Vejen til at blive en god fortæller er brolagt med dilemmaer, der kan være svære at navigere i. Tag med mig og tre af Danmarks dygtigste fortællere på en rejse ind i den fortællende journalistik.

En snurrende motor fra en lastbil, der leverer varer til bageriet overfor, forstyrrer roen i Brammersgade, hvor vi sidder på en bænk foran en lille café. Jeg bliver distraheret, og tankerne begynder at flyve rundt. Hvorfor skal den nu komme og ødelægge min koncentration?  Men Anders snakker bare roligt videre. Og roen smitter. ”Den går nok væk lige om lidt,” siger han. Han tager en tår af sin kaffe og begynder at fortælle. 

Anders hedder Agger til efternavn, og bænken vi sidder på, står uden for Street Coffee i det centrale Aarhus. Der emmer af third wave kaffebar, da vi træder ind.

“Hvad drikker du?” spørger Anders Agger. “Jeg tager bare en cortado,” svarer jeg. “Ej, så er vi cortadobrødre,” siger han. Jeg insisterer på at give, men det vil han også, og han vil have, at jeg skal smage deres mandelcroissant. “Den er virkelig god,” siger han. Men hvad kan Anders Agger, en snurrende lastbil og en mandelcroissant lære dig? 

Svaret får du senere, men først begyndelsen på det hele.

Jeg sidder i et sommerhus i Skagen. Der dufter af lakridste fra koppen, der står på kakkelbordet og damper. Vinden piber, og kulden rusker i de orangerøde træer. Jeg læser i en bog, der er et perfekt afbræk fra de vindblæste gåture langs havet. Line Vaaben er forfatter, navnet er Fortællingernes Tid, og du kender den måske, hvis du har haft skrift på tredje semester? I bogen læser jeg, at det er en del af vores DNA at fortælle historier. Som da vi sad om bålet for tusinder af år siden og dyrkede den gode fortælling.

Det er den, jeg er på jagt efter. Den gode fortælling. Men også de dilemmaer, der gemmer sig i den fortællende journalistik. En genre, der bruger greb fra fiktionens verden og samtidig giver os et dybere indblik i personer, miljøer og handlinger. Jeg vil finde ud af, hvad det vil sige at være en god fortæller, og hvad man skal gøre, når genrens utallige dilemmaer banker på døren. Men jeg er usikker. Jeg siger ja til at skrive historien, fordi jeg selv elsker gode fortællinger. Den slags der brænder sig fast på nethinden, og som man ikke kan lade være med at genfortælle. Men jeg finder ret hurtigt ud af, at genren er som en rose. Smuk i sin helhed, men med en masse torne man kan stikke sig på. Må jeg selv deltage i historien? Eller skal jeg være fluen på væggen? Hvor meget kan jeg lege digter, uden at det bliver prætentiøst? Har jeg pligt til at tilkendegive min mening overfor en mand, der ønsker at dø, når jeg skriver om det? Eller har jeg pligt til at lade være?

Det var det, jeg satte mig for at finde ud af. Og så satte jeg mig for at finde svaret på ét centralt spørgsmål: Hvordan bliver man en god fortæller? Som en anden Pippi Langstrømpe siger jeg til mig selv, at det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt.

I bogen falder jeg over en fortælling skrevet af en mand med et efternavn, jeg synes klinger brasiliansk. Mikkel Vuorela hedder han, og navnet viser sig at være finsk. Fortællingen handler om hans egen familiehistorie, og imens han udruller den, rejser man med ham ind i den finske folkesjæl. Han skriver som en drøm, tænker jeg. Måske kan han give et tip eller to.

Mikkel Vuorela befinder sig i et dødsbo. Han er ved at skrive en fortælling om en ensom mand på en gård. Men manden bor her ikke mere. Han er gået bort efter mange år alene. Mikkel Vuorela har fået lov til at gennemgå mandens ting, og nu er han faldet over en gammel lakplade, der ligger i en grammofon. Han løfter låget og bider mærke i en Gustav Winckler-plade. Sølvtråde I Dit Gyldne Hår står der. Da han kommer hjem, slår han teksten op. ”Snart skal livets aftenklokker ringe solfaldstimen ind,” lyder første linje. Og dér vidste han, at han havde sin sigende detalje.

