.

“Folketinget er produktivt, fordi politikerne har grupperet sig. Hvis man forestiller sig et folketing med 179 løsgængere, ville det være utrolig vanskeligt at træffe nogen beslutninger,” siger Eva Sørensen, der er professor på Institut for Samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

Men hvad er egentlig muligt, når man som løsgænger står alene? Hvordan opnår man politisk indflydelse? Og hvad gør man som løsgænger, hvis man gerne vil blive på Christiansborg?

En bidsk vagthund blandt pæne pudler

På Christiansborg er det partierne, der styrer slagets gang, og ifølge Jens Ringberg journalist og politisk analytiker, er der som regel heller ikke nogen, der ønsker at kæmpe med dig – eller imod dig.

Han forklarer, at løsgængere har ringe muligheder for at udøve politisk magt i traditionel forstand. De er ganske enkelt ikke interessante for partierne, når der skal indgås politiske aftaler og forlig. Denne forklaring står han ikke alene med.

”Inde i Folketinget, mener jeg ikke, hun spiller nogen som helst rolle,” siger Eva Sørensen om Theresa Scavenius.

Men det arbejder Theresa Scavenius ikke ud fra. For hende er politisk indflydelse også at skabe debat og opmærksomhed på dagsordener, hun synes er vigtige. Hun peger på, at folketingsmedlemmer har to grundlæggende funktioner. Den ene er at have politiske holdninger, man arbejder for. Den anden er at være en kontrolinstans, der kigger regeringen og lovgivningen efter i sømmene. Theresa Scavenius mener, at netop denne funktion er forsømt i dagens Folketing.

”Hele Folketinget er blevet en meget pæn puddelhund, der hellere vil drikke kaffe i forligskredsen end være den bidske vagthund,” siger Theresa Scavenius.

Netop rollen som kontrolinstans er også en af de folketingsopgaver, løsgængere har mulighed for at påtage sig, mener Jens Ringberg. Han peger på det privilegium, som kun de 179 Folketingsmedlemmer har, og det er at stille spørgsmål til regeringen, som ministrene skal svare på.

”Der er også muligheden for at kalde en minister i samråd. Det gør Theresa Scavenius konstant,” siger Jens Ringberg.

Selvom Eva Sørensen ikke mener, at løsgænger har en stor magt, så synes hun ikke, at de intet spillerum har. Hun ser mandatet som en ølkasse, man kan stille sig op på og bruge som talerør ud i samfundet.

Her står man som løsgænger helt fri til at fortælle om den dagsorden, man er optaget af. Rollen som løsgænger er netop ‘løs’, og man kan gå i lige den retning, man ønsker.

Det ser Theresa Scavenius selv som en fordel ved at stå uden for partierne. Ifølge hende fylder partidisciplin for meget og skygger for den kritiske tilgang til lovarbejdet.

“Vores system bygger på en kritisk masse på 179 mennesker, der skal undersøge om en lov er god eller dårlig. Hvis den masse minimeres til nogle store partilinjer, så får vi ikke den kritiske diskussion, der sikrer, at lovforslagene bliver gode,” siger Theresa Scavenius.

At grave sig til indflydelse

Theresa Scavenius’ politiske arbejde kan beskrives som snævert, men grundigt. Hun udvælger specifikke lovforslag og arbejder detaljeret med disse. Hun beskriver, hvordan hun krydstjekker det faktiske grundlag og ikke mindst, om der faktisk står det i loven, som ministeren siger. Og så ville hun ønske, at flere arbejdede som hende.

“Jeg tror, det er mig, der insisterer på en bestemt måde at arbejde parlamentarisk på, som handler om at være mere kritisk opposition og kontrollerende over for regeringen. Versus at være en politiker, der søger lidt indflydelse hos ministeren,” siger Theresa Scavenius.

Ifølge Jens Ringberg er mange løsgængere usynlige. Det gælder dog ikke Theresa Scavenius, der netop bruger sin stemme som Folketingsmedlem.

“Men vi havde også et problem, hvis alle var løsgængere eller arbejdede som Theresa Scavenius. De fleste sidder i partier og sørger for, at tandhjulene drejer rundt,” siger Jens Ringberg.

Ifølge Eva Sørensen er det også svært som løsgænger at være med til at få tandhjulene til at dreje rundt. Hun mener, at direkte politisk indflydelse handler om, hvad man kan tilbyde.

“Man har ikke rigtig noget at komme med, som kan give én indflydelse, når man kun har et enkelt mandat at tilbyde,” siger Eva Sørensen.

Jens Ringberg mener derfor, at man som løsgænger skal satse på den indirekte indflydelse frem for politisk magt i traditionel forstand. Og det mener han, Theresa Scavenius lykkes med.

“Hun bruger sin løsgængerposition til at sætte fokus på nogle ting, hun synes er problematiske. Det, synes jeg, er virkelig fint,” siger han.

Theresa Scavenius fremhæver, at hun graver dybt i lovgivningsarbejdet. For hende handler lovgivningsarbejdet lige så meget om at holde kritiske samråd, kontrollere regeringen og tjekke efter om ministeren siger det rigtige.

“Og når man skal det, så kan man jo ikke sidde og drikke kaffe i forligskredsen,” siger hun.

Ifølge Theresa Scavenius bruger hun også sin kritiske tilgang i det politiske arbejde til at få indflydelse. For hende kommer det detaljerede lovarbejde først og dernæst kommer kommunikationen. Hun håber nemlig, at hendes måde at gå politisk til værks på, er noget, der bliver bemærket.

“Så er det rigtigt, at meget af den indflydelse jeg kan have lige nu, ikke er direkte på lovgivningen, men netop er via borgere, der gerne vil have mere af det arbejde, jeg laver,” siger hun.

Hun mener desuden, at den indflydelse man kan have som løsgænger i Folketinget, afhænger af hvordan man fortolker begrebet indflydelse. Hun mener selv, at hun får sat nogle af sine dagsordener på landkortet.

“Hver gang jeg er i salen, har jeg et indtryk af, at folk bliver rimelig optaget af, hvad jeg gør og ikke gør,” siger hun

Fremtidstanker om et nyt parti

Theresa Scavenius mener ikke, at hendes arbejde skal defineres af, at hun er løsgænger.

“Det handler jo mere om den arbejdsmetode, jeg har. Jeg når meget lidt, fordi jeg kun er én person og ikke har de samme ressourcer som partierne. Men hvis alle arbejdede på den her måde, ville vi få bedre oplysning om vores love,” siger hun.

Derfor håber hun også at finde en gruppe, der deler hendes kritisk-orienterede arbejdsmetode. Hun forestiller sig en gruppe med mindre partidisciplin, hvor man overordnet er enige, men ikke altid stemmer ens. Theresa Scavenius mener ikke, at den gruppe findes lige nu.

