Mads Nissen har gjort det igen og cementerer sig blandt verdenseliten af fotojournalister

Mads Nissen har gjort det igen og cementerer sig blandt verdenseliten af fotojournalister

Mads Nissen har gjort det igen og cementerer sig blandt verdenseliten af fotojournalister

Et hattrick som den første nogensinde. Mads Nissen har for tredje gang vundet en hovedpris ved verdens mest prestigefyldte konkurrence for fotojournalistik. Det kræver arbejde, hvor man tør bruge sig selv. Spørgsmålet er, om der er plads til det.

TEKST: ANDERS BRØNDSHOLM
FOTO: KASPER SØHOLT

Udgivet den 01. juni 2023

”Vi er jo nødt til at drikke noget af hans champagne for ham. Han får jo så meget af det, at han ellers bliver alkoholiker, og det går jo ikke.”

 En kollega stikker hovedet ind i det lokale, hvor vi sidder med Mads Nissen. Selvom hans kommentar er sagt med et glimt i øjet, så er den ikke helt forkert. Mads Nissen har nemlig modtaget meget champagne på det seneste.

 I lige det øjeblik er det blot nogle timer siden, han stod foran sine kolleger på Politiken og fik overrakt en ny flaske. Fint pakket ind i film og med et hvidt bånd med Politikens logo om flaskehalsen.

 Selvom kalenderen kun viser maj, har Mads Nissen i år indtil videre vundet prisen for verdens bedste fotograf af Pictures of the Year International og den regionale hovedpris for bedste fotoserie i Asien ved World Press Photo 2023. Verdens mest prestigefyldte konkurrence indenfor fotojournalistik. Denne gang skyldes fejringen, at han netop har vundet hovedprisen for den bedste fotoserie i verden ved selvsamme World Press Photo 2023.

 Det betyder, at han er den første fotograf nogensinde til at modtage tre hovedpriser ved World Press Photo, da han også vandt årets billede i 2015 og 2021. Med sin røde bogryg står World Press Photo bogen for 2021 endda stadig uåbnet i sin plastikfilm på hans skrivebord. Nu får den snart selskab af 2023-udgaven.

 Han har vundet for fortællingen ’The Price of Peace in Afghanistan’, der består af ni billeder, som på hver sin måde beskriver livet i Afghanistan, efter Vesten trak sig ud i sommeren 2021, og Taliban igen fik kontrol med landet. Billeder af fattigdom, sult og et land i dyb krise.

”Nu står vi her så. Det lykkedes,” siger han og kigger ud på Mads Nissen, før han fortsætter med hænderne hævet foran sig: ”Du lovede de indsatte i fængslet i Afghanistan, at du ville fortælle deres historie. Nu er det kåret som verdens bedste fotoserie.”

– Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken

Derfor er det nu tredje gang indenfor et par måneder, at kollegerne på Politiken er samlet midt i redaktionslokalet til croissanter, kaffe og taler. Mads Nissen står forrest i forsamlingen, men ude til siden tæt op ad en mørkegrå skillevæg i stof. I sin sorte skjorte og sorte bukser er det lige før, han går i et med væggen. Han gemmer sig ikke, men holder sig alligevel ude i siden.

 Hans blik er på chefredaktør Christian Jensen, som ud til forsamlingen forklarer, at det ikke er mere end en måned siden, de stod her sidst og fejrede hans første pris for Afghanistan-serien. Dengang krydsede de fingre for, at de igen skulle stå her for at fejre hovedprisen.

”Nu står vi her så. Det lykkedes,” siger han og kigger ud på Mads Nissen, før han fortsætter med hænderne hævet foran sig: ”Du lovede de indsatte i fængslet i Afghanistan, at du ville fortælle deres historie. Nu er det kåret som verdens bedste fotoserie.”

Ramt af magi i Venezuela

 Mads Nissen er opvokset på Djursland i 80’erne, i hvad han selv beskriver som et hippie-kollektiv på landet. Igennem hans opvækst oplever han nogle meget snævre rammer for, hvilken type man kunne være. Nogle rammer, som meget handler om enten fodbold eller håndbold.

 ”Jeg passede bare ikke rigtigt ind. Jeg var opvokset lidt anderledes og var måske ikke helt som de andre.”

 Som 18-årig rejser han til Venezuela som leder af Den Fri Ungdomsuddannelse for at lære spansk og arbejde frivilligt. Før turen køber han et gammelt Nikon kamera og nogle ruller film. Han havde en ide om, at det at fotografere måske kunne være noget for ham, selvom han ikke vidste meget om det.

 ”Jeg spurgte en til råds om, hvad jeg så skulle fotografere, og vedkommende svarede bare: ’Kontraster.’”

 Bevæbnet med rådet, en 18-åriges gåpåmod og den store metalklods af et kamera bevæger han sig ud i byen Mérida, hvor han bor, og finder sig en dag i et af byens fattigere områder. Her slår det ham, hvad det præcist er, han kan opnå med fotografiet.

 ”Det var magisk. Som en åbenbaring slår det mig, at jeg med kameraet kan kombinere mine tre store interesser. Det at være kreativ, det at gøre en forskel og det at være nysgerrig på andre mennesker. Det stod så klart.”

 Herfra var det helt naturligt for ham, at hans vej ind i det at fotografere skulle findes i fotojournalistikken og i fotojournalistuddannelsen på DMJX. Det handlede for ham ikke om at tjene en masse penge eller sælge et produkt. Det handlede altid om historien.

Det stædige fotografi 

En af de historier skulle mange år senere vise sig at være historien om et nyt Afghanistan. Et land hærget af en lang krig, som sluttede i 2021, da Vesten endegyldigt trak sig ud og overlod magten til Taliban.

 ”Det var ikke kun den politiske historie om et land, som efter en 20 år lang krig var blevet forladt i kaos. Det var mere historien om en befolkning på 48 millioner mennesker, som var blevet overladt til sig selv og Taliban,” forklarer Mads Nissen.

 Derfor rejser han i januar sidste år til landet sammen med journalisten Bo Søndergaard for at dokumentere livet for den almindelige afghaner. Et arbejde, som senere bliver til den fotoserie, der netop har vundet prisen for verdens bedste.

 Selvom han ikke selv vil udpege et hovedbillede i serien, så er det fotoet af 15-årige Khalil, som gang på gang bliver fremhævet. Med et blik, der på samme tid er stålfast og opgivende, stirrer den spinkle dreng os ind i øjnene, mens han løfter op i sin trøje og viser det lange ar på siden af sin mave.

 “Vi havde hørt, at der foregik illegalt organsalg som en metode til at overleve. Vi beder vores lokale fixer om at undersøge det og finde nogle eksempler. Han finder blandt andet Khalil, som jo er en sindssygt stærk fortælling. Én ting er at sælge din egen nyre for at overleve, men noget helt andet er at sælge din søns nyre.”

 Mads Nissen og Bo Søndergaard er ikke i tvivl om, at de med Khalil Ahmad har en stærk historie, som verden skal se. Den 15-årige afghanske dreng, som må sælge sin ene nyre, for at hans forældre kan brødføde ham og hans 10 søskende. Men hvordan fortæller man den historie som fotograf? Undervejs er han i tvivl, selvom han er helt klar over, hvorfor billedet med Khalil er så stærkt.

”Det er…” siger han, afbrudt af en pause med blikket rettet mod ingenting: ”…et spørgsmål om ansvar. Hvem er ansvarlig for noget så forfærdeligt? Jeg bilder mig ind, at Khalil med sit blik siger: ’Jeg er jo bare en dreng. Hvad fanden har I gjort ved mig?’”

De første billeder, han tager, er af dem sammen. Far og søn. Men han synes ikke, det fungerer. Der er en distance mellem dem, som han ikke kan finde ud af fotografere. Det handler om meget mere end forholdet mellem far og søn. Det betyder noget for os i Danmark, fordi det handler om forholdet mellem os og et land, hvor vi har ført krig i 20 år. Derfor står Khalil stærkere alene. De tanker gør han sig nu næsten 16 måneder senere. Men han vidste ikke, at det ville være sådan, da han stod i huset med Khalil. Sådan er fotografi nogle gange. Handling trumfer tanke.

”Du kan have en masse intentioner med fotografi, men det har også sin egen vilje. De bedste billeder er dem, du ikke kan tænke dig til.”

Kameraet på bordet

 Når man taler om journalistik og fotojournalistik med Mads Nissen, så ender man tit i en samtale om empati og medmenneskelighed.

 ”Hvis jeg skal vælge et ord, som jeg gerne vil have på mine billeder, så skal det være empati og medfølelse. Det højeste man kan opnå, er, at folk ser ens billeder og får en snert af, hvad det er for et menneske på det.”

 Det at bruge sin empati i sit arbejde betyder ikke, at det så handler om en selv. Tværtimod. Han påpeger, at hans egen empati i historierne er et værktøj til at skabe den følelse hos modtageren. At fotojournalistik i dag ikke handler så meget om at styre kameraet, men at styre følelsen i billedet hen til det, som historien handler om.

 ”Det handler om at kunne se snittene i samfundet og komme ind i dem. Når du så er inde i dem, så handler det om at fange en følelse, som bevæger folk. Helt simpelt, hvad er en god historie?”

Derfor mener han, at remsen fra første semester om, at journalistikken skal være ’tilstræbt objektiv’ er en illusion. Hvis man vil ind til den gode historie, skal man bruge sig selv.

 ”Hvad fanden er det at være tilstræbt objektiv?” spørger han ud i luften uden at forvente et svar, før han fortsætter: ”Et tilstræbt objektivt menneske lyder så koldt, og hvem gider åbne sig op for sådan et?”

 Det betyder ikke, at han ikke påtager sig rollen som journalist i mødet med sine kilder. Faktisk gør han en dyd ud af altid at ”placere kameraet på bordet fra starten”, som han selv forklarer det. På den måde viser man også, hvorfor man er der. Man er der, fordi man ønsker at videreformidle lige netop dét til andre.

”Hvis jeg skal vælge et ord, som jeg gerne vil have på mine billeder, så skal det være empati og medfølelse. Det højeste man kan opnå, er, at folk ser ens billeder og får en snert af, hvad det er for et menneske på det.”