Da jeg ringer til Mikkel Vuorela, skubber han rundt med en barnevogn. Kameraet fra telefonen ryster, mens han går tur i den lokale park. “Det er for at få den lille til at falde til ro,” siger han. Han er på barsel fra Information, hvor han til dagligt er skribent – og en af Danmarks mest anerkendte fortællere. Jeg har sat mig tilrette foran min MacBook i en udvalgt cardigan og forsøger at fremstå velformuleret, men ikke prætentiøs. Jeg har ringet til netop ham, fordi jeg skal til det, som jeg har frygtet mest. Kan jeg lykkes med mit sprog? Kan jeg skrive en fortælling?

At skrive en fortælling er lidt ligesom at lave en spillefilm, siger han. Der skal opbygges suspense, sættes kroge og cliffhangers. Det handler om at skabe en spændingskurve, og lige hvor det er allermest spændende, skal jeg klippe væk, som man vil gøre i en film. Det kræver en klar struktur. 

“Jeg udskifter tit de klassiske citater med dialog,” siger Mikkel Vuorela. En tanke der i starten er fjern for mig. Som studerende er jeg så vant til citaternes magiske magt. Det gør Mikkel Vuorela, fordi man med dialogen kan fortælle meget om for eksempel to menneskers første møde med hinanden. I stedet for at forklare det selv, kan man med fordel lade dem tale.

Jeg kan høre, det begynder at pusle nede fra barnevognens kurv. “Hov, der er vist en lille en, der er vågnet,” siger Mikkel Vuorela. Han forklarer, at det, der i sidste ende binder hele fortællingen sammen, er sproget. Sådan tager man ejerskab over sin historie. Sproget er en motor, der opbygger spænding. Mikkel Vuorela fortæller, at han altid forsøger at skabe spænding med sit sprog, men at han er meget opmærksom på ikke at overbruge patos. “Det er vigtigt ikke at spænde buen for hårdt. At undgå at pumpe drama ind i noget der ikke er drama,” siger han. Og jeg nikker med et lille grin, da jeg tænker, hvordan det mon skal gå med denne fortælling. Men før der overhovedet er noget at skrive om, skal der samles stof ind. 

I den fortællende journalistik er der en devise, der hedder – ’get the name of the dog.’ Når man er på reportage, skal man indsamle alle detaljerne – også hundens navn. Højst sandsynligt får man ikke brug for det. Men detaljen kan pludselig være guld værd. Den kan rumme hele den store fortælling kogt ind til en maggiterning. 

Mikkel Vuorela lytter til sangen fra dødsboet. Han hører den knitrende lyd fra lakpladen og Gustav Wincklers alvorstunge stemme, der synger om den snarlige død. “Det er sgu min slutning,” tænker han. Det kunne være han havde hørt Limbo Rock, og så var det ikke kommet med i historien. 

Jeg trækker vejret dybt og forsøger at samle tankerne. Mit hjerte banker en smule, da jeg på Zoom ser, at “Line Vaaben has joined the room”. Hun sidder i en halvmørk dagligstue, hvor blålyset fra computerskærmen sender et skær op på hendes ansigt. Hun er skarp i blikket og skarp i sine ord. Der er pondus bag. 

Hun er journalist på Politiken, og hun har specialiseret sig i levende og nærværende fortællinger. Både du og jeg kan være gode fortællere. Det handler om at dyrke sin indre fortællerstemme.

En god start på fortællingen er en god hovedkarakter. Man skal sympatisere med mennesket – ellers er det svært at tage ud på en rejse med denne person. Jeg tænkte i lang tid over, hvor min hovedkarakter var i fortællingen. Det går op for mig, at min fortællings hovedkarakter ikke er mine kilder, men derimod mig selv.  