“Jeg synes virkelig, at der er brug for nogle nye partier til at bygge det politiske arbejde op et nyt sted fra,” siger hun.

Eftersom Theresa Scavenius gerne vil være i Folketinget i næste periode, ser hun også et nyt parti som en mulighed. Til spørgsmålet om, hvem der skal stifte sådan et parti, peger hun på sig selv som kandidat.

“Det er et kæmpe stykke arbejde, men jeg føler mig forpligtet til at tænke over, hvad der er af muligheder og finde ud af, hvad der er opbakning til,” siger hun, men afviser heller ikke at stille op som løsgænger.

FORSIDEN
GONE SURFING, BACK BY SUNSET

GONE SURFING, BACK BY SUNSET

af | maj 30, 2024 | NYT I OPINION, OPINION

NYT I OPINION | OPINION
GONE SURFING, BACK BY SUNSET

Jeg kender en vej udenom praktikstressen, og den hedder udveksling.

TEKST: NICOLAS FREDERIK ADSERBALLE
ILLUSTRATION: SABRINA MÂY ELMHOFF

Udgivet den 30. maj 2024

 

Forleden dag var vi ude at surfe. Det var om eftermiddagen, og vi var på en af de mere øde strækninger ved Californiens kyst.

Vi var oppe på Highway 1, og for at komme ned til stranden skulle Frederik Steinfath og jeg krydse en flod og sno os hen ad en vildtvoksende sti. Det ville hurtigt komme til at tage nogle timer. Vi regnede ud, at solen nok var væk, når vi nåede tilbage til vores varevogn.

Jeg skriblede en hurtig besked på en lap papir og lagde den i forruden. ’GONE SURFING, BACK BY SUNSET’, stod der. Vi sprang i våddragterne, greb vores surfboards og løb ned mod bølgerne.

Papirlappen var til færdselspolitiet, hvis nu de undrede sig over, hvorfor der stod en forladt varevogn i vejkanten. Men jeg synes også, at beskeden i bilruden er et godt billede på hele vores fjerde semester. Samme besked kunne vi have klistret på de tomme pladser, vi efterlod bag os i gul auditorie, da vi tog på udveksling. Vi missede alt praktikforberedelse, og hvis I spørger mig, var det kun en fordel.   

Da jeg så de danske marker ud ad flyvinduet for sidste gang i lang tid, var de hvide af sne. Jeg var på vej på udveksling til San Francisco, og jeg var ikke alene. Med mig i flyet var min gode ven Frederik, som havde fået samme idé om at tage på udveksling, og sammen havde vi fået den skøre idé, at vi skulle bo i en varevogn.

Vi fandt en ombygget vogn, der engang havde været brugt til sygetransport, og købte den på stedet. Vi gav hånd med den tidligere ejer, og med det var vores halvbagte californiske drøm blevet til virkelighed.

I skoletiden lærte vi om storytelling, i fritiden lærte Frederik mig at surfe, og i weekenderne var vi som regel på farten. Vi parkerede varevognen over for skolens fodboldbane og gik i skole fra mandag til torsdag. Lektiemængden kom faktisk bag på mig, men det gjorde ikke noget, for jeg lærte rigtig meget.

Vores nye livsstil blev til hverdag, og tiden forsvandt som sand mellem fingrene på os. Før vi så os om, var det blevet forår og tid til at søge praktik. Vennerne hjemme i Århus sendte links til deres hjemmesider. Allerede, tænkte jeg. Jeg scrollede og var imponeret. Jeg vidste ikke engang, hvilken hjemmeside jeg skulle bruge for at lave min hjemmeside. Jeg mærkede sveden pible frem i håndfladerne. Er jeg totalt bagud?

Hjemmeside-snedkeriet fjernede fokus fra skolen herovre. Jeg var ellers godt i gang med at undersøge, hvorfor en ung fyr havde ligget død i et telt i tre uger på en strandpromenade, før en nabo fandt hans lig, som led i en længere feature om fentanylkrisen i San Francisco. Men omvendt fjernede den historie og mine nye studievenner fokus fra praktiksøgningen, så jeg ikke skulle blive mindet om det hele tiden.

Jeg gjorde det tydeligt på min hjemmeside, at jeg var på udveksling. Mellem linjerne var budskabet: Beklager, jeg ikke kan trykke jer i hånden, jeg har travlt  med at blive klogere på en anden del af verden. Det var da meget overbevisende, synes jeg selv. Alligevel blev jeg i tvivl. Jeg havde ikke printet nogen flotte visitkort, jeg gik glip af praktikmessen i Odense, og jeg var et hav og mange tusind kilometer og tidszoner væk.

Klokken var fire om natten, da jeg var til en af mine samtaler. Jeg nåede knap at gnide søvnen ud af mine øjne, før samtalen var ovre ti minutter senere. Frederik havde tre samtaler samme nat. Vi må have set næsten lige så søvnige ud næste dag, som Donald Trump gjorde i retssalen.

Så ventede vi. Bed negle. Og inden for et par dage var der svar. Vi fik begge to de pladser, vi havde håbet på. Frederik fik plads hos DR i Holstebro, og jeg fik plads hos Information. Vi fejrede det med en billig flaske champagne uden for varevognen.

Det var tusmørke, da vi kom tilbage til vores papirlap i forruden. Jeg havde ikke fanget en eneste bølge. De var for store og stejle til, at jeg turde kaste mig ud i dem. Men det gjorde ikke noget i det store hele. Jeg har fået et halvt års eventyr, som jeg vil huske resten af mine dage.

De tusinde kilometer stod ikke i vejen for min praktiksøgning. Kan man leve uden visitkort og med at skulle op om natten, er udveksling måske kun en fordel. Jeg er sikker på, at jeg havde stresset mere, hvis jeg var blevet tilbage i gul auditorie.

Jeg siger ikke, man absolut skal på udveksling. Århus er skøn, og det er med at nyde de to år på skolen. Men jeg håber at have aflivet myten om, at udveksling er en ulempe.

Vores tur i en varevogn i Californien er kun ét eksempel på, hvor og hvordan man som spirende journalist kan tage ud i verden. Man kan også komme til Sydkorea, Sydafrika, Skotland – listen er lang. Mit råd må være at gøre det på fjerde semester. Hvad går man glip af udover praktikstress?

FORSIDEN

”Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger”

”Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger”

af | maj 30, 2024 | UDE

UDE
”Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger”

Hos Verdens Bedste Nyheder laver de kun konstruktiv journalistik. Her handler alle artiklerne om fremskridt og løsninger. Og netop det kan være med til at mindske antallet af danskere, der undgår nyheder.