– Mads Nissen

”Selvfølgelig kommer man også som et menneske, men din grund til at være der er jo, at du er journalist. Det er en journalist, som folk inviterer indenfor.”

En blind maratonløber

Mads Nissen har været vant til at rejse steder, som turistbrochurerne ignorerer. Gentagne rejser til et fattigdoms- og voldsplaget Colombia og et krigshærget Ukraine, er bare nogle af de seneste stempler i det rødbedefarvede pas. Rundrejsen i Afghanistan bliver dog til en ekstra hård tur for den erfarne journalist.

 ”Det var virkelig en udmattende tur, og vi kom begge derfra helt emotionelt oprevne. Vi oplevede en afmagt over, at det her land bare er efterladt til sig selv. Det er ikke bare, at Vesten har glemt Afghanistan. Det er, at Vesten gerne vil glemme Afghanistan.”

 Han forsøger at bruge lange bade som en form for meditation. Han tager i saunaen på hotellet, selvom det er noget, han ellers aldrig vil gøre. Men Afghanistan er ikke et land, som letter på speederen. Han fortæller om den dag, hvor han kommer tilbage til hotellet efter at have fotograferet Khalil. Han føler sig udmattet og har brug for at samle sig på hotelværelset. Så rammer et jordskælv, som slår 26 mennesker ihjel.

 ”Hver eneste gang jeg lige troede, at jeg kunne trække vejret, så gav Afghanistan mig bare en kæmpe lussing.”

Det er en af de eneste gange, hvor han ikke kunne få sig selv til at tage et billede. Han er fotograf, og det er han, fordi han tager billeder. Lige der kan han bare ikke rumme det. Han er tømt og har ikke mere at give. Overvejelserne om den personlige pris for hans arbejde er noget, han tænker over. Han husker særligt en samtale med Jan Dagø, der er tidligere fotograf ved Jyllands-Posten, men som måtte stoppe og i dag lever med store traumer.

 ”Han sagde engang til mig: ’Mads. Du tror, at du kan finde ud af at stoppe i tide. Det tror vi, men det kan vi ikke.”

 Han frygter, at hvis han fortsætter med at arbejde på den måde, så rammer han en dag muren. Hvordan stopper man i tide, når man ikke ved, hvornår den tid er inde? Det er som en blind maratonløber, der ved, at der findes en mur ét sted på den 42 kilometer lange rute, men bare ikke ved hvor. Hvis du først rammer muren, er det for sent.

 Det dilemma er svært, men han bruger sig selv og sine prioriteter som guide. Han har fået det råd fra sin psykolog, at så længe han kan mærke noget i kroppen, en sitrende fornemmelse, når han taler om sine oplevelser, så er han stadig i kontakt med sig selv. Det er først, hvis han ikke mærker noget, at han skal være nervøs. Han har også gjort det klart for sig selv, at han har andre prioriteter i livet end at fotografere.

 ”Jeg er far, og hvis det er prisen for, at jeg ikke altid kan arbejde, som jeg gør nu, så er det okay. Det er jeg afklaret med.”

Hattricket i hus

 Vi har efterhånden tilbragt en del timer med Mads Nissen. Vi har været med til hans fejring, til et forretningsopkald og på sidelinjen, når han arbejder med kollegaen Jacob Ehrbahn. Vi har sågar været med hjemme i hans lejlighed og mødt hans kone. Set hans børns værelser.

Det er dog først nu, samtalen går på, hvorfor vi egentlig er der. Altså. Vi er der for at tegne et portræt af verdens bedste fotograf, men hvorfor er Mads her egentlig? Vi stopper op foran et sandwichsted i en sidegade ikke langt fra Politikens Hus på Rådhuspladsen. Det er en varm, solskins majdag i København, så der er en livlig trafik af mennesker omkring os. Han ser ned i jorden. Tænker lidt, før øjnene igen kommer til syne.

 ”Hvis der er én ting, som jeg håber at bidrage med, er det et budskab om sårbarhed i branchen. Det har manglet før,” siger han.

 Han fortæller om dengang, han startede i et fag, som var konkurrencepræget på en dårlig måde, hvor der herskede en machokultur, og drømmene var små. Det at kunne tage nogle tæsk var en del af det. Han ser det bare ikke sådan. Hvis du er for fokuseret på en hård facade, så misser du den følelse, som du gerne vil formidle gennem dine billeder.

”Det handler ikke om mig. Det handler altid om de personer, som er på billedet, men jeg tror på, at jeg er nødt til at bruge mig selv for at fange dem. Derfor handler det ikke om mig, men på et eller andet plan er der noget rigtigt i, at ethvert billede er et selvportræt.”

 Du kan ikke fange den følelse, der er i et rum, når en far fortæller om, hvordan han har været tvunget til at lade sin 15-årige søn gå under kniven for blot at kunne brødføde sine børn, hvis du ikke selv kan acceptere at føle den. Det gør han. Han ser, at branchen har udviklet sig til noget bedre. Der er mere plads til at være sårbar, end da han startede. Mere plads til at drømme. På trods af det, er hans budskab stadig vigtigt. Han har selv været igennem den mølle, som mange unge fotografer ofte bliver mødt med.

 ”Jeg har hørt det samme som alle andre. At jeg aldrig kunne komme til at leve af det. At jeg aldrig ville blive ansat på et dagblad.”

 Men det kunne han. Det gjorde han. Og nu står han med et hattrick af en af verdens mest prestigefyldte fotopriser – endda som den første nogensinde. Man skal turde at ville noget. For drømmene er ikke større, end de der drømmer dem.

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram har dækket udlandsstof i snart fem årtier. I den tid har han oplevet, hvordan den teknologiske udvikling har gjort det personlige mere fremtrædende i jobbet som udlandskorrespondent. Men Steffen Gram holder stadig gerne sine meninger for sig selv.

TEKST: Emil Weis
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 01. juni 2023

I radiostudiet sidder Steffen Gram bag otte bunker af dokumenter med sirlige grønne overstregninger. “Hvorfor er der ikke mere fokus på Østeuropa?” spørger han energisk sine gæster med et insisterende blik og medfølgende armbevægelser. Det er egentlig ikke det, programmet skal handle om i dag. “30 sekunder” lyder det i samtaleanlægget fra kontrolrummet. Steffen Gram samler sig, inden han uden udsving i stemmen byder velkommen til radioprogrammet ’Verden ifølge Gram’, der hver uge på P1 dækker vigtige udenrigspolitiske emner.

Når dagens afsnit om immigrantflugten fra Tunesien ruller igennem æteren, har Steffen Gram brugt en uge på at læse op på emnet. Indimellem bliver han kaldt til andre steder i DR-byen for at levere analyser og perspektiver, men ellers bruger han ugen på at forberede en times radioprogram.

De andre i DR bruger Steffen Grams indsigter, fordi han har dækket udlandsstof i snart et halvt århundred, men selv mener han, at han altid kan blive klogere.

De fleste journaliststuderende med lidt rejselængsel ville nok være misundelige over hans lange karriere og viden om udenrigspolitiske forhold, hvor han ofte har stået midt i historiske begivenheder.

Steffen Gram startede på DR som Asien-reporter i 1977 og dækkede De Røde Khmerers folkemord. Han var fra 1983 til 1987 USA-korrespondent, imens Reagan var præsident. Under Sovjetunionens sammenbrud var han korrespondent i Moskva, inden han kom hjem og var vært og redaktør på udenrigsmagasinet Horisont. Fra 2005 til 2013 var han igen korrespondent i USA, hvor den første afroamerikaner, Barack Obama, blev valgt som præsident.

Men selvom Steffen Gram har oplevet historiens gang på tætteste hold, er han ikke den, der bruger sig selv personligt i sin journalistik. Han gør en dyd ud af, at det er ham, der har spørgsmålene og hans gæster, der skal give svarene.

”Jeg vil gerne hjælpe seerne og lytterne til at forstå forskellige perspektiver af verden og de konflikter, der er i den. Men jeg er ikke ekspert med egne meninger,” siger Steffen Gram.

”Han har meget travlt. Han skal ofte bruges andre steder i DR-byen,” siger praktikant på ’Verden ifølge Gram’. Cecilie Højmark, om Steffen Gram.

Reportager på ’first class’

Teknologien har ændret måden, man er udlandskorrespondent på, og hvor meget mere man er på skærmen ifølge Steffen Gram. De to til fire minutter lange reportager, han lavede til TV-avisen før i tiden, ville få folk til at skifte kanal i dag.

”Den lange reportage er trådt mere i baggrunden i dag, medmindre man producerer til magasiner. Nu er et TV-indslag nyhederne ofte, at udlandskorrespondenten går på live suppleret med kortere indslag,” siger Steffen Gram.

Før i tiden tog det også længere tid at få sine TV-indslag frem til Danmark. I Steffen Grams tid som Asien-reporter fløj han selv hjem med sine reportager. Det var før den digitale teknologi, så reportagerne blev filmet på 8 eller 16 millimeter. De var uden journalisten i billedet, medmindre med journalisten skulle lave en ’stand-up’, og speak blev lagt direkte ind på kanten i filmrullen. Det var kun såkaldte ’hard news’, der blev sendt hjem med fly uden Steffen Gram. De blev fløjet for eksempel fra Bangkok lufthavn i store plastnet med adressemærke på karton, så taxachaufføren i Københavns lufthavn kunne levere dem korrekt til DR.

I USA byggede CNN i løbet af 80’erne et livesystem op, der gjorde, at deres korrespondenter kunne være live igennem, lige der hvor det skete.

”Da jeg var korrespondent i USA første gang, var jeg måske live igennem fire-fem gange i alt. Anden gang jeg var i USA i 00’erne, var jeg live igennem hele tiden, og den lange reportage var trådt helt i baggrunden,” siger Steffen Gram.

Han mener, at udlandskorrespondentens mulighed for at reportere live i dag, har gjort journalistikken mere nærværende. Det er den, fordi udlandskorrespondenten er med i billedet, når der laves liveindslag, selv når man laver reportager. Udviklingen har betydet, at journalisten ikke længere er ude af billedet, men på fra første skud.

”Der var journalister før i tiden, som lavede fremragende reportager og havde det godt med det uden at være i billedet. Nogle af dem ville nok have svært ved at være på live som i dag. Teknologien har ændret journalistikken og dermed også, hvem der er egnet til at være udlandskorrespondenter,” siger Steffen Gram.