Det næste spørgsmål til hovedkarakteren er: Kan man stole på det, vedkommende fortæller? “Vi lyver overfor os selv,” siger Line Vaaben. Vi bygger fortællinger op om os selv, som vi fortæller videre. Gennem årene efterrationaliserer vi og laver vores egne versioner af sandheden. 

“Derfor er det vigtigt for mig, at jeg kan faktatjekke mine kilder,” siger hun

Hun er ikke Inspector Morse, men det er vigtigt at være sikker på at fortællingen er sand og retfærdigt fortalt. For at det kan lade sig gøre, er det vigtigt med en tillidsfuld relation mellem hende og kilderne, og heri gemmer der sig et stort dilemma. Det som Line Vaaben kalder at navigere mellem de tre p’er. Det professionelle, det personlige og det private.     

“Jeg kan godt være personlig, men aldrig privat,” siger hun. Man kan godt give kilderne lidt af sig selv og fortælle, at man har børn eller er gift. Men man skal ikke begynde at fortælle sine kilder om et skænderi, man lige har haft med sin mand.  

Det handler også om at afstemme forventninger. Line Vaaben er fluen på væggen. Det er vigtigt, at grænserne mellem flue og hendes tilstedeværelse ikke er flydende. “Jeg er ret transparent om, hvad jeg selv er på udkig efter, og hvad det kræver af den person, jeg skal være sammen med.” Man må godt minde kilden om, at man er på arbejde, for kilden kan hurtigt komme til at forveksle journalisten med en ven. Bare det, at man sidder og skriver i sin notesblok, kan være nok, siger hun. Da Line Vaaben fulgte Kjeld, der tog til Schweiz for at få aktiv dødshjælp, boblede tvivlen inde i manden. Han spurgte hende flere gange, om hun syntes, det var det rigtige for ham. 

“Til sidst sagde jeg: ‘Prøv lige at hør, Kjeld, det kan jeg simpelthen ikke svare dig på. Det er ikke min opgave som journalist’.”

Og det er her, vi kommer til mandelcroissanter og cortado på Street Coffee i Aarhus. For Anders Agger har også stået i en situation, hvor han kunne hjælpe en kilde. Men han endte med at gøre noget lidt andet end Line Vaaben.    

Anders Agger kommer kørende i sin store, lakrøde Mercedes. Han vinker indefra bilen. Jeg er kommet med bussen, med let svedige håndflader og en vejrtrækning, der lå i den ende af stress-skalaen, lægen vil anbefale at holde sig fra. Jeg havde svært ved at koncentrere mig om Eagles, der ellers skulle få mig til at slappe af. Anders Agger stiger ud af bilen og råber: “HEJ, Lukas,” og jeg er allerede mere rolig. Og det er det, han kan. Han kan afvæbne folk. 

Da jeg aftalte med min redaktør, at jeg skulle skrive denne historie, var det første, der spillede inde i mit hovede en scene fra et tv-program:

Anders Agger står ved en hæveautomat på Nørre Allé. Billedet er frosset, lige der hvor han stikker 200 kroner i hånden på Tristan. Tristan er misbruger, og Anders Agger har fulgt ham i de sidste par dage i programmet Indefra om fixerum i Aarhus. Lige netop denne scene var en af de første scener, der fik mig i gang med denne historie. Ét spørgsmål har altid presset sig på: Hvorfor kom det med i programmet?   

I de første sæsoner af programmerne Indefra var der en idé om, at Anders Agger selv skulle have en interesse i emnet, de tog op. Det gør ikke noget også at følge den personlige passion, mener Anders Agger. Han er interesseret i fodbold, så han lavede et program om AGF. Han var inspireret af den britisk-amerikanske journalist Louis Theroux, der også ofte skildrer lukkede miljøer. Og uanset hvilket miljø, Anders Agger bevæger sig ind i, forbeholder han sig retten til at være uenig. Det er en af hjørnestenene i programmet. Men det er karakteren selv, der skal beskrive miljøet, ikke Anders Agger.  

Han opererer med empati fremfor sympati. ”Jeg lægger mig ikke ned ved siden af kilderne og holder om dem. Jeg sætter mig ved siden af dem og taler med dem,” siger Anders Agger. Han holder af at skubbe kilderne ned af en vej, hvor han definerer, hvad de skal tale om. De skal ikke væk derfra, før de har talt om det. Han tager den dramaturgiske pegepind.  