TEKST: VICTOR ANDERSEN & HILDE SVENDSEN
FOTO: VICTOR ANDERSEN

Udgivet den 30. maj 2024

Hvert år kan du en morgen i september støde på personer i hvide t-shirts med orange blokbogstaver. Personerne kan være politikere eller repræsentanter fra organisationer og virksomheder, og så kan det også være helt almindelige mennesker, der står tidligt op én gang om året og deler gratis aviser ud. Det har de gjort i snart 15 år. På avisen, og på deres hvide t-shirts, står der med orange skrift ’Verdens Bedste Nyheder’. Mediet laver dog ikke kun journalistik i september. Det udkommer løbende på hjemmesiden og ugentligt i et nyhedsbrev.

Bag Verdens Bedste Nyheder er en lille redaktion i hjertet af København på Vartov, 250 meter fra Rådhuspladsen. Her sidder redaktionen bestående af nogle journalister, et par redaktører, en grafiker og administrative medarbejdere.

En stigende tendens

’Fremgang i Uganda: Fattigdommen falder,’ og ’Sydafrika går forrest: Snart kan mor og far deles om barslen.’

Sådan lyder nogle af rubrikkerne på artiklerne, som man kan finde inde på Verdens Bedste Nyheders hjemmeside. Rubrikker, der alle sammen fortæller om fremskridt og løsninger, fordi… ja, det er Verdens Bedste Nyheder. Og netop disse nyheder kan være et middel til at få bugt med det stigende antal personer, som i nogen eller større grad holder sig væk fra nyhederne.

News avoidence er et fænomen, der fylder mere og mere hos mediehusene. Begrebet dækker over personer, som undgår nyhederne i dagligdagen. I 2023 viste en undersøgelse fra Reuters Institute Digital News Report, at 19 procent af danskerne aktivt undgår nyhederne. Her kan en løsning være, at medierne også viser en mere positiv nyhedsdækning. I en artikel fra fagbladet Journalisten beskrives nemlig et studie fra University of Essex, hvor forskere undersøgte, om journalistik om menneskelig godhed og mere positive vinkler kan give flere nyhedsbrugere. Det kunne det godt. Og opløftende nyheder er netop, hvad man finder hos Verdens Bedste Nyheder.

Verdens bedste vaccinehistorier

Mandag formiddag klokken 10 skydes ugens redaktionsmøde i gang. Som vanligt bliver mødet afholdt i et lille køkken i et sidelokale til Verdens Bedste Nyheders redaktionslokale. Omkring det ovale bord har seks af de ansatte slået sig ned med computere og kaffekopper dekoreret med FN’s forskellige verdensmål. Ved bordets midte har Sophie Rytter Skjoldager sat sig. Hun har arbejdet hos Verdens Bedste Nyheder siden 2014 og blev i 2015 redaktionschef for den lille redaktion.

”Hvem har en megafed historie?” spørger hun.

I et kort øjeblik høres kun kaffemaskinen, og skribenterne kigger forventningsfuldt på hinanden. Efter et par sekunders pause bryder journalist Anders Seneca Bang stilheden og byder ind med en historie.

”Jeg har en vaccinehistorie med, fordi det er åbenbart fedt,” siger Anders Seneca Bang, som har været en del af redaktionen de sidste seks år. Det er ikke første gang, at han byder ind med vaccinehistorier til redaktionsmødet, hvilket der bliver joket lidt med.

“Verdens Bedste Vaccinehistorier,” griner han.

Vi vil gerne bringe håb

På Verdens Bedste Nyheders hjemmeside har de en boks med deres journalistiske rettesnor.

“Vi laver journalistik om fremskridt og løsninger, som andre medier ofte overser. Vi fokuserer på fremskridt, der giver anledning til håb, men fortæller også om de problemer, der danner baggrund,” lyder to af punkterne.

Disse kriterier har været bærende for mediet, siden de startede for 15 år siden. Dengang startede det som en oplysningskampagne, men i dag er det blevet sit eget uafhængige medie.

“Verdens Bedste Nyheder startede, fordi danskerne ikke i særlig høj grad kender til de fremskridt og løsninger, der er ude i verden. Især hvis man kigger på udviklingslandene og det globale syd,” fortæller redaktionschef Sophie Rytter Skjoldager.

Verdens Bedste Nyheder mente, at medielandskabet trængte til et medie, der også fortalte om fremskridt i udlandet. Med det vil de nemlig gerne give danskerne én ting.

“Vi vil selvfølgelig gerne gøre danskerne klogere, men vi vil også gerne bringe dem håb,” siger Sophie Rytter Skjoldager.

“Der er det passive håb, hvor man bare lukker øjnene og håber, at der er andre, der løser et problem. Og så er der det aktive håb, hvor man viser folk,  at vi rent faktisk godt kan løse nogle af verdens problemer. Det er det håb, vi gerne vil give til vores læsere,” siger hun.

En erfaringskilde i Indien

“Andre, der har nogle udlandshistorier?”

Tilbage til redaktionsmødet kalder Sophie Rytter Skjoldager til ro efter snakken om vacciner.

“Jeg har en historie, hvor jeg allerede har en erfaringskilde fra Indien,” siger Katrine Abildgaard Kelgren. Hendes historie bygger på et interview, hun lavede i februar. Her interviewede hun en indisk kvinde om sit arbejde som tuk-tuk-chauffør, og hvad det havde betydet for hende at komme på arbejdsmarkedet. Katrine Abildgaard Kelgren har arbejdet på historien sideløbende, men skal snart til at give den mere opmærksomhed.

“Hvor langt er du i processen?” spørger Sophie Rytter Skjoldager. Katrine Abildgaard Kelgren trækker lidt på skuldrene og forklarer, at hun er i gang med at undersøge, hvilke ekspertkilder, der kan medvirke i historien.

Katrine Abildgaard Kelgren er en af de nyeste skribenter hos Verdens Bedste Nyheder. Hun har egentlig en bachelor i Indien- og sydasienstudier, men under sin uddannelse fik hun smag for at skrive artikler og valgte derfor at tage en kandidat i journalistik. Indien er på mange måder Katrine Abildgaard Kelgrens hjertebarn og også et land, hun ad flere omgange har besøgt. Af den grund valgte hun også at søge et halvt års praktik hos Verdens Bedste Nyheder, da Indien ofte er på dagsordenen i deres nyhedsdækning. Katrine Abildgaard Kelgren fik pladsen, og et halvt år efter fik hun tilbuddet om at blive som skribent, samtidig med at hun færdiggør sit speciale.

Et middel mod news avoidence

Det, som journalisterne inde på avisen laver, er konstruktiv journalistik. Journalistik, de håber, kan nuancere nyhedsbilledet ved ikke kun at fortælle om krig og ødelæggelse, men også fortælle om fremskridt og løsninger.

Sophie Rytter Skjoldager fortæller, at der er mange forskellige definitioner af konstruktiv journalistik, men det, som de prøver at lave, er journalistik, som fortæller om verdens udfordringer, men med en løsningsfokuseret tilgang.

Og konstruktiv journalistik kan måske være en af løsningerne på news avoidence.