Samme historie forskellige platforme

Steffen Gram husker, hvordan han under hans mesterlærlinge tid på Berlingske i 70’erne fik lov at dække Rote Armee Fraktions angreb på den vesttyske ambassade i Stockholm. Dengang var der ingen, der havde Facebook eller for den sags skyld mobiltelefoner. Man måtte ud af huset, hvis man ville dække noget.

Steffen Gram tog afsted til Stockholm for at være på pletten og snakke med folk på stedet. Når der var nok på blokken til en historie, tog han hjem på hotellet og fulgte med på SVT, imens han skrev historien på sin rejseskrivemaskine. Den færdigskrevne artikel blev dikteret hjem til redaktionen igennem telefonen eller sendt som strimler igennem en telexmaskine.

Historien endte med en forside på Berlingske, som var en stor ting for den unge Steffen Gram.

I dag er det dog ikke nok at udkomme på én platform som udlandskorrespondent, i hvert fald ikke hvis man arbejder på et stort medie som DR, som Steffen Gram har gjort i over 40 år. Hvis man er ude at dække en stor historie, er man formentligt på i radioaviserne, P1-morgen, i TV-avisen til middag og om aftenen. Derudover interviewer andre DR-journalister udlandskorrespondenterne til artikler til dr.dk.

”Der er selvfølgelig en risiko for, at noget af grundigheden ryger, når man skal producere meget mere på grund af de digitale muligheder. Men alt var ikke bedre før i tiden, og i dag har du til gengæld større redaktioner derhjemme til at gå i dybden med historien,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram husker en tid, hvor man skulle kæmpe mere for at få lov til at tage ud og dække en historie. Man skulle typisk pitche en historie hjemmefra og overtale cheferne til at give en lov til at tage af sted. Hvis man fik lov, tog man ud, lavede to historier og kom hjem med dem. I dag tager man beslutningen langt hurtigere om at sende reporteren ud, der bliver lavet langt flere historier fra stedet, og man udkommer på langt flere platforme.


Alvorlige konflikter til fremtiden

Historisk viden er en vigtig del af en udlandskorrespondents værktøjer, mener Steffen Gram. Når man vil forstå nutidige konflikter og krige, bliver man nødt til at have en forståelse af fortiden. For konflikter har næsten altid historiske rødder.

Steffen Grams analyse af krigen i Ukraine vidner også om, hvordan han trækker på sin historiske viden og erfaringer, når han skal forstå konflikter. Under sovjetstatens sammenbrud i begyndelse af 90’erne rejste han mange gange i Ukraine for at dække deres folkeafstemning om selvstændighed.  

”Krigen i Ukraine er anderledes, end hvad jeg ellers har dækket, fordi den kan få langt flere negative konsekvenser. Den kan ændre på hele verdensordenen,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram ser krigen i Ukraine som Ruslands udfordring af den verdensorden, der har eksisteret siden murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Han var chef for udlandsredaktionen på tv-avisen under murens fald, hvor han sendte folk ud og var vært på live-programmer, og formidlede sammen med udlandsreportere, hvordan der eksisterede en eufori og forvirring over ikke længere at leve under et diktatur. 

”Det er også derfor, at vi ser, at de østeuropæiske lande er meget tydelige i deres kritik af Putins invasion i dag. De har oplevet, hvordan det er at leve under et russisk ledet diktatur,” siger Steffen Gram.

Krigen har ikke kun ændret på de tektoniske plader i verden – den har også ændret den verden udlandskorrespondenter må forholde sig til.

”Vi er et lille land, der er meget påvirket af de ting, der foregår ude i verden. Det er derfor også vigtigt, at korrespondenter kan gøre danskerne klogere på de ændringer i verden, og det er svært at forstå dem uden en historisk viden,” siger Steffen Gram.


Et ensomt job

Steffen Gram vil gerne advare journaliststuderende med en drøm om at blive udlandskorrespondenter om, at det er et ensomt job. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.

”Man er alene med den historie, man skal dække som udlandskorrespondent. Det meste inspiration skal komme fra en selv,” siger Steffen Gram.

Når man er udsendt som korrespondent, står man selv med alle beslutningerne. Sådan var det også for Steffen Gram, da han var udlandskorrespondent. Han var sin egen kollega, og det var med ham selv, at han måtte diskutere, hvilken vej han skulle gå med en historie. Derudover var det hans egen opgave at have en føling med, hvad der foregik i det land, han var i, så han kunne fortælle redaktøren derhjemme, hvilke emner der var vigtige. Opstod der en krise eller udfordring på vejen, var det også ham alene, der skulle håndtere den.

Er man ikke afskrækket af den ensomhed, der følger med jobbet, har Steffen Gram et budskab til udlandstørstende journaliststuderende.

”Tag afsted – gerne med lidt ekstra penge på lommen. Og tag til nogle lande, hvor andre ikke er.”

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?
Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

Journalisterne der ikke ville skrive efter bogen

Vi skal igen snakke om jeg’et. Jeg’et i gonzojournalistikken. Hvor det startede,og hvorfor det har fået en plads i journalistikken.
Vi skal også snakke lidt om mig. Selvfølgelig. 

Skribent: ines kajkus
illustration: katrine åsleff edvardsen

Udgivet den 01. juni 2023

Der bor en lille fyr inde i mit hoved, som ikke har lyst til at lave andet end at ligge i sofaen og se Succession hele dagen. Og hver gang jeg har en deadline, der nærmer sig, råber han lidt højere. Men min trang til overspringshandlinger hjælper ikke på kreativiteten. Det eneste, der hjælper, er, at jeg kommer i det rette mood. Af en eller anden grund er det altid sidste minuts panik, der aktiverer mig.

Og her tæt på deadline, midt i min skriveblokade, mellem mine femten åbne faner og et rodet docs-dokument, der sår tvivl om, hvordan jeg er kommet ind på den her uddannelse, støder jeg på et citat af den amerikanske journalist Tom Wolfe. Dét ene citat indkapsler hele hovedpinen af at begå sig skriftligt i noget som helst. 

‘’Det er jo rædselsfuldt at skrive. Jeg stoler ikke på dem, der siger, at de nyder processen. Det er ulideligt. Man skal proppe lyde, symboler og lugte ned på en side. Det er jo umuligt.’’ 

For en der gjorde en stor karriere ud af at formidle skriftlig journalistik, og kaldte det at skrive for ‘’det vigtigste, man kan foretage sig,’’ så hader han at skrive lige akkurat så meget, som jeg selv gør. Det trøster lidt i hele den her proces. 

Det var i 1973, at Tom Wolfe første gang definerede den form for journalistik, jeg forsøger mig med lige nu på min redaktørs opfordring. Jeg-journalistikken. Selv kaldte han det ‘new journalism’. 

 I sin antologi, en bog der fungerer som et manifest og en samling af eksempler på new journalism-skribenter, kårede Wolfe en række amerikanske journalister tilbage i 1973 som essensen af begrebet og fænomenet. Store journalistiske navne, der alle skrev artikler i fiktionens sprog, som Gay Talese, Joan Didion og Hunter S. Thompson. 

 

Journalistikken får karakter 

Allerede i løbet af 1960’erne, ti år før antologien, gjorde fænomenet new journalism op med den objektivitet, som man havde tillagt journalistikken, siden den så sine første dage. Med lån fra litteraturens verden gjorde new journalism journalistikken spændende, smuk, rå og subjektiv. Og så blev der plads til en inddragelse af journalisten selv. Journalistik fik karakter. Men Wolfe gjorde også skriveprocessen besværligere. Sproget skal være levende, man skal mærke skribentens stemme! Okay. Kan I mærke min frustration?  

Men. Det var ikke alle, der var begejstrede for at få deres navn i Wolfes antologi. I et brev til Wolfe skrev Hunter S. Thompson: 

 ‘’Jeg får dine lårben slebet til knoglesplinter, hvis du nogensinde nævner mit navn igen i forbindelse med det forfærdelige ‘new journalism’-snak, du promoverer.’’

Thompson, der ellers fik tilskrevet sig hele to kapitler i Wolfes’ antologi, gav os i stedet ’gonzo’

 

En genre af selvdestruktivitet 

Fire år før jeg begav mig ud med den her artikel, stødte jeg på gonzo-begrebet for første gang. Midt i en YouTube rabbit hole session finder jeg frem til Hunter S. Thompsons daglige rutine. Jeg ved stadig ikke, om jeg er forarget eller imponeret. 

Ni baner kokain, LSD dråber, champagne, fem glas whiskey, med is, bevares, flere omgange chartreuse, en pakke smøger, et par joints, Heineken og margaritas og én enkelt portion Pasta Alfredo blev det til, før han begyndte at skrive sine artikler. Og et eller andet sted så beskriver hans daglige rutine måske gonzojournalistikken bedre end jeg kan med citerede eksempler. 

Det var egentlig meningen, at den her artikel skulle skrives som et gonzo-piece. ’Find din indre gonzo-journalist,’ sagde de. Jeg ved ikke om mine redaktører har misforstået begrebet, eller om de forsøger at slå mig ihjel via selvdestruktivitet.  

Med ligheder fra new journalism-bølgen handlede gonzojournalistikken om at rapportere sandt men subjektivt. Så er der twistet. Tab af selvkontrol, skribentens indre monolog, mørk humor, iscenesættelse af skribenten selv som hovedkarakter og selvfølgelig at rapportere påvirket af stoffer og alkohol. 

Det var med reportagen “The Kentucky Derby is Decadent and Depraved” fra 1970, at Thompson for første gang slog igennem med sin skrivestil. Hvad der skulle have været en objektiv reportage fra et af Sydstaternes største events, blev i stedet en skildring af skribentens selvdestruktivitet; hans indre, sarkastiske og fordømmende monolog. 

Mest af alt en reportage om ham selv og hans tilbøjelighed til at være drevet af impulser. 

Der var ikke meget journalistik over det. Det hele handlede om ham. Men man må give ham, at reportagen er underholdende og svær at glemme.