“Nu fortæller vi den her historie – men fair, åben og afbalanceret. Uanset hvad man gør, skal man tage ansvaret for sin historie. Det er mig, der har den,” siger han. 

Jeg gentager overfor Anders Agger hans egne ord fra klippets speak om Tristan: ”En moderne version af aflad i et samfund der hjælper, hvor det måske burde lade være. Og at turde lade et dilemma eller to følge med, så længe næstekærligheden går forrest.” Dermed er vi tilbage til det spørgsmål, der har naget mig. Hvorfor de valgte at tage det med. 

Som fortæller er man selv herre over, hvad der kommer med i sidste ende. Det affødte så store diskussioner på redaktionen, at redaktøren var ved at gå i raseri. Men Anders Agger fik lov til at få det med i klippet, fordi det var ægte, fordi han faktisk havde en ægte lyst til at hjælpe Tristan. De ting, der er sket, når han har været på optagelse, skal fremstå, som han oplevede dem i situationen. Også hvis det er i grænselandet mellem det personlige og private.

Jeg sidder foran min computer og klør mig i håret. Efter at have færdiggjort tre interviews med så dygtige fortællere er jeg selv helt overvældet. Mængden af information, detaljer og dilemmaer er steget mig til hovedet. Jeg kan ikke finde hoved og hale i noget som helst. Puslespilsbrikkerne falder først på plads, da jeg snakker med min redaktør om historien. Jeg begynder selv frit fra leveren at fortælle, hvad jeg har lært på min jagt. “Prøv at gå hjem og skriv det ned, du lige har fortalt mig,” siger han.

Og hvad er det så Anders Agger, en snurrende lastbil og en mandelcroissant –  der virkelig var god – kan lære dig? Jo, først og fremmest at man skal følge sin personlige passion. Og så skal man ikke være så bange for dilemmaerne. For selv når de uomtvisteligt opstår, kan de måske endda give noget ekstra til historien. Tag det med, hvis det er sigende for fortællingen, men vær bevidst om det personlige og det private. For selvom de tre fortællere har hver sin måde at gå til arbejdet på, har de alligevel mange fællestræk. De har alle sammen selv stået i et dilemma eller to, og de har alle sammen fundet ud af, at man skal finde sin egen stil. Det er det, der skaber en god fortæller. Tag ejerskab.   

Uden at det har stået mejslet i granit fra start, er jeg blevet klar over, at min motor i fortællingen faktisk har været mig selv. Jeg har som grøn studerende forsøgt at lære et fag, også selvom jeg bumpede ind i et dilemma eller to. Og det, der har drevet mig ud i denne fortælling? Min egen interesse. Jeg har som Pippi gjort et forsøg.

En undersøgelse fra 2018 viser, at mere end halvdelen af de ansatte på danske medier er stressede. Det er imidlertid tvivl om, hvor ansvaret ligger, og hvordan problemet skal kommes til livs.

Hvor stressede er journalister? Det kan være svært at finde tal på. Det tætteste på et konkret mål er en undersøgelse fra Arbejdstilsynet foretaget i 2018, hvor 64 procent af de adspurgte medarbejdere fra mediebranchen havde svaret, at de sjældent, sommetider, ofte eller hele tiden havde følt sig stressede inden for de seneste to uger.

Undersøgelsen afsøgte, hvor mange medarbejdere der havde følt sig stresset inden for de seneste to uger i forskellige erhverv. Mediebranchen havde den 18. højeste score ud af de 74 erhverv, der blev undersøgt.

Højt, men ikke alarmerende højt

Spørger man Thomas Rønnow, underdirektør i Dansk Erhverv, lyder 64 procent højt. Dansk Erhverv varetager interesser for adskillige erhverv, herunder flere mediehuse. Dog mener han ikke, at her er tale om et ualmindeligt højt tal sammenlignet med andre erhverv. 