Redaktionschef Sophie Rytter Skjoldager mener dog, at man først lige er kommet i gang med at løse problemet:

“Jeg tror, at news avoidence er en tendens, som har fået branchen til at kigge lidt mere indad. Kigge på, hvordan man kan dække verden på en måde, som er tilpas nuanceret, og som folk kan holde ud at følge med i,” siger hun.

Og det er også, hvad danskerne efterspørger, hvis man ser på en kampagneevaluering lavet af Epinion for Verdens Bedste Nyheder i 2023. Her blev danskerne spurgt ind til, hvorvidt medierne også skulle fokusere på nyheder om fremskridt og løsninger, hvortil 87 procent svarede enig eller meget enig.

Vi er et supplement

Det kan for nogle lyde en smule naivt, at mediet kun vil fortælle konstruktive nyheder, når nu vi lever i en tid med en masse af det modsatte. Og journalistik er vel at fortælle om alt, der sker ude i verden, råt for usødet. De er nemlig udmærket klar over, at verden ikke kun er fremskridt og solskinshistorier. Men de mener dog, at andre medier fylder deres spalteplads op med rigelig af disse historier, og derfor skal de være et supplement til massemedierne.

“Jeg synes ikke, at alle andre medier skal lave journalistik som Verdens Bedste Nyheder. Men jeg oplever heller ikke, at vores brugere erstatter hele deres medieforbrug med Verdens Bedste Nyheder. De bruger os sammen med de andre steder, de orienterer sig,” siger Sophie Rytter Skjoldager

Det samme oplever journalist Anders Seneca Bang.

“Vi synes jo ikke, at man ikke skal skrive om problemerne i verden. Jeg ser vores journalistik som et supplement til nyhedsdækningen. Vi mener, at begge sider af dækningen er vigtige, men der er bare ingen, der laver den her side,” siger han.

Konstruktiv eller kritisk journalistik?

Men er konstruktiv journalistik objektivt?

“Uden at det skal blive for meget en diskussion om ordvalg, så vil jeg nok aldrig kalde noget journalistik for 100 procent objektiv,” siger Sophie Rytter Skjoldager, men afviser, at deres journalistik skulle være mindre objektiv end andre mediers.

Derudover mener Sophie Rytter Skjoldager også, at der hersker en misforståelse ude i branchen om, hvad konstruktiv journalistik er.

“Jeg hører tit konstruktiv og kritisk journalistik blive sat op mod hinanden som modbilleder, og det vil jeg virkelig gerne gøre op med. Jeg vil påstå, at Verdens Bedste Nyheder i den grad er kritiske. I forhold til vores kilder og vores dokumentation. Vi er meget transparente,” siger Sophie Rytter Skjoldager.

For Katrine Abildgaard Kelgren er det også vigtigt at pointere, at de på mediet ikke pynter på virkeligheden.

“Det er jo kolde fakta, vi leverer. Det er ikke noget, vi overdriver. Det kommer fra rapporter, og hvis man ville, kunne man finde en masse positive nyheder. Det gør de gængse medier bare ikke,” siger hun.

Ligestilling og grøn energi

Tilbage i det lille køkken er redaktionsmødet stadig i fuld gang. Snakken går fortsat på Katrine Abilsdgaard Kelgrens historie om tuk-tukker. Hun får inputs til, hvor hun kan søge efter ekspertkilder, og hvordan hun fremadrettet skal bære sig ad for at skabe den rette vinkel for historien.

I dagene efter redaktionsmødet arbejder Katrine Abildgaard Kelgren mere målrettet på historien. Det viser sig, at hendes første fokus på kvindefrigørelse i Indien ikke er den eneste vinkel. Tuk-tukken, hun sad i, kørte nemlig på el, hvilket halvtreds procent af tuk-tukkerne i Indien faktisk gør.

Katrine Abildgaard Kelgren vælger derfor at skifte fokus og fokuserer nu på elektrificering af køretøjer i og omkring Indien. Undervejs har hun tænkt sig at krydre historien med sin erfaringskildes personlige fortælling, og hvad det som kvinde har betydet at blive ligestillet med sin mand.

Arbejdet på historien går langsomt fremad, og artiklen står til at blive udgivet i slut juni. I første omgang skal Katrine Abildgaard Kelgren have fundet en ekspertkilde, og derefter vil det vise sig, om der er en større historie.

Håb for fremtiden

Hvad enten det handler om nye gennembrud på vaccineområdet eller elektrificering af køretøjer i Indien, står Verdens Bedste Nyheder klar til at berette om de fremskridt og løsninger, der hver dag ser dagens lys. Det kan for nogle lyde overdrevent positivt, men samtidig kan konstruktiv journalistik måske være et af midlerne til at få bugt med news avoidence.

Hos Verdens Bedste Nyheder ser de det i hvert fald som deres opgave at nuancere mediebilledet og fortælle om en verden, hvor der er håb for fremtiden.

“Verden er ikke så slem, som man tror. Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger,” siger Anders Seneca Bang.

 

FORSIDEN

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

af | maj 30, 2024 | UDE

UDE
Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

DR Ultra forsøger gennem deres nyhedsudsendelser at sætte virkeligheden ind i en ramme, som børnene kan forstå. Det kan dog være svært med krige, konflikter og kriminalstof, der får verden til at fremstå meningsløs.

TEKST: JONAS FONNESBÆK OG ANDERS MØRCK
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 30. maj 2024

“Den her historie kan være ret ubehagelig. Hvis du synes, det er rarest at se den sammen med nogen, det kunne være dine forældre eller din lærer, så kan du lige trykke på pause, hente dem og se videre bagefter,” siger Ultra Nyt-værten Solaf Masoud til kameraet.

Derefter kommer et nyhedsindslag om Hjallerup-sagen. Man får forklaret, at en 13-årig pige er død. At man endnu ikke ved, hvorfor den drabssigtede gjorde det. At politiet gør alt, hvad de kan, for at folk skal føle sig trygge. At man skal snakke med nogen om det, hvis sagen gør seeren bange eller utryg.

Ultra Nyt laver nyheder til børn, og det handler ofte om sjove og skøre historier, indblik i jævnaldrende børn, seerne kan spejle sig i, eller politiske beslutninger forklaret i børnehøjde. De forsøger at gøre børnene klogere på sig selv og den verden, vi lever i. Men virkeligheden er også fyldt med alvorlige konflikter og krimisager, som børn kan få indsigt i gennem telefonen. Derfor må Ultra Nyt også bringe de nyheder, der kan være bekymrende og svære for børn at forholde sig til.

Umuligt at skærme børnene

Charlotte Diamant, der er børne- og familiepsykolog, mener ikke som udgangspunkt, at børn har behov for at vide, hvad der sker i verden omkring dem.