Om Thompson nærmere var en karakter defineret af sin chok-effekt, end han rent faktisk var journalist, må man selv vurdere. Om ikke andet slap han afsted med det, i hvert fald i en årrække, netop på grund af sit talent for formidling og sprog. Et eller andet sted var han også godt klar over det:

‘’Jeg hader at være fortaler for stoffer, vold og vanvid. Men det har altid virket for mig.’’

 

”Jeg får dine lårben slebet til knoglesplinter, hvis du nogensinde nævner mit navn igen i forbindelse med det forfærdelige ‘new-journalism’-snak, du promoverer.”

– Hunter S. Thompson, amerikansk journalist

Er gonzo dødt eller redefineret?

Måske virkede gonzojournalistikken faktisk kun for Hunter S. Thompson. Hvorvidt den kan tilskrives andre end Thompson selv, er der delte meninger om. I dag, godt 50 år senere, har man fortsat travlt med at beskrive enhver form for journalistik med chok-faktor som værende gonzo.

Senest i Danmark da Radio4s Louise Fischer tilbage i 2021 havde sex i en swingerklub for åben radio, hvor man næsten kunne lugte rummet gennem højtaleren, kaldte den danske mediebranche det for ‘ren gonzo.’

Samme år udgav René Fredensborg en podcastserie med titlen ‘En gonzo siger goodbye.’ Serien skulle fungere som et langt afskedsbrev til den mediebranche, som han i øvrigt stadig er en del af her to år senere. På blot 15 minutter formår Fredensborg i en enkelt episode at sætte flueben ved samtlige af genrens klichéer ved at åbne en dåseøl, tænde en cigaret og pisse i egen have, alt imens han taler sig igennem sin podcast om, ja, ingenting.

Også det amerikanske medie Vice har forsøgt sig med genren i årevis og aktivt opfordret sine journalister til at indlejre sig i de kulturer og mennesker, de skriver om. De havde til dels succes med det, lige indtil deres redaktør Yaroslav Pasukhovs røg i fængsel for international kokainsmugling i gonzojournalistikkens navn.

Selvom adskillige journalister gennem årene har fået koblet gonzo til deres navn, eller forgæves forsøgt selv at definere sig indenfor genren, så er der oftest ét dansk navn, som nævnes igen og igen med fænomenet. Morten Sabroe. Men selv udtalte Sabroe til Kristeligt Dagblad i 2021, at gonzojournalistikken aldrig har levet videre i Danmark, eller andre steder for den sags skyld. 

‘’Det var og er kun Thompson, som virkelig kunne finde ud af det der.’’

 

Jeg, jeg, jeg

Der har altså været plads til journalistens personlighed og stemme længe. Det, der gennem årene har karakteriseret den, har været en blanding af skrivestilen og karakteren bag. New journalism er forældet, og gonzo er måske ingenting uden Thompson. 

Men jeg’et, som bevægelsen bragte med sig, er kommet for at blive. Hvad end det er Zetland-skribenter, der åbent og sårbart fortæller om deres stress, eller 24Syv-journalister, der instruerer pornoscener live i radioen. Det bærende element for hver af de værker er, hvad journalisten selv gør eller oplever. 

Jeg-journalistikken udvikler sig, skærer lidt fra undervejs og samler noget nyt op hele tiden. Nogle hader det, mens andre elsker det. Men lige meget hvor godt man skriver sig selv ind i sin artikel, så vil der altid være en eller anden derude, der mener, at man er en dårlig skribent. Og det kan jeg måske godt leve med. 

Timevis af research og frustration for noget, der kan læses på fem minutter og smides i skraldespanden på 10 sekunder. Når den her artikel er afleveret, sendt til print og udgivet, så får jeg muligvis et enkelt eller to gode ord med på vejen. Hvis jeg er heldig, får jeg en enkelt klapsalve fra en, der alligevel ikke ved bedre.

Wolfe havde ret. Det er ulideligt at skrive. Men det bliver lidt sjovere, når jeg får lov at inddrage mig selv og min holdning. 

 

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?
Hackerangreb sendte DMJX på pause

Hackerangreb sendte DMJX på pause

Hackerangreb sendte DMJX på pause

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole blev i påskeferien udsat for et hackerangreb, som påvirker de studerendes redskaber og skolegang i lang tid efter. 

TEKST: EMILY HOLLAND-FISCHER & KATHRINE MØLLER NIELSEN
FOTO: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 01. juni 2023

Studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mødte ind efter en lang påskeferie. Det gik hurtigt op for dem, at de ikke kunne tilgå skolens systemer. Alt var nede. Skolen var lammet.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles IT-systemer hører under IT-fællesskabet ITS, som har base hos VIA University College. 

Det var ITS, som blev ramt af hackerangrebet, hvilket også påvirkede DMJX. 

Påskelørdag sendte Center for Cybersikkerhed en advarsel til VIA om, at der var unormalt meget trafik på systemerne. Det fortæller Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef på DMJX. Det har senere vist sig, at advarslen kom en time inden, angrebet blev iværksat. 

Fra VIA’s systemer kunne man se, at der var talrige angreb i gang, og de valgte derfor at trække stikkene på alle servere. 

“Det er jo næsten ligesom en film, hvor man står desperat og hiver stikkene ud, og man kan bare se at angrebet bliver ved, og til sidst beslutter man sig for at hive dem alle sammen ud,” forklarer Jørgen Johansen. 

Derfor kunne de studerende på DMJX ikke få adgang til systemerne tirsdagen efter påskeferien.

Det er jo næsten ligesom en film, hvor man står desperat og hiver stikkene ud

– Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef på DMJX

Systemgenåbning var længe undervejs 

Det var lige pludselig mere besværligt at være studerende på DMJX. Man havde ikke mulighed for at booke et grupperum ved Tove i receptionen, man havde ikke adgang til Itslearning og skolens VPN virkede ikke, så man kunne ikke arbejde hjemmefra. 

Det tog lang tid, inden alle systemerne var oppe at køre igen. Jørgen Johansen forklarer, at VIA har haft to eksterne firmaer til at gå gennem hver enkelt server og undersøgt, om der var noget, der skulle genoprettes, fordi det var nået at blive slettet af hackerne. 

Jørgen Johansen anslår, at VIA i alt har 250 servere, som firmaerne har skullet gennemgå, inden de kunne åbnes op for de studerende. 

“De har først gennemgået de helt grundlæggende programmer for vores IT-system og derefter de vigtigste systemer for de studerende,” forklarer Jørgen Johansen. 

 
Motiv for angreb

Det har endnu ikke været muligt at finde frem til, hvorfor ITS blev udsat for et hackerangreb, men ekspert i cybersikkerhed Sofie Freja Christensen fortæller, at det mest almindelige motiv er penge.  

“Motivet falder typisk ind i kategorierne penge eller ødelæggelse af data. For den gængse hacker handler det dog om penge,“ siger Sofie Freja Christensen.

Der er ikke yderligere informationer om, hvilke konsekvenser hackerangrebet har medført. Jørgen Johansen tænker særligt over, om der er data, der nåede at blive lækket:  

“Uddannelsesinstitutioner som DMJX og VIA har mange personnumre og adresser. De ved, hvad du hedder, og de kender dit telefonnummer. Det er meget data om rigtig mange mennesker,“ siger Jørgen Johansen.

Hver gang vi lærer noget nyt og lukker hullerne i ofrenes systemer, så bliver hackerne samtidigt klogere.”

– Sofie Frejs Christiansen, ekspert i cypersikkerhed

Et evigt kapløb

Hackerangreb er blevet en mere normal form for kriminalitet. Ifølge Sofie Freja Christensen er en del af forklaringen, at vores samfund er blevet mere digitaliseret blandt andet med AI-teknologien. Det gør, at AI kan programmeres til at udføre selve angrebet. Det er en nemmere måde at komme til penge på end ved eksempelvis at lave et bankrøveri. 

Derfor er det vigtigt, at virksomheder får gennemset deres systemer, fortæller Sofie Freja Christensen. 

“Det er essentielt, at virksomheder tager sikkerhed seriøst og får vurderet hele deres sikkerhedsinfrastruktur. De skal finde hullerne i infrastrukturen og dække dem.“

Samtidigt pointerer Sofie Freja Christensen, at teknologien hele tiden udvikler sig, hvilket betyder, at sikkerheden løbende skal tilpasses.  

“Hver gang vi lærer noget nyt og lukker hullerne i ofrenes systemer, så bliver hackerne samtidigt klogere. Så det kommer til at være et evigt kapløb om, hvem der er bedst,” siger Sofie Freja Christiansen.

Tofaktorgodkendelse på menuen 

VIA er i gang med at skærpe sikkerheden efter hackerangrebet, hvilket også påvirker eleverne på DMJX. De skal nu bruge en tofaktorgodkendelse for at logge ind på skolens systemer. 

“Eleverne får en tidsbaseret kode på telefonen, som de så skal skrive for at logge ind. Det er for at øge sikkerheden. Vi kommer nok til at se flere af disse tiltag i fremtiden, “ siger Jørgen Johansen.

Mike Meisner tog orlov: ”Det er sgu okay ikke at have det godt hele tiden”

Mike Meisner tog orlov: ”Det er sgu okay ikke at have det godt hele tiden”

Mike Meisner tog orlov: ”Det er sgu okay ikke at have det godt hele tiden”

Mike Meisner fra journalistuddannelsens tredje semester troede ikke, at orlov var nødvendigt, selv da livet viste sig fra sin hårdeste side. Men efter samtaler med studievejledningen tog han en tiltrængt pause og kom tilbage på DMJX med genvundne kræfter og mod på studielivet.

TEKST: ASBJØRN STEFFENSEN
FOTO: JANNI MOSHAGE MOLDT

Udgivet den 01. juni 2023

Første dag på studiet kan både være spændende og længe ventet, men for mange også nervepirrende. Der er mange nye indtryk. Man skal tilbage på skolebænken, og der kan være en uvished omkring, hvordan ens nye hverdag kommer til at se ud. For 30-årige Mike Meisner, der startede på DMJX’s journalistuddannelse i sommeren 2021, var disse bekymringer dog sekundære. Hans far var nemlig meget syg af kræft i denne periode. 

Som ny studerende sad Mike en af de første dage i auditoriet, hvor studievejlederne på skolen præsenterede sig selv og deres funktion på stedet. Det fik Mike til at svinge forbi deres kontor kort tid efter for at fortælle dem om sin situation. Her følte han sig både set og hørt.