“Selvfølgelig har vi et problem med stress og arbejdspres. Det er der ikke nogen tvivl om. Sammenlignet med andre erhverv, mener jeg dog ikke, at her er tale om et alarmerende højt tal,” siger han.

Han hæfter sig ved, at mange andre erhverv også har en relativt høj procentandel. Derfor mener han ikke, at her er tale om et niveau, der er alarmerende. Desuden mener han, at undersøgelsen ikke tager højde for, at journalister oplever et naturligt pres i deres dagligdag i form af deres arbejde med deadlines. Et aspekt, der ifølge Thomas Rønnow, ikke kun er negativt, da nogle trives under dette pres.

Dansk Erhverv tilbyder en række værktøjer til deres medlemmer, når medlemmerne henvender sig med spørgsmål. Spørgsmål, som blandt andet drejer sig om det psykiske arbejdsmiljø. 

“Vi er sat i verden for at hjælpe virksomhederne. Det gør vi ved at rådgive virksomhederne, når de kommer med konkrete spørgsmål,” siger han.

Thomas Rønnow henviser dog til, at det er op til de enkelte virksomheder at bekæmpe stress på arbejdspladsen i henhold til arbejdsmiljøloven.

Desuden påpeger han, at de ikke oplever mange henvendelser fra medlemmer med spørgsmål vedrørende stress eller pres på arbejdspladsen. Noget, han mener blandt andet kan skyldes, at der allerede kører et trivselssamarbejde mellem Dansk Erhverv og virksomhederne, hvor medlemmerne kan få rådgivning til arbejdsmiljømæssige spørgsmål.

Lokale løsninger virker hos DR

Anette Dalsgaard, arbejdsmiljøkonsulent ved DR, anerkender, at 64 procent lyder som et højt tal. Når det kommer til DR selv, er det dog ikke hendes oplevelse, at der er et generelt problem med stress i forhold til andre arbejdspladser. 

“Jeg mener ikke, at der er et generelt problem. Der kan godt være problemer lokale steder i DR, men jeg oplever ikke, at DR som helhed ligger anderledes sammenlignet med andre virksomheder,” siger hun.

Når der opstår et problem med arbejdsmiljøet i DR, for eksempel stressrelateret, så løses det i den lokale afdeling. HR-afdelingen sidder inde med råd og vejledning til de forskellige afdelinger, men det er den enkelte afdeling, der finder en måde, de kan komme problemet til livs. En metode, som Anette støtter op om.

“Lokale løsninger er helt klart det, som virker allerbedst,” siger hun.

Overordnet set mener hun, at der gøres meget for at forebygge stress, for eksempel gennem trivselsundersøgelser og med hjælp fra arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere. Om der bliver gjort nok på nuværende tidspunkt, har Anette Dalsgaard dog svært ved at sige noget om.

“Jeg synes vi stiller de rigtige værktøjer til rådighed, men om det er nok i det enkelte tilfælde er enormt svært at sige,” siger hun.

Afviser ikke større fokus

Thomas Rønnow har svært ved at se, hvordan de i Dansk Erhverv kan hjælpe virksomhederne med at løse problemet med stress. De stiller allerede rådgivning til rådighed som supplement til virksomhederne, der har ansvaret.

Han afviser dog ikke, at et større fokus på arbejdsrelateret stress, for eksempel i medierne, kunne medføre, at problemet alligevel blev taget op i Dansk Erhverv.

“Ja, vi ville nok tage det op. Men det er et svært emne, fordi det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed og afdeling til afdeling, hvad det er, der udløser stress,” siger han.

Spørger man Anette Dalsgaard, om der kunne gøres en større indsats, afviser hun ikke, at stress bliver et emne, som skal tages op i en større skala ved DR.

“Stress har været et problem i mange år efterhånden, og det bliver ved med at dukke op. Derfor skal vi hele tiden have en opmærksomhed omkring det,” siger hun.

Spørgsmålet er bare hvornår og på bekostning af 

“Men, hvornår er det lige tid til at sætte ekstra ind på det felt? Det er en prioritering, og der er grænser for, hvor meget en organisation kan rumme.”