“Den eneste grund til, at de har brug for at vide noget, er, hvis de opfanger noget. For så brygger fantasien videre, og så laver de deres egen virkelighed – og den kan være forkert, hvilket kan øge barnets ængstelse og frygt,” siger hun.

Det mest kendte medie, der leverer public service til børn, er DR’s Ultra Nyt. De arbejder dagligt med at formidle virkelighedens nyheder i et sprog, børnene kan forstå.

Programmet gik i luften for første gang den 4. marts 2013. I stedet for at børn skulle se forældrene over skulderen, når TV-avisen rullede over skærmen, sørgede DR for, at de fik deres egen nyhedsudsendelse.

Spørger man Christina Johansen, der er redaktør på Ultra Nyt, om, hvorvidt børn har brug for at vide, hvad der sker ude i verden, svarer hun, at det afhænger af, hvem man spørger.

“Det mener vi, de har, fordi adskillige undersøgelser har dokumenteret, at de ved rigtig meget om, hvad der foregår. Tidligere handlede det meget om, at de lyttede med, når forældrene så nyheder. Men nu har de dem helt ufiltreret på deres egen telefon,” siger Christina Johansen.

Selv om man gerne vil skærme børnene fra verdens nyheder, så er det næsten umuligt, efter blandt andet TikTok og Instagram er blevet en del af børnenes hverdag. Derfor gør Ultra Nyt en dyd ud af at agere vejviser i halve sandheder og komplicerede konflikter.

“Vi synes i den grad, at der er behov for et uafhængigt nyhedstilbud som Ultra Nyt, børnene kan stole på. De skal kunne sætte deres lid til, at når vi fortæller noget, så er det sandt. Fordi de får ligesom alle os andre tudet ørerne fulde med fake news. Så det er i den grad vigtigt,” siger Christina Johansen.

Nyheder fortalt af storesøster

Det Ultra Nyt, som man kunne se i fjernsynet for 11 år siden, er milevidt fra, hvor det er nu.

“Det var sendt fra TV-Avisens studie med en vært i jakkesæt og cue cards, der stod meget alvorligt og fortalte, hvad der skete,” siger Christina Johansen.

I dag har Ultra fundet nye veje til at formidle og fange seeren. Udsendelserne er blevet kortere, hurtigere og mere farverige. Værterne har skiftet jakkesættet ud med det tøj, som de føler sig bedst tilpas i. Solaf Masoud, der har været vært på Ultra Nyt siden august sidste år, forklarer, at man som vært skal kunne identificere sig med børnene, selv turde omfavne sine skøre sider og møde seerne, hvor de er. Den største dødssynd, man kan gøre, er at tale ned til seerne, for så mister man dem, forklarer hun.

“Vi fungerer ikke som voksne nyhedsværter som Kåre Quist for eksempel. Vi er mere en slags større søskende for børnene,” siger Solaf Masoud.

Hvilke historier skal bringes?

Når Ultra Nyt påtager sig opgaven at være børnenes kilde til nyheder, så forpligter de sig samtidig ansvaret for at være afsenderen af de ting, som ikke altid er muntre i verden. Det kan være svært at vurdere, hvad børn har brug for og ikke har brug for at vide, fortæller Charlotte Diamant.

“Hvis de får for meget at vide, så kan de få plantet en bekymring, som du ikke kan tage fra dem. Så det er også vigtigt i forhold til et etisk perspektiv at tænke ind i, hvor meget bekymring skal man give dem? Hvad er udviklingsmæssigt sundt for et barn at skulle tænke på?”

Børnene kan få nyhederne mange steder fra. Gennem sociale medier, i skolegården eller via deres venner. På den måde kan det være klogt at gå børnene i møde, så de kan få en forklaring fra nogen, der ved, hvordan de skal formidle det rigtigt, siger børnepsykologen.

“Hvis børnene hører om nyheder fra en kammerat, som har hørt det fra en forældre, og ikke får kontrolleret og korrigeret den viden, så kan det blive værre. Så på den måde er det godt at hjælpe barnet til en realistisk forståelse og sige: ‘Nu skal du høre, hvordan det faktisk forholder sig’,” forklarer Charlotte Diamant.

På Ultra Nyt har de et mantra om, at der ikke er nogen nyheder, de ikke kan dække. Men redaktøren Christina Johansen siger, at der er historier, som de fravælger, og hun uddyber, at det oftest er tilfældet ved krimisager. At sagen fylder meget i nyhedsbilledet er ikke ensbetydende med, at det bliver en del af Ultra Nyts sendeflade.

“Når vi skal vurdere det, så tænker vi: Er det her egentlig en historie for os? Skaber den mere uro, end den gavner? Man skal være 100 procent sikker på, at man har en god grund, hvis man vælger at gå ind i sådan en historie,” siger Christina Johansen.

Det er på baggrund af den overvejelse, at Ultra Nyt ikke har planer om at dække selve retssagen i Kirkerup-sagen, hvor en mand er sigtet for blandt andet frihedsberøvelse og drabet på Emilie Meng. på trods af at mange andre medier rapporterer fra den i øjeblikket. Selvom der nok er nogle børn, der er optaget af sagen, så er det Christina Johansens opfattelse, at der er et flertal, for hvem den ikke fylder særlig meget. Derfor er der en fare for, at dækning fra retssagen kan plante en unødvendig bekymring.

En anden grænse til nye tider

Grænsen for, hvilke sager Ultra Nyt vil gå ind i, har dog ændret sig i takt med de sociale medier. Børnene bliver nu eksponeret for flere ukontrollerede informationer, som skaber utryghed og ubesvarede spørgsmål.

“Jeg tror helt sikkert, at det har øget behovet for, at vi går ind i nogle sager, som vi historisk set ikke ville være gået ind i. Hjallerup-sagen er et godt eksempel på en sag, som vi formentlig ikke havde dækket, hvis ikke den var overalt på TikTok,“ fortæller redaktøren.

Efter mange overvejelser valgte Ultra Nyt at lave en nyhedsudsendelse, der omhandlede Hjallerup-sagen i marts.

“Når vi så alligevel valgte at gå ind i den, så var det, fordi vi blev lagt ned med henvendelser fra børn, der skrev til os, fordi de gerne ville have os til at forklare – hvad er det egentlig, der er sket? Skal jeg være bange for, at noget lignende sker for mig? Der har vi et godt incitament til at gå ind i sagen,” siger Christina Johansen.

Håbet i centrum

Normalt søger Ultra Nyt at finde positive sider eller fremskridt, når de har at gøre med konflikter, krig eller klima. Som når der er gang i fredsforhandlinger mellem Israel og Gaza, eller når en række forskere og eksperter arbejder på at redde verdens største koralrev.

”Nogle gange er der jo desværre også bare sager, hvor der ikke er særlig meget konstruktivt at sige. Men så sørger vi for at være der, lige så snart der er noget positivt at sige, og så prøver vi at dvæle ekstra ved det,” siger Christina Johansen.