Farens tilstand blev værre, og få måneder efter studiestarten gik han bort. Den næste tid blev hård for Mike, der fik svært ved at følge med i undervisningen og kom bagud med flere eksaminer. Alligevel var det først i starten af 3. semester, at han i fællesskab med studievejlederen besluttede sig for at tage orlov.

”Jeg havde jo brug for det. Det havde jeg virkelig. Jeg ville nok bare ikke indse det,” siger Mike Meisner. 

 
En svær beslutning

Joan Husted er studievejleder på DMJX og dermed en af de personer, man som studerende kan tale om trivsel og velvære med, mens man har sin gang på skolen under uddannelsen. 

Hun mener, at beslutningen om at tage orlov ofte er svær, uanset hvilken situation man står i, og at der er valg såvel som fravalg i overvejelserne omkring orlov.

”Kan jeg se mig selv gå ind i auditoriet på en helt ny årgang 1. februar, når jeg ikke kender de andre på årgangen? Og hvordan har jeg det egentlig med, at jeg socialt skal starte lidt forfra? Det, synes jeg, man skal overveje”, siger Joan Husted.

I hendes tid på DMJX har hun mærket en stigende grad af, at de studerende er blevet bedre til at kigge indad og tænke over, om de behøver en pause fra studiet.

”Der er kommet en højere grad af eftertanke, tror jeg, hvor de studerende mærker efter, om de egentlig kan se sig selv i det her, eller om der er noget andet, der trækker,” siger Joan Husted.

Jeg havde jo brug for det. Det havde jeg virkelig. Jeg ville nok bare ikke indse det.”

– Mike Meisner, studerende på DMJX

Tid til at tænke

I starten af sin orlov nød Mike først og fremmest, at han ikke skulle tænke på afleveringer og læsning af pensum, og at han nu havde mulighed for at komme helt ned i tempo, som han længe havde haft brug for.

Som tiden gik, fik han dog også tid og mulighed for at dykke mere ind i sindet og arbejde med sig selv og den sorg, han bar rundt på. 

”Jeg lærte meget om mig selv, og jeg lærte, at det er sgu okay ikke at have det godt hele tiden,” siger Mike Meisner.

Havde du spurgt Mike for 10 år siden, ville han ikke have hørt tale om at tage til terapi, selvom det stod slemt til. I dag er han blevet klogere og går imod, hvad han er vokset op med at høre om mænd, der udviser følelser.

”Jeg kender mig selv og ved, at jeg er en følsom fyr. Men jeg kommer også fra et miljø, hvor det ikke lige er noget, man viser”.

I slutningen af sin orlov begyndte det at krible lidt i fingrene på Mike. Han ville gerne tilbage på DMJX for at gense sine venner og fordybe sig i studiet. Han følte sig godt veludhvilet og havde fået nogle redskaber til at kunne bearbejde tabet af sin far og fortsætte sit eget liv.

 
Ikke alene

Selvom de studerende, der vælger at tage orlov, ikke er fysisk på skolen i en periode, bliver de ikke glemt af studievejledningen. Joan Husted fortæller, at der gøres en indsats fra studievejledningens side for at holde en vis kontakt til de studerende. Specielt dem, hvor orloven er blevet taget under svære omstændigheder. Dermed får de en idé om, hvordan det står til, og den studerende ved, at der er noget at vende tilbage til.

”Nogle studerende kan i den situation føle sig udenfor og være bekymret for at blive hægtet af deres uddannelse og det sociale fællesskab. Derfor vil en af os fra studievejledningen typisk sende en mail eller sms for at høre, hvordan det står til, og om der er nogle studiemæssige bekymringer, vi kan hjælpe med,” siger Joan Husted.

Når man som Mike tager orlov under nogle svære omstændigheder, er det ikke altid lige nemt at vide, hvad man skal bruge tiden på, nu hvor studiet er sat på pause. Til dem, hvor beslutningen blev taget på en hård baggrund, giver Joan Husted et råd med på vejen.

”Uddannelse og skole løber ikke nogen steder, tværtimod. Det vigtigste er at bruge tid og energi sammen med familien.”

Derudover fortæller hun, at studievejledningen gør meget ud af at fortælle de studerende under deres orlov, at de naturligvis stadigvæk er meget velkomne til at tage del i sociale arrangementer for at kunne mærke fællesskabet. 

 
Anden første skoledag

På vej i skole første dag efter orlov gik der en masse tanker igennem hovedet på Mike. Det mindede ham om første dag på studiet året forinden, men denne gang var det anderledes. Han var mere afklaret og havde mere ro i sindet. Så selvom turen til DMJX-bygningen var en smule angstprovokerende, glædede han sig mest af alt.

Inde bag skydedørene tog hans venner imod ham med åbne arme og store krammere og bød ham velkommen tilbage. Det varmede hos Mike, der følte sig hjemme igen med det samme.

”Jeg havde jo været lidt på sidelinjen noget tid, så det var bare rart, at de faktisk havde lagt mærke til, at jeg ikke havde været der. Det var en dejlig bekræftelse.”

Mike vil råde alle, der står i en svær situation midt i deres studie til at mærke efter, om det at tage orlov ikke kan være med til at give dem et pusterum. For ham gav det tid til refleksion og til at arbejde med tabet af sin far.

”Tag en snak med studievejlederne, hvis du har ondt i sjælen. Det er noget, jeg har fået øjnene op for, som jeg ikke har skænket en tanke før,” siger Mike Meisner.

En rød tråd af tilfældigheder har formet Christopher Bering Badens liv

En rød tråd af tilfældigheder har formet Christopher Bering Badens liv

En rød tråd af tilfældigheder har formet Christopher Bering Badens liv

Christopher identificerer sig ikke som kommunikationsmedarbejder og synes, der er mere i livet end sin arbejdstitel. For ham har vejen til jobbet på DMJX i sandhed været en sti fyldt med tilfældigheder.

TEKST: Eva Boye Rasmussen
FOTO: Janni Moshage Moldt

Udgivet den 01. juni 2023

Det er ikke alle, der kender Christopher Bering Baden. Men han er en vigtig del af DMJX og sidder til dagligt nede i foyeren på højskolen i Aarhus. Her sidder han blandt andet og skriver om skolens bacheloruddannelser og spørger os elever, om vi vil lave en Instagram takeover. 

 I kommunikationsafdelingen arbejder Christopher og hans kollegaer med at udbrede kendskabet til DMJX og brande institutionen som andet og meget mere end ’blot’ en rugekasse for journalister. 

 Men Christopher identificerer sig ikke som kommunikationsmedarbejder. Det er en lang række af tilfældigheder, der gør, at Christopher er havnet her. I det hele taget synes han, at en stor del af hans liv er formet af tilfældigheder. For at starte ved begyndelsen var det også et tilfælde, at han uddannede sig til journalist. Christopher var nemlig allerede i gang med at læse sociologi, men var gået død i nogle reeksamener. I stedet for at læse sad han og surfede rundt på Uddannelsesguiden. Han var både forbi fritidspædagog og konditor, men det endte med at være journalistuddannelsen, der fangede Christophers opmærksomhed.

 ”Jeg så, at optagelsesprøven lå lørdag den 24. april, som er min afdøde fars fødselsdag. Så det studsede jeg over og tænkte, at det kunne jeg da godt prøve at tage til,” siger Christopher Bering Baden.

Han kom ind, rev teltpløkkerne op og flyttede fra Espergærde til Aarhus for at studere på DMJX. Her førte en snørklet perlerække af tilfældigheder til, at han ret hurtigt mødte sin kommende kone, Signe.

 

Historien om Signe og en tur til havkajak

Historien om mødet med Signe er lang og snørklet. Den korte version er, at Christopher lidt ad omveje var kommet med i en slags jury i DR, som udvalgte og konceptudviklede på indhold til unge. Samtidig gik han på DMJX og var i læsegruppe med Mathias. Christopher tog Mathias’ idé med blandt de andre idéer, der skulle udvikles på og præsenteres for DR’s bestyrelse. Og det endte med, at Mathias’ idé blev valgt. Derfor følte Mathias, at han skyldte Christopher en tjeneste, og da han havde en onkel med en bar på Skanderborgfestival, kunne han skaffe Christopher gratis ind. Onklen havde taget sin datter, Signe, med. Og resten er historie, som man siger.

I dag har Signe og Christopher dannet par i tolv år, og sammen har de fået sønnen Svend på seks år og datteren Sally på syv måneder. 

Og en tilfældig morgen med Sally endte Christopher med at melde sig til havkajak. 

”Jeg står op klokken fem om morgenen hver dag med Sally. Og en dag var der kommet mail fra Aarhus Kano- og Kajakklub om, at nu kunne man tilmelde sig til introkurserne. Dem har jeg været skrevet op til i over to år, men det bliver altid udsolgt på nulkommafem. Så jeg skyndte mig at melde mig til. Så jeg har lige været i gang med at købe våddragt og udstyr. Og ser supersmart ud i den, det er jeg sikker på, min kone helt sikkert synes.”

”Du skal bare omfavne, at livet langt hen ad vejen baserer sig på tilfældigheder.”

– Christopher Bering Baden, kommunikationsmedarbejder på DMJX

Fra journalist til akademiker og far 

Men for at komme tilbage til kronologien, skal endnu en tilfældighed – til panikdag – blive afgørende for både Christopher og Signes liv. 

”Mens jeg skriver under på en kontrakt med DR Nordjylland, har DR Aarhus ringet for at tilbyde mig en plads. Så jeg kunne egentlig være blevet i Aarhus i halvandet år. Det var min kæreste lidt træt af på dagen, men jeg var rigtig glad, for jeg ville helst på redaktionen i Aalborg.” 

Christopher var glad for sin praktiktid hos DR Nordjylland. Han beskriver det som en af de bedste arbejdspladser, han har været på. Alligevel kom han dog frem til den erkendelse, at han ikke skulle være journalist, blandt andet fordi arbejdstiderne ikke passede specielt godt sammen med det familieliv, Christopher drømte om at få. 

Tanken om at få børn begyndte at snige sig ind, og nogle af Christophers medstuderende var allerede gået i gang. Så da Christopher og Signe kom tilbage til Aarhus, følte de, at nu var de også parate til at starte det kapitel i deres liv og forhold. De ville gerne nå det, mens de stadig begge studerede. Hvilket var umuligt, når Christopher kun havde tre måneder tilbage på journalistuddannelsen. Men det lykkedes dem alligevel, for Christopher besluttede sig for at bygge en kandidat ovenpå journalistikken. Han havde nemlig gennem sit studiejob hos Dansk Journalistforbund opdaget, at organisatorisk arbejde og rådgivning var mindst lige så spændende som journalistikken – hvis ikke mere. Han søgte derfor ind på en række kandidatuddannelser, men endte med at blive optaget på sin fjerde prioritet, Uddannelsesvidenskab. 

”Det er et skørt tilfælde, at det lige var dér, jeg landede, i forhold til hvor meget jeg identificerer mig med det i dag. Jeg identificerer mig meget mere med uddannelsesvidenskab og med at være akademiker end med at være journalist,” siger Christopher Bering Baden.

 

Christopher har aldrig givet slip på DMJX

Det er også lidt af et tilfælde, at han er kommunikationsmedarbejder på DMJX i dag. I forbindelse med et arrangement afholdt af KaJ, skulle Christopher briefe den daværende rektor, Jens Otto Kjær Hansen. Pludselig indskyder rektoren, at DMJX vil slå en stilling op i efteruddannelsesafdelingen i næste uge, og at han synes, Christopher skal kigge på den. Christopher endte med at følge rådet, han fik jobbet og begyndte at arbejde i efteruddannelsesafdelingen. 

Men efter et par år søger Christopher væk igen og får job i Magistrenes A-kasse, men beholder dog kontakten til DMJX som vejleder og gæsteunderviser. Og hans gamle kolleger glemmer ham ikke, men inviterer flere gange på kaffe for at få Christopher tilbage. Det korte af det lange er, at nu er Christopher tilbage på DMJX og arbejder primært med ekstern kommunikation omkring bacheloruddannelserne.

Inden interviewet sluttede, kom Christopher med en masse gode råd til alle os studerende på DMJX. Men et af de råd, der stod ud, er dette: 

”Du skal omfavne, at livet langt hen ad vejen baserer sig på tilfældigheder.”

 Og nå ja, der er endnu en tilfældighed i denne fortælling. Christopher fylder 34 år i dag den 1. juni, så hvis I ser ham, kan I ønske ham tillykke.

DMJX skal være kendt som stedet, der graver. Og du får også en skovl

DMJX skal være kendt som stedet, der graver. Og du får også en skovl

DMJX skal være kendt som stedet, der graver. Og du får også en skovl

Du har måske hørt, at DMJX har fået et gravercenter for undersøgende lokaljournalistik. Men hvad betyder det egentlig for dig og skolen? Illustreret Bunker har mødt graverchef Bruno Ingemann og undersøgt centret, som skal undersøge de lokale skandaler. Hvis altså pengene snart kommer.



TEKST: ELISA MORTENSEN
FOTO: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 01. juni 2023

Da medieaftalen landede sidste år i november, var der jubel på DMJX. Et af aftalens punkter sikrer nemlig fem millioner kroner hvert år i tre år til et nyt gravercenter for lokalt undersøgende journalistik, som skolen skal huse. Siden sidste år er Bruno Ingemann blevet hyret som graverchef. Samarbejde med undervisere er sat i værk og et dansk og internationalt advisory board, som skal rådgive centeret, er blevet nedsat. 

Men centret er endnu ikke helt oppe at flyve, fordi pengene stadig lader vente på sig. Først trak finansloven ud i historiske længder, og nu skal medieaftalen lige genforhandles.

”Men pengene kommer,” forsikrer Bruno Ingemann. Det siger politikerne i hvert fald udenfor citat, og det tager vi udgangspunkt i til denne artikel. 

Den nyansatte graverchef Bruno Ingemann har, siden han dimitterede hos Danmarks Journalisthøjskole i 1983, haft en lang karriere ved forskellige lokale medier, hvor han især har beskæftiget sig med den undersøgende journalistik. I år 2000 stiftede han med nogle kollegaer organisationen Et Spadestik Dybere, som fremmer og fejrer lokale og regionale mediers undersøgende journalistik. Det gør de blandt andet gennem seminarer, netværk og den store pris på 100.000 kroner, Spadestiksprisen. 

Alt sammen fordi de lokale mediers mulighed for at lave gravearbejde er trængt. De små redaktioner har ikke samme ressourcer og overskud, som de store redaktioner og gravergrupper på TV2 eller Berlingske har til at agere fjerde. statsmagt. Her kommer det nye gravercenter ind i billedet.

Hvis et medie, en borgergruppe eller en enkeltperson får et tip eller snuser en lokal historie frem, som de har brug for hjælp til at løfte, kan de nemlig kontakte gravercentret. Centret stiller så sine ressourcer til rådighed og kan hjælpe med at gennemtrævle store mængder data, søge aktindsigt eller håndtere sårbare kilder. Alt det som i dag kan være svært at finde tid til som en lille redaktion.

”Når de ikke gør det i tilstrækkeligt omfang i dag, er der mange forklaringer. De vigtigste grunde er mangel på ressourcer, altså mandskab og tid, og mangel på kompetencer og værktøjer.” siger Bruno Ingemann.

Et lykketræf

Ideen til gravercentret opstod, da Bruno Ingemann for et par år siden tilfældigvis stødte ind i Roger Buch, som bekendt underviser på DMJX. De faldt i snak netop over de lokale mediers mangel på ressourcer til at grave. Det er sværere at være graverjournalist i Sønderjylland end på Slotsholmen. Og det måtte man kunne gøre noget ved.

”Hvorfor er det ikke sket noget før? Det giver sig selv, at det er en god idé at hjælpe de lokale medier.”

– Bruno Ingemann, graverchef DMJX

Den analyse var flere af medieordførene på Christiansborg enige i, og på den måde fik Roger og Bruno deres ide om et gravercenter med på finansloven, da det netop skal hjælpe de lokale medier med undersøgende journalistik.

”Det var et lykketræf. Timingen var god,” siger Bruno Ingemann og uddyber: ”Mange, jeg har snakket med om det, siger, at det er en indlysende idé. Hvorfor er det ikke sket noget før? Det giver sig selv, at det er en god ide at hjælpe de lokale medier.”

Undersøgende undervisning

En del af gravercentrets rolle på skolen bliver også at engagere de studerende til at opsøge den lokale, undersøgende journalistik.

”Vi vil motivere og inspirere journaliststuderende til at få en interesse for den her type journalistik. Vi har brug for flere journalister, der kommer ud med den interesse og de værktøjer og kompetencer,” fortæller Bruno Ingemann. 

Hvis alt går vel, får nogle af de studerende på 4. semester i efteråret allerede lov til at få gravearbejdet i fingrene.

I samarbejde med underviserne Jan Dyberg og Kresten Roland på forløbet om datajournalistik skal de studerende hjælpe med at undersøge en konkret sag fra gravercentret. Kresten Roland håber, at samarbejdet træder i kraft allerede i efteråret, formentlig i uge 41.

”Det er oplagt, når man laver sådan et gravercenter her, at det også kommer skolen og de studerende til gode,” siger Kresten Roland. 

Efter de studerende har fået Excel og andre dataværktøjer under huden, får de fem sammenhængende dage, hvor de skal assistere på et af gravercentrets projekter. Kresten Roland tror, at de studerende vil få stor gavn af samarbejdet.

”Det med at have et virkeligt samarbejde med dygtige journalister og rigtige medier, det kan bare noget. Så kan man løfte nogle historier, som man ellers ikke vil kunne løfte. Det kan give noget erfaring med at arbejde sammen om et stort projekt, som vi ellers ikke øver så meget på skolen,” siger Kresten Roland.

 Men som tidligere nævnt, er der stadig det store aber dabei, at pengene lader vente på sig. De studerende på det kommende dataforløb behøver dog ikke bekymre sig om, at de vil stå uden noget at lave. 

”Det er jo et eksperiment, så der er ingen garantier. Men hvis det hele falder til jorden, kan vi jo falde tilbage til det, vi plejer at lave,” understreger Kresten Roland.

Udover undervisningsforløb kommer gravercentret også til at få brug for studentermedhjælpere og frivillige kræfter fra skolen. På lang sigt håber Bruno Ingemann, at gravercentret bliver en forankret del af DMJX’ identitet. Vi skal være kendt som stedet, der graver.

43 millioner til lokaljournalistikken: Støttepenge vækker opsigt hos Jysk Fynske Medier

43 millioner til lokaljournalistikken: Støttepenge vækker opsigt hos Jysk Fynske Medier

43 millioner til lokaljournalistikken: Støttepenge vækker opsigt hos Jysk Fynske Medier

Regeringens seneste finanslovsforslag for 2023 har til formål at støtte lokaljournalistik og sikre vigtige nyheder til borgerne. Der er forskellige meninger om de 43,1 millioner kroner, alt efter hvem du spørger, men en ting er sikkert: Flere mediechefer fortæller nu, at der er brug for pengene, og at mange lokalmedier lever på lånt tid.

TEKST:  johan kaas nørgaard
illustration: katrine 

Udgivet den 01. juni 2023

Journalist og ansvarshavende chefredaktør for Jysk Fynske Medier, Peter Orry, ser to overordnede problematikker for de gratis ugeaviser. For det første er der en konjunkturbestemt udfordring. Det er simpelthen blevet dyrere at trykke aviserne, da priserne på papir er fordoblet i forhold til for et år siden. Derudover er det også blevet væsentligt dyrere at distribuere aviserne. Ovenstående er blot to faktorer, som plager de trykte ugeaviser, men der ligger også en langsigtet strukturel udfordring, som har været i gang over mange år, og som ikke ser ud til at forsvinde. 

’’Techgiganterne Google og Facebook æder en større og større del af annoncemarkedet hvert eneste år,’’ siger Peter Orry. 

 Disse problematikker omhandler de trykte ugeaviser, og det er også derfor, at Jysk Fynske Medier vil opfordre regeringen til at tage særligt hensyn til de trykte aviser, når de indsender deres høringssvar. Ugeaviser er gratis og er dermed meget afhængige af annonceindtægter. 