Børnepsykologen Charlotte Diamant er enig i, at det er vigtigt at efterlade de unge med tro og håb, hvis man snakker om noget, der er svært. Det gør heller ikke noget at undlade dele af virkeligheden af hensyn til børnene.

“Jeg siger altid, at man skal være ærlig, men kærlig. Og det betyder, at man faktisk godt må lyve lidt for børn, da det er i barnets interesse ikke at vide alt. De skal have et håb om, at verden er et godt sted,” siger Charlotte Diamant og understreger, at det handler om at få formidlet nyhederne på den rigtige måde.

Det er også vigtig for Solaf Masoud, når hun skal formulere nyhederne ud til seeren, at der er fokus på håbet, når der vinkles, selvom det ikke altid dominerer i realiteten.

“Når der er krige, så finder vi en vinkel med, at der eksempelvis er kommet nødhjælp ind i Gaza, selvom der i virkeligheden ikke kommer særlig meget. De skal efterlades med et håb og en tillid til den verden, de lever i. Håbet er nærmest kernen i Ultra Nyt,” fortæller børneværten.

Børnevært med tro på fremtiden

Selv håber Solaf Masoud på, at nyhederne gør en forskel for børnene, som følger med enten fra skolen eller børneværelset. Det var i hvert fald derfor, at hun søgte stillingen som børnevært på Ultra Nyt sidste år.

“Jeg håber, at Ultra Nyt sætter gang i nogle vigtige samtaler i klasselokalet og rundt om spisebordet. Det kunne for eksempel være, hvis vi har lavet en historie, der omhandler mobning, racisme, det at være handicappet eller krig og politik. At de bliver reflekteret over nogle af de ting, der sker rundt omkring i verden og i Danmark.”

Det gælder både, når Ultra Nyt har fokus på opmuntrende solstrålehistorier, lige såvel som alvorlige situationer, der sker i den lille og store verden. Måske det endda kan bidrage til, at børnene ikke begår de samme fejl.

“Og så håber jeg bare, at børnene kommer til at gøre noget andet i fremtiden, end vi voksne render rundt og gør,” siger Solaf Masoud.

FORSIDEN

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

af | maj 30, 2024 | INDE, NYT I INDE

INDE | NYT I INDE
Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Pladsmangel på videnskabsteori kan forpurre nogle journaliststuderendes planer om en kandidatuddannelse. Derfor kan studerende se sig nødsaget til selv at punge ud til suppleringskurser. Samtidig efterlyses der bedre vejledning under ansøgningsprocessen.

TEKST: Cathrine de Nijs Johansen
Illustration: Lotte Skjødt Nielsen 

Udgivet den 30. maj 2024

Hvert halve år skal journaliststuderende på ottende semester vælge et af to valgfag. Journalistisk entrepreneurship eller videnskabsteori. Et valg, der kan have betydning for deres fremtidige uddannelsesforløb, hvis de efter endt bachelor ønsker at tage en kandidat. Videnskabsteori er et krav på mange kandidatuddannelser, og har du ikke haft det, bliver vejen til en kandidat bøvlet.

Hvis man ønsker videnskabsteori og får det, kan man betragte sig selv som heldig. For selvom der er en næsten ligelig interesse for videnskabsteori og journalistisk entrepreneurship, er det kun omkring halvdelen af dem, der ønsker videnskabsteori, der får det. Det viser tal fra DMJX. Det skyldes en fordeling, hvor 30 procent af alle studerende får videnskabsteori og 70 procent får journalistisk entrepreneurship.

Det har ikke altid været en udfordring. For bare få år siden kunne langt de fleste studerende få opfyldt deres valgfagsønske, men man ændrede fordelingen grundet faglige hensyn, forklarer Henrik Berggren, institutchef for journalistik.

”Vi har tæt kontakt til branchen, og vi forsøger at give jer en uddannelse, der giver de kompetencer, som efterspørges, og der er en kæmpe efterspørgsel efter udvikling og innovation. Det er nogle helt essentielle kompetencer, vi arbejder med i det fag,” siger Henrik Berggren.

Skæv valgfagsfordeling spænder ben for de studerende

Selvom Henrik Berggren mener, at man bliver en bedre journalist af at have haft journalistisk entrepreneurship, risikerer nogle studerende alligevel at komme i klemme efter ændringen. Man kan godt læse en kandidat i journalistik uden at have haft videnskabsteori, men ønsker man at fagspecialisere sig med en anden kandidat, kan faget være et krav.

Hvis man ikke har haft videnskabsteori på DMJX, kan man alternativt opfylde adgangskravene gennem et suppleringskursus. Det kræver dog, at man tager faget gennem et universitet og selv betaler. På Københavns Universitet koster et fag på 15 ECTS, som videnskabsteori på DMJX er, 7.500 kroner.

”Det er virkelig mange penge, og jeg synes, det er en høj udgift for noget, som jeg kunne få gratis på skolen,” siger Lisa Bilgrav, der studerer journalistik på ottende semester og ikke fik videnskabsteori, som hun ellers havde ønsket. Det blev dødsstødet for hendes ønske om at tage en kandidat i amerikanske studier, som hun havde overvejet meget.

”Jeg var enormt frustreret. Jeg var virkelig tændt på idéen og ville det rigtige gerne, og det kan jeg bare ikke nu. Jeg har forståelse for, at man ikke altid kan få sin førsteprioritet, men det her er ikke en mediespecialisering eller et valgfag på fjerde semester. Det er ikke ligegyldigt, og det kan få en stor betydning,” siger Lisa Bilgrav.

Selvom hun efterfølgende hurtigt accepterede, at hun ikke fik videnskabsteori og måtte opgive planen om at læse amerikanske studier, mener hun ikke, at skolens faglige begrundelse holder. Lisa Bilgrav fortæller, at hun med en kandidat gerne ville have muligheden for at skille sig ud i en tid, hvor branchen er usikker. I hendes øjne handler det i sidste ende om at klæde de studerende bedst muligt på til den branche, der venter på den anden side.

”Lige nu går vi ud til uvished. Jeg synes, at det er enormt ærgerligt, at det ikke er med de forudsætninger, som skolen kunne give os,” understreger Lisa Bilgrav.

Rosalina Bendix, forperson i De Studerendes Råd på DMJX i Aarhus, mener, det er kritisabelt, at nogle studerende bliver presset på grund af fordelingen. Hun påpeger, det er problematisk, at mange studerende ikke ved, det er en udfordring, man kan risikere at havne i.

”Det er simpelthen for dårligt, at uddannelsen spænder ben for ens fremtidige færden ude i verden,” siger Rosalina Bendix og fortæller, at De Studerendes Råd har tænkt sig at tage problemstillingen op.