 ’’Det er en vigtig pointe, at de trykte medier er udfordrede, og at de om 10 år ikke vil være så udbredte, som de er i dag,” siger Peter Orry.

 Administrerende direktør for Sjællandske Medier, Jens Nicolaisen, mener, at pengene falder på et tørt sted og vil hjælpe medierne godt på vej.

 ’’Det er ikke, fordi vi uden regeringens tilskud ikke vil være i stand til at producere god journalistik, men vi er bare der, hvor der skal tages nogle fravalg, jeg synes er ret store,’’ siger Jens Nicolaisen.

Pengene skal altså gå til at finansiere digital omstilling, de stigende omkostninger og til, at medierne fortsat kan producere god journalistik. 

 Ugeaviser vokser i popularitet

 Danmarks 160-170 ugeaviser når ud til 2,3 millioner danskere. Det viser analyseinstituttet Gallups seneste målinger af læsertal. Peter Orry konstaterer, at ugeaviserne tidligere har haft et dårligt ry for at være ukritiske, men at der i dag bliver bedrevet kvalitetsjournalistik rundt omkring på de forskellige ugeaviser. 

 Peter Orry fortæller, at de nogle gange har oplevet at artikler fra ugeaviserne, er blevet taget op i pressenævnet, fordi de ifølge ham har formidlet god kritisk journalistik. Han nævner også, at en avis som Herlev Bladet har tradition for kritisk journalistik, og at de vandt årets bedste ugeavisjournalistik sidste år kåret af Foreningen af Ugeaviser.

 Tilsyneladende vil danskerne gerne læse nyheder fra deres lokalområde, og der ses da også en stigning i læsertallene hos Jysk Fynske Medier, der ugentligt når 988.000 danskere. Hvis lokalmedierne fortsat skal have en reel mulighed for at overleve og samtidig levere kvalitetsjournalistik, rækker de 43,1 millioner ikke så langt. 

Peter Orry ser helst, at pengene bliver fordelt ligeligt mellem de 160 lokalaviser. Det er rundt regnet 270.000 kr. til hver avis. På den måde vil de små medier forholdsmæssigt få størst gevinst, men det er også dem, der ifølge Peter Orry er mest i nød.

Jens Nicolaisen er enig med JFM og tillægger også lokaljournalistikken en kæmpe betydning.

 “Den rolle, som god og uafhængig journalistik spiller, bliver lidt glemt midt i den her SoMe-tid,” siger Jens Nicolaisen.

Han mener, at de lokale aviser, uanset størrelse, spiller en afgørende rolle for demokrati, frihed og lokalsamfundet.

 43 millioner er utilstrækkeligt

Professor i medieledelse ved Copenhagen Business School, Anker Brink Lund, siger, at de gratis ugeaviser længe har været undervurderede. Både af dem der fordeler den offentlige mediestøtte, og af de private udgivere, som forsømte at udvikle dem journalistisk, mens de gav pæne overskud. 

 ’’Her og nu er 43 millioner i mediestøtte ikke ret meget fordelt på 160-170 landet over. Så det ender nok som en velment, men helt utilstrækkelig dråbe i de etablerede mediehuses slunkne pengekasser – uden at hr. og fru Danmark får ret meget nyskabende lokaljournalistik ud af det,’’ siger Anker Brink Lund

 Der er altså blandede holdninger til de 43 millioner kroner, alt efter hvem du spørger. 

Der er enighed blandt Peter Orry og Anker Lund om, at beløbet godt kunne have været større. Jens Nicolaisen erkender også, at medierne er økonomisk udfordrede, men han ser også et problem i, at de danske lokalmedier bliver for afhængige af statslige midler. 

 ’’Hvis du spørger mig, så lyder det forkert, at det er staten, der driver de lokale medier. Det er jo meningen, vi skal tjene vores penge selv. Vi kan ikke blive ved med at holde fast i noget, hvor forretningsmodellen slet ikke hænger sammen,’’ siger Jens Nicolaisen.

Støttepengene er afgørende for lokaljournalistikken

Sjællandske Medier og JFM er enige om, at de trykte aviser bliver udfaset mere og mere i løbet af de næste år, og at aviserne gradvist skal digitaliseres. Jens Nicolajsen maner til ro og håber på, at regeringens støttepenge forhåbentligt kan give lokaljournalistikken muligheden for fortsat at give et kvalificeret indspark til samfundsdebatten. Han lægger vægt på, at medierne stadig skal agere den fjerde statsmagt, uafhængigt af andre magtinstanser. Det går ikke, at medierne skal være afhængige af politikere og staten. Ligesom Peter Orry mener Jens Nicolaisen dog, at pengene er altafgørende, for at lokalmedierne stadig kan have journalister ansat på de mindre redaktioner.

Jens Nicolaisen er overbevist om, at journalisterne kan drage fordel af den digitale udvikling. Han nævner blandt andet, at Chat-GPT-robotten kan effektivisere dele af det journalistiske indhold, og at redaktionerne dermed kan tåle at være mindre besatte end før i tiden.

 Peter Orry er bange for, at regeringens bekendtgørelse ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser de trykte aviser, hvis pengene også går til en masse digitale, mindre journalistisk seriøse medier. Det er ifølge Peter Orry ugeaviserne, som bedriver god kritisk journalistik, og pengene skal gå til, at journalisterne har tid og ressourcer til at dykke ned i samfundsrelevante emner.

Jens Nicolaisen og Peter Orry synes, at pengene skal fordeles ud på landets lokalmedier, da der er særligt brug for en økonomisk hjælpende hånd lige nu. 

 ’’Der bliver lukket ugeaviser hele tiden, og der kommer til at lukke flere, hvis bekendtgørelsen fortsat ser ud, som den gør lige nu,’’ siger Peter Orry.

Til fest hos Kurt

Til fest hos Kurt

For de fleste studerende slutter skoleugen med et brag, og på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er det hos Kurt Strandbar. Her tændes der hver fredag op under diskokuglen til druk og dans.

TEKST: Zakarias Forsberg De Los Reyes
FOTO: Rebecca Helene Hoffmann

Udgivet den 30. marts 2023

”Jeg kender en engangspik, når jeg ser en, og jeg ka’ spot’ to, tre stykker herind’. Når jeg rykker videre, så la’ være at bli’ sur, har aldrig været din, det var bar’ din tur.”

Jeg skal ikke udtale mig om, hvorvidt der er to-tre stykker eller flere engangspikke, da jeg træder ind ved 22-tiden, men der er godt fyldt op på floor i det gråmatte lys. Her kaster alle lemmer skæve skygger af sig under diskokuglens skær, hvis man da ikke står inde i midten og hopper til Tessas sang ”Engangspik”.

Jeg er taget til Kurt Strandbar på DMJX for at synge og danse med alle de andre studerende, der bruger baren som en kærkommen afslutning på ugen.

Nogle kommer for fadøl, andre for shots. Nogle kommer for husets nye drink, djævlepik, og andre kommer helt sikkert for en engangspik. Uanset om man knevrer ved skabene, ryger i blæsevejret eller venter på næste ledige bord til beer pong, er man omgivet af glade mennesker.

Kurt Strandbar har eksisteret i 43 år og er opkaldt efter journalist Kurt Strand, der selv startede med at servere øl sammen med vennerne, dengang skolen lå oppe i Bunkeren, og han var elev i 70’erne.

Siden har skolen skiftet lokaler, og fredagsbaren ligger i dag lige til højre, når man kommer ind på DMJX.

Forrest i lokalet danser den festglade hob på gulvet, der er glat af øl. Der sidder stadig en del op ad de sorte bænkerækker bagved, som efterhånden er godt fedtet til af drinks.

 

Bajer med smøger

Frederik Carlson står i modsætning til de fleste andre ikke med en øl i hånden, men en tændt smøg, der stritter ud i den kolde nat og kun lige holdes fast af hans fingre. Forvist til cykelparkeringen. 

Han går på første semester på journalistik og føler, at når der kommer alkohol ind, skal cigaretterne følge med. Han er ikke i tvivl om, hvad det fedeste ved fredagsbaren er: Priserne! Men det at møde en masse mennesker hver fredag vægter han også højt.

”Umiddelbart vil jeg sige, at det er et rigtig godt sted at møde nye mennesker fra samme studie. Jeg vil hellere sammenligne det med et gymnasium end et stort uddannelsessted som VIA eller universitetet. Der mødes så mange mennesker, at du ikke snakker med 75 procent af dem, men her kommer du til at snakke med nærmest hvem som helst.”

Frederik Carlson er typen, der får talt med rigtig mange i løbet af en aften, og han synes, det er fedt at være i fredagsbaren oven på en lang uge med skolearbejde og deadlines. Han anser det som et godt sted at slappe af og nogle gange som opvarmning til byen.

”Min plan er, at jeg skal i byen med de andre, hvis nogen er klar. Men det kan jo altid ændre sig.

Indtil videre har det været meget blandet, om man tog videre eller ej,” siger Frederik Carlson.

Bangere fra fortiden

Momentvis tager klassikere som Abba og Whitney Houston over, og skønt ingen i lokalet var født, da Abba gik fra hinanden, og de færreste måtte drikke, da Whitney døde, bliver der shaket hofter og hænder, når deres musik endnu en fredag lyder ud af højttalerne. ‘How Will I Know? er i aften også det, de fleste siger angående tidspunkt og sted for at tage videre.

Bevægelserne er store, og ingen hæmmes af at have øl eller drinks i hænderne, når de står på floor. Den mest populære drink er den helt lyserøde englefisse, der smager sødt og syntetisk. På et tidspunkt begynder flere at drikke den med appelsinsmag. Det kan vel bedst betegnes som en bitterfisse.

Heldigvis er ingen bitre, heller ikke i køen, hvor folk slingrer langsomt frem og mere til siden end hen mod baren. Bagved står spiritus og juice i flere farver og gennemsigtige flasker med vodka og gin. Her blander Sofie Bønnelykke drinks og langer øl ud til de opløftede studerende.

”Når du er i baren, så er du katalysator for den store fest.”

– Sofie Bønnelykke, kommunikationsstuderende på DMJX

Jeg fanger Sofie Bønnelykke på vej ud af Kurt sammen med Ida Højgaard. De er begge på fjerde semester på kommunikation, og netop de er rigtig gode til at møde op, mener Ida. Selvom de er langt henne i uddannelsen, er de glade for at komme her, og det bliver som regel til nogle timer om eftermiddagen.

”Vi er en smule mere intense end andre. Vi er rigtig mange fra kommunikation og kan bare godt lide fredagsbarerne og er sociale og gode til at møde op,” siger Ida Højgaard.

Sofie Bønnelykke supplerer: ”Vi har et rigtig godt sammenhold på vores uddannelse. Vi er mere ens og har en anderledes tilgang til tingene, så det er fedt at komme her og tale med hinanden. Jeg vil skyde på, at de fleste fra kommunikation kommer hver anden fredag.”

Sofie Bønnelykke er selv med i Kurt Strandbar og kender derfor mange, der kommer i fredagsbaren. Hun svarer smilende, at hun er meget glad for sammenholdet i foreningen, men også for at være bartender.

”Man kender alle årgange på skolen og alle uddannelser og en bred skare af mennesker. Det fedeste er at snakke med alle dem, der kommer op i baren, og sammenholdet deroppe. Når du er i baren, så er du katalysator for den store fest,” siger Sofie Bønnelykke.

Den videre færd

Tilbage på floor bevæger flokken sig mellem flagrende kroppe og forsøger at undgå at få øl ned ad nakken eller på skoene. Igen. Ned på deres sko kigger flere også, da midnat nærmer sig, som var de Askepot, der skal nå hjem, inden klokken slår. Her handler det mere om at nå ned i byen eller ud af Kurt, førend DMJX-sangen lyder for tredje gang. Andre tænker på at komme hjem, og døsige blikke fortæller det, som Tessa synger:

”Mine vipper er for tunge til mine øjenlåg. Jeg kan kun se ud af mine øjenkroge.”

De kræfter, der står bag fredagsbaren, bevæger sig nu mindre rytmisk og begynder langsomt at rydde op. Krus ligger henkastet op ad de klistrede trapper og under bordene, som inden længe får hældt mere alkohol på. Nu for at blive gjort rent.

Ved garderoben planlægger folket deres videre færd down town, hvis de ikke leder febrilsk efter deres jakker. Det viser sig, fredagsbaren slutter en lille halv time tidligere end de forrige fredage i februar. Alle skal da med videre. 

”Ej, det er bare pis. Medmindre du er klar, bitch?”

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

B.T. har nedlagt printavisen og fokuserer nu alle sine kræfter på digital journalistik. Chefredaktør Pernille Holbøll har lagt kursen, sat sejlene og søsat sin strategi for B.T. som et moderne, gratis tabloidmedie. Det skal skabe en bæredygtig forretning med mindre clickbait, som samtidig skal sikre at dataindsamling ikke kaprer skuden.

TEKST: Elisa Mortensen
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 30. marts 2023

I 106 år har danskere kunnet få fingrene i en B.T.-avis i landets kiosker, S-toge og supermarkeder. Men den æra er ovre. Fra 1. januar 2023 har B.T. lagt alle sine kræfter i digital journalistik, som kun kan læses og høres på mobilen. Kaptajnen for den digitale strategi hedder Pernille Holbøll. Hun blev ansvarshavende chefredaktør i maj 2022, er 41 år gammel, og blev uddannet fra DMJX i 2010. 

Da Berlingske Media annoncerede hende som ny chefredaktør i maj 2022, var det tydeligt, at ønsket om et digitalt B.T. spillede ind i valget af hende

Opgaven kræver ikke kun en journalistisk leder, som sætter en høj redaktionel standard, men også en ledelsesmæssig profil der kan udvikle og iværksætte en 100 procent digital fremtid for B.T,” lød det i pressemeddelelsen. 

Her tre måneder efter B.T. har givet printavisen dødsstødet, tager Illustreret Bunker temperaturen på, hvordan det går med den store opgave, som Pernille Holbøll fik. For hvordan skaber man en bæredygtig forretning, når produktet er gratis?

 

En ny slags chef

Pernille Holbøll ligner ikke den klassiske chefredaktør i slips og jakkesæt med en avis under armen. Hun går i sneakers, løse bukser, har nedslået hår og avisen er udskiftet med en telefon i hånden. 

”Det er lidt som om, der er en måde at være ansvarshavende chefredaktør på. Ofte er det mænd, forholdsvis midaldrende, som mener rigtig meget. Jeg hader at sige noget, før jeg er sikker på det. Det burde jeg måske blive bedre til,” siger hun. 

Hendes CV ligner heller ikke en typisk chefredaktørs, hvor mange typisk kommer fra stillinger som politisk reporter eller redaktør. Pernille Holbøll er nyhedsjournalist ind til benet. Det er brændpunkterne, de store begivenheder og de livsomvæltende beslutninger, der driver hende. 

 

Printavisens pris

Beslutningen om at nedlægge printavisen blev truffet på forkant med store problemer, men blev også presset af de stigende priser på papir.

”Da vi lukkede avisen, tjente den stadig penge. Vi gjorde det, så man ikke stod med en pistol for panden og blev tvunget senere,” siger hun.

Pernille Holbøll modtog breve med posten fra folk, der havde læst B.T. i 45 år og nu ikke vil gøre det længere. De vil ikke tvangsdigitaliseres, som konkurrenten Ekstra Bladet har kaldt B.T.s beslutning.

”Selvfølgelig gør det indtryk, jeg er jo ikke ligeglad,” siger hun. 

Men taget i betragtning af at det er første gang, et af de store landsdækkende medier i Danmark har nedlagt deres printavis, har overgangen til det digitale ifølge Pernille Holbøll været relativt enkel.

Selvom der i dag er flere digitale medier, står B.T. overfor nogle særlige udfordringer, da de har en lang historie. 

”Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gammelt medie med en stor arv. Hvordan får man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?” siger Pernille Holbøll.

Den anden store udfordring er, hvordan man tjener penge på læserne, når de ikke længere kan lokkes af en fængende overskrift på avisen i kiosken. Pernille Holbøll har et svar. ”Data.”

”Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gammelt medie med en stor arv. Hvordan får man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?”

– Pernille Holbøll, Ansvarshavende Chefredaktør på B.T.

Data er svaret

B.T. har i kølvandet på beslutningen om at nedlægge printavisen valgt at indføre en datamur på langt størstedelen af deres artikler. I stedet for at bede brugerne betale til et abonnement eller for en avis skal brugerne betale med deres data ved B.T.s nye datamur. Her skal brugeren oplyse e-mail og alder. Senere kan flere punkter som kommune og interesser komme til. Det gør dataene, som er antal sidevisninger og tid brugt på siden, mere værdifuld for annoncørerne. 

BT har over en halv milliard sidevisninger om måneden, men uden viden om brugeren kan det kun konverteres til småpenge i annoncekroner. Når brugerne er logget ind på siden, kan salgsafdelingen sælge annoncer cirka halvanden gange dyrere.

”En del af mit brændstof er det her med, at sidevisninger alene ikke er alt. Man bliver nødt til at veksle det til en bæredygtig forretning,” siger Pernille Holbøll.

Når sidevisninger er den vigtigste valuta, skaber det nemlig en skævvridning, hvor det handler mere om clicks end om brugeren, mener Pernille Holbøll. Den kurs skal vendes med den nye strategi.

Hun forklarer, at det også skal være mere tydeligt for brugeren, hvorfor artikler er relevante for dem. Mere viden om brugeren gør, at mediet kan skrue ned for den famøse clickbait. Den må gerne være der, det skal bare give mening, forklarer hun.

”At snyde brugeren eller at lave en forretning ud af at gøre rubrikkerne så russisk-roulette agtigt som overhovedet muligt, det tror jeg ikke, at der hverken er en forretning eller en journalistisk ide i. Det er noget af det, vi kan trække ud, når vores brugere logger ind,” forklarer Pernille Holbøll.

Målet er, at næsten alle brugere skal logge ind, og indtil videre er de mere end dobbelt så langt i mål med det, end de havde regnet med.

 

Redaktører er fårehyrder

Når data er hjørnestenen i forretningsmodellen, er det dog vigtigt, at man ikke lader sig forføre af de store tal og blinkende lys. Data kan sælge annoncer, men skal ikke stikke redaktionelle linjer, siger Pernille Holbøll.

”Jeg har en analogi, jeg lever efter. Det er os journalister, redaktører, publicister, udgivere, der er hyrder, dataene er fårene. Det er os, der styrer dataene. Ikke omvendt. Det er ikke fårene, der bestemmer, hvor hyrden skal gå hen,” siger hun.

Derfor er det vigtigt for Pernille Holbøll at have en klar strategi som chefredaktør og hyrde. Selvom forretningsmodellen er at tjene penge på, at folk læser B.T.s artikler, bestemmer brugernes adfærd på siden ikke alt.  

”En million fluer kan også godt tage fejl af en lort,” siger Pernille Holbøll tørt og uddyber, at det derfor er så vigtigt at have en klar retning som leder.

”Man kan godt lave noget journalistik, som man tror alle vil have, men hvis man ikke selv ved, hvad man gerne vil med det, har man jo ikke en chance,” siger hun.

 

Klare linjer og store ambitioner

Pernille Holbøll ved dog godt, hvad hun vil.

”Hvis ikke vi har en mission med B.T, og en klar tilgang til, hvad vi vil med journalistikken, nemlig at gøre den bedre og være noget for flere danskere, der hvor de er, vil det gå galt.”

Pernille Holbøll ser ikke mod nogen og drømmer ikke om, at BT skal være halvt Ekstra Bladet eller TV News. B.T. skal være B.T. 

”Det står meget tydeligt for mig, hvad vi skal, men jeg kan ikke kigge mod nogen.Vi gør det bare. Hvor nogen er lidt bekymrede for fremtiden, er jeg enormt tryg ved den. Jeg er overhovedet ikke bekymret, det falder mig fuldstændig naturligt at gøre det her uden at kende alle trinene derhen. Jeg tror, vi gør det helt rigtige for B.T. og Berlingske Media,” siger hun.

Desuden tror hun, at langt de fleste medier i Danmark og udlandet før eller siden går den digitale vej som B.T. Men det kommer nok til at tage lang tid for nogen.