Svært at give forrang til kandidatsøgende

Henrik Berggren anerkender, at der kan være studerende, der havner i problemer på grund af den nuværende fordeling. Lige nu har studerende, der ønsker at tage en kandidat, ikke førsteret til videnskabsteori, og fordelingen sker ved lodtrækning.

”Vi har et dilemma, og jeg anerkender, at der kan være enkelte studerende, som bliver klemt og er i den situation, at de ikke får videnskabsteori og har behov for at tage en kandidatuddannelse,” siger Henrik Berggren.

Han påpeger, at det er svært at finde en model, hvor man kan sikre, at studerende, der planlægger at læse en kandidat, får prioritet til pladserne på videnskabsteori. Selvom det er blevet forsøgt, er man ikke nået frem til en løsning.

Han er meget åben for at høre, hvad de studerende tænker og har af forslag til, hvordan man kan fordele de studerende på de to valgfag. Han påpeger, at et organ som De Studerendes Råd er meget velkommen til at komme med sådan en model.

”Vi har drøftet det gentagne gange for at finde en måde, vi kan løse det på,” siger Henrik Berggren.

Dog understreger han, at 30/70-fordelingen er den rigtige på baggrund af at have drøftet det med skolens uddannelsesudvalg for journalistik. Han henviser til det faglige argument om, at journalistisk entrepreneurship klæder de studerende på til den branche, som venter efter DMJX.

Samtidig mener Henrik Berggren også, at man som studerende må acceptere, at man ikke altid kan få sit valgfagsønske opfyldt, også når det gælder videnskabsteori på ottende semester. Han påpeger dog, at skolen vil tage fordelingen op til genovervejelse, hvis der pludselig ses en stor stigning i antallet af studerende, der ønsker at tage en kandidat.

”Så står vi i en helt anden situation,” siger Henrik Berggren.

Manglende vejledning frustrerer

Mathias Oleander, der går på ottende semester, har søgt en kandidat i journalistik i forlængelse af sin journalistuddannelse fra DMJX og påpeger, at problemet ikke ligger i fordelingen mellem de to valgfag. I stedet ville han ønske, at der var mere vejledning, når man skal søge om optagelse på en kandidat, selvom han også anerkender, at det bestemt ikke er en let opgave for DMJX at løfte.

”Jeg er frustreret over, at der ikke er bedre, overordnede retningslinjer for, hvordan man skal søge,” siger Mathias Oleander.

Særligt peger Mathias Oleander på, at man som professionsbachelor ikke har retskrav på en kandidat i modsætning til, hvis man har læst en universitetsbachelor. Det gør det vanskeligt at vide, hvad man overhovedet kan søge med en journalistuddannelse fra DMJX i bagagen.

Man er selv nødt til at kontakte det enkelte universitet for at høre, hvad man kan søge, og hvordan man søger. Da Mathias Oleander ringede rundt, oplevede han selv, at universiteterne heller ikke kunne give ham klarere svar i forhold til, hvordan han skulle søge , og hvilke dokumenter han skulle vedhæfte i sin ansøgning.

”Jeg brugte rigtigt meget tid på at læse på deres hjemmesider og ringe frem og tilbage til dem, indtil jeg til sidst fandt ud af, hvad jeg skulle vedlægge,” fortæller Mathias Oleander.

For Mathias Oleander var det omstændigt at skulle sætte sig ind i de mange formaliteter, der lå i det at søge en kandidat som professionsbachelor på egen hånd og i forlængelse af praktikken.

Som professionsbachelor har man ikke retskrav på en kandidat. Om det siger Henrik Berggren, at ”det er det, der gør vejledningen svær.”

Henrik Berggren nævner, at man har forsøgt at undersøge, om man kunne gøre processen mere gennemskuelig ved at give de studerende et klart overblik over, hvad man efterfølgende kan studere. Men det har ikke kunnet ladet sig gøre.

”Problemet er, at universiteterne ikke kan give os svar på, hvad man præcist skal gøre for at komme ind på forskellige uddannelser. Det er en lokal og faglig vurdering, og for den studerende ligger en stor del af vejledningen det sted, de søger ind. Vi har undersøgt, om vi kunne gøre det arbejde for de studerende, og det kan vi ikke,” siger Henrik Berggren og understreger, ”men vores vejledning skal være god.”

Henrik Berggren er efterfølgende blevet forelagt kritikken fra DSR.

“Jeg forstår ikke, hvad der menes med, at nogle studerende kan føle sig pressede, og jeg ved heller ikke, hvad det er, der ikke er deklareret? Jeg er enig i, at det er uheldigt, hvis vi spænder ben for studerendes vej ud i verden, men har DSR et løsningsforslag?”

FORSIDEN

Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

af | maj 30, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

NYT I TEMA | TEMA
Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

Da resultatet af folketingsvalget 2022 blev klart, kunne Venstre og resten af befolkningen konstatere, at partiet havde fået sit dårligste valgresultat i over tre årtier. Knap halvandet år senere er de, ifølge en Epinion-måling, blevet halveret. Det rejser spørgsmålet om, hvordan det gamle grundparti er faldet så drastisk. Og om det kan rejse sig igen.

TEKST: SARAH CARDEL
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

”Jeg synes, det er ret indlysende, at når Venstre rammer en historisk bundplacering i tre forskellige meningsmålingsinstitutter, så kan man jo ikke andet end at konstatere, at partiet befinder sig i en historisk krise.”

Sådan lød ordene fra politisk kommentator Jarl Cordua, da jeg indledningsvis spurgte ham, hvilken situation Venstre i øjeblikket befinder sig i.

Men for at forstå, hvordan det gamle statsministerparti nu er havnet i en sådan ’historisk krise,’ må vi først og fremmest spole tiden tilbage til folketingets åbning i oktober 2022.

I et interview med TV2 sagde den daværende partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, således:

”Jeg kan godt love, at jeg aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksen som statsminister i Danmark.”

Efter månedlange forhandlinger kunne man så i midten af december 2022 opleve en smilende, genvalgt statsminister træde ud af Christiansborgs ikoniske porte. Nu klar til at præsentere sin nye regering bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og, ja, Venstre.

Partiets u-vending blev de kommende dages store forsidehistorie, og tilbage stod Ellemann-Jensen og resten af partiet Venstre med forklaringsvanskeligheder om det, der i medierne beskrives som et klokkeklart løftebrud. 

Og når jeg finder det nødvendigt at gentage den nu afgående formands ord, er det, fordi flere eksperter peger på lige netop det løftebrud som årsag til, hvor de står i dag.

En af de eksperter er valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen. 

”Kigger man i meningsmålingerne, så kom det store fald, da de valgte at gå i regering. Så det var ikke bare et valgløfte, som blev brudt meget klart og tydeligt, det var også et brud på et venstreparti, som i 100 år har stået i direkte modstand til Socialdemokratiet. Det rokkede ved hele deres identitet,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Selvom Venstre fik et dårligere valg, end de har haft i over tre årtier, var det alligevel ikke til at forestille sig, at et ’så stærkt, stort og historisk parti’ kunne miste så mange vælgere, som meningsmålingerne nu viser. Sådan lyder det videre fra Kasper Møller Hansen.

Også folketingsmedlem for Venstre, Christoffer Melson, anerkender, at partiets pludselige kovending er en del af forklaringen på den dalende vælgeropbakning.

Men alt imens den ene historisk lave måling erstatter den anden, står Venstre ved, at det var og er rigtigt at dele regeringsmagten med den mangeårige modstander.

”Vi fik ikke tænkt alle scenarier igennem og forberedt folk på, hvad der kunne ske, hvis vi trods et rødt flertal fik tilbudt en del af regeringsmagten. Så vores hårde udmeldinger inden valget var en fejl, men det var ikke en fejl at indgå i regeringssamarbejdet,” forklarer han.

Han understreger videre, at Venstre også har været med til at træffe svære og hårde beslutninger. Det, i kombination med intern uro, har ført til, at vælgerne har mistet tilliden til partiet.

Presset fra blå blok

Venstre fik sin hidtil dårligste måling første dag i maj 2024, hvor kun 6,5 procent af den danske befolkning ville stemme på dem, hvis der var valg den dag.

Siden har den nyeste meningsmåling vist en lille stigning for partiet, som nu vurderes til at få 8,7 procent af stemmerne.

Men det er ikke bare løftebrud og interne uroligheder, som har givet Venstre en ’historisk bundplacering.’ For kan man overhovedet skrive en artikel om Venstres nedgang uden at nævne tre andre partiers succes?

Det mener Jarl Cordua ikke.

”Venstre har været delt af forskellige strømninger. Den moderate, resultatorienterede, ikke særlige ideologiske strømning, personificeret af Lars Løkke. Så den traditionelle, landbrugsorienteret og på flere måder konservative fraktion, personificeret af Inger Støjberg,” forklarer han.

Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg var Venstres to største stemmeslugere under folketingsvalget i 2019, hvor de hver især hev henholdsvis knap 41.000 og 28.500 personlige stemmer hjem.

Han fortsætter: “Og så den klassiske handelsskole-liberale og byorienterede fløj, som ikke har haft en repræsentant, men som er sivet til LA.”

Liberal Alliance ligger i seneste måling til at få en stemme fra 15,6 procent af danskerne, hvis der var valg i dag. Det placerer dem som nummer to på listen og dermed som det næststørste parti i Folketinget.

Christoffer Melson mener imidlertid ikke, at man skal tillægge meningsmålingerne for stor værdi. For ham handler det nærmere om den politik, som partiet får gennemført.

”Meningsmålingerne er selvfølgelig ikke så sjove, men hvis man til gengæld kigger på det, som det handler om, så går det jo faktisk meget godt,” siger han. 

Han tilføjer, at de færreste politikere er i politik for at læse meningsmålinger fra uge til uge, men i stedet for at få gennemført dét, de tror på. Noget, som ifølge Christoffer Melson er lettere, når man er del af regeringen.

CO2-afgift og ledige standpunkter

Det store klimaspørgsmål om, hvorvidt der skal indføres en CO2-afgift på landbruget, har skabt stor og offentlig splittelse i Venstre, hvor både bagland og vælgere har kritiseret partiledelsen for at gå med i en sådan aftale.

Og det er ikke helt tilfældigt, at det lige netop er Venstre, som møder den største modstand ved at være medunderskriver på forslaget.

”Vælgerne er blevet skubbet væk, fordi partiet ikke har overholdt sine valgløfter, men dertil kommer hele opgøret med CO2-afgiften, som er et meget ømt punkt for Venstre, da de jo har en rod i landbruget,” fortæller valgforsker Kasper Møller Hansen.

Når Venstre stemmer for en CO2-afgift, betyder det nemlig, at de vil gøre det dyrere for landmændene at udlede klimagasser.

Et lovforslag, som på flere måder er i strid med det gamle ’landvenstre,’ og som Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, er stærkt imod.

I skrivende stund fastholder partiformand Troels Lund Poulsen dog stadig, at CO2-afgiften bliver en realitet.

Når et eller flere partier danner regering, udarbejdes et regeringsgrundlag, som er den politik, regeringen vil arbejde ud fra i den pågældende valgperiode.

Hvis regeringen består af flere partier, er det dermed meget sandsynligt, at partierne på forhånd har indgået kompromisser og støttet initiativer, som ikke afspejler deres egen politik.

Og lige netop det faktum, at et regeringssamarbejde kræver, ja, samarbejde og kompromisser, anskues også som en årsag til, at Venstre mister opbakning.

”Regeringspartierne arbejder på at implementere den politik, de blev enige om for halvandet år siden. Og det betyder også, at de ikke har samme mulighed for at flage med egne politiske synspunkter og dermed profilere og synliggøre sig over for vælgerne,” forklarer politisk kommentator Jarl Cordua.

Også valgforsker Kasper Møller Hansen fremhæver det aspekt.

”Vi har jo nogle oppositionspartier, som frit kan profilere sig på tidligere Venstre sager, fordi Venstre lidt er bundet i en regering. Det synes at være lykken for dem og en katastrofe for Venstre,” forklarer han.

Netop som når Danmarksdemokraterne kæmper imod CO2-afgiften og Liberal Alliance mod top-topskatten. Det er derfor også nærliggende at undre sig over, hvad der i virkeligheden er fordelagtigt for Venstre ved at forblive i regeringen.

Til den undring må det entydige svar være. Indflydelse.

”Det er selvfølgelig en mulighed at træde ud af regeringen for at sikre sig flere vælgere. Men det vile være på bekostning af den indflydelse, som de utvivlsomt har lige nu. Problemet er bare, at de har det i en regering, deres vælgere ikke ønskede,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Til det siger Jarl Cordua.

”Hvis man abonnerer på den præmis, at partiernes succes også skal måles efter vælgeropbakning, og det gør de fleste nok, så er der tale om en krise. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke har indflydelse. Det har de, det er bare ikke noget, som gør indtryk på vælgerne.”

Hvis man spørger såvel eksperter som politikere, sås der ikke tvivl om, at Venstre stadig har en fremtid foran sig som parti. Det skyldes, ifølge Kasper Møller Hansen, det faktum, at politik er foranderligt.

”Men det kommer til at tage mange år og flere valg, før vi ser Venstre over 20 procent igen, for tendensen er, at man hurtigere mister vælgere, end man får dem,” forklarer han.

Og det er en udsigt, som Christoffer Melson også ser.

”Det kommer til at kræve slid og hårdt arbejde, men vi håber, at vælgerne over tid vil se værdien i den her strategi og genfinde tilliden til, at vi er et seriøst, hårdtarbejdende parti, som holder, hvad vi lover.”

FORSIDEN